tue69's blog
29-09-2007 - 15:20

Pessimisten Anmelder: Halo 3



Det her bliver intet mindre end fantastisk, episk om man vil. Alting er gjort klart, surrounden skruet godt op, lænestolen placeret godt foran fladskærmen, der er cola og snacks og så mangler vi bare det vigtigste. Cd-en sættes i, og med ét er man i et andet univers, et univers så fantastisk og stort, at man ikke troede det muligt. Musikken er legendarisk, titelmelodien fanger dig med ét og straks popper det velkendte logo frem så ingen er i tvivl om, hvilket projekt vi har med at gøre.  

1. scene – du ser en fantastisk stjernehimmel og der går ikke længe før vi stifter bekendtskab med vores allesammens helt. Scenerne er intet mindre end formidable når vores helt bevæger sig igennem et fremmed, futuristisk landskab, og ud fra denne beskrivelse er der vel ingen der kan være i tvivl om, hvad det er vi snakker om. Vores helt bevæger sig gennem horder af fremtidsfjender med fantasifulde våben, men længere når jeg desværre ikke da jeg nu skal til at anmelde det nyeste hype på xbox360 fronten, Halo 3. Så jeg må desværre vente med at fortælle mere om Star Wars til en anden dag. 

Halo – en revolution (?)
 

Når man ser på anmeldelserne indtil nu, har der været bred enighed om, at Halo 3 tilsyneladende er en revolution på spilfronten, så pessimisten havde da store forhåbninger om, at udviklerne rent faktisk havde ramt en guldåre af idéer, som man aldrig havde set før på FPS fronten. For det er det vi taler om, endnu en FPS’er, som tilsyneladende skiller sig ud fra den hastigt voksende mængde. Pessimisten var overbevist om, at når vi nu taler om en historie der bl.a. udspiller sig i Afrika, så havde Bungie-teamet lavet noget helt vildt og revolutionerende for gameplayet. Her tænker jeg på muligheden for at temperatur kan have en altafgørende rolle, eller hvad med at spilleren skal vænne sig til sollyset når man går fra mørke rum til lys og omvendt, eller måske noget med pludselige klimaforandringer.  

Men nej, Capcom havde allerede taget flere af disse ting, så i stedet har Bungie valgt at udstyre spilleren med et ”bobleskjold”, hvilket tilsyneladende er det, der skal revolutionere Halo 3’s singleplayerdel. Den lader vi så lige stå lidt. Efter sigende havde amøberne hos Epic games også overvejet idéen om et bobleskjold da de lavede GOW, men de droppede den hurtigt da det simpelthen var for åndssvagt – hvad der har fået Bungie til at tage idéen til sig aner jeg ikke. Men jeg gætter på at det var en god julefrokost med rigelige mængder af våde varer. 

Halo 3 er altså Halo som vi kender det, intet nyt under solen gameplaymæssigt. Det vil muligvis behage fanbasen fra Halo CE og Halo 2, men for os som ikke er helt tossede med at kaste en stor sum penge efter en årgangsvin, som i virkeligheden viser sig at være piesporter til en 20’er i fakta, vil det nok være en knapt så behagelig overraskelse. Der er der trods alt gået et par år siden den sidste udgivelse, så det bør da for dælan være muligt bare at variere sig en lille bitte smule mere, end et bobleskjold. Men det er selvfølgelig svært, når hele Bungie-holdet sandsynligvis har brugt et par år på at sidde og male små actionfigurer som skulle bruges i deres møgreklamer for Halo 3, som I sandsynligvis har stiftet bekendtskab med i løbet af den sidste uges tid. 

