Kategori: Anmeldelser
08-02-2015 - 00:35

XCOM: The Board Game review

I dag fik jeg ikke spillet et, men hele 2 spil XCOM: 



Første spil var jeg alene. Andet spil var sammen med mine 2 sønner på henholdsvis 9 og 13. Begge spil kørte vi via tutorial'en, som nok er easy sværhedgrad og hvor app'en forklarer de første 2 spilrunder i detaljer, før den slipper én løs. Det fungerer rigtig fint med den tilhørende app, og tutorial'en deri kommer rundt i de fleste hjørner af spillet, men tager også lang tid, da der er så mange facetter i spillet. 

...og lad mig sige det allerede nu: XCOM er svært og uoverskueligt - især for børn. Det er rated 14+ og det er der altså en grund til.

Der er 4 karakterer i spillet man som spiller kan administrere, og eftersom vi kun var 3 spillere i andet gennemløb, måtte jeg tage mig af 2 af karaktererne. Det bevirkede at jeg glemte at bruge nogle af mine kort i visse situationer. Ungerne kunne ikke rigtig overskue deres opgaver, så det blev lidt langtrukkent og med mange forklaringer og stop undervejs.

Alligevel synes ungerne det var spændende, og det er nok fordi at man i XCOM ikke spiller mod hinanden, men med hinanden mod rumvæsenerne. Man sidder og snakker taktik hele tiden, og især den ældste var meget på banen med forslag til hvordan vi skulle forvalte resourcerne.

Spillet er i den helt rigtige XCOM ånd. Det straffer dig for de mindste fejltrin, og de 2 gange vi spillede vandt rumvæsernerne - dog på et hængende hår hver gang. Jeg kan levende forestille mig de prygl man får på de svære sværhedsgrader, der kommer i Tutorial, Easy, Normal, Hard og Expert. Lydende i app'en er taget fra computer/konsol spillet XCOM Enemy Unknown, og det er jo kun et positivt bidrag til stemningen.

Selve kvaliteten af spillets materialer er fint. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt andre farver på nogle af papbrikkerne, da de falder i et med spillepladen. Der er heller ikke rum i kassen til de forskellige kort, brikker og terninger - der fulgte bare nogle genluk poser med. Lidt skidt. Men jeg er ikke generelt skuffet over kvaliteten, da helhedsindtrykket er a okay.

App'en er rigtig god at navigere rundt i - også hvis man lige skal have svar på et spørgsmål midt i spillet i app'ens manual. Blandingen af app'en og de forskellige kort der skal trækkes hele tiden gør, at jeg forudser at gennemløb sjældent vil ligne hinanden

Er man XCOM fan, har man tålmodighed til at sætte sig ind i reglerne og har man nogen at spille med, der kan læse engelsk og er over 14 år gamle, så vil jeg klart anbefale dette brætspil. At spille det solo er nok lige en stor nok mundfuld - i hvert fald indtil man får reglerne på rygraden.

Give 'em hell, Commander!
17-05-2011 - 20:09

Deus Ex: Icarus Effect anmeldelse


Sidst i august kommer Deus Ex: Human Revolution. Spillet der udspiller sig før de to første spil Deus Ex og Deus Ex: Invisible War. De første spæde previews tyder på et suuuper spil, og jeg glæder mig rigtig meget til at få fingrene i det.

Glæden var da også stor, da jeg fandt ud af, at James Swallow, der også er skribent på Deus Ex: Human Revolution, har skrevet en bog, der foregår i samme univers. Bogen hedder Deus Ex: Icarus Effect, og er du lige så spændt på Deus Ex: Human Revolution som jeg er, så burde du læse den.

Deus Ex: Icarus Effect foregår parallelt med handlingen i Deus Ex: Human Revolution. Verden er i en rivende teknologisk udvikling og folk der har lyst og råd, får byttet kropsdele ud med augmentations, der forbedrer alt muligt, men ikke alle er lige pjattede med den idé.

Igennem bogen får vi et godt indblik i det univers spillet skal foregå i, og vi får en masse oplysninger om hvad det er, som Adam Jensen skal op imod i spillet. Faktisk får man lidt oplysninger om, hvad der sker med Adam Jensen, som er den protagonist man styrer i Deus Ex: Human Revolution. Lidt et svar fra den 'anden side' på, hvorfor han har fået de augmentations, som han ikke selv har bedt om i følge trailerne.

Bogen følger 2 hovedpersoner. Anna Kelso, en Secret Service agent med hang til stoffer, og en hævntørst efter at hendes mentor bliver likvideret for øjnene af hende, og Ben Saxon, en tidligere SAS officer, der har kvaler efter at han overlevede som den eneste, efter en fejlslået mission, og er hoppet på en mercenary gruppe med, skal det vise sig, en lyssky agenda.

Hvert lille kapitel skifter imellem de to personer.

Anna er konstant på flugt fra noget, hun ikke helt ved hvad er, men som prøver at tage livet af hende, og slette hendes tilværelse. Hun får hjælp af en gruppe hackere / terrorister, som hun dog har moralske skrupler med, og derfor prøver hun at klare ærterne selv.

Ben følger vi på hans mercenary missioner, og det er på en af disse missioner, at man lærer om Adam Jensens skæbne. Lidt skægt at man nu kan se trailerne og gætte på de forskellige bad guys identiteter.

