tue69's blog
17-11-2008 - 18:25

Pessimisten Anmelder: Gears of War 2





***SPOILER ALERT – HVIS IKKE DU HAR GENNEMFØRT ACT 2, SÅ ER DER EN MINDRE SPOILER***

 
Jeg havde lovet såvel mig selv, men ikke mindst brugerne på Xboxlife, at jeg aldrig nogensinde ville gøre det igen, men set i lyset af sidste uges begivenheder bliver jeg simpelthen nødt til at gøre det. Det er længe siden jeg sidst har kastet mig ud i dette event, så derfor må i bære over med mig, hvis jeg er en smule rusten. Men ikke mere udenomssnak – velkommen til Pessimisten Anmelder: Gears of War 2.

 
Det er efterhånden to år siden, at det første Gears of War spil udkom. Dengang blev det et gigantisk hit, hvilket dog primært skyldtes at skydevåben ikke var så udbredt i vores lille land på daværende tidspunkt, hvorfor alle psykopaterne måtte ty til andre metoder for at få deres tørst efter blod, vold og duften af krudtslam om morgenen slukket.

 
Derefter skete det uundgåelige, som der altid sker når der er penge i skidtet; Gears of War franchisen skulle naturligvis udnyttes, og straks gik den store merchandise maskine i gang. Kaffekopper og sparkedragter med Marcus motiv, en tøjkollektion fra Epic og T-shirts med teksten ”I yelled at a online stranger in Gears of War and all i got was this lousy t-shirt” var straks at finde på markedet. Derudover blev afdelingen for voksen/hud/pornofilm beriget med fantastiske Gears-relaterede titler som f.eks. bøssefilmen ”Ride the Cole Train” samt den lettere sadistiske S/M film ”Marcus, Please curb-stomp my teabag”.

 
I år skete det uundgåelige så, Gears of War fik sig en efterfølger. Pessimisten har naturligvis fattet controlleren og lagt sin klamme, svedende hånd på Gears of War 2; the return of big muscular army men and ugly underground mo’fos.

 
En kort opsummering af historien: Marcus og Dom, GoW’s svar på Waylon Smithers og Montgommery Burns (her tænkes på personernes afvigende seksualitet og ikke fysiske fremtoning), lever stille og trygt på et nedlagt landbrug lidt sydvest for Grindsted, da de resterende menneskebyer på planeten Sera pludseligt forsvinder ned i undergrunden. Som de superhelteagtige typer som de nu er, beslutter de to drenge sig for at samle resterne af Village Pe… Delta Squad - Baird og Cole - for at uddele en omgang locust bøllebank.

 
Som i det første Gears spil får de fire slagsbrødre selskab af en ”Carmine”, denne gang broderen til Carmine fra Gears of War 1 (i ved, ham der forsøgte at gribe et projektil fra en snigskytteriffel med tænderne – uden held) og som hans nu afdøde broder, svarer Carmines militærmæssige egenskaber til en blind cirkusbjørn der forsøger at sammenfatte finansloven for 2034, mens den balancerende på en ethjulet cykel er i gang med at krydse Grand Canyon på et stykke sytråd. Med andre ord kunne den unge Delta-squad aspirant lige så godt fise rundt med en skydeskive i panden og en papirlap med teksten ”insert bullet here” på ryggen, og han må da også relativt kort inde i historien lade livet, da han tager fejl af døren til herretoilettet og gabet på en kilometerlang dræberorm (nej den er sgu god nok – en orm).

 
Som sin forgænger er GOW2 noget af en bodybuilder indenfor kategorien ”grafisk fremtoning”. Desværre er der, som ved bodybuildere, tale om en gusten sammenblanding af bruncreme og steroider, og skærer man ind til benet finder man lynhurtigt ud af, at GOW2 blot er et halvhjertet forsøg på at vride den sidste spareskilling ud af lommerne på de i forvejen hårdt ramte xbox360 ejere.

 
Jovist, GOW2 byder på lidt nye våben, mulighed for at benytte sig af fjendtlige skjold, en ny granattype og et par særdeles alternative ”køretøjer”, men det er jo slet ikke nok. At stille sig tilfreds med, at man får lov til at flyve på en Reaver er jo lidt det samme som at grine af Linje 3, når de laver deres ”Kom lad os drille Preben med danske ord som vi ikke kan finde ud af at udtale” gimmick, og det gør vi jo ikke… vel!!

