Pessimisten Anmelder Remastered: Mass Effect

Den helt store trend hos den nye generation af konsoller er Remasters. Under påskud af, at konsol-desertører skal have mulighed for at spille tidligere generationers klassikere i en optimeret udgave, sender Microsoft og Sony genudgivelse på genudgivelse på genudgivelse afsted til de stakkels gamere, alt i mens Nintendo overvejer at følge trenden, men ikke helt er sikre på, hvordan man laver en 3D 60FPS/1080p udgave af Tetris, uden at resultatet bliver et kubistisk kunstværk på syre.

Hele tankegangen omkring genudgivelser er så pilrådden, at det selvfølgelig kun er i spilindustrien at det finder sted. Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at min lokale Opel-forhandler har brugt samme fremgangsmåde. "Ja nu siger du jo, at du skal have den nye Corsa, men jeg bemærkede at du kom hertil i en Volvo, så for at du lige kommer ind i Opel-universet er her en Opel Kadett fra 1987. Du tænker sikkert, at det er noget gammelt lort, men bare roligt, jeg har omlakeret den og der er ligeledes nyt stofbetræk i kabinen. Dertil kommer al ekstraindhold som kendetegnede modellen, herunder kopholder, båndafspiller og cigarettænder. God fornøjelse, hej hej!"

Genudgivelser er naturligvis enhver rettighedshavers ultimative lavpunkt. Det er beskæmmende for en branche, der i forvejen via DLC, betalingsmure for onlinespil, pre-order bonusser og pay-to-win tilgang, prøver at frivriste enhver pre-teen sine sparepenge. Det er det mest ulækre, det mest nedværdigende og det mest taberagtige der findes. Så her får i en Mass Effect anmeldelse version 2.0 fra Pessimisten. Du kan læse min tidligere anmeldelse, og resten af denne, men dog kun mod betaling. Den tidligere anmeldelse fås som DLC og kan findes i højre side af denne blog under overskriften: "Horse Armor DLC".

Mass Effect, Smash Effect
Med sine næsten syv år på bagen er Mass Effect én af de helt store sværvægtere i den moderne konsolgeneration. Spillet udkom i første omgang som et Xbox 360-eksklusivt projekt, men sidenhen fandt også Sony ud af, at lyseblå rumvæsennumser åbenbart storsælger i spilindustrien. Tragikomisk nok fik EA fjernet selvsamme lyseblå rumvæsennumse i spillets første fortsættelse, måske som en slags Microsoft-afskedssalut, men EA var dog ikke mere ondsindede end at de senere fik åbnet for muligheden for at romantisere blå rumvæsener i Mass Effect 2, mod betaling, naturligvis.

Spillet foregår langt ude i fremtiden. Mennesket har fået kontakt med andre civilisationer fra fjernt beliggende planeter, og mistanken om, at vi ikke skulle være alene i universet, er for længst bekræftet. I spillets intro fortælles det, at der havde været flere mistænkelige hændelser, eksempelvis som da Uffe Elbæk en sen juniaften i 2015 fejrede et fremragende folketingsvalg ved at gro følehorn og vinger, for derefter at kontakte sin hjemplanet, men den endelige bekræftelse af vores sameksistens med rumvæsener kom først i det 23. århundrede, da AnsolBreda endeligt fik færdigtproduceret IC4-togene, som i virkeligheden viste sig at være en portal til højhastighedsrejse i verdensrummet.

Herefter tog tingene fart. I Mass Effect følger man Kommandør Shepard, et sympatisk bekendtskab (eller vanvittigt individ, alt efter psykoseniveauet hos den person der har styringen) der får den tvivlsomme ære af at blive menneskeracens første Spectre. Spectre-medlemmerne er en slags hemmelige agenter for universtes elite, med autoritet til at dræbe. Med andre ord en form for 00-agenter, uden det fjollede habit, hangen til Martinier og Daniel Craigs flyveører. Trangen til kvindelige erobringer har vores rumhelt, Shepard, dog arvet fra Ian Fleming-agenten og der går ikke længe fra at Shepard har overtaget styringen over det fantastiske rumskib, The Normandy, til at han forsøger at tørhumpe hele besætningen. 

Space travels and square dances
Shepard bliver kort inde i Mass Effect overbevist om, at han har været vidne til en vision om universets forfald. Ondskaben lurer i udkanten af galaksen og derfor haster Shepard ud i universet for at nedkæmpe mørkets håndlangere og samle et hold af vanvittige lejemordere og soldater. Eller det vil sige, det burde han gøre, men det er naturligvis også lidt vigtigt at besøge Citadel, universets hovedstads, mange massageklinikker, diskoteker og casinoer først. Så må verden altså vente med at blive reddet til i morgen.

Samtidigt skal der jo også være tid til at levere smarte scorereplikker til besætningen, og man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Shepard måske mest af alt har opfundet jordens undergang som et billigt trick, der minder om en ældgammel scorereplik, som ofte høres på Daizy i Randers: "Jorden går under i morgen, baby, så kom, vi tager hjem til mig og laver omni-gel..." something something.

Mass Effect består af tre lige dele dialoger med figurer, der mest af alt har samme ansigtsmimik som enhver deltager i "Danske Hollywoodfruer" efter en botox-overdose, ildkampe med årtiets ringeste AI og banden og svovlen mens man forsøger at få månekøretøjet, Makoen, til at makke ret. Pessimisten mistænker BioWare for at tilføje Makoen som en slags spilletidsforlænger, og sender en venlig tanke til BioWare, mens han taper sin controller sammen.

Men når alt kommer til alt, så gav Mass Effect os jo tre glimrende titler, hvor specielt afslutningen minder os om de gamle visdomsord: "Uanset hvilke veje du tager i livet, uanset hvilke valg og fravalg du beslutter dig for og uanset hvem du tager med dig på din rejse, så er det hele et spørgsmål om du skal have den grønne, den blå eller den røde skjorte på i aften, og det betyder alligevel ikke en skid for du ligner en gadefejer i dem alle... whatever fuck you!"

Jeg har været der før og jeg kommer sikkert tilbage. Man ved jo aldrig om BioWare har afsendt den sidste patch til deres ældgamle spil, som endeligt gør det muligt at knalde Doctor Chakwas... MILF!