tue69's blog
23-12-2007 - 13:56

Pessimistens Juleblog - part 4



For sidste gang i det herrens år 2007 skal vi vende næsen mod pessimistens juleføljeton. Det er i sandhed blevet d. 4 søndag i advent og det er selvfølgelig ensbetydende med endnu en julespecial fra pessimisten. Efter at vi i de forgangne adventsblogs har beskæftiget os med julekalendere, julesange og julepynt er det nu blevet tid til at tage et kig på noget der rummer det meste af det vi danskere forbinder med julen, nemlig juletraditioner. Dette var der flere der havde gættet på og den heldige vinder blev ved lodtrækning Frighten som har vundet 1 stk. Xbox360 spil.

 

For hvad er det egentligt julen er for os danskere? I bund og grund er det vel den samme pløre af stress og gaveræs, som vi pakker ind under påskud af at det ender med hygge hos familie og venner d. 24 – altså juleaften. Og alligevel er det jo stort set ikke andet end bekymringer hele vejen igennem, hvor man starter med bekymringer om, hvorvidt man kan nå gaveindkøbene, herefter bekymrer man sig om, hvorledes julemaden kommer til at smage godt, hvilket herefter bliver afløst af bekymringer om juletræet og muligheden for at der går ild i lortet, fordi man jo absolut SKAL lave en cocktail af åben ild og knastørt gran. Efter denne sekvens bekymrer vi os så om vi nu har købt den rigtige gave til den rigtige modtager og om modtageren kan passe størrelsen på den gave vi har købt, hvorefter vi slutter af med at bekymre os over at juletiden nu er overstået og bankkontoen er tømt.

 

Men man kommer ikke uden om, at julen er traditionernes tid. I enhver dansk familie har man sine ”helt egne” specielle traditioner. Pessimisten har kigger nærmere på dette fænomen og giver sin fortolkning og holdning til de mest almindelige traditioner.


 J-dag 


I år blev der, præcist som i de forgangne år, afholdt J-dag, som mest af alt minder om Tuborgs egen lille version af juleaften. År efter år ser man unge mennesker, der skrigende og i store flokke tørlægger enhver julefadølsfustage, som havde de brugt månedsvis på at traske igennem Saharas skoldhede ørken uden hverken vådt eller tørt. Så var det jeg tænkte, om juleøllen virkeligt er det værd? Altså vi snakker jo starten af november, og der er da trods alt 2 måneder til jul, og øllen er i sig selv ikke noget specielt. Bevares - der er flere procenter i, men det er der også i husholdningssprit, og jeg har trods alt ikke oplevet en flok stangstive unge mennesker brase igennem Bilka for at rive samtlige produkter indenfor husholdningsområdet ned af hylderne. Og så er det jo heller ikke kun øl det drejer sig om vel? Nej da, man kan købe rensdyrgevirer, boxershorts, g-strenge og sågar slips med Tuborgs julebryg - det er jo bare et markedsføringsstunt. Jeg tror sjovt nok ikke det ville blive den samme succes hvis man lavede det samme koncept med Hansa bajer eller bjørnebryg, eller det kunne faktisk have nogle fordele, f.eks. hvis man efter en vild aften i byen vågner op i en fremmed seng, vender sig om og ser at skikkelsen ved siden af sig er iført et par bjørne-bryg g-strengstrusser, så er det sgu nok ikke modeltypen man har scoret, men sandsynligvis en russisk kuglestøder, og så er det ellers bare at finde sig nærmeste vindue, springe ud og så håbe på at hun ikke bor på 13. sal.

Jeg nægter personligt at stå flere timer i kø for at få serveret en lunken snebajer fra Tuborg, som man betaler overpris for og efterfølgende må nyde på et stoppet diskotek. Jeg kunne forstå det hvis det en sjælden, frisktimporteret humle, som bliver brygget i svært beliggende belgisk kloster, og iøvrigt kun sendes på markedet i få mængder én gang i hvert århundrede. Men julebryg? Vorherrebevares, det er jo nærmest turbulensagtige scener hvor folk kaster sig ind over bardisken for at få fat i de gyldne dråber. Jeg ville personligt føle mig lidt til grin, hvis jeg havde tæsket min sidemand, revet pigen foran mig i køen omkuld, kastet mig frem til bartenderen og bestilt en halv liter julebryg som jeg efterfølgende måtte betale en timeløn for, blot for at spilde det halve af den på vej tilbage fra køen for efterfølgende at måtte drikke det stående, fordi samtlige pladser i pubben er optaget og så dagen efter opdage at man kan købe en six pack for en halvtredser i Føtex. Det er jo lidt ligesom generalstrejken for nogle år siden, hvor folk jo satme hamstrede gær, mælk og mel i enorme mængder til trods for at man aldrig havde bagt så meget som en tebolle selv. Men uha, nu bliver det jo en mangelvare, så må vi dælme skynde os at købe rigelige mængder. Stop! Drik nu den hof i stedet, snebryg har intet med jul at gøre! Fat det!