 
Nu sidder der sikkert en eller anden mongolid Xboxlife bruger og sitrer i hele kroppen for at få lov til at skrive ”if it ain’t broken, don’t fix it”, hvilket jo er det tætteste man kommer på en overgivelseserklæring. Hvad fanden er det for et argument? Prøv i stedet med ”Hvis du ikke har noget nyt at sige, så hold din kæft”. Det er nok sandsynligt at du får anerkendende klapsalver, hvis du rejser dig op i en forsamling og råber ”pædofili er noget lort”, men hvis du siger det 600 gange i træk, så skal du nok forvente at du bliver bedt om at lukke ædespalten. Det samme skulle man have gjort i Epic-land og i særdeleshed Cliffy B.

 
Jeg kan på ingen måde fordrage den lille, selvfede, popsmarte klovn til Cliffy B, og jeg kan da slet ikke fordrage den måde han er blevet til en kultfigur blandt alskens spilnørder, som pludseligt tilbeder den fejlfrie Cliffy B. Det er jo det samme som Jade Raymond fra Assassins Creed teamet, hun har bryster – ergo er hun lækker, Cliffy B. har overarme og går i smart tøj, ergo er han den seje nørd. Nej og nej! Jens Okking har også bryster, det gør ham ikke lækker og Emil fra Paradise Hotel har også overarme og går i smart tøj, men han er fandme heller ikke sej.

 
Nå, men nok personfnidder. Det er jo et velkendt faktum, at Gears of War udelukkende blev spillet af 12-årige unger med damp og halvvoksne, sørgelige, singlemænd som kompenserer for mobning i folkeskolen, pigernes afvisninger på gymnasiet, nedtur efter nedtur på arbejdsmarkedet og en evigt voksende dunk, som følge af et enormt dagligt indtag af pizza/cola/chips. Og når nu alle, inklusiv Epic, udmærket var klar over, at dette var tilfældet, forklar mig så lige, hvorfor i hele hule helvede man har valgt at inkludere alternative executions i GOW2.

 
Bevares, jeg synes også idéen er meget sjov, men hvori ligger det smarte i, at spilleren skal kravle rundt på alle fire i et utal af minutter, før man får lov til at forbløde eller alternativt få hovedet sparket af, af en eller anden dumsmart, amerikansk teenager? Tillad mig at kigge engang i krystalkuglen og forudse, at såfremt du er den sidste mand i live på holdet, og du er så uheldig at blive downet, så skal du gang på gang på gang bevidne modstanderholdet flokkes omkring dit kravlende korpus, mens de laver samlejebevægelser og manisk udbryder ”I ownZ uuu”. Jeg har ikke tålmodighed til sådan noget pis, så kære Epic, vil i ikke godt inkludere en suicide mode i GOW3, således at når man ligger nede på alle fire, omgivet af tåbelige modstandere, så kan man bare lige trykke på en knap og BANG, så sprænger hele mappet i luften. Og i øvrigt Epic, det er naturligvis kun mig der skal have den mulighed!

 
Antallet af fjender er steget markant i GOW2, dette værende på såvel kvantitet samt variansen. Man kan således løbe hovedet mod de almindelige locusts, wrenches, locusts med rasta-frisurer, slagter locusts, ridder locusts, Mariah Carey locusts (dem der skriger virkeligt højt), selvmords locusts, postmand Per locusts og ikke mindst auto-repair locusts, som fucker med dine reservedele for efterfølgende at sende dig en virkelig saftig regning på et 10.000 kilometer serviceeftersyn på din nye bil. Altså, varians er godt, men hvor er logikken? Slagter Locusts – come on da. Store brød der manisk svinger om sig med en enorm slagterkniv, som en epileptisk knivmorder til technofest i Tyskland. Undskyld mig, men sidste gang man brugte kniv under en krig var da vist tilbage i riddertiden, alternativt så kan det sgu da kun være for at udnytte overraskelsesmomentet, når man stormer en deling af svært bevæbnede læderhalse kun iført kilt og 30 % af Global knives seneste kollektion.

 
Jeg har vitterligt svært ved at anbefale Gears of War 2 til nogen som helst. Og dog. Jeg var i biografen og se politiskolen 2 for 20 år siden, og der var én eller anden klaphat som konstant blev ved med at grine bagerst i salen. Han er ene mand målgruppen for Gears of War 2, og hvis han ikke har købt spillet, så har det da været en umådelig skidt og hundedyr reklamekampagne. Jeg vil undlade at give GOW2 nogen karakter men blot bekræfte, at der intet nyt er at hente i det nyeste eventyr om Dom, Marcus og de andre militærsmølfer, til trods for at man flere gange forsøger at spille det såkaldte ”åhh nej, nu døde en eller anden som min virtuelle heltefigur holder af”-kort. Pinligt Cliffy. Pinligt.

 
- Venligst, Pessimisten.
Følg Xboxlife her