Morten Skou's blog
28-12-2006 - 17:15

Crackdown og HD-DVD

I dag fik jeg endelig tid til, at hente hele 3 pakker som lå og ventede på mig på posthuset. Den ene var mit nye Xbox 360 HD-DVD drev, der som bekendt bliver solgt i sampak med filmen King Kong. Jeg glæder mig til at se kvaliteten af HD-DVD i aften, og ikke mindst at kunne sammenligne med Blue-Ray.

De 2 andre pakker var derimod overraskelser, og den ene viste sig at være fra julemanden hos Real Time Worlds, nok bedre kendt som udvikleren bag det kommende Xbox 360 eksklusive spil: Crackdown.

Spillet skulle gerne komme i butikkerne engang til februar 2007, så det er helt sikkert superfedt at have mulighed for at spille og anmelde det allerede nu.

26-12-2006 - 15:04

Lost Planet #1



Det er lykkedes for mig at fremtrylle et eksemplar af den kommende Xbox 360 eksklusive titel: Lost Planet, og er netop gået igang med at spille det i dag.

Efter at have gennemført prolog missionen og mission 01, så er det gået op for mig at Lost Planet er et meget actionfyldt spil. Jeg havde egentlig frygtet at skulle rende rundt i store snelandskaber og lede efter diverse monstre, men sådan er det heldigvis ikke (endnu anyways).

Meget af spillet går ud på at man skal samle energi op, for ganske enkelt at kunne overleve på den kolde planet. Energien får man via såkaldte Data Posts, eller ved at slå diverse fjender ihjel.

Rent grafisk er spillet ikke umiddelbart en perle. Jeg har allerede opdaget en hel del fejl, men det er stadigvæk flot nok til at kunne give et godt action-kick. Det tager også lidt tid at vende sig til styringen, men det kommer nok på et tidspunkt.

Det fremgår forøvrigt også at spillet er japansk, pigerne i spillet har nemlig (igen igen) pænt store bryster!

Jeg forventer at have en anmeldelse + et godt tilbud på spillet klar, inden vi går ind i det nye år. Spillet udkommer som bekendt den 11 januar 2007.

Jeg vil desuden opdatere min blog senere i aften, når jeg har fået spillet en 4-5 timer mere. Indtil da, så kan du følge lidt med her, eller kigge på nogle screenshots fra spillet.

23-12-2006 - 13:03

Nye spil og Blue-ray film

I dag dukkede postbudet så op med lidt flere julegaver til mig. Jeg havde bestilt et par Blue-ray film fra Axelmusic.com, filmene er region 1 som dækker US + Asien. Jeg har nu i alt 4 Blue-ray film: Click, The Phantom of the opera, House of Flying Daggers og Gone in 60 seconds.

Der er ingen tvivl om, at når man ser en film i Blue-ray format så er kvaliteten bedre end DVD. Men om det giver en bedre oplevelse tvivler jeg på - det er jo stadigvæk den samme film, som bare står en del klarere på skærmen. Opløsningen er som bekendt 1080p eller 1920x1080 pixels.

Og så til spillene..
Efter at have prøvet demo udgaven af Motorstorm, som jeg hentede ganske gratis via PLAYSTATION Store, så besluttede jeg mig for at anskaffe det. Jeg modtog i dag den japanske udgave af Motorstorm - som jo desværre ikke indeholder nogen onlinedel. Online mulighederne skulle dog være tilføjet til den amerikanske udgave når den engang bliver udgivet.

Det andet spil jeg modtog var Tiger Woods PGA Tour 07. Jeg havde egentlig bestilt Fight Night Round 3, men det forkerte spil er åbenbart røget ned i pakken. Fælles for de to spil er dog, at jeg vil kunne sammenligne dem med Xbox 360 udgaven, en ting der altid er sjovt. Jeg tror dog at jeg ville have fået mere glæde af Fight Night, da jeg mener at Tiger Woods stadigvæk, rent gameplaymæssigt, ikke er i nærheden af Microsoft's golfspil: Links 2003.

Jeg håber også at modtage Full Auto 2 imellem jul og nytår. Men jeg har endnu ikke hørt fra ham der skulle have det med hjem til mig, så vi må se om det er lykkedes for ham at finde en butik hvor de havde flere af dem.

