The Relationship Lifespan of a Gaming System

Har længe været en fan af spricket24, men hun har lige overgået sig selv med denne utrolige ærlige video.

Die Hard 4.0 - dies hard

Jeg er vred, rigtig vred – og nu skal I høre hvorfor. I går tog jeg mig endelig sammen og fik bestilt et par billetter til Die Hard 4.0 (også kaldet Live Free or Die Hard). Jeg havde længe været lidt op at køre, efter at have set etteren og toeren for ikke så lang tid siden. De første tre Die Hard-film må jeg antage at have set mindst 100 gange tilsammen, hvor treeren og etteren er absolutte loftgnidere på ”Best Action Film”-listen. Jeg ser Die Hard-filmene for værende de mest gribende og ultimative rå action film, der udover spektakulære action-sekvenser, har bydt på gribende plot med simplificerede plot-twists, levende om end ikke virkelige personligheder, rig på stemning og sidst men ikke mindst, en sandfryd af karisma i form af John Mcclane (leveret af uden tvivl sidste årtusinde bedste action-stjerne, Bruce ’Yippee-ki-yay Motherfucker’ Willis).  

Ikke nok med at Die Hard er gode film, så revolutionerede etteren actionfilms-genren tilbage i slutningen 80’erne. Filmen provokerede genren, med det resultat at vi så en fornyet og forfrisket filmgenre. Der kunne tages chancer, og have en ”komiker” i rollen som den rå stereotype helt. Men Mcclane var ikke stereotyp. Han var personlig, han var sårbar, han var komisk uden at være afhængig af ”one-liners”, men vigtigst, han var ikke uovervindelig men var blevet menneskeliggjort, og vi kunne næsten relatere – omend ikke, have sympati med ham. 

Men Mcclane er død nu, må jeg desværre konstatere. I Die Hard 4.0 er John Mcclane utrolig fraværende, direkte ukendelige – og her snakker jeg ikke om det manglede hår, som Willis siden starten af sin karriere har været tynget af. Mcclane er mere forvirret end nogensinde før, og følger blot filmens flow, uden rigtigt at bidrage til udviklingen. Han er en plage for skurkene, men spiller ikke en centralt rolle i opklaringen hvad der er sket med landets tilstand. Så derfor er det blevet valgt, at en sidekick skulle hægtes på stakkels gamle Mcclane. Og det fungerer slet ikke. Sammenspillet mellem den anti-terrorist veteranen John Mcclane og hackernørden Matt Farrell, er dårlig nok tilstede. Når de snakker, snakker de forbi hinanden, og har ikke rigtig noget at sige end den ene åndssvage one-liners efter den anden. Og det er skuffende at se. For det første, så giver man ikke the actionhelt (!) en sidekick, og skulle det komme så vidt, så skal han ikke hænge på ham hele filmen igennem. Det ender i et stort rod, når de to ikke kan supplere hinanden, og kun give det udfald, at Mcclane virker dummere end han egentlig er. Han fremstilles som ”musklen”, hvor Farrell gentagede prikker ham i ryggen, med nye tekniske informationer og hints, så handlingen kan fortsætte.  

Filmens tema, det analoge mod det digitale, er et utroligt tyndt grundlag at bygge en film på i denne sammenhæng. Den digitale verden som bliver portrætteret i filmen er utroværdig, og til tider paradoksal. De asympatiske skurke i filmen fungerer som en overnaturlig kraft, som bare ikke kan stoppes, men samtidig afspejles de som civiliserede mennesker med meget egoistiske intentioner. Det holder slet ikke, og jeg er ualmindelig overrasket hvor elendig en skuespiller Timothy Olyphant egentlig er. Hans karakter er klinisk, uden at have personlige fejl, og det gør ham unægtelig kedelig og forudsigelig. Hans eneste svage punkt, er hans kærlighed (spillet af skønne Maggie Q fra MI:3), som dør halvvejs inde i filmen. Og pludselig, tilføjes hævn til plottet. Men det sættes aldrig højt nok op, og vi glemmer hurtig ”helten mod skurkens personlige drama”. Tilbage glider filmen tilbage til sit normale tempoløse flow. Og tempo, må være Die Hards største cinematiske fejl. Aldrig har jeg set en film fortælle så meget uden indhold, hvor store actionsekvenser topper sjældent og utidigt. Det er som om Die Hard 4.0 er lavet for virkelig dumme mennesker, og derfor skal en forklaring finde sted til hver eneste lille ting der potentielt bidrager til plottets udvikling. 

