Kategori: Tegneserier
28-08-2012 - 19:01

TMNT Entity

I måske bemærket ved nogle af mine indlæg - eller ved gentagende gange at måtte 
lægge øre, over xboxlive, til historien, om hvordan jeg stod på en bar klokken 
01.00 om natten iført min Sweet-ass-Turtle-rygsæk og bestilte en Sodavand - at jeg 
er ganske glad for Teenage Mutant Ninja Turtles.

De fleste forbinder TMNT med den gamle Tegnefilmsserie fra ´87. Den har har jeg 
aldrig rigtigt set. Min begejstring for dem begyndte med Live-Action-filmen fra ´
90.



Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange, jeg har set den film, og den står for 
mig, som en af de bedste film, jeg har set. Nogensinde. Actionen er god, men mest af alt så 
elsker jeg humoren i filmen, og måden padderne er portræteret på

13 år senere lavede 4kids en ny animeret Teenage Mutant Ninja Turtles tv-serie. 
Jeg afskrev den hurtigt efter, at havde set få afsnit på Dansk-tv. Jeg afskyede, 
de danske stemmer. I den tidsperiode var det de samme danske Voice-actorere, der 
var inde over stort set alle tegnefilm på dansk. Jeg mener, at de startede med 
Digimon, og så startede de ellers deres rampege henover den danske sendeflade. 

 Foragelsen over stemmerne, fik mig til at tro, at tegnefilmen var ringe. Hvilken fejl! 
Jeg har siden set første Sæson på Youtube. Billede-kvaliteten var mega-ringe, men 
kvaliteten på serien var mega-god. Jeg blevet meget, meget overrasket.

4kids TV-serien spiller på flere ting. Stemningen og padderne ligger meget nærmere 
den originale Mirage-Tegneserie end tv-serien fra ´87 gjorde. Det gør tonen er 
mere seriøst og dyster, samtidigt med, at den følger den originale story-line - 
med et bar kunstneriske friheder selvfølgelig. 



Teenage Mutant Ninja Turtles-tegneserien var oprindeligt en parodi på mange 
tegneserier fra slut halvfjerserne/starten af firserne. New-Mutants og serier med 
Ninja´er som Daredevil og Elekra var populære. Derfor var det passende med en Tegneserie, 
der handler om en Gruppe Teenagere, der både var Ninja´er og Mutanter.

Alt dette ved 4kids godt, og derfor er der massere af Populær-kultur referencer, 
og hvis der er noget, jeg synes er fedt, så er det populærkultur referencer. Prøv 
iøvrigt også at læg mærke til, hvor tit Turtlesne - også i de gamle live-action - 
film, sidder og ser TV. Det er hele tiden! I et afsnit af 4kids-serien, er 
Donatello omringet af en gruppe bøller. Han fortæller så, at han altid gerne ville 
prøve et move, han engang så i en film (det er så the Matrix han henviser til), 
hvorefter han sætter sin bo-stav i jorden, griber fat i toppen, og svinger rundt, 
med det resultat, at han lander fladt på maven med et klask!

Det var også en hård måde figurern Baxter Stockman bliver brugt på i 4kids serien. Han dukker op en gang imellem i løbet af sæson 1 og 2, og hver gang vi ser ham, har han mistet en ny kropsdel, som straf for, at han har fejlet the Shredder.

Jeg har desværre kun set den første, og en smule anden sæson af 4kids serien. Jeg 
kunne rigtigt godt tænke mig hele serien på DVD, men de dvd´er jeg har set 
indeholder kun 3 afsnit hver, og får slet ikke serien dækket.

Det er først her de sidst 2 år, at jeg begyndt at læse tegneserierne. Har man som jeg mest 
kendt Turtles fra film og Tv, så blev jeg alligevel overrasket over, hvor 
melankolsk den oprindelige Mirage-serie var. Vores fire helte virker aldrig rigtigt 
glade. Er der endeligt en historie, hvor de banker skurken og redder det hele, så 
er alt et bitter-sødt tvist på sidste side. Bare et par ord, fra en af padderne, der får dem 
alle ned igen.



TMNT er ikke helte på samme måde som Spider-Man eller Batman. De patruljerer ikke 
New York, for at finde lømler, der ruller gamle damer. De opsøger ikke fare. 
Padderne er bare top-uheldige, og faren finder dem.

Jeg vil også gerne kort nævne den Ultimate Fan-service film. Turtles Forever. Det 
er en spillefilm, hvor 4kids-turtlesne møder ´87-turtlesne, og så har Mirage-
Turtlesne en cameo til sidst!



Det var en del, jeg fik skrevet. Det jeg ville med dette indlæg var at nævne 
hjemmesiden, TMNT Entity. Den er drevet af en fyr, der hedder Mark, og han kender 
sine padder. Han skriver virkeligt dybdegående anmeldelser af Turtles-tegneserier. 
Og de er grundige. Jeg nævner ham, fordi, at han gør et godt stykke arbejde, og 
jeg synes, at det er synd, at der ikke er flere, der kender til ham.
Tjek eventuelt hans Top 25 over de bedste Turtles-moments, som han lavede i 
forbindelse med Turtles 25 år Jubilæum - og så kan I få et indblik i, hvor cool TMNT, faktisk er.

