tue69's blog
14-11-2014 - 13:31

Pessimist-Preview: Call of Duty AW



"Drenge, jeg har en idé. I kender jo historien om alle de elementer, der gjorde Call of Duty-serien så populær. I ved, det simple overblik over våben og udstyr til disse, de enkle og velbalancerede perks og de meningsgivende killstreaks. I husker vel de gennemtænkte baner, med gode muligheder for både nær- og langdistancekampe, opbygningen som gør taktisk spil meningsgivende og en variation, som kræver en ny strategi hver gang. Hvad med at vi tager det, og så lige skrotter det, og i stedet fylder hele pisset med robotter, jetpacks og tusindevis af perks, killstreaks, attachments og skrigende autister? Pissegodt, det gør vi! Hvad med at vi også fucker netkoden totalt? Huraaaah!”


Nogenlunde sådan har dialogen i Sledgehammers hovedkvarter været, inden man besluttede sig for at sende et konceptoplæg afsted til Activision. ”Det lyder åndssvagt, men hvad fanden. Folk køber det jo alligevel”, lød svaret fra Activision og ”1-2-3-kartoffel-18-5 ja tak, håndklæde, mor, moooooor!” lød svaret fra de købelystne ungersvende. Straks derefter er den i forvejen hårdt prøvede moder 550 kroner fattigere, mens den nye Call of Duty ejer må betale med tilsvarende beløb i hjerneceller. ”Hvorfor må jeg ikke få Kårl of Djewty nu, mor?” ”Fordi vi er i IKEA for helvede.!” Call of Duty er på gaden, testosteronet pumper og onlinelandet har aldrig været dummere.


Call of Duty: Advanced Warfare er en underlig blanding af Halo, Titanfall, Battlefield og TV2 serien om Morten og Peter. Det virker lidt som et David Lynch projekt, hvor flyvende soldater, robotfjender og enhjørninge i dagligstuen forenes i et underligt samsurium, og fans af de gamle Call of Duty spil får mere end svært ved at kende deres tidligere favoritserie. Konceptet med at blande de ting, som folk elsker ved andre titler er jo på papiret fint, men et eller andet sted burde man måske have tænkt på, om konceptet så også holder vand. Man kan endvidere håbe på, at det ikke er en trend der forgrener sig til andre spilserier, for skulle dette ske, så kan vi se frem til den mærkeligste FIFA-udgivelse nogensinde næste år, hvor fodbold, bullet-time, motorsavsfatalities og muligheden for at have sex med rumvæsener bliver en fast del af karrieren.


I spillets singleplayerdel møder vi Jack og Will, gode, flotte, firskårne, heteroseksuelle og kristne amerikanske mænd. Ved et uheld får den ene af de to (hvilken af dem er irrelevant, egentligt) beskadiget sin arm, og bliver derefter genfødt som Robocop, hvorefter han skyder alle bad guys i kønsdelene. Den anden dør på heltemodig vis, for sådan er det i Call of Duty: folk dør altid i en eller anden vanvittig ofring for holdet. Jeg siger ikke at dette er forkert, men det kunne da være befriende med bare lidt variation. ”Vi er samlet i dag for at ære Will, der på tragisk vis måtte forlade denne jord, da han blev kørt over af linje 4 på vej ned efter morgenbasserne. Eller, han var egentligt på vej over for at flashe et ældre par i parken, men det andet lyder bedre.”


Mere er der egentligt ikke at sige om singleplayerdelen. Nogen dør, nogen lever, something something, plot-twist, Kevin Spacey i grimt tøj, ????, profit. Det ville sikkert have hjulpet denne anmeldelse som helhed, at jeg havde spillet spillet, men da jeg har gennemført singplayerdelen i samtlige andre Call of Duty spil, så antager jeg at ovenstående formular holder vand. Jeg ville dog ikke blive overrasket, hvis der i denne titel er en udslagsgivende kvindelig figur med, for det skal man, da spilindustrien ellers imploderer.


Onlinedelen byder på alle de velkendt gamemodes: Team Deathmatch, Search and Destroy, Domination, 12-årig skamrider dine øregange med verbale brud på menneskerettighederne-match og der er sikkert også nogle nye med. Som noget nyt har Sledgehammer implementeret en ny og skarp netkode, der ud fra hvad man kan læse på Life-sidernes foras betyder, at medmindre man er i gang med at downloade tonstunge torrents, så er spillet stort set uspilleligt. Mange har forsøgt at pille ved deres router, nogle har forsøgt at skifte til trådløs forbindelse, en lille gruppe har ofret deres førstefødte, mens størstedelen har opgivet, og smidt Advanced Warfare over i bunken, hvor FIFA 15, Driveclub og Assassin’s Creed: Unity også ligger.