Bogen er virkelig godt skrevet, der er konstant action på drengen, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Hvis spillets historie bliver lige så god eller bedre, så har vi et potentielt GotY i Deus Ex: Human Revolution.

Jeg giver Deus Ex: Icarus Effect 4/5 - masser af action, lidt på bekostning af indblik i karaktererne.
05-11-2010 - 19:56

Coolshop løgn 2

Fortsættelse på Part 1

Jeg sendte en mail til Jacob Risgaard, som vist er Mr. Coolshop himself så vidt jeg har forstået, hvor jeg linkede til min blog.

Jacob Risgaard har svaret på min mail, mærkeligt nok på en facon der synes at vise, at han ikke er klar over at det er mig han skriver til, men en tilfældig fyr, der har læst min blog. Jeg ved ikke om det er en smart måde at skrive på eller han reelt ikke ved han skriver til mig, men det er for så vidt også uden betydning. Han skriver i det store hele det samme som Lars gjorde, og med samme nedgørende tone.

Vi husker lige på at standard mailen indeholdt følgende udsagn:
"Producenten meddelt at ny releasedato er  04/01 - 2011.
Dette berører alle forhandlere."

Jacob Risgaard skriver bl.a.:
"Dette er jo blot en standard tekst som vi har på for at undgå at kunderne tror at det kun er os der har udskudt datoen. Og selvom kunden sikkert fint er klar over at det er en standard tekst, så føler han sig åbenbart løget for personligt"

Tror!?
Jamen det er jo lige præcis sådan det hænger sammen. Det er kun Coolshop.dk, butikker i UK og andre danske forhandlere (jeg kender ikke nogen, men de findes vel), der laver indkøb i England, og derved køber PAL spil fra en anden salgs region, der har udskudt datoen. Almindelige danske butikker har ikke udskudt datoen, da de får spillet fra den europæiske / nordiske distributør.

Føler!?
Jeg føler mig ikke løget for, jeg er blevet løget for.

Selv på højeste Coolshop niveau synes man åbenbart, at løgn er acceptabel kundebetjening - bare det sendes ud som en standard besked. *suk*
03-04-2010 - 00:09

Dizzy i Århus

Så er jeg lige kommet ind ad døren, efter en KANON fed koncert med Dizzy Mizz Lizzy i Scandinavian Congress Center i Århus.

Hold kæft hvor var de gode, mand! :D

Opvarmningen, som var et band jeg ikke kender ved navn Ginger Ninja, var en tynd kop te, men da Tim C. gik på scenen kogte salen over.

Han spillede den vildeste guitar igennem hele det lange sæt, men hvad der egentlig mest imponerede mig, var de to andre. De har jo ikke gjort noget ud af musikken siden Dizzy Mizz Lizzy stoppede for 14-15 år siden, men for helv*** de kan endnu. De har selvfølgeligt øvet sig til det her, men der var masser af power i. Specielt trommeslageren gik helt bananas og sørgede for, at det samlede lydbillede var i top.

Til jer der ikke har fået billeter, så må i græde jer i søvn, eller se dem på festivaler, hvor sættet bliver halvt så langt.

Til jer der skal ind og se dem i den nærmeste fremtid: GLÆD JER! :D
18-02-2010 - 18:00
31-10-2009 - 10:32

Dragon Age: The Calling mini anmeldelse



Om få dage udkommer Dragon Age: Origins til Xbox 360, PS3 og PC, og hvilken bedre måde at forberede sig på det, end at læse den nye bog i Dragon Age universet - Dragon Age: The Calling.

Forfatteren:
David Gaider, som er forfatteren til Dragon Age: The Calling er ligeledes lead writeren på Dragon Age: Origins. Han har tidligere skrevet på BioWare spil som Baldur's Gate 2: Shadows of Amn, Star Wars: Knight of the Old Republic og Neverwinter Nights. Desuden er han også forfatter til den første bog i Dragon Age universet - Dragon Age: The Stolen Throne (se anmeldelse).

Handlingen:
I The Calling bliver læseren taget tilbage til landet Ferelden, hvor vi i første bog så Maric genvinde tronen fra det magtfulde Orlais imperium, sammen med ridderen Rowan og rangeren Loghain. The Calling foregår 14 år efter disse begivenheder. Rowan, som blev dronning i Ferelden, har født Maric en søn, men er død af en sygdom. Maric har mistet lysten til livet og da The Grey Wardens kontakter ham, drager han hemmeligt og villigt med dem på et farefuldt togt til underverdenen.

Verdenen, vi befinder os i, hærges med hundrede af års mellemrum af såkaldte Blights. Store horder af darkspawn, som er dæmonagtige monstre, der lever i huler og gange dybt under jorden, kommer frem fra dybet og spreder død og ødelæggelse overalt.

The Grey Wardens er en samling af de bedste krigere og deres hovedformål er at bekæmpe darkspawn og forhindre Blights. For at kunne finde darkspawn, har de under deres optagelse frivilligt drukket darkspawn blod og derved blevet lidt ligesom dem. Dette gør, at de på et tidspunkt i deres liv får 'The Calling' - et kald inde i dem, der får dem til at gå alene ned i underverdenen for at kæmpe mod darkspawn til de dør.