- Shin


09-06-2012 - 22:29

Invincible

For et stykke tid siden skrev jeg om mine favorit-tegneserier, og jeg tror, jeg har fundet en ny serie, jeg kan føje til listen. Invincible! Jeg har i hvert fald læst de første 36 numre, og jeg er begejstret.

Ved første øjekast fremstår Invincible – skrevet af Robert Kirkman -  som en traditionel superheltetegneserie med et klassisk superheltesetting.


Vores helt, Mark Grayson, er i gang med sit sidste år i High School, og er ligesom alle andre teenagere, hvis det ikke var fordi, at hans far er Jordens stærkeste superhelt ved kaldet Omni-Man.


En dag på jobbet opdager Mark, at han ligesom sin far, også har superkræfter. Han har superstyrke, superfart, (tilsyneladende) usårlighed, og så kan han flyve. Basic superhero stuff. Med alle de seje kræfter og efter en tur til farmands private superheltedragtsyerske tager Mark Grayson helte-aliaset, Invincible og beslutter sig for at bekæmpe ondskab hvor end den findes sammen med sin far, Omni-Man. Udover superskurke og ballademagere skal Mark også jonglere med pigeproblemer, skole og kammerater.

Tingene og livet kører på skinner, og med hjælp fra sin far, er han så småt ved at få styr på det her superheltehalløj, Men! For der er et men. Så en dag viser det sig, at Marks far ikke er den, Mark troede han var… Og så er historien er i gang.

 


Serien og dialogen er velskrevet, og jeg føler personligt, at figurerne alle er nogen, jeg holder af. Serien er bygget op som en superhelte-tegneserie, men blandt andet fordi, at den er creator-owned, så slipper vi for alt det gøgl, der for mig trækker ned ved kendte serier fra firmaer som Marvel og DC. Der er progress og ting sker.


Invincible har et mere nuanceret syn på, hvad det vil sige at være superhelt, og hvad der sker når personer med superkræfter bekæmper hinanden, og de konsekvenser der er. En scene, der ramte mig (jeg springer en del af build-uppet over for ikke at spoile alt for meget) var, hvor Invincible kæmper mod en skurk, der kan hoppe igennem dimensioner. I kampens hede transporteres Invincible og Mr. Superkurk til en dimension, der ikke består af andet end ørken. Invincible kommer ved et uheld til at slå skurken ihjel. Det er hans første drab, og han går nærmest i chok. Han har aldrig drabt nogen før. Chokket lægger sig så småt, og så går det op for ham. Invincible har dødsdømt sig selv. Han er fanget i en ørken-verden, og han slået sin eneste mulighed for at komme væk derfra ihjel.


Tegnestilen i Invincible er tegnefilmsagtig. Tænk animerede DC-serier, som f. eks Superman, Batman, Justice league. Farverne er klare og lyse. Oven i det er volden meget grafisk, jeg blev overrasket, og man ser, hvad der sker når folk med superkræfter tæver på hinanden. Lemmer ryger af og blodet sprøjter. Der var lagt op til en stor kamp mellem Omni-Man og en figur ved navn Immortal. Kampen er overstået på to sekunder. Omni-Man slår armen igennem maven på the Immortal, og rykker sin arm fra side til side, så the Immortal bliver delt i to. Game over!

 


Invincible har et rigt univers med mange figurer og personligheder. Universet bliver hele tiden udvidet med massere af små subplots, der alle bidrager til helhedsoplevelsen.


Alt i alt er Invincible en no-bullshit superhelteserie af høj kvalitet, og indtil videre noget af det allerbedste jeg har læst inden for genren. Den samler alt det gode fra superhelteserier og skærer alt det dårlige fra. Vil du have en solid superhelteserie, så leverer Invincible.

24-11-2011 - 19:41

Tre Tegneserier.

Jeg skrev i forleden et helt indlæg om, hvad jeg ikke læste, så jeg tænkte, at det også var på plads med, hvilke tegneserier, jeg rent faktisk læser.

Jeg har tre titler, som jeg er ret begejstret for, som jeg alle samler i Hardcover, da det ser så lækkert ud på bog-reolen.





FABLES.














Fables omhandler indbyggerne i "Fabletown" og "the Farm". Alle indbyggerne består af eventyrfigurer som Prince Charming, Snehvide, Pinocchio, Big Bad Wolf, osv, der alle er flygtet til New York fra deres hjemlande, der er blevet erobret af den onde "The Adversary". Man følger Fables´ne, mens de forsøger at opbygge deres eget samfund i en hemmelig bydel i New York. Samtidigt er der flere fables, der så småt begynder at spekulere i, hvordan de kan få deres hjemland tilbage


Forfatteren Bill Willingham har ikke kunne dy sig for også at bringe politiske syn og budskaber ind i serien. Nogen mere tydelige end andre. F. eks da de Arabiske-Fables som Sinbad og Aladin kommer til byen, bliver de beskyldt for at skjule "Weapons of Magical Destruction" i form af en lampeånd. 


