spif2001's blog
31-05-2009 - 09:57

Dragon Age: The Stolen Throne mini anmeldelse


Til efteråret, nærmere betegnet den 20. oktober, udkommer det første spil i BioWare's nye RPG trilogi Dragon Age. Første spil får titlen Dragon Age: Origins og er på forhånd udråbt til at være Baldur's Gate seriens spirituelle efterfølger.

Ligesom BioWare har gjort ved Mass Effect, udgiver de en bog før spillet, så nørder som mig kan komme i den rigtige stemning.

Forfatteren:
Forfatteren til Dragon Age: The Stolen Throne er ligeledes lead writeren på Dragon Age: Origins. Hans navn er David Gaider og han har tidligere skrevet på BioWare spil som Baldur's Gate 2: Shadows of Amn, Star Wars: Knight of the Old Republic og Neverwinter Nights.

Handlingen:
The Stolen Throne foregår i et land kaldet Ferelden, som styres af tyranen Kong Meghren, der er blevet sat på tronen som udsendt regent for det store imperium Orlais. I årevis har datteren til den konge der blev smidt af sin trone, The Rebel Queen, forsøgt at stikke en torn i øjet på tyranen, men i bogens start er hun offer for et forræderi af sine adle landsmænd og bliver myrdet på bedste Finderup Lade facon.

Hendes eneste arving, Prince Maric formår at flygte tilbage til oprørernes lejr, og får undervejs støtte af en ranger type ved navn Loghain og en kvindelig ridder ved navn Rowan. De tre er bogens hovedpersoner og vi følger dem i deres vej for at befri landet fra tyranens greb. Undervejs er historien fyldt med intriger, kærlighed, forræderi, racisme, krig, sorg og alt hvad der ellers hører en sådan middelalderhistorie til.

Hvis det ikke lige var for en tur i underverdenen, hvor der skal slådses med / imod kæmpeedderkopper, dværge og darkspawn, ville man næsten ikke kunne se at bogen hører til i fantasy genren. Der er magi med i bogen, men den er langtfra overdisponeret bl.a. som en følge af, at magikere bliver holdt i kort snor af kirken, der selvfølgelig mistror alt hvad der kan rokke ved deres tro.

Undervejs i historien er der hints til hvad Dragon Age: Origins kommer til at handle om. Verdenen vi befinder os i, hærges med hundrede af års mellemrum af såkaldte Blights. Store horder af darkspawn, som er dæmonagtige monstre, der lever i huler og gange dybt under jorden, kommer frem fra dybet og spreder død og ødelæggelse overalt. Bogen beskæftiger sig ikke ret meget med disse darkspawn, men er mere en indgangsvinkel til den verden og det land vi skal traske rundt i, i Dragon Age: Origins.

Bedømmelsen:
The Stolen Throne er en rigtig god fantasy bog, som også henvender sig til voksne. Den er velskrevet og man keder sig aldrig, når man læser den. Set i lyset af, at det er bog, der skal sælge et spil, overrasker den positivt, og man kan sagtens læse den uden at kende en dyt til rollespil, rollespils verdener og uden at have intentioner om at spille spillet.

Personerne i bogen er rigtig godt beskrevet og man lever sig nemt ind i den verden de befinder sig i. Det er ikke en rejsebeskrivelse ligesom Tolkiens bøger, men derimod er vægten tydeligt lagt på action og dialoger personerne imellem.

En af bogens store forcer i forhold til andre fantasy bøger er, at det er den første bog i en helt ny verden, så man ikke behøver at vide alt mulig om denne verden i forvejen. Det er man jo halvt tvunget til, hvis man læser en Forgotten Realms, Dragonlance eller en anden etableret rollespilsverden bogserie, og vil have det fulde ud af dem.

Jeg giver Dragon Age: The Stolen Throne 4 ud af 5 point.

Yderligere info:
På Dragon Age: Origins officielle hjemmeside kan man downloade bogens første kapitel i pdf format, som en lille appetitvækker: 1. kapitel
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her