Anmeldelser af de forskellige PlayStation 3 spil, vil dukke op på Console.dk her imellem jul og nytår.

22-12-2006 - 16:18

HTC P4350

Så kom dagen endelig, hvor jeg fik taget mig sammen til at købe en ny telefon. Netop telefoner er en ting som jeg har meget svært ved at beslutte mig for, og jeg har da også gået i cirka et år nu, og overvejet om jeg skulle have mig en PDA-telefon.

Mit valg endte med at falde på en HTC P4350 (tidligere Qtek). Telefonen er helt ny, men er alligevel så langt henne i generationerne af Qtek/HTC telefoner, at der ikke burde være de store problemer med den. Jeg er dog stødt på det første problem allerede, TDC havde den nemlig ikke i deres systemer, så jeg har pænt måtte sidde og konfigurere MMS og GPRS manuelt.

Telefonen kører med Windows Mobile 5.0, og har desuden et autoslide QWERTY tastatur med ÆØÅ. Det sidst nævnte er ret lækkert, da jeg i snart 2 år ikke har haft dansk tegnsæt på min mobil.

Andre specs er:
GPRS/EDGE Qaud band
TI OMAP 850, 200 Mhz
ROM 128MB / RAM 64MB
2,8" QVGA farveskærm
Bluetooth 2.0
2.0 megapixel digital kamera
W-lan 802.11 b/g
QWERTY tastatur
mircoSD slot for hukommelseskort
Kun 17mm tyk

Og så har jeg naturligvis købt et 1GB hukommelseskort. Jeg ville egentlig gerne have haft et på 2GB, men de var desværre udsolgt.

Som det første, så måtte jeg naturligvis lige prøve den indbyggede browser og besøge Xboxlife. Siden er ikke specielt overskuelig på en så lille skærm, så jeg overvejer lidt at lave en PDA-venlig udgave af siden - bare for sjov.

Her er et billede af vidunderet:




14-12-2006 - 20:19

Ud med tanden

Så blev det igen tid til et lidt mere personligt blogindlæg. I dag kom dagen, hvor jeg skulle have hevet min visdomstand ud. Jeg lider frygteligt af tandlægeskræk, så det var bestemt ikke en ting jeg så frem til.

Jeg fik fjernet tanden på en klinik i Solrød, og må erkende at tandlægen var virkelig dygtig. Det eneste jeg mærkede under operationen, var de små prik som man nu engang mærker når de skal ligge bedøvelsen.

Derefter kom første melding, det var at de (heldigvis) ikke skar i tandkødet, men istedet åbenbart bare skubbede det "lidt" til side. Det virkede dog ret voldsomt alligevel, og der var ret meget blod - men ondt gjorde det ikke.

Efter at hun havde lavet en masse plads i tandkødet (der ligger som regel en lille "lomme" ind over tanden når det er en visdomstand, og det er det som de har skubbet/flået til side), så begyndte hun at dele tanden i 4-5 små dele, hvorefter hun hev stykkerne ud en efter en. Igen gjorde det imod mine forventninger ikke ondt, men behageligt var det alligevel ikke.

Hele operationen tog cirka 20 minutter, og selv om jeg var ude af stand til at snakke de første 4 timer, så går det nogenlunde nu. Bedøvelsen, som jeg fik hele 4 sprøjter af, er ved at forsvinde nu - så efter hvad jeg har hørt er smerterne lige på trapperne. Smerterne + småblødning burde vare i 1-3 dage og om 7 dage skal jeg have fjernet stingene - god timing lige inden jul!

Jeg må erkende, at jeg her bagefter er lidt stolt over at have overvundet min frygt og tog op for at få den fjernet. Nu vil jeg se nogle film, og ellers slappe af - jo mere man slapper af, jo mindre ondt skulle man få (ifølge tandlægen).

12-12-2006 - 22:00

Få mere ud af din blog

Der er efterhånden rigtigt mange af vores medlemmer, som har fået oprettet deres egen personlige blog. Ligeledes er der begyndt at komme flere og flere besøgende i blogsne, og det er altid rart at se når en anden bruger har skrevet en kommentar. Men hvad kan man som blog-ejer, egentligt gøre for at få flere besøgende og ikke mindst at få spredt sit budskab ud til endnu flere?