Det kan godt lyde lidt plat, men serien er fantastisk veludført, og der er hele tiden masser af progress, og der skel hele tiden noget, med de forskellige figurer, der konstant udvikler sig. Jeg har både grint og grædt, mens jeg har læst serien, og den kan ikke andet end anbefales.





POWERS.






 





I Powers gør forfatteren Brian M. Bends, hvad han gør bedst. At skrive Crime Fiction. Vi følger de to kriminalbetjente Christian Walker og Deena Pilgrim, der specialiserer sig i drabssager, der involverer superkræfter.


I Powers ser man superhelteverdenen fra andre vinkler end man er vant fra til fra de større universer som DC og Marvel, hvor det for det meste handler om, hvordan Justice League eller de Fantaske Fire har reddet verden endnu en gang. Det er nede på gadeplan, som når en gruppe studerende hyrer en suspekt type med superkræfter til at lege superhelte og – skurke med. Det viser sig selvfølgelig at komme ud af kontrol.


Powers var den første creator-ownede titel, jeg læste, og det var befriende at læse en serie, hvor forfatteren kunne få lov til at gøre med personerne, hvad han ville. For en, der aldrig har havde læst andet end Marvel og lidt DC gjorde det indtryk, at se en historie åbne med en scene med, at en af seriens gennemgående personer, fik blæst hovedet af. Det var det sidste man så til ham.






THE WALKING DEAD.











I Walking Dead (eller The Story of How it All Went to Shit, som jeg ynder at kalde den) følger man betjenten Rick Grimes, der efter et koma vågner op alene på et hospital til en verden, der er blevet overtaget af menneskeædende Zombier.

Han drager ud for at finde sin familie og slutter sig til en gruppe af andre overlevende, der kæmper for at ja. Overleve. Selvom der er Zombier med i Walking Dead, så er det ikke Zombierne, der har fokuseres på i Serien. The Walking Dead er et slags socialt tankeeksperiment, og Zombierne er katalystatoren til at finde ud af, hvad der sker mellem mennesker, når hver dag er en kamp for at overleve. Det viser sig selvfølgelig, at menneskene, både dem selv, og andre overlevende, som de møder kan være farligere end kødændende Zombier.


 Robert Kirkman holder sig bestemt ikke tilbage, når det kommer til at slå sine figurer ihjel eller påføre dem permanent skade. Det gør at særligt i The Walking Dead, kan man ofte komme i tvilv om, hvorvidt involverede personer overlever et zombie-angreb. Walking Dead er en af de meget få serier, hvor jeg har taget mig selv i, at siddet og heppe og håbe på en given person har overlevet en episode, i frygt for at Kirkman vil slå personen i ihjel. I Superhelteserier vender karakterene altid tilbage. Det gør de ikke her. Så skulle det da lige være som Zombie.





- Shin

30-10-2011 - 13:04

Jeg læser ikke Marvel mere.

For et par mdr. siden var jeg på det lokale bibliotek, og vanen tro gik jeg forbi tegneserien-reolen for lige at se, hvad der sker i tegneserier på dansk. 


Jeg åbnede bladet og blev lidt trist. Det var åbenbart det sidste Spider-Man blad på dansk. Manglende salg har gjort at bladet ikke har kunnet løbe rundt. Ligesom X-Men et års tid før det. Nu hvor Spider-Man bladet er lukket, har vi så vidt jeg ved ikke længere noget Super-helte blad på dansk, og det synes jeg er lidt sørgeligt. Jeg er vokset op med Marvel og kan huske, at min onkel altid kom med sine aflagte blade. Dem læste jeg, og byttede dem herefter til nye nede hos min lokale brugt-blads pusher.

Jeg kan godt forstå folk ikke længere køber blade på Dansk, og opsagde også selv mit abbonnement på Spider-Man for et par år siden, som jeg nok har fortalt før.

I bladet dengang jeg læste det, der lavede Spider-Man en deal med Mephesto (kendt fra Ghost Rider - The Movie med Nicolas Cage). Spider-Man var kørt så langt ud, og havde fået så mange tæsk, at Marvel slet ikke vidste, hvad de skulle gøre. Løsningen fra Marvels side var selvfølgelig at starte bladet forfra nøjagtigt som det blev gjort efter klon-sagaen. Jeg synes ellers, at de sidste historier som Civil War og Back in Black var super, super fede. Det var vel omkring 2008-2009 i dansk tid.


Det var der vel egentligt ikke noget nyt i. Det er sådan Marvel og DC gør tingene i deres store og respektivt sammenhængende universer. Jeg føler mig lidt snydt, når det man trofast har fulgt med i og læst de sidste par år slet ikke er sket.


 Det betyder ikke, at der ikke bliver fortalt gode historier i Marvel-Universet for det gør der. Spider-Man har også haft rigtigt mange gode historier, og  jeg har læst Spider-Man i så mange år, at mange af Peters store historier kan kædes sammen med mit eget liv. Ligesom musik. I kender sikkert det, at der har været noget bestemt musik eller gode numre, man har hørt meget i forskellige perioder af sit liv, og jeg har nok haft det på samme måde med Spider-Man´s historier. Det er måske også derfor, at det er irriterende, når ting, der er "sket" ikke længere er sket.