Og plottet er som vi kender det i Die Hard. Nogle skurke fremstilles som terrorister, de provokerer ordensmagten til at fokuserer på et sted, mens skurkene reelt bare ér skurke og stjæler penge et andet sted. Die Hard 4.0 følger igen samme koncept, men uden samme fine finesse som de tre forrige film. Der er ingen overraskelser, intet der får én til at sige et tilfredsstillende ”A-haaa”, og det virker som om det hele egentlig bare er lige meget, bare skurkene bliver stoppet i tide. Alt dette, er uden nogen form for stemning. Hvis du har set filmen, vil det sidste du ville kunne huske, være musikken - som slet ikke er til stede, eller i de få situationer den er, slet ikke være passende til billedet.  

Stod der ikke Die Hard i titlen, og havde hovedpersonen ikke navnet John Mcclane, ville dette være en acceptabel typisk actionfilm. Men nu er det jo Die Hard, ikon-filmene der rykkede grænser, så selvfølgen er, at forventningerne er større og bliver indviet. Det er dog typisk for trenden. Store filmserier fra 80’erne og 90’erne bliver hevet frem, og bliver genskabt. Rocky Balboa var næsten ikke kvalmende, Terminator 3 var et tarveligt fatalt forsøg, men Die Hard føles uofficielt og fremmedgjort. På mange måder efter ligner Die Hard 4.0 – teknisk set - Mission Impossible 3, men er langt fra ligeså elegant udført, veludspillet og sammenfattende. Deres fælles tema ”terrorisme”, kommer bedre til kende i MI:3, på trods af at den er meget mere undertrykt, og lader personerne og actiondelen stå i fokus. 

Die Hard-filmene har for mig altid været de mest personificerede former for actionfilm der har været lavet, hvor du kunne se konsekvenserne for skurkenes handlinger og komme helt tæt ind på helten. Men Die Hard 4.0 er en kunstig blasfemi der ånder og tærer på dens arv – og det gør mig vred.

Battlestar Galactica - sæson 2

Perfekt. Jeg snakkede med min ven om serien over Messenger, og det så ud til at han også havde sæson 2 på DVD. Så den bevægede jeg mig skam lige ud i det kolde vejr for at hente og om et øjeblik, efter jeg har fået varmen, går jeg igang med den at se den. Jeg har ikke sovet roligt, siden jeg afsluttede første sæson her i mandags. Regner heller ikke med jeg stopper før jeg er færdig med den - i morgen tidelig. Frak også...

Battlestar Galactica – en overlegen spændingsserie

Jeg følger og har fulgt en masse spændings Tv-serier slavisk. Der nævnes højtideligheder som; The 4400 (middelmådige fortællinger med en uvis fremtid), Alias (frak your 24), Angel, Band Of Brothers, Buffy The Vampire Slayer, Dark Angel, Dawson’s Creek, Desperate Housewifes, Felicity, Gilmore Girls (Alexis Bledel for fanden!), Hercules, One Three Hill, The O.C. (#1), Prison Break (hvorfor egentlig? Mon min indre neandertaler siger jeg skal være med på moden?), Roswell, Smallville, Star Trek: Voyager, Tru Calling, Xena og en røvfuld af komedie- og tegnefilms-serier man ikke behøver at følge kronologisk.
 

