Kategori: Xbox 720
02-03-2014 - 12:57

Bedre Xbox One fra start...

Nu har Xbox One efterhånden været på gaden i en hel del lande i et godt stykke tid og hvis man kigger lidt rundt, så lader det til at konkurrenten PlayStation har fået et forspring. Microsoft er i høj grad selv skyld i det, da de jo fik fucket deres E3 præsentationer rimelig vildt op - og efterfølgende vælger at lave nogle endnu mere sindsyge tilrettelser på platformen som i mine øjne har betydet at den er lidt krøplet her i starten i forhold til deres første udmeldinger.

Anyways, jeg har tænkt lidt over nogle ting, som Microsoft kunne have gjort, før de havde fået en langt bedre start på næste generation af konsoller. Jeg har med vilje ikke valgt at have deres PR/Marketings fuckups med i mine overvejelser:

Bagudkompatibilitet
Hvis Microsoft fra starten havde planlagt en eller anden form for bagudkompatibilitet med spillene fra Xbox 360, dette kunne for eksempel bare have været så det var muligt at spille alle de Xbox Live Arcade-spil som man har købt til Xbox 360 igennem de sidste 8 år og altså ikke nødvendigvis alle Xbox 360 spil.

Jeg synes at det er lidt ærgerligt, at alle arcadespillene er gået tabt imellem platformsskiftet - det ville have været helt uhørt, hvis man ikke kunne spille sine PC spil på en ny opdatering af Windows, eller hvis man skulle genkøbe alle sine Apps hver gang Apple smed en ny iPhone på markedet.

At Xbox One er en ny platform, og at det derfor ikke var muligt at få Xbox 360 spil til at køre på den, køber jeg ganske enkelt ikke. Selvfølgelig ville det være muligt, hvis de havde valgt at bruge ressourcer på at få det til at virke.

Få styr på teknikken inden launch
Det går ganske enkelt ikke, at man smider hvad der i høj grad minder om et beta-produkt på gaden, slet ikke når det koster 4000 kroner at anskaffe det. Jeg synes godt at man som forbruger kunne forvente, at en opgraderet konsol ville kunne MINIMUM de samme ting som den forrige version - her er et par eksempler:

- Ingen surround sound (før marts opdateringen)
- Ikke mulighed for at afspille egne videoer på Xbox One
- Tager voldsomt lang tid at installere spil
- Xbox Live Party funktionalitet er mildest talt mangelfuld / ikke brugervenligt nok
- Xbox Live funktionerne fungerer dårligere end på Xbox 360
- Manglende understøttelse af headsets 

Kom eventuelt med flere bud på tekniske mangler i kommentarfeltet herunder.

Ideen bag achievements er væk
En af de ting som jeg har bemærket meget selv, er at jeg ikke længere gider at holde øje med hvilke achievements der er i spillene eller hvilke jeg har fået. Det er ganske enkelt blevet for besværligt at se alle achievementsne for de forskellige spil - sagt på en anden måde, så kræver det nu alt for mange kliks på controlleren før man kan se dem og det gider jeg ganske enkelt ikke, for besværligt.

Det er super synd, for en af de ting som var med til at gøre Xbox 360 hvad den var, var netop det at man kunne samle disse achievements, sammenligne dem med sine venner og måske endda komme ud i hjørner af spillene som man ellers ikke ville komme, fordi man gerne lige ville have en bestemt achievement med.

At det så kun er muligt at se sine Xbox One achievements direkte på konsollen, eller via en App på f.eks. en iPad, er bare med til at gøre det hele endnu mere tumpet. Jeg vil sgu da kunne se dem på Xbox.com som jeg altid har kunne - kom de til at fyre webudvikleren? Eller mener de bare at Internettet er en døgnflue, eller hvad sker der?

Dette har Microsoft i mine øjne totalt ødelagt med Xbox One. 

Prisfald
Et fald i prisen er altid rart - bare ikke for dem som har støttet op om platformen ved at købe den til at starte med. Jeg synes at det virker kluntet, at de nu sænker prisen på Titanfall bundlen så kort tid efter lanceringen af konsollen. Dårlig planlægning og Microsoft får som sagt folk der har købt konsollen på dag 1, til at føle sig som idioter.

"Tak fordi I støttede op fra starten"... 