 Alt det her rebooteri gør også, at når man læser en Marvel historie så bliver den lidt mindre spændende, når fornemmelsen af "alt kan ske" ikke rigtigt er der, fordi, at man ved at, hvis det der sker er lidt for vildt. Så er det ikke permanent.


Det er nok fordi, at Marvel er et stort Universet, der hænger sammen, og at der er så mange forskellige forfattere inde over og for mange regler Marvels ledelse skriver, der skal overholdes. 


Jeg læser ikke Marvel-historier mere, og for mig døde Marvel - død, som I jeg stoppede med at læse det - efter Civil War og Back in black, hvor Spidey blev startet forfra igen.


  Jeg ikke stoppet med læse tegneserier. Jeg læser bare andre serier nu. Uafhængige serier om man så kan sige. Serier, hvor serien og alle personerne er ejet af deres skabere, og forfatteren derfor kan gøre, hvad han vil og ikke skal bekymre sig om, hvordan det passer ind i forhold til et eller andet univers eller serie, som han ikke har nogen indflydelse på.


 Det jeg kan godt kan lide ved uafhængige serier er, at der er så meget progress. Når ting sker i serien, så sker de, og de kommer til at ske for bestandig. Med mindre seriens skaber har en meget god grund til andet. Personer i disse serier er også kun med så længe, at der er en grund til det og de er relevante. Når noget ikke fungerer bliver det ganske enkelt skrevet ud. Det er ihvertfald mit indtryk.

Jeg synes også i de store Universer som Marvel, der svinger kvaliteten meget. Blandt andet var jeg utroligt glad for serien "Cable & Deadpool" der faktisk stillede nogle spændende spørgsmål, hvor Cable legede gud, og forsøgte skabe fred i verden, mens Deadpool forsøgte at få kontrol over sig selv, og samtidigt virkeligt troede på Cable og hans sag, mens resten af verden var lidt mere skeptisk. Jeg kunne slet ikke få nok den serie, men den sluttede desværre, og Deadpool fik en ny solo-serie.


 Men. Det var selvfølgelig slet ikke det samme. Det var bare action, action uden så meget indhold. Jo, den var da lidt sjov. Nogen gange, men jeg ville gerne have mere. Det er igen fordi, der er så mange forskellige forfattere inden over universet, og så man kan ikke være sikkekr på, hvad man får. Med Creator-ownede serier, der bliver der holdt mere niveau.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, om jeg savner Marvel. Jeg følger dagligt siden ComicVine.com, og det er altid spændende, når jeg ser, at der er en eller anden konflikt i universet, men der går ikke længe inden jeg tænker. Det er jo bare mere af det samme. Folk dør heller ikke rigtigt. Der er ingen udover Uncle Ben, Jean Grey og Ben Reilly der nogensinde er forblevet død efter de vel. Døede.

En ting, der også er begyndt at irriterer mig rigtigt meget i Marvel er alle de store crossover events. Man skal følge med i rigtigt mange forskellige blade for at få hele historien. Det var ikke noget problem, dengang bladene kom på dansk. Der havde vi nemlig Marvel-Morten til at sidde og redigere de danske blade, så vi fik alle de gode og vigtige dele af historien på dansk. F. eks i Civil War. Der klippede han de Amerikanske Spider-Man blade sammen med de dele af de Amerikanske Civil War historier der passede ind, så vi fik det som en lang god sammenhængende historie. Lækkert. Nu skal du selv ud og have fat på alle mulige forskellige blade for at få alle dele af historien med. Det er ret anstrengende. Og så er det irriterende at have så mange forskellige blade liggende. Synes jeg personligt.

- Shin







01-09-2011 - 20:22

Bodycount

 


Bodycount kan bedst beskrives som en rigtig B-actionfilm.










I åbningscenen møder vi vores helt Casey Jones godt i gang med at slå på en af de lokale værtshuslømler. Midt i al tumulten tumulten kommer en laber larve ved navn Midnight løbende ind i baren, med en pistolgalning lige i hælene. Det kunne godt havde været gået hen og blivet rigtigt grimt, hvis ikke helt nr. 2, Raphael, heldigvis kom forbi og reddede Casey og Midnight.

Midnight forklarer, at hun er på flugt fra lejemorderen Johnny Woo Woo ( Ja, det hedder han), da hun er blevet beskyldt for noget hun ikke har gjort. Den eneste måde hun kan overleve på, er hvis hun får hjælp til at tage hen til ”the Sanctuary”. Raphael stoler ikke på hende, men da hun har kæmpestore jader, får Casey Jones ham overbevist om, at de skal hjælpe hende. Herfra er resten af historien – ligesom indledningen – all action all the time, mens man følger vores venners færd mod the Sactuary med den skydegale Johnny Woo Woo (det navn bliver jeg aldrig træt af) lige i røven.




Som i alle rigtige action-film er der også et par politi-agenter efter Woo Woo og bagmanden, men i sand B-film stil, så bidrager de med absolut intet til plottet.









