Kategori: PlayStation 3
26-11-2008 - 22:42

Home

Home

Netop som jeg bedst sidder og er ved at færdiggøre anmeldelsen af Need for Speed, kom der en e-mail fra Sony: jeg var kommet med i Home beta-testen, og det skulle jeg selvfølgelig lige prøve.

Vil du læse mere om mine oplevelser med Home, kan du besøge min blog på Console.dk ved at trykke her: http://blogs.console.dk/skou







23-10-2008 - 18:17

Resistance 2 Beta-nøgler

Er du en af dem der er så ulykkelige at eje en Playstation 3 (fik i den?), så kan du nu få en beta-nøgle til Resistance 2 på Console.dk.

Klik her for at se hvordan.
13-06-2008 - 04:40

Metal Gear Solid 4 - Guns of the Patriots

Jeg har aldrig været den store fan af Metal Gear Solid serien, faktisk har jeg ca. spillet noget ala 10 minutter af Metal Gear Solid 2 og så ikke mere.

I dag lå Metal Gear Solid 4 dog i min postkasse, og da der skal skrives en anmeldelse af det til næste udgave af GISMO magasinet, så bliver jeg lidt nød til at løbe hurtigt igennem det, før Mikkel i weekenden skal anmelde det til Console.dk. Det betød også at jeg for første gang i nok 3 måneder (igen igen) måtte tænde for min PlayStation 3, for at bruge den til andet end Blu-ray film :-)

Eftersom jeg aldrig rigtigt har været vild med stealth spil generelt, så var jeg egentlig ikke speciel glad for at skulle spille Metal Gear Solid 4, men har alligevel spillet det det meste af natten og må erkende at Konami nok har lavet det flotteste spil jeg endnu har set til næste generation af konsollerne - desværre er det jo eksklusivt til PlayStation 3.

Spillet virker nærmest som een lang film, der er uhyggeligt mange film sekvenser hvor man bare sidder og lader kæben falde ned på bordet. Historien i spillet er også, indtil videre, helt fantastisk - man bliver nærmest fortryllet af det univers som det hele foregår i. Nogle folk ville måske mene at der er for mange film og for lidt gameplay - det er nok en smagssag. Til gengæld er spillet langt fra så sniger/stealth-agtigt som jeg frygtede, i princippet kan man nærmest gå igennem det i bedste Call of Duty stil og bare nakke alt på sin vej. Det afhænger dog muligvis af hvilken sværhedsgrad man vælger at spille det på.

Det eneste problem som jeg synes der er indtil nu, er egentlig styringen, specielt når man skal gå fra at sigte i 3. person til 1. person - det kræver 3 tastetryk, en ting der til at starte med virker ret besværligt.

Rasmus skrev ved 2 tiden, at han allerede var løbet igennem det på små 12 timer, så jeg håber på at kunne nå helt igennem inden at det skal sendes videre i morgen kl 20.

Og så lige en kort opsummering:
- Fantastisk historie, også selv om man ikke har spillet de andre spil i serien.
- Flotteste næste generations spil indtil videre.
- Virkelig fængende.

Det er virkelig et godt stykke arbejde der er lagt i dette spil, ekstremt syndt at det ikke også udkommer til Xbox 360. Omvendt så er dette helt sikkert et spil der kan sælge flere konsoller for Sony.
23-05-2007 - 01:33

Vind PlayStation 3 spil

Console.dk har vi netop skudt gang i de sidste to PlayStation 3 konkurrencer med spil sponsoreret af Sony. Denne gang er det henholdsvis Formula One Championship Edition og Ridge Racer 7 til PlayStation 3 du kan løbe afsted med.

Link: Deltag i konkurrencerne her

Formula One Championship Edition

Ridge Racer 7

Efter disse konkurrencer er overstået, så åbner vi op for nogle lækre PlayStation 3 konkurrencer, hvor du kan vinde lækre PlayStation 3 titler fra Electronic Arts.



Held og lykke!

23-03-2007 - 21:03

Konkurrence: Vind spil til din PlayStation 3

Nu er PlayStation 3 jo som bekendt udkommet, og i den forbindelse har vi fået en masse spil, som vi udlodder i forskellige konkurrencer på Console.dk.

