tue69's blog
28-01-2008 - 21:22

Pessimisten Anmelder: Mass Effect



Januar står nu på hæld, og findes der en bedre måde at slutte det på end at læse endnu en anmeldelse fra pessimisten? Det gør der bestemt, men i slipper ikke alligevel! Pessimisten har denne gang kigget på den sidste store november titel i denne omgang, nemlig sci-fi RPG’eren Mass Effect.




 RPG – ahhhh 


Lad det være sagt med det samme, pessimisten er IKKE glad for RPG’ere. Hvad er meningen med at lave sig en virtuel personlighed i et eller andet spil? Er det fordi at dagligdagen efterhånden er så kedelig, at vi helst skal gemme os væk bag et eller andet alias i en galaxe, fjernt, fjernt borte? Ikke desto mindre er det lige det spilleren får mulighed for i Mass Effect. Fra starten har man en række komplet ligegyldige muligheder, som f.eks. at vælge om man skal være hankøn eller hunkøn, samt hvilken fortid spilleren har – dette skal dog senere vise sig at dække over én af de mest perverse salgstrick i computerspillets historie, siden Jade Raymond første gang, storstønnende placerede sig selv på en scene foran alverdens spilnørder og annoncerede Assassins Creed.

 

Så langt så godt – man kan selv tilpasse udseendet på sin person så han/hun lige netop kommer til at se så tåget ud som overhovedet muligt, eller i hvert fald dele af personens udseende. Dog kan man ikke justere ved, at spillerens efternavn skal være Shephard, hvilket jo i sig selv er naturligt, da netop ”fårehyrde” jo er et af de navne der er på vej frem og garanteret vil pryde ethvert drenge- og pigebarns dåbsattest i år 2236.


 Tom snak, og mere snak 


Når man så er kommet igennem den ulidelige del af spillet, hvor man tilpasser sin spiller fra hvilket køn personen skal være til hvilken faguddannelse samt hemmelige fetisches denne skal have, så er man endeligt klar til at game, hvilket er hårdt tiltrængt, da man på dette tidspunkt nærmest er desperat efter at få en gøb i hånden og pløkke hovedet af alt og alle. Men igen bliver man slemt skuffet, da man først skal gennemgå en dialog med sine medkommanderende ombord - en dialog som er nogenlunde lige så uoverskuelig og utiltalende som den Vatikanske finanslov og kønsbehåringen på enhver snitte fra 70’erne.

 

Når man så endeligt er kommet igennem den endeløse dialog, bliver man kastet ud i sine første rigtige skuddueller, og jeg må sige, at selv en pessimist kan blive imponeret en gang imellem. Desværre er det ikke spillet jeg er imponeret over men snarere det faktum, at såfremt man har mere end 4 figurer på skærmen, ja så oplever spilleren framedrops som nogenlunde svarer til gamle stopmotion film fra 80’erne. Ja faktisk er ligheden mellem Mass Effects kampscener og den danske monsterfilm ”reptilicus” slående, og så er det sgu da klart at udviklerteamet har været ude og påråbe, at Mass Effect i hvert fald indeholder over 30 timers underholdning, hvis man gider at undersøge de dusinvis af galakser man kan finde, det er så bare ærgerligt at de har glemt at tilføje, at spillet kun ville tage 20 minutter hvis frameraten svarede til andre Xbox spil, hvilket sådan ca. er 10 gange mere end Mass Effect.

 

Men kan man leve med de dramatiske framedrops, ja så venter der et spil bestående af følgende ingredienser: 5 % action, 5 % frustrationer over at forsøge at styre et månefartøj som mest af alt minder om den gamle bamse og kylling figur ”ForlænsBaglæns”, 1 % sexscener, så alle nørderne også køber spillet for at få sig 1½ sekunds udsyn til en virtuel balle samt 89 % endeløst dialog om absolut ingenting. Det bærende argument for, at disse dialoger er ok er følgende ”Jamen det er næsten som at se en film”. Dertil er mit umiddelbare spørgsmål så, hvorfor fanden man ikke bare sætter sig ned og smider en film på tossekassen i stedet? Du lover sgu da heller ikke kæresten koncertbilletter til Robbie Williams, hvorefter du kommer hjem med singstar til playstation vel? Og ved du hvad? Hvis Mass Effect rent faktisk var en film, så tror jeg nok at du skulle regne med at kunne finde den i 20 kroners rodekassen i Stereo Studio lige ved siden af kvalitetstitler som ”Scream 633 - maskemanden vender endnu, endnu engang tilbage” og ”De 600 bedste genudsendelser på TV3”, for mage til magert manuskript skal man da godt nok lede længe efter.