Forfatteren Kevin Eastman fik ideen efter at have set en stak John Woo film. Han ville gerne lave det samme bare i tegneserie form, og at fandt derfor på at forsøge at skabe ”The longest running Gun-Fight i comic book history”.


Resultatet blev også derefter. Kevin Eastman kan godt lide Blod, Pistoler og bryster. Der er derfor massere af det hele i Bodycount. Heldigvis har Kevin Eastman fået hjælp af Simon Bisley, der har tegnet Bodycount. Billederne er flotte og detaljerige, og så tegner Bisley en god Midnight. Kompositionen er god og når folk bliver skudt så sprøjter blodet ud man er ikke i tvivl om at folk dør.











I virkeligheden er Bodycount lidt barnlig. Historien var der ikke meget ved, men jeg var underholdt. Akkurat som med en B-Action film, så skal man ikke forvente for meget, men bare slå hjernen fra og nyde det. Om ikke andet, så for tegningerne. Historien er nok en af de dummeste, jeg har læst.




- Shin
26-12-2009 - 01:44

Så det blev der af hende.

 
 Jeg fik endeligt taget mig sammen til at læse min Cable/X-Force: Messiah War efter, at den i et par måneder har stået så fint på min hylde. Den var superfed, men det er nu ikke derfor, at jeg skriver. 
 Jeg elsker Marvel, dets figurer, hele mytologien i universet, og det, at alle historien foregår i samme verden. Det er svært at lade være med at leve sig ind i historierne og føle med figurerne, og dette var også grunden til. at jeg i Messiah War var nødt til stoppe op sluge den klump jeg fik i halsen. Ikke så meget på grund af selve hovedhistorien, men på grund af en enkelt cameo-optræden fra Kiden Nixon. Jeg husker, at jeg år tilbage læste en historie på biblioteket, der hed NYX: Wannabe, der handlede om nogle børn, der løb hjemmefra. Heriblandt mutanten Kiden Nixon. En ganske udmærket fortælling, hvor vi også så X-23 (der nu er medlem af X-Force sammen med blandt andre Wolverine og Domino) for første gang. Jeg husker NYX som værende superfed, og som med andre gode historier tog det ikke lang tid at bladre igennem den, og jeg vendte sidste side med en uvished om, hvad der nu ville blive af hende.



- Kiden i NYX.


 Vi spoler lige et par år frem, og jeg sidder og læser Messiah War, og hvad ser jeg? Kiden har ikke optrådt en tegneserie i flere år, og så finder vi hende mange, mange år efter som en gammel kone spændt fast til et toturinstrument, der kun har det ene formål at blokere for tidsrejser! WTF?! Det kan man da ikke! 


- I Messiah War.


Der blev jeg godt nok lidt rystet. Jeg ved godt, at det er i en alternativ - stadig mulig - fremtid, men alligevel!
11-03-2009 - 15:55

Ny start - for Hardcovers er federe.

Jeg gjort noget jeg aldrig troede jeg ville gøre. Jeg har afmeldt mit abbonnement på både Spider-Man og X-Men.

 Spider-Man har for nyligt (dansk tidlinie) lavet en aftale med Mephesto. Spider-Man var kørt så langt ud, og havde fået så mange bank Marvel slet ikke vidste, hvad de skulle gøre. Løsningen var selvfølgelig at starte bladet forfra, nøjagtigt, som det blev gjort efter klon-sagaen. Jeg synes ellers at de sidste historier som Civil War og Back in Black var super, super fede. Men nu er det tilbage til den gamle ( og i mine øjne lidt kedelige) Happy Go Lucky Spidey. Jeg føler mig også lidt snydt på en måde. Alt det
jeg har læst og fuldt med i det sidste år er pist væk, og slet ikke sket. Det passer meget godt, at jeg stopper her. Jeg startede med at læse Spidey rigtigt, sidste gang, de startede forfra, og jeg slutter denne gang.

Spider-Man er en fed figur med masser og potentiale. Det virker bare som om, at hver gang, at det er ved at blive rigtigt spændende, så bliver historien alligevel for dyster, og så er de nødt til at skrive sig ud af det igen. Men fair nok. Spidey er vel Marvels Mest commercielle figur, og den figur med flest unge læsere.

 Derudover, så er jeg begyndt at købe Amerikanske Hardcovers, og de er så meget federe end de små tynde blade, jeg ellers får ind ad brevsprækken, hver måned, som kommer til at fylde og flyde.
 Det fede ved Hardcovers, udover det lækre format, der gør det godt på en reol, så er hver Hardcover en samlet historie, og man får hele historien hver gang, imodsætning til de danske blade, hvor man får lidt af Historien hver måned. Det kan godt være, at en ny Hardcover i en Serie kun udkommer, hver tredje eller fjerde måned, men jeg synes klart, at det er det værd, når man så får hele historien serveret på en gang i en lækker indbunden bog.

Samtidigt med, at jeg er begyndt med Hardcovers, så er jeg virkeligt blevet tændt på Tegneserier igen. Ligenu læser jeg kun Moon Knight og Deadpool, men jeg overvejer lidt Daredevil.