Lige nu har du muligheden for at vinde Resistance: Fall of man. Vi vil de kommende dage, aktivere en ny konkurrence med jævne mellemrum.

Vi har fået 2 af hvert af følgende spil:
Motorstorm
Resistance: Fall of man
Ridge Racer 7
Formula One

Du kan se første del af vores konkurrencer her:
Vind PlayStation 3 spil


God fornøjelse.
20-03-2007 - 16:58

PlayStation 3 liste over bagudkompatible spil

De sidste par indlæg i min blog, har handlet om PlayStation 3. Dette indlæg er ingen undtagelse, hvilket nok er naturligt da PlayStation 3 jo er lige på trapperne.

Dengang hvor Microsoft smed Xbox 360 på gaden - et godt stykke tid før PlayStation 3 - så var Sony hurtigt ude og kritisere at Xbox 360 ikke ville kunne afvikle særligt mange gamle spil. Samtidigt har man gentagne gange set repræsentanter fra Sony erklære at PlayStation 3 ville kunne spille ALLE GAMLE PlayStation 1 og PlayStation 2 titler.

Igen havde Sony åbenbart taget munden for fuld.

Nu er der dukket en liste op, med samtlige spil og en rating af i hvor stor grad den europæiske PlayStation 3, er i stand til at afvikle dem tilfredsstillende.

Meget overraskende, så er der kun en enkelt ud af samtlige SingStars titler som den kan afvikle, og ligeledes er relativt nye spil som Okami, GTA og Happy Feet også på listen over spil med kritiske problemer.

Du kan læse mere om PlayStation 3 og hvilke spil den kan afvikle her.

20-03-2007 - 01:52

Flere PlayStation 3 anmeldelser

PlayStation 3

Her til aften lukkede vi op for en decideret sektion på Console.dk, hvor man nemt vil kunne finde alle PlayStation 3 anmeldelser og nyheder. Der vil naturligvis være meget fokus på netop PlayStation 3 det næste stykke tid.

Derudover har jeg lagt tre nye PlayStation 3 anmeldelser op:

Need for Speed: Carbon
Tiger Woods PGA Tour 07
NHL 2K7

I morgen vil jeg aktivere blandt andet Ridge Racer 7 og Sonic the Hedgehog.
19-03-2007 - 03:52

PlayStation 3 - De forskellige spil

Nu har jeg haft min PlayStation 3 konsol siden starten af december, og har da også fået spillet en del på den - dog langt fra hvad man kunne håbe på når man tænker på prisen på den. Anmeldelserne af diverse spil, vil komme op på Console.dk i løbet af denne uge, men indtil at de dukker op, vil jeg lige skrive et par holdninger til de forskellige spil jeg har prøvet.

Titler i dette blogindlæg:
Need for Speed: Carbon
Resistance: Fall of Man
Motorstorm
Fight Night Round 3
NHL 2K7
Tiger Woods PGA Tour 07


Need for Speed: Carbon
Jeg har altid godt kunne lide spillene i denne serie. Bare det at man kan købe de forskellige biler, modificere, tune og til sidst køre ræs i dem, det er noget som jeg finder sjovt at gøre - i perioder. I dag da jeg var ved at ligge sidste hånd på anmeldelsen af Need for Speed: Carbon, så slog det mig at det grafisk var rimeligt grimt på PlayStation 3 i forhold til på Xbox 360.

Dette måtte naturligvis komme an på en prøve, så jeg smed spillet i Xboxen og havde begge kørende samtidigt. Ganske rigtigt, min fornemmelse var korrekt - Need for Speed: Carbon til PlayStation 3 er væsentligt grimmere end på Xbox 360. Det er både farverne og ikke mindst anti-aliasingen som den ser ud til at være gal med. Du kan se en lille film med min sammenligning her.

