Pessimisten Anmelder: Batman: Arkham Knight

Manden med bat er tilbage. Efter afstikkeren Arkham Origins har Rocksteady nu sat sig i til rette i førersædet, og med tidligere tiders stilsikkerhed skal de nu køre deres Arkham-trilogi i mål. Noget kunne tyde på, at man har lært af Nolans fejl i hans sidste Batman-kapitel, for i stedet for at hive én af de gamle kendinge frem fra skurkegalleriet, så har Rocksteady simpelthen opfundet deres egen: The Arkham Knight. Nolan må fortryder sikkert bitterligt, at han ikke valgte samme fremgangsmåde, men i stedet forsøgte at overgå Christian Bales Batman i uforståelig tale, ved at hyre en steroidegurglende Tom Hardy i rollen som Bane, der af en eller anden grund i Nolans Batman-univers har tillagt sig samme dialekt som en britisk adelsmand efter 15 pints.

Ved første øjekast er meget det samme, som da vi sidst forlod Batman i Arkham City. Rocksteadys pendant til den populære superhelt, der efterhånden er portrætteret i lige så mange forskellige udgaver som Gud og Helligånden, er fortsat et resultat af trenden fra den seneste konsolgeneration, hvor alle mandlige hovedpersoner tilsyneladende har løftet så meget jern, at selv personalet i Fitness World har bedt dem om at blive væk, da det simpelthen er blevet for latteligt. Således er Bruce Wayne alias Batman fortsat et gigabrød, der får Marcus fra Gears of War og Chris Redfield i Resident Evil 5-versionen til at ligne skoledrenge.

De spændstige biceps kommer hurtigt til sin ret, da en gammel Batman-nemesis, Scarecrow, dukker op, og med sig har han en ondsindet plan om at gøre Gotham til sit eget private horehus... horrorhus! Jeg sagde horror! Scarecrow er dog ikke alene. Med sig har han den føromtalte Ridder af Arkham, en fyr, hvis kostume ikke alene minder om Batman, men som også har et indgående kendskab til, hvordan Batman tager fusen på sine fjender. Spillets omdrejningspunkt er naturligvis identiteten på Arkham Knight, og jeg kørte fra første sekund ud fra den gamle krimi-devise med, at det måtte være butleren. Her vil jeg dog godt tillade mig at afsløre, at det ikke var Albert. Der har ellers altid været noget uldent over den fyr.

Stakkels Batman
Der dukker dog et væld af gamle kendinge op, og man sidder undervejs med en fornemmelse af, at Rocksteady ikke blot har opfundet Arkham Knight. I al fald introduceres man for tonsvis af superskurke, hvor jeg ikke mindes at være stødt på mange af disse før, til trods for at jeg da ellers har læst min andel af tegneserier og set en hulens masse Batman i tegnefilmsform. Uanset om de er blevet opfundet undervejs, så må man da ikke håbe at Batman, når han går på pension, ønsker at få sit overarbejde udbetalt, idet det vil sende byen Gothams økonomi ud i græske tilstande. 

Én af de mere fremtrædende skurke i Rocksteadys univers, Edward Nigma, eller The Riddler, er også tilbage, og som altid består hans fornemste opgave i at forsøge at slå Batman ihjel. Man skulle måske mene, at Mr. Nigma i sin tredje Rocksteady-optræden burde have opdaget, at man ikke kommer Gothams største steroideskur til livs ved at placere selvlysende trofæer rundt omkring i byen, men ingen har tilsyneladende nænnet at nævne det for Eddy. Jeg forestiller mig, at der i Gothams slyngelklub er en eller anden form for uskreven aftale, hvor man bare kører "smile and wave"-finten, hver gang at Riddleren begynder at snakke om sine mærkelige gåder.

Stramt gameplay og stramme pa....
Rocksteady har også altid gjort en dyd ud af at karikere alle kvinderne i Batman-universet på en særdeles velskruet måde. Således er der altså rigeligt til husarerne, uanset om det er Poison Ivy, Harley Quinn eller Catwoman man støder på. Man har dog fra Rocksteady ikke nænnet at udstyre Barbara Gordan med et sæt silikonebryster og sandsynligvis fordi at chefen for den etiske afdeling her har sat grænsen: "Yes, det er en skidegod Catwoman. Kan du ikke lige vise lidt mere kavalergang... Lidt mere... Mere.... Meeere...!!!! Sådan, det er perfekt, der skal bare lynes ned til navlen, nå, hvor kom jeg til? Hvad, hvad siger du? Barbara Gordon, nej ad for helvede, hun sidder jo i kørestol, er du syg i hovedet?!?" 

På denne måde er alt som det plejer at være, men for at bryde lidt op med det velkendte gameplay har man valgt at introducere Batmobilen som et centralt element. Man har utvivlsomt kigget på Nolans version af denne, for i Batman: Arkham Knight er Batmobilen pansret som en tank, armeret som et helt militær og nogenlunde ligeså farbart som en rulleskøjtekørende narkoman på trafikstyrelsens glatbaner. Det er med andre ord hundesvært at få Batmobilen til nogenlunde at makke ret, og det ender med slapstick comedy-lignende sekvenser, hvor vores superhelt efter lydløst at have nedlagt et dusin bevæbnede fjender på den mest graciøse måde, lægger en hel boligblok i ruiner i forbindelse med en fejlslagen parallelparkering. Bruce Wayne, 40 år gammel, intet kørekort, åbenbart.

Det ændrer dog ikke på, at Arkham Knight bestemt kan spilles, specielt nu i sommervarmen, hvor udviklerne alligevel holder sig tilbage med deres udgivelser. Hvem gider da også at udgive et spil i juli måned, hvor man kan stjæle hele fokus selv, når man i stedet kan vente til november, hvor Call of Duty alligevel tager hele opmærksomheden? Så hvis man i en tid, hvor Hollywood og spilproducenterne spytter superhelterelaterede produkter på markedet i samme mængde som Dansk Folkepartis Alex Arhrendtsen laver fjollede forslag, ikke har fået nok af DC, Marvel og alle de andre, så kan man sagtens tage en sidste tur i managen med Batman, RobinBoyToy, Nightwing, Daywing, Poison Titty, Harley Yogapants Quinn, Catsuit-woman og alle de andre.

Pessimisten Anmelder Remastered: Mass Effect

Den helt store trend hos den nye generation af konsoller er Remasters. Under påskud af, at konsol-desertører skal have mulighed for at spille tidligere generationers klassikere i en optimeret udgave, sender Microsoft og Sony genudgivelse på genudgivelse på genudgivelse afsted til de stakkels gamere, alt i mens Nintendo overvejer at følge trenden, men ikke helt er sikre på, hvordan man laver en 3D 60FPS/1080p udgave af Tetris, uden at resultatet bliver et kubistisk kunstværk på syre.

Hele tankegangen omkring genudgivelser er så pilrådden, at det selvfølgelig kun er i spilindustrien at det finder sted. Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at min lokale Opel-forhandler har brugt samme fremgangsmåde. "Ja nu siger du jo, at du skal have den nye Corsa, men jeg bemærkede at du kom hertil i en Volvo, så for at du lige kommer ind i Opel-universet er her en Opel Kadett fra 1987. Du tænker sikkert, at det er noget gammelt lort, men bare roligt, jeg har omlakeret den og der er ligeledes nyt stofbetræk i kabinen. Dertil kommer al ekstraindhold som kendetegnede modellen, herunder kopholder, båndafspiller og cigarettænder. God fornøjelse, hej hej!"

Genudgivelser er naturligvis enhver rettighedshavers ultimative lavpunkt. Det er beskæmmende for en branche, der i forvejen via DLC, betalingsmure for onlinespil, pre-order bonusser og pay-to-win tilgang, prøver at frivriste enhver pre-teen sine sparepenge. Det er det mest ulækre, det mest nedværdigende og det mest taberagtige der findes. Så her får i en Mass Effect anmeldelse version 2.0 fra Pessimisten. Du kan læse min tidligere anmeldelse, og resten af denne, men dog kun mod betaling. Den tidligere anmeldelse fås som DLC og kan findes i højre side af denne blog under overskriften: "Horse Armor DLC".

Mass Effect, Smash Effect
Med sine næsten syv år på bagen er Mass Effect én af de helt store sværvægtere i den moderne konsolgeneration. Spillet udkom i første omgang som et Xbox 360-eksklusivt projekt, men sidenhen fandt også Sony ud af, at lyseblå rumvæsennumser åbenbart storsælger i spilindustrien. Tragikomisk nok fik EA fjernet selvsamme lyseblå rumvæsennumse i spillets første fortsættelse, måske som en slags Microsoft-afskedssalut, men EA var dog ikke mere ondsindede end at de senere fik åbnet for muligheden for at romantisere blå rumvæsener i Mass Effect 2, mod betaling, naturligvis.

Spillet foregår langt ude i fremtiden. Mennesket har fået kontakt med andre civilisationer fra fjernt beliggende planeter, og mistanken om, at vi ikke skulle være alene i universet, er for længst bekræftet. I spillets intro fortælles det, at der havde været flere mistænkelige hændelser, eksempelvis som da Uffe Elbæk en sen juniaften i 2015 fejrede et fremragende folketingsvalg ved at gro følehorn og vinger, for derefter at kontakte sin hjemplanet, men den endelige bekræftelse af vores sameksistens med rumvæsener kom først i det 23. århundrede, da AnsolBreda endeligt fik færdigtproduceret IC4-togene, som i virkeligheden viste sig at være en portal til højhastighedsrejse i verdensrummet.

Herefter tog tingene fart. I Mass Effect følger man Kommandør Shepard, et sympatisk bekendtskab (eller vanvittigt individ, alt efter psykoseniveauet hos den person der har styringen) der får den tvivlsomme ære af at blive menneskeracens første Spectre. Spectre-medlemmerne er en slags hemmelige agenter for universtes elite, med autoritet til at dræbe. Med andre ord en form for 00-agenter, uden det fjollede habit, hangen til Martinier og Daniel Craigs flyveører. Trangen til kvindelige erobringer har vores rumhelt, Shepard, dog arvet fra Ian Fleming-agenten og der går ikke længe fra at Shepard har overtaget styringen over det fantastiske rumskib, The Normandy, til at han forsøger at tørhumpe hele besætningen. 

Space travels and square dances
Shepard bliver kort inde i Mass Effect overbevist om, at han har været vidne til en vision om universets forfald. Ondskaben lurer i udkanten af galaksen og derfor haster Shepard ud i universet for at nedkæmpe mørkets håndlangere og samle et hold af vanvittige lejemordere og soldater. Eller det vil sige, det burde han gøre, men det er naturligvis også lidt vigtigt at besøge Citadel, universets hovedstads, mange massageklinikker, diskoteker og casinoer først. Så må verden altså vente med at blive reddet til i morgen.

Samtidigt skal der jo også være tid til at levere smarte scorereplikker til besætningen, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Shepard måske mest af alt har opfundet jordens undergang som et billigt trick, der minder om en ældgammel scorereplik, som ofte høres på Daizy i Randers: "Jorden går under i morgen, baby, så kom, vi tager hjem til mig og laver omni-gel..." something something.

Mass Effect består af tre lige dele dialoger med figurer, der mest af alt har samme ansigtsmimik som enhver deltager i "Danske Hollywoodfruer" efter en botox-overdose, ildkampe med årtiets ringeste AI og banden og svovlen mens man forsøger at få månekøretøjet, Makoen, til at makke ret. Pessimisten mistænker BioWare for at tilføje Makoen som en slags spilletidsforlænger, og sender en venlig tanke til BioWare, mens han taper sin controller sammen.

Men når alt kommer til alt, så gav Mass Effect os jo tre glimrende titler, hvor specielt afslutningen minder os om de gamle visdomsord: "Uanset hvilke veje du tager i livet, uanset hvilke valg og fravalg du beslutter dig for og uanset hvem du tager med dig på din rejse, så er det hele et spørgsmål om du skal have den grønne, den blå eller den røde skjorte på i aften, og det betyder alligevel ikke en skid for du ligner en gadefejer i dem alle... whatever fuck you!"

Jeg har været der før og jeg kommer sikkert tilbage. Man ved jo aldrig om BioWare har afsendt den sidste patch til deres ældgamle spil, som endeligt gør det muligt at knalde Doctor Chakwas... MILF!

Pessimisten anmelder: Dragon Age: Inquisition

Efter at have måtte sande, at det at diskutere konsolkrig er som at diskutere ateisme med paven eller integrationspolitik med folkene bag Den Korte Avis, vender Pessimisten nu tilbage til anmeldelser af spil. Anmeldelser, der i sin tid propellerede Pessimistens kendisstatus op på niveau med den nær-legendariske Hanne Jensen, der under en voxpop i TV2 i sensommeren 1998 udtalte: "Hvem er du og hvorfor har du et kamera med? Hvad jeg synes om mælkepriserne? Hvad laver du på min tereasse?". 

Og hvilket bedre sted at starte end BioWare og EA's seneste udspil på rollespilsfronten: Dragon Age: Inquisition. Et spil, der besidder samme egenskab som Horton Sagaen og Glamour: teoretisk set er der flere hundrede timers underholdning, men efter 20 minutter har man ligesom set det meste.

Som spiller har du mulighed for at generere din egen hovedpersons udseende. En fuldstændig ligegyldig feature, da alle alligevel ender med at lave den samme kriger med undercut-frisure og klassisk firskåren amerikaner-look. Enkelte går full retard og laver en eller anden menneskehybrid, men de fleste ender med førnævnte. Desuden skal BioWare have ros for at implementere det for RPG-verdenen klassiske lipgloss-mod direkte i spilmotoren, hvilket resulterer i, at hvis ikke man skruer helt ned for denne effekt, så vil din historieskrivende og legendariske kriger mest af alt ligne en teenagepige til sit første halbal.

Historien er som sådan godkendt. Du styrer som førnævnt din egen krigerkreation, som på mystisk vis spyttes ud af en revne i himmelen, sammen med tusindevis af monstre i øvrigt. Som en umiddelbar effekt af den voldsomme tur, har spilleren et såkaldt anker, en magi der kan lukke disse djævlelommer, i sin højre hånd. Spilleren og omverdenen er naturligvis svært overraskede over dette, idet spilleren tidligere har været vant til at den eneste magi hans højre hånd besad var at.... Og så videre.

Og så går det ellers over stok og sten. Fra opgave til opgave, der i starten mest af alt byder på simple transportopgaver af beskeder, genstande og i nogle tilfælde også husdyr. Alle ved jo, at når det regner med dæmoner fra en sprække i himmelen, så er det på tide at få køerne på mark. Og som den højtstående helt eller heltinde er det naturligvis den fornemmeste opgave at klare dette, samt at viderebringe vigtige beskeder såsom: "Jeg vil ikke giftes med dig, Marianne", "Opskriften på helende eliksir er..." eller sidst men ikke mindst: "Jeg ved sgu snart ikke, Kurt, er du sikker på at det er en god idé med de tegninger?" Sidstnævnte sprang jeg over, det er der sikkert ingen der bemærker.

Dragon: Age Inquisition tager fra 50 til 200 timer at gennemføre, alt efter hvor omhyggelig man er med de mange opgaver. Eller sagt på en anden måde, alt efter hvor mange gange man restarter for at indlede et nyt kærlighedsforhold til de andre figurer i spillet. For som i ethvert andet BioWare spil er der naturligvis mulighed for at indlede romantiske forhold på tværs af køn og racer, og det virker til at BioWare i Dragon Age: Inquisition går linen helt ud i forhold til de romantiske muligheder. Dette resulterede i, at undertegnede i sidste ende gik rundt i en småparanoid tilstand, med frygt for at blive lagt an på af mænd, kvinder, udefinerbare racer, husdyr og andet lækkert.

Det skal dog hertil siges, at jeg er i tvivl om, hvorvidt man kunne have valgt en mindre promiskuøs hovedperson undervejs i processen. I al fald synes jeg, at min helt flere gange kastede sig i grams på tidspunkter, hvor jeg egentligt blot ville lave en positiv tilkendegivelse. Ved valgmuligheden: "Du gjorde det godt, jeg er stolt af dig" valgte min hovedperson at snave vedkommende, som er en hærdet kriger, i gulvet. Det er måske bare sådan man gør det i Dragon Age-land. "Flot havearbejde.... Elsk med mig nu!" Jeg ved det ikke.

Der skal dog gives points til BioWare for at introducere os for troldmands-skøgen, som naturligvis er en voluptuøs type, for blot at kaste vores manglende scoremuligheder af denne lige tilbage i fjæset på os. "Jeg har en mand", stop dog. Herefter sker frasorteringen ellers på bedste Crazy Daizy stil: For tynd, for fed, for mærkelig, for lesbisk, for underlig minotaur-agtig (wtf?) og så videre, indtil man ender tilbage med det umiddelbare men enormt kedelige valg: den drengede Cassandra. Jeg gik ellers all in på tropsføreren (ligesom i gamle dage), blot for at blive afvist helt til sidst i spillet. Det var noget med overdrevent skinnende læber og en hånd med tydelige tegn på et sygeligt behov for selvtilfredsstillelse.

Mine manglende scoreevner skal dog ikke tage noget fra Dragon Age: Inquisition, som er et helt fint spil indenfor RPG-genren. Det viser dog også, at der ikke er så voldsomt meget at tage af på den nuværende konsolgeneration. Spillet er noget bedre end forgængeren, hvilket dog ikke siger voldsomt meget, idet Dragon Age II var som at mikse aspargessuppe med skoldhed kaffe og hælde det i skødet på sig selv bagefter. 

Måske Pessimisten er blevet lidt rund i det med årene, måske han bare skal i gear. I al fald var han godt underholdt af Dragon Age. Jeg har dog ikke rigtigt fået set flere af de efter sigende 40 slutninger i spillet, men jeg går sådan set også bare ud fra, at slutningerne afhænger af, hvilket husdyr hovedpersonen gifter sig med. Ups, spoiler alert.

Pessimisten anmelder: Xboxlife

Mange blogindlæg har ledt op til netop dette afgørende opgør. Et opgør med det der binder os sammen, det der holder os oppe, det der giver os vores daglige kick, smil, blod og tårer. Nej der er ikke tale om internetporno, men derimod vores allesammens Xboxlife. En side, som vi alle er en aktiv del af, som vi alle føler ejerskab over og vi alle præger i vores daglige forumgang. Pessimisten anmelder Xboxlife, siden, indholdet, brugerne og forummet, men lister på mærkværdigste vis udenom redaktionen (selv en Pessimist frygter den tunge banhammer).

Xboxlife

Hvor skal man næsten starte? Ikke siden fusionsjazz har verden set et så absurd samsurium af tilfældigheder smedet sammen under samme tag. For nye brugere kan det være svært at beskrive dette slaraffenland af outrerethed, men lad os prøve ved at referere til nogle af de største momenter i sidens nyere historie:

- Xboxlife fik næsten en stakkels bruger meldt til politiet på baggrund af hans tilbøjeligheder indenfor japansk tegnefilmsporno.
- Xboxlife var skueplads for årtiets største case for Luksusfælden, da en tilsyneladende purung knøs fik spillet hele børneopsparingen og sine forældres friværdi væk i FIFA
- Xboxlife har budt på flere udbrydergrupper i brugerbasen end det er tilfældet for Det Konservative Folkeparti
- Xboxlife betragter det afrikanske talent Suth Ming Pech som det største talent i FM
- Xboxlifes brugerbase var den første til at lække oplysningerne om et nyt Counter Strike spil, hvor pressemeddelelsen var skrevet med omtrent lige så elendig engelsk, som man kan finde i hver en 1. klasse i landets folkeskoler.

Med andre ord, Xboxlife er et dejligt sted, og er du lige kommet hertil, så kan du blot læne dig tilbage og følge med i herlighederne!

Brugerne

Som du sikkert kan læse ud af ovenstående, så er Xboxlife-brugerbasen en broget flok. Der har altid været rigeligt kulør og mærkværdige personligheder, som giver siden det ekstra pift i forhold til så mange andre lignende foras. Xboxlife brugerbasen svinger fra dem, der vurderer kvaliteten på konsolmarkedet ud fra hvor mange tegnede kønsdele der er i designet til de der forsøgte at få en klan i Farming Simulator stablet på benene og de, der diskuterer, hvorvidt hårfarvning kan definere, hvilken hårfarve dine børn får. Med andre ord er der tale om en underlig sammensmeltning af Paradise Hotel, Bonderøven og De Unge Mødre.

Der har i tidernes løb været mange prominente navne herinde. I de gode gamle dage drev Hanniste nærmest på egen hånd forummet med sine 10.000 indlæg på en halv eftermiddag, sidenhen fik vi den politisk velbevandrede Koolkaw, som sidst blev set under en støttedemonstration i Ungdomshuset, den legendariske Vat69, som vist ligger sammen med 800 guldøl bag Netto, Shreik, som er på månen et sted og mange, mange flere. Nogle er kommet tilbage efter længere tids exil, mens andre er borte for tid og evighed.

I dag har vi mange andre lækre brugere. Nogle er kommet til, andre har altid været her og enkelte virker som et affaldsprodukt fra sidste julefrokost i redaktionen. Her tænkes der naturligvis på IkkNico. Også blandt moderatorteamet kan vi finde folk, som på mærkværdig vis skiller sig ud. Jeg tænker naturligvis på CaptainKicker, eller Kong Midas, som han kaldes i Ultimate-Team kredse, hvilket skyldes at alt hvad han berøer på mystisk vis bliver til guld. Herudover finder vi typer som Bavi, som tydeligt beviser at folk fra Mandril-generationen også har forumfærden og ens for alle er, at Pessimisten elsker jer. Masser af kærlighed til alle, foruden Tue69, det selvfede svin. Se ham bare, nævne sig selv i sin egen blog - ad!

Forummet

Som nævnt i indledningen så har Xboxlife forummet bragt mange herligheder til os alle. Hvor skulle vi ellers diskutere hårvoks og brugen af perlekæder til at samle damer op? Hvor skulle vi ellers skrive og spørge, om det er skadeligt at sluge ølkapsler og hvor skulle vi ellers få vores daglige fix af spildebatter, brugtspilshandel og meget, meget mere.

Forummet kan bedst beskrives som en folkeskolefest, hvor de populære tråde befinder sig på dansegulvet (i dette tilfælde på forsiden), hvor de betragtes og beundres af alle festens deltagere. Off Topic-forummet er festens døddrukne indslag, og ligesom den lokale landsbyalkoholiker, så fylder denne festen med morsomme indslag om alt fra gamle røverhistorier til abstrakte teoretiske diskussioner om, hvorvidt alderen har ødelagt FC Midtjyllands transferpolitik totalt.

Handelsforummet er festens "venlige" tøs. Et sted hvor de fleste har været, enkelte er blevet snydt og hvor der generelt kan laves en god handel. Modsat folkeskoleklassens smukke pige, så har handelsforummet den fordel, at man kan efterlade en positiv eller negativ karakter.

Sidst men ikke mindst er der de tunge debattråde, som i det herrens år 2015 primært drejer sig om konsolkrig. En tanke, der på papiret egentligt virker fornuftigt, men i virkeligheden er som at se Daniel Carlsen fra Danskernes Parti forsøge at diskutere indvandrepolitik med Johanne Schmidt Nielsen, vel at mærke hvor det eneste tilladte kildemateriale er artikler bragt i Den Korte Avis. Der er dog en vis underholdningsværdi i at se, hvilket elektroniske middel der er bedst og den opmærksomme læser vil hurtigt opfatte, at det gælder liv og død, når konsolprædikanterne krydser klinger. Nye brugere bør ikke frekventere disse mørke afkroge på forummet, da sandsynligheden for at deres hoved eksploderer er relativt stor.

Og med disse ord rundes en måske lidt venligere stemt Pessimist-anmeldelse af. Men helt ærligt, hvem kan dog være sur på noget så herligt som Xboxlife, det bedste website i verden. Det sidste siger jeg på ingen måde fordi at Skou præmierer mig med spil og gaver for det! På spejderære!

Pessimist-Preview: Call of Duty AW

"Drenge, jeg har en idé. I kender jo historien om alle de elementer, der gjorde Call of Duty-serien så populær. I ved, det simple overblik over våben og udstyr til disse, de enkle og velbalancerede perks og de meningsgivende killstreaks. I husker vel de gennemtænkte baner, med gode muligheder for både nær- og langdistancekampe, opbygningen som gør taktisk spil meningsgivende og en variation, som kræver en ny strategi hver gang. Hvad med at vi tager det, og så lige skrotter det, og i stedet fylder hele pisset med robotter, jetpacks og tusindevis af perks, killstreaks, attachments og skrigende autister? Pissegodt, det gør vi! Hvad med at vi også fucker netkoden totalt? Huraaaah!”

Nogenlunde sådan har dialogen i Sledgehammers hovedkvarter været, inden man besluttede sig for at sende et konceptoplæg afsted til Activision. ”Det lyder åndssvagt, men hvad fanden. Folk køber det jo alligevel”, lød svaret fra Activision og ”1-2-3-kartoffel-18-5 ja tak, håndklæde, mor, moooooor!” lød svaret fra de købelystne ungersvende. Straks derefter er den i forvejen hårdt prøvede moder 550 kroner fattigere, mens den nye Call of Duty ejer må betale med tilsvarende beløb i hjerneceller. ”Hvorfor må jeg ikke få Kårl of Djewty nu, mor?” ”Fordi vi er i IKEA for helvede.!” Call of Duty er på gaden, testosteronet pumper og onlinelandet har aldrig været dummere.

Call of Duty: Advanced Warfare er en underlig blanding af Halo, Titanfall, Battlefield og TV2 serien om Morten og Peter. Det virker lidt som et David Lynch projekt, hvor flyvende soldater, robotfjender og enhjørninge i dagligstuen forenes i et underligt samsurium, og fans af de gamle Call of Duty spil får mere end svært ved at kende deres tidligere favoritserie. Konceptet med at blande de ting, som folk elsker ved andre titler er jo på papiret fint, men et eller andet sted burde man måske have tænkt på, om konceptet så også holder vand. Man kan endvidere håbe på, at det ikke er en trend der forgrener sig til andre spilserier, for skulle dette ske, så kan vi se frem til den mærkeligste FIFA-udgivelse nogensinde næste år, hvor fodbold, bullet-time, motorsavsfatalities og muligheden for at have sex med rumvæsener bliver en fast del af karrieren.

I spillets singleplayerdel møder vi Jack og Will, gode, flotte, firskårne, heteroseksuelle og kristne amerikanske mænd. Ved et uheld får den ene af de to (hvilken af dem er irrelevant, egentligt) beskadiget sin arm, og bliver derefter genfødt som Robocop, hvorefter han skyder alle bad guys i kønsdelene. Den anden dør på heltemodig vis, for sådan er det i Call of Duty: folk dør altid i en eller anden vanvittig ofring for holdet. Jeg siger ikke at dette er forkert, men det kunne da være befriende med bare lidt variation. ”Vi er samlet i dag for at ære Will, der på tragisk vis måtte forlade denne jord, da han blev kørt over af linje 4 på vej ned efter morgenbasserne. Eller, han var egentligt på vej over for at flashe et ældre par i parken, men det andet lyder bedre.”

Mere er der egentligt ikke at sige om singleplayerdelen. Nogen dør, nogen lever, something something, plot-twist, Kevin Spacey i grimt tøj, ????, profit. Det ville sikkert have hjulpet denne anmeldelse som helhed, at jeg havde spillet spillet, men da jeg har gennemført singplayerdelen i samtlige andre Call of Duty spil, så antager jeg at ovenstående formular holder vand. Jeg ville dog ikke blive overrasket, hvis der i denne titel er en udslagsgivende kvindelig figur med, for det skal man, da spilindustrien ellers imploderer.

Onlinedelen byder på alle de velkendt gamemodes: Team Deathmatch, Search and Destroy, Domination, 12-årig skamrider dine øregange med verbale brud på menneskerettighederne-match og der er sikkert også nogle nye med. Som noget nyt har Sledgehammer implementeret en ny og skarp netkode, der ud fra hvad man kan læse på Life-sidernes foras betyder, at medmindre man er i gang med at downloade tonstunge torrents, så er spillet stort set uspilleligt. Mange har forsøgt at pille ved deres router, nogle har forsøgt at skifte til trådløs forbindelse, en lille gruppe har ofret deres førstefødte, mens størstedelen har opgivet, og smidt Advanced Warfare over i bunken, hvor FIFA 15, Driveclub og Assassin’s Creed: Unity også ligger.

Det er blevet en rigtig fin trend ikke at have serverkapacitet til at kunne imødekomme den store efterspørgsel i releasedagene og det kan undre en Pessimist, at der ikke er større fokus på dette. Jeg mindes ikke at have set DBU sælge 65.000 billetter til brug for de 40.000 pladser i parken til en landskamp, og så svært må det bare ikke være. ”Vi forstår det ikke, da vi testede serverne inden release så virkede alt.” Ja, det kunne være at i skulle udvide testen til at omfatte andet end de 5 personer der sidder på kontoret.