Kunstnerisk grafik
 

Grafisk set vil jeg give de fleste anmeldere ret – miljøerne ligner jo rent faktisk små kunstværker. Så er det sgu bare ærgerligt at det er Picasso der har malet lortet. Udendørsbanerne er et virvar af farver, den ene mere farvestrålende end det andet. Fans af serien vil påpege, at det er det rigtige halo-univers, men pessimisten fastslår at det mest af alt ligner resultatet af, at man blender teletubbies og tilsætter resterne af en trafikdræbt papegøje. Hvad er det for en 70’er hippie der har besluttet sig for at alting skal være så farvestrålende? ”Tjaeh tjoh, Gears of War var da meget flot, men jeg har en idé, hvad med at vi holder os for øjnene og vælger en farve hver, og bagefter bruger vi så den farve til vores landskaber og figurer”. Det ser dumt ud og særligt realistisk er det da heller ikke. Seriøst, efter sigende udspiller eventyret sig i det 26. århundrede, hvor man har lavet laserpistoler, flyvende biler og enorme, svævende ringe der smadrer alt i universet hvis de aktiveres, men man har tilsyneladende ikke fundet ud af, at hvis man skal i krig i Afrikas ørken, så er det ikke verdens smarteste ting at iføre sig selv blå rustning, orange smækbukser og køre i en lilla hoover, det er sgu da håbløst. ”Ja hej hej, se mig, jeg er sniper” Jamen så skulle du nok ikke have taget din selvlysende, røde heldragt på vel bassemand, du går jo ikke ligefrem i ét med afrikas øde ørken, og der er trods alt ingen der er så dumme, at de tror der står en postkasse midt i Sahara. 

Størstedelen af miljøerne er store og omfattende, men i stedet for at lave dem dobbelt så store, så har udviklerne bestemt sig for, at spilleren i flere baner sendes tilbage af samme vej man kom fra, så man på denne måde kan forlænge oplevelsen lidt. Det bliver bare irriterende i længden at blive sendt frem og tilbage blandt 2 punkter på banen flere gange, lidt ligesom at handle smykker til kæresten/konen, der er jo nærmest ingen grænser for hvor mange gange man bliver sendt retur til forhandleren. Og dette til trods er singleplayerdelen overraskende hurtigt overstået – hmmm, havde ærligt talt forventet mig mere af et spil, som har været hypet til det nærmest overnaturlige. 

Ergo er Halo 3 ikke noget vidunder på den grafiske side, specielt indendørsbanerne ligner noget fra de gamle konsoller, og hvad udendørsarenaerne har af afveksling mangler indendørsbanerne i høj grad – og det er jo som sagt heller ikke særlig pænt. Tankerne sendes nærmest i retning af Perfect Dark, og her er det vel at mærke Nintendo 64 udgaven vi snakker om. Sløjt! At man ligeledes har valgt at låne flere miljøer fra de tidligere halo titler giver heller ikke pluskarakterer i min bog. Hvis jeg vil spille baner fra Halo 2, jamen så køber jeg nok det – det er altså ingen undskyldning at det er i HD og med surround. Og hvorfor er det lige at personerne i Halo 3 absolut skal være så møgdårligt animerede. Seriøst, jeg har set bogreoler der var mindre kantede end dine medallierede i Halo 3 og playmobilfigurer der var bedre til at vise følelser… Det er bare ikke godt nok! 

Ny og forbedret AI… eller…
 

Bungie havde forinden release meldt ud, at AI’en ville være kraftigt forbedret i Halo 3, og det er da muligt at fjenderne også agerer en smule mere intelligent, men der skulle dælme heller ikke meget til. I øvrigt undrer det mig, hvorfor man ikke har brugt den samme AI hos dine allierede i spillet. De befinder sig intelligensmæssigt på et stadie mellem Morten Jensen/Peter Palland og idiot, ja faktisk behøver de vel næppe at have en rustning på når de lige så godt kunne fise rundt med en skydeskive på ryggen. I øvrigt er de fuldstændigt håbløse til at skulle agere bare nogenlunde naturligt – ja det kan da godt være at de kommer til undsætning i deres biler hvis man får skudt sit køretøj i smadder, men hvad hjælper det når de tilsyneladende fået kastet deres kørekort i nakken på det sidste AA møde? Jeg blev hentet af en flok venligsindede soldater, og tænkte, at jeg ville tage maskinpistolen bagerst på bilen og lade mine comrades køre, men det skulle så vise sig at være den dårligste beslutning man kan tage i spillet. Chaufføren besluttede sig resolut på at bruge en halv times tid med at forsøge at køre op af en lodret mur, og da det ikke lykkedes kørte han så direkte ind i en fjendtlig chopper med det resultat at vi alle var døden nær. Dette medførte så øjeblikkelig stress, hvorfor min chauffør tilsyneladende ikke så anden udvej end at køre ud over en bjergskråning hvorefter alle døde. Fantastisk, og utroligt realistisk!! 