Men alt for ofte indser man også, at de fleste spændings Tv-serier i bund og grund er noget juks. Hvorfor, vil du nok spørge? Fordi en Tv-serie er djævlens værk (og Tv3 er dets sendebud), og man kan ved sjældenhed aldrig - som nytilkommen - se ét afsnit ud af mængden og følge med i hvad der egentlig foregår. Tv-serier begrænser sig endnu mere med et stramt budget hos effekter (og talent), mens den indsnævret tidsramme og pauseklip til reklamer skaber et uroligt artistisk billede. Helt og aldeles forfærdeligt. Men værst af alle, er de møg irriterende cliffhangers, der specifikt er designet til at give os præcis nok Tv-heroin, til at blive afhængig, men ikke nok til at kunne få et godt trip.

Senest har jeg brugt en del tid på at se Tv-serier i sci-fi genren. Mest af alt, grundet min genfundne interesse for Star Trek. Så med vågne og trætte øjne, har jeg tærsket mig igennem sæsoner af Star Trek – Enterprise og den enkelte Firefly. Dette tema-orgie har resulteret i, at jeg er faldet over en potentiel overlegen generel Tv-serie; Battlestar Galactica. Jeg har altid været skeptisk og modvillig til at sætte mig ind i BGS – og gudskelov for det. For min uvidenhed har kommet mig til gode, da jeg satte mig til at se serien.



Designet i den originale Tv-serie fra 1978 havde aldrig før tiltalt mig, og det er på trods af at jeg har spillet Battlestar Galactica fra 2003 til den originale Xbox (er og vil altid være en stor space sims-fan). Min interesse startede accelererende efter jeg så et interview med Tricia Helfer hos David Letterman - én af nøglerollerne i serien. Det fangede mig, at serien var blevet sådan en kommerciel succes. Så jeg lånte den introducerende mini-serie og sæson 1 af en ven. Han har småt talt for serien, men jeg har altid set ham blind på det område, da hans interesseområde primært drives af en hårde af Animé tegnefilm og rigtige dårlige komedier.

Den nye Battlestar Galactica, der er en geniscenesættelse af den originale Tv-serie, finder sted i et ret dystert univers. Jeg er ingen fortaler for at dyster og mørke er bedre – ergo mere seriøst - det er faktisk ved at blive en forfærdelig kliché indenfor computerspil, men med fin balancere, kan der skabes et uovertruffen og solidt univers. Og det har forfatterne af den nye Battlestar Galactica gjort - godt. Jeg vil egentlig ikke gå ind i detalje, hvad serien handler om - jo mindre du ved, jo mere nydelse vil der være at finde. Til dem der har brug for frie associationer, kan jeg fortælle at Battlestar Galactica har et postapokalyptisk univers som i Terminator, den religiøse ånd fra Homeworld-spillene (selvom inspirationen nok ligger omvendt), opsætningen fra Wing Commander-spillene, stemningen fra Independence Day, filmteknikken fra 24 Timer og effekterne fra en overmiddel storfilm (og dette gælder hver eneste afsnit).

BSG er en serie af kontrovers, politik, overlevelse og desperation. Spændingen lægger i konstante fordømte situationer, så man bør ikke rigtige regne med noget – blot det værste. Serien er ufattelig svær at løsrive sig fra, grundet en stærk sympati for det stærke karaktergalleriet. Noget som forfatterne har valgt at lægge mere vægt på, end alt andet. Det tog mig hellere ikke mere end en halv søndag og en mandag formiddag at få set mini-serien og hele sæson 1 igennem. Jeg sover uroligt indtil jeg kan få fingrene i sæson 2.

Har du mulighed for det, så se denne storslået Tv-serie der endnu ikke vises på dansk Tv (vises originalt på The Sci-Fi Channel). Lad dig ikke snydes for denne episke fortælling, der fornyer Sci-Fi genren ved at perspektivere i et gammelt (og retro velkendt) univers.



IMDB.com siger 9.3/10 – men er det egentlig ikke for lidt?

Fri og tid til Tv!

Lækkert. Har fri fra arbejde helt til på lørdag (medmindre jeg bliver ringet op, selvfølgelig), og skal ikke lave andet end at nørde Star Trek: Enterprise Tv-serien, som jeg netop har fået alle 4 sæsoner af.