Det var lige lidt input fra mig omkring hvad Microsoft burde have gjort bedre i forbindelse med lanceringen af Xbox One. Skriv meget gerne jeres egne ideer i kommentarerne herunder bloggen.
 
06-12-2013 - 22:22

5 lækre ting ved Xbox One

Xbox One

For et par dage siden lavede jeg et indlæg der handlede om fem ting som jeg synes kunne have været bedre på Xbox One. Konsollen har selvfølgelig også en masse rigtig lækre features, og jeg vil i dette indlæg komme ind på de fem som jeg synes er de fedeste.

#1: Xbox One controlleren. Der er lavet rigtig mange forbedringer ved den nye controller, men først og fremmest så synes jeg at den ligger virkelig godt i hånden. På mange områder ligner den egentlig den fra Xbox 360 som jeg også synes var rigtig god - men det er som om at den lige er blevet 25% mere lækker.

#2: Kinect 2.0. På Xbox 360 hadede jeg Kinect og brugte det meget meget sjældent. Jeg har det totalt omvendt med Kinect på Xbox One - her synes jeg at det er super fedt lige at kunne sige "xbox on", "xbox turn off", "xbox snap" eller "xbox go home". Stemmekommandoerne fungerer ret godt og gør det let og hurtigt at navigere rundt.

#3: Digitale downloads. Jeg synes at det er super fedt, at det nu er muligt at købe spil via Xbox Game Store på dag 1. Hvis man har en relativ hurtig internetforbindelse, så går det OK stærkt - og hvis man gør sig den ulejlighed at oprette et amerikansk gamertag, så kan man rent faktisk få spillene ganske billigt :-)

#4: Super hurtig opstart. Det er fedt at det nu kun tager få sekunder fra man sætter sig foran konsollen, til man kan starte spillet op.

#5: Udvalget af launchtitler. Hvis man kigger på da Xbox 360 udkom, så synes jeg klart at lineuppet til Xbox One er langt bedre: Forza Motorsport 5, Call of Duty: Ghosts, Battlefield 4, Ryse, Assassins Creed 4, Need for Speed: Rivals, FIFA 14, NBA 2K14, Dead Rising 3 - jeg vil påstå at der er noget for enhver smag. Selvfølgelig er antallet af nye og banebrydende spil ikke så stort her i starten, men jeg er sikker på at det nok skal komme.


Bobler: Xbox Live
Egentlig ville jeg gerne have skrevet Xbox Live på listen, da det altid har været en af de ting jeg har brugt som grunde til at jeg ville vælge Xbox frem for PlayStation. Desværre så synes jeg ikke at party-delen fungerer helt som den skal og derfor valgte jeg at hive den ud - måske er den en lille ting, men jeg synes nu alligevel at den er væsentlig. Til gengæld er det rigtigt fedt, at spil nu gør brug af "Cloud"-teknologien.

Det er også rigtig fedt, at hvis man har et guld-medlemsskab, så kan man bruge det på både Xbox 360 og Xbox One - endda samtidig hvis man vil det.


Hvilke ting synes du er rigtigt lækre ved Xbox One? Har jeg glemt noget?
03-12-2013 - 23:55

5 dårlige ting ved Xbox One

Xbox One

Jeg har nu haft Xbox One i et godt stykke tid og synes i bund og grund, at det er en ganske udmærket konsol (ja, der er også en officiel artikel på vej om Xbox One konsollen herinde). Der er dog nogle ting som jeg godt synes kunne være lavet bedre - her er mine bud på 5 dårlige ting ved Xbox One i en ikke prioriteret rækkefølge.

#1: "Xbox On" tænder for Xbox One, TV'et og eventuelt stereoanlæg - men Xbox One controlleren skal jeg stadigvæk selv tænde for.

#2:  Hvis Xbox One står på stand-by mode, så tænder den ret ofte og tjekker om der er opdateringer. Den larmer heldigvis ikke særlig meget, men det kan høres. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg kunne vælge et interval hvor den skulle gøre dette - eksempelvis i løbet af dagen og absolut ikke om natten når jeg prøver at sove.

#3: Party chat problemer.. denne del er en væsentlig mangel i forhold til Xbox 360 og det er synd og skam. Heldigvis har Microsoft lovet at det bliver fikset.

