Stil stil og atter stil.

Ja, jeg har fået endnu en stil for i dansk. Baaah, vi fik et hæfte hvor der var nogle emner vi kunne vælge i mellem. Jeg valgte en tegneserie hvor jeg skulle beskrive hvad der skete, altså skrive et eventyr. Hvis i giver lidt kommentarer og eventuelt noget respons så ville jeg blive rigtig glad. :)

For narren var det noget at det værste han skulle udføre. At slå et barn ihjel, er ikke lige sådan noget man bare gør. Narren havde spekuleret i mange dage og nætter om hvordan han skulle udføre opgaven. Skulle han snige sig ind i prinsessens værelse mit om natten hvor hun lå ligeså stille og sov? Nej. Næste morgen stod narren op, uden at have en eneste idé om hvordan han skulle gøre det.


Han gik til kongen, og sagde: ’’Hr. Konge, jeg kan simpelthen ikke udføre opgaven, jeg er for svag til sådanne ting.’’ Kongen sad i sin store trone med hænderne lagt over kors. ’’Nå – så det kan du ikke?  Vil du blive på mit slot, eller vil du blive sat for porten?’’ Sagde kongen med en rumlende stemme, der gav ekko i hele salen. ’’Nej nej, selvfølgelig ikke deres majestæt, jeg vil gøre alt for dem, ‘’ Sagde narren, mens han lå på knæ, med hovedet mellem knæene.’’ Kongen piftede, og ind af døren kom der en mand gående, med en kasse i hånden. ’’Her har du kassen hvor du kan anbringe barnet i, derefter må du selv finde ud hvad du gør, jeg kan ikke hjælpe dig mere.’’ Sagde kongen, hvorefter han dirigerede narren ud af slottet.


Narren gik trist igennem kongens have, og hjem til hans egen lille gård, som lå et stykke væk fra gården. Han lagde sig i sengen og begyndte at spekulere igen. Næste morgen var solen gemt bag en masse mørke skyer. Han sprang i tøjet, tog søm om hammer i hånden. Kassen stod uden foran døren. Med kasse, hammer og søm i hånden, traskede narren hen til prinsessens værelse. Pludselig satte han i et stop, og vendte sig om. Nej, det var alt for tidligt at stjæle barnet. Dette skulle gøres om natten. Så narren vendte tilbage til sin gård og lagde tingene tilbage. Men hvad skulle han fordrive tiden med? Det var jo trods alt morgen, og der var lang tid til det blev aften.


Lige pludselig bankede det på døren. Han rejste sig fra sin lænestol, og gik hen mod døren. Da han tog i håndtaget og åbnede døren blev han målløs. Prinsessen stod i døren. Selveste prinsessen. Det er ikke lige hver dag der kommer en prinsesse forbi og banker på. Men der var noget galt, hun havde tårer i øjnene. ’’Jamen prinsesse dog, hvad er der galt? Kom ind og tag plads, så kan vi snakke lidt!’’ Narren tog godt imod hende, og de satte sig omkring hans runde bord. ’’Nå min pige, hvad er der dog galt, hvorfor græder du?’’ Spurgte narren mens han holdt hånden på hendes skuldre for at trøste hende. ’’Nu skal du høre – jeg var ude og gå lidt i går, i min fars have, jeg ser så at der er et vindue åbent. Jeg hører min far snakkemed en anden person om at mit barn skal skaffes af vejen… ‘’ Hun satte i stor gråd og lagde sit hoved mellem benene og begyndte at græde endnu mere end før. Narrens tanker fløj rundt i hovedet på ham. Det var jo ham selv der skulle udrydde barnet. Prinsessen sad og talte med hendes søns morder. ’’Hør nu her. Jeg tror bare din far er lidt frustreret, jeg tror slet ikke at han har i sinde at skade det barn. Han er trods alt din far!’’ Sagde narren. Narren rejste sig fra stolen, at sagde til prinsessen at det var en god idé at gå hjem, og måske tage en time på øjet. Hun rejste sig og gik hen til døren. Lige inden hun skulle til at gå ud af døren, vendte hun sig og sagde: ’’Tak, du er vist den eneste jeg kan stole på.’’ Hun gik langs stien op til slottet op forsvandt ligeså stille ind i tågen, som pludselig var kommet. Nu var det jo straks værre, at gøre barnet fortræd, efter alt det her, tænkte narren.
 