Lige siden jeg fik til opgave at anmelde Star Trek Legacy, har én indre Trekkie i mig blevet vækket til live. Har altid været lidt af en Star Trek-tilhænger, sådan "off and on", primært fordi jeg voksede op til Star Trek: Voyager Tv-serien hver søndag til middagsbordet på Sverige 4. Serien kørte senere også på Zulu, som jeg jævnligt også fulgte. Fik min portion af The Next Generation, da det daværende Tv Danmark viste det kl. lort om natten, og det var skam en udmærket serie, selvom mit hjerte altid har og vil være hos Voyager-serien.

De eneste serier jeg ikke har haft gang i, er desværre Deep Space 9 og den originale serie. Jeg vil dog tro, at den originale serie sagtens kan undværes for nu, da de første 6 spillefilm der er lavet, handler om Kirk og Spocks eventyre. Etteren kan i hvert fald varmt anbefales - på mange måder minder den om Rumrejsen 2001. Bare uden at være ligeså kedelig. Der findes desuden en Star Trek tegnefilms-serie, baseret på det originale hold, som jeg i nærmere fremtid vil tjekke ud (altså erhverve).

Men som sagt, jeg er i det store Star Trek-humør for tiden - har bestilt tegneserier, T-shirts, og fået spillet mig igennem ældre spil som Star Trek: Voyager - Elite Force, og fandt fornyelig Star Trek: Invasion til den første PlayStation. Grimt er det - men det er jo Star Trek. Har også spillet mig frem til 8. bane i Tactical Assault på DS, men Klingons forhindrer mig i at komme til næste level. Jeg har dog anelser om, at mine venner er ved at blive irriteret, når jeg siger ting som "divert power to engines" og "engage" når vi er ude og køre, eller "on screen" når vi skal se film.

Dertil, har jeg også lånt en håndfuld (endda dårlige) titler til Xbox 360, så jeg kan få boostet min gamerscore. Så der står Achievements-hunting på menuen over de næste par dage, drenge. Tror jeg vil starte med Eragon, da det er letstruktureret hvad man skal gøre, for at få de næste achievements; "Klar følgende bane på Hard. Indsaml et æg. Achievement Unlocked".

Trods min genfunde fanatisme, så vil jeg altid sætte Star Wars højere (har alverdens indenfor Star Wars). Jeg vil dog aldrig helt ikke forstå folks træng til samligning og hvad der er bedre af de to, da der er flere ligheder i størrelsen af fanbase, end reel elementer og filosofi i de to universer.

Bobby

Gør dig selv den tjeneste og tag ind og se den.

Top 5 Julefilm

1: Die Hard
2: Home Alone
3: Home Alone 2: Lost In New York
4: Die Hard 2: Die Harder
5: Muppets Juleeventyr

Obligatoriske film der skal ses i julen: Ringenes Herre trilogien, Saving Private Ryan, Hook.

Shhh. Drama.

Fandt en artikel i dagens MetroXpress, der direkte talte til mig. Den vil jeg dele med dem af jer der læser min blog, ved at citere hele artiklen.


 

Teenagere ødelægger oplevelsen

Af Mia R. Vendelbjerg

Unge larmer så meget i biografen, at det forstyrrer de andre gæster. Det har fået biograferne til at øge opsynet af salen til bestemte film. 

Biip biip. Lyden af sms’er, der vælter ind, passer ikke ind i en stille biografsal under en gyserfilm. De danske biografer oplever et stigende problem med unge, der støjer og irriterer de andre biografgængere under filmen. Hos Nordisk film er der meget fokus på problemet.
    "En af grundene til at gå i biografen er den fælles oplevelse, men det er blevet en stigende udfordring med folk, der ikke kan være stille under filmene, og det er noget vi har meget fokus på i øjeblikket," siger John Tønnes, der er direktør for Nordisk Film Biografer, som er en kæde af femten biografer fordelt over hele landet.
    Det er primært teenagere, er ødelægger oplevelsen for de andre biografgængere. Det sker med sms’er, snakken i mobiltelefonen eller kommentarer til filmen.
    "Tonen blandt de unge er blevet mere løssluppen, og disciplinen under den fælles biografoplevelse er blevet mindre. Det startede ved mobiltelefonens fremmarch, hvor folk begyndte at snakke i telefoner under forestillingerne," siger John Tønnes. 