Resistance: Fall of Man
Jeg er efterhånden holdt op med at tælle hvor mange gange jeg er blevet spurt om forskellige ting mht. denne titel. Og mit svar er stadigvæk, at det er en af de bedste titler som jeg endnu har prøvet på PlayStation 3 platformen. Rent grafisk er det flot - dog ikke så flot som Gears of War, spillet har en rigtig lang singleplayer del og til sidst er der så online-delen som jeg nærmest vil kalde for PERFEKT.

Hvis man tager online-delen fra Halo 2, smider lidt bedre grafik på og gør det muligt at spille op til 40 personer samtidigt (uden lag) på samme map, så har man en god fornemmelsen af hvordan Resistance: Fall of Man er.

Link: Min anmeldelse af Resistance: Fall of Man.

Motorstorm
Man tager en ørken, smider en masse biler, trucks og motorcykler derud, krydrer det med teltet fra Roskilde Festival (den er god nok, teltet er med i spillet), og så har man Motorstorm. I mine øjne er Motorstorm nok det mest overhypede spil til PlayStation 3. Grafisk er det da flot nok, men det gik for mit vedkommende hurtigt hen og blev et meget kedeligt spil.

Det hjælper naturligvis på det, at der kommer onlinespil i den europæiske udgave, men stadigvæk så er det ikke noget som jeg personligt vil gå ud og bruge 500 kroner på at få hjem på hylden.

Link: Min anmeldelse af Motorstorm.

Fight Night Round 3
Hvad er det lige at EA har gang i? Hvorfor er det lige at PlayStation 3 ejere skal serveres for et spil, der rent faktisk er cirka et år gammelt allerede når det udkommer i europa den 23. marts? Hvis man kender EA ret, så er der jo et Fight Night Round 4 på vej, allerede inden for kort tid. (Xbox 360 udgaven kom ud den 10/3 2006).

PlayStation 3 udgaven ligner som forventet meget Xbox 360 udgaven, men er blevet krydret med en ekstra gamemode hvor man ser det ud af øjnene på sin bokser. Den nye gamemode synes jeg personligt ikke specielt godt om, og nøjes da også med at spille den helt traditionelle mode. Spillet i sig selv er nu underholdende nok, men har man allerede gennemført det på Xbox 360, så er der absolut ingen grund til at spilde sine sparepenge på det.

Link: Min anmeldelse af Fight Night Round 3 til PlayStation 3.

NHL 2K7
Denne titel er faktisk overraskende fed. Jeg havde desværre aldrig muligheden for at prøve den her hjemme på min Xbox 360, men har allerede brugt en del tid på at spille den på PlayStation 3. Selv om spillet i sig selv langt fra er det flotteste ishockey spil på markedet, er det stadigvæk virkelig underholdende.

Det virker på mig som om at NHL 2K7 er langt nemmere at gå til end rivalen fra Electronic Arts. Det er helt sikkert et spil som jeg kommer til at bruge meget mere tid på, muligvis på min Xbox 360 så jeg samtidigt kan få nogle achievements...

Tiger Woods PGA Tour 07
Jeg er stor stor fan af golf. Både som computerspilog ude i den virkelige verden. Det er så afslappende at vade rundt med sin golftrolley og få lidt frisk luft. Når jeg tænker mig om, så tror jeg faktisk at Tiger Woods er en af de titler som jeg har brugt mest tid på imens jeg har haft det til PlayStation 3 - men det er nok en titel som man enten kan lide eller ikke kan lide.


I morgen vil jeg kommentere lidt på et par af de andre titler som jeg har haft fingrene i, og som i vil kunne læse anmeldelserne af på Console.dk i løbet af næste uge.
15-03-2007 - 01:15

Konkurrenten kigger over skulderen

I mandags havde jeg en aftale med Microsoft om at jeg lige skulle kigge forbi og vise dem min PlayStation 3 konsol. Efter en kort køretur fra Roskilde til Hellerup, så skulle konsollen sluttes til. Fjernsynet var præcis det samme som jeg har her hjemme, og vi smed hurtigt HDMI, strøm m.v. til. Der skete dog ikke noget da vi tændte for tingene - helt sort skærm. Ak ov ve, var min kære PlayStation 3 mon gået i stykker i og med at den befandt sig omgivet af Xbox-væsner? Nej naturligvis ikke, det var heldigvis bare Samsung's sædvanlige dårlige kvalitet der gjorde sig gældende.

