Tre Tegneserier.
Jeg skrev i forleden et helt indlæg om, hvad jeg ikke læste, så jeg tænkte, at det også var på plads med, hvilke tegneserier, jeg rent faktisk læser.Jeg har tre titler, som jeg er ret begejstret for, som jeg alle samler i Hardcover, da det ser så lækkert ud på bog-reolen.
FABLES.
Fables omhandler indbyggerne i "Fabletown" og "the Farm". Alle indbyggerne består af eventyrfigurer som Prince Charming, Snehvide, Pinocchio, Big Bad Wolf, osv, der alle er flygtet til New York fra deres hjemlande, der er blevet erobret af den onde "The Adversary". Man følger Fables´ne, mens de forsøger at opbygge deres eget samfund i en hemmelig bydel i New York. Samtidigt er der flere fables, der så småt begynder at spekulere i, hvordan de kan få deres hjemland tilbage
Forfatteren Bill Willingham har ikke kunne dy sig for også at bringe politiske syn og budskaber ind i serien. Nogen mere tydelige end andre. F. eks da de Arabiske-Fables som Sinbad og Aladin kommer til byen, bliver de beskyldt for at skjule "Weapons of Magical Destruction" i form af en lampeånd.
Det kan godt lyde lidt plat, men serien er fantastisk veludført, og der er hele tiden masser af progress, og der skel hele tiden noget, med de forskellige figurer, der konstant udvikler sig. Jeg har både grint og grædt, mens jeg har læst serien, og den kan ikke andet end anbefales.
POWERS.
I Powers gør forfatteren Brian M. Bends, hvad han gør bedst. At skrive Crime Fiction. Vi følger de to kriminalbetjente Christian Walker og Deena Pilgrim, der specialiserer sig i drabssager, der involverer superkræfter.
I Powers ser man superhelteverdenen fra andre vinkler end man er vant fra til fra de større universer som DC og Marvel, hvor det for det meste handler om, hvordan Justice League eller de Fantaske Fire har reddet verden endnu en gang. Det er nede på gadeplan, som når en gruppe studerende hyrer en suspekt type med superkræfter til at lege superhelte og – skurke med. Det viser sig selvfølgelig at komme ud af kontrol.
Powers var den første creator-ownede titel, jeg læste, og det var befriende at læse en serie, hvor forfatteren kunne få lov til at gøre med personerne, hvad han ville. For en, der aldrig har havde læst andet end Marvel og lidt DC gjorde det indtryk, at se en historie åbne med en scene med, at en af seriens gennemgående personer, fik blæst hovedet af. Det var det sidste man så til ham.
THE WALKING DEAD.
I Walking Dead (eller The Story of How it All Went to Shit, som jeg ynder at kalde den) følger man betjenten Rick Grimes, der efter et koma vågner op alene på et hospital til en verden, der er blevet overtaget af menneskeædende Zombier.
Han drager ud for at finde sin familie og slutter sig til en gruppe af andre overlevende, der kæmper for at ja. Overleve. Selvom der er Zombier med i Walking Dead, så er det ikke Zombierne, der har fokuseres på i Serien. The Walking Dead er et slags socialt tankeeksperiment, og Zombierne er katalystatoren til at finde ud af, hvad der sker mellem mennesker, når hver dag er en kamp for at overleve. Det viser sig selvfølgelig, at menneskene, både dem selv, og andre overlevende, som de møder kan være farligere end kødændende Zombier.
Robert Kirkman holder sig bestemt ikke tilbage, når det kommer til at slå sine figurer ihjel eller påføre dem permanent skade. Det gør at særligt i The Walking Dead, kan man ofte komme i tvilv om, hvorvidt involverede personer overlever et zombie-angreb. Walking Dead er en af de meget få serier, hvor jeg har taget mig selv i, at siddet og heppe og håbe på en given person har overlevet en episode, i frygt for at Kirkman vil slå personen i ihjel. I Superhelteserier vender karakterene altid tilbage. Det gør de ikke her. Så skulle det da lige være som Zombie.
- Shin
Facebook
Twitter