tue69's blog
07-06-2012 - 11:15

Pessimisten anmelder: Microsofts E3



E3 kan på mange måder sammenlignes med lillejuleaften: De skaber begge et urealistisk højt forventningsniveau, de forskruer begge hovedet på børn og barnlige sjæle og sidst men ikke mindst gør begge ting, at det er legalt at lave underlige ting. For hvad angår E3, er det pludseligt helt iorden, at 5 asiater står på en scene og lader som om, at de spiller instrumenter (læs: Nintendos E3 præsentation anno 2010), mens lillejuleaften pludseligt gør det helt normalt at lytte til Slade.

2012's E3 er naturligvis ingen undtagelse. Pessimisten ville meget gerne kunne anmelde samtlige af "the big three"'s E3-præsentationer, men af tre gode grunde, kan dette ikke lade sig gøre. 1) Jeg magtede ikke at se Nintendos E3-præsentation, idet det blot er én gigantisk påmindelse om, at Nintendo stadigvæk spiller på samme tangenter som de gjorde i 1988, 2) Jeg sprang over Sonys præsentation i et panikagtigt forsøg på at undgå Kevin Butler, som jo som bekendt er det eneste menneske i verden, der på én og samme tid får Simon Talbot til at fremstå som et komisk geni og det, at skyde sine testikler af med en riffel som værende en rigtig god ide og 3) efter at have set Microsofts indslag ville der simpelthen ikke være plads til at anmelde de 2 andre, idet Microsoft leverede underholdning til de næste 14 pessimist anmeldelser.

Microsofts E3 præsentation blev nemlig det, man på godt jysk kalder en rigtig træls oplevelse. Det svarer egentligt mest af alt til at købe billetter til den nye Batman film for så istedet at blive præsenteret for en helaftensdebat, hvor Joachim B. Olsen diskuterer fattigdomsgrænser med en kop kaffe og sin egen skygge.

Det startede jo ellers meget godt for Microsoft, som lagde fra land ved at præsentere Halo 4. Titlen, der for Microsoft er det samme, som Mickey Mouse er for Disney: ikonisk, overeksponeret og frem for alt bedre tjent ved at forblive et fortidslevn. Denne gang skal vores gode ven Master Chief kæmpe sig igennem en jungle, hvor der skydes fabeldyr med laservåben. Et alletiders bevis på, at de nye Halo-udviklere tilsyneladende droppede at følge med i serien efter Halo 2, idet åbningssekvensen på mange områder mindede om seriens tredje udgivelse.

Men ret skal være ret, Microsoft holder sig på dette tidspunkt indenfor E3 rammerne, nemligt ved at præsentere spil. Derfor var Ubisofts præsentation af Splinter Cell: Blacklist heller ikke umiddelbart et unødvendigt sidespring. Det viste sig dog hurtigt alligevel at være tilfældet. Splinter Cell-serien har i store træk altid været kendt for Stealth-tilgangen, men dette er nu en saga blot. For tilsyneladende har Ubisoft formået at forveksle to spilstudier med hinanden, hvorfor det er holdet bag Assassin's Creed, som har stået for udviklingen af det nye Splinter Cell spil. Sam Fischer er således gået fra at være en toptunet spion på listefødder til at blive en klon af Ezio Auditore og en actionhelt fra 80'erne, og således nedlægges fjender i hobetal nu legende let, mens hr. Fischer forcerer bygningsværker som var han Spiderman på speed. Og så nytter det altså ikke noget, at man har implementeret en Kinect function, således at man nu kan hidkalde fjendernes opmærksomhed ved at råbe af sin Xbox.

Efterfølgende blev Tomb Raider vist, hvor en pre-boob-job Lara Croft storstønnede sig igennem en 5 minutter lang Michael Bay-inspireret actionsekvens og umiddelbart så tingene ud til at gå den rigtige vej. Det skulle dog vise sig at være en fejlantagelse af dimensioner, for efter Tomb Raider indslaget skiftede Microsofts E3 præsentation fra at være spil-relateret, til mest af alt at ligne resultatet af en discount kloning af TV Shop, MTV Music Awards og en koffeinpillepåvirket Zumba instruktør. Med andre ord gik motion-controls, dårlige produktindslag og populærmusik fra starten af det 21. århundrede op i en højere enhed, og tilskuerne må unægteligt have spurgt sig selv, om de var trådt ind i det rigtige studie.

Faktisk mindede præsentationen herfra mest af alt om én kæmpe påmindelse om, at Microsoft på nuværende tidspunkt ikke har noget nyt at præsentere i spilregi, hvorfor tiden istedet gik med at fjerne mest muligt fokus herfra. Blandt andet med en masse USA-eksklusive abonnementer på sport samt det nyeste koncept Smartglass som mest af alt har samme berettigelse som et vækkeur i en ligkiste.

Bedst som tilskuerne til præsentationen fik spurgt sig selv om, hvad Smartglass egentligt er for noget, og hvorfor i alverden man skulle bruge tid på det, tonede Hip/hop-dance verdenens svar på slutproduktet fra en hedvinssmagning med Tue West og Oprah Winfrey, Usher, frem på scenen, for at minde os allesammen om, at Microsoft egentligt ikke havde noget nyt på programmet, så derfor brugte tiden på noget helt andet. Og så nytter det ikke noget, at man til slut præsenterer Black Ops 2 og nogle tidseksklusive DLC rettigheder, for efter de forgangne 2 E3-præsentationer er dette lige så forventeligt som 90-års fødselsdagen i TV nytårsaften.

Pessimisten har allerede nu fået fingrene i Microsofts E3 program for 2013, og det skal allerede nu slås fast med syvtommersøm, at vi får den nye Xbox 360 konsol at se. Eller det vil sige, at der egentligt ikke er tale om en rigtig konsol, men blot den forventede videreudvikling af Kinect, som via trådløs teknologi og hjul bliver i stand til at følge forbrugeren rundt i sit hjem, og beregne kalorieindtag/forbrænding ligesom maskinen laver sine egne achievements undervejs. Eksempelvis kan man i en sen hyrdetime få den notoriske bleep lyd og 50GP for "Got STD". EA udtaler i denne forbindelse, at de synes at idéen er super, og at spilgiganten er igang med at arbejde på DLC til den nye konsol. Capcom tilføjer, at de allerede har lavet DLC som bliver opbevaret direkte på maskinen. Det vil koste et ribben og gamerens førstefødte at åbne for det.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.