 Sig det nu bare! 


Hvorfor ikke bare sige det som det er?!? Mass Effect bliver alene solgt fordi det p.t. er den eneste titel til X360’eren, hvor der bliver vist lidt kvindehud, tilmed noget grønt af slagsen hvis man er rigtig heldig. Mass Effects eneste formål er at få millionvis af RPG-nørder verden over til at sidde med controlleren i den ene hånd, Capturecardet parat og pjorten i den anden hånd, så de bagefter kan ligge en video ud på youtube med påskriften ”i also screwed that girl from Mass Effect, plz call me Don Juan”.

 

Nu ved jeg ikke hvilken verden ovennævnte mennesker kommer fra, men der hvor jeg går i byen er det sgu ikke nok at proklamere at man har knaldet en virtuel fremtidsalien fra det ydre rum hvis man gerne vil i kontakt med det modsatte køn. Faktisk er jeg rimelig overbevist om, at dit eneste udbytte, såfremt du vælger at benytte dig af ovenstående taktik, er en nat i detentionen, en forside på Ekstra Bladet og en sjæl der er arret for livet! Og nej bassemand, der er ingen der gider at se din youtube video, hvor du storstønnende kommenterer, at du har fået lidt virtuel pelsdyr på knagerækken, ligesom vi heller ikke gide at høre flere endeløse dialoger i Mass Effect.

 

I øvrigt er persongalleriet i Mass Effect lige så utiltalende som en våd hund i nyvasket sengetøj – kort fortalt består dette galleri af 4 slags aliens, hvoraf den ene skal fremstå som sexsymbol til trods for at hun er blågrøn og kan læse din tanker (som jo er enhver mands drøm, da pigen så kan afsløre dig i at tænke på Jessica Alba under lagengymnastikken), samt 2 menneskeskikkelser, hvoraf den ene er en tøs, som sjovt nok også skal fremstå som et sexobjekt, til trods for at hun nok er det mest krigs- og voldsliderlige kvindemenneske der har sat sine ben på moder jord. Det viser jo så lidt om at Bioware fuldstændig har tabt jordforbindelsen, eller eventuelt kommer for lidt udenfor i det virkelige liv, for hvis man virkeligt bilder sig selv ind, at fremtidens sexsymboler er tøser med skællet hud, der kan læse dine tanker og tæske dig bagefter, så er der altså et eller andet der er gået galt i barndommen!


 Grafisk godkendt – konklusion. 


Nu sidder du sikkert og tænker ”hvad fanden” men ja, pessimisten må, ligesom COD4 anmeldelsen, erkende, at Mass Effect holder en fornuftig grafisk linje, hele vejen igennem. Hvis man altså kan leve med de sindssyge framedrops samt den langsomme loadtid af landskaber, som i stedet for at være detaljerede og faverige i 9/10 tilfælde i stedet bliver vist som en flad, gråblå masse i allerbedste Pacman stil. Desværre har flotte landskaber aldrig rigtigt reddet noget som helst, se bare den nye New Zealandske gyserfilm ”Black Sheep” – sindssygt flotte landskaber, men et manuskript der sådan ca. svarer til Mass Effects; overfladisk og ligegyldigt

 

Alt i alt kan Mass Effect sådan ca. ikke anbefales til nogen som helst, medmindre man da er helt tosset med at bruge flere timer af sin hverdag på at høre fiktive personer slynge en nærmest uendelig dialog om et fremtidsscenarie, der mest af alt minder om plottet i den Star Wars film, som gudskelov aldrig blev lavet. Eller jo, faktisk har Mass Effect en målgruppe; de mennesker, der med garanti findes, som virkeligt føler sig selv som værende midt i et dilemma, når man står overfor sin virtuelle persons vigtigste valg i livet; om man skal knalde hende den blågrønne tankelæser, eller i stedet voldspsykopaten – ja jeg var i hvert fald i tvivl og mit valg faldt i sidste ende på at skrive denne anmeldelse og tyre min Mass Effect CD ud i Brabrandsøen.

