Ugidelighed. Derfor overlever jeg.

Nu er den da hel gal på arbejde igen. Eller er den det? Jo, det siger folk i hvert fald - og det er fandeme ærgerligt. Utilfredse medarbejdere siger nemlig op. Især vores parfumechampinde, som jeg i øvrigt synes yderst godt om er helt nede i kulkælderen igen, og vil sige op. Det er ikke første gang, men denne gang, ser det ud til, at det er noget chefen kan tale hende fra.. “Ingen ting fungerer”, “ Der er ikke styr på en skid”, osv, osv. Især den bedste pointe, som jeg kun kan give hende ret i; “Det eneste man får ud af sin fridag (den man har, hver 3. uge, når man arbejder i weekenden) er, at man er nødt til at arbejde dobbelt så hårdt dagen efter for at kunne følge med. True dat.

Alt det, hun siger der i vejen. Jeg kan sagtens forstå hende, og alle hendes pointer. Jeg vil ikke svare “og hvad så?”, men har det sådan lidt; “og hvad så?”, er det grund til af sige op? Selvfølgelig er det det. Har hun det dårligt på arbejdet, og slet ikke har lyst til at komme på arbejde, skal hun da finde noget andet. Desværre. Det er bare det, at alle de ting hun brokker over (sådan set i den grad berettiget), det er noget, der preller af mig. Ja, man bliver hakket på, og man har pissetravlt, og får aldrig ros - til gengæld får man i den grad af vide, når man laver fejl. Der er jo kraftedeme folk ansat til at finde fejl, men altså. Det er ikke kun det, men også så meget andet. Hun er ikke den eneste, der er træt af det, så der er noget om snakken. Blev måske lidt overrasket, over at folk havde det sådan.

Jeg er godt klar over, at det ikke kører specielt godt i afdelingen. Blev bare overrasket, over, hvor slemt folk synes det står til. Jeg mener. Jeg har det sgu da meget godt. Jeg kan lide dem, jeg arbejder sammen med. Jeg synes faktisk rigtigt godt om dem. Den eneste grund til, at jeg arbejder i Føtex er, at jeg ikke aner, hvad jeg ellers skulle lave, og så synes jeg rigtigt godt om mine kollegaer. Selve arbejdet? Det gider jeg ikke. Siger mig intet. Det er måske også det, der er min styrke. At jeg ikke gider min arbejde. Når jeg allerede fra start af ikke gider mit arbejde, så er det jo mig næstent komplet ligegyldigt om det går godt i afdelingen eller ej. Min motivation er stadig den samme. Det er også grunden til, at jeg så stabil og ikke har haft en eneste sygedag, og møder op til tiden, hvor andre tænker: “Fuck, det her lort. Jeg quittter på jer, og bliver væk” Jeg gider lige lidt hver dag, og derfor bliver jeg ved med at møde op. Rør mig ikke så meget, om det går godt eller dårligt.

Det var så der min løgn kom, for selvfølgelig betyder det noget for mig. For det betyder noget for mine kollegaer. Jeg er så heldig at være havnet i et varehus, hvor jeg synes utroligt godt om samtlige medarbejdere i min afdeling, og tilmed også om nogle af dem i mine andre afdelinger. Især min Isenkram kollega er jeg massivt begejstret for. Kan så godt lide, at hun er så meget “nede på jorden” og en af de få mennesker, jeg føler, jeg er på bølgelængde med IRL. Var vi tilbage i skoletiden, så var hun klart en af dem, jeg hængte ud med i frikvartererne. Derfor kom det også som en chok eller i hvert fald lidt tom ubehagelig følelse, at hun også i dag gav udtryk for hun heller ikke ville være her mere.

Ikke nok med det, så er parfumeeleven, som jeg også kommer megagodt ud af det med lige blevet sagt op. Det er jo fair nok. Han er lige blevet færdigudlært, og skal derfor have en rigtig løn nu. Desværre rækker budgettet ikke til det så. Bye-Bye. Det er de 3 mennesker i Føtex, som jeg bedst kan lide, der alle ryger på en gang, hvilket resulterer i, at der absolut intet er ved at komme på arbejdere mere. Det eneste, der er at se frem til nu er et arbejde, som jeg absolut ikke gider. For mig, så er kollegaer alt. For jeg gider ikke arbejde. Uden dem, er Føtex intet. Arbejdet er i sig selv piss-ringe. Hårdt både fysisk og psykisk.