#4: Den eksterne strømforsyning virker unødvendig og er fortsat lige så klodset som den var på Xbox 360. Jeg ved at det  har noget med varme at gøre, men konkurrenterne fra PlayStation har altså formået at få strømforsyningen internt - både i PlayStation 3 og PlayStation 4

#5: Xbox One titler som man spiller, bliver ikke vist på Xbox.com. Jeg har altid brugt Xbox.com til at se hvilke achievements jeg kan få i de forskellige spil, skrive beskeder til mine venner på Xboxen og en række andre ting. Men dette har Microsoft åbenbart enten ikke haft tid til at lave - eller ganske enkelt udeladt for at få folk til at bruge Xbox One SmartGlass appen.


Der er selvfølgelig også en masse gode ting ved Xbox One, dem vil jeg komme ind på i et andet blogindlæg :-)

Hvad er din top 5 over "dårligste" ting ved Xbox One? Skriv en kommentar!
17-10-2013 - 21:50

Xbox One titler på release

Ligesom så mange andre herinde fra, så skal jeg til Tyskland for at hente et par Xbox One konsoller den 22. november. Da jeg desværre heller ikke fik fingrene i Day One editions (har dog bestilt en fra Amazon.de), så har jeg tænkt lidt over hvilke spil som jeg gerne ville tage med hjem fra Tyskland.

De mest oplagte spil, er selvfølgelig Call of Duty:Ghosts, Battlefield 4 og Forza Motorsport 5. Jeg regner dog også med, at jeg skal have Ryse: Son of Rome, Zoo Tycoon og FIFA 14. 

Derudover så glæder jeg mig faktisk til at prøve Dead Rising 3, det ser ret vildt ud, men man kan jo desværre ikke købe det i Tyskland - så det forudbestiller jeg hos Amazon.co.uk

Til sidst, så skal jeg også have et par ekstra controllere, et par play&charge kits, nogle pre-paid kort (så man kan købe på markedspladsen, nu når danske visakort åbenbart ikke vil virke) og et godt headset fra enten Tritton, Turtlebeach eller PolkAudio.

Hvilke spil og ekstraudstyr regner du med at du skal have til Xbox One på udgivelsesdagen?
19-06-2013 - 23:50

Skuffende Microsoft!

Som bekendt, så har Microsoft her til aften meldt ud at de totalt har droppet DRM og regionnslås på Xbox One. Om det er på grund af det pres der har været fra en voldsom mængde brugere på nettet, om det er på grund af dårlige salgstal eller om det er en kombination kan vi kun gisne om, men en ting er sikkert: Jeg synes at det er en mega sort dag for Xbox-platformen

Årsagen til dette er, at sammen med de ting de fjerner, så fjerner de også en række SUPER FEDE features som eksempelvis:
- Familie deling af spil
- Mulighed for at spille sine spil uden at have disken i drevet
- Mulighed for at tage HELE sin spilsamling med over til en ven, og spille det på hans Xbox via Cloud.

Jeg er ret skuffet over, at det er lykkedes for en helvedes masse sure brugere der er bange for innovation, at få ødelagt disse elles lovende muligheder som i mine øjne ville rykke Xbox-platformen et stort skridt tættere på den digitale model som vi kender fra eksempelvis Steam.

Nu går der sikkert 5-10 år mere, før vi kommer til at se noget der ligner denne form for innovation på Xbox-platformen.

Heldigvis kan man stadig købe sine spil digitalt, og på den måde undgå at have en disk i maskinen - de vil også kunne spilles offline. Så lidt trøst er der da tilbage.

Med det sagt, så synes jeg stadigvæk at Xbox One har en masse lækre features så jeg ser såmend stadigvæk super meget frem til at få den hjem og stå under TV'et. Det ærgrer mig bare, at en række virkelig lækre features er blevet fjernet, og konsollen er blevet dårligere - udelukkende på grund af DRM. Det er da en modsætning der vil noget :-)

På den anden side, så kan jeg se at der er rigtig mange andre der lader til at være glade over at spil virker som de altid har gjort - og det har jeg selvfølgelig respekt for. Uanset hvad, så tror jeg nok at Xbox One skal byde på en masse fede øjeblikke!


12-06-2013 - 21:10

Next-gen og fair use båndbredde?