Men når det så er sagt, så ER AI’en faktisk blevet bedre, men realistisk er den altså ikke. Horder af fjender styrter stadigvæk i dækning når de ser synet af Master Chief, også selvom de er 4 gange så store som ham, med drabelige våben og i kæmpe overtal, men det giver naturligvis den helt rigtige heltefølelse for de små 12-årige drenge der sidder og spiller skidtet. For os andre er det bare latterligt. 

Ingen helte uden den helt rigtige heltemusik, i dette tilfælde Halo melodien, som bliver spillet et utal af gange, tilsyneladende fordi bungie-folkene, ligesom ved banedesignet, er tilhænger af genbrug. Måske skulle de bare holde sig til dåser og flasker fremover, hvis de skal blive ved med at genbruge, for til sidst har de spillet den samme sang så mange gange at man simpelthen bliver nødt til at knalde sin xbox én på siden da man er i tvivl om, hvorvidt CD’en har sat sig fast. 

Online glæder
 

Når nu Halo’s singleplayerdel ikke er noget at råbe hurra for, måtte pessimisten selvsagt springe på online-vognen og tjekke multiplayerdelen, som efter sigende skulle være det største og bedste online community til nogen konsol nogensinde. Selve co-op vil jeg ikke gå så meget ind på – det er det samme som singleplayerdelen, bare med op til 3 andre – og vi har allerede diskuteret det med co-op i et dårligt spil – det gør bare ikke ting bedre at være flere om det når grundlaget er elendigt. Lidt ligesom de der terapigrupper for folk med alverdens problemer, det kan godt være de er flere om det, men de har det nok ikke særlig godt alligevel. 

Multiplayerdelen består af så mange muligheder, at selv den mest stille og rolige person kan få øjeblikkelig stress over, hvad det er man skal vælge. Misforstå mig ikke, mange muligheder er som regel en positiv ting, men alligevel. Det ville svare til at man går på restaurant og beder om kokkens anbefaling, hvorefter han remser hele menukortet op. Og til trods for at man har stoppet multiplayerdelen til med spilmuligheder som shotty sniper, pinball osv. har man stadigvæk ikke tilføjet den allervigtigste gamemode af dem alle, nemlig ”i’m a bloody idiot” moden, hvor alle tumperne kan mødes og svine hinanden til herfra og til dommedag. 

For sikke da en gang nonsens og ligegyldig pladder der bliver fyret af online – og jo, Halo er sgu bare værre end mange andre spil! Da jeg i sin tid købte min xbox havde jeg da en idé om, at man nok kunne lære noget om den store verden, ved at snakke med andre over live, men jeg havde dælme ikke troet at jeg efter 2 dage online på halo kun har lært at sige ”skrid din pisnoob” på 30 sprog. Jeg havde endda en idé om, at vi danskere alle er rolige mennesker, også når vi spiller online, men efter at have fået serveret ”fuck af spasser” et utal af gange, har jeg måtte konkludere, at vi heller ikke er for fine i kanten i lille Danmark. Så kære forældre, hvis i synes jeres lille øjesten er ved at være lidt for meget sømand når han åbner munden, så gør jer selv den tjeneste at brænde hans eksemplar af Halo, og så vil jeg skide på at sønnike efterhånden er 40 år gammel - brænd den!! Men nørj hvor må alle shadowrunners, COD spillere m.fl. da nyde online verdenen for tiden, for alle fjolserne sidder tilsyneladende i Halo og prøver at få gjort lidt op for deres flossede selvværd, som efterhånden har fået så mange tæsk, at det at uddele svinere til mennesker på den anden side af jorden tilsyneladende er det eneste der kan få dem til bare at føle sig en lille smule ovenpå. Ja man får vel nærmest ondt af dem. 