Pessimisten kan ikke genkende de gamle Call of Duty titler i det nye spil længere. Jo jo, vi leger da stadigvæk røvere og soldater, men hvis fremtidens krigsførsel rent faktisk ender som Call of Duty: Advanced Warfare, så er det fordi at der er gået noget galt på vejen. Faktisk brugte jeg de første 5 timer på konstant at skifte lobby, da det nye Call of Duty spil til dels mindede om de hackede lobbyer fra de første spil i serien.

Jeg skal ikke kunne sige, om det er Activision, Sledgehammer eller spillerne der har misforstået et eller andet undervejs i udviklingsprocessen. Faktum er dog, at de spillere der gerne vil have et langsomt og taktisk approach, er blevet forrådt i sådan en grad, at det giver genklang hele vejen ind i spilindustriens historiebøger. Helt ærligt, Activision. Hvis jeg ville flyve rundt i en fremtidsverden, så havde jeg taget svampe. Det er ikke det jeg forventer af en Call of Duty titel. Jeg kan leve med de ligegyldige hovedpersoner og en ligegyldig amerikansk singleplayerdel, men kom nu tilbage til rødderne. Bare fordi at chefkokken på Noma er mærkelig, så behøver i ikke at være det.

Smid udviklerne på porten inden de får flere gode idéer. Jeg ved at i overvejer at relancere Guitar Hero serien, men hvis i fortsætter i samme rille som Call of Duty, så ender det med sikkerhed i nonsens og ingenting. Pessimisten forudser, at det bliver noget med minigames, autotune og kunsten i at skulle balancere på ét ben mens man synger. Jeg ved godt at det er blevet trend at hade Call of Duty uanset hvad, og spilhipstere vil jo til enhver tid sige, at ”indsæt titel som alle roser men ingen spiller her” er meget bedre. Men helt ærligt, i kunne da godt have prøvet at undgå den ligegyldige og forudsigelige hate. Måske Activision bare skulle prøve ikke at udgive et Call of Duty på årsbasis. Det vil da i al fald gøre verden en del vinterdepressioner fattigere.

Pessimisten vurderer: Første år

”Hvabehar, Yankiee Bar, den var go’, Haribo”. Sådan startede og sluttede min fysiklærer altid sin undervisning og det skulle senere vise sig, at det ikke var et forsøg på at være vittig, men derimod et resultat af at have indhaleret dampene fra flydende kviksølv i en årrække. Æret være hans minde.

Nu er det ikke Pessimistens folkeskoledage det skal handle om, men derimod det år der er gået med den nyeste konsolgeneration. En konsolgeneration, der har lovet os at ”dette er for spillerne” og ”all in one, input one”, sjovt nok de samme slogans som Brazzers bruger. Et år er nu gået, og det er tid til at gøre status over, hvad vi har fået.

PlayStation 4

Det lovede så godt. Med bulder og brag og elendige catchfrases tromlede Sony over de lamslåede Microsoft folk. Formularen var simpel, alt hvad Microsoft gør, gør vi ikke. I starten gik hele snakken på digitale rettigheder, always on konceptet, de til Kinect 2.0 reserverede kræfter på Xbox konsollen og mere i samme dur, men langsomt, og usvigeligt sikkert, er debatten i stedet drejet over på performancen på de to konsoller. Alle ved, at hvis der er noget konsolspillere er helt pjattede med, så er det at tælle streger på deres tv skærme, mens de med stopur tæller mængden af billeder i sekundet.

Og man tvinges næsten til at sige: ”oh how the mighty have fallen”, for siden den overlegne E3 performance i 2013 har PlayStation 4 spillerne eksklusivt fået Killzone 4, et spil som alle glemte at spille, InFAMOUS 2, et spil ingen gad spille over længere tid, The Last of Us, et spil som alle havde spillet i forvejen og DriveClub, et spil som ingen andre end udviklerholdet kan spille på nuværende tidspunkt. 4 the players, 4 the win!

Sideløbende med dette spilmekka har Sony forsøgt at tilfredsstille spillerne med såkaldte indietitler, som kan købes for penge eller fanges gratis i PlayStation Plus… som skal købes for penge. Vel at mærke samme PlayStation Plus, der til PlayStation 4 blev markedsført med eksempelvis en Day 1 udgave af DriveClub, så udviklingen herfra kan vel bedst af alt betegnes som at sælge et årskort til biografen, hvor den nyeste Tarantino-film figurerer som reklamesøjle, men hvor programmet det første år består af lige dele Tom & Jerry tegnefilm, franske kortfilm, Ole Bornedahls erindringer på film og tysk porno. Når så endeligt Tarantino-filmen udkommer, så er halvdelen af skærmen i 3D og den anden halvdel på svensk, og i sort-hvid.

Sony formår dog fortsat at sælge deres konsoller i hobetal, så noget må de da gøre rigtigt. Måske det er ”Greatness Awaits” sloganet der giver folk forhåbninger, eller måske er det Sony-koncernen selv der hjemkøber samtlige konsoller på markedet for at manipulere salgstallene. Det vil i så fald forklare det tordnende underskud.

Microsoft

Et skridt frem og 60.000 tilbage. Sådan vil lanceringen af Xbox One sandsynligvis kunne findes i fremtidens historiebøger, for ikke siden at Sony påstod, at der i det oldgamle Japan eksisterede gigantiske kæmpekrabber med våben, har et spilselskab lavet en så enorm brøler. Sidenhen er Microsoft dog kommet fint efter det, blandt andet via Call of Duty: Superadvanced Warfare, eller Titanfall, som det hedder udenfor Japan, Borderlands møder Crackdown 2, også kendt som Sunset Overdrive på disse kanter samt Forza Horizon 2, som uheldigvis er Forza Horizon… 2.

Problemet er, at Microsofts seneste konsol fortsat er bagud i konsolkampen og man har ellers prøvet alt hvad man kan, for at stimulere salget. Først blev prisen sænket, så frigav man konsoller uden Microsofts kukkelure-kamera Kinect, så prøvede man det med prisen igen og skal man følge rækkefølgen, så vil der næste gang komme en endnu mere slanket udgave. Lad mig foreslå at man igen fjerner noget, måske Microsoft logoet. Alle ved jo, at det er det reelle problem. Alternativt kunne man tilføje noget, der gør konsollen endnu mere unik, men jeg kan dog frygte, at de markedsføringsfolk, der skal stå for nye tiltag, også er dem der stod for E3 i 2013, så blive det nye unikke en next-gen udgave af RROD.

Det virker i bund og grund som om, at Microsoft er overraskede over, at hvis man forsøger at sælge en genstand, der dækker flere behov over flere målgrupper, så er det en god idé at appellere til alle brugere. I Xbox Ones tilfælde har man forsøgt at lave et all-in-one underholdningskoncept, men al markedsføringen blev rettet mod konsolspillerne alene. Det er kun i konsolbranchen, at den slags kan lade sig gøre og endnu engang retter blikket sig mod Microsofts markedsføringsafdeling, som bruger dagen på at løbe forvildet rundt efter hinandens skygger.

Trofaste læsere af den på Xboxlife legendariske Xbox One vs. PS4 tråd vil måske begrunde Microsofts manglende salg med, at konsollen skulle være svagere, men hvis denne påstand skulle holde vand, så ville Nintendo ikke have nogen spillere overhovedet (her ses der bort fra at Nintendo har sit salgsmæssige epicenter i Japan, som jo i bund og grund er som kongefamilien: mærkeligt udseende mennesker med lidt for mange penge og lidt for grimme hatte). Ja faktisk kan man gå så vidt at sige, at hvis påstanden om styrke skulle holde vand, så ville der slet ingen konsolspillere være, for så ville alle sidde på PC. Men det ved vi jo omvendt set også er en løgn, da PC ejeres hoveder har det med at eksplodere i stolthed over deres seneste elektroniske mutantskabning.

Konklusionen

Pessimisten ved ikke, hvem der vinder konsolkrigen, men han ved, at så længe vi bliver ved med at gå op i hvem der gør, så vinder ingen. Konkurrence er kun sundt, bevares, men religiøs konsolfanatisme er fjollet. Vi synes alle at det var mærkeligt, at Imerco fik online-verbale tæsk for ikke at have Kähler-vaser nok til den danske befolkning, men lur mig om ikke der også er en enkelt Kähler samler der synes det er mærkeligt, at granvoksne mennesker får et kick ud af at deltage i virtuelle skolegårdsslagsmål over en spillekonsol. Lad mig anbefale vinterdæk som næste diskussionsemne. Og når alt kommer til alt så er det altså værd at huske på, at når dagen er omme og vi griber til tasterne for at retfærdiggøre vores seneste konsolkøb, så glider Phil Spencer og Shuhei Yoshida ned i et fælles boblebad og åbner champagnen. Det er sandt, for det står lige her, og en Pessimist ved nu engang bedst!

Om E3, Xbone, trolde og PS 3.5

Alt hvad der skulle siges, er blevet sagt. Alt hvad der skulle skrives, er blevet skrevet. Alt hvad der skulle fremvises, er blevet fremvist. Det er post-E3, det er konsolkrig, det er tiden hvor besøgstælleren på Xboxlife stiger i samme hastighed som mængden af hormoner til første runde af "sandhed og konsekvens" i enhver dansk folkeskoles 6. klasse. Men frem for alt er det tiden, hvor udokumenterede påstande kastes fra den ene lejr til den anden, alt sammen fordi, at en flok mennesker ikke kan blive enige om, hvilken nørd-boks der er at foretrække.

Men hvorfor egentligt dvæle ved disse? Hvorfor læse med i debatterne, når du kun behøver at læse denne blog, for at få den endegyldige sandhed. Her er den så, her er jeg så. Pessimisten kigger på E3.

Sandheden om Microsoft

Hvor skal man egentligt starte, når man skal bedømme Microsofts E3 præsentation. Egentligt svarer Microsofts E3 tilgang egentligt mest til at spille, og vinde, en hamrende god fodboldkamp, men alligevel tabe på en skrivebordssejr, fordi man en uge inden kampen havde meddelt medierne, at man ville stille med 20 ulovlige spillere. Faktum er, at Microsoft INTET kunne gøre for at vende den linde strøm af negativitet og internethad, som havde præget Xbox One i ugerne op til E3.

Faktisk har verden ikke set større furore siden Bill Clinton sagde "I did have a sexual relationship with mrs. Lewinski", Line Baun sagde: "Er det en abe?" og DR's musikpanel sagde: "Ja, vi sender sgu da Kølig Kaj til Europæisk Melodi Grand Prix." Og det er jo klart, at internetkrigerne var tossede. Tænk sig, at Microsoft og udviklerne kunne udvise den frækhed, rent faktisk at kræve, at man får lidt håndører ud af det arbejde udviklerne laver, og derfor sætter krav til, at man skal kunne tjekke det via nettet, mindst én gang i døgnet. Sæt det lige i perspektiv, bare én enkelt gang; Sydeuropa er på randen af konkurs på grund af nogle griske, amerikanske bankfolk: 100-tusindevis går på gaden. Microsoft kræver, at deres i-høj-grad-internet-baserede-konsol rent faktisk er koblet til internettet jævnligt: millioner går amok. For fanden, det kan da godt være at ungdomsarbejdsløsheden i Spanien er 30 procent, men hør lige her: Microsoft kræver, at jeg betaler fuld pris på spil! Altså spil. Du ved. De der skiver der falder hurtigere i pris end en splinterny bil. Det er absurd!!!

Microsoft kunne ikke vinde E3. De prøvede og trak alle de store ud af ærmet, men nej, det er ikke nok. Selv under Battlefield 4 præsentationen, da lyden pludseligt forsvandt, skulle man trækkes med den pinlige tavshed, kun afbrudt af en storsvedende, mere-end-tavsheden-pinlig fyr, som fremstammede lidt ord i ny og næ. Her tænker jeg ikke på staklen på scenen, men derimod idioten der råbte "Xbox Sucks!"... Til Xbox Ones pressekonference. Hvor er det bare skægt, han er bare pissesjov. Jeg elsker det bare. Lidt ligesom når man er til koncert, og der altid er en munter type, som lige skal råbe at Shaka Loveless er grim, Simon Kvamm stinker og Marie Key ligner en dreng... Vel at mærke til en Alphabeat koncert. Hold kæft han var skæg. "Xbox Sucks". Det er bare sjovt. Men respekt for, at han rent faktisk fik flyttet fokus fra staklen på scenen og så ned til publikum med det faktum, at ingen reagerede på hans råb.

Microsoft gjorde hvad de kunne, men det var mest af alt som at se en småchubby fyr forsøge at score en pige i byen, ved at give hende drinks. Det går godt, begge parter får tilsyneladende hvad de vil have, men til sidst er hun en narrepunani og skrider. Præcis som publikum og kommentatorer til E3. I ville have spil, I fik spil, men så vil I have noget andet. Staaahp!

Sandheden om PS4

Sony, Sony, Sony. Aldrig har man set så sløv og ligegyldig en præstation, som alligevel formåede at høste sig gigantiske bifald. Lidt som at sidde som publikum til Oprah's talkshow, omhandlende forældre, som engang ikke har sovet igennem, fordi deres barn har grædt om natten; Pissekedeligt, men alligevel pissefedt, når Oprah afslører, at der er billetter til Mallorca under sæderne. Sony var i bedste fald middelmådige, men redder deres præsentation ved at fortælle om alle de ting, som Playstation 4 har, som Xbox One ikke har.

Her tænker Sony naturligvis DRM, Online-krav og semi-sløvt hardware. Pessimisten synes dog at det var synd, at Sony ikke fortsatte med "manglende fantasi, begrænset spiludvalg, elendig controller, discount kamera med tilhørende selvlysende slikkepind, manglende humor og ikke-eksisterende manddom (Kevin Butler)".

Sony behøvede reelt ikke sige andet, end "Ingen DRM og onlinekrav" til præsentationen, hvorefter publikum havde klappet deres hænder til blods i samtlige 90 minutter. Det er saftsuseme et taknemmeligt publikum, ja rent Finn Nørbygaard. Det svarer sig egentligt til at en stand-up komiker udgiver en DVD med halvanden times armprutning, for derefter at høste sig megasalg og anmelderros.

Til gengæld er det skægt, at Playstation 4 i kritikernes øjne (host host, Xbox-fanboys øjne) er Playstation 3,5. Yes. Den stærkeste konsol er den ringeste. Det giver sindssygt god mening. Som at køre op på siden af en Ferrari i sin Citroen Berlingo, dytte og råbe: "Buuuuh, det er bare en wannabe Fiat." At Playstation 4, grundet sin store hardwaremæssige kunnen og ringe størrelse, rent faktisk svarer til at stoppe en jetmotor på en Puch Maxi er så en anden ting. Jeg glæder mig stadigvæk til at se, hvad Sony har fundet på som RROD pendant. En Triangle of Terror måske?

Sandheden om E3

Hvad kan man så konkludere ud fra ovenstående. Xbox One prøvede og prøvede som en viagraløs 95-årig i Red Light District, og det endte egentligt på samme måde med et uimponeret og uophidset publikum. Sony behøvede egentligt ikke forsøge... Egentligt også som en viagraløs 95-årig i Red Light District.

Hvem vandt så? Svaret er klart: Nintendo. Ikke fordi, at de havde underlige personer og japanere på scenen, for det havde Ubisoft også. Ikke fordi at de havde et stort show, for det havde både MS og Sony. Men Nintendo vinder, dels fordi at deres publikum var klædt ud som Mario Brothers (Japan for the Win!) og fordi de med deres Gameboy har vist hvor next-gen er: local multiplayer, ingen always on, ingen DRM, ingen online-betalingsdel, og så kan du tage den med over alt.

Og det bringer mig videre til, hvad jeg har lært af E3: Der er tilsyneladende en fandens masse sommerhuse rundt omkring, med spillekonsoller i. For det er åbenbart det bærende punkt, hvorvidt man kan tage sin spillekonsol med til Hvidesande eller Fanø.

En pessimists 2012-forudsigelser, del 2.

Hvad kalder man ét tilfælde af klamydia? Sort uheld. Hvad kalder man 500 tilfælde af klamydia? Enkebal på Ørum kro. Hvad kalder man 1.000 tilfælde af klamyda? En epedimi. Hvad kalder man 10.000 tilfælde af klamydia? Roskilde Festival. Venlig hilsen, Finn Nørbygaard, hvis han da på et tidspunkt overvejer at sætte Københavner versus jyder-jokes på hylden og istedet følger tidens trend med at tale om og fremvise kønsdele. Om ikke andet så ifølge infoskærmene på Århus Banegaard.

Men nu er det selvfølgelig ikke Roskilde Festivalgængernes dumheder, såsom ubeskyttet samleje og fremmøde til Bruce Springsteen koncerten, vi skal snakke om, men derimod Pessimistens 2012 forudsigelser. Såfremt du ikke har læst del 1 af dennes forudsigelser (så kom igang!) så omhandler denne blog-serie en række af de hændelser, vi med garanti kommer til at se i løbet af 2. halvår i spilåret 2012.

Forudsigelse 4: EA åbner sin egen butikskæde

Electronic Arts famler for tiden i seriøs blinde. Ikke alene forsøger spilmastodonten at finde ud af, hvordan man pleaser 10 millioner sci-fi fans, ved at forfatte en fornuftig afslutning i Mass Effect 3 (Pessimist-tip: Det bliver noget med girl/girl action), men herudover forsøger EA at lave nyt DLC materiale og samtidigt beskytte selskabets indtjening, ved at finde nye metoder for at undgå brugtspilssalg.

Deres seneste forsøg med at lave selvdestruerende spilskiver var tilsyneladende i strid med global lovgivning, så istedet vil EA nu åbne en række spilkæder. Konceptet går i bund og grund ud på, at når du køber et spil, så vil man blive tvunget til at give navn og adresse, hvorefter EA jævnligt vil lave stikprøvekontroller, om køberen rent faktisk stadigvæk har spillet stående. Herudover vil EA lade sig inspirere af skattevæsenet, hvorfor der vil blive oprettet en hjemmeside, hvorpå naboer og venner kan sladre om deres bekendte, hvis han kaster sig ud i at sælge brugte spil.

Butikkerne vil, foruden spil, også sælge køkkenudstyr, dog ikke af mærket Tefal, idet EA direktør John Ricciotielli tidligere har udtalt: "Hvad fanden er der galt med de pander? Den sidste jeg købte havde sådan en underlig rød plet på midten, og da jeg fik den skrabt af, virkede lortet ikke."

Forudsigelse 5: Suda51 bliver endeligt indlagt på den lukkede

En morder med syv forskellige personligheder, en mexikansk demænjæger, som får hjælp af et flammende dødningehoved, som også giver den gas i diverse penis-referencer og en cheerleader i strutskørt, som dræber zombier mens hendes ekskærestes hoved følger hende i tykt og tyndt.

Man burde ud fra ovenstående have vidst, at Suda51 ikke er et normalt tænkende menneske. Det bliver dog først for alvor lysende klart efter hans kommende novemberudgivelse "Multi Music Mega Madness", hvor man som ung vampyrjæger bliver sendt ud for at dræbe de resterende medlemmer af Van Halen, som er blevet taget til fange af en ondsindet vampyr. Kontrolskemaet veksler mellem button-mashing og anvendelse af pulten fra DJ Hero, og herudover er der gæsteoptræden (got it?) fra Aqua-Rene, som vil pruste sig igennem en hel bane.

Dette bliver endegyldigt for meget for den vestlige spilverden, som ved fælles arbejde får Suda51 spærret inde på den lukkede. En talsmand for den japanske gamerverden udtaler: "Jeg fatter det ikke? Vi har morgenmadsreklamer, der er underligere end det her."

Forudsigelse 6: Lance Armstrong vinder VM i Counter Strike

Han kan det hele, den amerikanske topatlet. Vinde Tour de France, og så endda i et Tour-felt, hvor alle andre end ham og Rolf Sørensen er dopede, gennemføre en Iron Man og nu vil den tidligere Tour-vinder også begå sig indenfor den kompetetive spilverden.

Rygtet vil, at Lance Armstrong vil vinde VM i Counter Strike, og vi ved jo allesammen, at når Lance Armstrong beslutter sig for noget, så ender han med at være bedst i det. I den forbindelse ser Pessimisten frem til Armstrongs "Livestrong" pendant indenfor Counter Strike, også kaldet "Hax0r".

Det er lykkedes Pessimisten at få et interview med Lance Armstrong under en Counter Strike-session, og amerikaneren udtaler: "Hold kæft det er fedt det her. Bare skyde terrorister og sådan, det er ligesom at være i rigtig krig. Og så alle de fede snydeprogrammer man kan downloade. Hvis bare jeg havde haft noget lignende til Tour'en, så havde jeg ikke behøvet at skyde mig selv med alle de der stof...." og her bryder Armstrongs pressechef ind.

Del 3 på vej

Det var denne omgang weekendlæsning. Jeg ville rigtigt gerne have bragt en del andre forudsigelser som eksempelvis "Ubisoft ovenpå E3 sejren: Nu går vi efter præsidentvalget!", "Nintendo erkender: Vi var på svampe da vi opfandt Wii-U" og ikke mindst "Morten Skou opkøber restlageret af Xbox 360 konsoller i Danmark" men det må blive en anden god gang.

Ha' det!

En pessimists 2012-forudsigelser - del 1

Af en eller anden grund har spilmarkedet aldrig værdiget sommerferie-perioden ét eneste blik. Til trods for, at millioner af teenagere verden over bliver sendt på månedslange ferier, uden noget som helst andet at give sig til end at spille konsolspil, så har spilbranchen endnu ikke brugt denne oplagte salgsplatform til andet end at udgive det obligatoriske fodbold-slutrunde spil, og hvert 4. år også en eller anden OL-rædderlighed. Til gengæld udgives det, der svarer til 95 procent af årets store titler så til gengæld i oktober/november, og så udligner det sig jo på fineste vis - hvilket iøvrigt er det samme som at ligge med hovedet i en tændt kakkelovn og fødderne i en fryser, for derefter at konkludere at gennemsnitstemperaturen er A-OK.

Denne stilhed på spilmarkedet giver til gengæld en Pessimist rigtig god tid til at fundere over livets store spørgsmål: Er vi alene i universet? Hvem har fundet på de "nye" L'Easy reklamer med familien Luffe, og er han blevet hængt op i sine testikler endnu? Hvordan i helvede blev "Call me maybe" årets sommerhit 2012? Og ikke mindst, hvad kommer spilåret 2012 til at byde i 2. halvår? Sidstnævnte får i svar på herunder!

Forudsigelse #1: Peter Molyneux' hoved eksploderer

Spilbranchens svar på Anne-Grethe Bjarup Riis (målt på bullshit-faktor), Peter Molyneux, må allerede være igang med at planlægge, hvilke koncepter der skal udvikles til Xbox 720 modellen, som efter sigende har Kinect 2.0, augmented reality og 4-8 gange større processorkraft end den nuværende Xbox. Kombinationen af Kinect 2.0 og muligheden for at ændre virkeligheden via augmented reality kan dog vise sig at blive for meget for Molyneux, som jo som bekendt har det med at forveksle sine drømme med virkeligheden, for derefter at lamme store dele af spilmesser med diverse rablerier om, hvad der bliver muligt i den næste udgivelse af Fable.

Det har dog gentagne gange vist sig, at der er større sandhed i bortforklaringen fra en 8-årig, som prøver at finde en undskyldning for, hvorfor forældrenes dagligstue er smurt ind i en herlig blanding af nutella og hvedemel, end i Molyneux rablerier, om end fantasiniveauet nogenlunde er det samme. Pessimisten vurderer dermed, at når Peter Molyneux går i selsving under annonceringen af Xbox 720, så vil de fremmødte tilskuere få sig en habil overraskelse, når Molyneux hoved eksploderer i en blanding af blod, hjernemasse og underlige fortællinger om ægteskabsmulighederne i Fable IV.

Forudsigelse #2: Cliffy B springer ud som homoseksuel

Manden bag Gears of War serien, Cliff Bleszinski vil i september måned se sig selv på forsiden af alverdens sladderblade, som kan fremvise et strandbillede af spilproducenten og latino-sangeren (og freakshowet) Ricky Martin i skøn forening. Cliffy B vil herefter fortælle en iøvrigt uinteresseret skare af spilfans, at han er til mænd, hvilket egentligt ikke burde komme bag på nogen, hvis man kigger lidt på Bleszinskis meritter.

Tag for eksempel Gears of War-serien. Ikke siden Chippendales ved en fejl invaderede en pigeskole i Faaborg har verden set en så stor fascination af olieindsmurte muskelmænd, og specielt seriens 3. afsnit har flere klare indikationer, eksempelvis Marcus' og Doms homoerotiske ægteskab, hvor Marcus er manden i forholdet, som laver det hårde arbejde, mens Dom har anlagt sig en have i sin kahyt (og det er ikke engang løgn).

Offentliggørelsen vil have stor betydning for onlinedelen i Gears of War, eftersom at det nu ikke længere er en hån at angribe modspillernes seksualitet. Pessimisten spår dermed, at Cliffy B afsløringen vil skabe en helt ny internetdille: "You'r dad"-jokes, og samtidigt booste antallet af beskeder på Xbox Live med teksten "you noob. You're f*cking straight! Hetero b*stard!".

Forudsigelse #3: Gæstefigurer bliver den helt store dille

Spilbranchen styres i høj grad af trends. I 2011 var der zombier overalt, i 2010 var det fitnes- og dansespil og 1. halvår 2012 har været præget af en forkærlighed for HD-remakes. 2. halvår 2012 vil vise en hel ny dille indenfor spilbranchen, nemlig gæstefigurer. Dette har tidligere været brugt, eksempelvis i Mario vs. Sonic-spillene, og Pessimisten forudser, at dette bliver endnu mere udbredt.

Faktisk kan jeg, som den eneste i spilbranchen, allerede nu afsløre en række af de gæsteoptrædener, som man vil kunne opleve i 2. del af spilåret 2012:

Black Ops 2 - Gæsteoptræden af John Marshton

Vi har alle set traileren fra Black Ops 2, hvor der ud af det blå pludseligt kommer en underlig western-scene, med skuddueller på hesteryg. Hvad man til gengæld ikke vidste var, at stjernen fra Red Dead Redemption, John Marshton, faktisk spiller en større rolle i Black Ops 2. Det kan hertil nævnes, at han også er med i spillets nazi-zombies del, hvor han optræder i diverse boss fights.

Halo 4 - Gæsteoptræden af My Little Ponies

Master Chief er tilbage, og med den føromtalte hesterygs-scene fra Black Ops 2 som inspiration, har udviklerholdet bag Halo 4 implementeret sekvenser på hesteryg, som samtidigt passer ind i Halo-seriens spraglede rumunivers. Hermed kan man altså ride på en lyserød pony iført blå rustning, mens man skyder grønne laserstråler og regnbuer ud af røven. Hvorvidt ponyerne medvirker i multiplayerdelen vides ikke.

The Last of Us - Gæsteoptræden af Will Smith

Noget med inficerede mennesker og andre, som åbenbart er de sidste raske mennesker på jord. Dette er en sag for Will Smith, som vil optræde i cameo-rolle som gud. Det fremgår ikke af de lækkede dokumenter, hvorvidt han skal kvæle kæledyr eller se meget alvorlig ud i The Last of Us, men det står dog skrevet i sten, at han kommer med vittige one-liners mens han skyder vildt omkring sig.

Pessimistens 2012 forudsigelser, del 2, vil snart være at finde her i blog-sektionen.

Pessimisten anmelder: 1. spilhalvår 2012

Lad mig bare få det sagt med det samme: Jeg elsker blogs! Jeg elsker den kontrast der er imellem seriøse og random blogindlæg. Jeg elsker, at der tilsyneladende er et publikum til hele syv videoer med en eller anden onlinepersonas videospils-spillende eks-kæreste (følg med på Pessimistens Youtube-kanal, hvor jeg næste uge uploader 15 videoer af mine kæledyr som spiller Kinect) og jeg elsker, at man kan tilegne sig en plads på noget nær landsdækkende TV ved at danse topløs på nettet og være dårlig til engelsk (nej, jeg mener ikke østeuropæisk-producerede hudfilm her).

Noget jeg ikke elsker til gengæld, er spilåret 2012 indtil videre. Et spilår, som godt halvvejs inde har været mindre tiltalende end Thyra Frank som Victorias Secret model. Bevares, der har skam været gedigne bud på gode titler undervejs i form af Catherine, Trials Evolution og Fez, men når man for hver Max Payne 3 også må sige Operation Raccoon City og for hver gang man siger Ghost Recon: Future Soldier også må sige Battleship, ja så dør jeg langsomt, men usvigeligt sikkert, indeni.