Lederen af The Grey Wardens er en kvinde ved navn Genevieve, og hun har igennem drømme fundet ud af, at hendes bror Bregan, som er gået ned i underverdenen på hans 'Calling', ikke er død, som han burde være. Da broderen var den tidligere leder af The Grey Wardens, har han viden som darkspawn ikke må få fat i, og derfor skal han findes og sættes ud af spil.

Med sig har Genevieve taget et par krigere, en ranger med hans hund, en dværge munk, en tyv og en elver magiker. Sammen drager de via The Deep Roads ned i underverdenen og langt det meste af bogens handling foregår på denne tur. Turen er fuld af kampe, monstre, magi, romantik osv. - alt hvad en fantasy bog har brug for.

Bedømmelsen:
The Calling er en helt anden bog end The Stolen Throne. Den er langt mere målrettet spillet og det viser sig selvfølgelig især i kampene. Her bliver der flittigt brugt magi, og det er nemt at 'aflæse' hvilke spells, der bliver brugt. Der bliver også skrevet meget om spiluniversets vigtige dele: Darkspawn, The Grey Wardens, The Fade, The Deep Roads osv. Disse 'spil beskrivelser' ødelægger dog ikke bogen, da David Gaider formår at flette det naturligt ind i historien og kampene, og man kan næsten ikke lægge bogen ned, da der hele tiden er noget nyt under opsejling.

Personerne i bogen er godt beskrevet. De har hver deres spændende baggrundshistorie, og selv et emne som homoseksualitet, som ellers er et tabu emne i spilindustrien, bliver berørt undervejs i bogen.

Jeg giver Dragon Age: The Calling 4 ud af 5 point.

Yderligere info:
På Dragon Age: Origins officielle hjemmeside kan man downloade bogens første kapitel i pdf format, som en lille appetitvækker: 1. kapitel
31-05-2009 - 09:57

Dragon Age: The Stolen Throne mini anmeldelse


Til efteråret, nærmere betegnet den 20. oktober, udkommer det første spil i BioWare's nye RPG trilogi Dragon Age. Første spil får titlen Dragon Age: Origins og er på forhånd udråbt til at være Baldur's Gate seriens spirituelle efterfølger.

Ligesom BioWare har gjort ved Mass Effect, udgiver de en bog før spillet, så nørder som mig kan komme i den rigtige stemning.

Forfatteren:
Forfatteren til Dragon Age: The Stolen Throne er ligeledes lead writeren på Dragon Age: Origins. Hans navn er David Gaider og han har tidligere skrevet på BioWare spil som Baldur's Gate 2: Shadows of Amn, Star Wars: Knight of the Old Republic og Neverwinter Nights.

Handlingen:
The Stolen Throne foregår i et land kaldet Ferelden, som styres af tyranen Kong Meghren, der er blevet sat på tronen som udsendt regent for det store imperium Orlais. I årevis har datteren til den konge der blev smidt af sin trone, The Rebel Queen, forsøgt at stikke en torn i øjet på tyranen, men i bogens start er hun offer for et forræderi af sine adle landsmænd og bliver myrdet på bedste Finderup Lade facon.

Hendes eneste arving, Prince Maric formår at flygte tilbage til oprørernes lejr, og får undervejs støtte af en ranger type ved navn Loghain og en kvindelig ridder ved navn Rowan. De tre er bogens hovedpersoner og vi følger dem i deres vej for at befri landet fra tyranens greb. Undervejs er historien fyldt med intriger, kærlighed, forræderi, racisme, krig, sorg og alt hvad der ellers hører en sådan middelalderhistorie til.

Hvis det ikke lige var for en tur i underverdenen, hvor der skal slådses med / imod kæmpeedderkopper, dværge og darkspawn, ville man næsten ikke kunne se at bogen hører til i fantasy genren. Der er magi med i bogen, men den er langtfra overdisponeret bl.a. som en følge af, at magikere bliver holdt i kort snor af kirken, der selvfølgelig mistror alt hvad der kan rokke ved deres tro.

Undervejs i historien er der hints til hvad Dragon Age: Origins kommer til at handle om. Verdenen vi befinder os i, hærges med hundrede af års mellemrum af såkaldte Blights. Store horder af darkspawn, som er dæmonagtige monstre, der lever i huler og gange dybt under jorden, kommer frem fra dybet og spreder død og ødelæggelse overalt. Bogen beskæftiger sig ikke ret meget med disse darkspawn, men er mere en indgangsvinkel til den verden og det land vi skal traske rundt i, i Dragon Age: Origins.

Bedømmelsen:
The Stolen Throne er en rigtig god fantasy bog, som også henvender sig til voksne. Den er velskrevet og man keder sig aldrig, når man læser den. Set i lyset af, at det er bog, der skal sælge et spil, overrasker den positivt, og man kan sagtens læse den uden at kende en dyt til rollespil, rollespils verdener og uden at have intentioner om at spille spillet.

Personerne i bogen er rigtig godt beskrevet og man lever sig nemt ind i den verden de befinder sig i. Det er ikke en rejsebeskrivelse ligesom Tolkiens bøger, men derimod er vægten tydeligt lagt på action og dialoger personerne imellem.

En af bogens store forcer i forhold til andre fantasy bøger er, at det er den første bog i en helt ny verden, så man ikke behøver at vide alt mulig om denne verden i forvejen. Det er man jo halvt tvunget til, hvis man læser en Forgotten Realms, Dragonlance eller en anden etableret rollespilsverden bogserie, og vil have det fulde ud af dem.