 

Pessimisten fortsætter sin linje og giver Mass Effect 2/10 – ét point for at man har brugt så uendeligt meget tid på at sammenskrive og indspille 6 milliarder timers dialog og ét point for at man vitterligt tror, at det X360-brugerne vil have, er grønne aliens i stramtsiddende trikot’er.

   

- Pessimisten

15-01-2008 - 10:42

Pessimisten Anmelder: Assassins Creed



Året er 1191, det 3. korstog er i gang og den unge bartender Desmond bliver via en maskine ført tilbage til sine forfædres forfædre, hvor han oplever deres historie og dermed finder ud af, hvorfor hans familie gennem generationer ikke har opnået andet end at overnatte på bænke i den offentlige park samt tømme enhver nettos beholdning af bjørnebryg. Vi skal kigge på endnu en 2007 november udgivelse, nemlig det dybt hypede Assassins Creed.



 Kvindelist 


Assassins Creed var blandt de titler, der sammen med Call of Duty 4 og Halo 3 opnåede den største hype i 2007, men hvorfor nu lige det? Idéen med atletiske morder-typer har vi da allerede set i Prince of Persia og Splinter Cell, så hvorfor er det lige at en kappeklædt hævner kan fange så mange menneskers opmærksomed? Svaret er enkelt og ligetil; Jade Raymond. Indrøm det nu bare, den eneste grund til at i købte det lortespil var, at i håbede på at i fik coveret med den gyldne gevinst, Jades adresse, telefonnummer og en CD med rigeligt med nøgenbilleder – for det kan dælme bare ikke være gameplayets skyld at i har købt spillet. Eller er det?

 

Lad os kigge lidt på det – du er Altair, en grusom lejemorder, som grundet en mindre bagatel, hvor han sætter samtlige sine lejemorders-brødre’s liv på spil, bliver sat til at drage ud i den store verden for at henrette 9 forskellige mål. Så langt så godt, umiddelbar god historie, grafikken er ganske fornem og grundstenen for en proper spiloplevelse er lagt.

 

Men hvor er det så lige det går galt? Jo nu skal i høre; Assassins Creeds gameplay er som når TV2 viser ”til julebal i nisseland” med Lille Per i december måned – én stor skide gentagelse. Recepten på et mord, hvis man var lejemorder i 1191 er tilsyneladende simpel; bestig en allerhulens masse bygninger, om, om og om igen. Det er jo ikke sjovt! Javist, det ser da fantastisk ud de første 2-3 gange man fra toppen af en bygning skuer ud over hele Jerusalem, men når man for 230. gang sætter sig på toppen af en bygning virker det sgu en smule trivielt, så derfor er det jo en hel lettelse når man endelig får klaret mordet og kan bevæge sig videre til næste by. Denne lettelse holder dog kun til man finder ud af at dagsordenen er den samme, hvad enten man befinder sig Jerusalem, Asyaf eller Amager; kravl op på den højeste bygning i byen, red en masse hjemløse (som sjovt nok alle sammen ligner hinanden) og dræb dit mål. Det lyder måske kedeligt… Men! Det er det også!


 Manglende uddannelse 


Én ting der igennem hele spillet tydeligt skinner igennem er, at folk i det sene 1100. tal tilsyneladende bare ikke var lige så veluddannede som vi er i dag, eller rettere sagt, de er snotdumme – hvad enten man snakker vagter, befolkning eller snigmordere. Et rigtig godt eksempel er hovedpersonen Altair. Manden er, ifølge hans snigmorder-kollegaer, den bedste lejemorder i hele landet – han kan bestige enhver bygning, flygte fra horder af vagter, nedkæmpe hver en fjende, men placerer man en underkop med vand på hans rute, så er der faktisk rimelig god sandsynlighed for at han drukner i lortet. Det giver sgu da ingen mening? Eller er det bare mig der synes det virker en smule tyndt, at man først klatrer 30 meter op af en lodret klippevæg, hopper fra hustag til hustag, tager springet ned i en høstak (som man naturligvis klarer uden en skramme) hvorefter man falder i havnen og drukner?