For Xboxlife startede spilåret med endnu en fantastisk Capcom udgivelse, Ultimate Marvel vs. Capcom 3, hvor det japanske spilstudie endnu engang formår at sælge en genudgivelse som et nyt spil. Faktisk er Capcom vel ret beset en illustration af alt det, som er galt med den kommercielle del af spilbranchen idag: DLC og genudgivelser. Jeg kender ikke andre brancher, hvor dette fænomen er accepteret. Jeg tror i al fald at man ville komme til kort i restaurationsbranchen, hvis man først lavede maden ringere bevidst, for blot 3 måneder senere at lancere et nyt og forbedret menukort, eller endnu værre, indførte en DLC-ordning, således at gæsterne ganske vist fik deres ret serveret, dog uden tallerkner, knive eller gafler. "Værsgo, suppe! Hvis altså i selv kan suge det op fra gulvtæppet!".

Herefter springer vi let og elegant videre, godt tre måneder frem i tiden, hvor EA genopliver deres ellers hedengangne Biiiiiig! koncept med SSX og FIFA Street. Idet jeg er dansker og dermed pr. definition ligeså god til at stå på et snowboard som Frederik Fetterlein er til at styre statsbudgettet, så sprang jeg over SSX og fokuserede istedet på FIFA Street.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at EA's Biiiig koncept burde høre fortiden til, for til trods for hele street/fussball-konceptet er i hastig fremgang, så kan FIFA Street bedst af alt sammenlignes med dengang, hvor Brasiliens landshold i fodbold stillede til VM i 2006 under sloganet Jogo Bonito (Play Beautiful): Det var nogle flotte reklamer, men under glansbilledet så var sandheden den, at Brasiliens største profil var en overvægtig offensivspiller med grimt hår og store tænder. Og så kan i sådan set selv vælge mellem Ronaldo eller Ronaldinho.

Jeg synes det er en kende underligt, at FIFA Street markedsfører sig selv på, at man møder alle de store stjerner, mens 75 procent af spillet går med at møde tilfældige opdigtede hold rundt omkring i verden. Hvad endnu værre er, at EA har inkorporeret et system, hvor brugergenererede spillere og hold verden over automatisk bliver dine med- og modspillere. Idéen er jo god nok, hvis communitiet var en smule modent, men i og med at majoriteten af gamere jo er hormonelt forstyrrede, så har jeg brugt størstedelen af min karrieretid i FIFA Street på at spille mod spillere som "Edward longcock", "Hammeren" og "Stygge Steen med det ekstra ben". Var det ikke EA der sagde, at det nye FIFA Street var mere realistisk?

Springer vi blot et par uger længere frem i tiden, så løber vi i Sniper Elite V2, hvor vendingen "dårlig AI" i den grad bliver udstillet. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi anno 2012 har spil som kan administrere millioner af spillere samtidigt, gengive hver en lille detalje enormt præcist, interagere med spillere på måder som man aldrig har set før og alligevel ikke finde ud af at lave en nogenlunde troværdig AI.

Nu har jeg aldrig været i krig, men jeg forestiller mig ikke, at det fungerer på den måde, at man konstant stikker hovedet frem fra det samme skjul, vel at mærke EFTER at man er blevet skudt i hånden. Det er gældende i Modern Warfare-serien og det er i den grad også gældende i Sniper Elite V2. Jeg ved godt, at den vestlige verden og i særdeleshed USA, ynder nærmest at latterliggøre tysken under WWII, men come on, hvis du som tysk soldat ser din allierede blive plaffet ned af en snigskytte, så virker det ikke som den oplagte reaktion at springe ud af sit skjul og ligge sig i det mest åbne område man kan finde. Det svarer sig jo til at behandle en hudafskrabning ved at hælde benzin ud over sig selv og springe igennem et Skt. Hans bål.

Jeg kunne skrive meget mere, men tiden er desværre ved at løbe fra mig. Istedet vil jeg her på falderebet slutte af med at sige, at jeg elsker konceptet med, at BioWare tilsyneladende forsøger at dække over deres livs største brøler (at de skrottede slutningen i Mass Effect 3 til fordel for en multiplayerdel som ingen alligevel gad at spille), ved simpelthen at genudgive en ny slutning. Jeg tror, at dette tiltag vil åbne for en strøm af rettelser og ekstraindhold, som forsøger at dække over spiludviklernes største fejltagelser nogensinde. Glæd jer således til DLC pakken "No we never released extra content named Horse Armor" til The Elder Scrolls: Oblivion, "No Russian was just a dream. Relax people!" til Modern Warfare 2 og sidst men ikke mindst "Kinect? Never heard of it. But how about this Usher-guy?" fra Microsoft.

Adjøs!

Pessimisten anmelder: Microsofts E3

E3 kan på mange måder sammenlignes med lillejuleaften: De skaber begge et urealistisk højt forventningsniveau, de forskruer begge hovedet på børn og barnlige sjæle og sidst men ikke mindst gør begge ting, at det er legalt at lave underlige ting. For hvad angår E3, er det pludseligt helt iorden, at 5 asiater står på en scene og lader som om, at de spiller instrumenter (læs: Nintendos E3 præsentation anno 2010), mens lillejuleaften pludseligt gør det helt normalt at lytte til Slade.

2012's E3 er naturligvis ingen undtagelse. Pessimisten ville meget gerne kunne anmelde samtlige af "the big three"'s E3-præsentationer, men af tre gode grunde, kan dette ikke lade sig gøre. 1) Jeg magtede ikke at se Nintendos E3-præsentation, idet det blot er én gigantisk påmindelse om, at Nintendo stadigvæk spiller på samme tangenter som de gjorde i 1988, 2) Jeg sprang over Sonys præsentation i et panikagtigt forsøg på at undgå Kevin Butler, som jo som bekendt er det eneste menneske i verden, der på én og samme tid får Simon Talbot til at fremstå som et komisk geni og det, at skyde sine testikler af med en riffel som værende en rigtig god ide og 3) efter at have set Microsofts indslag ville der simpelthen ikke være plads til at anmelde de 2 andre, idet Microsoft leverede underholdning til de næste 14 pessimist anmeldelser.

Microsofts E3 præsentation blev nemlig det, man på godt jysk kalder en rigtig træls oplevelse. Det svarer egentligt mest af alt til at købe billetter til den nye Batman film for så istedet at blive præsenteret for en helaftensdebat, hvor Joachim B. Olsen diskuterer fattigdomsgrænser med en kop kaffe og sin egen skygge.

Det startede jo ellers meget godt for Microsoft, som lagde fra land ved at præsentere Halo 4. Titlen, der for Microsoft er det samme, som Mickey Mouse er for Disney: ikonisk, overeksponeret og frem for alt bedre tjent ved at forblive et fortidslevn. Denne gang skal vores gode ven Master Chief kæmpe sig igennem en jungle, hvor der skydes fabeldyr med laservåben. Et alletiders bevis på, at de nye Halo-udviklere tilsyneladende droppede at følge med i serien efter Halo 2, idet åbningssekvensen på mange områder mindede om seriens tredje udgivelse.

Men ret skal være ret, Microsoft holder sig på dette tidspunkt indenfor E3 rammerne, nemligt ved at præsentere spil. Derfor var Ubisofts præsentation af Splinter Cell: Blacklist heller ikke umiddelbart et unødvendigt sidespring. Det viste sig dog hurtigt alligevel at være tilfældet. Splinter Cell-serien har i store træk altid været kendt for Stealth-tilgangen, men dette er nu en saga blot. For tilsyneladende har Ubisoft formået at forveksle to spilstudier med hinanden, hvorfor det er holdet bag Assassin's Creed, som har stået for udviklingen af det nye Splinter Cell spil. Sam Fischer er således gået fra at være en toptunet spion på listefødder til at blive en klon af Ezio Auditore og en actionhelt fra 80'erne, og således nedlægges fjender i hobetal nu legende let, mens hr. Fischer forcerer bygningsværker som var han Spiderman på speed. Og så nytter det altså ikke noget, at man har implementeret en Kinect function, således at man nu kan hidkalde fjendernes opmærksomhed ved at råbe af sin Xbox.

Efterfølgende blev Tomb Raider vist, hvor en pre-boob-job Lara Croft storstønnede sig igennem en 5 minutter lang Michael Bay-inspireret actionsekvens og umiddelbart så tingene ud til at gå den rigtige vej. Det skulle dog vise sig at være en fejlantagelse af dimensioner, for efter Tomb Raider indslaget skiftede Microsofts E3 præsentation fra at være spil-relateret, til mest af alt at ligne resultatet af en discount kloning af TV Shop, MTV Music Awards og en koffeinpillepåvirket Zumba instruktør. Med andre ord gik motion-controls, dårlige produktindslag og populærmusik fra starten af det 21. århundrede op i en højere enhed, og tilskuerne må unægteligt have spurgt sig selv, om de var trådt ind i det rigtige studie.

Faktisk mindede præsentationen herfra mest af alt om én kæmpe påmindelse om, at Microsoft på nuværende tidspunkt ikke har noget nyt at præsentere i spilregi, hvorfor tiden istedet gik med at fjerne mest muligt fokus herfra. Blandt andet med en masse USA-eksklusive abonnementer på sport samt det nyeste koncept Smartglass som mest af alt har samme berettigelse som et vækkeur i en ligkiste.

Bedst som tilskuerne til præsentationen fik spurgt sig selv om, hvad Smartglass egentligt er for noget, og hvorfor i alverden man skulle bruge tid på det, tonede Hip/hop-dance verdenens svar på slutproduktet fra en hedvinssmagning med Tue West og Oprah Winfrey, Usher, frem på scenen, for at minde os allesammen om, at Microsoft egentligt ikke havde noget nyt på programmet, så derfor brugte tiden på noget helt andet. Og så nytter det ikke noget, at man til slut præsenterer Black Ops 2 og nogle tidseksklusive DLC rettigheder, for efter de forgangne 2 E3-præsentationer er dette lige så forventeligt som 90-års fødselsdagen i TV nytårsaften.

Pessimisten har allerede nu fået fingrene i Microsofts E3 program for 2013, og det skal allerede nu slås fast med syvtommersøm, at vi får den nye Xbox 360 konsol at se. Eller det vil sige, at der egentligt ikke er tale om en rigtig konsol, men blot den forventede videreudvikling af Kinect, som via trådløs teknologi og hjul bliver i stand til at følge forbrugeren rundt i sit hjem, og beregne kalorieindtag/forbrænding ligesom maskinen laver sine egne achievements undervejs. Eksempelvis kan man i en sen hyrdetime få den notoriske bleep lyd og 50GP for "Got STD". EA udtaler i denne forbindelse, at de synes at idéen er super, og at spilgiganten er igang med at arbejde på DLC til den nye konsol. Capcom tilføjer, at de allerede har lavet DLC som bliver opbevaret direkte på maskinen. Det vil koste et ribben og gamerens førstefødte at åbne for det.

Nu er den gal igen!

Ærede medbrugere. Så er den gal igen! Dette kunne meget vel have været ordene fra en rødssprængt Jan Gintberg, i hans ugentlige tale til nationen i Tæskeholdets fredagsprogram. Det var dengang hvor Jan Gintberg stadigvæk var ung og sjov, Casper Christensen var hottere end Paradise Hotel-ulven Peters underliv på en varm sommerdag, Mads Vangsø stadigvæk havde bare en lillesmule integritet og eksistensberettigelse og Søren Søndergaard.... Stadigvæk bare var en tyk mand i en Brøndby trøje.

Jan Gintberg har dog i mellemtiden smidt megafonen til fordel for at rejse udkantsdanmark tyndt og lave jokes om lokalhistorien (noget med landbrug og tandløse børn der spiller banjo, som følge af indavl), hvorfor jeg ser det som den fornemste opgave, at komme med et opråb til alle jer kære gaming-interesserede lidelsesfæller.

For hvad skal der egentligt blive af os? Hvordan er vi kommet så langt ud, at årets potentielt største konsoludgivelse er en kombination af Robocop og scener fra westernfilmen "Den gode, den onde og den grusomme". Jeg tænker naturligvis på Black Ops 2, hvor vi denne gang præsenteres for et fremtids-Call of Duty, idet der efterhånden ikke er flere krige, som drengene fra Treyarch og Infinity Ward kan dække. Rygterne vil, at Infinity Ward, efter at have afsluttet trilogien om Soap McTavish, nu vender tilbage til fortidens krige, denne gang slaget ved den danske grænse under 2. verdenskrig. Udviklerne udtaler, at singleplayerdelen bliver "den hidtil mest omfattende". Den tager til gengæld kun 4 minutter og man taber hver gang. Men nu er det jo Black Ops 2 det skal handle om.

Endnu engang præsenteres vi for den samme grad af informationsstrømme om gameplayet i det nye spil, iøvrigt nyheder, som for alle andre end Call of Duty fans, mest af alt minder om gameplay tweaks i en ny title-update. I bund og grund kan disse informationer koges ned til "Nej, der er ikke quickscoping i det nye spil", hvorefter i selv kan indsætte jubel fra størstedelen af Call of Duty spillere og gråd fra alle dem, som har et gamertag der tilnærmelsesvist minder om xXx392Sn1p3ZzZghostxXx.

En anden 2012-udgivelse, som med garanti vil skabe sig noget opmærksomhed, er Resident Evil 6. Ikke så meget fordi, at udgivelsen tilhører den engang så hædrede Resident Evil-serie, men fordi at Capcom, i et forsøg på at please samtlige fangrupperinger, har besluttet sig for at incorporere hele 3 forskellige histoirer, med hver deres gameplay-type i spillet. Man kan spille survival horror med Leon, man kan spille run and gun med Chris eller man kan spille... Dragonball Z med Albert Weskers... søn... Hvilket er det endegyldige bevis på, at Capcoms manuskriptforfattere har droppet at få noget som helst sammenhængende ud af historien og istedet har slået sig alvorligt på flasken.

Konceptet med at blande tre forskellige genrer ind i samme produkt er dog blevet taget varmt imod af Hollywood, hvor Universal Studios netop har afsløret deres kommende produkt: En action-kærlighedsthriller af John Woo, Roman Polanski og Richard Curtis. Filmen kommer til at hedde "One last night of love and doom", og hovedrollerne besættes af Leonardo DiCaprio, Hugh Grant og Arnold Schwarzenegger. Titelsangen til filmen bliver iøvrigt en dødsmetal-ballade, hvor Celine Dion, Eminem og Slayer spiller den betagende "I think I love her, or I just might killed her". Filmen handler iøvrigt om et uskyldigt pars kærlighed, hvorefter de slår hele Paris' befolkning ihjel - noget kunne dog tyde på at det var en drøm. Kort sagt: Om igen Capcom!

En anden begivenhed, som p.t. optager store dele af gamingmiljøet, er den fortstående præsentation af den nye konsolgeneration. Til trods for at Microsoft og Sony holder kortene tæt til kroppen, så har medierne kastet sig ud i en debat om, hvilken af de nye maskiner, der er allerstærkest. Ja faktisk minder det mest af alt om et "min far kan tæve din far" slagsmål i skolegården, og der går ikke en uge, hvor ikke præsenteres nye oplysninger om de to konsollers ydelse.

Såfremt den nuværende trend, med at konsollerne overgår hinanden, fortsætter, så bliver jeg svært skuffet, hvis ikke vi i 2013 under E3 ser et par gedigne monstermaskiner. Faktisk er den nye konsolgeneration så avanceret, at Microsoft allerede på nuværende tidspunkt overvejer at skifte navn til SkyNet, og Sony regner med at svare igen med deres næste konsoludgivelse, T-1000 - lavet af flydende metal og med indbygget kaffemaskine. (Kom så Terminator-fanatikere, i må have fanget den her!)

Inden jeg slutter af, synes jeg at det er på sin plads, at hive EA frem i lyset - ja, i troede i slap, men ikke i min sendetid! For EA har traditionen tro præsenteret de første informationer om deres årlige FIFA-udgivelse, og endnu engang hører man ordene "endnu mere realistisk end nogensinde før". Faktisk er realismen denne gang så stor, at man i spillet har programmeret små minispil, som skal bidrage til, at FIFA 13 er præcist som det fodbold, vi kan se på TV. Jeg har fået fat i et par af oplysningerne, og i kan glæde jer til at prøve kræfter med "Joey Bartons matchday MMA", "Harry Redknapps national coach or not" samt det fornøjelige "Nicklas Bendtners nighttime riots". Hvis man forudbestiller spillet får man iøvrigt en FIFA 13 trøje, signeret af Kenny Dalglish, med teksten "I spend 100 million pounds and all I got was Charlie Adam".

Det var alt fra denne gang. Jeg er udemærket klar over, at denne blog alligevel ikke bliver læst af nogen, idet store dele af gamingmiljøet p.t. har låst sig ned i en kælder med Diablo 3 og et års forbrug af junk.

2. kvartal ifølge en Pessimist

Efter et kvartal, hvor blogsektionen har mindet om noget, der mest af alt kan betegnes som værende et skolegårdsslagsmål, er det på tide at den store gårdvagt puster i fløjten og maner til besindighed. Det er derfor blevet tid til Pessimistens kvartalsskriv, og det var så sandeligt på tide.

Først og fremmest en stor tak til det positive feedback fra læsere af mit seneste indlæg. Jeg bliver dog nødt til at skuffe et par af jer ved at sige, at jeg ikke begynder at lave videoblogs. Ikke fordi fænomenet ikke er spændende, for det er det da, men videoblogs er alt for vanedannende, og inden man ved af det, finder man sig selv ubarberet og topløs foran kameraet med tævepatter og en elendig frisure. Jeg springer over!

Heldigvis har der været masser at skrive om i det seneste kvartal, og vi kan vel lige så godt lægge ud med noget der skaber samme eufori blandt Xbox 360-fanboys, som en middagsbuffet på et julemærkehjem, nemlig Sony og hackersagen. Jeg skal da love for, at Sony holdte hvad de lovede, da de bebudede at Playstation 3 var lig med det velklingende slogan ”It only does everything”. Nu med 3D, Blu Ray, harddisk og et sikkerhedssystem med omtrent samme modstandsdygtighed som en netundertrøje i en siberisk isvinter.

Hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det ordentligt og Sony kan i al fald ikke få på hatten for ikke at have nået helt ud i krogene med deres omfattende oplysningslæk, som omfattede over 75 millioner brugere. Talsmænd fra Sony udtalte i forbindelse med det netop overståede E3, at man havde lært af sine fejl, og når Playstation 4 udkommer bliver den 100 procent hack-sikker. Til at sikre denne påstand har Sony i stedet udstyret den nye konsol med en Kort-scanner som automatisk opsporer kreditkort i stuen hjemme hos ejeren og sender oplysningerne til hackergruppen LulzSec.

Og nu hvor vi taler om E3, så er jeg utroligt glad for at se, at gamingverdenen stadigvæk betragter sig selv som værende et seriøst miljø, og derfor endnu ikke har druknet sig selv i håbløse gadgets og andre gimmicks. Eksempelvis med det nye Wii-U system, hvor controlleren er en skærm i sig selv og således kan løsrives TV’et. På denne måde sikrer man sig, at japanske skolebørn bruger nattetimerne på noget fornuftigt, som eksempelvis Super Mario Galaxy, og dermed ikke spilder den overskydende fritid på noget så ligegyldigt som skolegang og søvn. Gud forbyde at man ikke får fanget alle udyr i den helt nye Pokemon *indsæt selv tilfældigt ædelmetal*-Edition og i stedet koncentrerer sig om overflødige ting som matematik og sprog.

Til gengæld fik vi massevis af nye projekter til Xbox 360’s svar på klassens klovn (eller klassens retarderede dreng), Kinect. Og vi snakker altså ikke bare sports- og/eller dansespil, næææh du, her er vi oppe i de store titler. Blandt andet fik vi et kig på Star Wars (on-rail), Fable (on-rail) og et nyt horrorspil fra SEGA (on-rail). Det virker med andre ord som om at Kinect har seriøse problemer med at finde en måde at få hovedpersonen til selv at bevæge sig på. Activision udtaler i den forbindelse, at de i langt højere grad betragter denne problemstilling som en mulighed, og i samme ombæring offentliggjorde spiludgiveren en helt nye franchise, nemlig Wheelchair Hero (muligvis on-rail).

Af udgivelser har det største fokus uomtvisteligt været på Rockstars LA Noire. Dette skyldes blandt andet spillets nye motionscan-teknologi, noire-miljøet og gameplayet, men allermest at det jo er Rockstar (gud være dem der siger noget ondt om evigt-ufejlbarlige Rockstar nådig) der har udgivet spillet. For når det er Rockstar, så lader man et langtrukkent gameplay og triviel historie passere. Man ser igennem fingre med, at alle mistænkte laver epileptiske bevægelser og flakker med øjnene som en narkoman når de lyver. For det er Rockstar, det er genialt – det er en lille Tarantino’sk genistreg.

Præcis som når styringen er elendig og grafikken gammeldags i et Sonic spil, så er det jo fordi spillet er forældet, men når det er Duke Nukem Forever, så er det jo old-school. Hvad sker der dog for argumentationsgrundlaget for Duke Nukem Fanboys? ”Hvis du ikke forstår humoren, så er det nok fordi du er så ung at du ikke kan huske Duke Nukem 3D”. Hvad er det for et argument? Det var ikke sjovt at sige tissemand i 1996, og det er heller ikke sjovt 15 år efter. Der må simpelthen være et gigantisk sammenfald mellem Duke Nukems fanbase og Uffe Holms trofaste publikum – jeg kan ikke finde andet rationale i det.

Jeg medgiver, at Duke Nukem Forever er fyldt med masser af gimmicks, men det er også det. Ja, du kan tegne på en tavle – ja, du kan spille pinball – ja, du kan lave popcorn men det giver jo ingen mening whatsoever? Og specielt da ikke når spillet er bygget op som en moderne shooter? Hvis dette bliver den nye dille, så glæder jeg mig til det næste spil i FIFA-serien, hvor spillet hvert andet minut afbrydes af quick time events hvor spillerne kysser bolden, laver korsets tegn og Cantona-sparker tilskuerne – det bliver monsterfedt!

Duke Nukem Forever er ikke andet end en påmindelse om, at det var andre ting der var fedt for årtier siden, og ja, jeg synes Duke Nukem 3D var fedt, men derfor køber jeg da ikke det nye spil i rækken. Jeg synes da også at Guns N’ Roses var fedt, men derfor permanenter jeg da ikke mit hår og farver det sort, eller for den sags skyld køber Chinese Democracy fra ”Axl Rose With Band”. Der må da være en grænse. Gearbox har bare at indse, at Duke Nukem Forever havde nogenlunde samme succesrate som Anders Foghs engelsklærer, og så er det videre i teksten. Færdigt arbejde.

Men nå, spaltepladsen er trang og tiden knap. Pessimisten takker af for endnu et veloverstået kvartal, og ser frem til at vende tilbage igen om en tre måneders tid. I mellemtiden kan vi muntre os med spilverdenens svar på et folkeskoleskænderi, nemlig EA og Activisions hårdnakkede fight om, hvem der skal eje markedet for virtuelle militærrektrutteringsprogrammer, eller i anden tale ”FPS-toppen”. Spørgsmålet er om det er Battlefield 3 eller Modern Warfare 3 der løber af med sejren. Activisions Bobby Kotick udtaler, at Modern Warfare 3 klart er det bedste, fordi Battlefield 3 har pigelus, mens John Riccitello fra EA derimod favoriserer Battlefield 3, primært fordi Modern Warfare 3 er lugter af ost.

Cliffy B fra Epic har ingen kommentarer, men fortæller dog, at man til Gears of War 3 forsøger at pumpe testestorontallet i vejret ved at hyre Resident Evil 5 udgaven af Chris Redfield.

1. kvartal fra pessimistens synspunkt

Så for søren, så er der gået et helt kvartal siden jeg sidst satte fødderne i dette samsurium af lækkerier, og til trods for at jeg er omtrent lige så rusten som størstedelen af cyklerne i Århus (vel at mærke dem der ligger i åen) så forsøger jeg mig hermed med pessimistens skildring af 1. kvartal 2011. Så allerede nu tages der forbehold for stavefejl, sætninger blottet for mening, alt for lange passager uden tegnsætning og konstaterede kønssygdomme på baggrund af gennemlæsning af nedenstående. Denne gang har jeg været så heldig at få flere repræsentanter for spilstudierne i røret, så der vil være passager med citering.

Men hvad er der sket i det forgangne kvartal. Først og fremmest er Pirates of the Carribbean spillet fra Disney Interactive blevet droppet, hvorefter vi blev spist af med en LEGO-udgave af Pirates-konceptet istedet. Denne nyhed delte folk i to lejre, dem der var stiktossede, og dem der var stiktossede indtil de fandt ud af at det var spillet, og ikke filmen, der blev droppet og i stedet oversat til LEGO. Flere medier har efterfølgende rapporteret, at Hollywood filmmageren James Cameron har taget idéen til sig, som et led i hvad han selv beskriver som ”skridtet efter 3D”. Hans næste projekt, som i bedste Avatar-stil er blottet for egentlig historie, men alene byder på en nyfortolkning af kendte Disney klassikere, vil således være en stop-motion udgave af Bambi, hvor alle rekvisitter og skuespillere er lavet i Duplo.

Skæbnen ville også, at alle Hero-serier fra Activision måtte lide den ventede død, efter at konceptets sidste udgivelse, ”IT-supporter Hero”, blev en bragende fiasko med alene 8 solgte eksemplarer, som alle blev afsat på Konservativ Ungdoms landsmøde. Talsmænd fra Activision udtaler: ”Vi forstår det ikke. Efter at vi har malke…. jeg mener udviklet Guitar- og DJ Hero serien til perfektion, så troede vi fuldt og fast på at IT-Supporter Hero var det der skulle til.” Microsoft stemmer med i koret af skuffede interessenter, og fortæller således at DLC-pakken, ”How about the LAN-cables, are they plugged in-pack 1” solgte frygteligt.

Onde rygter vil dog, at det er efterspillet fra Guns ’N Roses-retssagen der har været Guitar Hero-seriens endeligt. For de der ikke har fulgt med, blev Activision sagsøgt idet selskabet ikke havde rettighederne til at bruge Slash som en figur i Guitar Hero 3. Activision stillede sig uforstående overfor søgsmålet og udtaler således: ”Vi aner ikke hvad Axl Rose taler om. Hvis han tror at den hattebærende, solbrillebrugende, næseringspiercede, sorthårskrøllede og ”Welcome to the Jungle”-spillende mand med initialerne ”GnR” på ryggen, som i øvrigt blev brugt i spillet, på spilcoveret og i tv-reklamerne, på nogen måde er Slash, så tager han helt fejl. Alle ved jo at det er Rasmus Seebachs mindre kendte tvillingebror Jonas, som p.t. giver den gas i fritidsbandet Tørfisk Jam.”

På spilfronten venter vi alle på endnu en shooter-revolution, denne gang fra THQ i form af titlen Homefront. Modsat andre titler, som eksempelvis Call of Duty: Dybbøl Warfare og Battlefield: Political Correct Company, så vil Homefront ikke spille på patrionisme og nationalfølelse, da dette, ifølge udvikleren, er forbeholdt laveste fællesnævner. I stedet omhandler Homefront et politisk kollaps i Asien, som medfører en Koreansk invasion af et mindre boligkvarter i det østlige USA. I hovedrollen ser vi Ryan, en mørkglødet familiefar med kone og to velskabte børn (en dreng og pige). Han kan ikke komme i flyvevåbenet da han er farveblind, men da Koreanerne kommer, så melder han sig straks under fanen hos infantriet. Koreanerne invaderer i øvrigt landet ved at spytte på Stars and Stripes og danse tæt til tonerne af Village People. Ryan klarer naturligvis ærterne, mens hans gode ven fra hæren, Marty, desværre må lade livet i en sørgmodig scene, hvor hans sidste ord er ”say hello to my wife, god bless America”. Da Ryan kommer hjem efter 3 dages krig, kan børnene ikke genkende ham længere, og i en dramatisk scene oplever vi, hvordan konen har underskrevet skilsmissepapirerne og i stedet indledt et forhold med naboens kat.

THQ har naturligvis store forventninger til udgivelsen, og fortæller som en lille teaser, at udviklerholdet har lagt hjernen i blød for at komme op med noget ganske nyskabende. Dette har udmøntet sig i en ekstramission, som på nærmest uhørt vis kommer efter rulleteksterne. I ekstramissionen vil spillets hovedperson, sammen med Jeff Goldblum, flyve ud i rummet i en UFO, hvorfra de vil tage sig af Koreanernes moderskib, som har kastet anker på månen.