Dette vil jeg prøve at komme med nogle bud på her.

Skriv regelmæssigt og letlæseligt
Hvis du gerne vil have flere besøgende i din blog, så er det vigtigste at du skriver om noget som folk vil læse om. Selv om det naturligvis er din blog, og du selv kan vælge hvad du vil skrive om, så er det nok de færreste der vender tilbage til din blog, hvis den udelukkende handler om din hund.

Hvis du tilføjer nogle billeder (max størrelse er 540pixel i bredden), så vil din blog også virke mere indbydende for nye besøgende. Du har på Xboxlife også mulighed for at poste videoer fra YouTube.

Til sidst så er det altid en god ide, at læse korrektur på dine indlæg - inden du poster dem.

Udnyt RSS-feedet
En af de muligheder man har som blog-ejer, er at tilmelde sin blog til forskellige blogindeks. Dette gøres typisk via et RSS feed, som alle blogs her på Xboxlife.dk naturligvis har. Når man har tilmeldt sig på en indeksside, så vil siden løbende sørge for at kigge om man har opdateret sin blog, og hvis det er tilfældet så sørger den for at indeksere den.

Der er rigtigt mange forskellige blogindeks og RSS sider rundt omkring. En hurtig søgning på Google viser mange forskellige steder man kan tilmelde sit feed. Jo flere steder man tilmelder sin blog, jo mere vil den blive eksponeret.

To af de gode danske steder er Overskrift.dk og RSSguiden.dk, som er to danske sider med RSS/blog oversigter.

Du kan finde urlen til din blogs RSS-feed, ved at klikke på -ikonet som du finder øverst til højre i din blog - lige over dit gamercard.

Nyttige RSS links:
http://www.overskrift.dk/submit.php
http://www.rssguide.dk/?s=add
http://www.feedburner.com
http://www.feeds2read.net/Suggest-A-Feed
http://www.feedbomb.com/suggest.php?action=addlink&catid=14

Søgemaskiner og lignende..
Søgemaskiner som eksempelvis Google, kender allerede til din blog da den automatisk bliver eksponeret via Xboxlife.dk. Det er derfor ikke nødvendigt for dig at tilmelde den på sådanne steder.


Ovenstående ting, er naturligvis kun ment som tips. Hvis man er tilfreds med at det udelukkende er andre brugere fra Xboxlife, der læser i sin blog. Så vil vores eksponering på blandt andet forsiden, være med til at skubbe besøgende i din retning - og du behøves derfor ikke at gøre mere :)


12-12-2006 - 00:11

Og nu til noget helt andet

Jeg har efterhånden drevet Xboxlife i 2½ år, og må erkende at det går over alle forventninger. Specielt det sidste år, efter at Xbox 360 er udkommet, har vores lille community virkelig vokset sig stort. Heldigvis mener jeg stadigvæk at det er et rart sted at være, og det er nemt for nye brugere at komme godt ind i fælleskabet - en ting der er utroligt vigtig.

På 1 år, er vi gået fra ca. 800 brugere til 2500 - dette har naturligvis også stillet nye krav til vores redaktion, det er trodsalt sværere at holde styr på 2500 brugere, hvoraf mange er nye, end at holde styr på 800 hvor mange har været med i lang tid.

Jeg tror virkelig på, at Xboxlife.dk efterhånden gør en forskel på det danske Xbox-marked. Vi har flere gange bevist, at vi alligevel ikke er bange for at have vores egne holdninger, og følge op på dem. Et godt eksempel er vores underskriftindsamling.

Personligt, så har både Console.dk og Xboxlife.dk givet mig rigtigt mange positive oplevelser. Blandt andet har jeg været til en masse forskellige Xbox-events rundt omkring i verden, deriblandt X05, X06 og ikke mindst Xbox 360 launchfesten, Zero Hour, som foregik i Los Angeles.

Jeg har igennem de sidste 2 år, mødt utroligt mange folk på min vej. Her mener jeg naturligvis specielt J Allard og Peter Moore, og ligeledes en masse udviklere fra forskellige firmaer. Så selv om jeg har brugt rigtigt mange timer på at gøre spilsiderne til det som de er i dag, så har jeg helt sikkert også fået en masse gode oplevelser med mig i baggagen.

