tue69's blog
03-01-2008 - 20:22

Pessimisten Anmelder: Call of Duty 4



Knapt er 2008 skudt i gang før vi skal have en ny omgang røre i Xboxlifes blogafdeling – det er nemlig blevet tid til endnu en ”god gammeldaws” pessimistanmeldelse, hvor det denne gang er Infinity Wards seneste skud på stammen, COD4, der kommer igennem maskinen. November 2007 blev af mange betragtet som x-360’erens hidtil største måned hvad angår spiludgivelser. Titler som Guitar Hero 3, Mass Effect og Assassins Creed blev sendt på markedet, og ligeledes gjorde den 4. udgave af Call Of Duty.





 Modern Warfare
 

Den erfarne COD spiller vil fra første øjekast bemærke den mest synlige ændring i spillets gameplay, nemlig at fjendtlige nazister er udskiftet med mellemøstlige og russiske terrorister, M1 Garand, Kar98, MP44 er udskiftet med M4, M16 og G3 og heruover er normandiets strande og Hollands slagmarker er udskiftet med øde russiske militærbaser og områder i Mellemøsten. Fornyelse er godt og meget fornyelse er bedre, så dermed et ”så langt så godt”. Desværre holder denne fornyelse bare ikke længere end udseendet.

 

COD er stadigvæk den samme gang scriptede kavalkade af krigsscener og planlagte events som udføres i takt med at spilleren arbejder sig frem i banen. Der er stadigvæk stort set kun én vej at vælge, og skulle man være så fræk at forsøge sig med en smutvej, så bliver man straks blokeret af tilsyneladende uigennemtrængelige forhindringer som huse, knæhøje hegn og usynlige vægge. Hvad fanden er det for en flok uduelige soldater som tilsyneladende synes det er federe at kaste sig ind i en gruppe af 200 mellemøstlige ekstremister frem for at forcere et 40 cm højt plankeværk og liste sig stille og roligt udenom. Godt nok er det amerikanere man styrer en del af tiden, men derfor er det stadigvæk åndssvagt.

 

Nu har jeg tjekket en del af de tidligere anmeldelser af spillet og ét af de citater jeg erindrer bedst er følgende: ”COD4’s historie er markant anderledes end de tidligere COD udgivelser, hvilket absolut er et plus”. For det første, nej, historien er præcis det samme ”USA saves the world” bullshit som har gjort sig gældende i de tidligere COD spil. For det andet, så vil der jo unægtelig være en lille smule forskel i de forskellige spil, da jeg går ud fra at forbrugerne, til trods for at de allerede har købt en lille hvid plastikboks, med en fejlrate der ville gøre selv Peugeots ledelse misundelige, ikke er dumme nok til at købe det præcist samme spil uanset om det udsendes med en anden titel og i et andet cover – og for det tredje, så ville det sgu da være en anelse underligt, hvis COD4, som jo har fået tilnavnet ”Modern Warfare” netop fordi det foregår i nutiden, gik ud på at man skulle stoppe Hitlers og hans tyske hær. Blot en tanke.


 Major League Baseball – nu på krigsstien

Hvis man før har stiftet bekendtskab med COD er man ikke et sekund i tvivl om, at et COD-spil skal gennemføres på Veteran, intet mindre. Dette har førhen givet anledning til en del hovedrysten, frustrationer, hustruvold og flyvende husdyr (vel at mærke uden dyrets egen samtykke), men i COD4 afløses denne frustration af decideret ”tab-kæben-hele-vejen-ned-på-gulvtæppet”-forstummelse, når man gang på gang bliver dræbt i sit skjul. Og nej, det er ikke fordi at man bliver dræbt, at man sidder tilbage med åbne polypper og en WTF-fornemmelse, men mere måden hvorpå man bliver dræbt. 


