Kategori: LEGO
30-03-2016 - 20:58

Nyt fra LEGO: Disney Minifigurer

Som jeg efterhånden har skrevet om herinde et par gange, så begyndte jeg for et par år siden at samle lidt forskelligt LEGO-sæt. Det begyndte egentlig fordi jeg blev anbefalet at prøve det af, som et led i at slappe af og være kreativ på en anden måde end jeg ellers var. Ret hurtigt tog det ene det andet og jeg fik samlet nogle ret impoerende sæt, blandt andet Sydney Operaen, som jeg synes var helt vild flot. Sidenhen er min tid til det blevet lidt mindre, og det er efterhånden et stykke tid siden at jeg har samlet et sæt, men jeg køber af og til stadig de større sæt (selv om de er lidt pebrede i prislejet).

I dag opdagede jeg så helt tilfældigt, at LEGO kommer med nogle nye minifigurer. Det er der egentlig ikke noget specielt over, da der kommer nye minifigur-serier med jævne mellemrum. Det specielle denne gang er, at det er de velkendte Disneyfigurer som Anders And, Andersine, Kaptajn Jack Sparrow, Buzz Lightyear, Alladin og en række andre, som vil være at finde i de små poser.

Det er et helt genialt træk fra både LEGO og Disney synes jeg, og jeg var faktisk forbi LEGO butikken på strøget i dag, fordi jeg troede at det var i dag de udkom, men det gør de desværre først til maj. 18 minifigurer af de kendte og elskede Disney personer - ville ønske at jeg kunne få fingrene i dem allerede nu :-)

Problemet bliver så bare, at få fat i alle 18, helst uden at bruge en mindre formue på det (mindes at The Simpsons første serie med minifigurer endte i omegnen af 1500 kr før jeg fik den sidste - for ikke at nævne den serie hvor man kunne finde en "Mr. Gold", det var en dyr omgang). Jeg har lige samlet alle billederne af figurerne, så de fremgår af et billede, det har jeg nemlig ikke kunne finde endnu.

LEGO Disney minifigs series 18


Måske du husker den time lapse jeg lavede af henholdsvis LEGO Sydney Operaen og det første The Simpsons hus.
22-08-2013 - 22:34

LEGO Sydney Opera House

Som I nok efterhånden har set hvis I følger med i min blog, så er jeg blevet lidt bidt af at samle LEGO på det sidste og har derfor investeret i en række større LEGO-sæt. Det næste sæt som jeg havde planlagt at købe, var det rimelig store LEGO Sydney Opera House (20234) som udkommer den 1. september i år.

Der skete dog pludselig det, at jeg fik en mail ind fra LEGO Store, om at jeg som VIP-medlem kunne købe sættet allerede nu, og jeg susede derfor til københavn sidste lørdag for at få fingrene i det. Efterfølgende har jeg selvfølgelig fået samlet det - og selv om jeg egentlig havde droppet ideen om at lave såkaldte "time lapses" af mine LEGO-sæt, så tænkte jeg at det kunne være meget sjovt at gøre af Sydney Operaen fordi det er så kæmpe stort.

Det tog mig omkring 10-12 timer at samle sættet - jeg gjorde det over ca. 4 dage. I forhold til de andre sæt jeg har samlet, så har dette sæt uden tvivl været det sjoveste at samle og nok også det flotteste når det først var samlet.

Herunder kan I se min time lapse af samlingen - som i øvrigt er den første time lapse af Sydney Opera House-sættet i verden. Kvaliteten er desværre ikke helt som jeg havde håbet, men det kan gå an for et første forsøg synes jeg.

14-08-2013 - 18:44

Mere LEGO!

Siden mit sidste blogindlæg om at jeg havde bygget VW Camper Van, så er min LEGO samling vokset en hel del. For det første så havde Bilka 35% rabat på alt LEGO i deres sortiment, så der fik jeg købt 4 forskellige LEGO Technic sæt - efter at have samlet det første så fandt jeg dog ud af, at Technic ikke rigtigt er noget for mig og jeg solgte derfor to af sættene. Jeg har dog beholdt en Technic Helikopter (mere om den senere) og Technic Grand Prix raceren. I min verden var de dog dødkedelige at samle.

Til gengæld så er jeg virkelig faldet for de såkaldte "Modulars". Modulars er bygninger af lidt ældre karakter og sættene er relativt store - typisk er der imellem 2000 og 2200 LEGOklodser i dem. Jeg startede ud med at købe Palace Cinema - en biograf som jeg synes var ret flot. Det er faktisk ret vildt så mange detajler der altid er i de store LEGO-sæt.

LEGO Palace Cinema (10232):
LEGO Palace Cinema



Ganske kort tid efter blev jeg nødt til at købe endnu et Modular-sæt. Det sjove ved dem er, at man kan sætte dem sammen så de til sidst kan udgøre et større og større gadebillede. Det næste køb blev LEGO Fire Brigade - den blev mit næste valg, da jeg tror at den er lige ved at udgå. Problematikken med disse LEGO-sæt er nemlig at de udgår og så stiger de helt sindsygt i pris fordi man må ud og købe dem på eBay osv. Ofte koster de mellem 4500 og op til 8000.