Multiplayerdelen er i og for sig ganske udmærket, men så heller ikke bedre. Mange vil garanteret nyde, at der altid er mange andre online, der er klar på en slåskamp – men det er der sådan set også hvis man banker på døren ved de små snuskede værtshuse rundt om i landet, men der vælger jeg så, ikke at gå hen. Faktum er, at Halo 3 minder så meget om Halo 2, og der sidder mennesker derude, som ikke har lavet andet de sidste mange år, end at spille Halo 2, så os der nyder et godt online spil i ny og næ, og også gerne vil smage sejrens sødme en gang imellem, kan lige så godt droppe det – vi er dømt til at tabe. Og så nytter det altså ikke at Bungie har inkluderet muligheden for at gense kampene efterfølgende, for hvad nytter det? Det er slemt nok at blive tæsket gul og blå i et online spil, men at skulle se på skidtet bagefter – det er da lige groft nok. Lidt ligesom når ens tandlæge åbner muligheden for at man kan følge med i et spejl! ”Ja hr. pessimist, om få sekunder vil jeg skambore dine kindtænder og efterfølgende flå et par stykker ud i et virvar af tandstumper, blod, sved og en del tårer, men hør – var det ikke noget at følge med via spejlet” – ja tak, hvad tror du selv!? 

Konklusion
 

Så skal vi til det, og der skal uddeles karakterer. Jeg er villig til at give Halo 4/10 da der trods alt er flere gode momenter i spillet. Man kan ikke komme udenom, at Halo 3 er det mest spillede onlinespil på en konsol nogensinde og det giver 1 point, til trods for at det vel egentligt bare er det endegyldige bevis på, at der sidder en del med for meget tid og for mange penge.  

1 Point gives for at MS via sublim markedsføring efter sigende har fået folk til at købe en såkaldt ”legendary edition” for rundt regnet 1.000 kr., hvor man får en Master Chief hjelm med?!? Det kan sgu godt være det virker meget sejt lige i det øjeblik hvor man virkeligt tror man er Master Chief og kører med klatten. Men i døgnets resterende 23 timer og 57 minutter ville jeg virkeligt føle mig røvrendt, og når børnebørnene engang spørger hvad det er for en hjelm, og efterfølgende griner sin røv i laser over, at bedstefar er blevet taget grundigt ved næsen, vil jeg nok overveje om man bare skal kaste sig ud foran toget eller flytte til Uganda. 

Det 3. point gives for, at jeg ikke længere behøver at besøge min lokale hashpusher hvis jeg får lyst til at se underlige ting og masser af farver. Man tænder bare for Halo 3, og vupti er dit fjernsyn forvandlet fra et stuemøbel til en forunderlig verden, med alle regnbuens farver. Måske Bungie bare er jaloux over at det ikke var dem der fandt på Viva Pinata. 

Det 4. og sidste point gives for at Halo har formået at tryllebinde så mange folk i så mange år, det må vel være historiens største fupnummer i stil med Enronn, Italiensk fodbold og Michael Jackson. En ganske almindelig FPS’er der via et markedsføringsstunt i stil med præsidenters valgkampagner har overbevist flere millioner om, at et farvestrålende, middelmodigt computerspil faktisk er værd at spilde flere måneder af dit ellers kostbare liv på. 

At så mange anmeldere verden over har givet Halo 3 tårnhøje karakterer kan kun forklares med 1 ting: Frygt for en ny ”Muhammed-krise”. Man kan velsagtens forestille sig dramatiske reaktioner fra den enorme Halo fanbase såfremt deres yndlingsspil ikke er oppe og slikke toppen på karakterskalaen. Jeg forestiller mig nedbrændte spilsite-redaktioner i hele den vestlige verden og tusindvis af demonstrationer. Ja, vel det nærmeste man kommer WWIII – undertegnede går nok også under jorden i et stykke tid efter denne anmeldelse, i frygt for at fanfraktioner vil opsøge mig på den private adresse. 