Der er allerede skrevet alt for meget i denne blog, så jeg vil slutte af. Læs med igen om en tre måneders tid, hvor jeg blandt andet vil lave et tilbageblik på Rockstars kommende udgivelse LA Noire, spillet som vil appellere til spillernes indre detektiv, og i øvrigt have en massiv fokus på ansigtsanimering. Formålet med dette er, at spilleren skal kunne læse følelser ud fra figurernes ansigtsudtryk og dermed dømme om personen i forhørsstolen er skyldig eller ikke skyldig. Specielt flakkende øjne og pludselige bevægelser kan være nøglen til at dømme en person skyldig, hvorfor det kan undre mig at Rockstar har valgt den epileptiske gangster ”Crazy Eye Jack” som hovedpersonens nemesis.

Pessimisten takker af nok engang, vi ses nok samme sted igen.

2010 - i pessimistens optik

På utallige opfordringer (i hvert fald mere end to), returnerer jeg for en kort stund til Xboxlifes jagtmarker i en tid, hvor min blog-journalistiske integritet er på samme højde som et helaftensprogram om 2. verdenskrig på TV2: Sikkert skidespændende, men tilsidesat til fordel for folk der ikke kan finde ud af at danse (no pun intented Hyggen).

For 2010 har i sandhed været det herrens år, hvor vi stakkels gamere blev trukket igennem den helt store udgivelsesmølle med gigantiske lommesmerter til følge. Alt for mange spil alt for tidligt på året, efterfulgt at det obligatoriske og i øvrigt alt for dyre DLC har medført, at min bankrådgiver og store dele af den russiske mafia patruljerer i gården nedenfor.

Apropos dyrt DLC, hvad skete der for de to DLC-pakker til Modern Warfare 2? I sig selv var prisen ganske krydret, specielt når 40 % af totalen er allerede udgivet indhold fra Call of Duty 4. Ergo har jeg solgt min mor og søster til cambodianske slaveskibe for at få lov til at sidde og spille præcis det samme som jeg gjorde for to år siden? Det er altså kun i spilverdenen at den får lov til at passere stort set ubemærket hen - jeg håber da under alle omstændigheder ikke, at tampax begynder at få gode idéer, for lige præcis på dette område vil jeg meget nødigt få en 40 % brugt pakke med hjem i kurven.

Herudover blev 2010 året, hvor udtrykket "man har et standpunkt til man tager et nyt" blev kodeordet for EA's genoplivning af Medal of Honor. Fra at være "Call of Duty killer" til "Ligeværdig med Call of Duty" til "Nok ikke så god som Call of Duty" til "Oh well, det er nok bedre end Hour of Victory". Men indrømmet, kortene faldt heller ikke i EA's favør med hele "vi må ikke kalde fjenden for Taleban"-fadæsen. Sjovt at de største kritikere i denne sag er USA, vis mest glorificerede momenter i spilhistorien stammer fra spil, hvor man bruger størstedelen af tiden på at skyde hovedet af nazister.

Generelt virker det til at spilcensuren når samme højder som den paniske hverdagscensur, der i bund og grund startede med at nogle forstyrrede sydstatsmennesker erklærede den lilla Teletubbie som værende homosexuel fordi den havde en jakkebøjle på hovedet og en dametaske i hånden. I den sammenhæng kan det undre mig, at ingen har kastet om sig med beskyldninger efter Aske og Luna fra Bamse og Kylling. En matros der spiller banjo i skoven og en pige der bor i sit tøj, vel at mærke også i skoven - det stinker langt væk af sædelighedsforbrydelser. Og nu vi er igang, så bur da lige Bubber inde - en voksen mand der sidder i stribet trøje, vikingehat og smækbukser i et badekar og iøvrigt har en bedste ven der hedder "General Dryppert (eller Dryptud)" - arh, come on! At de begge bruger majoriteten af deres dagscyklus på at finde den spæde Holger bør i særdeleshed får én eller flere advarselslamper til at blinke.

Noget andet vi måtte finde os i at blive udsat for i 2010 var bevægelsesfølsomme genstande til vores konsolspil. Jeg elskede simpelthen Sony's E3 præsentation, hvor der i den grad blev leveret en bredside mod Wii med fraser som: "Hvem gider at stå og fægte med en hvid pind og lege at man bokser". Og det er lige præcist hvorfor Sony er så langt fremme - alle ved jo at det er in at stå med en lyserød slikkepind og lege at man bokser. Det er det ungdommen vil have i spil som "Fighters Uncaged" hvor man kan blive den ondeste bad-ass fighter som tæsker sine modstandere i hovedet med blandingen af et massageapparat og en candyfloss. Thumbs up Sony!

Og Kinect - gudfaderbevares mig da. Kinect er jo den direkte vej til at få samtlige naboer til at tro, at du er skingrende sindssyg, når de ser dig stå og vinke til dit fjernsyn. Kinect har ét eneste formål: Fitness-spil, det eneste segment som har samme effekt på gamere, som hårdt arbejde har på hjemmehjælpere - de styrer i en klar bue uden om elementet. Og her snakker vi vel at mærke gamere, en gruppe af mennesker som for år tilbage brugte dagevis på at buttonmashe i Dead or Alive Xtreme 2, så de kunne se en halvnøgen, fiktiv pige med bryster så gyngende, at selv den mest hårdføre sømand nødvendigvis må overgive sig til alarmerende søsyge.

Én ting der dog bliver ved med at overraske mig konstant, er det evigt stigende macho-fokus på spil. Førhen havde vi Duke Nukem, som kunne sige grimme ting og skyde monstre. Idag har vi et væld af marines, gears, rumsoldater og øretæveindbydende antihelte som skovler steroider ind, mens de bider hovedet af børn og slynger den ene kliché ud efter den anden. Jeg er noget så spændt på at se, hvordan Gears of War 3's forsøg med at have en kvinde med på holdet kommer til at ende, for hvis hun skal holde trit med Marcus, Dom og den homoseksuelle pornoskuespiller Cole, så må hun da nødvendigvis være den største betonlebbe mod klodser så store som mælkevejen, og som asfalterer motorveje med de bare næver i fritiden, mens hun træner til at skulle forsvare sin OL guldmedalje i bænkpres - for mænd.

Iøvrigt en fantastisk ting at der i 2010 skulle være zombies med i alt. Det er helt okay i Dead Rising 2, da det havde virket underligt hvis samtlige udøde var erstattet af revisorer fra KPMG, men i Call of Duty og i særdeleshed Red Dead Redemption, så virker det en kende malplaceret. Jeg forudser en noget makaber udvikling i Kinectimals 2 hvis denne trend fortsætter, da din nuttede kattekilling må lade livet til fordel for det sikkert vældigt populære Zombie DLC som vil udkomme 2-3 dage efter release til en pris af 4800 Microsoft Points og din kærestes arvesmykker.

2010 var også året hvor 1000 katolske præster tog sig til hovedet og sagde "DAMNIT!". Dette som et resultat af, at Milo-spillet fra LionHead ikke blev en realitet, idet flere af dem havde set frem til at have et pre-teen drengebarn boende i deres TV.

I erkendelse af at ovenstående er skrevet af en noget rusten pessimist vil jeg nu takke af. Året har i sandhed budt på mange store titler og ligeledes også mange nedture. 2011 ser ud til at blive mindst lige så begivenhedsrig - specielt ser jeg frem til My Horse and Me 3 Zombie Edition og ikke mindst Big Muscular Guys Beating the Hell out of Alien Scum While Group Injecting Steroids in the Shower 3 - aka Gears of War 3.

Pessimisten Anmelder: Resident Evil 5

Et 2009 uden en anmeldelse fra Pessimisten? Det går da virkeligt ikke med alt det skrammel der er sendt på markedet siden årets spæde start. Derfor er det nu tid til endnu en anmeldelse fra mester P, der denne gang har kastet sig over den seneste udgivelse i Capcoms not-so-survival horror serie, Resident Evil.

Det er et ubestridt faktum, at konsolgamere elsker zombier, for hvis ikke dette havde været tilfældet, så var der bestemt ingen grund til, at disse langsomme, tankeløse, kødædende halvdøde i forrådnelse har inficeret så mange spiltitler som de gør, da det er meget billigere blot at animere en flok pensionister, som gør præcist det samme som ovennævnte.

Ovennævnte hang til at blive ædt af levende døde, var også det, der inspirerede Capcom til deres PSone titel Resident Evil, som den dag i dag vil blive husket for de mest elendige filmsekvenser i spil nogensinde. Onde tunger fortæller, at introfilmen i dag bruges i religiøse sammenhænge, til at overbevise større forsamlinger om kollektive selvmord.

Dette til trods blev Resident Evil franchisen en stor succes, og derfor malket i alle verdensretninger med onlinespil, japanske rpg-udgaver og railshootere og i dag er vi så kun en annoncering fra Viva Zombina, hvor spilleren får til opgave at parre diverse zombietyper i en have, hvorefter helt nye arter udklækkes fra en festlig lille puppe. Mens vi venter, tager vi et kig på Resident Evil 5, som er det nyeste spil indenfor serien.

Resident Evil 5 har nu været undervejs i et pænt stykke tid, og undervejs har udviklerne afsløret brudstykker af historien til den forventningsfulde fanbase. Blandt andet blev det nævnt, at Resident Evil 5 ville løfte sløret for hovedpersonen, Chris Redfields, laden og gøren igennem de seneste 10 år.

Ved første øjekast kunne denne teaser-information dog være decideret ligegyldig, da man næppe er i tvivl om, at Chris har spenderet de sidste 10 år i et motionscenter med håndvægte i hånden, fråde i munden og en kanyle med væksthormoner til fuldvoksne hanbjørne i røven, for er du sindssyg den mand er blevet stor siden hans sidste optræden. Faktisk er han blevet så stor siden hans sidste optræden, at flere rygter fortæller at selveste en ung Schwarzenegger har været forbi adressen flere gange for at bede ham om at skrue lidt ned for kosttilskuddet. Denne japanisering er der mere af, men mere om det senere.

Som noget nyt får man støtte af en kvindelig co-op makker, og endnu engang skinner de pupertetsprægede, japanske producerdrenges vådeste drømme igennem for makkeren, Sheva, er sandsynligvis det mest veldrejede hunkøn i hele det Afrikanske kontinent. Tilsyneladende er et også hendes velsiddende bryster som har fået hende igennem agentskolen for hun er omtrent lige så effektiv i kampens hede som en blind, spastisk puddelhund. Dog er hun ikke sen til at bruge samtlige ammunitionsreserver på at forsøge at skyde dette lysende monster, som vi andre kalder solen, ned fra himlen.

Sidst men ikke mindst har vi så antihelten Wesker som endnu engang gør livet surt for vores helte ved sin blotte tilstedeværelse. Også her har de japanske spilproducenter været inde og pille lidt ved opsætningen, således at den skrækkelige Wesker nu ikke blot er en forræder, men en allerhelvedes satan som mest af alt minder om produktet af en hed, beruset og præventionsløs nat mellem Neo fra Matrix og Catwoman.

Han er nu usårlig overfor kugler, lynende hurtig og superstærk. Alt sammen i en så latterlig kombination, at man på et tidspunkt bare venter på at han smider jakken for at afsløre den karakteristiske blå heldragt med rød kappe og underhylder, samt det velkendte ”S”-mærke på brystkassen. Min Xbox måtte flere gange hilse på min nyindkøbte lægtehammer, når flere timers intens og strategisk battle ender ud med, at jeg bliver grillet af de ildkugler Wesker skyder ud af røven mens han samtidigt tæsker skakmesteren Kasparov med den ene hånd og besejrer Osama med den anden.

Foruden det elendige persongalleri er det åbenlyst, at Capcoms spilmagere i den grad har misforstået konceptet ”split-screen”. Normalt betragter vi det som en multiplayermode for dig og en kammerat der spiller fra samme destination, men i Capcoms verden er splitscreen tilsyneladende ensbetydende med, at man med død og pine forsøger at skære skærmbilledet over i 4 vandrette linjer hvorefter spilleren skal gætte hvad den egentlige handling er, ud fra lyden og brudstykker af historien kørende hen over skærmen.

Så meget screentearing burde være ulovligt i et spil anno 2009. Spillets slogan ”Fear you cant forget” får jo unægtelig en anden klang, når man rykker 2 meter tættere på skærmen for at konstatere, at der faktisk står ”Tear you cant forget”. Fuldstændig forrykt når spillet har været hele fem år undervejs og alene grunden til at man burde bruge sine surt optjente sparepenge på noget andet og langt mere fornuftigt.

På den gameplaymæssige side er spillet præcist ligesom sin forgænger Resident Evil 4 – tre forskellige miljøer, tre overordnede fjendetyper, store bosser og store skuffelser. Resident Evil er jo survival horror?!? Hvorfor skal vi så trækkes med endnu et halvhjertet actionspil? Jeg bestiller sgu da heller ikke billetter i biffen til ”the grudge” for at glo to stive timer på Sylvester Stallone. Nu må i tage jer sammen.

”Fear you cant forget” – min bare… der er mere uhyggeligt at krydse gaden end at tilbringe en aften i selskab med Resident Evil 5, som kun akkurat er lige så skræmmende som en børnefødselsdag i selskab med din 5-årige lillesøster. Jeg har svært ved præcist at udtrykke min skuffelse, men konstaterer blot, at jeg endnu engang er blevet skuffet over det makværk, som konsolmarkedet formår at fodre min efterhånden velhungrende storspils-lyst med!! Mr. P over and out – vi ses igen inden længe!

Pessimisten Anmelder: Mirror's Edge

Brugerne har stemt og ”vinderen” af den næste pessimistanmeldelse i pessimistens julespecial er fundet. Og vi skal kigge på flyvende asiatiske pigebørn og actionpakket up-close-and-personal infights. Nej, der er ikke tale om endnu en japansk samuraifilm men EA’s fortolkning af parkour universet, Mirror’s Edge.


 Nu har jeg jo fået æren af, at anmelde et spil fra den udskældte udvikler og udgiver Electronic Arts, og som lovet i afstemningstråden, så vil jeg ikke dale ned på et niveau, hvor jeg begynder at tilsvine EA for deres mangel på kreativitet og voldtægt af diverse spiltitler, som hvert år afløses af en mere eller mindre identisk udgave. Det løfte har jeg tænkt mig at holde.


 Til gengæld sender jeg en venlig/hånlig tanke til alle de hyklere, som år efter år har krævet kreativitet fra EA. Nu har man fået Spore, hvor man kan få afløb for sine kreative udfoldelser, og hvad sker der så? En uge efter at spillet er kommet på markedet kunne man finde intet mindre end et par og hundredetusinder videoer på youtube, hvor den, i øvrigt MEGET kræsne gamerskare har filmet deres livsværker, og jeg mindes at omkring 80 % af disse videoer var grimme dyr med tissemænd i alverdens former og størrelser.


 Undskyld mig, men er det den form for penisfiksering, som de hardcore, ultrakræsne supergamere forbinder med kreativitet? For i så fald er jeg dælme glad for, at EA konsekvent har overhørt pøbelens krav de sidste mange år. Alternativt havde det godt nok givet nogle underlige titler på markedet og jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan Guitar Hero konceptet havde udviklet sig, eller Wii for den sags skyld. Ordet ”Party-games” får sgu da unægtelig en anden betydning, hvis Party er lig med en flok granvoksne mænd, der stiller sig op på række, binder deres wii-mote til sjoveren og så ellers bare giver den fuld gas i disciplinen ”helikopter på tid”.


 Men nå, det skal jo heller ikke handle om EA og perverse gamere det hele, men om spillet Mirrors Edge som jo har hele sit omdrejningspunkt i den nye ungdomsdille, Parkour. Til dem der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dette fænomen, så er idéen i Parkour at nå fra A til B på den mest hovedrystende besværlige måde overhovedet muligt. Lad os f.eks. antage at du skal over gaden, så vil du, som normalt tænkende menneske, tage fodgængerfeltet. Parkour tosserne derimod tager en brandtrappe, en skraldespand, en lygtepæl, taget på en Skoda og flikflakker over gaden. Så må du så selv vælge, hvilken gruppe du helst vil tilhøre.


 Men ikke desto mindre har EA besluttet sig for at sammenbrygge et spil baseret på denne forkvaklede livsstil, og således sættes man i rollen som Faith, som altså har Parkour som sit primære erhverv. For nu at umuliggøre ethvert ønske om vilde, akrobatiske udfoldelser, så har EA sørget for, at miljøerne mest af alt minder om en forsamling nudistiske albinoer til en nynazistisk støttekoncert på Nordpolen. For dem der ikke lige fangede pointen med foregående vittighed kan jeg oplyse, at det betyder, at alting er kridhvidt!


 Jeg ved ikke hvad det er for en storby, at EA/DICE har hentet deres inspiration fra, men jeg vil meget gerne besøge stedet engang, for begrebet ”forurening” eksisterer tilsyneladende ikke dér. Der er ikke en eneste smudsplet at finde overhovedet, og selv kloakbanen er så skinnende, at man utvivlsomt mistænker Teenage Mutant Ninja Turtles for lige at have givet deres naturlige habitat en ordentlig overhaling med Ajax-rengøringsmiddel inden Faith dukkede op. Man kan således lege lidt videre med tanken og spørge sig selv om, det i virkeligheden bunder i, at de fire ninja padder foretrækker asiatiske tøsepigebørn og dermed ser Faith som den åbenlyse mulighed for at slippe af med April, som jo stadigvæk er iklædt den fra 80’erne så smarte spandex-journalist-heldragt, som er nogenlunde lige så meget på mode som bundesligahår og skræmmekampagner for AIDS.


 Men nå, for nu at snakke om Mirror’s Edge, så farer man det meste af tiden rundt på tagrygge for at finde op til flere kropumulige måder at forcere diverse forhindringer, og sætter man så meget som et halv fod ved siden af styrter man i den visse død. Og jeg lover jer, at uanset hvor overnaturlig jeres reaktion- og balanceevne er, så vil i bruge uanede mængder tid på at se fortovet nærme sig i forrygende fart, fordi den smidige Faith fejlvurderede afstanden fra Empire State Building og en tagrende på bygningen ved siden af. Trivielt.


 Og når der så endeligt er en lille smule afveksling imellem de Super Mario lignende hop fra platform til platform sekvenser, ja så skal man nedlægge et par fjender, tage en elevator for igen at springe fra hustag til hustag. Dette er omtrent lige så ophidsende som et helaftensprogram med Ole Steffensen efterfulgt af voksenfilmen ”Læg dig ned Jytte Abildstrøm”.


 Det er prisværdigt, at DICE og EA har villet prøve noget anderledes med Mirror’s Edge, men man bliver nødt til at forstå, at bare fordi noget er anderledes, så behøver det altså ikke at være godt. Det har jo aldrig nogensinde været et succeskriterium at noget skal være anderledes – hvordan ville du f.eks. have det, hvis du på fødegangen spørger, om din nyfødte unge er en dreng eller en pige, og svaret bliver ”tjaeh tjoeh, den er da anderledes”. Det holder jo ikke i længden.


 Men nå – for nu at forlænge levetiden, så har EA suppleret den ekstremt korte singleplayerdel med 40-50 speedruns og time-trials men det holder jo ligeledes ikke i længden. Det svarer sig jo lidt til at tage en pige med hjem fra byen, love hende sit livs knald i taxaen, få skidtet overstået efter 3 minutter og så ellers bare danse mexican hat dance resten af aftenen for at forsøge at redde lidt af æren.


 Jeg tror sjovt nok ikke at pigebarnet besøger dig igen, og lidt på samme måde har man det med Mirror’s Edge – en fuser man ikke ønsker at gå tilbage til. Jeg ville hellere ride Danmark tyndt på et overdimensioneret pindsvin end at forsøge mig én gang mere med ét af spillets latterlige time trials… Skam jer EA, skam jer DICE! 


Pessimisten vender snart tilbage!

Pessimisten Anmelder: Gears of War 2

***SPOILER ALERT – HVIS IKKE DU HAR GENNEMFØRT ACT 2, SÅ ER DER EN MINDRE SPOILER***

 Jeg havde lovet såvel mig selv, men ikke mindst brugerne på Xboxlife, at jeg aldrig nogensinde ville gøre det igen, men set i lyset af sidste uges begivenheder bliver jeg simpelthen nødt til at gøre det. Det er længe siden jeg sidst har kastet mig ud i dette event, så derfor må i bære over med mig, hvis jeg er en smule rusten. Men ikke mere udenomssnak – velkommen til Pessimisten Anmelder: Gears of War 2.

 Det er efterhånden to år siden, at det første Gears of War spil udkom. Dengang blev det et gigantisk hit, hvilket dog primært skyldtes at skydevåben ikke var så udbredt i vores lille land på daværende tidspunkt, hvorfor alle psykopaterne måtte ty til andre metoder for at få deres tørst efter blod, vold og duften af krudtslam om morgenen slukket.

 Derefter skete det uundgåelige, som der altid sker når der er penge i skidtet; Gears of War franchisen skulle naturligvis udnyttes, og straks gik den store merchandise maskine i gang. Kaffekopper og sparkedragter med Marcus motiv, en tøjkollektion fra Epic og T-shirts med teksten ”I yelled at a online stranger in Gears of War and all i got was this lousy t-shirt” var straks at finde på markedet. Derudover blev afdelingen for voksen/hud/pornofilm beriget med fantastiske Gears-relaterede titler som f.eks. bøssefilmen ”Ride the Cole Train” samt den lettere sadistiske S/M film ”Marcus, Please curb-stomp my teabag”.

 I år skete det uundgåelige så, Gears of War fik sig en efterfølger. Pessimisten har naturligvis fattet controlleren og lagt sin klamme, svedende hånd på Gears of War 2; the return of big muscular army men and ugly underground mo’fos.

 En kort opsummering af historien: Marcus og Dom, GoW’s svar på Waylon Smithers og Montgommery Burns (her tænkes på personernes afvigende seksualitet og ikke fysiske fremtoning), lever stille og trygt på et nedlagt landbrug lidt sydvest for Grindsted, da de resterende menneskebyer på planeten Sera pludseligt forsvinder ned i undergrunden. Som de superhelteagtige typer som de nu er, beslutter de to drenge sig for at samle resterne af Village Pe… Delta Squad - Baird og Cole - for at uddele en omgang locust bøllebank.

 Som i det første Gears spil får de fire slagsbrødre selskab af en ”Carmine”, denne gang broderen til Carmine fra Gears of War 1 (i ved, ham der forsøgte at gribe et projektil fra en snigskytteriffel med tænderne – uden held) og som hans nu afdøde broder, svarer Carmines militærmæssige egenskaber til en blind cirkusbjørn der forsøger at sammenfatte finansloven for 2034, mens den balancerende på en ethjulet cykel er i gang med at krydse Grand Canyon på et stykke sytråd. Med andre ord kunne den unge Delta-squad aspirant lige så godt fise rundt med en skydeskive i panden og en papirlap med teksten ”insert bullet here” på ryggen, og han må da også relativt kort inde i historien lade livet, da han tager fejl af døren til herretoilettet og gabet på en kilometerlang dræberorm (nej den er sgu god nok – en orm).

 Som sin forgænger er GOW2 noget af en bodybuilder indenfor kategorien ”grafisk fremtoning”. Desværre er der, som ved bodybuildere, tale om en gusten sammenblanding af bruncreme og steroider, og skærer man ind til benet finder man lynhurtigt ud af, at GOW2 blot er et halvhjertet forsøg på at vride den sidste spareskilling ud af lommerne på de i forvejen hårdt ramte xbox360 ejere.

 Jovist, GOW2 byder på lidt nye våben, mulighed for at benytte sig af fjendtlige skjold, en ny granattype og et par særdeles alternative ”køretøjer”, men det er jo slet ikke nok. At stille sig tilfreds med, at man får lov til at flyve på en Reaver er jo lidt det samme som at grine af Linje 3, når de laver deres ”Kom lad os drille Preben med danske ord som vi ikke kan finde ud af at udtale” gimmick, og det gør vi jo ikke… vel!!

 Nu sidder der sikkert en eller anden mongolid Xboxlife bruger og sitrer i hele kroppen for at få lov til at skrive ”if it ain’t broken, don’t fix it”, hvilket jo er det tætteste man kommer på en overgivelseserklæring. Hvad fanden er det for et argument? Prøv i stedet med ”Hvis du ikke har noget nyt at sige, så hold din kæft”. Det er nok sandsynligt at du får anerkendende klapsalver, hvis du rejser dig op i en forsamling og råber ”pædofili er noget lort”, men hvis du siger det 600 gange i træk, så skal du nok forvente at du bliver bedt om at lukke ædespalten. Det samme skulle man have gjort i Epic-land og i særdeleshed Cliffy B.

 Jeg kan på ingen måde fordrage den lille, selvfede, popsmarte klovn til Cliffy B, og jeg kan da slet ikke fordrage den måde han er blevet til en kultfigur blandt alskens spilnørder, som pludseligt tilbeder den fejlfrie Cliffy B. Det er jo det samme som Jade Raymond fra Assassins Creed teamet, hun har bryster – ergo er hun lækker, Cliffy B. har overarme og går i smart tøj, ergo er han den seje nørd. Nej og nej! Jens Okking har også bryster, det gør ham ikke lækker og Emil fra Paradise Hotel har også overarme og går i smart tøj, men han er fandme heller ikke sej.

 Nå, men nok personfnidder. Det er jo et velkendt faktum, at Gears of War udelukkende blev spillet af 12-årige unger med damp og halvvoksne, sørgelige, singlemænd som kompenserer for mobning i folkeskolen, pigernes afvisninger på gymnasiet, nedtur efter nedtur på arbejdsmarkedet og en evigt voksende dunk, som følge af et enormt dagligt indtag af pizza/cola/chips. Og når nu alle, inklusiv Epic, udmærket var klar over, at dette var tilfældet, forklar mig så lige, hvorfor i hele hule helvede man har valgt at inkludere alternative executions i GOW2.

 Bevares, jeg synes også idéen er meget sjov, men hvori ligger det smarte i, at spilleren skal kravle rundt på alle fire i et utal af minutter, før man får lov til at forbløde eller alternativt få hovedet sparket af, af en eller anden dumsmart, amerikansk teenager? Tillad mig at kigge engang i krystalkuglen og forudse, at såfremt du er den sidste mand i live på holdet, og du er så uheldig at blive downet, så skal du gang på gang på gang bevidne modstanderholdet flokkes omkring dit kravlende korpus, mens de laver samlejebevægelser og manisk udbryder ”I ownZ uuu”. Jeg har ikke tålmodighed til sådan noget pis, så kære Epic, vil i ikke godt inkludere en suicide mode i GOW3, således at når man ligger nede på alle fire, omgivet af tåbelige modstandere, så kan man bare lige trykke på en knap og BANG, så sprænger hele mappet i luften. Og i øvrigt Epic, det er naturligvis kun mig der skal have den mulighed!

 Antallet af fjender er steget markant i GOW2, dette værende på såvel kvantitet samt variansen. Man kan således løbe hovedet mod de almindelige locusts, wrenches, locusts med rasta-frisurer, slagter locusts, ridder locusts, Mariah Carey locusts (dem der skriger virkeligt højt), selvmords locusts, postmand Per locusts og ikke mindst auto-repair locusts, som fucker med dine reservedele for efterfølgende at sende dig en virkelig saftig regning på et 10.000 kilometer serviceeftersyn på din nye bil. Altså, varians er godt, men hvor er logikken? Slagter Locusts – come on da. Store brød der manisk svinger om sig med en enorm slagterkniv, som en epileptisk knivmorder til technofest i Tyskland. Undskyld mig, men sidste gang man brugte kniv under en krig var da vist tilbage i riddertiden, alternativt så kan det sgu da kun være for at udnytte overraskelsesmomentet, når man stormer en deling af svært bevæbnede læderhalse kun iført kilt og 30 % af Global knives seneste kollektion.

 Jeg har vitterligt svært ved at anbefale Gears of War 2 til nogen som helst. Og dog. Jeg var i biografen og se politiskolen 2 for 20 år siden, og der var én eller anden klaphat som konstant blev ved med at grine bagerst i salen. Han er ene mand målgruppen for Gears of War 2, og hvis han ikke har købt spillet, så har det da været en umådelig skidt og hundedyr reklamekampagne. Jeg vil undlade at give GOW2 nogen karakter men blot bekræfte, at der intet nyt er at hente i det nyeste eventyr om Dom, Marcus og de andre militærsmølfer, til trods for at man flere gange forsøger at spille det såkaldte ”åhh nej, nu døde en eller anden som min virtuelle heltefigur holder af”-kort. Pinligt Cliffy. Pinligt.

 - Venligst, Pessimisten.

Pessimisten Anmelder: Mass Effect

Januar står nu på hæld, og findes der en bedre måde at slutte det på end at læse endnu en anmeldelse fra pessimisten? Det gør der bestemt, men i slipper ikke alligevel! Pessimisten har denne gang kigget på den sidste store november titel i denne omgang, nemlig sci-fi RPG’eren Mass Effect.

