Ulven i fåreklæder eller fåret i ulveklæder?

Forleden havde jeg en ubehagelig kunde, som spurgte efter noget færdigmad, som vi havde annonceret med. Desværre, for hende, havde der været rigtig stor interesse for varen, og da klokken var et kvarter i luk, spurgte hun om vi ikke havde nogle flere, end den ene variant der var tilbage. Jeg er nødt til at skuffe hende, og fortæller hende at der er rigtigt mange der har købt den variant som hun gerne ville have. Hun begynder at blive sur, og det kunne da ikke passe, at vi ikke havde en vare vi havde annonceret med. Hun holder mund efter et stykke tid og går lidt videre.

3 minutter efter opsøger hun mig igen, og vil høre hvornår vi har denne vare hjemme igen. Jeg svarer, at jeg desværre ikke er klar over det, men jeg vil gætte på, at vi får noget igen i morgen tidlig. Hun spørger så om hun må snakke med lederen, hvorpå jeg svarer, at jeg er den fungerende leder i butikken. Så begynder hun at brokke sig over, at det da ikke kan passe, at lederen ikke ved hvad der kommer hjem hvornår og bla bla bla. Jeg får hende hverfet væk og en af mine medarbejdere fortæller, at hun tit brokker sig. Hun har åbenbart selv haft en butik, så hun ved lige hvordan det hele skal køre, og bliver aldrig træt af at fortælle os om vores fejl.

Sjovt nok har hun ikke sin butik længere....

Men jeg møder hende så i butikken igen i dag, hvor jeg sidder ved kassen og får glæden af at ekspedere hende. Til min store overraskelse er hun utroligt glad og hilser og selv da hun ikke kan finde sin ene guldbar, tager hun det køligt og finder hurtigt ud af, at den ligger i bunden af posen. Jeg sidder lettere målløs tilbage og undrer mig.

Er ovenstående episoder udelukkende tegn på dualiteten i mennesket, eller hvad er gået min næse forbi?