 
Julegaveræset 


En ting der er så sikker som at solen står op, så er det at husmødre og fædre landet over gør sig klar til den store december-begivenhed som lige så godt kunne have været en disciplin ved de olympiske lege, nemlig julegaveræset. Reglerne er relativt simple, ud fra en række ønskesedler samt julebudgetter skal flest muligt stuves sammen på strøget eller i stormagasinerne, hvorefter de ved brug af vold og magt skal stuve allerflest varer ned i de kulørte bærerposer. Der gives ekstra points hvis de indkøbte varer stemmer overens med ønskesedlerne og i øvrigt bonuspoints hvis man formår at brække samtlige knogler i sine medmenneskers krop, når man med 200 i timen laver en U-vending med en indkøbsvogn i Magasin.

 

Pessimisten hader denne del af juletiden, fordi det ødelægger en ellers hyggelig gåtur ned af strøget fordi bindegale mennesker kommer trækkende med for flere tusinde kroner gaver, samt dusinvis af skrigende unger, som jo ikke kan gøre så meget, da de er blevet trukket med af forældrene. Faktisk har pessimisten ét eneste mål på denne tid af december, nemlig at pisse flest mulige mennesker af, ved bare at ose af overskud. Specielt kan det give lidt krydderi på tilværelsen, hvis man i det mest sammenstuvede storcenter-menneskemylder hvor man nærmest kan mærke den tyktflydende stank af stress, sved og beskidte bleer udbryder tilpas højt til at alle kan høre det: ”Ja jeg klarede jo alle julegaveindkøbene i oktober så jeg er bare ude og ose”. Umiddelbart en ganske uskyldig sætning, men det vil virke på decembershopperne som et rødt tæppe virker på en tyr.

 

Af andre forsøgsværdige tips kan pessimisten anbefale følgende:

 

1. Gå i Fona, find en vare som der kun er 1 stk. tilbage af og snup den lige foran næsen på den første der viser interesse. Sørg for at du kommer til at stå lige foran den interesserede kunde ved kassen og sig følgende til ekspedienten: ”nej tak, du behøver ikke at pakke den ind – den skal helt sikkert byttes alligevel”

 

2. Vent til det allermest tætpakkede tidspunkt i Imerco. Stil dig i køen til kassen og når du kommer frem til ekspedienten så stil en række spørgsmål som med garanti kræver at ekspedienten forlader sin plads ved kassen. Alternativt kan du forberede en række spørgsmål som er umulige at svare på for en stakkels Imerco-fritidsarbejder knægt/pige som f.eks. ”undskyld unge mand, men kan de ikke fortælle mig hvilken portvin der går bedst til dette stel”.

 

3. Gå i EB games/Game og find den første forvirrede unge moder/fader-skikkelse som med garanti følger sine indkøb slavisk efter en ønskeseddel. De skal helst være i sådan en alder, hvor de sandsynligvis har en 8-10 årig knægt siddende med en konsol derhjemme. Hold øje med hvilket spil de køber og sekundet efter de har betalt for det vifter du vildt med coveret til samme spil og udbryder højlydt; ”Hey Carsten, var det ikke det her spil som var sindssygt voldeligt og grænseløst perverst?!?!?”

 

Via ovennævnte metoder bliver du i løbet af ingen tid den mest forhadte person i hele byen, men du falder i søvn med et smil på læben, det garanterer jeg.


 Santa Lucia 


Én af de ting, vi danskere ynder at udføre i juledagene, er det såkaldte Lucia-optog, enhver 3. klasse i folkeskolens værste mareridt. Jeg ved ikke hvad det er for en psykopat der har bestemt, at det har voldsomt meget med julen at gøre, at komme stearinlys i håret og hoppe i en hvid kjole, men det er sandsynligvis de samme tumper som fiser rundt med plastiksværd og sminke i skoven og råber ”ildkugler, ildkugler” efter hinanden.

 

Min teori er, at det er mandlige katolske præster som har fået deres forslag med små drenge i kjoletøj godkendt, men den skal så stå for egen regning – men faktum er i al fald, at det er enhver folkeskoleelevs værste mareridt, specielt fordi det ikke er noget der er forbeholdt inderkredsen af bekendte, nej nej da, man skal da vise det til alle andre klasser på hele skolen. Som om at den kommende pubertet, den dårlige frisure og den elendige tøjsmag ikke var mobbegrundlag nok. Og det værste er, at såfremt man kan finde et plejehjem indenfor en radius af 20 km., så skal man jo også derind og synge Lucia og ved i hvad, de gamle gider det sgu heller ikke. Hvis man er i sit livs efterår, så er det sgu ikke særligt opmuntrende at se 30 folkeskoleelever destruere en ellers habil julesang, ved at jodle sig igennem med deres små overgangsbefængte stemmer. Det kan sgu godt være de gamle sidder og smiler, men så er det da udelukkende fordi de ved at hele seancen er overstået efter 5 minutter hvorefter Stig Rossen kommer og optræder.