Svende, kan i ha’ det godt – og god weekend. 

Pessimisten 

Til jer der læser med første gang skal det lige siges, at ovennævnte afspejler Pessimistens holdning, og ikke personen bag pessimisten og at der i øvrigt er tale om en humoristisk tilgangsvinkel til spilanmeldelser. Tak fordi i læste med.
21-09-2007 - 14:03

Pessimisten Anmelder: Bioshock



”En klassiker er født”, ”køb det før din friendslist”, ”Dette er en toptitel” og ”Dette spil vil for evigt skærpe kravene til FPS-genren” er blot nogle af de prædikater som Bioshock har fået i sine hidtidige anmeldelser og nu kan det ellers så anmelder roste spil så tilføje ”fuldstændigt håbløs” og ”toppen af uduelighed” – for det er blevet tid til en pessimist anmeldelse af blockbusteren Bioshock.


Surprise Surprise! 


Da jeg hørte rygtet om, at der var en ny toptitel på vej til xboxen under navnet Bioshock, så krildrede det straks i mine små pessimistfingre, for det ville jeg dælme gerne prøve. Da jeg så fik spillet ind af døren, sat cd’en i mit xbox drev og fik startscenen overstået, måtte jeg slukøret erkende, at der (naturligvis) var tale om endnu en FPS’er. Endnu flere guns, endnu flere tåbelige og dumme fjender og endnu et spil, uden gåder, uden puzzles og uden det mindste krav på skills. Det er tilsyneladende blevet forbudt at lave et spil til xboxen som ikke pacer de små psykopatunger i USA som tørster efter blod og vold – men nå, det skulle jo være noget helt ud over det sædvanlige, så væk med fordommene og i stedet begav jeg mig ud i Raptures univers.


”Men vandet er flot” 


Historien udspiller sig under vandet i et art-deco 60’er miljø, nuvel, meget opfindsomt, og bevares – flot er det også. Efter sigende skulle 2K studios have haft et helt hold af designere til at lave vandeffekterne, og pessimisten overgiver sig da også – vandet ligner vand. Desværre er det bare ikke et succeskriterium – vand lignede også vand i Far Cry Predator, men det var stadigvæk et møgspil – vand lignede også vand i Gears of War, som ligeledes var et møgspil og tro det eller ej, vandet i vandhanen ligner også vand, men det får mig sgu ikke til at løbe jublende ud på altanen og i bedste Leonardo DiCaprio Titanic stil udbryde: ”I’m the king of the world”. I stedet skulle spiludvikleren have sat et hold til at designe fjender, så man ikke var blevet nødt til at låne fjenderne fra Condemned, jamen hvad er det for noget? Er det simpelthen i mangel på bedre eller hvad? Hvis denne trend fortsætter, så bliver den næste topsællert et FPS fra Epic studios, hvor Cliffy B og hans kompagnoner har lavet sindssygt flot græs, men da alle i studiet var optaget af at lave græsset, så blev man nødt til at låne lidt hist og her, så historien ender ud med at blive et eventyr om den italienske helt i blå trøje, røde smækbukser, rød kasket og mustache, som jagter et blåt pindsvin i røde kondisko mens han bliver distraheret af en ubehagelig type i en grøn kampuniform med gult visir og en allerhulens masse fremtidsvåben. Ja det skal nok blive godt da!


