tue69's blog
29-09-2007 - 15:20

Pessimisten Anmelder: Halo 3



Det her bliver intet mindre end fantastisk, episk om man vil. Alting er gjort klart, surrounden skruet godt op, lænestolen placeret godt foran fladskærmen, der er cola og snacks og så mangler vi bare det vigtigste. Cd-en sættes i, og med ét er man i et andet univers, et univers så fantastisk og stort, at man ikke troede det muligt. Musikken er legendarisk, titelmelodien fanger dig med ét og straks popper det velkendte logo frem så ingen er i tvivl om, hvilket projekt vi har med at gøre.  

1. scene – du ser en fantastisk stjernehimmel og der går ikke længe før vi stifter bekendtskab med vores allesammens helt. Scenerne er intet mindre end formidable når vores helt bevæger sig igennem et fremmed, futuristisk landskab, og ud fra denne beskrivelse er der vel ingen der kan være i tvivl om, hvad det er vi snakker om. Vores helt bevæger sig gennem horder af fremtidsfjender med fantasifulde våben, men længere når jeg desværre ikke da jeg nu skal til at anmelde det nyeste hype på xbox360 fronten, Halo 3. Så jeg må desværre vente med at fortælle mere om Star Wars til en anden dag. 

Halo – en revolution (?)
 

Når man ser på anmeldelserne indtil nu, har der været bred enighed om, at Halo 3 tilsyneladende er en revolution på spilfronten, så pessimisten havde da store forhåbninger om, at udviklerne rent faktisk havde ramt en guldåre af idéer, som man aldrig havde set før på FPS fronten. For det er det vi taler om, endnu en FPS’er, som tilsyneladende skiller sig ud fra den hastigt voksende mængde. Pessimisten var overbevist om, at når vi nu taler om en historie der bl.a. udspiller sig i Afrika, så havde Bungie-teamet lavet noget helt vildt og revolutionerende for gameplayet. Her tænker jeg på muligheden for at temperatur kan have en altafgørende rolle, eller hvad med at spilleren skal vænne sig til sollyset når man går fra mørke rum til lys og omvendt, eller måske noget med pludselige klimaforandringer.  

Men nej, Capcom havde allerede taget flere af disse ting, så i stedet har Bungie valgt at udstyre spilleren med et ”bobleskjold”, hvilket tilsyneladende er det, der skal revolutionere Halo 3’s singleplayerdel. Den lader vi så lige stå lidt. Efter sigende havde amøberne hos Epic games også overvejet idéen om et bobleskjold da de lavede GOW, men de droppede den hurtigt da det simpelthen var for åndssvagt – hvad der har fået Bungie til at tage idéen til sig aner jeg ikke. Men jeg gætter på at det var en god julefrokost med rigelige mængder af våde varer. 

Halo 3 er altså Halo som vi kender det, intet nyt under solen gameplaymæssigt. Det vil muligvis behage fanbasen fra Halo CE og Halo 2, men for os som ikke er helt tossede med at kaste en stor sum penge efter en årgangsvin, som i virkeligheden viser sig at være piesporter til en 20’er i fakta, vil det nok være en knapt så behagelig overraskelse. Der er der trods alt gået et par år siden den sidste udgivelse, så det bør da for dælan være muligt bare at variere sig en lille bitte smule mere, end et bobleskjold. Men det er selvfølgelig svært, når hele Bungie-holdet sandsynligvis har brugt et par år på at sidde og male små actionfigurer som skulle bruges i deres møgreklamer for Halo 3, som I sandsynligvis har stiftet bekendtskab med i løbet af den sidste uges tid. 

Kunstnerisk grafik
 

Grafisk set vil jeg give de fleste anmeldere ret – miljøerne ligner jo rent faktisk små kunstværker. Så er det sgu bare ærgerligt at det er Picasso der har malet lortet. Udendørsbanerne er et virvar af farver, den ene mere farvestrålende end det andet. Fans af serien vil påpege, at det er det rigtige halo-univers, men pessimisten fastslår at det mest af alt ligner resultatet af, at man blender teletubbies og tilsætter resterne af en trafikdræbt papegøje. Hvad er det for en 70’er hippie der har besluttet sig for at alting skal være så farvestrålende? ”Tjaeh tjoh, Gears of War var da meget flot, men jeg har en idé, hvad med at vi holder os for øjnene og vælger en farve hver, og bagefter bruger vi så den farve til vores landskaber og figurer”. Det ser dumt ud og særligt realistisk er det da heller ikke. Seriøst, efter sigende udspiller eventyret sig i det 26. århundrede, hvor man har lavet laserpistoler, flyvende biler og enorme, svævende ringe der smadrer alt i universet hvis de aktiveres, men man har tilsyneladende ikke fundet ud af, at hvis man skal i krig i Afrikas ørken, så er det ikke verdens smarteste ting at iføre sig selv blå rustning, orange smækbukser og køre i en lilla hoover, det er sgu da håbløst. ”Ja hej hej, se mig, jeg er sniper” Jamen så skulle du nok ikke have taget din selvlysende, røde heldragt på vel bassemand, du går jo ikke ligefrem i ét med afrikas øde ørken, og der er trods alt ingen der er så dumme, at de tror der står en postkasse midt i Sahara. 