 
Da dagen var gået og solen var gået ned, var det på tide at få fat i barnet. Narren tog sit varme tøj på, og fandt igen tingene frem som han skulle bruge. Hammer, søm og en lyserød kasse. Narren havde forladt sin gård, og var nu på vej hen til slottet hvori prinsessen opholdte sig, forhåbentlig sov hun. Alle vagterne sagde intet til narren, fordi kongen havde nemlig aftalt med alle vagterne, at det var planlagt. Så han passerede let og elegant vagterne, hen til prinsessens værelse. Heldigvis var døren ikke låst. Prinsessen lå ligeså blidt og sov. Narren gik langsomt hen til vuggen, hvori babyen lå og sov. Han havde lagt et tæppe ned i kassen, så babyen ikke skulle græde over den hårde bund. Han lagde babyen forsigtigt ned i kassen, og listede ligeså stille ud igen, uden at prinsessen observerede noget. Nu var babyen taget. Nu skulle han bare ud til kareten, som stod udenfor og ventede. Da han var nået ud af slottet skyndte han sig op i kareten, og hujede ad hestene, så de spænede af sted. Uden for en mørk skov, standsede han kareten og gik ud af den. Der var en lang trappe der førte ned til en flod, som han ikke vidste hvor førte hen. Men langt væk, skulle den i hvert fald føre barnet. Narren havde nemlig ikke tænkt sig at dræbe barnet, men søsætte kassen med barnet i, så det blev fundet af en anden familie og fik et godt liv. Han satte kassen på den våde jord, nær vandkanten, og tog sømmene i munden og slog dem i kassen, en efter en, indtil kassen var helt lukket til. Nu var tiden kommet, barnet skulle kastes i floden. Han løftede den ret så tunge kassen, kastede den et stykke ud i floden. Kassen sank ligeså stille ned på den bare bund og blev liggende et stykke tid. Narren skyndte sig op til kareten, råbte på hestene så højt han kunne. Hestene førte ham ind i den mørke skov, og væk var han.


Nede på den kolde bund, lå kassen. Pludselig kom der liv i vandet, og strømmen tog fat i kassen og slyngede den rundt i vandet. Kassen var kommet op til overfladen, og var på vej ned ad den lange flod. Floden førte vej ud af skoven, og ud til et bakket landskab.
 

Længere nede af floden lå en mand på knæ, for at få lidt vand i sin spand. Da han rejste sig op for at gå tilbage til sit gamle skur, han og hans kone levede i, vendte han sig lige en ekstra gang om, og så at i floden flød en lyserød kasse. Han skyndte sig at kalde på sin kone, og hun kom stormende ud af skuret. ’’Husk nettet, denne gang skal vi fange noget i floden!’’ Råbte manden. Konen løb om bag skuret og fandt et stort net frem, og løb tilbage til manden som var nede på alle fire for at sikre sig kassen. Han fik nettet i hånden og fisket kassen op på land. Han lagde forsigtigt kassen på jorden, og kiggede undrende på konen. ’’Hvad kan der mon være i kassen?’’ Spurgte han konen. ’’Jeg har slet ingen anelse!’’ Sagde hun. ’’Mon ikke vi skal hente en kæp, og se om vi kan få brækket kassen op’’ Konen gik tilbage til huset, og fandt en kæp frem. Manden tog kæppen, og satte den mellem kassen og låget.  


Med et lille ryg med kæppen, sprang kassens låg op, og nede i kassen lå det yndigste barn nogensinde. Hun lå på et lille uldtæppe. ’’Nej hvor er hun dog bare sød!’’ Sagde konen. De havde altid ønsket sig et barn, men havde ikke haft mulighed for at få et, på grund af de var så fattige. Igen skyndte konen sig ind i huset, og kom tilbage med nogle madrester de havde tilbage. Barnet spiste som om det ikke havde fået mad i flere dage.