 

Det giver sgu da immervæk sine begrænsninger og det er lige så upraktisk som det er urealistisk. Forestil jer at man havde haft en lejemorder som Altair under 2. verdenskrig – en type der er så listig og atletisk, at han uden problemer kunne snige sig ind i Berlins indre, klatre over selv den stærkeste forsvarsbygning og ind i Hitlers hovedkvarter, hvor han uden så meget som at give den mindste lyd fra sig likviderer Hitler og forsvinder. Der er dog et enkelt men; fjolset når aldrig i nærheden, fordi han sandsynligvis er druknet i knæhøj saltvand på Normandiets strande – tåbeligt!

 

En anden faggruppe, der tydeligvis kunne have behov for meruddannelse er byvagterne rundt omkring, for aldrig har jeg da set en så uduelig AI. De kan spotte en snigmorder indenfor flere kilometers radius, men sætter han sig på en bænk er de til gengæld fuldstændig rundt på gulvet. Snigmorderen kan også blande sig med en gruppe munke, og vagterne lægger tilsyneladende ikke mærke at den ene munk er udstyret med 2 sværd og dusinvis af kasteknive – hvad fanden skal en munk med 2 sværd? Den er da vist en anelse kompliceret at få forklaret sig ud af. Lidt ligesom at forklare en tolder, at de 16.000 kasser smøger man tilfældigvis lige havde bagi sin varebil naturligvis er til eget brug. Og hvorfor er det lige, at 20 vagter ikke kan finde ud af at nedlægge ét enkelt mål? Hvis man er i en benhård fight med vagterne, så står de typisk og venter på, at man stykker sit sværd i sækken på dem. For fanden da, så angrib da alle sammen på samme tid, hvor svært kan det være?


 Frustrationernes holdeplads 


En anden ting man hurtigt lægger mærke til er, at når man skal udføre sine assassinations, så SKAL det foregå ved, at man stikker sin skjulte kniv i halsen på sit offer – umiddelbart meget fedt ja, men det er bare ikke skide praktisk. Hvorfor er det, at man ikke bare fra toppen på et hustag, kan kaste en kniv i struben på sit offer? Det virker jo fint på de 2-300 andre buebevæbnede vagter der står på hustagene, men det er åbenbart ikke godt nok til dit sidste offer, da man jo absolut skal helt ned ansigt til ansigt og høre offerets sidste ord – dejlig dramatisk, men urealistisk. Jeg tvivler sgu på at soldaterne i Irak render rundt med fuldautomatiske rifler, for blot at slå deres offer i hovedet med dem når de kommer tæt nok på, fordi det absolut skal være up-close and personal.

 

Styringen er endvidere noget lort! Altså jeg kan sagtens se at det ser skide godt ud, når Altair bliver jagtet, og flygter op af vægge og hen over hustagene, men det ser bare ikke særlig godt ud, når han konstant tager en underlig retning og springer direkte ind i væggen for derefter at falde ned til den visse død. Ligeledes fungerer det i havneområdet, hvor man let og elegant kan springe fra skib til skib, for at flygte fra horder af vagter – eller sådan ville udviklerne i hvert fald gerne have det, for desværre ender Altair ofte i det farlige 1½ meter dybe vand, end han ender på det næste skib, og man bliver mildest talt skide frustreret!


 Konklusion 


Assassins Creed var på papiret en potentiel blockbuster. Der er masser af potentiale i historien, men desværre har udviklerne fucket det hele op, med det seriøst tyndeste produkt, siden MS præsenterede Mr. Pacman revolution som det nye store hit på Live Arcade. Hvorfor er det, at man ikke kan levere et fornuftigt gameplay, som ikke bare er 100 % gentagelsesbaseret? Måske det er derfor at Ubisoft har fyldt Assassins Creed med underlige Glitches, hvor man falder igennem jorden og vågner på ved siden af en tro kopi af sig selv.

 

Til alle jer, der ikke har fået nok af ”bestig en husmur, overhør en samtale, stjæl nogle papirer og gør det 500 gange mere” så er der godt nyt på vej – der kommer nemlig en Assassins Creed 2 senere. Jeg glæder mig allerede, uhh hvor jeg glæder mig til endnu højere bygninger, endnu dummere vagter, endnu flere flag der er gemt over det hele (vi gad ikke finde det lort i Cracdown, og vi gider heller ikke i Assassins Creed) og endnu mere ”uhh det regner, du er druknet og død”. Men hvad betyder det hele, når det er ”underskønne” Jade Raymond der præsenterer lortet – så lægger hele nørdeverdenen sig sgu ned alligevel. Jeg har en plan, jeg udgiver min helt egen titel ”snekælk simulator 2.0” og får Jessica Alba til at præentere skidtet og vupti, så kan jeg da se mit spil sælge både guld og platin, til trods for at det eneste det handler om, er at køre ned af kælkebakken på en skide trækælk.