Moon Knight er superfed. Ligesom med ALIAS, så kan jeg godt lide de historier, der foregår lidt mere nede på "Gadeplan", og viser de lidt mere beskidte sider af Marvel Universet. Jeg kan også godt lide "power-levelet", hvor figurerne, der er med ikke har kosmiske superkræfter på niveau med. f. eks Thor eller Superman (for at komme med et ekstremt eksempel).

Jeg kan også godt lide "Settingen", altså det hele foregår i ét Univers, så en person man møder i det ene blad også optræder i et andet. F. eks Ironman, der går fra normalt at være helt i Avengers, ligepludseligt er ham det "dumme svin", der jager Moon Knight i MK´s serie. Genkendelighed er fedt, og så er det cool, at få en ny vinkel på karakterene en gang imellem.

Med hensyn til X-Men. Jeg har ikke rigtigt fået læst de sidste 2-3 nummre, men op til da, har bladet været lidt sløjt, og jeg vil gerne til kun at samle på Hardcover´s med afsluttede historier - for de ser så pæne ud på min hylde! :D
05-09-2008 - 23:45

Forsiden er pæn.


Jeg var forbi Faraos Cigarer idag for at se på lidt tegneserier. Som altid var jeg helt vild, og ville bare have dem allesammen - indtil jeg så prisen på dem! Jeg burde ikke blive chokeret, men det gør jeg hver gang. Tegneserier er dyre. Især i de danske butikker, hvor dollaren stadig står i en 10´er.

Nu var det så heldigt, at jeg havde været der før, og vidste, at allerbagerst i butikken står der to papkasser med nedsatte tegneserier. Det hænder en gang imellem, at man kan finde guf dernede. Idag var ingen undtagelse (forhåbentlig!)

Jeg kigger kasserne igennem og mit øje skuer to lækre Batman udgivelser; Dark Victory og The Long Halloween. Jeg nupper dem begge.

Jeg roder lidt videre og udbryder et stille "Woow!" for mig selv, da jeg får øje på et betagende cover;





Jeg griber fat om det, og bladrer hurtigt igennem. Den ser jo ganske fornuftig ud. Heldig som, jeg er, så finder jeg TPB 1-6. Jeg er på godt og ondt lidt af en samler, så uden at kende til tegneserien, tager jeg samtlige af dem, og går op til kassen.

Jeg skulle bare ind og kigge, men det endte med, at jeg købte for 750,- kroner. Jeg kender ikke Kabuki andet, end at jeg har hørt navnet. For sjov skyld besøgte jeg Heroclix.com, og der er faktisk lavet en HeroClix, med "heltinden";



- Hende er jeg også nødt til at få fat på!


Nå, tror jeg vil smide en Van Damme DVD over, og så hoppe i seng. Spørgsmålet er bare, om det skal være Derailed eller Inferno. Uha, Tough Decision.





Vi Ses!,

- Shin, der ikke spiller Geometry Wars, men synes at ScoreCards er fedt som koncept.

30-04-2008 - 10:24

Når mennesket er ondt.



Jeg så for nyligt Spider-Man/Black Cat : The Evil That Men Do til 69,95 i Faraos, og kunne ikke lade være med at købe den. Havde ikke hørt om den før, så fik mig lidt af en overraskelse, da jeg gik i gang med at læse den.

Eventyret starter i Felicia Hardys - alias den Sorte Kat - brusekabine, og som den pervert jeg er, tager det mig ikke langt tid at se, at hun holder brusehovedet bemærkelsesværdigt under bæltestedet, efterfulgt af tankeboksene; “ Det er alt for længe siden, jeg har haft en kæreste… eller en veninde for den sags skyld…”. Herefter beslutter hun sig for at tage til New York, for at hjælpe en veninde, og ikke mindst for sige hej til hendes gamle flamme Peter Parker. Så er stemningen lagt.

Scenen skifter, og vi følger vores helt, Spider-Man på jagt efter forbrydere. Han er godt i gang med at dele øretæver ud indtil han ligepludseligt bliver absurd uheldig.
Skurken er ved at slippe væk i en bil, og det er kun lige med nød og næppe, at Spidey når af skyde sit spind afsted så det sidder fast på bilen, med det resultat af han bliver slæbt hen ad asfalten i fuld fart. Det lykkes imidlertid vores helt at gribe fat i låget fra en skraldespand, og han når lige akkurat at lege surfer i to sekunder før føreren hakker bremserne i så Spidey flyver hen over bilen, og bliver smadret igennem foruden. Det kan kun betyde en ting. Den Sorte Kat er ankommet! Synes, at det er en rigtig lækker detalje, at lave sådan en tribute til den Sorte Kats uheldskræfter.