Jeg giver Dragon Age: The Stolen Throne 4 ud af 5 point.

Yderligere info:
På Dragon Age: Origins officielle hjemmeside kan man downloade bogens første kapitel i pdf format, som en lille appetitvækker: 1. kapitel
26-09-2008 - 20:14

Mass Effect : Ascension mini anmeldelse




Jeg bestilte for nyligt Mass Effect : Ascension over Saxo.com. Da jeg er stor fan af spillet, og da spillets store force er dens story line, så skal jeg selvfølgelig læse bøgerne også.

Forfatteren:
Manden, som har skrevet Mass Effect: Ascension og dens forgænger Mass Effect: Revelation, hedder Drew Karpyshyn og han er en kendt mand i Bioware kredse. Han har arbejdet på Baldur’s Gate II: Shadow’s of Amn og Throne of Bhaal, Neverwinter Nights og Hordes of the Underdark, og Jade Empire. Han var Lead Writer på Star Wars: Knights of the Old Republic, og er nu Lead Writer på Mass Effect.


Handlingen:
Mass Effect: Ascension foregår lige efter at spillet slutter. Man får lige et par pointere til spillets slutning og Shepard og Anderson bliver nævnt et par gange, men så er det også det. Ascension handler overraskende nok ikke om Protheans og Reapers, men drejer sig om en menneskelig anti-alien terroristgruppe ved navn Cerberus. Folk der har spillet Mass Effect vil nok genkende navnet, da man render ind i dem i side missioner i spillet.

Cerberus's skjulte leder The Illusive Man har plantet en autistisk pige Gillian med et stort biotic potentiale på en biotic skole, hvor den kvindelige helt fra Mass Effect: Revelation Kahlee Sanders er ansat. Pigens far er også Cerberus agent og efter lidt hurlumhej på skolen, flygter han, Gillian, Kahlee og en biotic kollega til Terminus systemet forfulgt af Cerberus. Terminus er et lovløst system, der ikke hører under Citadel Council styret.

Derude får de en quarian ven og søger sikkerhed i The Flotilla, som er quarianernes kæmpe flåde af rumskibe, der driver rundt i galaxen i jagt på resourcer og en ny planet. Quarianerne var jo dem, der kreerede Geth og mistede deres planeter til dem et par århundreder før Mass Effect spillet finder sted.

Bedømmelsen:
Mass Effect : Ascension er ligesom Mass Effect: Revelation for kort, men i modsætning til Revelation har Ascension mere at byde på, når det kommer til personerne. De er bedre beskrevet og man kan meget bedre relatere til dem, end man kunne med personerne i Revelation.

Bogen har faktisk meget lidt med spillet at gøre, og der er ikke meget nyt og spændende at hente på sci fi siden. Der bliver nævnt en ny alien race, som udfører eksperimenter på slaver de opkøber, men ingen har nogensinde kommet tilbage fra et besøg til deres systemer, så oplysningerne om dem er sparsomme. Det bogen kan byde på af nyt sci fi stuff, er en større indsigt i Quarians. Deres samfund og deres levemåde er meget godt beskrevet, selvom det måske ikke lige var den alien race, man helst ville høre en masse nyt om.

Bogens lidt sjove ide med menneskelig alien-racisme personificeret i Cerberus, dens leder The Illusive Man og Gillians far, er med til at hæve bogen en smule over forgængeren. Action mæssigt bygger bogen spændingen stille og roligt op, og ender ud i det uundgåelige opgør imellem de flygtende og Cerberus.

Alt i alt en udemærket bog, men egentlig kun i kraft af, at man er fan af spillet. Som stand alone bog, ville den ikke være det helt store sus.

Jeg giver den 3 ud af 5 point.

Yderligere info:
På Mass Effects hjemmeside kan man læse bogens kapitel 4.

20-06-2008 - 22:26

Alone in the Park - part 1




Ærgeligt, ærgeligt, ærgeligt....

Jeg havde glædet mig til Alone in the Dark. Jeg havde regnet med et fedt spil og et godt gys af den gode gammeldaws slags, men sådan skal det ikke være? Ihvertfald ikke hvis man skal tro en næsten enig presse.

Ah well - efter lidt brok over anmeldelsen, smed jeg spillet i drevet. Nu helt uden positive forventninger.

Indrømmet jeg har ikke nået at spille det ret meget. Jeg er kommet igennem første akt i kapitel 1, hvor man lærer at se, gå, hoppe og den slags, og er vel 1/3 inde i andet akt.

Jeg har nakket min første zombie/dæmon eller hvad det  nu skal forestille - historien har ikke fortalt mig så meget. Det var en udemærket kamp, hvor jeg fandt et katana sværd, som jeg slicede den godt og grundigt op med, og fuldendte mit kill med en brændende stol. Som de fleste nok har fundet ud af, så er ild jo det eneste der slår satanerne helt ihjel.

Grafikken er udemærket uden at være prangende. Mange scripts i gameplayet, men her i starten gør det ikke noget. Bare det tager en slapper efterhånden. Ild, som jo er spillets helt store force, fungerer fint. Fedt at se den sprede sig og ildslukkeren fungerer rimelig virkelighedstro.