En anden ting, som specielt Xboxlife.dk er meget med til, det er at give positive oplevelser, når der bliver udviklet nye features. Det er naturligvis ikke alt som der bliver taget lige godt imod, men eksempelvis vores gamercards og ikke mindst det nye tiltag: brugerblogsne, er der blevet taget rigtigt godt imod. Det er en sand fryd, når man bruger tid på noget, og andre folk også værdsætter og ikke mindst bruger det.

Selv om der med garanti er mange brugere der mener at jeg er uretfærdig, eller måske bare en tumpe - så er det svært at gøre alle tilfredse, selv om jeg selv mener at jeg prøver så godt jeg nu kan. Dette er nok det som følger med, når det altid er mig der giver advarsler eller fortæller folk at de har brudt vores regler. Men i mine øjne, så er det trodsalt bedre at det er mig der får hug, end at vores skribenter gør det - i sidste ende er det mig der har ansvaret.

Anyways, jeg håber at i fortsat er glade for at tilbringe tid på Xboxlife.dk, jeg ved i hvert tilfælde, at jeg ikke har tænkt mig at stoppe lige med det samme.

10-12-2006 - 23:11

Resistance: Fall of man - gennemført!

Efter mere end 16 timers spilletid, så lykkedes det mig at gennemføre Resistance: Fall of man. Sjældent har jeg prøvet et så intenst og fængende FPS spil, som både har god historie og en række andre ting som de færreste FPS har.

Eksempelvis finder jeg det meget befriende, at man endelig kan have flere end 2 våben af gangen, og endda op til 3 slags forskellige granater, som man selv kan skifte imellem. Der er 8 forskellige våben, hvoraf 1 af dem kan opgraderes til "version 2". Ialt er der ca. 38 forskellige baner/missioner i spillet (hvis man tæller en ny bane pr. cutscene).

Banerne i spillet er af skiftende længder, nogle tager kun 5 minutter, andre kan tage en time. Der er 3 forskellige køretøjer som man kan anvende: Tank, Jeep og en edderkop-lignende ting som fjenden også bruger, som sjovt nok er kendt som en "Spider".

Der var igennem hele spillet, meget få fejl. En enkelt gang sad jeg fast i en level, da det monster der skulle løbe igennem et hegn, aldrig nåede så langt (den sad istedet fast i hegnet, og da jeg havde nakket den var der ingen måde at få hegnet ned på). Grafisk er det ganske enkelt genialt, der er ingen framedrops, slowdowns eller lignende og kun meget få glitches (hvor en person f.eks. ligger igennem en mur).


(Billedet er taget med et almindeligt kamera - derfor den dårlige kvalitet)

Jeg vil endnu ikke røbe min overall-karakter til spillet, men vil skyde på at den kommer til at ligge meget tæt på Gears of War.

**** Spoiler warning (Marker for at læse) ****
Det eneste skuffende ved spillet, er at man til sidst ikke rammer hovedet imod et kæmpe monster. Der er nogle ret store fjender igennem spillet, men den helt store, bad motherfucker, dukkede aldrig op.

Umiddelbart er der en meget stor mulighed for at der kan komme en opfølger til spillet.

**** Spoiler end ****

I morgen står den på enten Call of Duty 3, eller Gundam.


10-12-2006 - 02:57

Resistance: Fall of man

I dag har jeg som tidligere nævnt, spillet en del Resistance: Fall of man. Jeg må ganske enkelt erkende, at spillet er super fedt og at det rent grafisk ligger detaljemæssigt meget tæt på det vi kender fra Gears of War.

Jeg har efterhånden spillet det i små 10-12 timer, dog med et par pauser imellem, og er absolut ikke blevet træt af det endnu. Selv om spillet minder lidt om Call of Duty, så er historien for det første ukendt og for det andet er den meget fængende, ikke mindst fordi at der er så mange ubesvarede spørgsmål (jeg dør hvis spillet har en Halo-ending).

Det er rart endelig at se et spil, hvor der er så meget gameplay i, at man kan spille i så lang tid - selv på det nemmeste niveau. Dertil kommer at det er muligt at spille op til 40 online samtidigt, og at lag er et ord der hører fortiden til, på grund af Sony's centraliserede servere. Jeg har spillet lidt online i dag, imod nogle japanere og selv om jeg ikke ligefrem vandt kampene, så skal det siges at online-delen ganske enkelt fungerer.