 RPG – ahhhh 

Lad det være sagt med det samme, pessimisten er IKKE glad for RPG’ere. Hvad er meningen med at lave sig en virtuel personlighed i et eller andet spil? Er det fordi at dagligdagen efterhånden er så kedelig, at vi helst skal gemme os væk bag et eller andet alias i en galaxe, fjernt, fjernt borte? Ikke desto mindre er det lige det spilleren får mulighed for i Mass Effect. Fra starten har man en række komplet ligegyldige muligheder, som f.eks. at vælge om man skal være hankøn eller hunkøn, samt hvilken fortid spilleren har – dette skal dog senere vise sig at dække over én af de mest perverse salgstrick i computerspillets historie, siden Jade Raymond første gang, storstønnende placerede sig selv på en scene foran alverdens spilnørder og annoncerede Assassins Creed.

 

Så langt så godt – man kan selv tilpasse udseendet på sin person så han/hun lige netop kommer til at se så tåget ud som overhovedet muligt, eller i hvert fald dele af personens udseende. Dog kan man ikke justere ved, at spillerens efternavn skal være Shephard, hvilket jo i sig selv er naturligt, da netop ”fårehyrde” jo er et af de navne der er på vej frem og garanteret vil pryde ethvert drenge- og pigebarns dåbsattest i år 2236.

 Tom snak, og mere snak 

Når man så er kommet igennem den ulidelige del af spillet, hvor man tilpasser sin spiller fra hvilket køn personen skal være til hvilken faguddannelse samt hemmelige fetisches denne skal have, så er man endeligt klar til at game, hvilket er hårdt tiltrængt, da man på dette tidspunkt nærmest er desperat efter at få en gøb i hånden og pløkke hovedet af alt og alle. Men igen bliver man slemt skuffet, da man først skal gennemgå en dialog med sine medkommanderende ombord - en dialog som er nogenlunde lige så uoverskuelig og utiltalende som den Vatikanske finanslov og kønsbehåringen på enhver snitte fra 70’erne.

 

Når man så endeligt er kommet igennem den endeløse dialog, bliver man kastet ud i sine første rigtige skuddueller, og jeg må sige, at selv en pessimist kan blive imponeret en gang imellem. Desværre er det ikke spillet jeg er imponeret over men snarere det faktum, at såfremt man har mere end 4 figurer på skærmen, ja så oplever spilleren framedrops som nogenlunde svarer til gamle stopmotion film fra 80’erne. Ja faktisk er ligheden mellem Mass Effects kampscener og den danske monsterfilm ”reptilicus” slående, og så er det sgu da klart at udviklerteamet har været ude og påråbe, at Mass Effect i hvert fald indeholder over 30 timers underholdning, hvis man gider at undersøge de dusinvis af galakser man kan finde, det er så bare ærgerligt at de har glemt at tilføje, at spillet kun ville tage 20 minutter hvis frameraten svarede til andre Xbox spil, hvilket sådan ca. er 10 gange mere end Mass Effect.

 

Men kan man leve med de dramatiske framedrops, ja så venter der et spil bestående af følgende ingredienser: 5 % action, 5 % frustrationer over at forsøge at styre et månefartøj som mest af alt minder om den gamle bamse og kylling figur ”ForlænsBaglæns”, 1 % sexscener, så alle nørderne også køber spillet for at få sig 1½ sekunds udsyn til en virtuel balle samt 89 % endeløst dialog om absolut ingenting. Det bærende argument for, at disse dialoger er ok er følgende ”Jamen det er næsten som at se en film”. Dertil er mit umiddelbare spørgsmål så, hvorfor fanden man ikke bare sætter sig ned og smider en film på tossekassen i stedet? Du lover sgu da heller ikke kæresten koncertbilletter til Robbie Williams, hvorefter du kommer hjem med singstar til playstation vel? Og ved du hvad? Hvis Mass Effect rent faktisk var en film, så tror jeg nok at du skulle regne med at kunne finde den i 20 kroners rodekassen i Stereo Studio lige ved siden af kvalitetstitler som ”Scream 633 - maskemanden vender endnu, endnu engang tilbage” og ”De 600 bedste genudsendelser på TV3”, for mage til magert manuskript skal man da godt nok lede længe efter.

 Sig det nu bare! 

Hvorfor ikke bare sige det som det er?!? Mass Effect bliver alene solgt fordi det p.t. er den eneste titel til X360’eren, hvor der bliver vist lidt kvindehud, tilmed noget grønt af slagsen hvis man er rigtig heldig. Mass Effects eneste formål er at få millionvis af RPG-nørder verden over til at sidde med controlleren i den ene hånd, Capturecardet parat og pjorten i den anden hånd, så de bagefter kan ligge en video ud på youtube med påskriften ”i also screwed that girl from Mass Effect, plz call me Don Juan”.

 

Nu ved jeg ikke hvilken verden ovennævnte mennesker kommer fra, men der hvor jeg går i byen er det sgu ikke nok at proklamere at man har knaldet en virtuel fremtidsalien fra det ydre rum hvis man gerne vil i kontakt med det modsatte køn. Faktisk er jeg rimelig overbevist om, at dit eneste udbytte, såfremt du vælger at benytte dig af ovenstående taktik, er en nat i detentionen, en forside på Ekstra Bladet og en sjæl der er arret for livet! Og nej bassemand, der er ingen der gider at se din youtube video, hvor du storstønnende kommenterer, at du har fået lidt virtuel pelsdyr på knagerækken, ligesom vi heller ikke gide at høre flere endeløse dialoger i Mass Effect.

 

I øvrigt er persongalleriet i Mass Effect lige så utiltalende som en våd hund i nyvasket sengetøj – kort fortalt består dette galleri af 4 slags aliens, hvoraf den ene skal fremstå som sexsymbol til trods for at hun er blågrøn og kan læse din tanker (som jo er enhver mands drøm, da pigen så kan afsløre dig i at tænke på Jessica Alba under lagengymnastikken), samt 2 menneskeskikkelser, hvoraf den ene er en tøs, som sjovt nok også skal fremstå som et sexobjekt, til trods for at hun nok er det mest krigs- og voldsliderlige kvindemenneske der har sat sine ben på moder jord. Det viser jo så lidt om at Bioware fuldstændig har tabt jordforbindelsen, eller eventuelt kommer for lidt udenfor i det virkelige liv, for hvis man virkeligt bilder sig selv ind, at fremtidens sexsymboler er tøser med skællet hud, der kan læse dine tanker og tæske dig bagefter, så er der altså et eller andet der er gået galt i barndommen!

 Grafisk godkendt – konklusion. 

Nu sidder du sikkert og tænker ”hvad fanden” men ja, pessimisten må, ligesom COD4 anmeldelsen, erkende, at Mass Effect holder en fornuftig grafisk linje, hele vejen igennem. Hvis man altså kan leve med de sindssyge framedrops samt den langsomme loadtid af landskaber, som i stedet for at være detaljerede og faverige i 9/10 tilfælde i stedet bliver vist som en flad, gråblå masse i allerbedste Pacman stil. Desværre har flotte landskaber aldrig rigtigt reddet noget som helst, se bare den nye New Zealandske gyserfilm ”Black Sheep” – sindssygt flotte landskaber, men et manuskript der sådan ca. svarer til Mass Effects; overfladisk og ligegyldigt

 

Alt i alt kan Mass Effect sådan ca. ikke anbefales til nogen som helst, medmindre man da er helt tosset med at bruge flere timer af sin hverdag på at høre fiktive personer slynge en nærmest uendelig dialog om et fremtidsscenarie, der mest af alt minder om plottet i den Star Wars film, som gudskelov aldrig blev lavet. Eller jo, faktisk har Mass Effect en målgruppe; de mennesker, der med garanti findes, som virkeligt føler sig selv som værende midt i et dilemma, når man står overfor sin virtuelle persons vigtigste valg i livet; om man skal knalde hende den blågrønne tankelæser, eller i stedet voldspsykopaten – ja jeg var i hvert fald i tvivl og mit valg faldt i sidste ende på at skrive denne anmeldelse og tyre min Mass Effect CD ud i Brabrandsøen.

 

Pessimisten fortsætter sin linje og giver Mass Effect 2/10 – ét point for at man har brugt så uendeligt meget tid på at sammenskrive og indspille 6 milliarder timers dialog og ét point for at man vitterligt tror, at det X360-brugerne vil have, er grønne aliens i stramtsiddende trikot’er.

   

- Pessimisten

Pessimisten Anmelder: Assassins Creed

Året er 1191, det 3. korstog er i gang og den unge bartender Desmond bliver via en maskine ført tilbage til sine forfædres forfædre, hvor han oplever deres historie og dermed finder ud af, hvorfor hans familie gennem generationer ikke har opnået andet end at overnatte på bænke i den offentlige park samt tømme enhver nettos beholdning af bjørnebryg. Vi skal kigge på endnu en 2007 november udgivelse, nemlig det dybt hypede Assassins Creed.

 Kvindelist 

Assassins Creed var blandt de titler, der sammen med Call of Duty 4 og Halo 3 opnåede den største hype i 2007, men hvorfor nu lige det? Idéen med atletiske morder-typer har vi da allerede set i Prince of Persia og Splinter Cell, så hvorfor er det lige at en kappeklædt hævner kan fange så mange menneskers opmærksomed? Svaret er enkelt og ligetil; Jade Raymond. Indrøm det nu bare, den eneste grund til at i købte det lortespil var, at i håbede på at i fik coveret med den gyldne gevinst, Jades adresse, telefonnummer og en CD med rigeligt med nøgenbilleder – for det kan dælme bare ikke være gameplayets skyld at i har købt spillet. Eller er det?

 

Lad os kigge lidt på det – du er Altair, en grusom lejemorder, som grundet en mindre bagatel, hvor han sætter samtlige sine lejemorders-brødre’s liv på spil, bliver sat til at drage ud i den store verden for at henrette 9 forskellige mål. Så langt så godt, umiddelbar god historie, grafikken er ganske fornem og grundstenen for en proper spiloplevelse er lagt.

 

Men hvor er det så lige det går galt? Jo nu skal i høre; Assassins Creeds gameplay er som når TV2 viser ”til julebal i nisseland” med Lille Per i december måned – én stor skide gentagelse. Recepten på et mord, hvis man var lejemorder i 1191 er tilsyneladende simpel; bestig en allerhulens masse bygninger, om, om og om igen. Det er jo ikke sjovt! Javist, det ser da fantastisk ud de første 2-3 gange man fra toppen af en bygning skuer ud over hele Jerusalem, men når man for 230. gang sætter sig på toppen af en bygning virker det sgu en smule trivielt, så derfor er det jo en hel lettelse når man endelig får klaret mordet og kan bevæge sig videre til næste by. Denne lettelse holder dog kun til man finder ud af at dagsordenen er den samme, hvad enten man befinder sig Jerusalem, Asyaf eller Amager; kravl op på den højeste bygning i byen, red en masse hjemløse (som sjovt nok alle sammen ligner hinanden) og dræb dit mål. Det lyder måske kedeligt… Men! Det er det også!

 Manglende uddannelse 

Én ting der igennem hele spillet tydeligt skinner igennem er, at folk i det sene 1100. tal tilsyneladende bare ikke var lige så veluddannede som vi er i dag, eller rettere sagt, de er snotdumme – hvad enten man snakker vagter, befolkning eller snigmordere. Et rigtig godt eksempel er hovedpersonen Altair. Manden er, ifølge hans snigmorder-kollegaer, den bedste lejemorder i hele landet – han kan bestige enhver bygning, flygte fra horder af vagter, nedkæmpe hver en fjende, men placerer man en underkop med vand på hans rute, så er der faktisk rimelig god sandsynlighed for at han drukner i lortet. Det giver sgu da ingen mening? Eller er det bare mig der synes det virker en smule tyndt, at man først klatrer 30 meter op af en lodret klippevæg, hopper fra hustag til hustag, tager springet ned i en høstak (som man naturligvis klarer uden en skramme) hvorefter man falder i havnen og drukner?

 

Det giver sgu da immervæk sine begrænsninger og det er lige så upraktisk som det er urealistisk. Forestil jer at man havde haft en lejemorder som Altair under 2. verdenskrig – en type der er så listig og atletisk, at han uden problemer kunne snige sig ind i Berlins indre, klatre over selv den stærkeste forsvarsbygning og ind i Hitlers hovedkvarter, hvor han uden så meget som at give den mindste lyd fra sig likviderer Hitler og forsvinder. Der er dog et enkelt men; fjolset når aldrig i nærheden, fordi han sandsynligvis er druknet i knæhøj saltvand på Normandiets strande – tåbeligt!

 

En anden faggruppe, der tydeligvis kunne have behov for meruddannelse er byvagterne rundt omkring, for aldrig har jeg da set en så uduelig AI. De kan spotte en snigmorder indenfor flere kilometers radius, men sætter han sig på en bænk er de til gengæld fuldstændig rundt på gulvet. Snigmorderen kan også blande sig med en gruppe munke, og vagterne lægger tilsyneladende ikke mærke at den ene munk er udstyret med 2 sværd og dusinvis af kasteknive – hvad fanden skal en munk med 2 sværd? Den er da vist en anelse kompliceret at få forklaret sig ud af. Lidt ligesom at forklare en tolder, at de 16.000 kasser smøger man tilfældigvis lige havde bagi sin varebil naturligvis er til eget brug. Og hvorfor er det lige, at 20 vagter ikke kan finde ud af at nedlægge ét enkelt mål? Hvis man er i en benhård fight med vagterne, så står de typisk og venter på, at man stykker sit sværd i sækken på dem. For fanden da, så angrib da alle sammen på samme tid, hvor svært kan det være?

 Frustrationernes holdeplads 

En anden ting man hurtigt lægger mærke til er, at når man skal udføre sine assassinations, så SKAL det foregå ved, at man stikker sin skjulte kniv i halsen på sit offer – umiddelbart meget fedt ja, men det er bare ikke skide praktisk. Hvorfor er det, at man ikke bare fra toppen på et hustag, kan kaste en kniv i struben på sit offer? Det virker jo fint på de 2-300 andre buebevæbnede vagter der står på hustagene, men det er åbenbart ikke godt nok til dit sidste offer, da man jo absolut skal helt ned ansigt til ansigt og høre offerets sidste ord – dejlig dramatisk, men urealistisk. Jeg tvivler sgu på at soldaterne i Irak render rundt med fuldautomatiske rifler, for blot at slå deres offer i hovedet med dem når de kommer tæt nok på, fordi det absolut skal være up-close and personal.

 

Styringen er endvidere noget lort! Altså jeg kan sagtens se at det ser skide godt ud, når Altair bliver jagtet, og flygter op af vægge og hen over hustagene, men det ser bare ikke særlig godt ud, når han konstant tager en underlig retning og springer direkte ind i væggen for derefter at falde ned til den visse død. Ligeledes fungerer det i havneområdet, hvor man let og elegant kan springe fra skib til skib, for at flygte fra horder af vagter – eller sådan ville udviklerne i hvert fald gerne have det, for desværre ender Altair ofte i det farlige 1½ meter dybe vand, end han ender på det næste skib, og man bliver mildest talt skide frustreret!

 Konklusion 

Assassins Creed var på papiret en potentiel blockbuster. Der er masser af potentiale i historien, men desværre har udviklerne fucket det hele op, med det seriøst tyndeste produkt, siden MS præsenterede Mr. Pacman revolution som det nye store hit på Live Arcade. Hvorfor er det, at man ikke kan levere et fornuftigt gameplay, som ikke bare er 100 % gentagelsesbaseret? Måske det er derfor at Ubisoft har fyldt Assassins Creed med underlige Glitches, hvor man falder igennem jorden og vågner på ved siden af en tro kopi af sig selv.

 

Til alle jer, der ikke har fået nok af ”bestig en husmur, overhør en samtale, stjæl nogle papirer og gør det 500 gange mere” så er der godt nyt på vej – der kommer nemlig en Assassins Creed 2 senere. Jeg glæder mig allerede, uhh hvor jeg glæder mig til endnu højere bygninger, endnu dummere vagter, endnu flere flag der er gemt over det hele (vi gad ikke finde det lort i Cracdown, og vi gider heller ikke i Assassins Creed) og endnu mere ”uhh det regner, du er druknet og død”. Men hvad betyder det hele, når det er ”underskønne” Jade Raymond der præsenterer lortet – så lægger hele nørdeverdenen sig sgu ned alligevel. Jeg har en plan, jeg udgiver min helt egen titel ”snekælk simulator 2.0” og får Jessica Alba til at præentere skidtet og vupti, så kan jeg da se mit spil sælge både guld og platin, til trods for at det eneste det handler om, er at køre ned af kælkebakken på en skide trækælk.

 

Assassins Creed sniger sig op 2/10 på karakterskalaen, men udelukkende fordi det var mig, der fik den gyldne udgave, med telefonnummer og adresse til Jade Raymond – så nu har jeg ikke bestilt andet end at ringe hende op midt om natten for at høre om hun vil abonnere på den seneste udgave af pæleridderne. Pessimisten vender snart tilbage, og næste gang skal vi kigge på hvad der sker, når den kombinerede Star Trek og Star Wars fanbase beslutter sig for at lave et RPG-spil.

Pessimisten Anmelder: Call of Duty 4

Knapt er 2008 skudt i gang før vi skal have en ny omgang røre i Xboxlifes blogafdeling – det er nemlig blevet tid til endnu en ”god gammeldaws” pessimistanmeldelse, hvor det denne gang er Infinity Wards seneste skud på stammen, COD4, der kommer igennem maskinen. November 2007 blev af mange betragtet som x-360’erens hidtil største måned hvad angår spiludgivelser. Titler som Guitar Hero 3, Mass Effect og Assassins Creed blev sendt på markedet, og ligeledes gjorde den 4. udgave af Call Of Duty.

 Modern Warfare
 

Den erfarne COD spiller vil fra første øjekast bemærke den mest synlige ændring i spillets gameplay, nemlig at fjendtlige nazister er udskiftet med mellemøstlige og russiske terrorister, M1 Garand, Kar98, MP44 er udskiftet med M4, M16 og G3 og heruover er normandiets strande og Hollands slagmarker er udskiftet med øde russiske militærbaser og områder i Mellemøsten. Fornyelse er godt og meget fornyelse er bedre, så dermed et ”så langt så godt”. Desværre holder denne fornyelse bare ikke længere end udseendet.

 

COD er stadigvæk den samme gang scriptede kavalkade af krigsscener og planlagte events som udføres i takt med at spilleren arbejder sig frem i banen. Der er stadigvæk stort set kun én vej at vælge, og skulle man være så fræk at forsøge sig med en smutvej, så bliver man straks blokeret af tilsyneladende uigennemtrængelige forhindringer som huse, knæhøje hegn og usynlige vægge. Hvad fanden er det for en flok uduelige soldater som tilsyneladende synes det er federe at kaste sig ind i en gruppe af 200 mellemøstlige ekstremister frem for at forcere et 40 cm højt plankeværk og liste sig stille og roligt udenom. Godt nok er det amerikanere man styrer en del af tiden, men derfor er det stadigvæk åndssvagt.

 

Nu har jeg tjekket en del af de tidligere anmeldelser af spillet og ét af de citater jeg erindrer bedst er følgende: ”COD4’s historie er markant anderledes end de tidligere COD udgivelser, hvilket absolut er et plus”. For det første, nej, historien er præcis det samme ”USA saves the world” bullshit som har gjort sig gældende i de tidligere COD spil. For det andet, så vil der jo unægtelig være en lille smule forskel i de forskellige spil, da jeg går ud fra at forbrugerne, til trods for at de allerede har købt en lille hvid plastikboks, med en fejlrate der ville gøre selv Peugeots ledelse misundelige, ikke er dumme nok til at købe det præcist samme spil uanset om det udsendes med en anden titel og i et andet cover – og for det tredje, så ville det sgu da være en anelse underligt, hvis COD4, som jo har fået tilnavnet ”Modern Warfare” netop fordi det foregår i nutiden, gik ud på at man skulle stoppe Hitlers og hans tyske hær. Blot en tanke.

 Major League Baseball – nu på krigsstien

Hvis man før har stiftet bekendtskab med COD er man ikke et sekund i tvivl om, at et COD-spil skal gennemføres på Veteran, intet mindre. Dette har førhen givet anledning til en del hovedrysten, frustrationer, hustruvold og flyvende husdyr (vel at mærke uden dyrets egen samtykke), men i COD4 afløses denne frustration af decideret ”tab-kæben-hele-vejen-ned-på-gulvtæppet”-forstummelse, når man gang på gang bliver dræbt i sit skjul. Og nej, det er ikke fordi at man bliver dræbt, at man sidder tilbage med åbne polypper og en WTF-fornemmelse, men mere måden hvorpå man bliver dræbt. 

Jeg har intet imod at skulle lade livet til 20 toptrænede nazistiske soldater på en åben slagmark i COD2, ligeledes har jeg heller intet imod at bliver pillet af en skjult tysk sniper-soldat, som med sin Kar98-sniperriffel og et jernsigte knalder mig i gulvet med et velplaceret headshot i COD3, men der hvor kæden virkeligt ryger af, er når man i COD4 for gud-ved-hvilken gang bliver slået ud af en fjendtlig granat, som er kastet tværs over slagmarken, ind igennem et musehulsstort vindue for derefter at strejfe dørkarmen så den får præcist den rigtige retning ned i den armerede papkasse hvori man befinder sig. Lucky Punch? Nej! Det sker 220 gange i hver level i COD4 og det er decideret lamt. Har talebanske ekstremister droppet at rekruttere flere soldater for i stedet at kaste sig over polske håndboldspillere eller hvad? Eller er de mellemøstlige krigsmarker det sted, hvor pensionerede Major League Baseball pitchere slår deres folder?

 

Faktum er, at fjenderne er så infamt dygtige til at kaste med granater, at man under missionerne i Rusland faktisk bliver helt i tvivl om, hvorvidt det var en mellemøstlig terrorist, der fra sit skjul i Afghanistan formår at kaste en granat hele vejen til Tjernobyl for derefter at placere den foran foden på spilleren. Jeg ville ikke blive en skid overrasket, hvis man næst efter at have elimineret tusinder af russiske soldater i Moskva’s indre må lade livet til en granat med påskriften ”made in Iraq” som på mystisk vis dumper ned fra himlen.

 Multiplayer’sk Mikmak
 

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen; aldersgrænser på spil er altså lavet for at blive overholdt. Garanteret COD4’s online miljø blev længder rarere at være på, hvis samtlige 12-årige britter, amerikanere og franskmænd blev forbudt adgang. Og så en anden bøn, please lav dog et spil hvor hverken englænderne eller amerikanerne vinder krigen – bare et lille et, hvem ved, måske med Sverige, Danmark og Norge som sejrherrerne, fordi på en eller anden måde påvirker det de amerikanske snotunger, at de har brugt de sidste mange timer på at gennemføre COD4, hvor amerikanerne (naturligvis) vinder, således at når de kommer på live, så er de stort set utålelige. Lidt ligesom småbørn i december måned.

 

Men dette problem er jo velkendt og ikke decideret COD4’s skyld, så fred være med det. Lad os i stedet kigge lidt på multiplayerdelen og hvad denne indeholder. Først og fremmest har udviklerne besluttet sig for ikke at inkludere onlineachievements for at undgå achievement-whores der ikke laver andet end at spolere kampene for alle andre, ved at forsøge at få den achievement for at dræbe 3 med et enkelt skud, hvilket udløser de tilsyneladende livsnødvendige 5 gamerpoints som man kan bruge til at punche alle sine online-nørdevenner med. Fornuftigt nok. I stedet har man valgt at lave de såkaldte challenges, hvor en bestemt event udløser et vist antal XP som giver mulighed for at brugeren stiger i rank og dermed får flere våben og hurtigere kommer til det slaraffenland der kaldes prestigemode (mere om det senere).

 

Desværre er ikke alle challenges ”kill 100 enemys with the M4” eller lignende, der har også sneget sig et par boot-camp challenges ind. Med en lidt slatten oversættelse er boot-camp jo træningslejr, hvorfor boot-camp challenges må være ting som man laver på en træningslejr og det er så her jeg spørger mig selv, hvorfor fanden der er en challenge for at falde ned fra 30 fod og slå sig selv ihjel eller omvendt set spørger jeg mig selv om der vitterligt er et sted hvor man praktiserer denne øvelse og i så fald om de nogensinde har sendt bare en enkelt soldat i krig? Men fair nok, nu skal man ikke længere bøvle med teammates der jagter achievements, men i stedet folk der tilsyneladende synes det er mere spændende at springe ned fra den højeste bygning på hele mappet for at slå sig selv ihjel og udløse de magiske 250 XP man får for denne hændelse.

 

Og hvad sker der så når man har gået hele den hårde vej fra rank 1 til rank 55, har unlocket samtlige våben, klaret samtlige challenges og tæsket samtlige gamemodes – så får man mulighed for at gøre sin entré i den magiske verden af cool prestige. Snydt igen! Det eneste prestigemode gør er, at fjerne samtlige dine våben og nulstille dine challenges, imod at du får et åndssvagt lille prestige-billede ud for dit navn i lobbyen. Og det kan man så gøre 10 gange. Hvor fedt er det lige det er? Prøv du at spørge din chef på arbejde om han er interesseret i at starte som elev igen, hvis nu du giver ham en åndssvag lille medalje han kan hænge på brystkassen, jeg tror næsten jeg ved hvad han vil svare!!

 

Anyway så er multiplayer som vi kender det – der er en række gamemodes som vi mere eller mindre har hørt om før; deathmatch, team deathmatch, capture the flag – you name it. MEN! Derudover kan man også finde det geniale search and destroy koncept, hvor holdet skal beskytte/destruere et givent mål som er i modstandernes zone, ingen respawns – pure tactics. Eller det vil sige, det var det i hvert fald indtil der var et eller andet fuckhoved der besluttede sig for at kaste en tilfældig granat frem på mappet og fik et kill med den, hvorefter samtlige COD4 spillere i hele verden gjorde det samme. Fuldstændigt lige så åndssvagt som singleplayerdelen, men i multiplayer skal man endvidere høre sin modstander håne én efterfølgende, når man for 10’ende gang i samme runde er blevet ramt af den mest tilfældige granat i verden.

 

Derudover indeholder multiplayerdelen et såkaldt ”kill-cam” så man kan se hvordan og af hvem man blev skudt. Desværre indeholder multiplayerdelen også det fra COD3 velkendte usynlige lag, hvor lag ikke umiddelbart bliver vist som hakken eller framedrops på skærmen, men derimod blot udløser et lidt senere kill – og kombinerer man det med kill cam, så giver det en noget underlig oplevelse. Jeg har et utal af gange oplevet at bliver skudt, og når man så genser sekvensen på kill cam, kan man tydeligt se, at modstanderen er flere meter fra at ramme én, og blot skyder blindt ud i luften, hvilket udløser et kill. Ikke ligefrem skide realistisk, og hvis det er, så vil jeg dælme nødigt i krig, da man jo i så fald aldrig kan vide sig sikker uanset om man graver sig ned i et hul og bliver der til krigen er overstået.

 Konklusion
 

Bevares, COD4 er flot at se på, grafikken ER så flot som anmelderne siger, men i pessimisten øje er der i højere grad tale om en glansfuld indpakning af en virkelig lousy gave frem for, at grafikken ligeledes giver et helhedsindtryk. Spørgsmålet er, om du bliver mere glad for at få en hjemmehæklet dørstopper juleaften, såfremt den er pakket pænt ind? Singleplayerdelen er evigt spoleret af de gudsbenovede, granatkastende modstandere og i øvrigt er den alt alt alt for kort. Multiplayerdelen mangler nytænkning, og de genialiteter der er at finde, bliver igen spoleret af granatkastende tåber fra den anden side af kloden.

 

Faktum er, at hvis man virkeligt vil have den helt perfekte krigsoplevelse, så rejs da til Afghanistan (husk nu, ingen respawns) eller alternativt sæt Band of Brothers i DVD-afspilleren. Det er måske 2. verdenskrig, men det er til gengæld også tusinde gange bedre end Infinity Wards seneste forsøg på at presse vi stakkels forbrugere yderligere på pengepungen.

 

Jeg uddeler COD4 2/10 stjerner, som dog primært gives for de mange gange jeg virkeligt har grint min røv i laser over små amerikanske unger som tuder, når hosten (som i øvrigt var på deres hold) beslutter sig for at forlade kampen, hvorefter spillet stoppes. Pessimisten vender snarligt tilbage med endnu en anmeldelse, hvor det bl.a. afsløres, hvorfor lejemordere i middelalderen bare ikke var nogen synderlig stor succes.