Jeg har intet imod at skulle lade livet til 20 toptrænede nazistiske soldater på en åben slagmark i COD2, ligeledes har jeg heller intet imod at bliver pillet af en skjult tysk sniper-soldat, som med sin Kar98-sniperriffel og et jernsigte knalder mig i gulvet med et velplaceret headshot i COD3, men der hvor kæden virkeligt ryger af, er når man i COD4 for gud-ved-hvilken gang bliver slået ud af en fjendtlig granat, som er kastet tværs over slagmarken, ind igennem et musehulsstort vindue for derefter at strejfe dørkarmen så den får præcist den rigtige retning ned i den armerede papkasse hvori man befinder sig. Lucky Punch? Nej! Det sker 220 gange i hver level i COD4 og det er decideret lamt. Har talebanske ekstremister droppet at rekruttere flere soldater for i stedet at kaste sig over polske håndboldspillere eller hvad? Eller er de mellemøstlige krigsmarker det sted, hvor pensionerede Major League Baseball pitchere slår deres folder?

 

Faktum er, at fjenderne er så infamt dygtige til at kaste med granater, at man under missionerne i Rusland faktisk bliver helt i tvivl om, hvorvidt det var en mellemøstlig terrorist, der fra sit skjul i Afghanistan formår at kaste en granat hele vejen til Tjernobyl for derefter at placere den foran foden på spilleren. Jeg ville ikke blive en skid overrasket, hvis man næst efter at have elimineret tusinder af russiske soldater i Moskva’s indre må lade livet til en granat med påskriften ”made in Iraq” som på mystisk vis dumper ned fra himlen.


 Multiplayer’sk Mikmak
 

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen; aldersgrænser på spil er altså lavet for at blive overholdt. Garanteret COD4’s online miljø blev længder rarere at være på, hvis samtlige 12-årige britter, amerikanere og franskmænd blev forbudt adgang. Og så en anden bøn, please lav dog et spil hvor hverken englænderne eller amerikanerne vinder krigen – bare et lille et, hvem ved, måske med Sverige, Danmark og Norge som sejrherrerne, fordi på en eller anden måde påvirker det de amerikanske snotunger, at de har brugt de sidste mange timer på at gennemføre COD4, hvor amerikanerne (naturligvis) vinder, således at når de kommer på live, så er de stort set utålelige. Lidt ligesom småbørn i december måned.

 

Men dette problem er jo velkendt og ikke decideret COD4’s skyld, så fred være med det. Lad os i stedet kigge lidt på multiplayerdelen og hvad denne indeholder. Først og fremmest har udviklerne besluttet sig for ikke at inkludere onlineachievements for at undgå achievement-whores der ikke laver andet end at spolere kampene for alle andre, ved at forsøge at få den achievement for at dræbe 3 med et enkelt skud, hvilket udløser de tilsyneladende livsnødvendige 5 gamerpoints som man kan bruge til at punche alle sine online-nørdevenner med. Fornuftigt nok. I stedet har man valgt at lave de såkaldte challenges, hvor en bestemt event udløser et vist antal XP som giver mulighed for at brugeren stiger i rank og dermed får flere våben og hurtigere kommer til det slaraffenland der kaldes prestigemode (mere om det senere).

 

Desværre er ikke alle challenges ”kill 100 enemys with the M4” eller lignende, der har også sneget sig et par boot-camp challenges ind. Med en lidt slatten oversættelse er boot-camp jo træningslejr, hvorfor boot-camp challenges må være ting som man laver på en træningslejr og det er så her jeg spørger mig selv, hvorfor fanden der er en challenge for at falde ned fra 30 fod og slå sig selv ihjel eller omvendt set spørger jeg mig selv om der vitterligt er et sted hvor man praktiserer denne øvelse og i så fald om de nogensinde har sendt bare en enkelt soldat i krig? Men fair nok, nu skal man ikke længere bøvle med teammates der jagter achievements, men i stedet folk der tilsyneladende synes det er mere spændende at springe ned fra den højeste bygning på hele mappet for at slå sig selv ihjel og udløse de magiske 250 XP man får for denne hændelse.

