The Strike of a Dota Noob

Januar er som regel en kedelig måned for nye spil. Selv plejer jeg at bruge måneden på at få gennemført og høstet achievements i den bunke spil som er akkumuleret over efteråret og julen. Dog synes jeg ikke helt at interesseren har været der på det sidste, så mit gamerhjerte fik mig til at kigge lidt rundt på spilmarkedet for hvad der ellers kunne være at interessante bud. Måske havde man overset en eller anden titel? I mit tilfælde var svaret OH YEAH.

 

Jeg har aldrig været den store fan af RTS spil. Warcraft, Starcraft og Age of Empires er meget godt, men jeg har aldrig kunne holde interessen i mere end en times tid før min hånd landede hårdt og brutalt på EXIT-knappen. Af uransaglige årsager fik jeg dog øje på spillet Dota 2 som Valve i øjeblikket kører open beta på. Beta kan man næsten ikke kalde det, da spillet er langt mere poleret og patchet end 99 % af de spil der kommer på markedet i dag. Dota 2 er en port af det populære Defence of the Ancients mod til Warcraft 3, hvor to hold (5v5) kæmper imod hinanden for ultimativt at ødelægge det modsatte holds ancient. Denne ancient er lejrens hjerte og er beskyttet af tårne og NPCer.

RPG elementerne i Dota 2 bygger på at hver spiller styrer sin egen hero, en figur som har et sæt evner som er baseret den typiske melee, ranged og magic tamtam. Meget typisk RPG tænker man, men der er altså i skrivende stund 96 unikke heroes. Jeg er helt tosset med grafiske udtryk i spillet. Detaljeret og farvestrålende, uden at blive barnligt. Jeg har spillet omkring 20 kampe pt. og har haft mest succes (ja, det er et meget relativt begreb i Dota) med Omniknight og Phantom Assassin. Omniknight er perfekt til support da han kan holde sine team mates i live med diverse spells. Phantom Assassin på anden side, er en effektiv dræbermaskine som kan zappe sig tæt ind på ens fjender, hvilket nemt giver en del kills på tavlen. Derudover kan man købe en masse forskellige items som kan booste stats eller for eksempelvis teleportere dig rundt på kortet. Der er så mange kombinationer at man bliver helt rundtosset.

 

Omniknight (Melee Support) og Phantom Assassin (Melee Carry).

Dota 2 er en MOBA som blander RTS og RPG elementer ved, at man dræber ”creeps” der er NPC figurer som spawner i hver holds base og derefter stormer mod fjenden. Disse creeps kan give ens figur experience og guld, som man naturligvis er et krav hvis man vil dele øretæver ud. Der er en masse mekanikker man kan benytte sig af, for at sikre sig mest guld og samtidig gøre livet surt for sine modstandere. Pt. har jeg brugt 20 timer på spillet, hvilket for Dota er ekstremt lidt. På godt gammel dansk er jeg stadig en regulær noob. Jeg har spillet med nogle få heroes som jeg kender rimelig godt, men jeg stadig fuldstændig blank når det kommer til gode strategier og optimale team setups.

Spillet får mig til at tænke på Dark Souls. Dota 2 har nemlig en indlæringskurve som var det Alpe d’Huez og tutorials, ja dem er der ingen af endnu. Inden jeg gik i gang med min første public match tjekkede jeg et par beginner guides og tog mig nogle bot matches for at få en føling på spillet. Tilfældigvis havde jeg hørt at der er en tendens med at Dota 2 spillere snakker mindre pænt til dig, hvis du er gået i gang med spillet uden at fatte en brik af hvad du laver. Jeg oplevede heldigvis intet af dette, så forberedelsen må have betalt sig.

Nå, men det var altså en Dota begynders bekendelser. Jeg kan nemt fornemme den dybde der ligger i spillet. Hvis man investerer sin tid i at lære spillet, så bliver man så sandelig også belønnet. Kampene er faktisk sjove uanset om man vinder eller taber. Jeg kan klart anbefale folk at give spillet et forsøg. Jeg har desværre ikke modtaget nogen beta keys endnu, men de er ret nemme at få fingre i. På Steams Dota forum er der masser af folk som deler keys ud, så slå bare et smut derom.

Nu er det jo Xboxens danske højborg jeg har skrevet til, men måske er der nogen af jer som også spiller det?!

