Pessimisten Anmelder: Mirror's Edge
Brugerne har stemt og ”vinderen” af den næste pessimistanmeldelse i pessimistens julespecial er fundet. Og vi skal kigge på flyvende asiatiske pigebørn og actionpakket up-close-and-personal infights. Nej, der er ikke tale om endnu en japansk samuraifilm men EA’s fortolkning af parkour universet, Mirror’s Edge.
Nu har jeg jo fået æren af, at anmelde et spil fra den udskældte udvikler og udgiver Electronic Arts, og som lovet i afstemningstråden, så vil jeg ikke dale ned på et niveau, hvor jeg begynder at tilsvine EA for deres mangel på kreativitet og voldtægt af diverse spiltitler, som hvert år afløses af en mere eller mindre identisk udgave. Det løfte har jeg tænkt mig at holde.
Til gengæld sender jeg en venlig/hånlig tanke til alle de hyklere, som år efter år har krævet kreativitet fra EA. Nu har man fået Spore, hvor man kan få afløb for sine kreative udfoldelser, og hvad sker der så? En uge efter at spillet er kommet på markedet kunne man finde intet mindre end et par og hundredetusinder videoer på youtube, hvor den, i øvrigt MEGET kræsne gamerskare har filmet deres livsværker, og jeg mindes at omkring 80 % af disse videoer var grimme dyr med tissemænd i alverdens former og størrelser.
Undskyld mig, men er det den form for penisfiksering, som de hardcore, ultrakræsne supergamere forbinder med kreativitet? For i så fald er jeg dælme glad for, at EA konsekvent har overhørt pøbelens krav de sidste mange år. Alternativt havde det godt nok givet nogle underlige titler på markedet og jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan Guitar Hero konceptet havde udviklet sig, eller Wii for den sags skyld. Ordet ”Party-games” får sgu da unægtelig en anden betydning, hvis Party er lig med en flok granvoksne mænd, der stiller sig op på række, binder deres wii-mote til sjoveren og så ellers bare giver den fuld gas i disciplinen ”helikopter på tid”.
Men nå, det skal jo heller ikke handle om EA og perverse gamere det hele, men om spillet Mirrors Edge som jo har hele sit omdrejningspunkt i den nye ungdomsdille, Parkour. Til dem der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dette fænomen, så er idéen i Parkour at nå fra A til B på den mest hovedrystende besværlige måde overhovedet muligt. Lad os f.eks. antage at du skal over gaden, så vil du, som normalt tænkende menneske, tage fodgængerfeltet. Parkour tosserne derimod tager en brandtrappe, en skraldespand, en lygtepæl, taget på en Skoda og flikflakker over gaden. Så må du så selv vælge, hvilken gruppe du helst vil tilhøre.
Men ikke desto mindre har EA besluttet sig for at sammenbrygge et spil baseret på denne forkvaklede livsstil, og således sættes man i rollen som Faith, som altså har Parkour som sit primære erhverv. For nu at umuliggøre ethvert ønske om vilde, akrobatiske udfoldelser, så har EA sørget for, at miljøerne mest af alt minder om en forsamling nudistiske albinoer til en nynazistisk støttekoncert på Nordpolen. For dem der ikke lige fangede pointen med foregående vittighed kan jeg oplyse, at det betyder, at alting er kridhvidt!
Jeg ved ikke hvad det er for en storby, at EA/DICE har hentet deres inspiration fra, men jeg vil meget gerne besøge stedet engang, for begrebet ”forurening” eksisterer tilsyneladende ikke dér. Der er ikke en eneste smudsplet at finde overhovedet, og selv kloakbanen er så skinnende, at man utvivlsomt mistænker Teenage Mutant Ninja Turtles for lige at have givet deres naturlige habitat en ordentlig overhaling med Ajax-rengøringsmiddel inden Faith dukkede op. Man kan således lege lidt videre med tanken og spørge sig selv om, det i virkeligheden bunder i, at de fire ninja padder foretrækker asiatiske tøsepigebørn og dermed ser Faith som den åbenlyse mulighed for at slippe af med April, som jo stadigvæk er iklædt den fra 80’erne så smarte spandex-journalist-heldragt, som er nogenlunde lige så meget på mode som bundesligahår og skræmmekampagner for AIDS.
Men nå, for nu at snakke om Mirror’s Edge, så farer man det meste af tiden rundt på tagrygge for at finde op til flere kropumulige måder at forcere diverse forhindringer, og sætter man så meget som et halv fod ved siden af styrter man i den visse død. Og jeg lover jer, at uanset hvor overnaturlig jeres reaktion- og balanceevne er, så vil i bruge uanede mængder tid på at se fortovet nærme sig i forrygende fart, fordi den smidige Faith fejlvurderede afstanden fra Empire State Building og en tagrende på bygningen ved siden af. Trivielt.
Og når der så endeligt er en lille smule afveksling imellem de Super Mario lignende hop fra platform til platform sekvenser, ja så skal man nedlægge et par fjender, tage en elevator for igen at springe fra hustag til hustag. Dette er omtrent lige så ophidsende som et helaftensprogram med Ole Steffensen efterfulgt af voksenfilmen ”Læg dig ned Jytte Abildstrøm”.
Det er prisværdigt, at DICE og EA har villet prøve noget anderledes med Mirror’s Edge, men man bliver nødt til at forstå, at bare fordi noget er anderledes, så behøver det altså ikke at være godt. Det har jo aldrig nogensinde været et succeskriterium at noget skal være anderledes – hvordan ville du f.eks. have det, hvis du på fødegangen spørger, om din nyfødte unge er en dreng eller en pige, og svaret bliver ”tjaeh tjoeh, den er da anderledes”. Det holder jo ikke i længden.
Men nå – for nu at forlænge levetiden, så har EA suppleret den ekstremt korte singleplayerdel med 40-50 speedruns og time-trials men det holder jo ligeledes ikke i længden. Det svarer sig jo lidt til at tage en pige med hjem fra byen, love hende sit livs knald i taxaen, få skidtet overstået efter 3 minutter og så ellers bare danse mexican hat dance resten af aftenen for at forsøge at redde lidt af æren.
Jeg tror sjovt nok ikke at pigebarnet besøger dig igen, og lidt på samme måde har man det med Mirror’s Edge – en fuser man ikke ønsker at gå tilbage til. Jeg ville hellere ride Danmark tyndt på et overdimensioneret pindsvin end at forsøge mig én gang mere med ét af spillets latterlige time trials… Skam jer EA, skam jer DICE!
Pessimisten vender snart tilbage!
15
Facebook
Twitter