Pessimistens juleblog - part 1

Endnu engang byder pessimisten velkommen til bloggen. Det er gået hen og blevet jul, eller helt præcis er det blevet første søndag i advent, og det betyder naturligvis at vi skal have os den første del af advents-føljetonen i pessimistens jule-konkurrence. Jeg har modtaget mange gode forslag i julekonkurrencen, som jeg har skrevet før har nogle været kreative, andre knap så kreative og et par stykker næsten for kreative, men ud af de mange forslag har jeg valgt det første emne og dermed den første vinder. Det første emne er TV-julekalendere, og blandt dem der har foreslået dette er der blevet trukket lod. Vinderen blev Kapslund som hører fra mig snarest pr. PB.

Hvad er det der er så hamrende specielt ved disse julekalendere, som tv-kanalerne ynder at stoppe deres sendetid med, de første 24 dage i julen? Drejer det sig i virkeligheden ikke mere om, at det åbner muligheden for, at de kan sælge alt muligt merchandise efterfølgende og tjene kassen på, at små og i forvejen december-gaveregns-påvirkede møgunger får alt hvad de peger på i juletiden. Lad os kigge på et udpluk af selve julekalenderne.

Pyrus-serierne er ubetinget TV2’s primære pengemaskine i december måned og julekalenderens svar på linje 3 - her hentyder jeg ikke til kalenderens humoristiske linje, men derimod det faktum, at den efterhånden er blevet genudsendt så djævlens mange gange, at selv folkene fra ”90 års fødselsdagen” får mindreværdskomplekser. Selv i år, hvor der jo som bekendt var noget andet på tapetet, i form af en spritny julekalender, som dog måtte aflyses, da seriens hovedperson tilsyneladende havde svært ved at holde nallerne fra seriens yngre skuespillere, redder man lige børnenes jul ved at smide en omgang Pyrus på skærmen.

Men hvorfor lige Pyrus? Hvad er det egentligt der er så fantastisk ved en middelaldrende gut med slikhår, baggypants og omvendt kasket? Er det fordi idioten fucker alting op, snakker som en femårig og spiller luftguitar med en grødske at børnene falder i svime over ham, for hvis det er tilfældet, så er det da en kende underligt at Peter Palland og Morten Jensen fra ”gak gak mor” ikke er børnenes største idoler. ”Morten og Peters jul” det ville jeg sgu gerne se. Så kunne vi få 24 dage til at gå med at se Peter forsøge at fremstamme ordet ”lakridskonfekt” mens Morten selvtilfreds lunter rundt og tømmer enhver slikreserve mens han igennem 24 afsnit proklamerer, at TV2’s julestudie er ”det forkerte sted”.

Anyway, historien i Pyrus kalenderne er stort set den samme år efter år. Pyrus får på en eller anden måde ødelagt julen, julemanden, nissernes historie eller lignende og så er det ellers op til de 3 nisser at få reddet den hjem igen. Det lyder dumt, og det er det også, og for at gøre alting være bakkes historien op af noget så åndssvagt som Jesper Klein, som spiller en distræt kontorarbejder i rigsarkivet samt hans datter, som har jordens ubetingede mest trælse stemme. Nu ved jeg godt, at børn ikke er de mest kritiske mennesker i verden, og det tror jeg umiddelbart at special effects folkene i Pyrus serierne skal være overordentligt glade for, for aldrig har jeg da set så mange discount effects samlet på samme sted. Så svært kan det da ikke være at få noget trylleri til at se en anelse realistisk ud, men alligevel formår disse effects folk at få selv den mindste detalje til at ligne noget fra en bollywood film.

Jeg giver sammenlagt alle tiders Pyrus julekalenderne 2 julestjerner ud af 10, da den på nogle områder formår at appellere til børnene, som jo immervæk må være den primære målgruppe. Derudover betragter jeg ikke Pyrus serien for at være andet end den egentligt er: en marketingsmaskine, med et eneste formål, at skaffe en allerhulens masse grunker i kassen hos producenterne – det er der ikke særlig meget jul over.