Som mange af jer der følger med herinde nok er klar over, så har jeg valgt hvad min næste platform skal være, og det bliver selvfølgelig stadigvæk Xbox som jeg regner med at kommer til at bruge min fritid sammen med. Med det sagt, så er der faktisk et område ved Xbox One, som godt kunne gå hen og bekymre mig lidt, om min bekymring er uden grund har jeg ikke rigtigt vurderet ordentligt endnu, da Microsoft / Sony ikke har meldt 100% ud om hvordan deres Cloud egentlig fungerer.

Bekymringen går ud på at mange internetudbydere - herunder danske, er begyndt at introducere en såkaldt "Fair use" grænse for hvor meget man egentlig må hente fra Internettet på sin forbindelse. For at hive to eksempler frem, så har jeg fundet følgende fair use grænser for bredbånd - grænserne afhænger typisk af hvilken linje man har:

YouSee Fair Use grænser
10/1 mbit - 200 GB / md
25/3 mbit - 600 GB / md
50/5 mbit - 1000 GB / md
100/10 mbit - 2000 GB / md

Stofa Fair Use grænser
20/3 mbit - 400 GB / md
40/5 mbit - 800 GB / md
60/10 mbit - 1200 GB / md
150/15 mbit - 2500 GB / md 

Det som bekymrer mig lidt, er at hvis vi kigger på de mindre pakker, så er der ikke voldsomt mange GB med i pakken - slet ikke hvis spil på en eller anden måde skal streames online fra Xbox One clouden - og slet ikke hvis de fylder mange GB pr. styk som man må forvente at de ofte vil gøre med den nye grafik som Xbox One kan præstere. Det er ikke selve det at man skal logge ind hver 24 time der bekymrer mig - men mere det når man eksempelvis skal hente nye spil.

Som sagt, så kan jeg naturligvis tage fejl - og det er slet ikke sikkert at der er noget problem, men hvis et spil til Xbox One fylder eksempelvis 25GB, og man samtidig godt kan lide at se Netflix, måske kører ens musik også over nettet (Spotify, Wimp), så jeg på fornemmelsen at man relativt hurtigt kan opleve at de 200GB er væk - og så bliver man kontaktet og bedt om at opgradere - eller måske helt opsagt (ok, det er så i de sindsyge tilfælde). 

Jeg vil gerne lige tilføje, at eftersom PlayStation 4 også kommer til at tilbyde brug af deres Gaikai cloud på et tidspunkt, så findes problemstillingen med stor sandsynlighed også der - hvis den da findes.

Synes bare lige at jeg ville dele den her mulige problematik med jer :-) 
21-05-2013 - 19:21

Xbox One

Så fik Microsoft afsløret navnet på deres nye konsol, og det blev som du måske allerede har hørt Xbox One.

Der er kommet meget forskelligt feedback på Microsofts show, både positivt og negativt - personligt synes jeg dog at det var rimelig positivt og den nye Xbox One var egentlig mere eller mindre som jeg havde regnet med. Jeg har tidligere nævnt herinde, at jeg regnede med at Microsoft med den næste Xbox, ville forsøge at samle hele stuen i en enkelt kasse, og det må man sige at de har forsøgt.

Xbox One

Selv om showet afslørede en hel del ting, herunder hvordan selve Xbox One, Kinect og den nye controller ser ud, så synes jeg stadigvæk at vi mangler svar på nogle ret vigtige ting her og nu. Jeg gætter dog på at vi vil få  mange af dem besvaret allerede om et par uger, når Microsoft løfter endnu mere af sløret under deres E3 pressekonference den 10. juni.

Umiddelbart ser det for mig ud som om at, Microsoft har valgt at løfte sløret for et par af de lidt mere "kedelige" ting, så debatten om den krævede internetforbindelse og muligvis også gebyret for brugtespil allerede er startet nu. Dermed kan de bruge E3 til at fremvise det som mange core-gamere sukker efter lige nu, nemlig spil, spil og spil!

- Kan man bruge de nuværende controllere med den nye Xbox One?
- Kan man fortsat bruge nuværende headsets, og vil voice virke?
- Vil spil fremover være beskyttet af HDCP?
- Får vi mon TV funktionaliteten til Danmark?
- Er strømforsyningen indbygget, eller er det en kæmpe klods som ved Xbox 360?

Hvilke spørgsmål synes du ikke at vi har fået besvaret? 


