tue69's blog
18-03-2015 - 14:01

Pessimisten anmelder: Dragon Age: Inquisition



Efter at have måtte sande, at det at diskutere konsolkrig er som at diskutere ateisme med paven eller integrationspolitik med folkene bag Den Korte Avis, vender Pessimisten nu tilbage til anmeldelser af spil. Anmeldelser, der i sin tid propellerede Pessimistens kendisstatus op på niveau med den nær-legendariske Hanne Jensen, der under en voxpop i TV2 i sensommeren 1998 udtalte: "Hvem er du og hvorfor har du et kamera med? Hvad jeg synes om mælkepriserne? Hvad laver du på min tereasse?". 

Og hvilket bedre sted at starte end BioWare og EA's seneste udspil på rollespilsfronten: Dragon Age: Inquisition. Et spil, der besidder samme egenskab som Horton Sagaen og Glamour: teoretisk set er der flere hundrede timers underholdning, men efter 20 minutter har man ligesom set det meste.

Som spiller har du mulighed for at generere din egen hovedpersons udseende. En fuldstændig ligegyldig feature, da alle alligevel ender med at lave den samme kriger med undercut-frisure og klassisk firskåren amerikaner-look. Enkelte går full retard og laver en eller anden menneskehybrid, men de fleste ender med førnævnte. Desuden skal BioWare have ros for at implementere det for RPG-verdenen klassiske lipgloss-mod direkte i spilmotoren, hvilket resulterer i, at hvis ikke man skruer helt ned for denne effekt, så vil din historieskrivende og legendariske kriger mest af alt ligne en teenagepige til sit første halbal.

Historien er som sådan godkendt. Du styrer som førnævnt din egen krigerkreation, som på mystisk vis spyttes ud af en revne i himmelen, sammen med tusindevis af monstre i øvrigt. Som en umiddelbar effekt af den voldsomme tur, har spilleren et såkaldt anker, en magi der kan lukke disse djævlelommer, i sin højre hånd. Spilleren og omverdenen er naturligvis svært overraskede over dette, idet spilleren tidligere har været vant til at den eneste magi hans højre hånd besad var at.... Og så videre.

Og så går det ellers over stok og sten. Fra opgave til opgave, der i starten mest af alt byder på simple transportopgaver af beskeder, genstande og i nogle tilfælde også husdyr. Alle ved jo, at når det regner med dæmoner fra en sprække i himmelen, så er det på tide at få køerne på mark. Og som den højtstående helt eller heltinde er det naturligvis den fornemmeste opgave at klare dette, samt at viderebringe vigtige beskeder såsom: "Jeg vil ikke giftes med dig, Marianne", "Opskriften på helende eliksir er..." eller sidst men ikke mindst: "Jeg ved sgu snart ikke, Kurt, er du sikker på at det er en god idé med de tegninger?" Sidstnævnte sprang jeg over, det er der sikkert ingen der bemærker.

Dragon: Age Inquisition tager fra 50 til 200 timer at gennemføre, alt efter hvor omhyggelig man er med de mange opgaver. Eller sagt på en anden måde, alt efter hvor mange gange man restarter for at indlede et nyt kærlighedsforhold til de andre figurer i spillet. For som i ethvert andet BioWare spil er der naturligvis mulighed for at indlede romantiske forhold på tværs af køn og racer, og det virker til at BioWare i Dragon Age: Inquisition går linen helt ud i forhold til de romantiske muligheder. Dette resulterede i, at undertegnede i sidste ende gik rundt i en småparanoid tilstand, med frygt for at blive lagt an på af mænd, kvinder, udefinerbare racer, husdyr og andet lækkert.

Det skal dog hertil siges, at jeg er i tvivl om, hvorvidt man kunne have valgt en mindre promiskuøs hovedperson undervejs i processen. I al fald synes jeg, at min helt flere gange kastede sig i grams på tidspunkter, hvor jeg egentligt blot ville lave en positiv tilkendegivelse. Ved valgmuligheden: "Du gjorde det godt, jeg er stolt af dig" valgte min hovedperson at snave vedkommende, som er en hærdet kriger, i gulvet. Det er måske bare sådan man gør det i Dragon Age-land. "Flot havearbejde.... Elsk med mig nu!" Jeg ved det ikke.

Der skal dog gives points til BioWare for at introducere os for troldmands-skøgen, som naturligvis er en voluptuøs type, for blot at kaste vores manglende scoremuligheder af denne lige tilbage i fjæset på os. "Jeg har en mand", stop dog. Herefter sker frasorteringen ellers på bedste Crazy Daizy stil: For tynd, for fed, for mærkelig, for lesbisk, for underlig minotaur-agtig (wtf?) og så videre, indtil man ender tilbage med det umiddelbare men enormt kedelige valg: den drengede Cassandra. Jeg gik ellers all in på tropsføreren (ligesom i gamle dage), blot for at blive afvist helt til sidst i spillet. Det var noget med overdrevent skinnende læber og en hånd med tydelige tegn på et sygeligt behov for selvtilfredsstillelse.

Mine manglende scoreevner skal dog ikke tage noget fra Dragon Age: Inquisition, som er et helt fint spil indenfor RPG-genren. Det viser dog også, at der ikke er så voldsomt meget at tage af på den nuværende konsolgeneration. Spillet er noget bedre end forgængeren, hvilket dog ikke siger voldsomt meget, idet Dragon Age II var som at mikse aspargessuppe med skoldhed kaffe og hælde det i skødet på sig selv bagefter. 

Måske Pessimisten er blevet lidt rund i det med årene, måske han bare skal i gear. I al fald var han godt underholdt af Dragon Age. Jeg har dog ikke rigtigt fået set flere af de efter sigende 40 slutninger i spillet, men jeg går sådan set også bare ud fra, at slutningerne afhænger af, hvilket husdyr hovedpersonen gifter sig med. Ups, spoiler alert.
Følg Xboxlife her