Juxer's blog
20-01-2011 - 01:33

Treefight For Sunlight - A Collection of Vibrations For Your Skull




Treefight For Sunlight er en af de nyeste skud på den danske indie-himmel, men hvor majoriteten af de eksisterende har en lyd der let kan forveksles med hinanden har disse fire nordjyder deres helt eget særpræg. A Collection er en injektion af positivitet i vores vinterlige nedtrykthed. At lytte til albummet er en ren musikalsk lykkepille der minder en om hvor smukt livet er.

På åbningsnummeret A Dream Before Sleep danner triumferende klavertangenter en hvirvel så smuk at denne kunne være kodeordet til himmerigsporten og understøttes af vokalharmonier i falset. Denne smittende, juvenile poppsykedelika får ledskab af simple, men effektive slagtøjskompositioner og et arsenal af andre instrumenter der på klogeste vis bruges sparsomt i det overordnede billede af arrangementer.

Denne næsten kontinuerlige følelse af glæde bliver en smule mere heterogen hvis man har overskud - det kan være svært med disse fængende melodier - til at betragte det til tider dystre tekstunivers, der står i stærk konstrast til det instrumentale. Melankolien i tekstdelen er særligt ironisk på Riddles in Rhymes der paradoksalt nok sætter spørgsmåltegn ved naiviteten i iagttagelsen af en Kellogg's-pakke fra et børneperspektiv.

Trods dette er det dog stadig, uden sammenligning, vokalharmonierne, hvor der kan drages tydelige paraleller til Panda Bear, Fleet Foxes og Beach Boys, der er i fokus. Disse er af en sådan kvalitet at man ser bort fra alt andet og bare giver sig til at synge med på de ekstremt fængende og velskrevne popmelodier der sjældent er hørt så gode på dansk grund. Særligt Rain Air med sit englekor og What Became of You and I? med sit uomtvistelige sing-a-long omkvæd udmærker sig som popperler, der med sin sødme får undertegnede til at længes efter sommervarmen og følelsen af at livet er en leg. Jeg kan virkelige ikke understrege nok hvor gode popsange der befinder sig på denne skive.

Albummet brydes op af Time Stretcher som er en langt mere dyster affære end de resterende skæringer på albummet, men når det begrænser sig til dette ene nummer, der velvalgt er placeret som rosinen i pølseenden, fungerer det mest som et niv i armen og en reminder om at komme tilbage til planeten Jorden efter denne rejse ud i et kalejdoskopisk musikalsk univers.

A Collection er enden af regnbuen man troede kun fandtes i ens fantasi, en farverig sommereng med vinden i håret, ernæring til sjælen; at få lov til at være naivt lykkelig i bare en halv time.
Skal man tage de kritiske briller på - hvilket gøres mere af pligt end lyst - kunne man på fremtidige udgivelser tænke sig endnu større lyrisk udfoldelse. Undertegnede kunne ydermere have undværet intermediumet Tambourhinoceros Jam der, at dømme fra titlen, må være en hyldest til pladeselskabet i form af instrumentalt virvar, men i denne lytters ører blot er et kort, endog irriterende opbrud i strømmen af energiske popvulkaner. Dette ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket af denne plade hvis essens må kunne opsummeres i ét ord; glæde. Er det ikke det vi alle leder efter i livet?

KARAKTER: 9/10

YNDLINGSNUMMER:

03-01-2011 - 22:44

Gil Scott-Heron - I'm New Here




Gil Scott-Heron er nok bedst kendt, selvom kendt nok er et overdrivende ord i denne sammenhæng, fra Kanye Wests sampling af 'Comment #1' på hans nummer 'Who Will Survive in America'. Hvad færre ved er at Heron ligeledes har lånt materiale fra West på denne skive. Netop denne sampling, som udgør to numre i hver sin ende af pladen, indkapsler det tema som albummets resterende skæringer cirkulerer omkring; kvinder og hvilken påvirking de har haft på Herons liv.

Det sparsomme instrumentale lydbillede er primært minimalistiske beats med hip-hop og jazz-referencer. Der er programmerede trommer så industrielt lydende at man næsten kan høre dampen sitre, der er Portishead-kicks og Massive Attack-bas og synths. Disse simple, men effektive og dystre virkemidler underbygger stemningen i Herons spoken words og hylende blues. Hvor Heron tidligere har været kendt for meget samfundskritiske øjenhøjdeskildringer af 70- og 80'ernes kår i det sorte Amerika er I'm New Here mere en selvransagelsens plade. Navnligt på den sidste af de fem interludes, som giver de egentlige numre små pusterum, hvor Heron vedkender sine negative egenskaber som menneske, indrømmer han samtidig at disse er en nødvendighed for ægtheden i hans identitet.

Hans stemme vidner om livserfaring på den barske måde, og på mange måder kan man drage paraleller til Leonard Cohen men blot tillægge yderligere mørke og sprødhed. På nogle numre glider ordene ud i hinanden i stedet for komme skarpt som skidt fra en spædekalv som i hans storhedstid, men hvor den umiddelbare holdning kunne være at det virkede sløset, så synes jeg mere det forstærker følelsen af at hele albummet er én lang tankestrøm hvor form er underordnet. Denne tankestrømsfølelse er klarest på 'Where Did the Night Go' der er et studie i natteravnsinsomnia og 'Running' der på ordekvilibristisk vis behandler verbet run på særdeles kreativ vis.

I'm New Here behandler kvindetemaet perifert på de fleste numre, men det er den første del af 'On Coming From A Broken Home' der fortæller historien om hvorfor Heron er så glad for kvinder. Han er opdraget uden nogen faderfigur og hans bedstemor er den eneste der har taget sig af ham. Derfor er det heller ikke underligt at han på 'I'll Take Care of You' som en anden fuldosof desperat forsøger at knuge sig fast til sin kærlighed mens man nærmest kan høre whiskyen være det eneste der forsyner ham med kræften til at jamre sig.

Albummet rundes smukt af med et resumé af hele pladen og også hele Herons liv; "My life has been guided by women. But because of them I am a man. God bless you mama, and thank you." Mere lakonisk kan det ikke siges. Min eneste kritik af pladen er dens blotte længde. Med kun 28 minutter og 15 numre hvoraf fem er interludes, alle under 20 sekunder, savner man lidt mere materiale og diversitet. Sætter man pladen på repeat er man dog ude over problemet med længden på pladen, og denne kan sagtens tåles et par sammenhængende gennemlyt i træk for at man kan nå at fordøje og fortolke alle de guldkorn der kommer på samlebånd.

KARAKTER: 7/10

YNDLINGSNUMMER:

Følg Xboxlife her