16-05-2013 - 21:22

10 spil jeg gerne så på Xbox 720

Nu er der ifølge vores counter i toppen af Xboxlife.dk, kun 4 dage og 21 timer til at Microsoft løfter sløret for den kommende Xbox-konsol. Ligesom så mange andre, så glæder jeg mig naturligvis til at se hvad den nye Xbox er for en størrelse.

Der har været mange gætterier omkring navnene, jeg hælder selv mest til at den bare kommer til at hedde Xbox eller Xbox Fusion - Xbox Infinity, tjah den er vel plausibel nok, og lyder egentlig bedre end Xbox Fusion, men det virker lidt oplagt i forhold til at Disney også har et spil på vej der hedder Disney Infinity.

Anyways, så skulle dette blogindlæg jo handle om hvilke 10 spil som jeg rigtig godt kunne tænke mig at se på den kommende Xbox-konsol, so here goes:

10. : Forza Motorsport 5
Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi kommer til at se endnu en efterfølger til en af de mest populære bilserier på både Xbox og Xbox 360. Med de nye kræfter som den kommende Xbox jo nok har, så kan Turn 10 uden tvivl lave et virkelig flot spil, der endnu en gang nok vil hæve niveauet for realismen i bilspil.

9.  Red Dead Redemption 2
Jeg tror egentlig at dette spil for mig er et af de bedste spil der udkom til Xbox 360 og derfor håber jeg på at Rockstar forbarmer sig og laver en efterfølger.  

8. Project Gotham Racing 5
Endnu et rigtig fedt bilspil som jeg har brugt mange timer sammen med på Xbox 360, det kunne være super fed hvis denne arcaderæser også dukkede op på den næste Xbox.

7. Guitar Hero / Rock Band
Selv om musikgenren til sidst var så udmalket at den mere eller mindre gik død i sin egen success, så kunne jeg egentlig godt tænke mig at der også udkom en af disse titler til den næste Xbox. Der skulle selvfølgelig, igen, være nogle nye features (forhåbentlig ikke Kinect) som udnytter de nye kræfter som Xboxen har. 

6. Condemned 3
Det første Condemned husker jeg stadigvæk som et virkelig fedt spil, hvor uhyggen var lavet så perfekt at jeg faktisk aldrig rigtig fik taget mig sammen til at gå i gang med Condemned 2. Jeg var ganske enkelt ved at pølle i bukserne flere gange.

5. Scene It
Jeg synes at der mangler Quiz-spil til Xbox. Scene It spillene var rigtig underholdende, og jeg har ved flere gange spillet det sammen med vennerne når de var på besøg. Desværre er der ikke rigtigt sket noget på den front i et stykke tid - men man har vel lov til at håbe.

4. Crackdown 3
Crackdown står for mig også som et af de bedste og sjoveste spil jeg har spillet på Xbox. Jeg håber virkelig at det får lov til at komme igen til den nye Xbox.

3. LEGO-spil
LEGO spillene, hvad enten det er LEGO Batman, LEGO Indiana Jones, LEGO Harry Potter osv. har været enormt underholdende og jeg er egentlig slet ikke i tvivl om at vi nok skal få dem at se på den næste Xbox, de er ganske enkelt super populære.

2. Burnout
Burnout Paradise står ligesom mange af de andre spil på denne liste, for mig som et af de sjoveste og mest fængende spil jeg har prøvet. Jeg husker stadig at jeg sad og spillede i mange timer sammen med Rotator i et forsøg på at gennemføre en masse forskellige challenges i spillet. 

1. Mass Effect
Endnu en titel som jeg har spillet voldsomt meget, fed historie og rigtigt fedt gameplay. Jeg er nu også ret overbevist om, at EA udgiver et par af disse til den nye konsol.

Udover de 10 nævnte, som i øvrigt er i rimelig tilfældig rækkefølge, så er der naturligvis også boblere i form af eksempelvis Halo, Call of Duty, Battlefield 4, Need for Speed, FIFA, F1, Grand Theft Auto og Borderlands.

Hvilke titler kunne du godt tænke dig at se på den næste Xbox? Skriv en kommentar! 
19-01-2013 - 11:26

Xbox 720

I øjeblikket florerer der rigtig mange rygter om den kommende Xbox-konsol, Xbox 720, og der kan vel efterhånden heller ikke være nogen tvivl om, at både Microsoft- og PlayStation-lejren har arbejdet på de nye konsoller i en del år efterhånden. Typisk når der kommer rygter, så handler de i øjeblikket om specifikationerne for de kommende konsoller. 