Da deres andet Samsung fjernsyn i forvejen var til reperation, så var vi nødsaget til at teste maskinen i deres Digitale Hjem - et sted med en masse lækkert udstyr, konsoller, sofaer osv. Så absolut ikke et dårligt alternativ. Herinde får vi hurtigt gang i konsollen, og fremvisningen kan begynde.

Første akt er en gennemgang af "dashboardet", og der bliver stillet spørgsmål til de forskellige funktioner, herunder muligheden for at ligge musik ind på maskinen. Eftersom PlayStation 3 er udstyret med diverse memory-slots, så var det meget naturligt at vi hev et memorycard ud af en Sony/Ericsson mobil, og smed det i maskinen. Til stor overraskelse kunne man ikke afspille mp3-filerne, de dukkede ganske enkelt op på skærmen som tomme foldere, istedet for filer - ingen musik i denne omgang. Billederne som også lå på kortet kunne den dog udemærket vise.

Næste akt var at vi lige skulle se Blue-Ray i aktion. Filmen Gone in 60 seconds, bliver smidt i maskinen og vi konstaterer at billedekvaliteten da er meget pæn, men at der er helt klare framerate problemer. Det samme har undertegnede oplevet derhjemme, dog ikke nær så ekstremt. Det skal lige tilføjes at vi testede i 720p, via et HDMI kabel.

Efter ca. en halv time, var der kun Daniel (Seven 17) og mig tilbage - nu var tiden inde til at gaming specialisten kunne få controlleren i hånden og få prøvet diverse PlayStation 3 titler. Resultatet af dette var følgende kommentar :

Mit indtryk var lidt blandet. Jeg har stadig ikke lyst til at købe en PS3, og er relativt uimponeret. Men jeg synes at Resistance og MotorStorm var de to mest lovende spil. Det jeg helst vil spille er Virtua Fighter 5.


Efter et stykke tid, var tiden inde til at kigge på nogle Microsoft produkter, med Daniel ved roret naturligvis. Resultatet regner jeg med, at I kan se i slutningen af denne uge. Vi fik også rig lejlighed til at få testet mit nye HD kamera, som jeg havde medbragt til lejligheden. Ikke nok med at Daniel er Gaming specialist, så har han også en doktorgrad i kamerakiks.! (Dvs. at han rangerer lige under Jes D. som ingen naturligvis kan slå).

Forza 2

Det var forøvrigt første gang jeg mødte Daniel, og han virker som en rigtig fin fyr, der helt sikkert har en stor indsigt i spilbranchen. Thumbs up herfra.
24-02-2007 - 15:04

Et par nye PlayStation 3 spil

Så lykkedes det endeligt for mig at komme igennem snedriverne, og ned på posthuset for at hente en pakke med et par længe ventede PlayStation 3 spil.

Specielt glæder jeg mig til at prøve Formula 1, da demoen til dette spil tyder på at det kan blive rigtigt fedt.
PlayStation 3

Nu står weekenden ellers på poker med vennerne, PlayStation 3 spil og ikke mindst geninstallering af vores mailserver.
02-02-2007 - 23:34

Flere PlayStation 3 anmeldelser

Jeg er efterhånden kommet rigtigt godt igang med anmeldelserne af diverse PlayStation 3 spil. Der er stadigvæk lang vej igen, da bunken efterhånden er oppe på 15-16 titler, og kun 3 anmeldelser er publiceret indtil nu.

De 2 nye anmeldelser er af Motorstorm (Japansk udgave) og Fight Night Round 3. Begge spil er rimeligt underholdende, men desværre er der ikke onlinespil i den japanske udgave af Motorstorm, hvilket naturligvis er lidt ærgeligt. Heldigvis kommer der det i den europæiske. Det er også blevet til en artikel om selve PlayStation 3 konsollen.

For at tale lidt generelt om PlayStation 3 konsollen, så er jeg stadigvæk nogenlunde tilfreds. Men jeg falder hele tiden over nye finurligheder, som godt kunne være lavet bedre.