Motorstorm
Meget lig Xbox 360's markedsplads, så har PlayStation 3 også en indbygget shop hvor man kan downloade demoer, trailers og også lidt ældre spil (også til PSP). For lige at prøve det, så hentede jeg en demo af Motorstorm. Størrelsen var kun på 500MB, og demoen indeholdte kun 1 bane og 10-12 forskellige køretøjer. Der har været meget snak omkring Motorstorm, og jeg kan kun bekræfte det som folk siger: spillet er fedt. Desværre er det endnu ikke ude i andet end en demo-udgave.

Nu vil jeg tilbage til mit Resistance - det kunne jo være rart at få det gennemført i weekenden.

09-12-2006 - 16:09

Endelig igang..

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så havde jeg kun mulighed for at anvende PlayStation 3 konsollen sammen med det medfølgende RGB kabel. Dette fik jeg rodet bod på i dag, hvor jeg var en tur oppe i Hifiklubben for at få fingrene i et HDMI kabel.

Som forventet, bliver billedet ekstremt meget pænere - hvilket gør det endnu mere underligt, at Sony ikke som standard har inkluderet et HDMI kabel i pakken. Da jeg havde tilsluttet HDMI kablet, så kom der til at starte med ikke noget signal på det - dette skyldes at man manuelt skal ind og indstille hvilken udgang man ønsker at anvende på sin PlayStation 3. Dermed er det heller ikke muligt at bruge begge udgange på en gang.

En anden ting der går mig lidt på, er at det medfølgende USB kabel - som bruges til at oplade controlleren med - ikke er længere end ca. 1 meter. Dette gør det, i forhold til Xbox 360's play&charge kabel, mere eller mindre umuligt at sidde behageligt i min sofa, og samtidigt spille PlayStation 3.

Der er mange der har spurt mig vedrørende priserne, og til det kan jeg røbe, at der foruden konsollens pris, er indkøbt for godt 5000 kroner spil, og for ca 800 kroner kabler. Alt i alt en pæn sjat penge, og det hele bare for at få mættet min nysgerrighed over om PlayStation 3 konsollen virkelig er bedre end Xbox 360.

I dag har konsollen kørt godt 3 timer so far, og den bliver varm - men ikke varmere end min Xbox 360 bliver. Derudover larmer den stadigvæk mindre, selv om køleren er begyndt at køre rundt. Det er forøvrigt lidt underligt at spille et spil som Resistance uden nogen form for rumble i controlleren.

Jeg vender tilbage senere, hvor jeg har planlagt at spille lidt Call of duty 3, som jo må siges at være et af de spil hvor man nemt vil kunne sammenligne med Xbox 360 konsollen.

09-12-2006 - 02:03

Et kig på PlayStation 3

Imens Nintendo Wii netop er udkommet i Danmark, så har jeg fået muligheden for at kigge lidt på Sony's bud på Next-gen, nemlig PlayStation 3 konsollen.

Jeg har ligesom så mange andre, været meget spændt på om PlayStation 3 virkelig er så fantastisk, og i dag ankom dyret så endelig. Det første indtryk af konsollen var at den var ekstrem tung - selve pakken vejede over 7kg, så der er altså tale om en ordentlig moppedreng. Det er forøvrigt 60GB udgaven som jeg har anskaffet.

Traditionen tro, så blev der taget billeder imens PlayStation 3 blev pakket ud. Jeg vil i løbet af i morgen, poste disse billeder på Console.dk, og forhåbentlig er jeg klar med første anmeldelse af PlayStation 3 spil allerede i løbet af weekenden. Jeg har fået fat i samtlige US release titler, da en kammerat var så flink at tage dem med hjem til mig (Tak Christian) - og der er flere på vej.

Selve indpakningen virker en smule skrabet, både Xbox 360 og Nintendo Wii havde en mere indbydende indpakning. Pakken indeholder heller ikke specielt meget: en tynd manual, et RGB kabel, et ethernet kabel, en controller og en USB ledning som skal bruges til at oplade controlleren.

Controlleren er ved første øjekast meget lig den controller som man fik med til PlayStation 2, men vægten af den nye er imponerende lidt, specielt når man tænker på at den rent faktisk er trådløs.