Personligt så synes jeg lidt at det er noget pjat at sammenligne de to konsoller udelukkende ud fra hvor stor en CPU, hvor meget RAM eller hvor mange USB-porte de har. Grunden til at jeg synes at det er noget pjat, er fordi at det med den nuværende generation egentlig har vist sig, i det mindste for mig, ikke at være det vigtigste. Multiplatformsspillene, som er dem der er flest af, ser i det store hele ret ens ud på de to platforme. De eksklusive spil er ofte flotte, men det er de sgu også på begge konsoller - selvfølgelig med hver deres eksklusive portefølge.

Xbox 720

Men hvad er det så egentlig der gør, at man i dag vælger en bestemt platform frem for den anden, det har jeg tænkt lidt over, og her er mine bud:

Controlleren
For mig er controlleren nok et af de vigtigste elementer som gør om jeg vil vælge Xbox 720 frem for PlayStation 4 eller omvendt. Som det er i dag, så synes jeg helt sikkert bedst om Xbox 360 controlleren, jeg synes at de ligger godt i hånden - også hvis man spiller med den længe af gangen og både thumbsticks og de forskellige knapper er placeret på en måde så det virker naturligt for mig at bruge den. PlayStation 2 og 3 controllerne, som jo var rimelig identiske, synes jeg ikke lige så godt om, det føles bare ikke naturligt for mig at sidde med dem i hånden. Dertil kommer at det er muligt at skifte batteri på Xbox 360 controlleren - det mener jeg er en mangel på Dual Shock til PlayStation 3.

Det er meget muligt at Xbox 720 kommer med en controller der er totalt redesignet, det skete jo da vi gik fra Xbox til Xbox 360. Jeg håber dog at de kun ændrer mindre ting, som forhåbentlig gør den endnu bedre end den er i dag.

Prisen
Hvad en ny konsol ender med at koste, kan uden tvivl skræmme rigtig mange væk til at starte med. Personligt skal jeg dog af åbenlyse årsager, have en ny Xbox 720 lige så snart den udkommer. Hvis vi kigger på prisen for Wii U, så ligger den lige omkring de 3000-3500, og jeg tror også at vi kommer til at se Xbox 720 ligge i samme prisleje. 

Et andet bud, er at hvis Kinect 2 udkommer samtidig med Xbox 720, så kunne Microsoft godt være interesserede i at bundle de to produkter for at få en så stor udbredelse i markedet som muligt. Det er jo naturligvis nemmere at sælge Kinect spil til Kinect 2, hvis der rent faktisk er nogen der har købt den. Sådan en bundle vil nok komme til at koste lidt ekstra. 

Hvis det vi har set fra Illumniroom er det som Kinect 2 blandt andet kommer til at tilbyde, så tror jeg godt at den kunne gå hen og blive mere populær end Kinect er. Som jeg sagde allerede da Kinect udkom, så tror jeg at den er floppet - til trods for at den har gode salgstal, så kender jeg ingen der rent faktisk bruger den særlig meget. "Better with Kinect" - nej ikke rigtigt....

Optisk drev / BluRay
På den ene side kunne jeg egentlig godt forestille mig, at både Xbox 720 og PlayStation 4 kommer med BluRay drev. Rygterne siger i alle tilfælde lige nu, at de begge forventes at have BluRay med understøttelse for op til 100GB diske. På den anden side, så går der i mine øjne ikke længe før at BluRay er en forældet teknologi i og med at jeg tror på, at digital download af spil og ikke mindst streaming indenfor en årrække vil gøre det af med fysiske diske. 

Online services
Når det kommer til onlinedelen, så mener jeg stadig at Microsoft har et kæmpe forspring med deres Xbox Live service. Til trods for at den koster lidt penge, så fungerer den ganske godt og ikke mindst mulighederne for voice-kommunikation - både i og udenfor spil, er glimragende. 