 

Assassins Creed sniger sig op 2/10 på karakterskalaen, men udelukkende fordi det var mig, der fik den gyldne udgave, med telefonnummer og adresse til Jade Raymond – så nu har jeg ikke bestilt andet end at ringe hende op midt om natten for at høre om hun vil abonnere på den seneste udgave af pæleridderne. Pessimisten vender snart tilbage, og næste gang skal vi kigge på hvad der sker, når den kombinerede Star Trek og Star Wars fanbase beslutter sig for at lave et RPG-spil.

03-01-2008 - 20:22

Pessimisten Anmelder: Call of Duty 4



Knapt er 2008 skudt i gang før vi skal have en ny omgang røre i Xboxlifes blogafdeling – det er nemlig blevet tid til endnu en ”god gammeldaws” pessimistanmeldelse, hvor det denne gang er Infinity Wards seneste skud på stammen, COD4, der kommer igennem maskinen. November 2007 blev af mange betragtet som x-360’erens hidtil største måned hvad angår spiludgivelser. Titler som Guitar Hero 3, Mass Effect og Assassins Creed blev sendt på markedet, og ligeledes gjorde den 4. udgave af Call Of Duty.





 Modern Warfare
 

Den erfarne COD spiller vil fra første øjekast bemærke den mest synlige ændring i spillets gameplay, nemlig at fjendtlige nazister er udskiftet med mellemøstlige og russiske terrorister, M1 Garand, Kar98, MP44 er udskiftet med M4, M16 og G3 og heruover er normandiets strande og Hollands slagmarker er udskiftet med øde russiske militærbaser og områder i Mellemøsten. Fornyelse er godt og meget fornyelse er bedre, så dermed et ”så langt så godt”. Desværre holder denne fornyelse bare ikke længere end udseendet.

 

COD er stadigvæk den samme gang scriptede kavalkade af krigsscener og planlagte events som udføres i takt med at spilleren arbejder sig frem i banen. Der er stadigvæk stort set kun én vej at vælge, og skulle man være så fræk at forsøge sig med en smutvej, så bliver man straks blokeret af tilsyneladende uigennemtrængelige forhindringer som huse, knæhøje hegn og usynlige vægge. Hvad fanden er det for en flok uduelige soldater som tilsyneladende synes det er federe at kaste sig ind i en gruppe af 200 mellemøstlige ekstremister frem for at forcere et 40 cm højt plankeværk og liste sig stille og roligt udenom. Godt nok er det amerikanere man styrer en del af tiden, men derfor er det stadigvæk åndssvagt.

 

Nu har jeg tjekket en del af de tidligere anmeldelser af spillet og ét af de citater jeg erindrer bedst er følgende: ”COD4’s historie er markant anderledes end de tidligere COD udgivelser, hvilket absolut er et plus”. For det første, nej, historien er præcis det samme ”USA saves the world” bullshit som har gjort sig gældende i de tidligere COD spil. For det andet, så vil der jo unægtelig være en lille smule forskel i de forskellige spil, da jeg går ud fra at forbrugerne, til trods for at de allerede har købt en lille hvid plastikboks, med en fejlrate der ville gøre selv Peugeots ledelse misundelige, ikke er dumme nok til at købe det præcist samme spil uanset om det udsendes med en anden titel og i et andet cover – og for det tredje, så ville det sgu da være en anelse underligt, hvis COD4, som jo har fået tilnavnet ”Modern Warfare” netop fordi det foregår i nutiden, gik ud på at man skulle stoppe Hitlers og hans tyske hær. Blot en tanke.


 Major League Baseball – nu på krigsstien

Hvis man før har stiftet bekendtskab med COD er man ikke et sekund i tvivl om, at et COD-spil skal gennemføres på Veteran, intet mindre. Dette har førhen givet anledning til en del hovedrysten, frustrationer, hustruvold og flyvende husdyr (vel at mærke uden dyrets egen samtykke), men i COD4 afløses denne frustration af decideret ”tab-kæben-hele-vejen-ned-på-gulvtæppet”-forstummelse, når man gang på gang bliver dræbt i sit skjul. Og nej, det er ikke fordi at man bliver dræbt, at man sidder tilbage med åbne polypper og en WTF-fornemmelse, men mere måden hvorpå man bliver dræbt. 