Plasmids og tonics

Det der efter sigende skulle gøre spillet så specielt er, at man undervejs kan benytte sig af de såkaldte plasmids og tonics, som gør spilleren i stand til at tilegne sig de mest fantastiske evner. Denne egenskab skulle efter diverse anmeldelser være det, der virkeligt adskiller Bioshock fra andre spil – hvor er det bare ærgerligt at udviklerteamet ikke brugte mere tid på lave nogle fantasifulde plasmids, men nårh nej, de var jo optaget af at lave vand. Stort set samtlige plasmids er set før, nogle er faktisk så håbløst brugte, at man vel nærmest må ryste på hovedet – heriblandt det frygtindgydende ild-plasmid, som gør spilleren i stand til at skyde med ild. Ja halleluja hvor er det da bare nyskabende, hvis jeg nu siger ildblomst og supermario. Endnu engang har anmelderteamet måtte låne andre steder fra da man ikke havde tid til at udvikle egne idéer, fordi flot vand var førsteprioritet, det overrasker mig egentligt at man ikke også kan finde et plasmid der giver spilleren hundeører og vaskebjørnshale og gør ham i stand til at flyve, men det var måske for oplagt. Tonics fungerer som en slags power-ups, som gør spilleren bedre til at hacke, gør ham usårlig overfor ild osv. Men også det har man set så uendeligt mange gange før. I andre spil hedder det så bare ”power-ups”. Og ved i hvad? Et spil bliver altså ikke bedre af at man finder på fantasifulde navne til i forvejen udslidte emner. I så fald vil jeg da relancere Wolfenstein 3D og kalde alle våben for dyrenavne – så falder anmelderne jo tilsyneladende på halen af ren og skær benovelse over den opfindsomhed der er lagt for dagen.

Små piger og store dykkere
 


Spillets omdrejningspunkt er de såkaldte little sisters – små piger der trasker rundt i Raptures miljø, efter fulgt af Big Daddys, store typer med kraftfulde våben iført dykkerkostumer. . . Det endegyldige bevis på at der blev røget en del hash under udarbejdelsen af bioshock. Det med små tøseHackr kender vi jo fra japanske gyserfilm, men brutale dykkere, den har man alligevel ikke set før. Det er altså resultatet af at prøve at adskille sig fra andre FPS’ere – dykkere med guns. Dejligt opfindsomt, men desværre også oplagt grinagtigt. Disse store brutale typer render som sagt rundt og beskytter de små tøser, som man skal have fat i for at høste vidundermidlet ADAM, som kan give en flere plasmids, som så er afhængige af EVE. Man konkurerer dog mod blodtørstige Condemned mutanter som det meste af tiden render rundt og synger ”JESUS loves me this i know” og så er det man tænker, hvordan fanden folkekirken har formået at få så meget reklame ind i spillet? Efter at have oplevet ovennævnte undres man jo over, at din guide igennem spillet hedder Atlas og ikke Moses eller Ibrahim, og at spilleren ikke tvinges til at gå til søndagsgudstjeneste mindst én gang i spillets forløb, men det blev vel for oplagt.


Lydmæssig forvirring 


På den lydmæssige side skinner det også igennem, hvor Bioshocks bagmænd har lagt deres fokus – nemlig på vandet. Så derfor er der en evindelig dryppen og skvulpen i baggrunden, uanset hvor man befinder sig henne. Dette er fint nok såfremt man er pensioneret sømand med en drøm om at komme tilbage på havet, men for undertegnedes vedkommende resulterede dette i, at jeg måtte gå på toilettet sådan ca. hvert 5. minut. Igen har denne vandmæssige fokus taget livet af andre elementer, heriblandt fjenderne, som konstant render rundt og synger det førnævnte religiøse nonsens, så spilleren mest af alt sidder tilbage med dårlig samvittighed over, ikke at have besøgt nogen kirke siden sin konfirmation. Dette, krydret med den tilbagevendende søsyge og tissetrang, gør lydsiden til en fuldstændig uduelig oplevelse.


Konklusion 


Bioshock er en skuffelse fra ende til anden, mest af alt fordi pessimisten virkeligt havde på fornemmelsen, at når nu så mange anmeldere sagde at det var en toptitel, så var det en toptitel. Men ligesom med Gears of war var der ikke tale om andet en et hoax, et storm i et glas fintanimeret vand. Karakteren kan derfor kun liste sig op på 3/10, 1 point for det flotte vand, 1 point for det kvalitetsgræs, der tilsyneladende blev røget en del af da man udarbejdede spillet og 1 point for at jeg fik en 48 timers guld kode med, som jeg kan bruge på at spille TMNT arcade online. Ellers er der ikke meget andet at sige, end at Bioshock er komplet håbløst, et spil, der er sat sammen af så mange lånte ting (og pænt vand) at det lige så godt kunne have heddet ”Super Halo Sonic Brothers MGS Tekken edition”. Bevares, Bioshock skiller sig bestemt ud fra andre spil i genren, men det gjorde Barbie Horse Adventures også, og det vil jeg sjovt nok heller ikke spille.