Det jeg blev overraket over ved historien er, at det overordnede tema - i hvert fald hele sidste halvdel af fortællingen - er voldtægt, det at blive voldtaget og pædofili. Det er bestemt ikke emner den gode Edderkop bliver at beskæftige sig med. Det er ikke sådan at voldtægtsscenerne bliver vist direkte i billeder, men der bliver lagt så meget op til dem, at det ikke kræver megen fantasi at gætte, hvad der ville ske på næste side, hvis ikke lyset var gået ud. Jeg tror bestemt heller ikke, at det er tilfælde, at næstent samtlige scener og billeder, hvori, der bliver talt om voldtægt, der er det Black Cat, der er tilstede og ikke Spidey. Spider-Man er for pæn til at berøre emnet. Black Cat derimod kan godt tåle at blive “tilsmudset” af det grimme emne. Det må være ligesom i Alias, hvor forfatteren kun måtte bruge andenrangs-helte eller figurer, der i forvejen henvender sig til det voksne publikum (Daredevil, Punisher), og hvor store pæne helte som Captain Amerika og Spider-Man kun måtte bruges som cameos.

Jeg kan godt lide, den lidt mørkere og mere voksne tone, der er i denne historie, da den tilføjer mere dybde til de forskellige figurer, så historierne bliver andet end; “Nu skal vi bare ud og banke bad-guys."



27-06-2007 - 20:08

Det Essentielle.


Så er det snart ved at være tid til sommerferie for mig, og i den forbindelse skal familien en uges tid op i min mosters sommerhus. Det vil sige en uge uden internet eller andre kanaler end DR1 og TV2.
Min lillebror og jeg er blevet forbudt, at tage min Xbox med, og det har jeg det også helt fint med, da der alligevel ikke er nogle spil til den iøjeblikket som siger mig noget.

Jeg har derfor været ude i dag for at købe mig noget læsestof, da jeg bare elsker en god historie. Mit problem er bare, at Amerikanske tegneserier er åndsvagt dyre at købe herhjemme. Et blad på ca. 100 sider koster 150 kr, altså tre gange som de danske blade af samme størrelse. Jeg nager ingen tvilv om at historierne er gode, men 150 dask er bare meget at give for en halvtimes underholdning.

Det er også en af grundende til, at jeg er begyndt at få øjnene op for Marvels "Essentials" serie.

Bøgerne i Essential-serien er alle moppedrenge på 500-550 sider, der genoptrykker og samler gamle Marvel tegneseriehæfter i en bog til den nette pris af 150-170 kroner. Det betyder så også at bøgerne er i sort-hvis for at holde prisen nede.

Det gør dog intet, da man ikke lægger mærke til det, når man sidder og fordyber sig i historien. Langt de fleste af disse Essentials genoptrykker Serierne fra starten af, og indeholder derfor historier fra 60-70´erne. Jeg er en af dem, der mener, at superhelte ikke var bedre i "De gode gamle dage". Jeg synes at ældre tegneserier ofte har en tendens til bare blive sådan nogle "Her og jeg, og der er skurken der skal have bank" - Historier. Lidt ligesom Arnold-film, og det bliver for kedeligt i længden. Jeg kan meget bedre lide den stil, der blev kørt på igennem halvfemserne, hvor man komme mere personligt ind på karakterne. Halvfemserne er jo også Era´en, der huserede den infamøse "Klon-Saga", og en af mine andre personlige favoriter; "Splatter Maler Byen Rød".

Jeg stenede så lidt på nettet, og så, at Marvel også er igang med at Genudgive Wolverine. Wolvie er jo Cool, og jeg har læst mange gode Historier med ham igennem tiderne, og ikke nok med det, så løb Wolverine-Serien fra 1988 helt frem til nu. Lige min tidsalder, så det endte med, at jeg tog ind til Fantask og købte Essential Wolverine Vol. 1, der indeholder de 23 første numre af Wolverine.





- Det er den her!



Medens jeg var i Fantask fik jeg også lige købt Essential Howard the Duck. Jeg aner ikke om det godt, men det finder jeg ud af. Det skulle være ganske udmærket, og kunne være sjovt med et afbræk fra alle de "Serious Business" comics, jeg går og læser.



Howard, the Duck, Bitchez!



Som altid, når jeg er sådanne steder, så kan jeg ikke lade være med at bruge penge, så det endte også med, at jeg fik købt mig noget The Punisher. Jeg har faktisk ikke læst så meget med ham, men historien "Velkommen Tilbage, Frank" - fra de gode Mega Marvel dage - var alligevel noget, der rørte mig, og står klart som noget af det bedste jeg har læst.

Jeg synes især scenen, hvor Punisher er oppe på et tag for at snipe Skurken er fed. Daredevil kommer selvfølgelig for at stoppe Frank og fortælle ham, at hans metoder er forkerte og at Retfærdigheden nok skal sejre til sidst, og alt muligt andet Moralsk Ævl.

Men hvad gør Frank ved det? Han tæver selvfølgelig Daredevil synder og sammen, og binder ham fast til et eller andet, hvorefter han så giver Daredevil en pistol i hånden, og fortæller ham, at der kun er et skud i.

Daredevil skal så træffe beslutningen om han vil tage Franks Liv for at redde et andet menneskes. Man kan se, hvordan tanken om at slå nogen ihjel Torturerer Daredevil. Det ender så med at Daredevil Trykker på Aftrækkeren og et tomt "klik" høres. Det viser sig så, at Frank ikke havde kommet nogen patroner i Pistolen. xD







// Senzai



Edit: Rettet nogle stavefejl og sådan lidt.
07-01-2007 - 23:26

Alias

 

- Et Mestervæk uden lige

 

 

 

Jeg er (desværre) lige blevet færdig med at Læse Alias Omnibus - en af de bedste Tegneserier, jeg nogensinde har læst!