Efter at have sat konsollen til, desværre kun med RGB kablet, så kan jeg konstatere at den ganske rigtigt larmer mærkbart mindre end Xbox 360 - den er ikke lydløs, men har en behagelig lav brummen, lækkert.

I skrivende stund er den ved at hente en system update, og det har pt. taget små 20 minutter. Første forsøg resulterede i en fejlkode allerede ved 3%, men andet forsøg er nu nået til 27% - og jeg krydser fingre for at det ikke går galt igen - da man åbenbart ikke kan resume update-downloads.

Til sidst, et lille billede - flere billeder og impressions vil som sagt komme op i morgen. Imens mange spiller Wii, står min weekend nemlig på PlayStation 3 test.

07-12-2006 - 23:52

Lev med sværdet, dø med sværdet

Så kom tiden endelig til at spille Redsteel. Som du måske allerede ved, så er Redsteel et First Person Shooter spil, hvor man naturligvis bruger både Nunchuck og Remote controlleren til at styre / kæmpe med.

Det tager lidt tid i starten, at lære at sigte ordentligt men derefter kører det flydende. Igen er grafikken ikke i top, men gameplayet tyder på at være meget fængende - helt sikkert et spil som jeg kommer til at bruge mere tid på.

Redsteel er en af Ubisofts mange Wii titler, og uden at have undersøgt det, så tror jeg at Ubisoft er den udvikler der har leveret flest titler til Wii's launch her i Europa.

Jeg har endnu ikke haft tid til at prøve Call of Duty 3, men håber på at få tid til det i morgen, eller engang i weekenden. Anyways så er Redsteel nummer to titel som jeg har fundet værd at spille på Wii konsollen, så lige nu er statistikken: 2 gode, 1 dårligt.

Jeg vender frygteligt tilbage med mere info.

07-12-2006 - 12:50

Zelda og Wii Sports

Normalt bruger jeg ikke min frokostpause til andet end at spise og slappe af i, men i dag vil jeg gøre en undtagelse. Nintendo Wii ankom som bekendt i går, og selv om jeg desværre først relativt sent, fik mulighed for at spille på den, så vil jeg da lige fortælle jer om mine oplevelser med de første par ting.

Overraskelserne...
Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke er den største Nintendo fan. Jeg har derfor heller ikke holdt specielt meget øje med hvad konsollen egentligt kunne. Dette var uden tvivl grunden til at jeg fik mig nogle overraskelser i forbindelse med mit første "rigtige" møde med Wii.

- Ingen online spil
I min verden, så er muligheden for at spille med andre over Internettet nærmest et must. At sidde med Call of Duty 3 (som jeg forøvrigt ikke har prøvet endnu), og udelukkende kunne gennemføre singleplayer missionerne, det må ganske enkelt være en meget tam oplevelse. Jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor der ikke er mulighed for at spille online multiplayer i de forskellige Wii spil. Indrømmet, Nintendo har aldrig været en stor online-platform, men jeg mener godt at man kunne have opsat sig et mål om at få det ind i next-gen konsollen.

- Kun Internet via WI-FI
Næste overraskelse kom da jeg skulle have min Wii smidt online. Hvor var det nu lige at Nintendo havde gemt Ethernet porten? Med mit RJ-45 stik i den ene hånd og min Nintendo Wii i den anden, måtte jeg fustreret konkludere at Wii pt. kun understøtter trådløst Internet. Det samme gør sig jo iøvrigt gældende med Nintendo DS, men jeg synes at man burde kunne forvente det på Wii da der jo er lidt bedre plads.

Til sidst måtte jeg bide i det sure æble, og køble Wii'en op via WI-FI. Første gang den går på nettet henter den først 1 opdatering, hvorefter den genstarter, så en opdatering mere, hvorefter den genstarter og til sidst en 3. opdatering med endnu en genstart til følge. Men når dette er overstået, så kan man bl.a. anvende SD-kort porten som er gemt bag front-klappen, egentlig mystisk at dette ikke var muligt som standard...



Med det sagt, så var det efterhånden på tide at prøve Wii'en. Det første man gør er naturligvis at oprette en såkaldt Mii. En Mii er en lille figur, som egentlig bare symboliserer den spillerkonto som du vil gemme dine info på. Du kan oprette flere Mii's til f.eks. din kæreste, kone og børn - ganske gratis naturligvis. (Det er dog muligt at spille uden, men da vil det blive blive som "Guest").