Jeg har intet imod at skulle lade livet til 20 toptrænede nazistiske soldater på en åben slagmark i COD2, ligeledes har jeg heller intet imod at bliver pillet af en skjult tysk sniper-soldat, som med sin Kar98-sniperriffel og et jernsigte knalder mig i gulvet med et velplaceret headshot i COD3, men der hvor kæden virkeligt ryger af, er når man i COD4 for gud-ved-hvilken gang bliver slået ud af en fjendtlig granat, som er kastet tværs over slagmarken, ind igennem et musehulsstort vindue for derefter at strejfe dørkarmen så den får præcist den rigtige retning ned i den armerede papkasse hvori man befinder sig. Lucky Punch? Nej! Det sker 220 gange i hver level i COD4 og det er decideret lamt. Har talebanske ekstremister droppet at rekruttere flere soldater for i stedet at kaste sig over polske håndboldspillere eller hvad? Eller er de mellemøstlige krigsmarker det sted, hvor pensionerede Major League Baseball pitchere slår deres folder?

 

Faktum er, at fjenderne er så infamt dygtige til at kaste med granater, at man under missionerne i Rusland faktisk bliver helt i tvivl om, hvorvidt det var en mellemøstlig terrorist, der fra sit skjul i Afghanistan formår at kaste en granat hele vejen til Tjernobyl for derefter at placere den foran foden på spilleren. Jeg ville ikke blive en skid overrasket, hvis man næst efter at have elimineret tusinder af russiske soldater i Moskva’s indre må lade livet til en granat med påskriften ”made in Iraq” som på mystisk vis dumper ned fra himlen.


 Multiplayer’sk Mikmak
 

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen; aldersgrænser på spil er altså lavet for at blive overholdt. Garanteret COD4’s online miljø blev længder rarere at være på, hvis samtlige 12-årige britter, amerikanere og franskmænd blev forbudt adgang. Og så en anden bøn, please lav dog et spil hvor hverken englænderne eller amerikanerne vinder krigen – bare et lille et, hvem ved, måske med Sverige, Danmark og Norge som sejrherrerne, fordi på en eller anden måde påvirker det de amerikanske snotunger, at de har brugt de sidste mange timer på at gennemføre COD4, hvor amerikanerne (naturligvis) vinder, således at når de kommer på live, så er de stort set utålelige. Lidt ligesom småbørn i december måned.

 

Men dette problem er jo velkendt og ikke decideret COD4’s skyld, så fred være med det. Lad os i stedet kigge lidt på multiplayerdelen og hvad denne indeholder. Først og fremmest har udviklerne besluttet sig for ikke at inkludere onlineachievements for at undgå achievement-whores der ikke laver andet end at spolere kampene for alle andre, ved at forsøge at få den achievement for at dræbe 3 med et enkelt skud, hvilket udløser de tilsyneladende livsnødvendige 5 gamerpoints som man kan bruge til at punche alle sine online-nørdevenner med. Fornuftigt nok. I stedet har man valgt at lave de såkaldte challenges, hvor en bestemt event udløser et vist antal XP som giver mulighed for at brugeren stiger i rank og dermed får flere våben og hurtigere kommer til det slaraffenland der kaldes prestigemode (mere om det senere).

 

Desværre er ikke alle challenges ”kill 100 enemys with the M4” eller lignende, der har også sneget sig et par boot-camp challenges ind. Med en lidt slatten oversættelse er boot-camp jo træningslejr, hvorfor boot-camp challenges må være ting som man laver på en træningslejr og det er så her jeg spørger mig selv, hvorfor fanden der er en challenge for at falde ned fra 30 fod og slå sig selv ihjel eller omvendt set spørger jeg mig selv om der vitterligt er et sted hvor man praktiserer denne øvelse og i så fald om de nogensinde har sendt bare en enkelt soldat i krig? Men fair nok, nu skal man ikke længere bøvle med teammates der jagter achievements, men i stedet folk der tilsyneladende synes det er mere spændende at springe ned fra den højeste bygning på hele mappet for at slå sig selv ihjel og udløse de magiske 250 XP man får for denne hændelse.

