pstudio's blog
19-04-2010 - 00:27

Game Room - Lunar Lander

Titel: Lunar Lander
Udgiver: Atari, Inc.
Årstal: 1979
Platform: Arkade


Om spillet:
Lunar Lander er en gammel klassiker, som de fleste mennesker nok genkender. Dit mål er at styre et landingsfartøj, så det kan lande sikkert på månens ujævne overflade. For at modvirke tyngdekraften der trækker dig ned, har du en thruster, der med en begrænset mængde brændstof, er dit eneste håb til ikke at styrte ned med fuld fart.

Når du skal lande er der markeret på skærmen, de steder du kan lande. Alt efter hvor svært det er at lande der, står der et tal, der viser hvor mange point du kan score. Når du har landet, eller styrtet ned, starter du på en ny landing. Sådan bliver spillet ved med, indtil du er løbet tør for brændstof.


Kontrol:
Venstre analog/D-pad: Rotér landingsfartøjet.
RT: Thrust. Lunar Lander er faktisk (semi)analog, når du vil brænde brændstof af. Trykket fra din thruster afhænger af, hvor meget du holder RT inde.
B: Hurtigt lodret thrust. Er det ved at gå virkelig galt kan du trykke på denne knap. Det koster en del brændstof, men dit fartøj bliver set lodret op i luften.

Grafik/Lyd:
Spillet består af sort/hvid vektorgrafik. Dvs. en sort baggrund med nogle hvide streger, til at angive månens overflade, landingsfartøjet samt nogle informationer øverst på skærmen. Det er primitivt, men det fungerer meget godt. Rummet er vel sort, så den del har de ramt meget godt.

Angående lyden. Der er to lyde i dette spil. Den første lyd kommer, når aktivere din thrust. Så kan du høre hvordan brændstoffet bliver brændt op. Den anden lyd kommer når du er ved at løbe tør for brændstof. Så kommer der en alarm, en bippen, som bare bliver ved med at larme, indtil du til sidst dør. Ellers er det bare lydtomt, hvilket vel også passer fint, når man nu er ude i rummet.

Karakter: 2/5
Lunar Lander er egentlig et fint spil. Og har man ikke andet at lave, kan man da godt bruge 15 minutter på det. Problemet er bare, at der ikke sker så meget i spillet. Efter din første landing er der ikke mere i spillet at opnå. Jo, du kan selvfølgelig gå efter en highscore, men det er så også det eneste der kan drive en til at blive ved med at spille spillet. Spillet er programmeret fint. Tingene fungerer som de skal. Lunar Lander bliver bare hurtigt kedeligt. Derfor må spillet nøjes med en karakter på 2, men det er et spil alle bør have prøvet.

Her kan I så more jer ved at se verdensrekorden i Lunar Lander sat i MAME. Hele 2020 point O_O.

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Følg Xboxlife her