Alias er skrevet Brian Micheal Bendis og Illusteret af Michael Gaydos. Mark Bagley ( Min Personlige Favorit Tegner, der blandt andet stod for "Splatter Maler Byen Rød") er med som gæste tegner. David Mack står for de utroligt flotte Covers.

Alias er en krimi-tegneserie, der foregår i Marvel-Universet og handler om den tidligere Superheltinde Jessica Jones, der efter et truamatisk møde med Superskurken Purple Man vælger at trække sig tilbage, og istedet opstarte Privatdetektiv bureau´et; Alias Investigations.

Man følger Jessica Jones arbejde som Privat detektiv, og gennem hende får man de lidt mere mørke sider af Marvel Universet at se. Stilen er dyster og historierne foregår mere på "Gadeplan" end, hvad vi er vant til at se fra Marvel.

Selvom vores heltinde har superstyrke og kan flyve er det ikke superkræfter og bankning af superskurke, der er drivkræften i Alia. Derimod Jessicas Personlige problemer, Kærlighedsliv, Etiske dilemmaer, Hendes oplevelser som Detektiv og hendes personlige udvikling. Vi følger ikke superhelte, der skal ud og redde verden fra den nyeste superskurk, derimod ser vi skræmmende og personlige hverdagshistorier .

Jessica bruger sjældent sine Superkræfter. For det første har hun, som hun selv udtrykker det; ikke helt styr på det at lande igen efter en flyvetur. Udover det har hun sjældent oplevet, at der kommer noget godt med det. Alt for ofte har utak været lønnen eller også er hun simpelthen selv endt op med at få tæsk.

Persongalleriet i Alias er også interessant og er fyldt med B-Helte som Luke Cage, Ant-Man, Rick Jones, med mere, hvilket passer rigtigt godt ind i Alias´s Miljø. Ydermere støder vi også på Kendinge som Som Matt Murdock, Ben Urich, J. Jonah Jameson, og Jessica´s bedste Veninde Ms. Marvel, medens få andre helte og skurke opptræder som Cameos.

Alle disse, i mine øjne, andenrangs helte og personligheder er med til at give den helt rigtige, snuskede undergroundsfølelse i Alias, der passer så godt ind i Seriens Noir-Agtige-stil.

Det er også fedt at se, den måde Bendis bruger figurerne på. Hvordan han kan gå så langt, som at sende Den 3. Spider-Woman ud i et pillemisbrug, og hvordan han skærer helt ind til benet af de forskellige figurer, således, at du virkeligt kan føle og mærke dem på helt andre måder, end når du bare ser dem banke badguys.

Dialogerne i Alias er velskrevende, dynamiske og utroligt virklighedstro. Der et sted i Historien, hvor Jessica vågner op i Luke Cage´s seng, uden den fjerneste idé om, hvordan hun havnede der. Cage fortæller hende så, hvordan Jessica fuld kom flyvende med fuld fart ind igennem hans vindue og chrashede lige ind i hans køleskab. Normalt plejer sådanne ting at blive illustreret i tegneserier, men det var ikke tilfældet her. Alligevel kan du med Cage´s beskrivelse forestille dig præcist, hvordan det har set ud.

Tegninger i Alias er flotte, realistiske, med et strejf af maleriskhed og fungerer rigtigt godt. Der er intet at sætte fingere på. De er flotte og fungerer. Noget jeg godt kan lide, er når Jessica har FlashBacks tilbage til sin tid som Superheltinde, så er det tegnet i Klassisk Marvel Superhelte stil med glade og utrolig Farvestrålende Tegneserier. Selv når Jessica´s grusomme fortid fortælles er farverne stadig glade og Dynamiske på trods af, at indeholdet er så tragisk.

Det jeg især elsker ved Alias er, at du hele tiden kan mærke og føle, hvordan Jessica har det. Hvad enten hun er Angst, vred eller ked af det.

Episoden, hvor Jessica får at vide, at Purple Man er sluppet ud af fængslet rørte mig virkeligt. Man ser, hvordan Jessica blever mere og mere desperat, nærmest Panikker og er ved at bryde sammen. Som læser føler du mere og mere med hende, medens du selv sidder og gruer for hvilke frygtligheder Purple Man kan finde på, hvis han får fat i hende igen

Alias er en af de Tegneserier, hvor man bare vil have mere efter at have læst den. Da jeg havde læst sidste side, kunne jeg slet ikke fatte, at det var slut, og jeg brænder virkeligt for at vide, hvad der sker i næste Kapital af Jessica´s liv.

En Ting er sikkert. Når jeg har fået overstået mine kommende Eksamener, skal jeg ned i Fantask efter The Pulse, som er fortsættelsen på Alias :)



NB. Ville gerne have haft nogle flere billeder, men synes ikke rigtigt, at der er nogle gode nogen på nettet :/

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her