Kategori: Anmeldelser
20-01-2011 - 01:33

Treefight For Sunlight - A Collection of Vibrations For Your Skull




Treefight For Sunlight er en af de nyeste skud på den danske indie-himmel, men hvor majoriteten af de eksisterende har en lyd der let kan forveksles med hinanden har disse fire nordjyder deres helt eget særpræg. A Collection er en injektion af positivitet i vores vinterlige nedtrykthed. At lytte til albummet er en ren musikalsk lykkepille der minder en om hvor smukt livet er.

På åbningsnummeret A Dream Before Sleep danner triumferende klavertangenter en hvirvel så smuk at denne kunne være kodeordet til himmerigsporten og understøttes af vokalharmonier i falset. Denne smittende, juvenile poppsykedelika får ledskab af simple, men effektive slagtøjskompositioner og et arsenal af andre instrumenter der på klogeste vis bruges sparsomt i det overordnede billede af arrangementer.

Denne næsten kontinuerlige følelse af glæde bliver en smule mere heterogen hvis man har overskud - det kan være svært med disse fængende melodier - til at betragte det til tider dystre tekstunivers, der står i stærk konstrast til det instrumentale. Melankolien i tekstdelen er særligt ironisk på Riddles in Rhymes der paradoksalt nok sætter spørgsmåltegn ved naiviteten i iagttagelsen af en Kellogg's-pakke fra et børneperspektiv.

Trods dette er det dog stadig, uden sammenligning, vokalharmonierne, hvor der kan drages tydelige paraleller til Panda Bear, Fleet Foxes og Beach Boys, der er i fokus. Disse er af en sådan kvalitet at man ser bort fra alt andet og bare giver sig til at synge med på de ekstremt fængende og velskrevne popmelodier der sjældent er hørt så gode på dansk grund. Særligt Rain Air med sit englekor og What Became of You and I? med sit uomtvistelige sing-a-long omkvæd udmærker sig som popperler, der med sin sødme får undertegnede til at længes efter sommervarmen og følelsen af at livet er en leg. Jeg kan virkelige ikke understrege nok hvor gode popsange der befinder sig på denne skive.

Albummet brydes op af Time Stretcher som er en langt mere dyster affære end de resterende skæringer på albummet, men når det begrænser sig til dette ene nummer, der velvalgt er placeret som rosinen i pølseenden, fungerer det mest som et niv i armen og en reminder om at komme tilbage til planeten Jorden efter denne rejse ud i et kalejdoskopisk musikalsk univers.

A Collection er enden af regnbuen man troede kun fandtes i ens fantasi, en farverig sommereng med vinden i håret, ernæring til sjælen; at få lov til at være naivt lykkelig i bare en halv time.
Skal man tage de kritiske briller på - hvilket gøres mere af pligt end lyst - kunne man på fremtidige udgivelser tænke sig endnu større lyrisk udfoldelse. Undertegnede kunne ydermere have undværet intermediumet Tambourhinoceros Jam der, at dømme fra titlen, må være en hyldest til pladeselskabet i form af instrumentalt virvar, men i denne lytters ører blot er et kort, endog irriterende opbrud i strømmen af energiske popvulkaner. Dette ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket af denne plade hvis essens må kunne opsummeres i ét ord; glæde. Er det ikke det vi alle leder efter i livet?

KARAKTER: 9/10

YNDLINGSNUMMER:

03-01-2011 - 22:44

Gil Scott-Heron - I'm New Here




Gil Scott-Heron er nok bedst kendt, selvom kendt nok er et overdrivende ord i denne sammenhæng, fra Kanye Wests sampling af 'Comment #1' på hans nummer 'Who Will Survive in America'. Hvad færre ved er at Heron ligeledes har lånt materiale fra West på denne skive. Netop denne sampling, som udgør to numre i hver sin ende af pladen, indkapsler det tema som albummets resterende skæringer cirkulerer omkring; kvinder og hvilken påvirking de har haft på Herons liv.

Det sparsomme instrumentale lydbillede er primært minimalistiske beats med hip-hop og jazz-referencer. Der er programmerede trommer så industrielt lydende at man næsten kan høre dampen sitre, der er Portishead-kicks og Massive Attack-bas og synths. Disse simple, men effektive og dystre virkemidler underbygger stemningen i Herons spoken words og hylende blues. Hvor Heron tidligere har været kendt for meget samfundskritiske øjenhøjdeskildringer af 70- og 80'ernes kår i det sorte Amerika er I'm New Here mere en selvransagelsens plade. Navnligt på den sidste af de fem interludes, som giver de egentlige numre små pusterum, hvor Heron vedkender sine negative egenskaber som menneske, indrømmer han samtidig at disse er en nødvendighed for ægtheden i hans identitet.

