tue69's blog
27-04-2008 - 11:38

Xboxlife til EA play

                               

Vækkeuret bipper, klokken er 11.30, og hvis ikke lige det var for eftersmagen af fadøl samt de langsomt angribende tømmermænd, så havde jeg det faktisk ganske glimrende. Men tømmermænd og søvnmangel til trods var der ingen vej udenom, det var ud af fjerene og af sted, for der stod EA-play på programmet og Rotator ville kigge forbi inden alt for længe. Morgenmaden blev stort set skippet (utroligt hvor langt man kan nå med toastbrød og kaffepulver) og så var det ellers bare af sted mod Århus midtby hvor EA-bussen skulle køre os mod Valby, hvor arrangementet blev afholdt.

 

Vi steg på bussen og småsnakkede en smule med de andre gæve drenge som blev samlet op i hhv. Fredericia og Odense, og det blev meget hurtigt klart, at det var øl og den ædle kunst i at forsøge at lade vandet i et bustoilet på størrelse med et fuglebur, der stod på programmet. Undervejs var vi så heldige at få følgeselskab af Vat69 fra forum, og Vat kom meget hurtigt i kridthuset, dog primært fordi at manden havde medbragt sin personlige samling af M! og FHM blade – nej Vat, vi ved stadigvæk ikke hvor de blev af *host host*. Undertegnede forsøgte at sove undervejs, men måtte opgive da risikoen for at Xboxlifes egen udsendte paparazzifotograf i form af Rotator ville tage halvafslørende blog-billeder, af en lidt for bagstiv skribent med likørstrengen hængende ned af hagen.

 

Ved 17.30 tiden ankom vi til vores destination og frem mod kl. 19 blev tiden brugt med at få sat ansigter på folk og fæ fra Xboxlife’s forum, hælde de første par fadøl indenbords samt hygge sig med de ca. 15 opsatte Xboxe, som gav de spillystne gæster lov til at prøve en række af EA’s allerede udgivede titler som f.eks. Army of Two, Burnout Paradise, FIFA Street 3 og EURO 2008. Xboxlifes skribentteam fandt hurtigt hinanden, primært ved at undersøge udskænkningsstederne, og derefter var det blevet tid til den første præsentation fra EA’s side.

 

Dagens konferencier var den danske rapper ”jøden” og med racerkæft fik han hurtigt forklaret en del af dagens program. Første step var en præsentation af det nye EA-online spil, Warhammer, men da lyden var elendig var det ikke meget man umiddelbart fik ud af selve præsentationen. Spillet så dog godt ud og havde en del lighedspunkter med World of Warcraft. Herefter var der et sneak-peak på Dead Space, hvor der blev vist ca. 10 minutters live gameplay, og jeg tør allerede nu sige, at specielt fans af third person horror genren ikke umiddelbart ser ud til at blive skuffet. Under præsentationen alene var der 2-3 chokmomenter og selve layoutet var flot og der var ligeledes præsentation af et par nytænkninger, hvor f.eks. pause-item-menuen var udskiftet med et live-hologram, således at spillet fortsætter og fjenderne stadigvæk jagter dig, selvom du er i gang med at skifte våben eller lignende. Efter denne præsentation var der en hhv. præsentationer fra PEGI, som fortalte lidt om deres aldersmærkningssystem og herefter var en repræsentant fra Microsoft oppe og fortælle lidt om produkterne, samt hvordan markedet for konsoller havde udviklet sig.

 

Første del af showet var nu overstået og EA havde sørget for at de mad- og ølhungrende spilfans ikke skulle hverken sulte eller tørste. Sækken blev fyldt og ganen blev smurt, mens Xboxlife-teamet fik tiden til at gå med småsnakkeri om EA’s nye innovative virksomhedsprofil, forummets gang og ikke mindst de mange cult/EA tøser, som var her og der og alle vegne til arrangementet. Specielt vores egen pressefotograf aka Rotator var en stædig forfølger af disse tøsepigebørn og med uhyggelig præcision formåede han at fylde kameraet op med de bedste Kodak moments. Desværre havde han ikke helt samme fotografiske præsentation, da undertegnede som den gentleman han naturligvis er, overlod sin plads i den efterhånden kilometerlange toiletkø til Anna David, og herefter blev belønnet med både kindkys og telefonnummer (jo jeg gjorde så!!!). Måske det var kendis-nerven der svigtede for Rotator, men i hvert fald fik vi ikke dette gyldne moment foreviget, således at det kun er eget, troværdige usagn der er gældende.

