Mighty Morphin Power Rangers

Inde på Turtles-forummet - TheTechnoDrome.com - har de en Power-Rangers Appreciation tråd.
Jeg elskede Power Rangers som barn, og kunne selvfølgelig ikke dy mig, for at tjekke tråden ud. Jeg blev noget overrasket, da jeg fandt ud af at Power Rangers rent faktisk lever i bedste velgående, og endda på 19 sæson. Det betyder, at siden Mighty Morphin Power Rangers første gang så dagens lys i 1993 og, at der er blevet lavet en ny sæson hvert år lige siden.

Jeg troede ellers at Power Rangers kun var noget, der blev vist i mid-halvfemserne, der kan man bare se. 
Samler som jeg er, har jeg fået fat på første Sæson af Mighty Morphing Power Rangers, der består af tre sæsoner. Jeg faldt ned af stolen, da jeg så, at der er 60 afsnit bare i første Sæson. Det er godt nok mange! Hvor mange TV-serier idag har 60 afsnit per sæson?

Grunden til, at MMPR har 60 afsnit per sæson er, at Producerner ikke har lavet en dyt selv. Power Rangers er baseret på den Japanske TV-Serie "Super Sentai", og bruger rigtigt mange scener derfra. 
 Langt de fleste scener, hvor Power Rangers eller Rita´s monstre er involveret er taget direkte fra Super Sentai. Rita Repulsa, Rangernes første ærkefjende, spilles af den Japanske Machiko Soga. Samtlige scener med hende er fra Super Sentai, og hun er dubbet af en Engelsk voice-actor.  Der er flere scener i Power Rangers, hvor at ser man godt efter, kan man se, at nogle af skiltene i baggrunden er japanske. Alle Power Rangers kampene og andre krævende scener, har de copy-pastet direkte fra Super-Sentai, og lagt engelse stemmer henover. Så er det klart, at de spytte så mange afsnit ud, når de kun selv laver 10 minutters film til hvert afsnit.

Det har været sjovt at se Power Rangers igen. Der er ingen tvilv om, at det er børne-program, og med det i mende synes jeg, faktisk, at det er ret godt.

Den Røde Ranger har altid været min favorit, men ved dette gensyn, har jeg fundet ud af, at jeg bedre kan lide den Sorte Ranger, Zack. Den dreng har så meget swag!



Mighty Morphin Power Ranger har aldret ganske udmærket. Serien bruger nemlig meget lidt CGI, men benytter sig derimod af kostumer og dukker. Der er en god variation af Rita´s Monstre. Mange af dem er bare mærkelige, men der også ind imellem nogle, der er klamme. F. eks "eye-guy", der er sat sammen af øjenæbler. Eller den store Chunky Chicken, der er en kæmpekylling med en meget stor hæggesaks, der passer lige rundt om halsen på en Power Ranger.

MMPR er sprængfuldt med gode værdier og budskaber til børn, som at man skal være der for sine venner, man skal ikke forurene, og hvis man bare hjælpes ad med at rydde op, så det går det meget nemmere. I en Scene, hvor Jason, den røde Ranger, skal slå et bræt midt over siger Kimberly, den pinke Ranger: "Im amazed how many years of practice it takes to do this, without hurting yourself", så vi lige får en diskret "don´t try this at home, Kids!"

Når jeg som ældre ser serien igår påskønner jeg også de to bøller, Bulk og Skull meget mere. De er simpelthen nogle Champs de to, og set i bakspejlet meget sjovere end, jeg husker dem.

Zapper jeg forbi de Live-Action-Børne-Serier, der vises herhjemme idag, kan jeg ikke lade være med at synes, at det er tåkrummende ringe, og kan ikke forstå, at der ikke sendes Power Rangers istedet. Det er selvfølgelig skrevet med lyserøde briller på, men jeg synes virkeligt at MMPR er godt tv.

Når det så er sagt, er det alligevel en smule hårdt at køre MMPR marathon. Mange af kampscenerne i Power Rangers er genbrug. F. eks Animationerne, hver gang Megazord påkaldes eller deres Power-armbrøst er de samme hver gang. Det kan godt blive lidt angstregende, hvis man sluger mange afsnit i træk. Det svarer lidt til, at se Summon-Animationer i de gamle Final Fantasy spil.

Med 60 afsnit per sæson er der også et par filler-episoder imellem. Omvendt er deres Multi-part episoder såsom den fem-delte "Green with Evil" monsterfede.

Jeg synes, at Power Rangers holder, og hvor det fedt at serien kører på 20. år i træk. Det er der vist ikke mange andre børne-live-action serier der gør.

Her er en teaser for den kommende sæson.




- Shin

Lad være med at spilde dit liv.

Dette indlæg er måske ikke så dybt, som overskriften lyder. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes, at der er en snert af sandhed.

Egentligt gad jeg ikke ned og træne idag. Det er utroligt, så mange dårlige undskyldninger, jeg kan nå at finde på fra, jeg har fri fra arbejde 14.00 til, at der er træning til klokken 18.30.

Jeg havde tændt ovnen, og smidt Power Ranger´s Dvd´en i Xbox´en. Inden da havde jeg diskuteret flere gange med mig selv, om jeg gad til træning eller var for træt.

Discen er bootes op. I åbningscen - som et tegn fra himlen - ser vi Zack (sort Ranger) og Jason (rød Ranger) nede i The Gym i fuld gang med en Sparrings kamp. Der laves både ben-fejninger og cirkel-spark. Så tænker jeg! Hvis selv Power Rangers har tid og brug for at træne, så har jeg også!

Jeg lyn-pakker min Gi og suser afsted mod Dojoen.

Jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det sværeste ved Træning er for mig at komme afsted. Det kan godt være, at jeg under træning ligner en, der er ved at dø, men bagefter har jeg det godt, og føler mig som Kongen af Verden. Jeg er glad og har det godt.

Det værste er de dage jeg pjækker. For hvad jeg laver istedet. Sidder og spiller smart på nettet, og stener spil på boksen, selvom jeg egentligt ikke gider. Hvad får jeg ud af det? Intet! Når dagen lakker mod enden, kan jeg ikke lade være med at føle, at dagen er spildt. Jeg føles tom inden i og er træt af mig selv.

Efter træningen har jeg det godt. Jeg får det ikke kun fysisk bedre. Det er også sundt for sjælen. Når jeg ikke laver andet end work, sten på nettet, sov, work, repeat. Får jeg så mange negative tanker og følelser, der klumper sammen oppe i mit hovedet. Efter Karate-træningen. Er det som om, at jeg for et reboot, og for tømt hjernen negative tanker, og hader mig selv mindre. Så er jeg frisk igen, og kan klare en dag mere.

Det er sgu vigtigt at lave andet, end bare, at sidde hele dagen på nettet eller foran boksen. Det går hurtigt mange dage, hvor man føler, at man opnår absolut intet.

Love,

Shin.