Et eksempel er at de udelukkende har valgt at placere USB-portene på forsiden af PlayStation 3 konsollen. I mit tilfælde betyder det, at fordi jeg har tilsluttet både trådløst keyboard og mus til PlayStation 3 konsollen, så sidder der 3 ledninger i fronten, som så er trukket om "bagved" for at gemme dem. Det ser ikke specielt godt ud. Gad vide hvilket geni der har tænkt "Vi laver alle USB-portene foran, det er smart" - sikkert samme fyren som fandt på resten af layoutet til den store brødrister :-)

En anden ting, der også er lidt belastende er de systemopdateringerne som finder sted mere end ofte. Det er selvfølgelig fint nok at de aktivt forsøger at forbedre systemet, men det tager desværre en evighed at hente opdateringerne ned. Jeg kunne naturligvis bruge USB-stick opgraderingsmuligheden, men det kræver at jeg skal finde opdateringen online.

Til sidst, er der tingen som jeg hele tiden brokker mig over: måden man oplader sine controllere på. HVORFOR kunne den ledning ikke være 5 meter lang, så man rent faktisk kunne anvende konsollen imens man desperat forsøger at få mere strøm på in SixAxis.

Nu skal det hele jo ikke være brok, jeg er i bund og grund glad nok for PlayStation 3 konsollen. En af de lækre ting, som faktisk virker udemærket, er den indbyggede browser. Sammen med keyboard og mus så er det fedt nok at kunne surfe lidt foran fjernsynet. Det eneste der naturligvis kikser lidt, er opløsningen.


28-01-2007 - 19:32

Artikel om PlayStation 3

PlayStation 3 kommer som bekendt til Danmark den 23. marts. Som jeg før har blogget om, så har jeg haft en i et godt stykke tid efterhånden og med re-lanceringen af Console.dk så er vi begyndt at smide diverse PlayStation 3 anmeldelser og artikler op.

En generel anmeldelse af selve PlayStation 3 konsollen kan du læse i denne artikel, og skulle du have lyst til at læse en anmeldelse af FPS spillet Resistance: Fall of Man, så kan du gøre det ved at følge dette link.

Andre PlayStation 3 anmeldelser er på vej, da vi næsten har fået fingrene i samtlige spil der er ude til den indtil nu.


God fornøjelse.

23-12-2006 - 13:03

Nye spil og Blue-ray film

I dag dukkede postbudet så op med lidt flere julegaver til mig. Jeg havde bestilt et par Blue-ray film fra Axelmusic.com, filmene er region 1 som dækker US + Asien. Jeg har nu i alt 4 Blue-ray film: Click, The Phantom of the opera, House of Flying Daggers og Gone in 60 seconds.

Der er ingen tvivl om, at når man ser en film i Blue-ray format så er kvaliteten bedre end DVD. Men om det giver en bedre oplevelse tvivler jeg på - det er jo stadigvæk den samme film, som bare står en del klarere på skærmen. Opløsningen er som bekendt 1080p eller 1920x1080 pixels.

Og så til spillene..
Efter at have prøvet demo udgaven af Motorstorm, som jeg hentede ganske gratis via PLAYSTATION Store, så besluttede jeg mig for at anskaffe det. Jeg modtog i dag den japanske udgave af Motorstorm - som jo desværre ikke indeholder nogen onlinedel. Online mulighederne skulle dog være tilføjet til den amerikanske udgave når den engang bliver udgivet.

Det andet spil jeg modtog var Tiger Woods PGA Tour 07. Jeg havde egentlig bestilt Fight Night Round 3, men det forkerte spil er åbenbart røget ned i pakken. Fælles for de to spil er dog, at jeg vil kunne sammenligne dem med Xbox 360 udgaven, en ting der altid er sjovt. Jeg tror dog at jeg ville have fået mere glæde af Fight Night, da jeg mener at Tiger Woods stadigvæk, rent gameplaymæssigt, ikke er i nærheden af Microsoft's golfspil: Links 2003.