 

Og hvad sker der så når man har gået hele den hårde vej fra rank 1 til rank 55, har unlocket samtlige våben, klaret samtlige challenges og tæsket samtlige gamemodes – så får man mulighed for at gøre sin entré i den magiske verden af cool prestige. Snydt igen! Det eneste prestigemode gør er, at fjerne samtlige dine våben og nulstille dine challenges, imod at du får et åndssvagt lille prestige-billede ud for dit navn i lobbyen. Og det kan man så gøre 10 gange. Hvor fedt er det lige det er? Prøv du at spørge din chef på arbejde om han er interesseret i at starte som elev igen, hvis nu du giver ham en åndssvag lille medalje han kan hænge på brystkassen, jeg tror næsten jeg ved hvad han vil svare!!

 

Anyway så er multiplayer som vi kender det – der er en række gamemodes som vi mere eller mindre har hørt om før; deathmatch, team deathmatch, capture the flag – you name it. MEN! Derudover kan man også finde det geniale search and destroy koncept, hvor holdet skal beskytte/destruere et givent mål som er i modstandernes zone, ingen respawns – pure tactics. Eller det vil sige, det var det i hvert fald indtil der var et eller andet fuckhoved der besluttede sig for at kaste en tilfældig granat frem på mappet og fik et kill med den, hvorefter samtlige COD4 spillere i hele verden gjorde det samme. Fuldstændigt lige så åndssvagt som singleplayerdelen, men i multiplayer skal man endvidere høre sin modstander håne én efterfølgende, når man for 10’ende gang i samme runde er blevet ramt af den mest tilfældige granat i verden.

 

Derudover indeholder multiplayerdelen et såkaldt ”kill-cam” så man kan se hvordan og af hvem man blev skudt. Desværre indeholder multiplayerdelen også det fra COD3 velkendte usynlige lag, hvor lag ikke umiddelbart bliver vist som hakken eller framedrops på skærmen, men derimod blot udløser et lidt senere kill – og kombinerer man det med kill cam, så giver det en noget underlig oplevelse. Jeg har et utal af gange oplevet at bliver skudt, og når man så genser sekvensen på kill cam, kan man tydeligt se, at modstanderen er flere meter fra at ramme én, og blot skyder blindt ud i luften, hvilket udløser et kill. Ikke ligefrem skide realistisk, og hvis det er, så vil jeg dælme nødigt i krig, da man jo i så fald aldrig kan vide sig sikker uanset om man graver sig ned i et hul og bliver der til krigen er overstået.


 Konklusion
 

Bevares, COD4 er flot at se på, grafikken ER så flot som anmelderne siger, men i pessimisten øje er der i højere grad tale om en glansfuld indpakning af en virkelig lousy gave frem for, at grafikken ligeledes giver et helhedsindtryk. Spørgsmålet er, om du bliver mere glad for at få en hjemmehæklet dørstopper juleaften, såfremt den er pakket pænt ind? Singleplayerdelen er evigt spoleret af de gudsbenovede, granatkastende modstandere og i øvrigt er den alt alt alt for kort. Multiplayerdelen mangler nytænkning, og de genialiteter der er at finde, bliver igen spoleret af granatkastende tåber fra den anden side af kloden.

 

Faktum er, at hvis man virkeligt vil have den helt perfekte krigsoplevelse, så rejs da til Afghanistan (husk nu, ingen respawns) eller alternativt sæt Band of Brothers i DVD-afspilleren. Det er måske 2. verdenskrig, men det er til gengæld også tusinde gange bedre end Infinity Wards seneste forsøg på at presse vi stakkels forbrugere yderligere på pengepungen.

 

Jeg uddeler COD4 2/10 stjerner, som dog primært gives for de mange gange jeg virkeligt har grint min røv i laser over små amerikanske unger som tuder, når hosten (som i øvrigt var på deres hold) beslutter sig for at forlade kampen, hvorefter spillet stoppes. Pessimisten vender snarligt tilbage med endnu en anmeldelse, hvor det bl.a. afsløres, hvorfor lejemordere i middelalderen bare ikke var nogen synderlig stor succes.

Venligst

Pessimisten

Følg Xboxlife her