 

Venligst - Pessimisten

03-09-2007 - 19:31

Pessimisten anmelder: TMNT Arcade

Så skal vi endnu engang prøve noget nyt i pessimist-regi, og denne gang er det en anmeldelse af MS undskyldning for at få os brugere til at betale penge for noget vi allerede har prøvet og tæsket sønder sammen for vores egne penge. Vi taler naturligvis om et spil fra Marketplace’s Arcade-del – og hvad vil være bedre at starte med end én af de helt store møntslugere fra 80’erne – TMNT Arcade.



 

Gammelt spil på nye flasker… eller er det?

 

Hvad kan man så forvente af et spil, man allerede har prøvet så ufatteligt mange gange, at man egentligt burde kende hver enkelt bane og fjende så godt, at man kunne gennemføre det med lukkede øjne og begge hænder bundet på ryggen – vel ingenting – nej vel? Og det er absolut ingen undtagelse ved TMNT, hvor udviklerne har ladet spillet være præcist som det var dengang! Ingen grafisk opdatering, ingen lydmæssig forbedring. Ingenting! Det er ikke som i Prince of Persia, hvor grafikken og lyden har fået et seriøst hak opad, så alting ser mere smooth ud – nej, i TMNT er alt det samme…. Og gudskelov da for det!

 

Hvad er meningen med, at udviklerne skal ændre på et koncept så genialt som Prince of Persia, og så endda forlange at man skal betale penge for det – jeg betalte sgu for den gamle version af Prince of Persia, ikke noget nymoderne makværk – man kan jo ikke kende den gamle klassiker længere. Og ja, jeg ved godt den gamle udgave hører med i pakken, men ikke desto mindre er princippet det samme. Hvorfor? Hvorfor skal i ødelægge noget så perfekt? Du sælger sgu da heller ikke en veteranbil til et museum og dukker op med en udgave fra 2007 – what a bunch of crap! ”Neeej se, jeg har fundet en antik krone – udover at den så lige er fra sidste år” – tænk jer nu om!

 

Fantastisk historie

 

Nej det er noget helt andet med TMNT, spillet er præcist som det var i gamle dage – og præcist lige så underholdende! Eneste reelle kritikpunkt er, at turtles temaet der på intet tidspunkt bliver afspillet, men det er der en genial løsning på, hvilket vi kommer tilbage til. Historien er lige så uforudsigelig som den er velskrevet – man kommer rundt omkring i hele repertoiret, kloakker, gader, teknodromen (nej det er ikke et sted med højt bass-musik og dansende teenagere) og sågar på skateboard – ja der er nogle Hollywood forfattere der absolut har taget inspirationen til deres film fra det gamle turtles spil, heriblandt tænker man f.eks. til forfatterne af Fight Club, 300, Gladiator og Titanic – ja det er tydeligt at se at de ligner TMNT – ripoff!

 

Actionpacked Peewee

 

Spillet er instant action fra første øjeblik – ikke som i møgtitler som Gears of War og Call of Duty 2, hvor man kan vælge at træne sig op til kamp før man bliver smidt i ilden. I TMNT er der no mercy, enten har du skills, eller også overlever du ikke – plain and simple. Du starter ud i en brændende bygning hvor der naturligvis vælter ud med footsoldiers og andet ondt grej. Det første man bliver overrasket over, er det store arsenal af slag og spark, som de grønne venner er i stand til at udføre. Udover en række standardmoves, hvor din turtle langer ud efter fjenderne med deres respektive våben, kan man også benytte sig af en række dødbringende moves, hvor du enten kaster dine fjender over dig selv i en bue for at slå dem ihjel, eller fatality-angrebet, hvor din turtle kaster sig rundt i en 90 graders vinkel, for derefter at klaske fjenderne i gulvet. Og dette er vel at mærke kun dine angreb på jorden, for i luften er dine turtles mindst lige så giftige. Derudover kan man undervejs i spillet kan du også bruge diverse elementer som gadelamper, brandhaner og kloakdæksler til at knalde dine modstandere i gulvet. Så gameplayet er helt og aldeles varieret.