LEGO Fire Brigade (10197):
LEGO Fire Brigade

Da brandstationen var samlet, så bestod min lille LEGO-by altså af to af disse modulars og jeg var egentlig mere og mere besluttet på, at jeg ville prøve at få hele samlingen som pt. udgår 8 forskellige Modular-sæt, hvoraf 3 af dem er udgået og derfor lidt svære at få fingrene i.

I går så jeg så at Coolshop havde fået Grand Emporium (shopping center) og Pet Shop på lager - til priser som var langt under hvad de ellers kostede. Derfor slog jeg til og købte faktisk begge af disse - de er lige kommet i dag, og jeg glæder mig til at samle dem.

Nu mangler jeg altså kun 4 sæt for at have hele samlingen, det ene af de fire, som er rådhuset, kan stadigvæk købes til normalpris i butikkerne, men de 3 andre skal man være lidt heldige med. Jeg har faktisk budt på to af de tre udgåede sæt på en auktion - hvis jeg vinder den, så er Café Corner og Market Street også i hus til en nogenlunde fornuftig pris.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg pludselig - ud af det blå - er begyndt at synes at det er super hyggeligt og afslappende at samle LEGO. Måske er det fordi jeg bare har lyst til at samle på et eller andet, for jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre med tingene når de først er samlede :-) Det vigtigste for mig er dog, at jeg kan bruge det til at stresse af med, og det virker helt perfekt.
28-07-2013 - 10:39

LEGO VW Camper Van

Som jeg skrev i mit tidligere blogindlæg om at jeg havde samlet en LEGO R2D2, så var jeg i gang med at samle endnu et LEGO Exclusive sæt. Mit andet sæt var LEGO VW T1 Camper Van, også kendt som et rugbrød - mere retro bliver det vel næppe. Rent faktisk så er det et par dage siden at jeg fik lavet den færdig, men har ikke lige fået blogget om det.

Selve sættet var faktisk ret sjovt at samle, også selv om det var lidt mindre end R2D2 -  og det overrasker mig igen hvor mange detaljer der egentlig er i sådan et samlesæt. Der er rigtig flot gulv i bilen, rigtige gardiner, døre der kan åbne op, en del af taget kan hæves, borde, sofaer osv. Sættet indeholder 1332 dele, men desværre manglede der to klodser, så faktisk er bilen ikke helt færdig endnu - jeg går og venter på at LEGO får sendt mig de klodser der mangler.

LEGO Volkswagen T1 Camper Van

Bilen er i øvrigt cirka 30 cm lang og 14 cm høj. Det eneste der er lidt dårligt ved den, er faktisk at forhjulene ikke kan dreje, det undrer mig virkelig at når der er så mange andre detaljer, så kan bilen kun køre lige ud? Spøjst. :-)

Jeg købte bilen i Toys R Us, da jeg alligevel tilfældigvis kørte forbi. Men den kan også købes hos Coolshop til 849 kroner. I øvrigt så har jeg allerede samlet endnu et ret stort LEGO sæt, som nok har været et af de sjoveste at samle indtil videre - det laver jeg et nye blogindlæg om en af de nærmeste dage.

24-07-2013 - 20:35

LEGO R2D2

Kan man blive for gammel til at lege med LEGO? Havde du spurgt mig for bare en måned siden, så ville jeg nok have sagt ja, men en lørdag for et par uger siden fik jeg pludselig en underlig trang til at rent faktisk prøve at samle den kendte robot fra Star Wars, altså R2D2 - sæt nummer 10225 for dem som skulle være interesserede.

Jeg begyndte at kigge efter hvor jeg kunne købe billig lego henne, men endte faktisk med i første omgang at købe den direkte hos LEGO's officielle butik lørdag aften. Efterfølgende fandt jeg ud af, at der var en officiel LEGO Store på strøget i København og så kørte jeg derind søndag for at få fingrene i den med det samme. Udover en LEGO bil fra Shell (som man får hvis man tanker over 30 liter), så er det nok omkring 20 år siden, at jeg sidst har haft en legoklods imellem fingrene.

Anyways, så blev pakken hurtigt pakket ud og de 2127 LEGOklodser som sættet bestod af, var blevet formet til en fin lille LEGO robot i løbet af en 7 timers tid. 

LEGO R2D2

Jeg var egentlig selv lidt overrasket over hvor hyggeligt - og ikke mindst afslappende det var, at samle sådan et LEGO sæt og for at det ikke skal være løgn, så har jeg rent faktisk allerede købt et mere som jeg er i gang med at samle. Jeg tror også at jeg ved hvad mit 3. sæt bliver, men nu må vi se det er jo trodsalt en rimelig dyr hobby, hvis man skal have lidt udfordring, så bliver man nødt til at købe de større sæt.

Det virker måske som en lidt sindsyg hobby når man er nået til min alder, og i forhold til da man var yngre, så er det sjove for mit vedkommende overstået lige så snart modellen er samlet. Derefter er planen egentlig bare at lade den stå lidt og ellers pakke den pænt sammen og håbe på at den bliver en formue værd på et tidspunkt. Fact er dog, at det er enormt afstressende at sidde og samle tingene - man kan vel sige at det er en måde for mig at koble af på.

Hvad min næste model er, vil jeg fortælle når den er samlet færdig en af de nærmeste par dage, men den er mega retro :-)
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her