Hans stemme vidner om livserfaring på den barske måde, og på mange måder kan man drage paraleller til Leonard Cohen men blot tillægge yderligere mørke og sprødhed. På nogle numre glider ordene ud i hinanden i stedet for komme skarpt som skidt fra en spædekalv som i hans storhedstid, men hvor den umiddelbare holdning kunne være at det virkede sløset, så synes jeg mere det forstærker følelsen af at hele albummet er én lang tankestrøm hvor form er underordnet. Denne tankestrømsfølelse er klarest på 'Where Did the Night Go' der er et studie i natteravnsinsomnia og 'Running' der på ordekvilibristisk vis behandler verbet run på særdeles kreativ vis.

I'm New Here behandler kvindetemaet perifert på de fleste numre, men det er den første del af 'On Coming From A Broken Home' der fortæller historien om hvorfor Heron er så glad for kvinder. Han er opdraget uden nogen faderfigur og hans bedstemor er den eneste der har taget sig af ham. Derfor er det heller ikke underligt at han på 'I'll Take Care of You' som en anden fuldosof desperat forsøger at knuge sig fast til sin kærlighed mens man nærmest kan høre whiskyen være det eneste der forsyner ham med kræften til at jamre sig.

Albummet rundes smukt af med et resumé af hele pladen og også hele Herons liv; "My life has been guided by women. But because of them I am a man. God bless you mama, and thank you." Mere lakonisk kan det ikke siges. Min eneste kritik af pladen er dens blotte længde. Med kun 28 minutter og 15 numre hvoraf fem er interludes, alle under 20 sekunder, savner man lidt mere materiale og diversitet. Sætter man pladen på repeat er man dog ude over problemet med længden på pladen, og denne kan sagtens tåles et par sammenhængende gennemlyt i træk for at man kan nå at fordøje og fortolke alle de guldkorn der kommer på samlebånd.

KARAKTER: 7/10

YNDLINGSNUMMER:

13-12-2010 - 23:49

James Blake - Klavierwerke



Klavierwerke er en svær størrelse. For hvor EPens længde og primitive titel kunne give en formodninger om en umiddelbar og overfladisk fornøjelse, så er sandheden at skæringen er mere kompleks end som så. Albummets slørede og minimalistiske cover er en meget god identifikation af hvordan pladen lyder. James Blake formår på de blot 17 minutter EPen varer at væve så mange lag ind i hver enkelt sang at jeg efter ottende gennemlyt stadig opdager nye ting. Fællesnævneren for alle fire numre er dog en melankolsk følelse uden at der på noget tidspunkt bliver sagt egentlige ord, men nærmere hvisket med spøgelsesstemmer som det er op til lytteren at fortolke.

Titelnummeret starter meget passende ud med diskrete toner fra et klaver der hurtigt komplementeres af en pulserende bas der lyder som et elektronisk hjerteslag. Klaveret er langt fra så dominerende som titlen kunne antyde. Det bliver brugt nænsomt, næsten som en slags auditiv tegnsætning der kun benyttes for at holde sangen igang og ellers er fraværende, men med lytteren vel vidende om at det trods den sparsomme brug er en af grundstenene i sangen der vil optræde igen. Undervejs afbrydes dette af en nøgen hi-hat-lyd der får lov til at stå i nogle sekunder hvilket er et glimrende eksempel på hvordan James Blake benytter stilheden som et instrument, eller rettere stilheden som en måde at bevæge os på; forvente at noget større er i gære. Man pirres imidlertid hvis man forventer en eskalering, for når sangen først lyder som om den begynder at ændre karakter, synes man næsten at kunne høre at opskriften fra starten er klippet og kopieret bag på anden halvdel af sangen hvilket enten kan opfattes som dovent/idéløst eller minimalistisk mesterligt. Her er jeg lidt ambivalent.

Tell Her Safe bygges op af hjemsøgt kakofoni der lyder som en blanding mellem "love is all" og "undskyld". Teksten er dog her for sløret til overhovedet at kunne sætte facitstreger. Ivrige synthesizere, klik og klap tilføjes nummeret hvilket giver et noget forvirret lydbillede og gør det svært at relatere lyden til en følelse. I de stille perioder af sangen hvor spøgelsesstemmen for lov til at stå for sig selv er sangen smukkest og mest ligetil, men selv i de kaotiske perioder er de høje udsving i vokalen gribende, men det er dén sang på EPen jeg føler kræver mest fokus for at blive påskønnet.