Ingen julekalenderanmeldelse uden Nissebanden, som er blevet DR’s førerhund indenfor den gode julestemning. Men hvad er det egentligt lige nissebanden drejer sig om – en flok nisser der drager til grønland for at finde julemandens kugler – sjovt nok samme plot som et par film der kan hentes på internettet og på udvalgte tankstationer landet over. Her skal det tilføjes at det ikke er en helt almindelig flok nisser der sendes af sted. Nedenfor ser vi et billede af flokken:

Det man lige umiddelbart studser over er, om der egentligt er tale om 5 nisser og ikke i stedet 4 nisser og en fuldvoksen bjørn. Dette er dog ikke tilfældet da gutten i midten er hr. Mortensen, den eneste mand i landet som deler skrædder med danskernes foretrukne MGP-mareridt, DQ. Seriøst, så meget pels har der bare ikke været samlet på ét sted siden 60’erne, det nægter jeg sgu at tro på! I øvrigt er det værd at bemærke, at hr. Mortensen med hans ranke holdning og skarpe frisure mest af alt minder om en blanding af Tin-Tin og en tysk Oberststormführer under 2. verdenskrig.

Derudover rummer nissebanden Skipper, Gemyse, Lunte og Puk – den ene mere sørgelig end den anden. Skipper, ja hvem er han egentlig? Er han en nisse? Nej! Er han en alf? Nej! Han er Thomas Helmig iført kvasthue og postmandsfrakke og han burde nok have brugt tiden på at synge, for det der med logik er ikke lige hans stærke side. Hvis han virkeligt savner hans skib og de syv verdenshave mere end alt andet i verden, som han giver udtryk for, hvorfor er det så han siger ja til at begive sig ind i det centrale Grønland. Derudover finder vi Lunte, der udgiver sig for at være nissebandens kulinariske indslag, men vis eneste ”hemmelige ingredienser” er at fylde smør og kanel i samtlige madvarer indenfor en radius af flere kilometer. Ikke lige typen man håber på at modtage en middagsinvitation til suppe og flanksteak fra. På pigesiden har vi så Pil og Gemyse – Puk som er den kejtede lillepigetype som der jo SKAL være med i alt hvad der bliver produceret på dansk tv, og så Gemyse, som mest af alt virker som et ynkeligt forsøg på at skaffe flere mandlige seere ved at vise lidt trutmund og kavalergang, for i får mig dælme ikke til at tro på at nisser ser sådan ud.

Alt i alt er nissebanden et ganske hæderligt forsøg på at stable noget, der bare minder om decemberstemning, på benene – og selvom ”nissebanden” egentligt mest af alt lyder som en flok løsslupne og højtrystede viborggensere på juleøllens releasedag, så formår kalenderen faktisk at stable noget der ligner en julestemning på benene, mest af alt fordi den ikke udgiver sig for at være mere end den egentligt er. Nissebanden på Grønland, handler faktisk om nissebanden på Grønland, men så heller ikke mere end det. Det giver heller ikke ekstra plusser at man forsøger at liste småperverse jokes ind i manuskriptet i form af julemandens kugler, som skal bankes hårdt mod hinanden eller et akavet mand-til-søløve forhold. Pessimisten giver 4 ud af 10 julestjerner.

Så er alle tiders dårligste ven tilbage, og her taler jeg hverken om Jack the Ripper eller Adolf Hitler, men derimod psykopaten fra Hakkebakkeskoven; Bamse. En type, der er så selvfed og ubehagelig at han har sendt hans nærmeste venner til psykolog på livstid og i øvrigt har modtaget flere priser der blot bekræfter, at han simpelthen bare ikke er typen som man omgås frivilligt. Faktisk vil jeg gå så vidt som at sige, at bamse indirekte er grunden til at vi har så fandens mange små psykopater gående frit på gaden, for hvis man er opvokset med bamse som fast indslag i dagens børnepasning, så er det sgu ikke så sært at man får et forkvaklet syn på det at have venner.

Historien er enkel; julemanden har tabt alt sit juleudstyr, så Bamse drager af sted til julemandens værksted og tager sine ”venner”, kylling og ælling som garanteret er blevet truet med tørre tæsk og piskeslag, med på rejsen. Nu antager jeg, at julemandens værksted ligger på Grønland hvorefter man kan spørge sig selv om hvad der er dummest, at Bamse tror det er en skidegod idé at tage sine venner, en Kylling og en And med til isbjørnens hjemland eller det faktum, at Bamse vitterligt tror at han kan gå til Grønland – og dette for at aflevere en rulle gavepapir med dertilhørende bånd. Og hvorfor er det at bamse, som jo fra naturens hånd må betegnes som værende et rovdyr, endnu ikke har sat tænderne i hverken kylling eller ælling? Jeg lader jer om at svare.