Venligst

Pessimisten

Pessimisten anmelder: Guitar Hero 2

Så er der endnu engang lidt aktivitet i pessimist-bloggen, hvor vi denne gang har en mini anmeldelse af spillet som appellerer til alle jer, som gav den gas på luftguitar under Metallica koncerten i Århus, og spillet man går i en stor cirkel uden om, hvis man var én af de 40.000 andre, der blot grinte af disse luftguitar-fjolser. Vi taler selvfølgelig om den nyeste undskyldning for at te sig som en komplet idiot i dagligstuen, Guitar Hero II.

Se mig, en Guitar Helt 

”Endeligt væk fra den monotone FPS strøm” var umiddelbart min første tanke, da jeg fik Guitar Hero II ind af døren. Ikke mere meningsløst skyderi og ligegyldigt gameplay, men i stedet innovativitet og nytænkning. Eller det var i hvert fald hvad jeg håbede. Det skulle dog hurtigt vise sig ikke at holde stik, for aldrig har jeg da oplevet så tynd en oplevelse fra noget der ellers virker ganske lovende.

 

Spillets opstart oser af rock. Guitarerne hviner og den grafiske stil er tegnede, rå baggrunde, så umiddelbart lover det jo godt. Man starter med at vælge et spillested og må tage til takke med at spille for et mindre publikum i starten. In-game grafikken er ikke prangende, men i stedet en smule komisk, som dog passer udmærket til den stil, der er lagt for dagen hidtil. Så langt så godt – så nu mangler vi kun det fantastiske og innovative gameplay, som spillet lægger op til. Men det får man bare ikke, for Guitar Hero præsterer intet nyt overhovedet, ja faktisk er det overraskende ringe.

 

Gameplayet er simpelt, alt for simpelt. Det drejer sig i bund og grund om at ramme en række akkorder som kommer ”kørende hen mod én”. Skidesjovt hvis man er en af de typer der kan finde timevis af underholdning i at kigge på fartstriberne på motorvejen, når man kører en tur, men for os andre er det bare jævnt kedeligt og bliver alt for hurtigt trivielt.

 

Eneste afveksling i gameplayet er det såkaldte ”star power”, hvor man ved at klare en række comboes kan få ladet sin star power op og derefter aktivere den for at booste sit show. Dette fungerer så ved at din spilfigur laver en gimmick som at kaste guitaren i jorden el. lign. Dette er egentligt meget sjovt, men alligevel fuldstændigt latterligt, for uanset hvor håbløst en præstation man har lagt for dagen hidtil, så kan man redde showet ved at aktivere star power. Jeg har flere gange prøvet at ramme under 60 % af akkorderne og alligevel få beskeden ”you rock” fordi man aktiverer star power på det rigtige tidspunkt. Nu ved jeg ikke om det bare er mig, men det sker meget sjældent at jeg nyder en rockkoncert hvor guitaristen ikke kan spille guitar, men kun kan finde ud af at kaste guitaren i jorden og lave devil-håndtegn – men det kan jo være det bare er mig der er noget galt med.

Ikke Guitar helt alligevel 

Og nej, guitar hero lærer dig ikke at spille guitar, ja faktisk kan man jo ikke engang kategorisere X-ploreren (guitarens navn) som en decideret guitar – jeg synes faktisk i højere grad det lignet et stykke legetøj fra Mattel, du ved, sådan en plasticdims som de yngste møgunger altid får foræret juleaften og som i øvrigt larmer helt ukristeligt meget, men gudskelov hurtigt går i stykker.

 

Egentligt står man mest af alt tilbage med en følelse af at man har betalt 700 kr. for en plasticguitar og et spil, som mest af alt ligner et sørgeligt forsøg på at modernisere ”tryk på en række knapper på det rigtige tidspunkt”-genren. Så kan man jo spørge sig selv om ikke dine penge kunne være brugt bedre i en periode hvor store titler som Call of Duty 4, Assassins Creed og Mass effect er på trapperne.

 

Derudover er der jo ingen voksne mennesker som stadigvæk spiller luftguitar når de er til koncert, og hvis der er, så kunne jeg godt tænke mig at høre om i også laver rullefald og tager pistoler med når i ser en actionfilm i biografen?

 

Alt i alt giver jeg Guitar Hero 2 en ”langt under middel” karakter, da spillet som sagt ikke rigtigt præsenterer noget nyt udover en plasticguitar og et prisskilt på over 600 kr. To ting som jeg umiddelbart godt mener man kan leve uden.

 

Jeg beklager den lidt korte anmeldelse folkens, men der er jo også lidt julekonkurrence der skal holdes øje med.

 

Mvh

 

Pessimisten

Pessimisten anmelder: Medal of Honor - Airborne

Det er nu ved at være en rum tid siden, at pessimisten sidst har sat sine spydige kragetæer på xboxlife’s frodige forum – og det kan vi naturligvis ikke have, så derfor kommer der endnu en anmeldelse, denne gang af EA’s sidste skud på stammen indenfor MoH serien, nemlig MoH-Airborne.

 

At MoH Aiborne er et FPS spil kan jo efterhånden ikke komme bag på nogen, da FPS jo er xboxens absolutte favoritgenre, hvilket jo i sig selv er en smule underligt når lige netop denne genre har utroligt mange lighedspunkter med pornofilm fra 80’erne; det lidt for gammelt, lidt for brugt og ikke just det man praler til vennerne med at have liggende. WWII genren er derimod ganske ny indenfor spilverdenen og i særdeleshed på next gen… Eller det er det så heller ikke, så bottom line kan man lige så godt indstille sig på en ”been there, done that” oplevelse når man går i krig med det nyeste MoH spil – iøvrigt ligesom 80’er pornofilm.

Højt at flyve – dybt at falde 

Gameplayet er stort set som vi kender det fra COD-serien og de tidligere MoH spil – løb, dækning og skyd, så ikke så meget nyt på den front. Eneste mærkbare forskel er, at du i Airborne får lov til at starte banen ved at blive smidt ud fra et fly og lande hvor på banen du vil, via din faldskærm. Det skal dog hurtigt vise sig, at denne idé er så håbløst mislykket, at du i stedet ville ønske at du blev kastet ud, uden faldskærm med efterfølgende ”achievement unlocked – EA fooled you – 1000GP” meddelelse og game over. Men hvorfor nu det? Idéen med at blive kastet ud med faldskærm er jo faktisk ikke set før, så det burde jo være vejen til succes.

 

Årsagen er såre simpel; for at gøre faldskærmsidéen bare nogenlunde brugbar, så er det et succeskriterium, at der er en mærkbar gameplaymæssig forskel på hvor man vælger at lande, det er derfor et must, at banerne skal være store nok til at der kan være en variation fra at man lander i øst til at man lander i vest. Derfor virker det en anelse mærkværdigt, at EA’s udviklere har valgt at designe banerne så de er på størrelse med en studenterhybel i det indre København. ”Lad mig se, hvor skal jeg lande – der er 3 muligheder. 1. på højre side af floden – 2. midt i floden – 3. på venstre side af floden.” Whats the f*cking deal EA?

 

Hvorfor ikke i stedet lave nogle seriøse baner, hvor der er uendeligt meget forskel på hvor man beslutter sig for at lande, i stedet for at lave en halv løsning, som principielt kan være fuldstændig ligegyldigt. Og det passer jo ikke engang, at man kan lande hvor man vil – eller jo, det kan man godt, men hvis man ikke lander lige præcist indenfor de grønne ”safe spots” så får man jo skudt hovedet af med det samme, hvilket jo i sig selv er en ganske sindsoprivende oplevelse. Der er jo ikke noget så fornøjeligt som 20 sekunders overvejelse om, hvorvidt man tør lande udenfor safespot, efterfulgt af et bang og halvanden minuts loadscreen. Det giver jo en allerhulens masse mening!

Dumme tyske soldater 

Nå, men nok om det komplet uduelige og i øvrigt ganske ligegyldige spring-ud-i-faldskærm system, lad os i stedet kigge lidt på gadekampene og skudduellerne, som jo trods alt er essensen i ethvert FPS spil. Det første der springer én i øjnene er, at man tilsyneladende har forsøgt at kompensere for de små baner, ved at lave spillerens sigtekorn 6 gange så stort som i alle andre spil. Ja faktisk fylder den stort set hele skærmen, hvilket føles en kende åndssvagt når man alligevel ikke rammer noget som helst uden at benytte sig af sigtesystemet. Så vidt jeg ved, blev krigen ikke udkæmpet af 95-årige pensionister med grå stær, så hvorfor dette ram-alt-andet-end-målet helvede?!? Dette er dog kun starten på de frustrationer, som vil møde spilleren undervejs i Airbornes ulidelige univers.

 

Når undertegnede skal føle sig underholdt af et FPS spil, så er det som minimum et krav, at man føler sig udfordret, bl.a. som i COD2 på veteran. Dette gør man langt fra i MOH Aiborne, uanset hvor høj sværhedsgrad man vælger at spille på, hvilket skyldes, at AI’en virkeligt stinker. Et utal af gange har jeg set tyske soldater komme løbende og forsøge at gemme sig bag den håndgranat jeg netop har kastet efter dem. Og hvis det ikke lykkes dem at begå selvmord på denne måde, så løber de sandsynligvis hen til den nærmeste genstand lige foran næsen på spilleren, så man let og elegant kan pløkke hovedet af dem. Hvis de tyske soldater virkeligt var så dumme, så er det da en smule underligt, at Danmark egentligt forsøgte at gøre modstand ved grænsen da tyskerne invaderede landet under WWII. I stedet kunne man have sendt hjemmeværnet ned for at dirigere soldaterne videre til Frankrig under påskud af, at Danmark er den vej – no casualties, great succes!

 

En anden ting der virkeligt kan undre mig er, hvor i historiebøgerne EA’s udviklerteam har slået op, da de fandt frem til deres psykopatiske nazi-elite soldater, som spilleren introduceres for i 5. bane. Jeg mindes umiddelbart ikke at have læst om tyske elitesoldater der fiser rundt med MG42 og derudover kan klare 20-30 skud – det er jo dejligt realistisk og ikke særligt Wolfenstein 3D-agtigt med sådan nogle supersoldater. Hvis sådan nogle soldater eksisterede så kan man da i høj grad undre sig over, hvorfor tyskerne ikke vandt krigen – men omvendt set, hvis disse soldater havde den samme IQ som nævnt overfor, ja så var det sgu nok fordi de alle sammen druknede da de prøvede at invadere England til fods.

En anden ting der beviser tyskernes tilsyneladende mangel på tankekraft er, at snigskytterne synes det er eddersmart at have en 1600watt halogen spotpære koblet til deres riffel, så bliver man jo slet ikke opdaget - endnu en teknisk genialitet fra EA's side!

MoH Airborne – en prisvinder! 

Hvis ikke de førnævnte svagheder formår at skræmme spilleren væk, vil man hurtigt finde ud af, at man har med en sand prisvinder at gøre. Dette er vel at mærke en meget lidt flatterende pris. For ikke alene har EA besluttet sig for at lave verdens mindste baner, men de har ligeledes besluttet sig for at lave verdens korteste spil. 6 Baner og færdig lagkage – det er hvad Airbornes singleplayerdel kan byde på. 6 Skide baner, som hver især udspiller sig indenfor et areal på 20m2, jamen det er da virkeligt sindsoprivende. Der er jo ikke noget vi gamere nyder mere end at kaste 4-500 kr. efter et spil og så have tæsket det færdigt 4 timer efter. Det er da virkeligt fuld valuta for pengene! Det svarer sgu til at man er 10 år igen juleaften og hele dagen har holdt øje med den store pakke i hjørnet som man ved er til én selv. Man ønsker sig selvfølgelig en Nintendo men når man får lortet åbnet er det et ”my little kitchen” sæt fra Hasbro, for dælen da hvor er det bare dårlig stil EA!

Mest af alt virker det som om at hele ”airborne” idéen skulle have været et gamemode i multiplayerdelen, men som grundet pres og i mangel er bedre bare blev kastet på markedet under påskud af at det er nyt og revolutionerende. Mange vil påstå at det er for dårligt, undertegnede nøjes med at konkludere, at det blot er en FIFA07 indenfor MoH genren – ergo, et halvfærdigt produkt.

 

En anden ting der snildt kunne nomineres til en ”årets dårligste”-pris, er spillets lydside, eller rettere sagt manglen på samme. Sammenlignet med andre WWII spil har Airborne en utrolig svag lyd. De forskellige våben lyder mest af alt som et remix af lydene i ”det muntre køkken” i Tivoli og det passer virkeligt ikke ind på krigens beskidte slagmarker. Soundtracket er den samme vælling, der om og om igen bare kører på replay – alt sammen mixet ud fra den 5 sekunder lange EA introsekvens og det bliver i løbet af 1½ mission uendeligt trist at høre på. Dog kan man finde en fed feature, som EA virkelig må have gennemtænkt; under missionerne i Italien, kan man flere gange høre sine italienske modstandere snakke italiensk, eller rettere sagt EA’s fortolkning af italiensk, som går ud på, at man sætter et ”O” efter samtlige ord, og så har man italiensk. Man må sige at EA virkeligt rammer hovedet på genialitetssømmet her – aldrig har jeg hørt et sprog forsøgt voldtaget i sådan en grad – det er jo næsten lige så dumt som når en dansk bonderøv møder udlændinge med frasen ”Rødgrød med fløde”.

Palle i no-man’s-land 

Som allerede nævnt i ovenstående afsnit, så indeholder multiplayerdelen præcist samme baner som singleplayerdelen, i præcist samme målestoksforhold og dette fungerer umiddelbart ganske glimrende. Banerne er tilpas store til at man kan få nogle episke sniperdueller og samtidigt tilpas små til at man kan få intense dueller med SMG våben, så hvad er problemet. Jo det skal jeg fortælle jer – hvis du er online i MoH Aiborne, så er du sandsynligvis den eneste. Der er sådan cirka ingen online i Aiborne, og hvis der er en enkelt, så skrider denne hurtigt igen, simpelthen i frygt for at nogen genkender ham og gør grin med at han har købt EA’s seneste skodprodukt. Faktisk bør psykologer henvise patienter med forfølgelsesvanvid til Airbornes onlinedel, for der er det 100 % sikkert, at ingen forfølger dem og at de er aldeles mutters alene. Men for os andre, er det bare sur røv, specielt fordi at der som sagt ikke er meget smæk for skillingen i singleplayerdelen.

 

Hvis man er heldigt at logge på den ene gang i måneden, hvor mere end 4 er online samtidigt i Airborne og man efterfølgende får startet et spil, finder man ud af, at det ene hold er tvunget til at starte med at kaste sig ud fra faldskærm. Dette er selvfølgelig lige i Airbornes ånd, men desværre også lige så åndssvagt som spillet i sin helhed. For når man som tysker ligger i skjul på banen, så er det altså ikke synderligt svært at pille de fjendtlige skydeskiver ned med en sniperriffel – og da specielt ikke når de spawner i faldskærm. Så hvis du skal spille online, så bed til at du bliver sat på det tyske hold, for hvis ikke, så kan du godt droppe at lave noget fornuftigt på din xbox de næste 20 minutters tid, medmindre du selvfølgeligt nedværdiger dig selv til at quitte og dermed må indkassere din knaldhårde straf på hele 2 minuspoints.

Konklusion 

Hvis man skal runde MoH Airborne af, så må man konkludere, at det er et særdeles mislykket forsøg på at lave noget nyt indenfor en aldeles udslidt genre. Mest af alt minder spillet om en gallamiddag på Thisted Swingerklub; intentionen er god nok, men det bliver sgu bare for akavet i længden og man burde have skoddet idéen på tegnebrættet. Derudover ved vi jo alle godt, at når EA smider et spil på markedet, så er det jo ikke pointen at lave en bestseller, det er derimod hensigten at lave et middelmodigt spil som kan forbedres i den næste udgave som sandsynligvis kommer året efter, medmindre der indtræffer begivenheder som retfærdiggør at man kan udsende en ny udgave tidligere. Jeg gætter på, at de næste WWII titler der kommer fra EA bliver følgende:

 

-         MoH Trainborne: Du bestemmer selv hvilken station du står af på, og dermed begynder krigen fra.

-         MoH Seaborne: Styr et skib og vælg selv, hvilken havn du vil starte krigen fra.

-         MoH Driven: Du har din bil og dermed kan du selv vælge på hvilken af Europas motorveje du vil påbegynde krigen.

 

Det er naturligvis kun gæt, men imo særdeles kvalificerede gæt, når man ser på hvad EA tidligere har præsteret at smide på markedet.

Alt i alt er MoH Aiborne et ganske mislykket forsøg på at forny WWII FPS genren – EA formår ikke rigtigt at få deres idéer til at virke, og langt hen af vejen er de selv skyld i det.

 

Jeg vil give spillet 2 stjerner ud af 10, da det absolut er ét af de ringeste WWII spil der findes på markedet hidtil. Før har man brugt udtrykket ”ingen replay value”, men i dette tilfælde vælger jeg i stedet at benytte mig af udtrykket ”ingen play value” – for hvis man først har stiftet bekendtskab med COD2, så er der absolut ingen grund til at give sig i krig med Airborne – medmindre man da er tosset med at kaste penge efter ting, man i bund og grund aldrig får brugt alligevel. Hvis man tilhører denne gruppe af mennesker, så kan jeg dog varmt anbefale Airborne, ligesom jeg vil anbefale den nye bog om kongehuset, DVD’er med visdomsord fra Lotte Heise og alt hvad man kan finde i TV-shoppen. God fornøjelse!

 

- Pessimisten

 

PS: Endnu engang tak til Tox for at lave de fine pessimist bannere.

Pessimisten Anmelder: Halo 3

Det her bliver intet mindre end fantastisk, episk om man vil. Alting er gjort klart, surrounden skruet godt op, lænestolen placeret godt foran fladskærmen, der er cola og snacks og så mangler vi bare det vigtigste. Cd-en sættes i, og med ét er man i et andet univers, et univers så fantastisk og stort, at man ikke troede det muligt. Musikken er legendarisk, titelmelodien fanger dig med ét og straks popper det velkendte logo frem så ingen er i tvivl om, hvilket projekt vi har med at gøre.  

1. scene – du ser en fantastisk stjernehimmel og der går ikke længe før vi stifter bekendtskab med vores allesammens helt. Scenerne er intet mindre end formidable når vores helt bevæger sig igennem et fremmed, futuristisk landskab, og ud fra denne beskrivelse er der vel ingen der kan være i tvivl om, hvad det er vi snakker om. Vores helt bevæger sig gennem horder af fremtidsfjender med fantasifulde våben, men længere når jeg desværre ikke da jeg nu skal til at anmelde det nyeste hype på xbox360 fronten, Halo 3. Så jeg må desværre vente med at fortælle mere om Star Wars til en anden dag. 

Halo – en revolution (?) 

Når man ser på anmeldelserne indtil nu, har der været bred enighed om, at Halo 3 tilsyneladende er en revolution på spilfronten, så pessimisten havde da store forhåbninger om, at udviklerne rent faktisk havde ramt en guldåre af idéer, som man aldrig havde set før på FPS fronten. For det er det vi taler om, endnu en FPS’er, som tilsyneladende skiller sig ud fra den hastigt voksende mængde. Pessimisten var overbevist om, at når vi nu taler om en historie der bl.a. udspiller sig i Afrika, så havde Bungie-teamet lavet noget helt vildt og revolutionerende for gameplayet. Her tænker jeg på muligheden for at temperatur kan have en altafgørende rolle, eller hvad med at spilleren skal vænne sig til sollyset når man går fra mørke rum til lys og omvendt, eller måske noget med pludselige klimaforandringer.  

Men nej, Capcom havde allerede taget flere af disse ting, så i stedet har Bungie valgt at udstyre spilleren med et ”bobleskjold”, hvilket tilsyneladende er det, der skal revolutionere Halo 3’s singleplayerdel. Den lader vi så lige stå lidt. Efter sigende havde amøberne hos Epic games også overvejet idéen om et bobleskjold da de lavede GOW, men de droppede den hurtigt da det simpelthen var for åndssvagt – hvad der har fået Bungie til at tage idéen til sig aner jeg ikke. Men jeg gætter på at det var en god julefrokost med rigelige mængder af våde varer. 

Halo 3 er altså Halo som vi kender det, intet nyt under solen gameplaymæssigt. Det vil muligvis behage fanbasen fra Halo CE og Halo 2, men for os som ikke er helt tossede med at kaste en stor sum penge efter en årgangsvin, som i virkeligheden viser sig at være piesporter til en 20’er i fakta, vil det nok være en knapt så behagelig overraskelse. Der er der trods alt gået et par år siden den sidste udgivelse, så det bør da for dælan være muligt bare at variere sig en lille bitte smule mere, end et bobleskjold. Men det er selvfølgelig svært, når hele Bungie-holdet sandsynligvis har brugt et par år på at sidde og male små actionfigurer som skulle bruges i deres møgreklamer for Halo 3, som I sandsynligvis har stiftet bekendtskab med i løbet af den sidste uges tid. 

Kunstnerisk grafik 

Grafisk set vil jeg give de fleste anmeldere ret – miljøerne ligner jo rent faktisk små kunstværker. Så er det sgu bare ærgerligt at det er Picasso der har malet lortet. Udendørsbanerne er et virvar af farver, den ene mere farvestrålende end det andet. Fans af serien vil påpege, at det er det rigtige halo-univers, men pessimisten fastslår at det mest af alt ligner resultatet af, at man blender teletubbies og tilsætter resterne af en trafikdræbt papegøje. Hvad er det for en 70’er hippie der har besluttet sig for at alting skal være så farvestrålende? ”Tjaeh tjoh, Gears of War var da meget flot, men jeg har en idé, hvad med at vi holder os for øjnene og vælger en farve hver, og bagefter bruger vi så den farve til vores landskaber og figurer”. Det ser dumt ud og særligt realistisk er det da heller ikke. Seriøst, efter sigende udspiller eventyret sig i det 26. århundrede, hvor man har lavet laserpistoler, flyvende biler og enorme, svævende ringe der smadrer alt i universet hvis de aktiveres, men man har tilsyneladende ikke fundet ud af, at hvis man skal i krig i Afrikas ørken, så er det ikke verdens smarteste ting at iføre sig selv blå rustning, orange smækbukser og køre i en lilla hoover, det er sgu da håbløst. ”Ja hej hej, se mig, jeg er sniper” Jamen så skulle du nok ikke have taget din selvlysende, røde heldragt på vel bassemand, du går jo ikke ligefrem i ét med afrikas øde ørken, og der er trods alt ingen der er så dumme, at de tror der står en postkasse midt i Sahara. 

Størstedelen af miljøerne er store og omfattende, men i stedet for at lave dem dobbelt så store, så har udviklerne bestemt sig for, at spilleren i flere baner sendes tilbage af samme vej man kom fra, så man på denne måde kan forlænge oplevelsen lidt. Det bliver bare irriterende i længden at blive sendt frem og tilbage blandt 2 punkter på banen flere gange, lidt ligesom at handle smykker til kæresten/konen, der er jo nærmest ingen grænser for hvor mange gange man bliver sendt retur til forhandleren. Og dette til trods er singleplayerdelen overraskende hurtigt overstået – hmmm, havde ærligt talt forventet mig mere af et spil, som har været hypet til det nærmest overnaturlige. 

Ergo er Halo 3 ikke noget vidunder på den grafiske side, specielt indendørsbanerne ligner noget fra de gamle konsoller, og hvad udendørsarenaerne har af afveksling mangler indendørsbanerne i høj grad – og det er jo som sagt heller ikke særlig pænt. Tankerne sendes nærmest i retning af Perfect Dark, og her er det vel at mærke Nintendo 64 udgaven vi snakker om. Sløjt! At man ligeledes har valgt at låne flere miljøer fra de tidligere halo titler giver heller ikke pluskarakterer i min bog. Hvis jeg vil spille baner fra Halo 2, jamen så køber jeg nok det – det er altså ingen undskyldning at det er i HD og med surround. Og hvorfor er det lige at personerne i Halo 3 absolut skal være så møgdårligt animerede. Seriøst, jeg har set bogreoler der var mindre kantede end dine medallierede i Halo 3 og playmobilfigurer der var bedre til at vise følelser… Det er bare ikke godt nok! 

Ny og forbedret AI… eller… 

Bungie havde forinden release meldt ud, at AI’en ville være kraftigt forbedret i Halo 3, og det er da muligt at fjenderne også agerer en smule mere intelligent, men der skulle dælme heller ikke meget til. I øvrigt undrer det mig, hvorfor man ikke har brugt den samme AI hos dine allierede i spillet. De befinder sig intelligensmæssigt på et stadie mellem Morten Jensen/Peter Palland og idiot, ja faktisk behøver de vel næppe at have en rustning på når de lige så godt kunne fise rundt med en skydeskive på ryggen. I øvrigt er de fuldstændigt håbløse til at skulle agere bare nogenlunde naturligt – ja det kan da godt være at de kommer til undsætning i deres biler hvis man får skudt sit køretøj i smadder, men hvad hjælper det når de tilsyneladende fået kastet deres kørekort i nakken på det sidste AA møde? Jeg blev hentet af en flok venligsindede soldater, og tænkte, at jeg ville tage maskinpistolen bagerst på bilen og lade mine comrades køre, men det skulle så vise sig at være den dårligste beslutning man kan tage i spillet. Chaufføren besluttede sig resolut på at bruge en halv times tid med at forsøge at køre op af en lodret mur, og da det ikke lykkedes kørte han så direkte ind i en fjendtlig chopper med det resultat at vi alle var døden nær. Dette medførte så øjeblikkelig stress, hvorfor min chauffør tilsyneladende ikke så anden udvej end at køre ud over en bjergskråning hvorefter alle døde. Fantastisk, og utroligt realistisk!! 

Men når det så er sagt, så ER AI’en faktisk blevet bedre, men realistisk er den altså ikke. Horder af fjender styrter stadigvæk i dækning når de ser synet af Master Chief, også selvom de er 4 gange så store som ham, med drabelige våben og i kæmpe overtal, men det giver naturligvis den helt rigtige heltefølelse for de små 12-årige drenge der sidder og spiller skidtet. For os andre er det bare latterligt. 

Ingen helte uden den helt rigtige heltemusik, i dette tilfælde Halo melodien, som bliver spillet et utal af gange, tilsyneladende fordi bungie-folkene, ligesom ved banedesignet, er tilhænger af genbrug. Måske skulle de bare holde sig til dåser og flasker fremover, hvis de skal blive ved med at genbruge, for til sidst har de spillet den samme sang så mange gange at man simpelthen bliver nødt til at knalde sin xbox én på siden da man er i tvivl om, hvorvidt CD’en har sat sig fast. 

Online glæder 

Når nu Halo’s singleplayerdel ikke er noget at råbe hurra for, måtte pessimisten selvsagt springe på online-vognen og tjekke multiplayerdelen, som efter sigende skulle være det største og bedste online community til nogen konsol nogensinde. Selve co-op vil jeg ikke gå så meget ind på – det er det samme som singleplayerdelen, bare med op til 3 andre – og vi har allerede diskuteret det med co-op i et dårligt spil – det gør bare ikke ting bedre at være flere om det når grundlaget er elendigt. Lidt ligesom de der terapigrupper for folk med alverdens problemer, det kan godt være de er flere om det, men de har det nok ikke særlig godt alligevel. 

Multiplayerdelen består af så mange muligheder, at selv den mest stille og rolige person kan få øjeblikkelig stress over, hvad det er man skal vælge. Misforstå mig ikke, mange muligheder er som regel en positiv ting, men alligevel. Det ville svare til at man går på restaurant og beder om kokkens anbefaling, hvorefter han remser hele menukortet op. Og til trods for at man har stoppet multiplayerdelen til med spilmuligheder som shotty sniper, pinball osv. har man stadigvæk ikke tilføjet den allervigtigste gamemode af dem alle, nemlig ”i’m a bloody idiot” moden, hvor alle tumperne kan mødes og svine hinanden til herfra og til dommedag. 

For sikke da en gang nonsens og ligegyldig pladder der bliver fyret af online – og jo, Halo er sgu bare værre end mange andre spil! Da jeg i sin tid købte min xbox havde jeg da en idé om, at man nok kunne lære noget om den store verden, ved at snakke med andre over live, men jeg havde dælme ikke troet at jeg efter 2 dage online på halo kun har lært at sige ”skrid din pisnoob” på 30 sprog. Jeg havde endda en idé om, at vi danskere alle er rolige mennesker, også når vi spiller online, men efter at have fået serveret ”fuck af spasser” et utal af gange, har jeg måtte konkludere, at vi heller ikke er for fine i kanten i lille Danmark. Så kære forældre, hvis i synes jeres lille øjesten er ved at være lidt for meget sømand når han åbner munden, så gør jer selv den tjeneste at brænde hans eksemplar af Halo, og så vil jeg skide på at sønnike efterhånden er 40 år gammel - brænd den!! Men nørj hvor må alle shadowrunners, COD spillere m.fl. da nyde online verdenen for tiden, for alle fjolserne sidder tilsyneladende i Halo og prøver at få gjort lidt op for deres flossede selvværd, som efterhånden har fået så mange tæsk, at det at uddele svinere til mennesker på den anden side af jorden tilsyneladende er det eneste der kan få dem til bare at føle sig en lille smule ovenpå. Ja man får vel nærmest ondt af dem. 