Jeg håber også at modtage Full Auto 2 imellem jul og nytår. Men jeg har endnu ikke hørt fra ham der skulle have det med hjem til mig, så vi må se om det er lykkedes for ham at finde en butik hvor de havde flere af dem.

Anmeldelser af de forskellige PlayStation 3 spil, vil dukke op på Console.dk her imellem jul og nytår.

10-12-2006 - 23:11

Resistance: Fall of man - gennemført!

Efter mere end 16 timers spilletid, så lykkedes det mig at gennemføre Resistance: Fall of man. Sjældent har jeg prøvet et så intenst og fængende FPS spil, som både har god historie og en række andre ting som de færreste FPS har.

Eksempelvis finder jeg det meget befriende, at man endelig kan have flere end 2 våben af gangen, og endda op til 3 slags forskellige granater, som man selv kan skifte imellem. Der er 8 forskellige våben, hvoraf 1 af dem kan opgraderes til "version 2". Ialt er der ca. 38 forskellige baner/missioner i spillet (hvis man tæller en ny bane pr. cutscene).

Banerne i spillet er af skiftende længder, nogle tager kun 5 minutter, andre kan tage en time. Der er 3 forskellige køretøjer som man kan anvende: Tank, Jeep og en edderkop-lignende ting som fjenden også bruger, som sjovt nok er kendt som en "Spider".

Der var igennem hele spillet, meget få fejl. En enkelt gang sad jeg fast i en level, da det monster der skulle løbe igennem et hegn, aldrig nåede så langt (den sad istedet fast i hegnet, og da jeg havde nakket den var der ingen måde at få hegnet ned på). Grafisk er det ganske enkelt genialt, der er ingen framedrops, slowdowns eller lignende og kun meget få glitches (hvor en person f.eks. ligger igennem en mur).


(Billedet er taget med et almindeligt kamera - derfor den dårlige kvalitet)

Jeg vil endnu ikke røbe min overall-karakter til spillet, men vil skyde på at den kommer til at ligge meget tæt på Gears of War.

**** Spoiler warning (Marker for at læse) ****
Det eneste skuffende ved spillet, er at man til sidst ikke rammer hovedet imod et kæmpe monster. Der er nogle ret store fjender igennem spillet, men den helt store, bad motherfucker, dukkede aldrig op.

Umiddelbart er der en meget stor mulighed for at der kan komme en opfølger til spillet.

**** Spoiler end ****

I morgen står den på enten Call of Duty 3, eller Gundam.


10-12-2006 - 02:57

Resistance: Fall of man

I dag har jeg som tidligere nævnt, spillet en del Resistance: Fall of man. Jeg må ganske enkelt erkende, at spillet er super fedt og at det rent grafisk ligger detaljemæssigt meget tæt på det vi kender fra Gears of War.

Jeg har efterhånden spillet det i små 10-12 timer, dog med et par pauser imellem, og er absolut ikke blevet træt af det endnu. Selv om spillet minder lidt om Call of Duty, så er historien for det første ukendt og for det andet er den meget fængende, ikke mindst fordi at der er så mange ubesvarede spørgsmål (jeg dør hvis spillet har en Halo-ending).

Det er rart endelig at se et spil, hvor der er så meget gameplay i, at man kan spille i så lang tid - selv på det nemmeste niveau. Dertil kommer at det er muligt at spille op til 40 online samtidigt, og at lag er et ord der hører fortiden til, på grund af Sony's centraliserede servere. Jeg har spillet lidt online i dag, imod nogle japanere og selv om jeg ikke ligefrem vandt kampene, så skal det siges at online-delen ganske enkelt fungerer.

Motorstorm
Meget lig Xbox 360's markedsplads, så har PlayStation 3 også en indbygget shop hvor man kan downloade demoer, trailers og også lidt ældre spil (også til PSP). For lige at prøve det, så hentede jeg en demo af Motorstorm. Størrelsen var kun på 500MB, og demoen indeholdte kun 1 bane og 10-12 forskellige køretøjer. Der har været meget snak omkring Motorstorm, og jeg kan kun bekræfte det som folk siger: spillet er fedt. Desværre er det endnu ikke ude i andet end en demo-udgave.