 

Bestialske Bossfights

 

Spillets helt store force er dog de sindsoprivende bossfights hvor du bliver stillet overfor nogle af Turtles-seriens helt store personligheder, heriblandt Rocksteady, Beebop, Krang, Shredder m.fl. Hver boss har sin egen taktik og skal bekæmpes på hver sin måde. De benytter sig endvidere af lasere, strålepistoler, flammekastere og mutagenstråler for at få kål på dig, og det kan virkeligt blive en svedig oplevelse af skulle få ram på disse.

 

Grafisk vidunder – lydmæssig sensation

 

Dér, hvor TMNT virkeligt scorer points, er på den grafiske fremstilling. Det er ikke ligesom i GOW, hvor man forsøger at få noget til at ligne noget, som det i sidste ende ikke ligner, nej – i TMNT ligner turtles jo turtles, og fjenderne kan man sagtens genkende fra serierne. Det er muligt at en pixel fylder 1x1 cm på skærmen, men det kan man sagtens bære over med, når man først står i kampens hede. Bosserne ligner også sig selv og hvad endnu bedre er, så lyder de også som sig selv. Lydsiden er nemlig intet mindre end fænomenal, og når nu udviklerne ikke har fundet plads til selve Turtles sangen, så har man flettet temaet ind i banemusikken, så det er jo intet mindre end fryd! Lyden af dine turtles der udbryder ”Pizza Time”, ”Cowabunga” m.m. er også utrolig realistisk og når animationerne samtidigt følger samme vej, så kan man ikke andet end at blive overvældet. Pessimisten måtte i hvert fald knibe en enkelt tåre undervejs under udarbejdelsen af denne anmeldelse. I øvrigt er det værd at bemærke, at plukke æble-dansen faktisk har sin oprindelse i dette spil, helt præcist i Splinters jubelscene – tak til Jibla for at udpege dette.

 

Multiplayer som multiplayer skal bruges

 

Multiplayersiden i TMNT er lige som man kunne ønske. Det er ikke som i mange andre titler, hvor 2 personer eller flere bare kan gennemgå den samme møgoplevelse som hvis man var 1 mand – nej i TMNT retter spillet sig efter hvor mange mennesker, der spiller spillet samtidigt. Jo flere mand man er, jo flere fjender og hårdere bosser og det fedeste er, at man nu kan være 4 mand online samtidigt, hvilket jo nærmest er det ypperste i et turtles-relateret spil. Dette giver en superfed oplevelse, specielt når man står 4 mand i en nærmest grøn-lilla klynge og bare slår ud til alle sider da fjender og venner fylder hele skærmen. Priceless!

 

Konklusion

 

TMNT er simpelthen en gennemgående fantastisk oplevelse og lige ud af landevejen. Ingen irriterende plot-twists eller steder som man bliver nødt til at prøve 1.000 gange fordi man ikke kan finde den rigtige vej eller løse et møgmysterie – nej det er lige ud af landevejen og hack’n slash når det er allerbedst. Spillet alene er ganske fantastisk, men den eminente multiplayerdel trækker anmeldelsen op blandt de sjældne. Pessimisten uddeler 97 points ud af 100 mulige til TMNT, og de sidste 3 points kunne være fundet hvis man havde haft TMNT sangen med, ikke havde valgt at lade uncle Phil fra ”Rap fyr i L.A.” sætte stemme på Shredder og så et point for ikke at have lavet spillet noget længere. En stor anbefaling herfra!

 

- Pessimisten

Følg Xboxlife her