Bayo-FREAKING-netta

Oh. My. God... Bayonetta. Det spil er for sindsygt. Punktum.

Jeg fik mig byttet til dette spil for bare et par dage siden, og allerede i eftermiddags rullede credits over skærmen. Spillets historie, forholdet mellem heksene Umbra Witches og englene Lumen Sages, er en fortælling på speed hvor alt er kan ske, og sker. But who cares? Historien ligger faktisk kun til grund for at spillets diverse scener hvori man på flotteste vis, slagter sig igennem alskens engle og mystiske vanskabninger. Handlingen i spillet er ret underordnet, for det er netop kampsystemet der gør hver scene, til et unikt blodbad ved hjælp af Bayonettas ekstraordinære evner. Jeg har aldrig spillet Devil May Cry (hvoraf kampsystemet skulle være affødt) men det virker bare pitch perfect, og der er et utal af combo moves man kan udføre, vel at mærke uden at det bliver for kompliceret. Som et plus oveni hatten så er de fleste af Bayonettas combo moves virkelig flot lavet. Eye candy aplenty!

Men tilbage til udgangspunktet. Det der gør Bayonetta så sindsygt imponerende er, at det er så tilgængeligt på alle måder. Fem sværhedsgrader, retfærdige checkpoints samt et utal af items og moves man kan samle og købe for at gøre livet lettere. Ja, man kan sågar genspille forrige kapitler i spillet for valuta, så man kan købe miksturer, hvis der eventuelt er en boss man ikke kan klare. Man kan endda mikse en drik hvorved man bliver udødelig. Spillet kan kun startes på én sværhedsgraden Normal (Easy og Very Easy ekskluderet da de styrer comboerne automatisk) og på intet tidspunkt var jeg provokeret til at kaste controlleren gennem stuen. Jeg er generelt ret tolerant, men mit liv er simpelthen for kort til forældet spildesign. Heldigvis er Bayonetta helt med på noderne.

Selvom historien man bliver præsenteret for kan virke ret rodet, så er den til gengæld fortalt med charme og humor gennem eksplosive cutscenes og flimrende "halvlevende" filmnegativ-sekvenser. Og jeg kan fortælle jer, boss kampene er episke. Især den sidste kamp er helt fænomenal trippy og flot udført. Selv credits sektionen er imponerende.

Bayonetta udkom i starten af 2010 på samme tid som Darksiders og Dante's Inferno, og jeg gætter på at spillets japanske ydre har skræmt en del spillere væk, inklusiv undertegnede. Dog efter at have haft alle tre spil i konsollen, så synes jeg faktisk ikke at Bayonetta er særlig sammenlignelig med dets "konkurrenter". Bayonetta er meget mere fokuseret på kamp og platform elementerne er minimale. Kampsystemet er slet ikke kluntet på samme måde som det man oplever i eksempelvis Darksiders.

Jeg håber dette skriveri har kunne vække lysten for flere spillere til at give Bayonetta et forsøg. Ifølge Xboxlifes statistik, har kun 92 personer haft det i deres konsoller (MW2 tæller 2500 spillere og Black Ops 1500). Bayonetta er opfindsomt og pinligt velpoleret. Hvis bare flere spil var som dette!

Metro 2033: En skitzofren oplevelse

Nu er det efterhånden ved at være noget tid siden, at det ukrainskudviklede spil Metro 2033 kom på gaden. Spillet bygger på romanen af samme navn, skrevet af russiske Dmitry Glukhovsky. Efter nu at have gennemført spillet, vil jeg lige ytre lidt meninger omkring dette spil.

Mine oplevelser med Metro 2033 må siges at spænde fra den ene yderlighed til den anden. Spillet er nemlig et bæst med to ansigter. Det ene øjeblik kan spillet vise sig fra sin bedste og flotteste side. Et sekund senere vender det sig derefter og viser sig som et grufuldt monster du end ikke ville turde at forestille dig i dine drømme.