Jeg kan på ingen måde anbefale bamses julekalender, da det generelt bare er rigtig dårlig stil, at kalde et portræt af en vaskeægte psykopat som ”god børnetv”. Desuden er historien stort set ikke tilstedeværende. Hvis man absolut vil se gavepapir og andet indpakningsgrej bliver kastet rundt, så tag dog i Magasin d. 22 december – det behøver man altså 24 afsnit af Bamse og Kylling til. Pessimisten giver Bamses julerejse 1 ud af 10 julestjerner.

Fra børnejulekalendere går vi videre til en anden genre indenfor julekalenderverdenen, nemlig voksenjulekalenderen og mere præcist De Nattergales kalenderhit, The Julekalender. The Julekalender drejer sig i bund og grund om 3 engelsk/dansk talende nisser, en københavner og 2 ærke-vestjyder – det lyder ikke umiddelbart særligt sjovt – men!! Det er det heller ikke.

Fra første øjeblik hvor man træffer de usædvanligt platte engelsk/danske nisser er man ikke i tvivl om at man ikke vil tilbringe de næste 24 aftener i selskab med denne pøbel af ligegyldighed. Det bliver i øvrigt ikke bedre af at man ligeledes skal tilbringe tiden med Oluf og Gertrud Sand, samt Benny. Nu ved jeg ikke om jeg er den eneste person i Danmark der er holdt op med at grine af jyde vs. Københavner vittighederne, men jeg tvivler, og det er stort set hvad julekalenderen er – én stor joke. Og hvad har manuskriptforfatterne fundet på for ikke at trække tiden alt for meget i langdrag – jo nu skal i høre, hvad med at vi får ham den blonde gut til at lege tysk sporhund i 4 afsnit – det er da innovativt hva? Ja, og dødssygt!

Omdrejningspunktet i julekalenderen er ”nissernes store bog”, som igennem hele serien bliver jagtet af Københavneren Benny, som i virkeligheden viser sig at være en af de, for nisserne, berygtede nåsårer (gæt selv hvordan de fandt på det). Man får derfor et indtryk af, at denne bog er kilden til verdensherredømmet, så det er ærligt talt lidt en tam fornemmelse man sidder med, når man finder ud af, at det ypperste ondskab nissebogen kan præstere, er at sprænge kaffekander i luften og få rådhustårnets klokker til at bimle forkert. I øvrigt kan man undre sig over hvad nisser i øvrigt skal bruge disse i forvejen ganske meningsløse egenskaber til og hvad der egentligt er at finde i denne sagnomspundne store nissebog. Pessimisten har undersøgt sagen og her er et udpluk af andre ting man kan finde i bogen:

Side 43: ”hvordan man gør mælken sur” – Meget praktisk når ens livret er risengrød, eller noget.

Side 56: ”Få elpærer til at sprænge” – komplet ligegyldigt.

Side 67: ”At lave et RROD” – det aner jeg så ikke hvad er, men siden så slidt ud.

Og dette er blot et udpluk af alt det ligegyldige nonsens som står i den store nissebog.

Alt i alt får The Julekalender 3 julestjerner ud af 10, men kun fordi at det må have krævet en allerhulens masse god markedsføring for ”de nattergale” at få solgt deres koncept til TV2, som i øvrigt har genudsendt skidtet gang på gang, hvilket man umuligt kan følge dem i.

Konklusionen er hermed, at Nissebanden på Grønland er julens bedste bud, på en nogenlunde tålelig julekalender, selvom det langtfra kan anbefales at man bruger sin i forvejen dyrebare december-fritid i selskab med 5 nisser og en sindsforvirret søløve. Hvis man har mod på at bevæge sig udenfor de anmeldte kalendere, fraråder pessimisten i allerhøjeste grad, at man stifter bekendtskab med julekalenderen Jullerup Færgeby, som i sandhed er det ringeste kalenderlignende materiale, der har skæmmet dit billedrør. Aldrig har jeg set så meget uduelighed kogt sammen til et halvt døgns ”børne tv” hvor den eneste joke er, at bukserne er revnet på en dukke – jamen det er jo unægtelig i humoreliten, næsten lige så sjovt som når Poul Reichard gentagne gange tyller en Carlsberg og råber ”hold så kæft Meier” i huset på Christianshavn, ja man skal jo nærmest holde lidt igen for ikke at forkrampe sig af grin.

Pessimisten anbefaler i stedet at man bruger tiden på konstruktive ting i julen, som f.eks. at spille ”Links Awakening” på sin gameboy, eller alternativt spendere kassen på en dyr julegave til undertegnede. Vi ses på næste søndag.

Mvh og god første advent

Pessimisten