Styringen er lidt sær. Man kan selv skifte imellem 1. person og 3. person og det skaber lidt forvirring imens man lærer controller setup'et at kende. Kampene er dog til at have med at gøre, da man kan låse på modstanderen, så man ikke behøver panikke så meget rundt. Tror de folk, der er ved at kaste op over styringen, skal tænke på, at det ikke er en FPS eller 3. person shooter, de har med at gøre, men et adventure spil, hvor man ikke skal lave et Master Chief solo raid, hver gang man kommer ind i et nyt rum.

...men som sagt er jeg kun lige startet.

Gider ikke mere i dag. Er for smadret efter en lang dag på arbejdet, og har mere lyst til at stene.


18-03-2008 - 21:42

10000 BC


Konen og jeg var inde og se 10000 BC i dag. Længe siden jeg har været i biffen for at se noget andet end en tegne-/animationsfilm.

10000 BC er lavet af instruktøren Roland Emmerich, som også står bag spektakulære film som Independence Day og The Day After Tomorrow, så der skulle være lagt rigelig brænde på bålet.

Handlingen:
10000 BC handler om nogen mammut jægere, der skal gå grueligt meget igennem. Sønnen af høvdingen (helten), som er gået fra stammen (høvdingen altså), for at finde nye måder at skaffe føde på, men som alle tror har forrådt stammen, får en hård opvækst. En dag finder stammen en blåøjet pige (heltinden) og helten forelsker sig straks. De tror hun er sendt fra guderne.

Efter en lidt ballade med sine jævnaldrende, får helten ved et (u)held tilkæmpet sig høvdingeretten og heltinde retten, da han egenhændigt nakker en mammut ved rent held. Under høvdingefesten angrer han og afleverer høvdingeretten tilbage til den gamle høvding og render op på en høj, for at tænke over tingene.

Han vågner ved, at stammen bliver overfaldet af tidlige egyptere, som tager mændende og heltinden til slaver. Helten, høvdingen, høvdingens søn og en ung knøs, hvis mor blev dræbt under overfaldet, drager nu ud for at få stammens folk tilbage.

Så er filmen igang og resten handler bare om smarte slåskampe og storslåede scener, så som pyramider under opførsel og for længst uddøde urfugle, der laver Jurassic 2 tricket på slavehandlerne. I ved den med velociraptorer i højt græs.

Skuespillerne:
Det lidt komiske ved denne film er, at alle skuespillerne spiller godt og virker troværdige. Lige på nær helten og heltinden. De to spiller decideret dårligt og er helt fejl castet.

Effekterne:
Her er der ikke så meget at sætte en finger på. Mammuter tramper som de skal, urfugle kører velociraptor tricket som de skal, uden at det bliver corny, panorama billederne er BBC naturfilm værdige og den egyptiske by med pyramider, templer, sfinx og hvad der ellers hører til, er alt sammen rigtig godt lavet, så man ikke føler falskheden i kulisserne / computergrafikken.



Konklusion:
Jeg må indrømme, at jeg havde sat næsen op til lidt mere, end hvad jeg så i aften. Historien var alt for forudsigelig, og eftersom hovedrollerne gjorde det dårligt, så sad jeg til sidst bare og nød effekter og scenerier. Det skal så siges, at hvis man vil se den, så skal den ses i biffen, da effekter og scenerier hurtigt bliver fesne på hjemmebiografen og uden dem er filmen ikke meget værd.

Jeg giver 10000 BC 3/6 - og det er alene pga effekter og sceneriet. Historien virker bare ikke ordentligt. Ærgeligt, for det kunne have været en Apocalypto pendant, men sådan skulle det ikke være.

25-11-2007 - 16:54

Mass Effect - first impressions


Det tog mig lige nogle ekstra dage at få fat i ME, da postmand Per åbenbart har smidt mit brev væk i skyndingen. Endte med at købe det i Blockbuster dagen efter launch, og så må Coolshop få deres tilbage på returretten. Vil ikke vente så lang tid på det spil, som jeg har købt min 360'er for.

Nu har jeg spillet det en smule (er syg, så det bliver ikke så meget af gangen) og jeg er fyr og flamme. Her er de eneste negative punkter, jeg har fundet indtil videre:

1. Manualen
Manualen er ALT for mangelfuld / kort. Nye spillere i RPG genren eller folk der spiller shootere og har købt ME for action'ens skyld, vil sikkert få en del bøvl i starten af spillet, indtil man får leget med interfacet og vænnet sig til tingene. Os der har spillet KotOR til hudløshed, vil hurtigt føle os hjemme, da tingene er nogenlunde ens opbygget. Ikke at interfacet ligner KotOR's, men alligevel er der mange lighedspunkter der gør, at man ikke leder længe efter tingene og hurtigt finder ud af hvad man skal, for f.eks. at upgrade våben, level up, finde den quest i loggen man vil ud på osv. osv.

2. Galaxy map
Man skal bruge X og ikke B, til at zoome ud på galaxy map. Ja, det lyder lidt pernittent, men det irriterer mig helt vildt! A for at zoome ind og B for at zoome ud og X for at forlade kortet villet have passet mig 10 gange bedre. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har kommet til at gå ud af kortet, hvor jeg bare ville zoome ud, og jeg har ikke spillet det ret meget endnu.