Det gode
Som stor fan af post-apokalypse temaer var dette netop hvad der fik mig til at rette interesse mod spillet. Stemingen i spillet er nemlig sublim. Fallout 3 viste en post-apokalypse verden på flot vis, men ulykken der er sket forud for Metro 2033 var en tand værre, hvilket har resulteret i en endnu mere nådesløs verden hvori man befinder sig. Det triste liv i moskvas metro bliver nemlig skildret med en udsædvanlig stor kærlighed for detajler. I stationsområderne er den tilbageværende befolkning stimlet sammen og prøver at klare livet efter atomulykken. Der er ingen steder at flygte til, da der over jordens overflade er høj strålingsfare med krav på gasmasker for overlevelse. Spillet viser også interaktive cutscenes i samme stil som Call of Duty etc. og er for det meste ret flot lavet, hvilket også hjælper til indlevelse i historien. Historien har også fået et strejf af Half-Life 2 hvilket tydeligerer og tydeligere jo længere når man i spillet.

En anden ting jeg synes er ret cool, er det udstyr man benytter sig af. Kortet er lavet som en notatblok som holdes i højre hånd (a'la Far Cry 2) mens man har en lighter i venstre hånd, der kan tændes hvis man befinder i mørke omgivelser. Smart fundet på. Derudover får man også fingre i et oplade apparat som kan genoplade lygten samt nightvision brillerne. Der udover bruger man også patroner som valuta, eftersom mønter ikke er noget værd mere. Det er disse småting som giver følelsen af at man befinder sig i en grum verden, hvor de svage ikke overlever længe.

Det onde
Hvis man kigger på de negative aspekter ved Metro 2033 kan man nemt finde nok fejl til en sort affaldsæk. Rundt på nettet har der været meget delte meningen af spillet.

Det grælleste eksempel jeg har oplevet var, da spillet af mystiske årsager loadede nogle rum og omgivelser som åbenbart ikke skulle have været der. Efter at løbet rundt i fem minutter og derefter konsulteret en walkthrough genindlæste jeg det sidste checkpoint. Til min store overraskelse så rummet nu helt anderledes ud, og den dør jeg før havde passeret var nu afslutningen på kapitlet. Et så mystisk bug har jeg sgu aldrig oplevelt før i et spil.

Et kritikpunkt af de helt store er spillets mangel på stealth. Eller rettere: Manglen på velfungerende stealth. Man bliver nemlig flere gang opfordret til at snige sig rundt. Dog skal man ikke træde forkert én eneste gang før at samlige fjender miles omkreds har dig på kornet. Det er en skam, da en mørk metro ellers lægger op til at man bør snige sig rundt. Jeg synes at 4A Games burde have fjernet stealth elementet fuldstændig, da det er under al kritikm at benytte sig af en feature der er så dysfunktionel.

Gennemspilningen bød også på en anden mærkværdighed: Udødelige fjender. Et par gange blev jeg nødt til at tømme fjere magasiner på en enkel fjende, dog blev  jeg nødt til at reloade checkpoint'et, da jeg kunne konstatere fjenden simpelthen ikke lade livet. Det fik mig sågar til at sætte sværhedsgraden ned på "Easy" bare for at dulme frustrationerne en smule. Jeg undrede mig flere gang over, om der overhovedet havde været et testhold tilknyttet udviklingen inden udgivelsen.

Afslutningsvis
Det er meget ubalanceret og forstyrende for spiloplevelsen, at miljøerne er så flotte og detaljerede, mens shooter-delen i spillet er så tynd og til tider problematisk. Man kan tydelig mærke hvor udviklerne har lagt fokus. Heldigvis er der intet multiplayer komponent i Metro 2033. Jeg kunne nemt forestille mig at dette ville være blevet en grim oplevelse. Det ville uden tvivl have ganet 4A Games at bruge et par måneder eller tre på at finpudse spillet, da fundamentet for en superb oplevelser virkelig ligger og ulmer.

Jeg håber at dette indlæg måske kan virke som en appetitvækker til de som endnu ikke har prøvet Metro 2033. Spillet har sine fejl, men man bør ikke snyde sig selv for oplevelsen af livet i en metro efter atomkrig. Det er så flot skildret. Nu har jeg ikke læst romanen men spillet skulle efter sigende være meget tro mod den. Jeg må hellere få den bestilt. Nå ja, Metro 2034 er jo også blevet annonceret. Det skulle vist endda blive udviklet med 3D også.

Jeg vil gerne høre jeres meninger om spillet. Der er måske nogen derude som endda har læst romanen?