Nogle film tiltrækker støj

Han forklarer, at mængden af larm afhænger meget af hvilken type film, de rer tale om. Især teenagegysere og komedier akkompagneres af meget støj.
    Nordisk Film har taget konsekvensen af det voksende problem og indført øget opsyn med salene.
    "Vi har en stort interesse i, at folk skal have en god oplevelse, når de går i biografen," siger John Tønnes.
    Også i Cinemaxx-biograferne mærker man nu problemet. Her er det cirka hver fjortende dag, at folk klager over at være blevet forstyrret under filmen. Også her er ballademagerne de unge.
    "Folk snakker under filmen og har generelt en støjende adfærd," siger Kim Brockdorff, der er direktør for Cinemaxx-biograferne.
    Ifølge Nordisk Films biograferne er det primært de unge københavnere, der ikke kan opføre sig ordenligt. Og det har konsekvenser for det højrøstede publikum: "I første omgang får de en påtale fra personalet, og flere gange har vi været nødt til at bortvise de folk, der ikke kan tie stille. Noget de andre biografgængere har reageret positivt på," siger John Tønnes.



Hvis der kommer en løsning til dette gentagende problem, ville det gøre mit liv, som hyppig biografgænger, så meget lettere. Jeg er nemlig typen der foretrækker sin stilhed i biografen, og lade filmens soundtrack, tale og lyde være mit lydunivers i den næste halvanden til to timer. Når der snakkes, og ofte højlydt, er det som tortur der forvrænger min koncentration og det billede og den følelse, filmen er designet til at pågive mig. Det er ikke tåleligt, og det er slet ikke acceptabelt når der snakkes i biografen. Men beskeden, som jeg nu engang er, tysser jeg sjældent folk ned eller beder dem om at tie stil. Det hjælper heller ikke, for visse typer, og i artiklens tilfælde teenagere, kan godt lide at provokere. Det resulterer selvfølgelig i at de enten bliver ved, eller overdriver deres irritation overfor de nærsiddende, betalende gæster.



Jeg forstår ikke helt hvorfor denne type af folk, der har det som om de hersker over biografsalen, overhovedet gider at besvære sig med, at tage i biografen. Med al den snak, og ligegyldige eller indlysende kommentare, får de jo ikke opfattet indholdet af filmen alligevel. Jeg tror denne type, er af den type der bare vil se effekter på et stort læred.

Nu siger jeg ikke, at jeg ikke selv har fyret en kommentar af i diskretion en gang eller to under en film, men jeg prøver at beherske mig, da jeg ved hvordan det føles tæt på, når man ikke kan nyde sin film i fred.

En af mine bedste biografoplevelser, når det kommer til stille forestillinger, må være da jeg var inde og se den afdøde Robert Altmans sidste film "A Prairie Home Companion". Vi var hvad der ligner otte til ni stykker, de fleste af dem pensionister, den dag i biografen. Dette skyldets at filmen ikke var den store publikumstrækker og at forestilling var midt på eftermiddagen. Normalt plejer jeg at tage i biografen om aftenen, med vennerne, men kan klart følge det råd jeg fik fra N|V herfra forummet; at tage i biografen midt på dagen, og endda alene, kan betale sig. Så slipper jeg for overlast, og kan føle at mine penge at givet godt ud. Det er jo ikke fordi det er besynderligt billigt at gå i biografen disse dag - man skulle meget gerne have oplevet noget, til disse priser.

Føler du dig truffet over dette indlæg, så prøv at revurdere situationen næste gang du er i biografen. Du er ikke alene, og de andre der sidder rundt om dig, har betalt for at se filmen, ikke for at høre dine tanker højlydt. Bare fordi de ikke siger noget imod, betyder altså ikke at de ikke ønsker stilhed.