3. Action
Kamp delen af ME fungerer fint nok. Lidt for meget action IMO, men jeg har det sjovt med det og skal nok få mestret det. Er ikke kommet ordentligt i gang med at bruge powers og squad commands endnu. Jeg har valgt at bruge en Infiltrator til første gennemløb. Det betyder sniping og shield disrupt (de få gange jeg har husket det), og indtil videre er det gået nogenlunde uden at fortælle mine fellow soldiers, hvad de skal gøre. Alligevel er AI'en på party members til tider lidt mangelfuld. Jeg har flere gange fået en salve i ryggen af Garrus, selvom jeg står stille lige foran ham, og han bare kan sidesteppe lidt og fyre, men han er jo også en turian.

Udover de småting i petitesse afdelingen lever ME fuldt ud op til mine forventninger. Grafikken er rigtig lækker beefed up KotOR style og framerate problemer har jeg slet ikke lagt mærke til. Der er en del loading, men ikke mere end i KotOR serien. Mako'en har jeg ingen problemer med at styre, og forstår ikke hvorfor folk kan have bøvl med den. Banter systemet fungerer rigtig godt og man kan stadig speed talke igennem samtalerne v.h.a. X knappen - tog mig lige lidt tid, før jeg opdagede det, he he.

Alt i alt en sublim spilleoplevelse, som alle med hang til RPG, Sci-Fi og BioWare produkter vil elske at spille.






30-09-2007 - 12:26

Anmeldelse: Two Worlds


Så kom spillet, som skal udfylde non-manga RPG ventetiden indtil Mass Effect kommer på hylderne. Lettere forsinket, da det ikke kunne komme igennem Microsofts nåleøje for kvalitet.

PC udgaven kom allerede i maj, men efter at Two Worlds fik patch 1.5, lykkedes det endelig at få spillet udgivet til XBOX 360. Dette er derfor ensbetydende med, at når man køber Two Worlds til XBOX 360, så er patch 1.5 inkluderet.

Det er meget nærliggende at sammenligne Two Worlds med Elder Scrolls IV: Oblivion, da begge er free roam RPG'er, men det venter vi lige lidt med. Først kigger vi nærmere på hvad Two Worlds egentlig er for noget.


Gameplay (singleplayer)
Spillet starter ud med en lille sekvens, hvori din søster bliver kidnappet og du starter nu en lang søgen efter hende. 6 måneder senere befinder helten sig langt mod nord, hvor han arbejder som dusørjæger / lejesoldat alt imens han leder efter søsteren.

Two Worlds har en meget meget kort intro del, hvor man får lært det helt basale i, hvordan man styrer sin figur. Man behøver nu heller ikke at lære ret meget, for at komme i gang.

I Two Worlds vælger man nemlig ikke en klasse fra start af (warrior, mage etc.), men i stedet har man 4 attributer - Vitality, Dexterity, Strength og Willpower. Nå man går op i level, får man 5 point, som man kan proppe i de attributter man har lyst til. Mange point i Willpower bliver til en mage, mange point i Strength giver en warrior etc.

Ved siden af attributterne har man Skills. Skills er special moves, tricks, magi typer, dirke låse og den slags. Ved level op får man ligeledes nogle point specielt til Skills og igen er det hele med til at du selv definere din "klasse" undervejs.



Ørken områder i Two Worlds er en god afveksling fra de grønne skove.

Two Worlds er selvfølgelig quest driven, som næsten alle RPG'er er det, og for at gøre det nemt for dig, har du et stort kort med tilhørende quest beskrivelser og et mini map i HUD'en, så du kan finde rundt Antaloor (spilverdenen). Denne del viker dog ret forvirrende og uoverskuelig, men med lidt øvelse bliver den dog brugbar. For at gøre spillet levende render NPC'erne rundt i det område de er blevet sat. På papiret en god idé, men i spillet gør det bare quest'eriet endnu mere besværligt, da NPC'erne ligner hinanden meget. For at gøre bod på det, så er ikonet NPC'erne får, når man nærmer sig dem, forskellige alt efter hvad de kan gøre for dig. Dvs at du kan se på en NPC'er, om han er quest-giver, købmand, skill trainer eller bare en ligegyldig person, som man dog godt kan veskle et par ord med.

Nå - tilbage til selve spillet. Efter den korte start, kan man gå hvorhen man vil, men pas på! Monstrene skalere ikke i spillet, så man kan sagtens rende ind i monstre, som man ikke har en jordisk chance imod. I starten slådser man med små ulve og gobliner, men går man det forkerte sted hen, er man lige pludselig face to face med en sur kyklop eller en gnaven ogre. Et slag fra disse klepperter er den visse død, og det ville så være rigtig frustrerende, hvis man nu ikke lige havde gemt de sidste to timer.

...men det er det ikke, da man ikke rigtig dør i Two Worlds. Når man dør, bliver man genoplivet ved nærmeste Ankh, som står mange steder rundt om i Antaloor. En dårlig nyhed for monstrene, da man så bare render tilbage og går løs på dem igen. Dette kan dog ikke anbefales som en strategi, mod de monstre der er for overlegne, da man faktisk ikke kan ramme dem, før man nærmer sig dem level-wise.

Når man render rundt og når man kæmper, foregår det hele tiden i 3rd person view. Man kan godt zoome ind til øjenperspektiv, men i det øjeblik man trækker sit våben, skifter perspektivet tilbage til 3rd person.