Det er blevet en rigtig fin trend ikke at have serverkapacitet til at kunne imødekomme den store efterspørgsel i releasedagene og det kan undre en Pessimist, at der ikke er større fokus på dette. Jeg mindes ikke at have set DBU sælge 65.000 billetter til brug for de 40.000 pladser i parken til en landskamp, og så svært må det bare ikke være. ”Vi forstår det ikke, da vi testede serverne inden release så virkede alt.” Ja, det kunne være at i skulle udvide testen til at omfatte andet end de 5 personer der sidder på kontoret.


Pessimisten kan ikke genkende de gamle Call of Duty titler i det nye spil længere. Jo jo, vi leger da stadigvæk røvere og soldater, men hvis fremtidens krigsførsel rent faktisk ender som Call of Duty: Advanced Warfare, så er det fordi at der er gået noget galt på vejen. Faktisk brugte jeg de første 5 timer på konstant at skifte lobby, da det nye Call of Duty spil til dels mindede om de hackede lobbyer fra de første spil i serien.


Jeg skal ikke kunne sige, om det er Activision, Sledgehammer eller spillerne der har misforstået et eller andet undervejs i udviklingsprocessen. Faktum er dog, at de spillere der gerne vil have et langsomt og taktisk approach, er blevet forrådt i sådan en grad, at det giver genklang hele vejen ind i spilindustriens historiebøger. Helt ærligt, Activision. Hvis jeg ville flyve rundt i en fremtidsverden, så havde jeg taget svampe. Det er ikke det jeg forventer af en Call of Duty titel. Jeg kan leve med de ligegyldige hovedpersoner og en ligegyldig amerikansk singleplayerdel, men kom nu tilbage til rødderne. Bare fordi at chefkokken på Noma er mærkelig, så behøver i ikke at være det.


Smid udviklerne på porten inden de får flere gode idéer. Jeg ved at i overvejer at relancere Guitar Hero serien, men hvis i fortsætter i samme rille som Call of Duty, så ender det med sikkerhed i nonsens og ingenting. Pessimisten forudser, at det bliver noget med minigames, autotune og kunsten i at skulle balancere på ét ben mens man synger. Jeg ved godt at det er blevet trend at hade Call of Duty uanset hvad, og spilhipstere vil jo til enhver tid sige, at ”indsæt titel som alle roser men ingen spiller her” er meget bedre. Men helt ærligt, i kunne da godt have prøvet at undgå den ligegyldige og forudsigelige hate. Måske Activision bare skulle prøve ikke at udgive et Call of Duty på årsbasis. Det vil da i al fald gøre verden en del vinterdepressioner fattigere.

11-11-2014 - 16:52

Pessimisten vurderer: Første år




”Hvabehar, Yankiee Bar, den var go’, Haribo”. Sådan startede og sluttede min fysiklærer altid sin undervisning og det skulle senere vise sig, at det ikke var et forsøg på at være vittig, men derimod et resultat af at have indhaleret dampene fra flydende kviksølv i en årrække. Æret være hans minde.


Nu er det ikke Pessimistens folkeskoledage det skal handle om, men derimod det år der er gået med den nyeste konsolgeneration. En konsolgeneration, der har lovet os at ”dette er for spillerne” og ”all in one, input one”, sjovt nok de samme slogans som Brazzers bruger. Et år er nu gået, og det er tid til at gøre status over, hvad vi har fået.


PlayStation 4


Det lovede så godt. Med bulder og brag og elendige catchfrases tromlede Sony over de lamslåede Microsoft folk. Formularen var simpel, alt hvad Microsoft gør, gør vi ikke. I starten gik hele snakken på digitale rettigheder, always on konceptet, de til Kinect 2.0 reserverede kræfter på Xbox konsollen og mere i samme dur, men langsomt, og usvigeligt sikkert, er debatten i stedet drejet over på performancen på de to konsoller. Alle ved, at hvis der er noget konsolspillere er helt pjattede med, så er det at tælle streger på deres tv skærme, mens de med stopur tæller mængden af billeder i sekundet.


Og man tvinges næsten til at sige: ”oh how the mighty have fallen”, for siden den overlegne E3 performance i 2013 har PlayStation 4 spillerne eksklusivt fået Killzone 4, et spil som alle glemte at spille, InFAMOUS 2, et spil ingen gad spille over længere tid, The Last of Us, et spil som alle havde spillet i forvejen og DriveClub, et spil som ingen andre end udviklerholdet kan spille på nuværende tidspunkt. 4 the players, 4 the win!