Det første spil der ryger i maskinen er Wii Sports, et spil der består af forskellige små sportsspil, blandt andet tennis, bowling, baseball og boksning. Man skal naturligvis anvende den bevægelsesfølsomme controller til de forskellige spil, og specielt hvis man spiller 2-player, så er spillene rigtigt sjove og kan spilles igen og igen.

Efter at have spillet et par timers Wii Sports, så var det på tide at prøve spillet som alle snakker om, spillet over alle spil, det 2. højest ratede spil nogensinde - jeg snakker naturligvis om Zelda Twillight Princess. Jeg har ikke spillet nogle af Zelda spillene før, men kunne efter 15-20 minutter konstatere at jeg var uforstående overfor alle de høje karakterer og ikke mindst hypen omkring Zelda spillet.  Spillet ligner noget der er løgn, der er ingen lyd på dialogerne og styringen er nærmest katastrofal.

Jeg indrømmer gerne, at spil som Zelda normalvis ikke siger mig det store. Men alligevel så burde et spil der har fået så høje karakterer, umiddelbart fænge mig længere, og ikke efterlade mig med en fornemmelse af at jeg absolut ikke er blevet underholdt. Alt i alt en skuffende oplevelse, og jeg vil næsten garantere at Zelda Twillight Princess ikke bliver sat i min Wii igen.

Wii Points
Til sidst vil jeg lige snakke kort om Wii shoppen, hvor man blandt andet kan downloade gamle retrospil fra en lang række af de gamle konsoller. Ligesom på Xbox 360 platformen, så skal man købe nogle points. Disse points har Nintendo ganske orginalt valgt at kalde for Wii points. Og her sker der noget underligt...

Selv om jeg ved opstarten har valgt at jeg bor i Danmark, så får jeg alligevel præsenteret priserne på Wii pointsne i EURO. Dette er ellers en ting som jeg personligt havde forventet at se i danske kroner. Anyways, så er priserne i Wii shoppen meget lig dem vi kender fra Xbox Marketplace, spillene koster imellem 500 og 1000 points, og man kan købe Wii points for følgende priser:

1000 Wii points - 10 euro
3000 Wii points - 20 euro
5000 Wii points - 50 euro

Med dagens valutakuser, så betyder det at man skal slippe godt 75 kroner for 1000 points, 225 kroner for 3000 points og 375 kroner for 5000 Wii points. Bemærk forøvrigt at det igen ikke kan betale sig at købe et "Pointkort" i butikkerne, da man der kun får 2000 points for ca. 200 kr.

Jeg har løbende i går, uploadet nye billedere af Wii'en på Console.dk

I aften skal jeg prøve nogle af de andre Wii spil, og forventer at have et par anmeldelser klar senere.
06-12-2006 - 20:45

Wii in da house!

I dag fik jeg endelig min Nintendo Wii konsol.


Sammen med konsollen fik jeg også en lang række spil - faktisk alle releasetitlerne. Pt. har jeg kun haft mulighed for at prøve Wii Sports som følger med konsollen, og kan allerede nu fortælle at det kræver kondi at have en Wii!

De andre spil som jeg har fået med er: Zelda, Call of Duty 3, Tony Hawk, RedSteel, Super Monkey Ball, Cars, 4x4 Monster og GT Pro series. De to sidstnævnte følger der et miniature rat med.

I kan se billede, og snart læse mere om Wii på vores søstersite: Console.dk

05-12-2006 - 22:31

Eksklusive Halo 3 ting..

Det er rart endelig at kunne snakke lidt om vores kommende Halo 3 events. Jeg var desværre underlagt en streng ordre om at jeg ikke måtte nævne noget før i dag.

Vi har som du måske ved, allerede afholdt den første "Halo 3 Beta-invite" konkurrence, og de 10 heldige vindere er fundet. Vi fortæller dog ikke hvem det er der har vundet, før den 24. december - lidt spænding skal der jo være.

Svarene til vores første konkurrence er som følger:

Spørgsmål 1: Hvad hedder hovedpersonen i Halo-serien?
Svar: Masterchief (John, Spartan117 er også godtaget).