I Only Know (What I Know Now) starter ud med et sagte orgel der som så mange andre instrumenter på Klavierwerke får lov til at stå for sig selv som et symbol på at James Blake nøje har udvalgt hver enkelt lyd og giver os lov til at nyde en brøkdel af den tankeproces det er at bygge et nummer fra scratch.
I Only Know akkompagneres siden af en tonstung tromme og sagte fingerknips der står i så stærk kontrast til hinanden at det er mig en gåde hvordan de virker så rigtige for hinanden her, men det har sandsynligvis noget med James Blakes eminente timing i sine arrangementer at gøre.
Vokalen, som på dette nummer er James' egen, går fra skingrende høj til skræmmende dyb og skaber et konstant skifte af følelsen mellem håb og modløshed der for alvor er til at føle på når stilheden bliver afbrudt af James' stemme som det første.
Ydermere indeholder sangen en summende bas der drager tydelige paralleler til dubstep-verdenen hvor James normalt slår sine folder. Denne lyd er dog langt fra dominerende, men fremhæver blot de andre instrumenters noget særegne lyd og får sangen til at danne sit eget vakuum.

Don't You Think I Do er som udgangspunkt lidt en genganger af byggestenene fra de foregående tre numre, men her tilføjes udover klaver, synthesizers, orgel, trommer, fingerknips og spøgelsesstemmer desuden stille klokkespil og en lyd der leder tankerne hen på fødder der rammer trappetrin.
Synthesizerne er dominerende i størstedelen af de godt tre minutter, men sangens bedste momenter er hen imod slutningen, når vokalen og trommen i sammenspil får selskab af først et enkelt slag på klokken og dernæst et fingerknips, der igen er timet så perfekt, at Blake kan tillade sig at lade stilheden hænge i ganske kort moment for igen at gentage sekvensen.

James Blake formår med få, genbrugte, men effektive midler at gøre en "død" genre som elektronisk musik organisk og bringer den derfor nyt liv. Selvom man kan forsvare at instrumenteringen og til dels også udtrykket er lidt for ens på de fire numre, så er der alligevel ret meget variation i lyden, og man kan kun håbe at dette er en smagsprøve på en spændende karriere denne super talenterede 21-årige forhåbentlig har i vente. Pladen er bestemt anbefalelsesværdig, men som nævnt i begyndelsen er pladen en kompleks affære, og der vil kræve noget af lytteren at påskønne denne herlighed til fulde. Et par hørebøffer hjælper på al slags musik, men i dette tilfælde må lydforskellen siges at være særligt udpræget.

KARAKTER: 7/10

YNDLINGSNUMMER:

13-12-2010 - 23:48

Juxer anmelder

I anledningen af den fine nævnelse i MeanNesquicks blog som værende en af de bedste bloggere her på siden synes jeg at det er på tide at jeg gør noget ved den. Indtil nu synes jeg ærligt talt ikke at mine blogs har været særligt dybdegående eller endvidere interessante, og nogle har da også været til lige så meget for opmærksomhedens som underholdningens skyld.

Dette skal (i hvert fald i et enkelt segment) være slut, da jeg har i sinde at anmelde ting. Ikke spil, da jeg ikke har tiden til at gå i dybden, hvis overhovedet spille dem, længere. Hellere musik som må siges at være en af mine helt store interesser i øjeblikket. Jeg kan også godt anmelde en film eller et arkadespil til nød, men det er altså musik jeg vil have den bedste mulighed for at gå i dybden med da jeg kan have en plade kørende i baggrunden flere gange i løbet af en dag i stedet for at jeg skal dedikere tid til at foretage analysen.

Formålet med tiltaget er at forbedre mine danskkunstskaber og dygtiggøre mig yderligere i formulering, tegnsætning etc. Derudover vil jeg selvfølgelig også gøre mit bedste for at forsøge at præge jer med min smag som jeg selvfølgelig synes er verdens bedste 8-).
Synes I tilmed at bloggen er underholdende er det kun et plus, og for at gøre den en anelse mere interaktiv vil jeg derfor tilbyde at I som læsere fremover kan skrive en kommentar til min seneste anmeldelse og foreslå hvilket værk der skal i vælten næste gang. Jeg forbeholder mig ret til at fravælge hvis jeg ikke finder nogle af foreslagene interessante nok, og jeg vil med det samme sige at det selvfølgelig hjælper at foreslå noget der grænser sig op ad min smag, men det er så absolut ikke påkrævet.

For ikke at lægge flere mursten oven på denne væg, så vil jeg bare sige at jeg håber i ikke tager tiltaget og dens lettere arrogante udtryk den måske medbringer sig ilde op. Det er jo ikke en anmeldelse for ingenting.

Første anmeldelse i rækken er af James Blakes "Klavierwerke" da Lilleprinsen syntes det lød som noget der var gået i stykker.
Følg Xboxlife her