tue69's blog
01-04-2009 - 21:59

Pessimisten Anmelder: Resident Evil 5



Et 2009 uden en anmeldelse fra Pessimisten? Det går da virkeligt ikke med alt det skrammel der er sendt på markedet siden årets spæde start. Derfor er det nu tid til endnu en anmeldelse fra mester P, der denne gang har kastet sig over den seneste udgivelse i Capcoms not-so-survival horror serie, Resident Evil.

Det er et ubestridt faktum, at konsolgamere elsker zombier, for hvis ikke dette havde været tilfældet, så var der bestemt ingen grund til, at disse langsomme, tankeløse, kødædende halvdøde i forrådnelse har inficeret så mange spiltitler som de gør, da det er meget billigere blot at animere en flok pensionister, som gør præcist det samme som ovennævnte.

Ovennævnte hang til at blive ædt af levende døde, var også det, der inspirerede Capcom til deres PSone titel Resident Evil, som den dag i dag vil blive husket for de mest elendige filmsekvenser i spil nogensinde. Onde tunger fortæller, at introfilmen i dag bruges i religiøse sammenhænge, til at overbevise større forsamlinger om kollektive selvmord.

Dette til trods blev Resident Evil franchisen en stor succes, og derfor malket i alle verdensretninger med onlinespil, japanske rpg-udgaver og railshootere og i dag er vi så kun en annoncering fra Viva Zombina, hvor spilleren får til opgave at parre diverse zombietyper i en have, hvorefter helt nye arter udklækkes fra en festlig lille puppe. Mens vi venter, tager vi et kig på Resident Evil 5, som er det nyeste spil indenfor serien.

Resident Evil 5 har nu været undervejs i et pænt stykke tid, og undervejs har udviklerne afsløret brudstykker af historien til den forventningsfulde fanbase. Blandt andet blev det nævnt, at Resident Evil 5 ville løfte sløret for hovedpersonen, Chris Redfields, laden og gøren igennem de seneste 10 år.

Ved første øjekast kunne denne teaser-information dog være decideret ligegyldig, da man næppe er i tvivl om, at Chris har spenderet de sidste 10 år i et motionscenter med håndvægte i hånden, fråde i munden og en kanyle med væksthormoner til fuldvoksne hanbjørne i røven, for er du sindssyg den mand er blevet stor siden hans sidste optræden. Faktisk er han blevet så stor siden hans sidste optræden, at flere rygter fortæller at selveste en ung Schwarzenegger har været forbi adressen flere gange for at bede ham om at skrue lidt ned for kosttilskuddet. Denne japanisering er der mere af, men mere om det senere.

Som noget nyt får man støtte af en kvindelig co-op makker, og endnu engang skinner de pupertetsprægede, japanske producerdrenges vådeste drømme igennem for makkeren, Sheva, er sandsynligvis det mest veldrejede hunkøn i hele det Afrikanske kontinent. Tilsyneladende er et også hendes velsiddende bryster som har fået hende igennem agentskolen for hun er omtrent lige så effektiv i kampens hede som en blind, spastisk puddelhund. Dog er hun ikke sen til at bruge samtlige ammunitionsreserver på at forsøge at skyde dette lysende monster, som vi andre kalder solen, ned fra himlen.

Sidst men ikke mindst har vi så antihelten Wesker som endnu engang gør livet surt for vores helte ved sin blotte tilstedeværelse. Også her har de japanske spilproducenter været inde og pille lidt ved opsætningen, således at den skrækkelige Wesker nu ikke blot er en forræder, men en allerhelvedes satan som mest af alt minder om produktet af en hed, beruset og præventionsløs nat mellem Neo fra Matrix og Catwoman.

Han er nu usårlig overfor kugler, lynende hurtig og superstærk. Alt sammen i en så latterlig kombination, at man på et tidspunkt bare venter på at han smider jakken for at afsløre den karakteristiske blå heldragt med rød kappe og underhylder, samt det velkendte ”S”-mærke på brystkassen. Min Xbox måtte flere gange hilse på min nyindkøbte lægtehammer, når flere timers intens og strategisk battle ender ud med, at jeg bliver grillet af de ildkugler Wesker skyder ud af røven mens han samtidigt tæsker skakmesteren Kasparov med den ene hånd og besejrer Osama med den anden.

Foruden det elendige persongalleri er det åbenlyst, at Capcoms spilmagere i den grad har misforstået konceptet ”split-screen”. Normalt betragter vi det som en multiplayermode for dig og en kammerat der spiller fra samme destination, men i Capcoms verden er splitscreen tilsyneladende ensbetydende med, at man med død og pine forsøger at skære skærmbilledet over i 4 vandrette linjer hvorefter spilleren skal gætte hvad den egentlige handling er, ud fra lyden og brudstykker af historien kørende hen over skærmen.

Så meget screentearing burde være ulovligt i et spil anno 2009. Spillets slogan ”Fear you cant forget” får jo unægtelig en anden klang, når man rykker 2 meter tættere på skærmen for at konstatere, at der faktisk står ”Tear you cant forget”. Fuldstændig forrykt når spillet har været hele fem år undervejs og alene grunden til at man burde bruge sine surt optjente sparepenge på noget andet og langt mere fornuftigt.

På den gameplaymæssige side er spillet præcist ligesom sin forgænger Resident Evil 4 – tre forskellige miljøer, tre overordnede fjendetyper, store bosser og store skuffelser. Resident Evil er jo survival horror?!? Hvorfor skal vi så trækkes med endnu et halvhjertet actionspil? Jeg bestiller sgu da heller ikke billetter i biffen til ”the grudge” for at glo to stive timer på Sylvester Stallone. Nu må i tage jer sammen.

”Fear you cant forget” – min bare… der er mere uhyggeligt at krydse gaden end at tilbringe en aften i selskab med Resident Evil 5, som kun akkurat er lige så skræmmende som en børnefødselsdag i selskab med din 5-årige lillesøster. Jeg har svært ved præcist at udtrykke min skuffelse, men konstaterer blot, at jeg endnu engang er blevet skuffet over det makværk, som konsolmarkedet formår at fodre min efterhånden velhungrende storspils-lyst med!! Mr. P over and out – vi ses igen inden længe!