Spørgsmål 2: Hvad hedder Bungies første FPS-titel?
Svar: Marathon

Spørgsmål 3: Hvad kaldes "Jeepen" i Halo-serien?
Svar: Warthog

For folk som måske ikke har spillet Halo serien, så var ovenstående spørgsmål muligvis meget svære at svare på. Men skulle det være tilfældet, at du endnu ikke har prøvet Halo 1 og Halo 2, så vil jeg da anbefale dig at gøre det hurtigst muligt - det er ganske enkelt syndt at gå glip af disse 2 spil.

Det er naturligvis tilladt at deltage i alle konkurrencer/turneringer som vi afholder, men man kan stadigvæk kun vinde 1 invitation i alt. SPÆNDENDE.!

Vi har nu hele 90 invitationer tilbage, som alle skal gives væk inden midt i januar. Vi vil derfor løbende afholde forskellige konkurrencer, og ikke mindst en Halo 2 turnering hvor der ligeledes vil være andre lækre præmier. Turneringen er den 25. december kl. 20.00, og de fleste har fri dagen efter da det er en helligdag.

Vi har i forbindelse med vores Halo 3 ting, fået lidt et par links på henholdsvis IGN og på Xbox.com.

Til sidst kan jeg nævne, at der pt. er 1 person på Xboxlife.dk som er sikret adgang til Halo 3 beta-programmet, og det er undertegnede :-) (bortset fra de 10 vindere, men de ved det ikke endnu).

De næste vindere finder vi forøvrigt på torsdag, hvis alt går efter planen.
04-12-2006 - 18:38

En tidlig julegave

I dag skete det så, jeg fik bekræftet noget helt vildt stort - men må desværre ikke snakke alt for meget om det før tirsdag eller onsdag. Man kan godt sige at der er tale om en lidt tidlig julegave.

Der er ingen tvivl om at Xboxlife i den nærmeste fremtid, vil blive præget meget af min beslutning til, at sige ja tak til denne ting. Det er samtidigt også en ting som jeg med god grund kan være stolt over, og jeg er overbevist om at vores brugere også vil værdsætte det.

Anyways, god jul til jer alle sammen :)
03-12-2006 - 20:27

Need for Speed: Carbon

Så blev det tid til at anmelde Need for Speed: Carbon. Jeg har længe været fan af Need for Speed serien, men var ligesom så mange andre, temligt skuffet over den forrige udgave til Xbox 360 platformen. Dette skyldes primært at der var et seriøst problem med frameraten i spillet, og der kom aldrig en patch som kunne rode bod på det.

I Need for Speed: Carbon, er frameraten blevet fikset og spillet er blevet shinet op på alle områder. En ny feature kaldet "Autosculpt" er kommet til, men til trods for at Electronic Arts har lagt op til at dette nu skulle kunne give dig mulighed for nærmest at lave bilen præcis som du vil have den, så følte jeg mig stadigvæk meget bundet af de forskellige muligheder.

I forhold til de forrige udgaver at spillet, så kan man gennemføre Need for Speed: Carbon på godt 8-10 timer, alt efter hvor dygtig man er. Sammenligner man med de gængse FPS spil, så er 8-10 timer rimelig lang tid, men hvis man sammenligner med de tidligere udgaver af Need for Speed, så er længden lidt skuffende.

Markedspladsen og snyd i EA spillene... 
Need for Speed: Carbon blev det første spil hvor jeg fik muligheden for at tjekke diverse "snydekoder" på markedspladsen ud. Der er mange forskellige pakker, som tilbyder forskellige slags fordele i spillet. Jeg valgte at købe den dyreste til 800 MS points, hvorefter alle opgraderinger i spillet fremover var gratis.

Anmeldelsen burde dukke op på Xboxlife.dk og Console.dk i løbet af mandag eller tirsdag.
01-12-2006 - 16:29

Youtube i blogsne

Jeg har længe overvejet at gøre det muligt at indsætte film fra YouTube, og nu er det endelig muligt.

Man indsætter ganske enkelt filmen på samme måde som man gør i vores forum, dvs. at man skriver : [youtube] url-til-filmen-her [/youtube]

Her er lige et hurtigt eksempel, forøvrigt er det et interessant klip der sammenligner Nintendo Wii med PlayStation 3.

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her