Multiplayerdelen er i og for sig ganske udmærket, men så heller ikke bedre. Mange vil garanteret nyde, at der altid er mange andre online, der er klar på en slåskamp – men det er der sådan set også hvis man banker på døren ved de små snuskede værtshuse rundt om i landet, men der vælger jeg så, ikke at gå hen. Faktum er, at Halo 3 minder så meget om Halo 2, og der sidder mennesker derude, som ikke har lavet andet de sidste mange år, end at spille Halo 2, så os der nyder et godt online spil i ny og næ, og også gerne vil smage sejrens sødme en gang imellem, kan lige så godt droppe det – vi er dømt til at tabe. Og så nytter det altså ikke at Bungie har inkluderet muligheden for at gense kampene efterfølgende, for hvad nytter det? Det er slemt nok at blive tæsket gul og blå i et online spil, men at skulle se på skidtet bagefter – det er da lige groft nok. Lidt ligesom når ens tandlæge åbner muligheden for at man kan følge med i et spejl! ”Ja hr. pessimist, om få sekunder vil jeg skambore dine kindtænder og efterfølgende flå et par stykker ud i et virvar af tandstumper, blod, sved og en del tårer, men hør – var det ikke noget at følge med via spejlet” – ja tak, hvad tror du selv!? 

Konklusion 

Så skal vi til det, og der skal uddeles karakterer. Jeg er villig til at give Halo 4/10 da der trods alt er flere gode momenter i spillet. Man kan ikke komme udenom, at Halo 3 er det mest spillede onlinespil på en konsol nogensinde og det giver 1 point, til trods for at det vel egentligt bare er det endegyldige bevis på, at der sidder en del med for meget tid og for mange penge.  

1 Point gives for at MS via sublim markedsføring efter sigende har fået folk til at købe en såkaldt ”legendary edition” for rundt regnet 1.000 kr., hvor man får en Master Chief hjelm med?!? Det kan sgu godt være det virker meget sejt lige i det øjeblik hvor man virkeligt tror man er Master Chief og kører med klatten. Men i døgnets resterende 23 timer og 57 minutter ville jeg virkeligt føle mig røvrendt, og når børnebørnene engang spørger hvad det er for en hjelm, og efterfølgende griner sin røv i laser over, at bedstefar er blevet taget grundigt ved næsen, vil jeg nok overveje om man bare skal kaste sig ud foran toget eller flytte til Uganda. 

Det 3. point gives for, at jeg ikke længere behøver at besøge min lokale hashpusher hvis jeg får lyst til at se underlige ting og masser af farver. Man tænder bare for Halo 3, og vupti er dit fjernsyn forvandlet fra et stuemøbel til en forunderlig verden, med alle regnbuens farver. Måske Bungie bare er jaloux over at det ikke var dem der fandt på Viva Pinata. 

Det 4. og sidste point gives for at Halo har formået at tryllebinde så mange folk i så mange år, det må vel være historiens største fupnummer i stil med Enronn, Italiensk fodbold og Michael Jackson. En ganske almindelig FPS’er der via et markedsføringsstunt i stil med præsidenters valgkampagner har overbevist flere millioner om, at et farvestrålende, middelmodigt computerspil faktisk er værd at spilde flere måneder af dit ellers kostbare liv på. 

At så mange anmeldere verden over har givet Halo 3 tårnhøje karakterer kan kun forklares med 1 ting: Frygt for en ny ”Muhammed-krise”. Man kan velsagtens forestille sig dramatiske reaktioner fra den enorme Halo fanbase såfremt deres yndlingsspil ikke er oppe og slikke toppen på karakterskalaen. Jeg forestiller mig nedbrændte spilsite-redaktioner i hele den vestlige verden og tusindvis af demonstrationer. Ja, vel det nærmeste man kommer WWIII – undertegnede går nok også under jorden i et stykke tid efter denne anmeldelse, i frygt for at fanfraktioner vil opsøge mig på den private adresse. 

Svende, kan i ha’ det godt – og god weekend. 

Pessimisten 

Til jer der læser med første gang skal det lige siges, at ovennævnte afspejler Pessimistens holdning, og ikke personen bag pessimisten og at der i øvrigt er tale om en humoristisk tilgangsvinkel til spilanmeldelser. Tak fordi i læste med.

Pessimisten Anmelder: Bioshock

”En klassiker er født”, ”køb det før din friendslist”, ”Dette er en toptitel” og ”Dette spil vil for evigt skærpe kravene til FPS-genren” er blot nogle af de prædikater som Bioshock har fået i sine hidtidige anmeldelser og nu kan det ellers så anmelder roste spil så tilføje ”fuldstændigt håbløs” og ”toppen af uduelighed” – for det er blevet tid til en pessimist anmeldelse af blockbusteren Bioshock.

Surprise Surprise! 

Da jeg hørte rygtet om, at der var en ny toptitel på vej til xboxen under navnet Bioshock, så krildrede det straks i mine små pessimistfingre, for det ville jeg dælme gerne prøve. Da jeg så fik spillet ind af døren, sat cd’en i mit xbox drev og fik startscenen overstået, måtte jeg slukøret erkende, at der (naturligvis) var tale om endnu en FPS’er. Endnu flere guns, endnu flere tåbelige og dumme fjender og endnu et spil, uden gåder, uden puzzles og uden det mindste krav på skills. Det er tilsyneladende blevet forbudt at lave et spil til xboxen som ikke pacer de små psykopatunger i USA som tørster efter blod og vold – men nå, det skulle jo være noget helt ud over det sædvanlige, så væk med fordommene og i stedet begav jeg mig ud i Raptures univers.

”Men vandet er flot” 

Historien udspiller sig under vandet i et art-deco 60’er miljø, nuvel, meget opfindsomt, og bevares – flot er det også. Efter sigende skulle 2K studios have haft et helt hold af designere til at lave vandeffekterne, og pessimisten overgiver sig da også – vandet ligner vand. Desværre er det bare ikke et succeskriterium – vand lignede også vand i Far Cry Predator, men det var stadigvæk et møgspil – vand lignede også vand i Gears of War, som ligeledes var et møgspil og tro det eller ej, vandet i vandhanen ligner også vand, men det får mig sgu ikke til at løbe jublende ud på altanen og i bedste Leonardo DiCaprio Titanic stil udbryde: ”I’m the king of the world”. I stedet skulle spiludvikleren have sat et hold til at designe fjender, så man ikke var blevet nødt til at låne fjenderne fra Condemned, jamen hvad er det for noget? Er det simpelthen i mangel på bedre eller hvad? Hvis denne trend fortsætter, så bliver den næste topsællert et FPS fra Epic studios, hvor Cliffy B og hans kompagnoner har lavet sindssygt flot græs, men da alle i studiet var optaget af at lave græsset, så blev man nødt til at låne lidt hist og her, så historien ender ud med at blive et eventyr om den italienske helt i blå trøje, røde smækbukser, rød kasket og mustache, som jagter et blåt pindsvin i røde kondisko mens han bliver distraheret af en ubehagelig type i en grøn kampuniform med gult visir og en allerhulens masse fremtidsvåben. Ja det skal nok blive godt da!

Plasmids og tonics

Det der efter sigende skulle gøre spillet så specielt er, at man undervejs kan benytte sig af de såkaldte plasmids og tonics, som gør spilleren i stand til at tilegne sig de mest fantastiske evner. Denne egenskab skulle efter diverse anmeldelser være det, der virkeligt adskiller Bioshock fra andre spil – hvor er det bare ærgerligt at udviklerteamet ikke brugte mere tid på lave nogle fantasifulde plasmids, men nårh nej, de var jo optaget af at lave vand. Stort set samtlige plasmids er set før, nogle er faktisk så håbløst brugte, at man vel nærmest må ryste på hovedet – heriblandt det frygtindgydende ild-plasmid, som gør spilleren i stand til at skyde med ild. Ja halleluja hvor er det da bare nyskabende, hvis jeg nu siger ildblomst og supermario. Endnu engang har anmelderteamet måtte låne andre steder fra da man ikke havde tid til at udvikle egne idéer, fordi flot vand var førsteprioritet, det overrasker mig egentligt at man ikke også kan finde et plasmid der giver spilleren hundeører og vaskebjørnshale og gør ham i stand til at flyve, men det var måske for oplagt. Tonics fungerer som en slags power-ups, som gør spilleren bedre til at hacke, gør ham usårlig overfor ild osv. Men også det har man set så uendeligt mange gange før. I andre spil hedder det så bare ”power-ups”. Og ved i hvad? Et spil bliver altså ikke bedre af at man finder på fantasifulde navne til i forvejen udslidte emner. I så fald vil jeg da relancere Wolfenstein 3D og kalde alle våben for dyrenavne – så falder anmelderne jo tilsyneladende på halen af ren og skær benovelse over den opfindsomhed der er lagt for dagen.

Små piger og store dykkere 

Spillets omdrejningspunkt er de såkaldte little sisters – små piger der trasker rundt i Raptures miljø, efter fulgt af Big Daddys, store typer med kraftfulde våben iført dykkerkostumer. . . Det endegyldige bevis på at der blev røget en del hash under udarbejdelsen af bioshock. Det med små tøseHackr kender vi jo fra japanske gyserfilm, men brutale dykkere, den har man alligevel ikke set før. Det er altså resultatet af at prøve at adskille sig fra andre FPS’ere – dykkere med guns. Dejligt opfindsomt, men desværre også oplagt grinagtigt. Disse store brutale typer render som sagt rundt og beskytter de små tøser, som man skal have fat i for at høste vidundermidlet ADAM, som kan give en flere plasmids, som så er afhængige af EVE. Man konkurerer dog mod blodtørstige Condemned mutanter som det meste af tiden render rundt og synger ”JESUS loves me this i know” og så er det man tænker, hvordan fanden folkekirken har formået at få så meget reklame ind i spillet? Efter at have oplevet ovennævnte undres man jo over, at din guide igennem spillet hedder Atlas og ikke Moses eller Ibrahim, og at spilleren ikke tvinges til at gå til søndagsgudstjeneste mindst én gang i spillets forløb, men det blev vel for oplagt.

Lydmæssig forvirring 

På den lydmæssige side skinner det også igennem, hvor Bioshocks bagmænd har lagt deres fokus – nemlig på vandet. Så derfor er der en evindelig dryppen og skvulpen i baggrunden, uanset hvor man befinder sig henne. Dette er fint nok såfremt man er pensioneret sømand med en drøm om at komme tilbage på havet, men for undertegnedes vedkommende resulterede dette i, at jeg måtte gå på toilettet sådan ca. hvert 5. minut. Igen har denne vandmæssige fokus taget livet af andre elementer, heriblandt fjenderne, som konstant render rundt og synger det førnævnte religiøse nonsens, så spilleren mest af alt sidder tilbage med dårlig samvittighed over, ikke at have besøgt nogen kirke siden sin konfirmation. Dette, krydret med den tilbagevendende søsyge og tissetrang, gør lydsiden til en fuldstændig uduelig oplevelse.

Konklusion 

Bioshock er en skuffelse fra ende til anden, mest af alt fordi pessimisten virkeligt havde på fornemmelsen, at når nu så mange anmeldere sagde at det var en toptitel, så var det en toptitel. Men ligesom med Gears of war var der ikke tale om andet en et hoax, et storm i et glas fintanimeret vand. Karakteren kan derfor kun liste sig op på 3/10, 1 point for det flotte vand, 1 point for det kvalitetsgræs, der tilsyneladende blev røget en del af da man udarbejdede spillet og 1 point for at jeg fik en 48 timers guld kode med, som jeg kan bruge på at spille TMNT arcade online. Ellers er der ikke meget andet at sige, end at Bioshock er komplet håbløst, et spil, der er sat sammen af så mange lånte ting (og pænt vand) at det lige så godt kunne have heddet ”Super Halo Sonic Brothers MGS Tekken edition”. Bevares, Bioshock skiller sig bestemt ud fra andre spil i genren, men det gjorde Barbie Horse Adventures også, og det vil jeg sjovt nok heller ikke spille.

 

Venligst - Pessimisten

Pessimisten anmelder: TMNT Arcade

Så skal vi endnu engang prøve noget nyt i pessimist-regi, og denne gang er det en anmeldelse af MS undskyldning for at få os brugere til at betale penge for noget vi allerede har prøvet og tæsket sønder sammen for vores egne penge. Vi taler naturligvis om et spil fra Marketplace’s Arcade-del – og hvad vil være bedre at starte med end én af de helt store møntslugere fra 80’erne – TMNT Arcade.

 

Gammelt spil på nye flasker… eller er det?

 

Hvad kan man så forvente af et spil, man allerede har prøvet så ufatteligt mange gange, at man egentligt burde kende hver enkelt bane og fjende så godt, at man kunne gennemføre det med lukkede øjne og begge hænder bundet på ryggen – vel ingenting – nej vel? Og det er absolut ingen undtagelse ved TMNT, hvor udviklerne har ladet spillet være præcist som det var dengang! Ingen grafisk opdatering, ingen lydmæssig forbedring. Ingenting! Det er ikke som i Prince of Persia, hvor grafikken og lyden har fået et seriøst hak opad, så alting ser mere smooth ud – nej, i TMNT er alt det samme…. Og gudskelov da for det!

 

Hvad er meningen med, at udviklerne skal ændre på et koncept så genialt som Prince of Persia, og så endda forlange at man skal betale penge for det – jeg betalte sgu for den gamle version af Prince of Persia, ikke noget nymoderne makværk – man kan jo ikke kende den gamle klassiker længere. Og ja, jeg ved godt den gamle udgave hører med i pakken, men ikke desto mindre er princippet det samme. Hvorfor? Hvorfor skal i ødelægge noget så perfekt? Du sælger sgu da heller ikke en veteranbil til et museum og dukker op med en udgave fra 2007 – what a bunch of crap! ”Neeej se, jeg har fundet en antik krone – udover at den så lige er fra sidste år” – tænk jer nu om!

 

Fantastisk historie

 

Nej det er noget helt andet med TMNT, spillet er præcist som det var i gamle dage – og præcist lige så underholdende! Eneste reelle kritikpunkt er, at turtles temaet der på intet tidspunkt bliver afspillet, men det er der en genial løsning på, hvilket vi kommer tilbage til. Historien er lige så uforudsigelig som den er velskrevet – man kommer rundt omkring i hele repertoiret, kloakker, gader, teknodromen (nej det er ikke et sted med højt bass-musik og dansende teenagere) og sågar på skateboard – ja der er nogle Hollywood forfattere der absolut har taget inspirationen til deres film fra det gamle turtles spil, heriblandt tænker man f.eks. til forfatterne af Fight Club, 300, Gladiator og Titanic – ja det er tydeligt at se at de ligner TMNT – ripoff!

 

Actionpacked Peewee

 

Spillet er instant action fra første øjeblik – ikke som i møgtitler som Gears of War og Call of Duty 2, hvor man kan vælge at træne sig op til kamp før man bliver smidt i ilden. I TMNT er der no mercy, enten har du skills, eller også overlever du ikke – plain and simple. Du starter ud i en brændende bygning hvor der naturligvis vælter ud med footsoldiers og andet ondt grej. Det første man bliver overrasket over, er det store arsenal af slag og spark, som de grønne venner er i stand til at udføre. Udover en række standardmoves, hvor din turtle langer ud efter fjenderne med deres respektive våben, kan man også benytte sig af en række dødbringende moves, hvor du enten kaster dine fjender over dig selv i en bue for at slå dem ihjel, eller fatality-angrebet, hvor din turtle kaster sig rundt i en 90 graders vinkel, for derefter at klaske fjenderne i gulvet. Og dette er vel at mærke kun dine angreb på jorden, for i luften er dine turtles mindst lige så giftige. Derudover kan man undervejs i spillet kan du også bruge diverse elementer som gadelamper, brandhaner og kloakdæksler til at knalde dine modstandere i gulvet. Så gameplayet er helt og aldeles varieret.

 

Bestialske Bossfights

 

Spillets helt store force er dog de sindsoprivende bossfights hvor du bliver stillet overfor nogle af Turtles-seriens helt store personligheder, heriblandt Rocksteady, Beebop, Krang, Shredder m.fl. Hver boss har sin egen taktik og skal bekæmpes på hver sin måde. De benytter sig endvidere af lasere, strålepistoler, flammekastere og mutagenstråler for at få kål på dig, og det kan virkeligt blive en svedig oplevelse af skulle få ram på disse.

 

Grafisk vidunder – lydmæssig sensation

 

Dér, hvor TMNT virkeligt scorer points, er på den grafiske fremstilling. Det er ikke ligesom i GOW, hvor man forsøger at få noget til at ligne noget, som det i sidste ende ikke ligner, nej – i TMNT ligner turtles jo turtles, og fjenderne kan man sagtens genkende fra serierne. Det er muligt at en pixel fylder 1x1 cm på skærmen, men det kan man sagtens bære over med, når man først står i kampens hede. Bosserne ligner også sig selv og hvad endnu bedre er, så lyder de også som sig selv. Lydsiden er nemlig intet mindre end fænomenal, og når nu udviklerne ikke har fundet plads til selve Turtles sangen, så har man flettet temaet ind i banemusikken, så det er jo intet mindre end fryd! Lyden af dine turtles der udbryder ”Pizza Time”, ”Cowabunga” m.m. er også utrolig realistisk og når animationerne samtidigt følger samme vej, så kan man ikke andet end at blive overvældet. Pessimisten måtte i hvert fald knibe en enkelt tåre undervejs under udarbejdelsen af denne anmeldelse. I øvrigt er det værd at bemærke, at plukke æble-dansen faktisk har sin oprindelse i dette spil, helt præcist i Splinters jubelscene – tak til Jibla for at udpege dette.

 

Multiplayer som multiplayer skal bruges

 

Multiplayersiden i TMNT er lige som man kunne ønske. Det er ikke som i mange andre titler, hvor 2 personer eller flere bare kan gennemgå den samme møgoplevelse som hvis man var 1 mand – nej i TMNT retter spillet sig efter hvor mange mennesker, der spiller spillet samtidigt. Jo flere mand man er, jo flere fjender og hårdere bosser og det fedeste er, at man nu kan være 4 mand online samtidigt, hvilket jo nærmest er det ypperste i et turtles-relateret spil. Dette giver en superfed oplevelse, specielt når man står 4 mand i en nærmest grøn-lilla klynge og bare slår ud til alle sider da fjender og venner fylder hele skærmen. Priceless!

 

Konklusion

 

TMNT er simpelthen en gennemgående fantastisk oplevelse og lige ud af landevejen. Ingen irriterende plot-twists eller steder som man bliver nødt til at prøve 1.000 gange fordi man ikke kan finde den rigtige vej eller løse et møgmysterie – nej det er lige ud af landevejen og hack’n slash når det er allerbedst. Spillet alene er ganske fantastisk, men den eminente multiplayerdel trækker anmeldelsen op blandt de sjældne. Pessimisten uddeler 97 points ud af 100 mulige til TMNT, og de sidste 3 points kunne være fundet hvis man havde haft TMNT sangen med, ikke havde valgt at lade uncle Phil fra ”Rap fyr i L.A.” sætte stemme på Shredder og så et point for ikke at have lavet spillet noget længere. En stor anbefaling herfra!

 

- Pessimisten

Pessimisten anmelder: Rainbow Six Vegas

Så er sommerferien overstået og pessimisten er vendt tilbage fra sit habitat i en jordhule, langt oppe i de norske fjelde. Frisk, veludhvilet og vredere end nogensinde før. Derudover tager vi igen fat i konsolspillene og denne gang er det Rainbow Six Vegas (fremover R6V) der får sig en tur i kværnen. Og hvor sjovt kan det egentligt være at lege politi og røvere i en virtuel verden?

 

Så skal vi til det igen!

 

R6V er et FPS i klassisk forstand, og her ved jeg godt at i tænker ”FPS, og så til xbox360’eren… Kan det virkeligt passe?!?”. Ja! Det kan det. Der er tale om et ganske almindeligt, simpelt FPS-spil, ligesom 80 % af spiludbuddet til xboxen – så intet nyt under solen hvad det angår. Derudover kommer det vel næppe bag på nogen, at Ubisoft har valgt at balancere spillet således, at det minder urimeligt meget om GOW, der er derfor igen tale om en ”skyd, duk-dig, skyd, løb-i-dækning”-oplevelse og ligesom i GOW er det bare ikke særligt afvekslende og overhovedet ikke særligt underholdende. Er det umuligt at lave bare en smule afveksling i FPS’ers, eller er vi virkeligt tvunget til at gennemleve en westernfilm i moderne emballage, hver gang man putter en cd med et FPS-spil i xboxen? Ufatteligt.

 

Kludedukker på slæb

 

For at frustrere spilleren yderligere, har spiludviklerne valgt, at man skal have 2 comrades på slæb. Idéen er jo umiddelbar god nok, da man så får ekstra hjælp når kuglerne fyger om ørerne på spilleren. Desværre har man valgt at udstyre disse med en AI, der mest af alt minder om en blanding af et æggeur og en gummisko. Endvidere er styringen af dine 2 medhjælpere så gennemgående elendig, at det umuliggør brugen af dem fuldstændigt. Forestil jer følgende scenario: Terroristerne står i et rum med 3 gidsler, der er én dør man kan komme ind af, samt et ovelysvindue. Jeg placerer mine 2 hjælpere ved døren og gør mig klar til at bryde ned igennem taget for at overraske mine fjender. Jeg tager stilling til at udføre angrebet og trykker på ”aktivér” knappen, i håb om at mine venner fyrer et par skudsalver af i rummet inden jeg rammer jorden. Jeg flyver ned i rummet og opdager til min store forbavselse at jeg er helt alene, hvilket naturligvis ender med min visse død. Det sidste jeg ser, når jeg ligger på jorden og kigger op i luftet, mod vinduet jeg sprang ned igennem, er at mine 2 medhjælpere står og kigger ned fra vinduet??? Hvad i hele hule helvede laver de? Samme scenario er også endt med at mine medhjælpere har kastet granater ind i rummet og dræbt alle, inklusiv gidslerne – de har flere gange blokeret for hinanden i dørkarmen, skudt hinanden i hovedet og sågar sprunget ud fra 10. sal i desperation over, at de er så fandens dumme! Hvad er det for en stupid udvikler, der i stedet for at udstyre spillet med en tand flere sværhedsgrader, har tænkt at vi bare gør alle medspillerne så uduelige, at de knapt kan binde deres snørebånd uden at dø af stress.

 

Monoton historie

 

Historien er som taget ud af en rigtig dårlig, amerikansk B-film. Amerikansk sødsuppe af værste art; terrorister truer med at sprænge Las Vegas i luften og en lille gruppe af amerikanske anti-terror folk sættes på sagen. De er 3-4 mand og klarer naturligvis sagerne på egen hånd mod 13 mio. terrorister, som har klemt sig sammen på et casino i Las Vegas. Ikke alene er historien realistisk, den er også så uhyggelig uforudsigelig – ja puha da, mon amerikanerne vinder, jeg tror det nok, eller gør de? Sødsuppe!!! Så intet nyt under solen her.

 

Flere spilmodes – flere frustrationer

 

For at forlænge oplevelsen, har udviklerne valgt at inkludere flere spilmodes, heriblandt Terrorist hunt, som ganske simpelt går ud på at slagte et bestemt antal terrorister på en given map og det er bestemt lige så dødssygt som det lyder til. Endvidere er denne spilmode blevet krydret med det mest elendige spawn-system set hidtil, og det er ikke spilleren der spawner, men derimod fjenderne. Jeg har seriøst oplevet at traske den samme cirkel rundt 100 gange for at lede efter den sidste fjende, hvorefter han pludseligt dukker op, ud af ingenting, 1½ meter fra mig og bang, jeg er død. Hvad f*nden er det nu for noget? Hvis det skal forestille at være realistisk, så anbefaler jeg sgu at samtlige soldater på verdensplan holder sig ude af ”terrorland” nu og fremover, for det er sgu da nærmest sindssygt. På den anden side ville det være superfedt at være en af ”de onde”, så man på magisk vis kunne morphe gennem vægge og tage for derefter at pille fjenderne ned med et velplaceret karatehug. Useriøst!

 

Multiplayerdelen – børnehave v.2

 

Nu ved jeg ikke om det er trend i USA, at man har skrigende unger til at sidde foran sin xbox? I hvert fald er det også tilfældet i R6V, at man flere gange kan høre små skrigende unger i sit headset. Findes der ingen aldersbegrænsning derovre eller hvad? Og i så fald, bliver den overholdt? Nå men nok om det. Multiplayerdelen af R6V stinker i samme omfang som spillet. Konceptet ”flere om samme elendighed” giver heller ikke positivt afkast i dette spil, ligesom det ikke gjorde i GOW, så det ender mest af alt med, at man er den samme flok tåber der render rundt i ugidelighedens tomrum, mens man mest af alt prøver at finde en vej ud af dette nonsens. For at krydre spillet har man udstyret onlinedelen med en mulighed for at udstyre sin spiller med alskens udstyr og hvad er det lige det skal gøre godt for? Det er sgu da for fanden et skydespil, ikke Barbie påklædningsdukker vi leger med, så hvilken interesse skulle jeg da have i at udstyre min spiller med en neongrøn technowest og lortebrune camouflagebukser? Virkeligt tjekket. Derudover indeholder R6V muligheden for, at man kan tage et billede med sit Vision cam og sætte på halsen af sin spillefigur, og det er sandsynligvis den lammeste idé til dato. Ikke nok med, at jeg skal plages med at anmelde dette makværk, så skal jeg denondelyneme også glo på mig selv der render rundt på skærmen, og det ligner jo ikke engang? Det er ikke et vision cam, det er jo et apparatur der viser, hvordan du ville set ud, hvis du i stedet for et klap i enden ved fødslen i stedet var blevet tæsket med en svensknøgle, vil elendigheden da ingen ende tage?!?

 

Konklusion

 

Alt i alt er R6V en helt igennem rædderlig oplevelse. Man sidder lidt med samme fornemmelse, som dengang man mistede sin mødom: før oplevelsen havde man store forventninger og krilder i maven, men bagefter har man mest af alt lyst til at smide det der ligger ved siden af i sengen ud af vinduet (i dette tilfælde min xbox) og så bare skyde sig selv efterfølgende. R6V dumper Pessimist testen i overlegen grad og pessimisten kan absolut ikke anbefale spillet til nogen som helst. Faktisk vil jeg mest af alt anbefale at man går i en stor cirkel uden om denne titel, som kan få den mest livsglade optimist til at kaste sig selv ud fra storebæltsbrugen i afmagt.

 

Venligst

Pessimisten.

Pessimisten Anmelder: Gears of War

Så er den her. Begivenheden som samtlige brugere af Xboxlife har ventet på i knap en uge (jo i har!!!) Pessimistens anmeldelse af det anmelderroste Gears of War. Spørgsmålet er så, om Pessimisten endnu engang vil uddele dumpekarakter, eller om Marcus og Dom, kan trække GOW over den magiske grænse. Jeg lader pessimisten føre ordet.

  

Så skal vi til det igen, endnu en shooter blandt mængden. Ja faktisk består omkring 90 % af udvalget blandt xbox360 spil af shooters. Om det skyldes de sadistiske spiludviklere verden rundt, eller det faktum, at Xboxens primærmarked er USA, hvor vi alle jo ved, at de er tossede med våben, ved jeg ikke, men man kan godt få for meget af dem. Hurtigt endda! Jamen hvorfor ikke lave noget anderledes, hvorfor ikke vove pelsen og lave noget andet end ”bang bang, du er død”. Vi render jo heller ikke rundt i haven længere og leger røvere og soldater, så hvorfor skulle vi bruge tiden på det foran skærmen. Den eneste form for nytænkning jeg har set på Xboxen er Viva Pinata – og det gik sgu mildt sagt ikke særligt godt. Pludseligt forstår jeg hvorfor amerikanske skolebørn er så vilde med at tæske lortet med køller, for de er jo møgirriterende… Nå, men nok om det pauvre spiludvalg, det er GOW det skal handle om – men om ikke andet er vi da i godt i gang nu.