Nu vil jeg tilbage til mit Resistance - det kunne jo være rart at få det gennemført i weekenden.

09-12-2006 - 16:09

Endelig igang..

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så havde jeg kun mulighed for at anvende PlayStation 3 konsollen sammen med det medfølgende RGB kabel. Dette fik jeg rodet bod på i dag, hvor jeg var en tur oppe i Hifiklubben for at få fingrene i et HDMI kabel.

Som forventet, bliver billedet ekstremt meget pænere - hvilket gør det endnu mere underligt, at Sony ikke som standard har inkluderet et HDMI kabel i pakken. Da jeg havde tilsluttet HDMI kablet, så kom der til at starte med ikke noget signal på det - dette skyldes at man manuelt skal ind og indstille hvilken udgang man ønsker at anvende på sin PlayStation 3. Dermed er det heller ikke muligt at bruge begge udgange på en gang.

En anden ting der går mig lidt på, er at det medfølgende USB kabel - som bruges til at oplade controlleren med - ikke er længere end ca. 1 meter. Dette gør det, i forhold til Xbox 360's play&charge kabel, mere eller mindre umuligt at sidde behageligt i min sofa, og samtidigt spille PlayStation 3.

Der er mange der har spurt mig vedrørende priserne, og til det kan jeg røbe, at der foruden konsollens pris, er indkøbt for godt 5000 kroner spil, og for ca 800 kroner kabler. Alt i alt en pæn sjat penge, og det hele bare for at få mættet min nysgerrighed over om PlayStation 3 konsollen virkelig er bedre end Xbox 360.

I dag har konsollen kørt godt 3 timer so far, og den bliver varm - men ikke varmere end min Xbox 360 bliver. Derudover larmer den stadigvæk mindre, selv om køleren er begyndt at køre rundt. Det er forøvrigt lidt underligt at spille et spil som Resistance uden nogen form for rumble i controlleren.

Jeg vender tilbage senere, hvor jeg har planlagt at spille lidt Call of duty 3, som jo må siges at være et af de spil hvor man nemt vil kunne sammenligne med Xbox 360 konsollen.

09-12-2006 - 02:03

Et kig på PlayStation 3

Imens Nintendo Wii netop er udkommet i Danmark, så har jeg fået muligheden for at kigge lidt på Sony's bud på Next-gen, nemlig PlayStation 3 konsollen.

Jeg har ligesom så mange andre, været meget spændt på om PlayStation 3 virkelig er så fantastisk, og i dag ankom dyret så endelig. Det første indtryk af konsollen var at den var ekstrem tung - selve pakken vejede over 7kg, så der er altså tale om en ordentlig moppedreng. Det er forøvrigt 60GB udgaven som jeg har anskaffet.

Traditionen tro, så blev der taget billeder imens PlayStation 3 blev pakket ud. Jeg vil i løbet af i morgen, poste disse billeder på Console.dk, og forhåbentlig er jeg klar med første anmeldelse af PlayStation 3 spil allerede i løbet af weekenden. Jeg har fået fat i samtlige US release titler, da en kammerat var så flink at tage dem med hjem til mig (Tak Christian) - og der er flere på vej.

Selve indpakningen virker en smule skrabet, både Xbox 360 og Nintendo Wii havde en mere indbydende indpakning. Pakken indeholder heller ikke specielt meget: en tynd manual, et RGB kabel, et ethernet kabel, en controller og en USB ledning som skal bruges til at oplade controlleren.

Controlleren er ved første øjekast meget lig den controller som man fik med til PlayStation 2, men vægten af den nye er imponerende lidt, specielt når man tænker på at den rent faktisk er trådløs.

Efter at have sat konsollen til, desværre kun med RGB kablet, så kan jeg konstatere at den ganske rigtigt larmer mærkbart mindre end Xbox 360 - den er ikke lydløs, men har en behagelig lav brummen, lækkert.

I skrivende stund er den ved at hente en system update, og det har pt. taget små 20 minutter. Første forsøg resulterede i en fejlkode allerede ved 3%, men andet forsøg er nu nået til 27% - og jeg krydser fingre for at det ikke går galt igen - da man åbenbart ikke kan resume update-downloads.