Selve kampen er mest trigger pulling / button smashing, hvor man med D-Pad og L-T kan udføre special moves eller fyre spells af. Det er nemt og overskueligt og fungerer faktisk rigtig godt, når man lige får styr på at konfigurere D-Pad'en. Det er Hack'n'slash når det er bedst og man bliver faktisk ikke træt af alle de mange kampe mod den samme type monster, da det virker flydende og kampene har en tilpas længe.



God stemning i byen by night.

En rigtig sjov ting ved monstrene i Antaloor er, at nogen af dem man dræber om dagen, vender tilbage om natten som spøgelser, så hvis man kommer forbi igen, bliver man angrebet med det samme - og disse spøgelser kan kun nakkes af magiske våben. "Run awaaaay...!!!"

Et af Two Worlds store forcer er den utrolige mængde af forskellige rustninger og våben. Her har udviklerne så smidt et lækkert system ind med, at hvis man har flere af samme type våben / rustning, så kan man sætte dem sammen. Har man f.eks. 2 økser af samme slags, sætter man dem sammen og får 1 økse, der så giver mere skade. Finder man flere af samme type økse kan man blive ved med at forbedre den økse man har. Man kan også putte ædelstene i våbnene og derved give dem ild, kulde, lyn eller andre former for magisk skade.


Grafik
Grafikken i Two Worlds er meget svingende. NPC'er og protagonist er, når man ser dem tæt på, direkte ringe animerede. Det ser man ikke når man render rundt, men når man snakker med dem er det tydeligt.

Kampanimationer er udemærkede og spell animationer er rigtig gode. Monstrene svinger meget i kvalitet. Det virker som om, at jo sjovere / sejere et monster er, jo mere har udviklerne gjort ud af det. Ergo ligner en ulv en sammenkrøllet muffe imens en sur ogre får dig til at spæne væk i rædsel.

Dungeons er ikke særlig godt lavet og virker slet ikke levende. Heldigvis er der ikke så mange af dem. Bygninger er generelt pæne og naturen virker også rigtig flot. Specielt kan det anbefales at finde et godt udsigtspunkt ved solnedgang. Draw distance samt kvaliteten overgår her noget andet spil, jeg har set på XBOX 360.



Lækker draw distance som er noget af det bedste grafisk i Two Worlds.

Loade tiderne er meget korte og man mærker dem faktisk ikke. Kun de få gange hvor spillet syntes, at der skal loades et nyt område ind, alt imens man når frem til det monster, der har svedet dit hår af med en fireball. Heldigvis står alt hvor det var før loadningen begyndte, så man ikke som set andre stedet lige pludselig har fået 10 slag i hovedet, alt imens spillet fandt den fine egetræs lund frem fra gemmerne.


Lyd
Lyden i Two Worlds er passende uden at være prangende. Bagrundslydende er gode og varierende og har en stor del af skylden for, at Two Worlds alligevel virker levende på trods af den til tider ringe grafik.

Banters (snak mellem NPC'er og protagonist) er rent ud sagt komiske. Oven i den dårlige banter animation, har man lagt nogle utroligt dårlige stemmeskuespillere, der snakker som hele spillet er en trailer til en ny actionfilm. De gør det så ringe, at det kapper over og bliver komisk i stedet.

Kamp lyd er som den skal være. Man sidder og ikke dåner over den, men man græmmes heller ikke. Tingene lyder som de skal, og de enkelte udbrud fra protagonisten gør det lidt sjovere. Disse udbrud kommer også uden for kampscenerne. F.eks. brokker helten sig, når endnu et skybrud sender kaskader af vand ned over den stakkels mand.


Holdbarhed
Two Worlds er kæmpe stort og man har mange timers underholdning forude. Ikke kun p.g.a. størrelsen af Antaloor og de forskellige måder man kan bygge sin karakter op på, men fordi den har den ekstra dimension med, der hedder multiplayer.

Har kun kort beskæftiget mig med co-op delen af multiplayer, og det fungerede helt som det skulle. Man vælger en præ-defineret karakter, sværhedsgrad, inviterer nogle venner eller lader banen stå åben, og går i gang med at queste.

Man kan ikke tage single player karakterer med over i multiplayer og omvendt, og multiplayer har selv 2 typer karakterer: RvP og PvP. RvP bruges til co-op baner og PvP bruges til arena kampe, hestevæddeløb og den slags hurtige fornøjelser. Man kan have 5 personer i alt til brug i multiplayer og for at lave disse karakterer, skal man have et sted at gemme dem på. Ergo duer en Core XBOX 360 uden harddisk eller anden form for saving device ikke.


Overall
Selvom spillet kunne forbedres på mange områder, så formår det alligevel at holde spilleren ved controlleren. Det crasher ikke og bugs er sjældne. Spillet set som en helhed er underholdnende og udfordrende.


Karakterer

Gameplay 7/10
Grafik
7/10
Lyd
6/10
Holdbarhed
8/10
Overall
7/10


Flere screenshots her på Xboxlife: Two Worlds Screenshots

En 15 minutters gameplay video af Two Worlds: Video

---------------------------------------------------------------------------------------

Two Worlds vs. Elder Scrolls IV : Oblivion
En sammenligning af disse to free roam RPG'er er lidt svært, eftersom de gameplay mæssigt ikke er helt ens opbygget.