 

Drop nu det møg, folkeskoleeleverne gider det ikke, plejehjemsbeboerne gider det ikke, lærerne gider det ikke og sjovt nok så kommer Lucia optoget altid på den tid af aftenen til julefesten, hvor folk alligevel skal til at kigge hjemad. Nærmest som en slags skrub-af-mad.


 Julefrokosten 


”Ahøm fru Pedersen, hvis jeg nu lige lægger 10 % oveni dine næstkommende lønudbetalinger, så glemmer vi alt om i fredags ikke?”.

 

Ovenstående er den sætning som 95 % af alle arbejdspladser i landet oplever samtlige mandage i december måned, når der har været julefrokost i weekenden. Julefrokosten er nemlig én af de traditioner, som vi allerhelst vil værne om, fordi det giver os mulighed for at drikke os fra sans og samling, tæske den dumme kollega, kneppe sekretæren og sende svinere til chefen for mandagen derefter at undskylde det hele me ”ja den fik da vist ikke for lidt her i weekenden – høhøhøhø”

 

Hvorfor ikke bare droppe skalkeskjulet, hvorfor skal alle frustrationer og inderste lyster gemmes til den ene dag i året, hvor 100-vis af grandvoksne mennesker skaber sig åndssvage i et lille forladt forsamlingshus nær Øster Hurup. Så stil dig da for fanden op på bordet på arbejdet og udbryd ”Ja! Jeg er revisor Jensen, jeg har knas i ægteskabet så jeg fantaserer om hende den unge sekretær i bogholderafdelingen, jeg hader dig kollega Mogens og chefen er den mest nærige fattigrøv jeg nogensinde har set” – men nej nej, sådan er vi jo ikke, for janteloven forbyder det.

 

Hvorfor skal vi skjule vores inderste meninger og først få dem ud når vi placeres ved et tag selv bord af sild, snaps og rigelige mængder dansk julesvin samt dertilhørende alkohol? Hank dog op i jer selv kære medmennesker. Jeg siger ikke at julefrokoster ikke er en fornøjelig begivenhed, men hvorfor skal det festlige altid ødelægges af, at nogen tilsyneladende ikke kan finde ud af at bekende deres sande kulør førend de har konsumeret rigelige mængder snaps og juleøl.


 Juleaften 


Juletidens store klimaks er juleaften, hvor hele hyggen eskalerer, decemberstresset belønnes og hvor man endeligt får en stille stund, til at slappe af, få noget godt mad og nyde familien, samt at man endelig får bare en snas julestemning. Ja, eller i din drømmeverden i hvert fald – for juleaften ender sgu altid med at man stresser ud over at man ikke kan nå at få maden klar, for derefter at undre sig over (endnu engang) hvorfor man valgte at blande svesker og and for gud ved hvilken gang. Herefter danser man om juletræet, hvor der traditionen tro ikke er sanghæfter nok til alle, hvorfor man skal trækkes med at flere familiemedlemmer forsøger at gætte teksterne på sangene i stedet for at klappe i.

 

Efter ovenstående er det så blevet tid til gaveræset, hvor man endnu engang forundres over, hvad der gik galt ved den årlige julegavebytning hos den side af familien man ikke holder jul ved – for tilsyneladende har man fået alle gaverne til tante Gurli til trods for at hun befinder sig hos en anden familie. Når så gaveseancen er overstået prøver man forgæves at få den sidste del af julehyggen med sig, men dette forpurres altid af, at et eller andet familiemedlem har været så elskværdig at forsyne forsamlingens yngste deltager med et stykke plasticlegetøj som larmer af helvedes til. Ja det er jo nærmest oplagt som tekst til næste års julekort:

 

”Kære familien Jørgensen

 

Glædelig jul og et lykkebringende nytår.

 

Vi mindes sidste juleaften, hvor vi slog pjalterne sammen og mødtes. Vi og i særdeleshed børnene nød denne aften og lille Nicolaj og Brian var svært tilfredse med det trommesæt som i forærede dem. Som forældre nyder vi virkeligt at høre vores små englebasser give os en trommesolo dagligt med 5 minutters intervaller, specielt taget i betragtning af, at vi som nybagte forældre til et tvillingepar ikke har lukket et øje de sidste 16 måneder.

 

Vi håber at I i år vil være så elskværdige at udstyre børnene med tøjdukker eller lignende – skulle dette ikke ske kan i forvente at modtage en portion miltbrand med posten imellem jul og nytår.

 

Venlig hilsen fra os.”

 

Og det til trods, så ender det sjovt nok altid med, at man kigger frem til næste december, med alt hvad det indebærer af dårlig julemusik, rædsom julepynt, elendige julekalendere og endnu mere horrible traditioner. ”Gå aldrig tilbage til en fuser” siger i til børnene en uge efter jul, og dog kan man se de samme tumper smide en CD med JJ Little på anlægget næste år til december.

 

Med ovenstående ord takker pessimisten af for denne gang og ønsker alle læserne en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

 

- Pessimisten

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her