 

Men den gode Anna David betrådte scenen og leverede et par af sine største numre, hvor specielt nyfortolkningen af ”Fuck dig” vakte stor begejstring fra de medrejsende, ikke mindst fordi at en relativt ukendt gut skulle forsøge at synge med på scenen, men tilsyneladende troede at 80 % af teksten var ”Jeg aner ikke hvad jeg skal synge”. Men sjovt var det da.

 

Herefter var der igen EA præsentation, og der blev lagt ud med en FIFA kamp, hvor repræsentanter fra hhv. Jylland og Sjælland skulle duellere om aftenens håneret. Set i lyset af et to-cifret antal fadøl kan jeg på nuværende tidspunkt ikke huske resultatet af kampen, men kamp-kommentator, Jøden, scorede sig dog nogle billige points i undertegnedes karakterbog, da han efter 2-3 minutters kommentator-stilhed udbryder, at han holdte med Holland, fordi de havde samme trøjefarve som AGF.

 

Efter dette indslag var der in-game præsentation af Spore, og den gode konferencier fik i 10-sekunders momental sindssyge fortalt, at ”Spore var et spil der ville udkomme til vores allesammens elskede Xbox 360 maskine”. En talebøf, men ikke desto mindre fik det en halvberuset Rotator til at drømme sig væk i lange aftener med Spore på Xboxen. Spillet i sig selv var imponerende stort og der var stort set ingen begrænsninger for, hvordan man kunne udforme og udvikle sin race. Det bliver spændende at se hvilke muligheder præcist spillet vil indebære når det udkommer. Herefter var der en ny Battlefield Bad Company trailer på programmet, og så var der ellers lagt op til fest efterfølgende. Desværre blev der af uforklarlige årsager ikke vist noget fra Mercenaries 2 og Rock Band – men det må vi så have til gode i stedet.

 

Der blev hentet et par flasker rom, som specielt så ud til at tage hårdt på Rotator, som ellers håndfast havde hævdet, at han i hvert fald skulle køre hjem engang om natten. Måske du næste gang skulle overveje om fordelingen ikke i virkeligheden hedder 20 % sprut og 80 % cola Rotator, og ikke omvendt. Uanset hvad, så var det festligt, og det lagde bestemt ikke en dæmper på morskaben, at Christian aka Kendtehans fra Xboxlife-teamet nærmest som en listetyv fik fravristet Rotator sit kamera, hvilket medførte at 80 ud af de 200 billeder på kameraet var af cult-tøser og garderobepiger. Vi regner med at miste Kendtehans til den slibrige dagspresse én af dagene, da han udviste nærmest skræmmende stor præcision med kameraet.

 

Bryan Rice betrådte scenen mens der blev drukket til omkring midnat, hvor EA bussen satte næsen hjemad, og det skal hertil siges, at lydniveauet på vejen hjem ikke helt nåede samme højder som turen derover. Af en eller anden grund var den gode Rotator ikke særligt snakkesalig på vejen hjem og mente at det vistnok var bedst hvis han forsøgte at sove lidt (i øvrigt imponerende syn med en to meter høj mand krøllet sammen på ét bussæde), så undertegnede fik i stedet en god snak med et par gæve gutter, hvor der blev diskuteret alt fra den nye Indiana Jones film til udgivelsen af GTA IV. Derudover gik der nærmest konkurrence i at få Rotator til at skaffe noget kørsel hjem og ikke mindst i at forstå hvad han egentligt sagde når man fik liv i ham, men man må alligevel være imponeret over, at man både kan sove og snakke flydende Tjetjensk samtidigt – good job Rotator.

 

Ved fire tiden ramte bussen Århus, og det var blevet tid til at sige tak for denne gang. Ligeledes skal der lyde en stor tak til EA for et vellykket arrangement, som udover fadøl og underholdning bestemt også gav noget stof til eftertanke på gaming-fronten, hvor specielt Spore og Dead Space ser meget lovende ud.

 

Billeder fra arrangementet kan findes her:

http://www.xboxlife.dk/news/4496/Xboxlifedk-til-EA-PLAY-Opdateret-med-billeder.html

Følg Xboxlife her