Grafisk er Oblivion på langt de fleste områder langt flottere end 2W og lydmæssigt kan 2W slet ikke være med. Banters i 2W er en joke og dungeons ligner noget fra forrige konsol. Til gengæld er 2W mere varieret i udendørs omgivelserne, med bambusskove og ørken områder udover de sædvanlige frodige grønne områder af forskellig art, som Oblivion nu engang mest består af.



Varieret grafik gør, at Two Worlds ikke bliver kedeligt at se på.


Nærkampe, som er en af de ting der ikke fungerer i Oblivion, virker fornuftigt i 2W og bare det at man ser sin figur i 3rd person gør, at kamp oplevelsen er en helt anden. Ja - det kan man også i Oblivion men man gør det ikke, da kampene så bliver endnu mere uhåndterlige.

Oblivions levetid har været lang p.g.a. størrelsen og alle de ting man kan lave. 2W er langt mere simpelt (Oblivions muligheder divideret med 2), men tilbyder til gengæld en multiplayer del som Oblivion ikke har. Co-op med vennerne i en free roam RPG verden er absolut ikke at kimse af - specielt ikke hvis patch 1.6 får rettet op på en del bugs.

Konklusionen må være at Oblivion er den største oplevelse af de to. Der er meget mere og bedre rollespil i Oblivion, hvor 2W mere tilbyder en god omgang hack'n'slash i Oblivion agtige omgivelser.

Hvis man syntes at Oblivion er fedt, men også kan lide en omgang hack'n'slash, så burde man prøve Two Worlds. Om ikke andet så når spillet engang bliver billigt.

Se en trailer sammenligning af de to spil her.

---------------------------------------------------------------------------------------

Patch 1.6:
I skrivende stund, er folkene bag Two Worlds ved at lave patch 1.6, som skulle forbedre en del små-ting mest i multiplayer delen.

Taget fra InsideTwoWorlds (link):
Just a few of the fixes: Reduced MP Lag, friendly fire in RPG mode - disabled, Crime System and Forgiveness in SP fixed, all known MP exploits like cloning of objects, framerate problems (Xbox 360) - and many, many more.

---------------------------------------------------------------------------------------

Nyttige links:
Den officielle Two Worlds hjemmeside: 2 Worlds
Det bedste forum som ikke er på tysk: Inside Two Worlds
En god guide side, hvor man kan få hjælp til diverse: gamepressure
22-05-2007 - 13:50

Mass Effect : Revelation mini anmeldelse



Så fik jeg endelig lysten styret.

Bestilte Mass Effect : Revelation over Amazon.com og glædede mig som et lille barn til jul på, at den skulle dumpe ind ad brevsprækken. Hvad den gjorde en små 10 dage efter bestillingen var lavet.

Da jeg modtog den, havde jeg allerede en anmeldelse i tankerne, men lad mig sige det med det samme: Kvaliteten af bogen gør desværre, at anmeldelsen bliver kortere end planlagt.


Forfatteren:
Manden som har skrevet Mass Effect : Revelation hedder Drew Karpyshyn og han er en kendt mand i Bioware kredse. Han har arbejdet på Baldur’s Gate II: Shadow’s of Amn og Throne of Bhaal, Neverwinter Nights og Hordes of the Underdark, og Jade Empire. Han var Lead Writer på Star Wars: Knights of the Old Republic, og er nu Lead Writer på Mass Effect.

Handlingen:
Mennesket (Alliance) har fundet en uddød races (Protheans) teknologi og Mass Relays, som er teleportere i rummet. Hurtigt har man lavet en masse kolonier og efter et stykke tid møder mennesket den første alien race - Turians (cover) - fugle lignende bipeds. Det udarter sig til krig - The First Contact War - som dog hurtigt bliver afsluttet da galaxens udgave af FN lægger sig imellem. Mennesket breder sig herefter og bliver en del af mælkevejens daglige trummerum.

Man følger igennem bogen en mandlig Alliance officer David Anderson, der udforsker et angreb på en Alliance base, hvor man imod galaxens love har forsket i AI. Samme udforskning bliver også udført af Saren (cover), som er en Turian agent fra galaxens hemmelige politi Spectre. Det kommer til konfrontationer dem imellem, iblandet et eneste overlevende vidne fra angrebet og en Krogan bounty hunter, der vil nakke vidnet (Krogans = store grimme alien sataner).

De fiser lidt frem og tilbage imellem et par planeter og man bliver efterladt med et lille hint til, hvad der bliver af Saren og bogens andre personer.


Bedømmelsen:
Mass Effect : Revelation er for kort og går ikke i dybden med nogen af hovedpersonerne. Ergo får man ikke rigtigt noget forhold til dem. Man forsøger at vise Saren som den onde Turian Spectre, der skal blive spillets helt store skurk, men han virker bare som en håndlanger af den farligere slags.

Bogen leverer selvfølgelig en forhistorie og sætter scenen til Mass Effect spillet, men det kunne være klaret med en bedre historie / teknologi linje på deres hjemmeside.

Hvis du skal læse Mass Effect : Revelation, så skal det være for at være på forkant med historien, racerne og teknologien, når du ligger spillet i boxen. Som spændings / sci-fi roman er den ikke meget værd.

Jeg giver den 2 ud af 5 point.


Yderligere info:
På Mass Effects hjemmeside kan man læse bogens Prolog og kapitel 9.




 

Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her