Til sidst, et lille billede - flere billeder og impressions vil som sagt komme op i morgen. Imens mange spiller Wii, står min weekend nemlig på PlayStation 3 test.

29-08-2006 - 16:21

PlayStation 3 forudbestilt!

Så fik jeg endeligt taget mig sammen til at få forudbestilt Sony’s kommende PlayStation 3 konsol. Efter en kort overvejelse over hvor det var bedst at forudbestille den, så endte valget på Gamebits.dk – grunden til dette var ganske enkelt at jeg har handlet meget hos dem de sidste 3 år, og altid har været tilfreds med servicen.

Der var umiddelbart 2 muligheder når det kom til valget af konsollen. Enten kunne jeg købe en med 20GB harddisk, eller en med 60GB harddisk. Den førstnævnte forventes dog først at udkomme engang i 2007, og da jeg naturligvis vil have min konsol på launchdagen, så faldt valget på den store model, til 5500 kroner. Om den er prisen værd, vil kun tiden vise – men med lidt held så kan jeg tilslutte den nye konsol til mit fjernsyn den 17. november 2006.


Produktbeskrivelse fra Gamebits.dk:

 Hjertet i PLAYSTATION 3 er the "Cell", som er en processor, der er udviklet i et samarbejde mellem IBM, Sony Group og Toshiba. Firmaerne lover processorkræfter, der svarer til en moderne supercomputer. Teknologierne i PLAYSTATION 3's grafikprocessor og XDR-hukommelse er ligeså avancerede og giver spillerne en uovertruffen lyd- og grafikoplevelse.

PLAYSTATION 3 introducerer desuden BD-ROM (Blu-ray Disc ROM), der kan indeholde intet mindre end 54 GB på én enkelt dual layer-disk, hvilket betyder, at alle spil kan nydes i fuld high definition-kvalitet med 1080 progressiv scanning som standard.

PLAYSTATION 3 udvisker grænsen mellem film og spil. Vidstrakte, yderst detaljerede miljøer kan gengives i realtid, og figurbevægelserne bliver langt mere flydende og virkelighedstro. Hvad grafikken angår, vil det blive meget svært at få øje på forskellen mellem spil og film.

Selvom PLAYSTATION 3 bestræber sig på at revolutionere markedet for interaktiv underholdning, har maskinen ikke glemt sine rødder. Takket være en fuldstændig bagudkompatibilitet kan du fortsat nyde dine PS one- og PS2-spil på PLAYSTATION 3.

-Den unikke Cell-teknologi baner vejen for en computerkraft på intet mindre end 2 teraflops

-High definition-grafik med en opløsning på op til 1080 progressiv scanning

-Flytbar harddisk og enestående tilslutningsmuligheder, herunder fire USB-stik, samt stik til Memory Stick, SD-kort og Compact Flash media

-Trådløs forbindelse med PSP (PlayStation Portable)

Det næste store spørgsmål omkring min PlayStation 3 bestilling er naturligvis hvilke titler som jeg skal have med. De fleste er nok enige med mig i, at en konsol uden spil er lidt det samme som en svømmehal uden vand – ret kedelig.

Indtil videre har jeg besluttet mig for at jeg vil have følgende titler:
NHL 2K7, NBA 2K7, Call of Duty 3, Medal of Honor, Assasin’s Creed, Grand Theft Auto IV, Metal Gear Solid 4, Resistance: Fall of man, Rainbow Six: Vegas, Virtua Fighter 5, Stranglehold, Warhawk.

Det vågne øje, vil naturligvis bemærke at et par af titlerne ikke er release titler, men derfor har man jo lov til at glæde sig lidt alligevel ik?


Foruden spil, så er det jo nærmest et nødvendigt onde at have minimum en ekstra controller, og eventuelt noget andet hardware som måtte dukke op omkring release.


Alt i alt, så ender det med noget der ligner en udskrivning på ca. 10.000 kroner – et forholdsvis stort beløb, og det hele bare for at kunne spille på næste generations konsollen fra Sony.

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her