Die Hard 4.0 - dies hard
Jeg er vred, rigtig vred – og nu skal I høre hvorfor. I går tog jeg mig endelig sammen og fik bestilt et par billetter til Die Hard 4.0 (også kaldet Live Free or Die Hard). Jeg havde længe været lidt op at køre, efter at have set etteren og toeren for ikke så lang tid siden. De første tre Die Hard-film må jeg antage at have set mindst 100 gange tilsammen, hvor treeren og etteren er absolutte loftgnidere på ”Best Action Film”-listen. Jeg ser Die Hard-filmene for værende de mest gribende og ultimative rå action film, der udover spektakulære action-sekvenser, har bydt på gribende plot med simplificerede plot-twists, levende om end ikke virkelige personligheder, rig på stemning og sidst men ikke mindst, en sandfryd af karisma i form af John Mcclane (leveret af uden tvivl sidste årtusinde bedste action-stjerne, Bruce ’Yippee-ki-yay Motherfucker’ Willis).Ikke nok med at Die Hard er gode film, så revolutionerede etteren actionfilms-genren tilbage i slutningen 80’erne. Filmen provokerede genren, med det resultat at vi så en fornyet og forfrisket filmgenre. Der kunne tages chancer, og have en ”komiker” i rollen som den rå stereotype helt. Men Mcclane var ikke stereotyp. Han var personlig, han var sårbar, han var komisk uden at være afhængig af ”one-liners”, men vigtigst, han var ikke uovervindelig men var blevet menneskeliggjort, og vi kunne næsten relatere – omend ikke, have sympati med ham.
Men Mcclane er død nu, må jeg desværre konstatere. I Die Hard 4.0 er John Mcclane utrolig fraværende, direkte ukendelige – og her snakker jeg ikke om det manglede hår, som Willis siden starten af sin karriere har været tynget af. Mcclane er mere forvirret end nogensinde før, og følger blot filmens flow, uden rigtigt at bidrage til udviklingen. Han er en plage for skurkene, men spiller ikke en centralt rolle i opklaringen hvad der er sket med landets tilstand. Så derfor er det blevet valgt, at en sidekick skulle hægtes på stakkels gamle Mcclane. Og det fungerer slet ikke. Sammenspillet mellem den anti-terrorist veteranen John Mcclane og hackernørden Matt Farrell, er dårlig nok tilstede. Når de snakker, snakker de forbi hinanden, og har ikke rigtig noget at sige end den ene åndssvage one-liners efter den anden. Og det er skuffende at se. For det første, så giver man ikke the actionhelt (!) en sidekick, og skulle det komme så vidt, så skal han ikke hænge på ham hele filmen igennem. Det ender i et stort rod, når de to ikke kan supplere hinanden, og kun give det udfald, at Mcclane virker dummere end han egentlig er. Han fremstilles som ”musklen”, hvor Farrell gentagede prikker ham i ryggen, med nye tekniske informationer og hints, så handlingen kan fortsætte.
Filmens tema, det analoge mod det digitale, er et utroligt tyndt grundlag at bygge en film på i denne sammenhæng. Den digitale verden som bliver portrætteret i filmen er utroværdig, og til tider paradoksal. De asympatiske skurke i filmen fungerer som en overnaturlig kraft, som bare ikke kan stoppes, men samtidig afspejles de som civiliserede mennesker med meget egoistiske intentioner. Det holder slet ikke, og jeg er ualmindelig overrasket hvor elendig en skuespiller Timothy Olyphant egentlig er. Hans karakter er klinisk, uden at have personlige fejl, og det gør ham unægtelig kedelig og forudsigelig. Hans eneste svage punkt, er hans kærlighed (spillet af skønne Maggie Q fra MI:3), som dør halvvejs inde i filmen. Og pludselig, tilføjes hævn til plottet. Men det sættes aldrig højt nok op, og vi glemmer hurtig ”helten mod skurkens personlige drama”. Tilbage glider filmen tilbage til sit normale tempoløse flow. Og tempo, må være Die Hards største cinematiske fejl. Aldrig har jeg set en film fortælle så meget uden indhold, hvor store actionsekvenser topper sjældent og utidigt. Det er som om Die Hard 4.0 er lavet for virkelig dumme mennesker, og derfor skal en forklaring finde sted til hver eneste lille ting der potentielt bidrager til plottets udvikling.
Og plottet er som vi kender det i Die Hard. Nogle skurke fremstilles som terrorister, de provokerer ordensmagten til at fokuserer på et sted, mens skurkene reelt bare ér skurke og stjæler penge et andet sted. Die Hard 4.0 følger igen samme koncept, men uden samme fine finesse som de tre forrige film. Der er ingen overraskelser, intet der får én til at sige et tilfredsstillende ”A-haaa”, og det virker som om det hele egentlig bare er lige meget, bare skurkene bliver stoppet i tide. Alt dette, er uden nogen form for stemning. Hvis du har set filmen, vil det sidste du ville kunne huske, være musikken - som slet ikke er til stede, eller i de få situationer den er, slet ikke være passende til billedet.
Stod der ikke Die Hard i titlen, og havde hovedpersonen ikke navnet John Mcclane, ville dette være en acceptabel typisk actionfilm. Men nu er det jo Die Hard, ikon-filmene der rykkede grænser, så selvfølgen er, at forventningerne er større og bliver indviet. Det er dog typisk for trenden. Store filmserier fra 80’erne og 90’erne bliver hevet frem, og bliver genskabt. Rocky Balboa var næsten ikke kvalmende, Terminator 3 var et tarveligt fatalt forsøg, men Die Hard føles uofficielt og fremmedgjort. På mange måder efter ligner Die Hard 4.0 – teknisk set - Mission Impossible 3, men er langt fra ligeså elegant udført, veludspillet og sammenfattende. Deres fælles tema ”terrorisme”, kommer bedre til kende i MI:3, på trods af at den er meget mere undertrykt, og lader personerne og actiondelen stå i fokus.
Die Hard-filmene har for mig altid været de mest personificerede former for actionfilm der har været lavet, hvor du kunne se konsekvenserne for skurkenes handlinger og komme helt tæt ind på helten. Men Die Hard 4.0 er en kunstig blasfemi der ånder og tærer på dens arv – og det gør mig vred.
8
Facebook
Twitter