Hvis jeg kigger tilbage på dengang hvor PlayStation 3 og Xbox 360 udkom, så var det egentlig ikke forsinkelsen på PlayStation 3 der i mine øjne gav Xbox 360 føringen, men det lille fact, at Microsoft havde inkluderet et headset til 5$ som standard i pakken. Dette gjorde det muligt for folk at kommunikere sammen over Xbox Live, uden at skulle købe ekstra udstyr. Der gik så vidt jeg husker et stykke tid før det blev muligt at købe lignende headsets til PlayStation 3 og det er fortsat mit indtryk at de ikke er nær så udbredte som det er tilfældet med Xbox 360. Godt tænkt af Microsoft, tumpet af Sony. 

Xbox 720 headset

Hvad spiller vennerne på?
I og med, at mange af dem jeg kender selvfølgelig godt ved at jeg har brugt en masse tid på alt det her gaming-halløj, så får jeg ofte spørgsmålet "hvilken konsol er den bedste?", "hvilken konsol synes du at jeg skal købe til mit barn" osv. Mit svar er måske lidt overraskende for nogle, jeg plejer nemlig at sige at frem for at fokusere på hvilken konsol der er den bedste, så bør de i stedet bare købe samme konsol som deres venner har. 

Årsagen er nok klar for de fleste, men det sociale aspekt af gaming har aldrig været større end det er nu. Hvad enten man spiller FIFA, Call of Duty eller Need for Speed, så får man som oftes mere ud af spillene hvis man spiller dem sammen med venner - enten hvis man sidder sammen, eller over Xbox Live / PSN. Der er uden tvivl mange "voksne" som hellere vil spille singleplayerdelen af spil, og det er også fair nok - men jeg tror at den næste generation af unge, lige så godt kunne spille over eksempelvis Xbox Live, og få det samme ud af det, som når vi andre sad på en kammerats værelse og spillede Amiga 500 eller Commodore 64.


Nu har jeg godt nok kaldt den kommende Xbox-konsol for Xbox 720 igennem hele mit blogindlæg, men rent faktisk kan jeg ikke se noget som helst logik i at det skulle blive navnet for konsollen. Jeg hælder egentlig meget til at den nye konsol bare kommer til at hedde "Xbox". Jeg tror heller ikke på rygterne om Xbox8 (eller Xbox Infinity) da det er kædet for tæt sammen med Windows 8 - og en kommende Xbox har med garanti en længere leve tid end Windows 8. 

Official Xbox 720
Hvordan bliver den nye Xbox 720 / Xbox så?
Når det kommer til spilleoplevelsen, så tror jeg at Xbox 720 kommer til at blive mere af det samme som vi allerede har set med Xbox og Xbox 360. Grafikken bliver naturligt nok bedre og hvis Kinect 2 rent faktisk indeholder muligheden som vi så med Illumniroom, så kunne det godt gå hen og blive interessant. 

Med det sagt, så tror jeg også at Microsoft vil noget mere med Xbox 720 end de ville med Xbox 360. Man kan måske se Xbox-konsollerne som en slags 3-trins raket, hvor den første Xbox var Microsofts bløde forsøg på at komme ind på markedet, Xbox 360 var vendepunktet hvor de gik fra udelukkende at have hardcore-spillere til også at få de mere casual-spillere med - og med Xbox 720 vil Microsoft, i mine øjne, så forsøge at hive resten af familien med.

Og hvordan vil de så gøre det? Jo, jeg tror at Xbox 720 kommer til at blive betegnet som et "komplet underholdningssystem for hele familien". Det betyder at der ud over muligheden for spil, også vil være mulighed for at se film i større grad end nu, der vil være mulighed for at se TV-kanaler, optage TV-kanaler, måske afspille musik via Xbox Music direkte til dit anlæg. 

Resten af hjemmets devices vil smelte sammen med Xbox 720, så man via sin tablet kan fortsætte spil eller film direkte uden afbrydelse (lidt som på Wii U), musik kan styres på samme måde, TV-guides osv. osv. 

Kort sagt, så tror jeg at hvis man vælger en Xbox 720 i fremtiden, så kommer der til at stå et fjernsyn og så en Xbox 720, for man får ganske enkelt ikke brug for andre enheder end det - OK så måske lige et Hifi-anlæg til at afspille lyden fra.

Anyways, det var lige mine små tanker omkring de kommende konsoller, ikke mindst Xbox 720. Hvad tror du at de nye konsoller kommer til at byde på? Smid en kommentar herunder!

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her