Sideløbende med dette spilmekka har Sony forsøgt at tilfredsstille spillerne med såkaldte indietitler, som kan købes for penge eller fanges gratis i PlayStation Plus… som skal købes for penge. Vel at mærke samme PlayStation Plus, der til PlayStation 4 blev markedsført med eksempelvis en Day 1 udgave af DriveClub, så udviklingen herfra kan vel bedst af alt betegnes som at sælge et årskort til biografen, hvor den nyeste Tarantino-film figurerer som reklamesøjle, men hvor programmet det første år består af lige dele Tom & Jerry tegnefilm, franske kortfilm, Ole Bornedahls erindringer på film og tysk porno. Når så endeligt Tarantino-filmen udkommer, så er halvdelen af skærmen i 3D og den anden halvdel på svensk, og i sort-hvid.


Sony formår dog fortsat at sælge deres konsoller i hobetal, så noget må de da gøre rigtigt. Måske det er ”Greatness Awaits” sloganet der giver folk forhåbninger, eller måske er det Sony-koncernen selv der hjemkøber samtlige konsoller på markedet for at manipulere salgstallene. Det vil i så fald forklare det tordnende underskud.


Microsoft


Et skridt frem og 60.000 tilbage. Sådan vil lanceringen af Xbox One sandsynligvis kunne findes i fremtidens historiebøger, for ikke siden at Sony påstod, at der i det oldgamle Japan eksisterede gigantiske kæmpekrabber med våben, har et spilselskab lavet en så enorm brøler. Sidenhen er Microsoft dog kommet fint efter det, blandt andet via Call of Duty: Superadvanced Warfare, eller Titanfall, som det hedder udenfor Japan, Borderlands møder Crackdown 2, også kendt som Sunset Overdrive på disse kanter samt Forza Horizon 2, som uheldigvis er Forza Horizon… 2.


Problemet er, at Microsofts seneste konsol fortsat er bagud i konsolkampen og man har ellers prøvet alt hvad man kan, for at stimulere salget. Først blev prisen sænket, så frigav man konsoller uden Microsofts kukkelure-kamera Kinect, så prøvede man det med prisen igen og skal man følge rækkefølgen, så vil der næste gang komme en endnu mere slanket udgave. Lad mig foreslå at man igen fjerner noget, måske Microsoft logoet. Alle ved jo, at det er det reelle problem. Alternativt kunne man tilføje noget, der gør konsollen endnu mere unik, men jeg kan dog frygte, at de markedsføringsfolk, der skal stå for nye tiltag, også er dem der stod for E3 i 2013, så blive det nye unikke en next-gen udgave af RROD.


Det virker i bund og grund som om, at Microsoft er overraskede over, at hvis man forsøger at sælge en genstand, der dækker flere behov over flere målgrupper, så er det en god idé at appellere til alle brugere. I Xbox Ones tilfælde har man forsøgt at lave et all-in-one underholdningskoncept, men al markedsføringen blev rettet mod konsolspillerne alene. Det er kun i konsolbranchen, at den slags kan lade sig gøre og endnu engang retter blikket sig mod Microsofts markedsføringsafdeling, som bruger dagen på at løbe forvildet rundt efter hinandens skygger.


Trofaste læsere af den på Xboxlife legendariske Xbox One vs. PS4 tråd vil måske begrunde Microsofts manglende salg med, at konsollen skulle være svagere, men hvis denne påstand skulle holde vand, så ville Nintendo ikke have nogen spillere overhovedet (her ses der bort fra at Nintendo har sit salgsmæssige epicenter i Japan, som jo i bund og grund er som kongefamilien: mærkeligt udseende mennesker med lidt for mange penge og lidt for grimme hatte). Ja faktisk kan man gå så vidt at sige, at hvis påstanden om styrke skulle holde vand, så ville der slet ingen konsolspillere være, for så ville alle sidde på PC. Men det ved vi jo omvendt set også er en løgn, da PC ejeres hoveder har det med at eksplodere i stolthed over deres seneste elektroniske mutantskabning.


Konklusionen


Pessimisten ved ikke, hvem der vinder konsolkrigen, men han ved, at så længe vi bliver ved med at gå op i hvem der gør, så vinder ingen. Konkurrence er kun sundt, bevares, men religiøs konsolfanatisme er fjollet. Vi synes alle at det var mærkeligt, at Imerco fik online-verbale tæsk for ikke at have Kähler-vaser nok til den danske befolkning, men lur mig om ikke der også er en enkelt Kähler samler der synes det er mærkeligt, at granvoksne mennesker får et kick ud af at deltage i virtuelle skolegårdsslagsmål over en spillekonsol. Lad mig anbefale vinterdæk som næste diskussionsemne. Og når alt kommer til alt så er det altså værd at huske på, at når dagen er omme og vi griber til tasterne for at retfærdiggøre vores seneste konsolkøb, så glider Phil Spencer og Shuhei Yoshida ned i et fælles boblebad og åbner champagnen. Det er sandt, for det står lige her, og en Pessimist ved nu engang bedst!