Pessimisten anmelder: 1. spilhalvår 2012

Lad mig bare få det sagt med det samme: Jeg elsker blogs! Jeg elsker den kontrast der er imellem seriøse og random blogindlæg. Jeg elsker, at der tilsyneladende er et publikum til hele syv videoer med en eller anden onlinepersonas videospils-spillende eks-kæreste (følg med på Pessimistens Youtube-kanal, hvor jeg næste uge uploader 15 videoer af mine kæledyr som spiller Kinect) og jeg elsker, at man kan tilegne sig en plads på noget nær landsdækkende TV ved at danse topløs på nettet og være dårlig til engelsk (nej, jeg mener ikke østeuropæisk-producerede hudfilm her).

Noget jeg ikke elsker til gengæld, er spilåret 2012 indtil videre. Et spilår, som godt halvvejs inde har været mindre tiltalende end Thyra Frank som Victorias Secret model. Bevares, der har skam været gedigne bud på gode titler undervejs i form af Catherine, Trials Evolution og Fez, men når man for hver Max Payne 3 også må sige Operation Raccoon City og for hver gang man siger Ghost Recon: Future Soldier også må sige Battleship, ja så dør jeg langsomt, men usvigeligt sikkert, indeni.

For Xboxlife startede spilåret med endnu en fantastisk Capcom udgivelse, Ultimate Marvel vs. Capcom 3, hvor det japanske spilstudie endnu engang formår at sælge en genudgivelse som et nyt spil. Faktisk er Capcom vel ret beset en illustration af alt det, som er galt med den kommercielle del af spilbranchen idag: DLC og genudgivelser. Jeg kender ikke andre brancher, hvor dette fænomen er accepteret. Jeg tror i al fald at man ville komme til kort i restaurationsbranchen, hvis man først lavede maden ringere bevidst, for blot 3 måneder senere at lancere et nyt og forbedret menukort, eller endnu værre, indførte en DLC-ordning, således at gæsterne ganske vist fik deres ret serveret, dog uden tallerkner, knive eller gafler. "Værsgo, suppe! Hvis altså i selv kan suge det op fra gulvtæppet!".

Herefter springer vi let og elegant videre, godt tre måneder frem i tiden, hvor EA genopliver deres ellers hedengangne Biiiiiig! koncept med SSX og FIFA Street. Idet jeg er dansker og dermed pr. definition ligeså god til at stå på et snowboard som Frederik Fetterlein er til at styre statsbudgettet, så sprang jeg over SSX og fokuserede istedet på FIFA Street.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at EA's Biiiig koncept burde høre fortiden til, for til trods for hele street/fussball-konceptet er i hastig fremgang, så kan FIFA Street bedst af alt sammenlignes med dengang, hvor Brasiliens landshold i fodbold stillede til VM i 2006 under sloganet Jogo Bonito (Play Beautiful): Det var nogle flotte reklamer, men under glansbilledet så var sandheden den, at Brasiliens største profil var en overvægtig offensivspiller med grimt hår og store tænder. Og så kan i sådan set selv vælge mellem Ronaldo eller Ronaldinho.

Jeg synes det er en kende underligt, at FIFA Street markedsfører sig selv på, at man møder alle de store stjerner, mens 75 procent af spillet går med at møde tilfældige opdigtede hold rundt omkring i verden. Hvad endnu værre er, at EA har inkorporeret et system, hvor brugergenererede spillere og hold verden over automatisk bliver dine med- og modspillere. Idéen er jo god nok, hvis communitiet var en smule modent, men i og med at majoriteten af gamere jo er hormonelt forstyrrede, så har jeg brugt størstedelen af min karrieretid i FIFA Street på at spille mod spillere som "Edward longcock", "Hammeren" og "Stygge Steen med det ekstra ben". Var det ikke EA der sagde, at det nye FIFA Street var mere realistisk?

Springer vi blot et par uger længere frem i tiden, så løber vi i Sniper Elite V2, hvor vendingen "dårlig AI" i den grad bliver udstillet. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi anno 2012 har spil som kan administrere millioner af spillere samtidigt, gengive hver en lille detalje enormt præcist, interagere med spillere på måder som man aldrig har set før og alligevel ikke finde ud af at lave en nogenlunde troværdig AI.

Nu har jeg aldrig været i krig, men jeg forestiller mig ikke, at det fungerer på den måde, at man konstant stikker hovedet frem fra det samme skjul, vel at mærke EFTER at man er blevet skudt i hånden. Det er gældende i Modern Warfare-serien og det er i den grad også gældende i Sniper Elite V2. Jeg ved godt, at den vestlige verden og i særdeleshed USA, ynder nærmest at latterliggøre tysken under WWII, men come on, hvis du som tysk soldat ser din allierede blive plaffet ned af en snigskytte, så virker det ikke som den oplagte reaktion at springe ud af sit skjul og ligge sig i det mest åbne område man kan finde. Det svarer sig jo til at behandle en hudafskrabning ved at hælde benzin ud over sig selv og springe igennem et Skt. Hans bål.

Jeg kunne skrive meget mere, men tiden er desværre ved at løbe fra mig. Istedet vil jeg her på falderebet slutte af med at sige, at jeg elsker konceptet med, at BioWare tilsyneladende forsøger at dække over deres livs største brøler (at de skrottede slutningen i Mass Effect 3 til fordel for en multiplayerdel som ingen alligevel gad at spille), ved simpelthen at genudgive en ny slutning. Jeg tror, at dette tiltag vil åbne for en strøm af rettelser og ekstraindhold, som forsøger at dække over spiludviklernes største fejltagelser nogensinde. Glæd jer således til DLC pakken "No we never released extra content named Horse Armor" til The Elder Scrolls: Oblivion, "No Russian was just a dream. Relax people!" til Modern Warfare 2 og sidst men ikke mindst "Kinect? Never heard of it. But how about this Usher-guy?" fra Microsoft.

Adjøs!