Pessimisten vurderer: Første år

”Hvabehar, Yankiee Bar, den var go’, Haribo”. Sådan startede og sluttede min fysiklærer altid sin undervisning og det skulle senere vise sig, at det ikke var et forsøg på at være vittig, men derimod et resultat af at have indhaleret dampene fra flydende kviksølv i en årrække. Æret være hans minde.

Nu er det ikke Pessimistens folkeskoledage det skal handle om, men derimod det år der er gået med den nyeste konsolgeneration. En konsolgeneration, der har lovet os at ”dette er for spillerne” og ”all in one, input one”, sjovt nok de samme slogans som Brazzers bruger. Et år er nu gået, og det er tid til at gøre status over, hvad vi har fået.

PlayStation 4

Det lovede så godt. Med bulder og brag og elendige catchfrases tromlede Sony over de lamslåede Microsoft folk. Formularen var simpel, alt hvad Microsoft gør, gør vi ikke. I starten gik hele snakken på digitale rettigheder, always on konceptet, de til Kinect 2.0 reserverede kræfter på Xbox konsollen og mere i samme dur, men langsomt, og usvigeligt sikkert, er debatten i stedet drejet over på performancen på de to konsoller. Alle ved, at hvis der er noget konsolspillere er helt pjattede med, så er det at tælle streger på deres tv skærme, mens de med stopur tæller mængden af billeder i sekundet.

Og man tvinges næsten til at sige: ”oh how the mighty have fallen”, for siden den overlegne E3 performance i 2013 har PlayStation 4 spillerne eksklusivt fået Killzone 4, et spil som alle glemte at spille, InFAMOUS 2, et spil ingen gad spille over længere tid, The Last of Us, et spil som alle havde spillet i forvejen og DriveClub, et spil som ingen andre end udviklerholdet kan spille på nuværende tidspunkt. 4 the players, 4 the win!

Sideløbende med dette spilmekka har Sony forsøgt at tilfredsstille spillerne med såkaldte indietitler, som kan købes for penge eller fanges gratis i PlayStation Plus… som skal købes for penge. Vel at mærke samme PlayStation Plus, der til PlayStation 4 blev markedsført med eksempelvis en Day 1 udgave af DriveClub, så udviklingen herfra kan vel bedst af alt betegnes som at sælge et årskort til biografen, hvor den nyeste Tarantino-film figurerer som reklamesøjle, men hvor programmet det første år består af lige dele Tom & Jerry tegnefilm, franske kortfilm, Ole Bornedahls erindringer på film og tysk porno. Når så endeligt Tarantino-filmen udkommer, så er halvdelen af skærmen i 3D og den anden halvdel på svensk, og i sort-hvid.

Sony formår dog fortsat at sælge deres konsoller i hobetal, så noget må de da gøre rigtigt. Måske det er ”Greatness Awaits” sloganet der giver folk forhåbninger, eller måske er det Sony-koncernen selv der hjemkøber samtlige konsoller på markedet for at manipulere salgstallene. Det vil i så fald forklare det tordnende underskud.

Microsoft

Et skridt frem og 60.000 tilbage. Sådan vil lanceringen af Xbox One sandsynligvis kunne findes i fremtidens historiebøger, for ikke siden at Sony påstod, at der i det oldgamle Japan eksisterede gigantiske kæmpekrabber med våben, har et spilselskab lavet en så enorm brøler. Sidenhen er Microsoft dog kommet fint efter det, blandt andet via Call of Duty: Superadvanced Warfare, eller Titanfall, som det hedder udenfor Japan, Borderlands møder Crackdown 2, også kendt som Sunset Overdrive på disse kanter samt Forza Horizon 2, som uheldigvis er Forza Horizon… 2.

Problemet er, at Microsofts seneste konsol fortsat er bagud i konsolkampen og man har ellers prøvet alt hvad man kan, for at stimulere salget. Først blev prisen sænket, så frigav man konsoller uden Microsofts kukkelure-kamera Kinect, så prøvede man det med prisen igen og skal man følge rækkefølgen, så vil der næste gang komme en endnu mere slanket udgave. Lad mig foreslå at man igen fjerner noget, måske Microsoft logoet. Alle ved jo, at det er det reelle problem. Alternativt kunne man tilføje noget, der gør konsollen endnu mere unik, men jeg kan dog frygte, at de markedsføringsfolk, der skal stå for nye tiltag, også er dem der stod for E3 i 2013, så blive det nye unikke en next-gen udgave af RROD.

Det virker i bund og grund som om, at Microsoft er overraskede over, at hvis man forsøger at sælge en genstand, der dækker flere behov over flere målgrupper, så er det en god idé at appellere til alle brugere. I Xbox Ones tilfælde har man forsøgt at lave et all-in-one underholdningskoncept, men al markedsføringen blev rettet mod konsolspillerne alene. Det er kun i konsolbranchen, at den slags kan lade sig gøre og endnu engang retter blikket sig mod Microsofts markedsføringsafdeling, som bruger dagen på at løbe forvildet rundt efter hinandens skygger.

Trofaste læsere af den på Xboxlife legendariske Xbox One vs. PS4 tråd vil måske begrunde Microsofts manglende salg med, at konsollen skulle være svagere, men hvis denne påstand skulle holde vand, så ville Nintendo ikke have nogen spillere overhovedet (her ses der bort fra at Nintendo har sit salgsmæssige epicenter i Japan, som jo i bund og grund er som kongefamilien: mærkeligt udseende mennesker med lidt for mange penge og lidt for grimme hatte). Ja faktisk kan man gå så vidt at sige, at hvis påstanden om styrke skulle holde vand, så ville der slet ingen konsolspillere være, for så ville alle sidde på PC. Men det ved vi jo omvendt set også er en løgn, da PC ejeres hoveder har det med at eksplodere i stolthed over deres seneste elektroniske mutantskabning.

Konklusionen

Pessimisten ved ikke, hvem der vinder konsolkrigen, men han ved, at så længe vi bliver ved med at gå op i hvem der gør, så vinder ingen. Konkurrence er kun sundt, bevares, men religiøs konsolfanatisme er fjollet. Vi synes alle at det var mærkeligt, at Imerco fik online-verbale tæsk for ikke at have Kähler-vaser nok til den danske befolkning, men lur mig om ikke der også er en enkelt Kähler samler der synes det er mærkeligt, at granvoksne mennesker får et kick ud af at deltage i virtuelle skolegårdsslagsmål over en spillekonsol. Lad mig anbefale vinterdæk som næste diskussionsemne. Og når alt kommer til alt så er det altså værd at huske på, at når dagen er omme og vi griber til tasterne for at retfærdiggøre vores seneste konsolkøb, så glider Phil Spencer og Shuhei Yoshida ned i et fælles boblebad og åbner champagnen. Det er sandt, for det står lige her, og en Pessimist ved nu engang bedst!