Rotator's blog
31-10-2008 - 03:26

Fable II



Den episke fortælling fortsætter

Lad det være sagt med det samme: Jeg er en stor fan af det originale Fable som jeg har spillet igennem indtil flere gange. Dog på PC, da jeg dengang ikke var så meget for styringen med controlleren.

Nu er fortsættelsen så landet her i Brønderslev og jeg har i løbet af de sidste par dage, siden jeg fik min Xbox 360 retur fra Tyskland, fundet mig ganske godt til rette i Albion.

Spillet er så tro mod originalen at det nærmest føles som det samme spil, men de mange tilføjelser til interaktionen med omgivelserne og beboerne gør Fable II betydelig mere indlevende. Vil du ikke blot løbe spillet igennem quest for quest, så kan du slå dig ned som bolighaj eller prøve kræfter med de mange forskellige jobs der er tilgængelige i Albions byer.

Ganske som i originalen har du muligheden for at påvirke folks opfattelse af dig, såvel som dit fysiske udseende, via de valg du træffer i løbet af spillet. Valg der enten styrer dig mod den "gode" eller "onde" side. Og ganske som i originalen er ondskaben klart det sjoveste. Jeg føler personligt stor glæde ved at skræmme lokalbefolkningen blot ved min tilstedeværelse. Og så lige give dem fingeren.

De mange forskellige opgaver man bliver udsat for giver spillet en utrolig variation. Specielt er jeg glad for Crucible-questen som jeg nu har gennemført med 8 perfekte runder og et samlet forbrug på 665 sekunder. Men jeg er sikker på at jeg kan gøre dét bedre.

Fable II er skyld i at min nyligt reparerede Xbox 360 nærmest kører i døgndrift og det skulle gerne fortsætte medmindre, hund forbyde, at maskinen kreperer igen.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her