 Jubii – flere shooters 

GOW er som sagt et typisk 3rd person shooter: Skyd skyd og skyd endnu mere, eller er det? Faktisk har Epic games forsøgt at variere gameplayet lidt, så man er nødt til at krybe i dækning for at overleve. Jamen det er jo fan-f*cking-tastic Epic! Det er virkeligt top of the pops! I stedet for skyd, skyd og skyd skal man nu i stedet bruge skyd, duk, skyd, duk og skyd metoden. Jamen det er jo bare endnu mere sindsoprivende… Eller nej – det er det faktisk ikke. Så lad det være sagt med det samme, GOW ER en shooter, intet mere, intet mindre og absolut ingen grund til at stifte bekendtskab med GOW hvis man i forvejen er træt af shooters, for der er intet nyt at finde – eller det passer ikke, for der er faktisk en enkelt mission, hvor man skal køre i bil, og denne mission er så elendigt udført, at man er i tvivl om, hvorvidt det er én af de der ”fraklippede scener” fra bonus-dvd’en, der på mystisk vis har sneget sig ind i spillet. Skrækkeligt! De fleste shooters plejer i øvrigt at markere sig med at smide et ganske glimrende udvalg af våben ind i spillet, men det er ikke tilfældet ved GOW, shotgun, pistol, machinegun og en bue – bravo. Man har så forsøgt at kompensere ved at smide en såkaldt ”hammer of dawn” ind i spillet – men nej hvor det da ikke fungerer, skyd skyd og en ildstråle står ned fra himlen og smadrer alt. Faktisk har jeg hørt den historie før, men det var dog fra junkien der af og til sover i min kælder… Måske det er ham der er den sagnomspundne Cliffy B – det vides hidtil ikke.

 Fladt gameplay – endnu fladere historie. 

Vi kan dermed konkludere, at gameplayet er elendigt – intet mindre. Jeg havde ærligt talt forventet mig en smule mere nytænkning af et spil, der har høstet rekordhøje karakterer på diverse spilsites. Men svipsere som dette kan ofte reddes af en solid historie, som f.eks. i et andet G-O-W, nemlig God Of War, hvor spillet igen var tyndt (gu var det så) men historien god, så mon ikke Gears of war reddes af en solid historie. Hmm lad mig se, jordskælv, jorden revner og op kommer Locusts, uhyggelige væsner som tilsyneladende har til eneste mål at dræbe alle mennesker og smadre verdenen. Eneste der kan redde os er en flok amerikanske marinefolk, hvoraf den ene er spærret inde for en forbrydelse, vi intet aner om og ikke får noget at vide om… What the f…(!!!) hvor B-films agtigt kan det blive? Pessimisten synes ellers at det der Locust lød meget fedt, lige indtil at jeg fandt ud af hvad det betyder. Oversat direkte til dansk er locust det samme som ”græshopper med korte følehorn”……? Epic… NEJ!!!! Jeg tror sgu jeg sætter mig ned og strikker et nyt spil sammen, naturligvis endnu en shooter, hvor man ikke bare skal skyde og dukke sig, nej hvor man derudover også skal koncentrere sig om at binde sine snørebånd en gang hver 3 minut, så gameplayet varieres. Historien i mit spil skal være, at alt ånder fred og ro, indtil en flok skumle fjender som kaldes Sirius Vulgarius (latinsk for flyveegern) kommer og angriber. Bingo, så har man åbenbart en bestseller?? Giv mig bare et 10-tal på karakterskalaen, i know you want to!!!

 Grafisk manipulation. 

Det, som mange tilsyneladende hæfter sig ved er, at GOW efter sigende skal have en ufattelig flot grafisk side. Pessimisten gennemskuede dog dette fupnummer. Jamen seriøst, hvornår har det sidst reddet noget som helst at det er flot lavet når spillet er så ufatteligt tørt? ”Jamen prøv dog at se på det hr. pessimist – det ser jo helt realistisk ud. Det ligner jo faktisk rigtige mennesker” – Ja, og hvad så?!? Amin Jensen ligner næsten også et rigtigt menneske, men det gør ham altså ikke et sjovt bekendtskab i mere end 11 sekunder af gangen – præcist som i GOW. Det er altså kun småbørn (og tilsyneladende de fleste anmeldere) der sætter sig på halen over grafik, som ”næsten” ligner noget fra virkeligheden. Lydsiden matcher i øvrigt den grafiske side rigtigt godt… Jeg mener, det lyder jo næsten som rigtigt musik, men pessimisten har naturligvis gennemskuet det lydtekniske plot, og derved fundet frem til, at det ikke er et storslået orkester der laver lyden, men derimod 5B fra Øster Vællinge specialskole, som har mixet en række numre fra deres seneste musiktime og derved har fået det til – næsten – at lyde som rigtig musik, geværskud, voice-acting m.m. En falliterklæring!!!

 Kedelig Co-op 

Nå, men som ved Fuzion Frenzy troede pessimisten, at den hidtil lunkne spiloplevelse kunne reddes, ved at søsætte en gang co-op med en kammerat. Surprise surprise – det kunne den ikke. Siden hvornår er en dårlig oplevelse blevet bedre af at man er flere om den. ”ja det var da godt nok en værre omgang salmonella vi fik os på vores charterrejse, men gudskelov var det ikke kun mig, men hele familien der fik den - wohoo”. Jamen hvad er det for noget? I stedet for at inkludere muligheden for at spille flere, burde Epic have udelukket muligheden for, at nogen som helst kan spille deres møgspil. Så svaret er nej, det bliver IKKE sjovere med co-op, vi var blot flere til at opleve elendigheden!

 Online kludder 

Anyway, single- og co-op player delen var råddent, så lad os da give den gas i multiplayer, og skyde hovedet af nogle andre voksne mennesker fra den anden side af jorden. Jubii – eller noget. (tsk tsk) Multiplayerdelen, var dog kun underholdende i præcis lige så lang tid som det tager for en gennemsnitsdansker at gennemføre et samleje, altså 1 minut og 17 sekunder. Underholdningen blev dog brat stoppet af, at Epic tilsyneladende har valgt at placere mikrofoner rundt hos samtlige vuggestuer i landet med det resultat, at det eneste vi kunne høre under hele spillet var lyden af skrigende amerikanske unger. Jamen hvad fanden er det da for noget? Det er lykkes Microsoft at blokke muligheden for, at folk under 18 år får reklamer på deres dashboard, hvorfor fanden kunne Epic så ikke have blokket muligheden for, at folk under 5 år – primært amerikanske unger – kan få lov til at spille deres møg. Eller om igen, det kan jo være at Epic rent faktisk har ansat 7.000.000 unger til at sidde og spille deres makværk, så andre normale mennesker får den idé, at der rent faktisk er andre mennesker der har købt deres møg. Bollocks!!!

 Konklusion 

Bundlinjen er, at pessimisten absolut ikke tilslutter sig den flok af tilsyneladende holdnings- og rygsøjleløse anmeldere rundt omkring, som råber ”topkarakter” i kor, men derimod straffer Epic, Cliffy B og GOW for at have præsenteret det største fupnummer i hele spilhistorien, eller det største hype om man vil. Pessimisten har gennemskuet det, GOW er intet andet end en storm i et glas vand og de eneste der kan more sig over spillet er folkene bag Epic, som garanteret griner… Hele vejen ned i banken. Gameplayet er tyndt, historien er tynd, grafikken er som en bodybuilder, pæn at se på, men pumpet op med luft, og online delen er mildest talt frustrerende.

 

Jeg strækker mig til at give spillet et 2-tal på 10-skalaen, hvilket dog alene begrundes med, at INTET (og jeg mener intet) spil kan være lige så dårlig som Fuzion Frenzy 2 og samtidigt fik jeg en 24-timer Gold trial med i spillet som jeg er svært glad for – jeg anbefaler i stedet at man sætter sig ned med sin Gameboy og tæsker igennem TMNT Fall of the Foot Clan, som er en velbalanceret oplevelse, med vores allesammens yndlingskvartet, for GOW-skiven fortjener intet andet end den skæbne den har fået i mit hjem, som pyntegenstand på min WC-børste.

Pessimisten anmelder: Fuzion Frenzy 2

Så skal vi til det igen - endnu et "party spil" i stil med Mario Party ser dagens lys. Spørgsmålet er så, om Fuzion Frenzy 2 er spillet der ændrer pessimistens holdning til party spillene, som hidtil ikke har kunne underholde ham i mere end 5 minutter tilsammen, hvilket dog alene skyldes diverse forsøg med cd-skiverne, fransk gedeost og engelsk plankebøf.

Lad det være sagt med det samme, undertegnede er ikke fan af "party-spillene" og har ikke været det siden Mario Party første gang så dagens lys. Gameplayet har i samtlige Mario Party og FF spil været tyndt som OJ Simpsons alibi, og konceptet er i og for sig heller ikke noget at råbe hurra over. Det har dog ikke afholdt Hudson fra at forsøge sig med konceptet på next gen.

Konceptet er enkelt, man tager en række små mini games og laver en konkurrence ud af dem, det lyder simpelt og det er det, desværre, også. For havde det bare været en lille smule mere indviklet kunne det muligvis have afholdt Hudsons retarderede praktikanter fra at forsøge sig med dette projekt, som fra starten er dømt til at være en dødssejler.

Man lægger ud med at vælge en spiller blandt 6 mulige og det er sådan ca. herefter at spillet bliver noget møg, så det vil sige at i ca. 1 minut og 24 sekunder efter at man har lagt skiven i drevet og startet xboxen var FF2 faktisk et hæderligt spil, hvis man altså er i stand til at se bort fra den rædderlige startskærm og den lige så rædderlige sprechstalmeister, der absolut skal råbe "Fuzion Frenzy" når man starter spillet... Rart nok hvis man er blind - men alligevel!!

Spillets vært tager herefter over, hans komplet ligegyldige mundlort kan gudskelov skippes med lidt solidt hamren på A-knappen. Herefter er man igang, vælg en planet og et mini-game og så skal der ellers gives gas i nogle solide mini-games - pissehyggeligt hvis man er et par venner og har fadøl ad libitum... eller det troede pessimisten ihvertfald, men det skulle hurtigt vise sig at være en rosenrød drømmeforestilling som spillet langt fra kunne opfylde.

Det første minigame på skærmen var et spil, hvor man render rundt og skyder hinanden med flammekastere - idéen er jo umiddelbart ok, men kors hvor er det da bare elendigt udført; styringen er elendig, grafikken er elendig og specielt lyden er elendig. Kender du det, når man bare har hørt den samme vending lidt for mange gange - lidt som Anders "Anden" Matthesens "DET' GAS - DU KA TA DET"?? Det gør kommentatoren i FF2 desværre ikke. Så han slynger glad og fornøjet fraser som "did it hurt player 2" ud flere gange end Bjarne Riis har benægtet at have brugt EPO. Undertegnede og venner troede i starten at det var noget Hudsons praktikanter havde gjort for at tage lidt pis på os, men da kommentatoren fortsatte med det i 4, 5 og 6. minigame var vi efterhånden ved at fyre samtligere controllere, xbox inkl. spil, møblement og husdyr tværs igennem lokalet - jamen seriøst, så dårligt må lyden fandme bare ikke laves - hvis jeg vil høre samme ting flere gange så sætter jeg anlægget på repeat eller spørger konen gentagne gange om vi ikke skal have en 60" plasma skærm for vores ferieopsparing, jeg tænder sgu ikke for min xbox...

Hudson har endvidere tænkt på dem, der ikke nødvendigvis synes at kommentatoren er særlig træls, hvorfor man har tilført spillet et ikke mindre end ulideligt soundtrack som vel bedst kan beskrives som sydtysk schlagermusik og en bisonokse i brunst - og har man hørt det én gang, så har man sgu hørt det hele... Jesus Christ Hudson, det er ikke bare en OM'er - det er sgu også seriøse kvajebajere til samtlige der har købt jeres skodspil og til dem der overvejer det.

De fleste minigames drejer sig i bund og grund om at hamre flest knapper i bund samtidigt og gerne hurtigst muligt på kortest tid... Det er mindst lige så sindsoprivende som det lyder... Faktisk mindes jeg at have set afsnit af "Søren Ryge i haven" som var mere sindsoprivende end de mini-games der er at finde i FF2... Tilsammen... Hop-hop-hop - A,A,A - B,B,B - hop,hop,hop... Ja det var så hvad FF2 handler om.

Men det er tilsyneladende ikke nok for Hudsons (forhåbentligt fyrede) programmører, for udover at levere et ulideligt gameplay med ulidelige minispil præsenteret af en bovlam vært og understøttet af tåbeligt musik og en endnu mere tåbelig kommentator, så har man krydret spillet med noget så åndssvagt som "pointkort", der dermed sætter alle skills ud af spillet. Jeg har seriøst gennemspillet single-player delen flere gange, hvor jeg har vundet samtlige spil, men ikke har fået et eneste point, da mine modstandere har brugt point kort, som har divideret mine points mens deres egne er blevet 10-doblet.

Hvad fanden sker der?? Har man fra Hudsons side sat sig ned og tænkt, at man nu skal lave et spil, der er så håbløst, at ingen gider at spille det mere end 5 minutter, og hvis der er nogen der gider det, så krydrer vi det med den mest ulidelige lydside i mands minde. Skulle det heller ikke skræmme spillerne væk, laver vi mini-spillene så uduelige, at ingen kan finde ud af dem, og skulle der rent faktisk være nogen der får sig nogle skills i mini-spillene, så smadrer vi deres sejrs muligheder med noget så åndssvagt som point kort... I så fald er det lykkedes meget godt for dem!! Superfesent!!!

Midt i at håbløsheden forsøgte pessimisten at finde bare en smule lys, ved at forsøge sig i online-delen i FF2 - det er jo trods alt det spillet skulle handle om - at spille med andre... Men online delen er mindst lige så håbløs som singleplayerdelen og hvad værre er, man kan ikke engang skippe den forbandede lortevært, så man er tvunget til at høre på hans meningsløse nonsens, hvilket i sig selv tager mere tid end at spille mini-spillene, og langt mere tid end den tid det tog undertegnede at rive cd-skiven ud af min x-box og kyle den i affaldskværnen, sætte ild til coveret og begrave hele herligheden i haven i et virvar af blod, sved og i høj grad vrede!!

I bund og grund er FF2 det ringeste spil der har været præsenteret på xboxen, ja velsagtens på spilmarkedet i 100 år. Aldrig har så meget elendighed været samlet på samme skive, eller dvs. udover Spice-Girls udgivelser har der aldrig været samlet så meget møg på samme skive. Spillet stinker fra ende til anden og online delen er blot prikken over i'et. Jeg ville meget gerne have brugt flere timer på at beskrive, hvor udueligt og elendigt spillet er, men jeg skal desværre til behandling for de depressioner, som jeg har tilraget mig efter 12 minutter i selskab med Hudsons misforster...

Medmindre man er urimeligt meget selvdestruktiv, skal man holde sig langt fra FF2 - jeg belønner det med et lille 00 på 13-skalaen og anbefaler istedet at man giver den gas i Tetris' multiplayerdel... Det ved man hvad er!!!



Der skal iøvrigt lyde en stor tak til ToxDK for at lave de flotte "Pessimist-bannere".

Pessimisten anmelder: Dead Rising

Efter at have skam-anmeldt samtlige next-gen konsoller på markedet, kaster pessimisten sig nu over spilmarkedet istedet, hvor hans skarpe falkeblik vil fange enhver finesse og i høj grad enhver fejl i de anmeldte spil. Første spil der står for skud er Capcoms Zombie-eventyr, "Dead Rising".



Det første man falder over ved købet af Dead Rising er, at der på forsiden af coveret står, at spillet på ingen måde skal forveksles med George A. Romero's gyserklassiker "Dawn of the Dead" - men hvorfor skulle man da også det? Kan det være historien om de overlevende, der søger ly fra et zombie-helvede i et indkøbscenter hvor de allierer sig med andre overlevende? Kan det være handlingen som stort set er proportional eller er det mon hovedpersonerne, som er ret meget de samme; den mørke politimand, den kvindelige helt og den mandlige hovedrolle? Capcom indrøm det nu bare - Dead Rising er ikke innovativt - det er et rip-off, som alene har fået et andet navn, fordi i er bange for at blive anmeldt som et "film-franchise", hvilket jo automatisk er lig med skodkarakterer på alverdens spilsites...

Spillets handling er enkelt - slagt, slagt og slagt... Måske sindsoprivende hvis man er 10 år gammel eller hedder Peter Lundin, men for os andre der godt kan lide bare en lille bitte smule afveksling i vores spil, så er der sgu ikke meget glasur på zombie kagen. Og nej Capcom, afveksling betyder ikke, at man har 1.000 måder at slå zombier ihjel på. Måske dette bare er et skalkeskjul over en hårtynd handling, der på ingen måde er særlig spændende. Gaaab.

Spillets grafiske præstation mener mest af alt om tracklisten på et Creamy album; "kvantitet frem for kvalitet". Bevares, det er da imponerende at der står 1.000 zombier på din skærm, men hvor er det da bare ærgeligt at de ligner noget fra super-nintendo tiden... Capcom forsøger så at kompensere for dette ved at tilføje uanede mængder af blod hvilket dog får en modsat effekt, da kampscenerne mest af alt kommer til at ligne en gang spaghetti med kødsovs... skræmmende... uha uha...

For at få uhyggen til at brede sig, lader Capcom dele af spillet foregå i nattetimerne, hvor alt lys er slukket. Idéen er umiddelbar god nok, men desværre er der så forbandet mørkt, at man ikke kan se hvad det egentligt er, der skal forestille at være uhyggeligt... "Game over - your dead" Muaaahahaha.. Ja uha uha, men af hvad?? Jeg ser en sort skærm og mærker noget rysten i min controller - og bang jeg er død... Scary stuff!!

Det mest uhyggelige i spillet er et skamløst dårligt save system... Man kan kun gemme enkelte steder på slagmarken (toiletterne i indkøbscentret) og det fungerer simpelthent ulideligt dårligt - endvidere har fjolserne på Capcom moret sig ved at bondefange os stakkels gamere med deres "game over"-screen, hvor teksten "save and exit" fremkommer. Super service tænkte pessimisten med det samme, da man dermed kan gemme og slukke hvis man vil tage sig et afbræk fra spilverdenen, men man får sig desværre et chok når man vender tilbage og ser, at man skal starte forfra hvis man har valgt den angivne "save and exit" mulighed... logik... eller...

Lydsiden i spillet er urimeligt ringe, nærmest ikke-eksisterende. Ja faktisk er der ikke andet lyd end Zombiernes ulidelige stønnen kombineret med stemningsløst indkøbscenter musak - faktisk minder det i høj grad om en pornofilm for blinde, hvor alene pensionerede astmatikere medvirker... Alt for meget stønnen og pling pling musik og alt for lidt stemning...

Samlet set trækker Dead Rising sig til et 5-tal, hvilket dog alene begrundes med, at "Dead Rising"-CD'en slet ikke er så ringe endda, hvis man altså bruger den som frisbee. Hvis man virkeligt gerne vil spille et spil, som byder på masser af fjender og tilmed er tilsat en god historie og et godt sountrack, så anbefaler pessimisten at man anskaffer sig Burai Fighter Deluxe til Gameboy - en tidløs klassiker som sagtens kan konsumere flere timer af ens dyrebare tid - tid som ikke kunne bruges bedre end i selskab med den flyvende Burai Fighter.

Pessimisten anmelder: Wii

Som et resultat af sidste anmeldelse af next-gen konsollerne, der var en ubetinget succes, kaster pessimisten sig endnu engang ud i en hæsblæsende anmeldelse - denne gang af Nintendos nye vidundermaskine: Wii - konsollen der var så specielt, at den i flere måneder blev kendt som "Nintendo Revolution"



Wii'en er den klart billigste konsol på markedet, og dermed de SU-afhængiges førstevalg - med en pris i omkanten af 2.000 kr. De håbefulde studerende vil dog få deres livs chok når de første gang lægger øjnene på Nintendo's nye next-gen konsol, hvis design mest af alt minder om en madkasse fra folkeskoledagene. "Den er da lille og handy" - ja, og tudegrim - selv skolebørn fra Cambodia kunne have været mere kreative i udarbejdelsen af designet - så lige på den front er der ikke meget "revolution" at hente, det skulle da lige være at den var revolutionerende grim.

Den studerende vil endvidere undre sig, når han tager "controlleren" ud af æsken, for reelt set er der ikke tale om en controller, mere en meget lousy fjernbetjening til et tv fra kridttiden; 5-6 knapper og et styrepad får næppe mange op i det røde felt - til gengæld medfølger der en såkaldt "nunchuck" en massageapperats-lignende genstand, som bruges til at styre whatever man nu spiller. Fancy!! Nunchucken kobles til controlleren via en tråd, så der bliver god mulighed for at kvæle sig selv, husdyr, børn og naboer i kampens hede...

Dog kommer det største chok når konsollen startes; lortet styres jo ved at man kaster controllerne febrilsk rundt i luften, hvilket jo er lidt tragikomisk, når prisen indikerer, at selv den tarveligste studerende har råd til skidtet - ja tak, men i hans 6 m2 store lejlighed bliver der sgu ikke plads til at bruge den, når man helst skal spasse rundt i på et hektartstort areal som en anden Van Damme. Nu ved jeg ikke om det bare er undertegnede den er galt med, men computerspil skal sgu helst spilles i sin bedste lænestol og ikke mens man flyver rundt i hele lokalet - jamen hvorfor?? Det er jo ikke engang rigtig motion og kan ikke bruges som et argument af forældrene til at købe skidtet til deres overvægtige teenage unger... Jesus...

Spiludvalget er mildest talt ikke oprivende - konsollen kan fåes med "Wii-sports" et spil som gør brug af bevægelsesfølsomheden i controlleren - det vil altså sige, at hvis du skal spille Tennis mod dine kammerater i stuen, så er der 70-80 % chance for at i knalder hinanden i gulvet og smadrer alt stueinventar under kampen. Samme er tilfældet hvis man kaster sig ud i golf, hvor lysekroner, vinduer og rengøringsassistenter er i overhængende fare for at bliver ramt af en vildfaren controller.

Det fedeste ved Next-gen Wii'en er, at den ikke engang er rigtig next-gen. Grafisk set har den samme kunnen som min 92-årige oldefar, hvilket Nintendo har forsøgt at kompensere for, ved at gøre det muligt, at man kan hente gamle skodspil ned fra internettet (selvfølgelig pr. betaling - Nintendo lærer af MS - yes sir!!!) så kan man spille spil fra 1999 på sin Wii, for derefter at konstatere at de havde bedre grafik end Wii-spil udgivet i 2007.. Wtf?? "Jamen Zeldas univers kompenserer for den flotte grafik" - gu gør det ej! Vi vokser allesammen fra at rende rundt og skyde hinanden med usynlige våben i en hektisk omgang røvere og soldater, fortæl mig så, hvorfor det er fedt at skyde med fantasi-pile?? Endvidere skummer Nintendo fløden, ved at udgive gamle klassikere som RE4 i et nyt og improved "Wii-design" - eneste forskel er dog, at man nu skal bruge controlleren til at sigte med... Jamen wauw det gør da bare at man er NØDT TIL at bruge 500 kr. (igen) på at købe spillet.... Føj siger jeg... FØJ!!!

Samlet set strækker jeg mig til at give Wii'en et 6-tal på 13 skalaen, hvilket dog alene gives da jeg er svært tilfreds med at bruge den som brevvægt og tyggelegetøj til hunden - pessimisten anbefaler istedet, at man sætter sig tilrette med sin gameboy.



(Det er tilsyneladende nødvendigt at skrive det her - men husk nu venner, Pessimist-indlæggende er skrevet med god brug af sarkasme)

Pessimisten anmelder: Next Gen konsoller

Så er det endnu engang blevet tid til en konsolkrig - denne gang anmeldt af pessimisten, hvilket naturligvis gør den op til 70 % mere troværdig end når andre spilsites anmelder skidtet - ja faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at denne artikel ikke alene er en anmeldelse, det er den skindbarlige sandhed.

Xbox360



Den mest skrøbelige konsol på markedet! Hvis rumtemperaturen ikke præcist er på et stadie mellem tempereret og subtropisk klima brænder lortet sammen, hvilket også er tilfældet hvis den placeres under trange forhold, hvilket svarer til en hylde, som ikke er på størrelse med et mellemstort stadion i Danmark.

Flere af de fede ting (live delen og arcade) koster i længden så mange knaster, at selv Mærsk McKinney Møller smider lortet ombord på det første fragtskib med kurs mod de vestindiske øer.

Msn kan man også bruge på sin xbox, men uden et tastatur tager det et årti at føre en fornuftig samtale med sine venner, hvilket til slut resulterer i at de hader dig og sletter dig fra din friendslist - så har du msn, men ingen venner.. Jubii!!! "Men man kan jo bare købe et USB tastatur" - men det finder man først ud af når man ingen venner har, hvilket resulterer i at man har et USB tastatur til at skrive på, men ingen til at skrive til... Hurra for det!!!

Ud over at være tåbelig dyr i drift og brænde sammen hvert 2. minut larmer xboxen som en blanding af et mellemstort colombiansk passagerfly der letter og atombomben over Hieroshima, så hvis du vil spille til lidt ud på nattetimerne kan du godt forvente at blive uvenner med konen, børnene, katten, overboen, viceværten og folk i nabobyerne indenfor en radius af 20 km.

Xbox'en er den billigste next-gen-konsol på markedet, og tillykke med det - men det er da klart når man gang på gang skal kaste ussel mammon efter arcade spil, livetid, "gamerbilleder" og de såkaldte udvidelsespakker.. Hvad f*nden er det iøvrigt for noget?? Det hedder sgu ikke udvidelsespakker, det hedder halvfærdige spil og bondefangeri.

Spiludvalget bliver iøvrigt overtrumfet af gameboyen.

Playstation


 
Hvornår har sort plastik været fedt? Det har sgu ikke pyntet på andet end gamle knallerter og en enkelt Skoda i ny og næ. Det bliver pissehurtigt beskidt og ligner en rumkapsel fra det gamle Rusland. "Det er da fedt design!!" Ja, hvis man er til hård S/M og er tosset med at have en blanding mellem et samsung TV og et smadret lyskryds stående på hylden.

Live delen er gratis, men ikke eksisterende... tillykke - så kan du spille gratis mod alle dine venner i dine yndlingsspil, eller nårh nej, de understøtter jo ikke online spil, men så kan du jo så til gengæld have dine venner på en samtale via det medfølgende headset... Eller hov, medfølger der et headset? Og hvordan med kablerne, medfølger de nødvendige kabler? Har man i virkeligheden betalt 4-5.000 kr. for en virkelig dyr og grim kinesisk vase, som ikke kan andet end at stå og blæse og se dyr ud...?

Controllerne, hvad er nu det for noget. Ens for samtlige konsoller gennem tiden er, at udviklerne rent faktisk har udviklet sig - men ikke Sony, næh du - sixAxis holder 100 % hele vejen hjem til trods for at det ligner et fortidslevn fra middelalderen - men til gengæld er der så ingen rumble... hurra for det... Dog har Sony krydret skidtet med en Tippe-funktion, således at du f.eks. kan spille flyspil og så styre flyet via denne funktion - det lyder jo umiddelbart meget smart, men det er dog langt fra tilfældet; man skal sågar ikke gøre andet end bare tænke på at rette sig lidt i stolen før flyet/ bilen/manden man styrer med "tippe-funktionen" straks beslutter sig for at begå selvmord - genialt...

Hvis man tager sig sammen til at købe manglende kabler, headsets og controllere kan du nu gå hjem, sætte dig i sofaen og spille, men spille hvad?? Gamle titler som Xbox spillerne allerede har kasseret og solgt for en slik... Jubii - lad os da endeligt få gang i Call of Duty 3, Splinter Cell og Oblivion igen til trods for at man har spillet dem tyndslidt på Xboxen - det kunne jo være der var noget nyt... Men nej... Spiludvalget bliver i den grad overtrumfet af Gameboyen!!!

Gameboy



Den ultimative konsol - udover at være produceret i et superfedt design (også den gamle udgave) kan man nu også få den i flere farver og et slim design, der passer i enhver bukselomme. Spiludvalget er enormt, og rummer bl.a. titler som Bomberman, Tetris og Zelda - links awakening; titler som har vækket Cliffy B og folkene bag Assassins Creed flere gange i løbet af natten, skrigende og badet i deres eget sved.

Udover den brilliante singleplayerdel, byder Gameboyen på multiplayeroplevelser som rækker langt ud over hvad man nogensinde har turdet forestille sig - med det supersmarte link kabel, kan man koble to gameboys sammen og dermed game sine yndlingsspil med sine venner, samtidigt med at man sidder tæt nok på ham/hende til, at pande vedkommende én, såfremt de snyder - genious...

Gameboyen er i den grad kommet for at blive, og til den pris er det et must buy!!

Testresultat

Min vurdering er klar: Xboxen og PS3'eren henter sig et 5-tal (tilsammen) på 13-skalaen mens Gameboyen naturligvis henter sig et 11-tal, kun trukket ned af, at der endnu ikke er kommet en udgave med håndsving, så man ikke stoppes af, at batterierne dør...