Ocarina of Time
Fandt min Nintendo 64 frem igen her i går og begyndte at spille OoT. Jeg var før kommet til Forest Temple og havde stadig lidt styr på historien, men jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle pga. min pause fra spillet, så jeg brugte en walkthrough til lige at finde ud af, hvor jeg var henne, og hvad jeg skulle. Det gjorde jeg dog først et stykke efter at have sat spillet i, for før gik jeg bare rundt omkring i Hyrule og bare nød spillets fantastiske musik. Zelda's Lullaby, Eponas song, Song of Time. Jeg kan dem bare og elsker dem bare.
Nå, men jeg fandt ud af, hvor jeg var henne og fik klaret Forest Temple og lidt af Fire Temple i går. I dag har jeg indtil videre klaret Fire Temple og Ice Cavern, så jeg har nu fået nogle meget flotte (og tunge) sko. Jeg er kun lige gået ind i Water Temple, men venter lidt endnu med den. Jeg skal først overveje situationens alvor i templet... Især når der er
alt for meget vand.
Når/Hvis jeg engang klarer den, så ved jeg godt, hvilken følelse jeg vil få. Det vil føles tomt. Man gennemført et fantastisk spil med en genial historie, og man ser slutningen og begynder at føle sig trist over, at man ikke kan spille spillet igen og få den helt samme historie igen. Man kan spille det igen og synes, historien er lige så god som første gang, men når man gennemføre et spil første gang, så er det noget helt særligt. Især når det er klassespil som Ocarina of Time.
Jeg ved dog godt, hvad jeg skal spille, efter jeg har gennemført OoT - Twilight Princess. Jeg har spillet lidt af det, men jeg starter forfra igen for at kunne huske historien - Jeg kan ikke huske, hvad der er sket. Jeg kan kun huske, at jeg skulle fiske på et tidspunkt, og det var mere eller mindre umuligt for mig. Det lykkedes dog, men jeg glæder mig ikke til det igen...
Facebook
Twitter