 

Og hvad sker der så når man har gået hele den hårde vej fra rank 1 til rank 55, har unlocket samtlige våben, klaret samtlige challenges og tæsket samtlige gamemodes – så får man mulighed for at gøre sin entré i den magiske verden af cool prestige. Snydt igen! Det eneste prestigemode gør er, at fjerne samtlige dine våben og nulstille dine challenges, imod at du får et åndssvagt lille prestige-billede ud for dit navn i lobbyen. Og det kan man så gøre 10 gange. Hvor fedt er det lige det er? Prøv du at spørge din chef på arbejde om han er interesseret i at starte som elev igen, hvis nu du giver ham en åndssvag lille medalje han kan hænge på brystkassen, jeg tror næsten jeg ved hvad han vil svare!!

 

Anyway så er multiplayer som vi kender det – der er en række gamemodes som vi mere eller mindre har hørt om før; deathmatch, team deathmatch, capture the flag – you name it. MEN! Derudover kan man også finde det geniale search and destroy koncept, hvor holdet skal beskytte/destruere et givent mål som er i modstandernes zone, ingen respawns – pure tactics. Eller det vil sige, det var det i hvert fald indtil der var et eller andet fuckhoved der besluttede sig for at kaste en tilfældig granat frem på mappet og fik et kill med den, hvorefter samtlige COD4 spillere i hele verden gjorde det samme. Fuldstændigt lige så åndssvagt som singleplayerdelen, men i multiplayer skal man endvidere høre sin modstander håne én efterfølgende, når man for 10’ende gang i samme runde er blevet ramt af den mest tilfældige granat i verden.

 

Derudover indeholder multiplayerdelen et såkaldt ”kill-cam” så man kan se hvordan og af hvem man blev skudt. Desværre indeholder multiplayerdelen også det fra COD3 velkendte usynlige lag, hvor lag ikke umiddelbart bliver vist som hakken eller framedrops på skærmen, men derimod blot udløser et lidt senere kill – og kombinerer man det med kill cam, så giver det en noget underlig oplevelse. Jeg har et utal af gange oplevet at bliver skudt, og når man så genser sekvensen på kill cam, kan man tydeligt se, at modstanderen er flere meter fra at ramme én, og blot skyder blindt ud i luften, hvilket udløser et kill. Ikke ligefrem skide realistisk, og hvis det er, så vil jeg dælme nødigt i krig, da man jo i så fald aldrig kan vide sig sikker uanset om man graver sig ned i et hul og bliver der til krigen er overstået.


 Konklusion
 

Bevares, COD4 er flot at se på, grafikken ER så flot som anmelderne siger, men i pessimisten øje er der i højere grad tale om en glansfuld indpakning af en virkelig lousy gave frem for, at grafikken ligeledes giver et helhedsindtryk. Spørgsmålet er, om du bliver mere glad for at få en hjemmehæklet dørstopper juleaften, såfremt den er pakket pænt ind? Singleplayerdelen er evigt spoleret af de gudsbenovede, granatkastende modstandere og i øvrigt er den alt alt alt for kort. Multiplayerdelen mangler nytænkning, og de genialiteter der er at finde, bliver igen spoleret af granatkastende tåber fra den anden side af kloden.

 

Faktum er, at hvis man virkeligt vil have den helt perfekte krigsoplevelse, så rejs da til Afghanistan (husk nu, ingen respawns) eller alternativt sæt Band of Brothers i DVD-afspilleren. Det er måske 2. verdenskrig, men det er til gengæld også tusinde gange bedre end Infinity Wards seneste forsøg på at presse vi stakkels forbrugere yderligere på pengepungen.

 

Jeg uddeler COD4 2/10 stjerner, som dog primært gives for de mange gange jeg virkeligt har grint min røv i laser over små amerikanske unger som tuder, når hosten (som i øvrigt var på deres hold) beslutter sig for at forlade kampen, hvorefter spillet stoppes. Pessimisten vender snarligt tilbage med endnu en anmeldelse, hvor det bl.a. afsløres, hvorfor lejemordere i middelalderen bare ikke var nogen synderlig stor succes.

Venligst

Pessimisten

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.