Størstedelen af miljøerne er store og omfattende, men i stedet for at lave dem dobbelt så store, så har udviklerne bestemt sig for, at spilleren i flere baner sendes tilbage af samme vej man kom fra, så man på denne måde kan forlænge oplevelsen lidt. Det bliver bare irriterende i længden at blive sendt frem og tilbage blandt 2 punkter på banen flere gange, lidt ligesom at handle smykker til kæresten/konen, der er jo nærmest ingen grænser for hvor mange gange man bliver sendt retur til forhandleren. Og dette til trods er singleplayerdelen overraskende hurtigt overstået – hmmm, havde ærligt talt forventet mig mere af et spil, som har været hypet til det nærmest overnaturlige. 

Ergo er Halo 3 ikke noget vidunder på den grafiske side, specielt indendørsbanerne ligner noget fra de gamle konsoller, og hvad udendørsarenaerne har af afveksling mangler indendørsbanerne i høj grad – og det er jo som sagt heller ikke særlig pænt. Tankerne sendes nærmest i retning af Perfect Dark, og her er det vel at mærke Nintendo 64 udgaven vi snakker om. Sløjt! At man ligeledes har valgt at låne flere miljøer fra de tidligere halo titler giver heller ikke pluskarakterer i min bog. Hvis jeg vil spille baner fra Halo 2, jamen så køber jeg nok det – det er altså ingen undskyldning at det er i HD og med surround. Og hvorfor er det lige at personerne i Halo 3 absolut skal være så møgdårligt animerede. Seriøst, jeg har set bogreoler der var mindre kantede end dine medallierede i Halo 3 og playmobilfigurer der var bedre til at vise følelser… Det er bare ikke godt nok! 

Ny og forbedret AI… eller…
 

Bungie havde forinden release meldt ud, at AI’en ville være kraftigt forbedret i Halo 3, og det er da muligt at fjenderne også agerer en smule mere intelligent, men der skulle dælme heller ikke meget til. I øvrigt undrer det mig, hvorfor man ikke har brugt den samme AI hos dine allierede i spillet. De befinder sig intelligensmæssigt på et stadie mellem Morten Jensen/Peter Palland og idiot, ja faktisk behøver de vel næppe at have en rustning på når de lige så godt kunne fise rundt med en skydeskive på ryggen. I øvrigt er de fuldstændigt håbløse til at skulle agere bare nogenlunde naturligt – ja det kan da godt være at de kommer til undsætning i deres biler hvis man får skudt sit køretøj i smadder, men hvad hjælper det når de tilsyneladende fået kastet deres kørekort i nakken på det sidste AA møde? Jeg blev hentet af en flok venligsindede soldater, og tænkte, at jeg ville tage maskinpistolen bagerst på bilen og lade mine comrades køre, men det skulle så vise sig at være den dårligste beslutning man kan tage i spillet. Chaufføren besluttede sig resolut på at bruge en halv times tid med at forsøge at køre op af en lodret mur, og da det ikke lykkedes kørte han så direkte ind i en fjendtlig chopper med det resultat at vi alle var døden nær. Dette medførte så øjeblikkelig stress, hvorfor min chauffør tilsyneladende ikke så anden udvej end at køre ud over en bjergskråning hvorefter alle døde. Fantastisk, og utroligt realistisk!! 

Men når det så er sagt, så ER AI’en faktisk blevet bedre, men realistisk er den altså ikke. Horder af fjender styrter stadigvæk i dækning når de ser synet af Master Chief, også selvom de er 4 gange så store som ham, med drabelige våben og i kæmpe overtal, men det giver naturligvis den helt rigtige heltefølelse for de små 12-årige drenge der sidder og spiller skidtet. For os andre er det bare latterligt. 

Ingen helte uden den helt rigtige heltemusik, i dette tilfælde Halo melodien, som bliver spillet et utal af gange, tilsyneladende fordi bungie-folkene, ligesom ved banedesignet, er tilhænger af genbrug. Måske skulle de bare holde sig til dåser og flasker fremover, hvis de skal blive ved med at genbruge, for til sidst har de spillet den samme sang så mange gange at man simpelthen bliver nødt til at knalde sin xbox én på siden da man er i tvivl om, hvorvidt CD’en har sat sig fast. 

Online glæder
 

Når nu Halo’s singleplayerdel ikke er noget at råbe hurra for, måtte pessimisten selvsagt springe på online-vognen og tjekke multiplayerdelen, som efter sigende skulle være det største og bedste online community til nogen konsol nogensinde. Selve co-op vil jeg ikke gå så meget ind på – det er det samme som singleplayerdelen, bare med op til 3 andre – og vi har allerede diskuteret det med co-op i et dårligt spil – det gør bare ikke ting bedre at være flere om det når grundlaget er elendigt. Lidt ligesom de der terapigrupper for folk med alverdens problemer, det kan godt være de er flere om det, men de har det nok ikke særlig godt alligevel. 

Multiplayerdelen består af så mange muligheder, at selv den mest stille og rolige person kan få øjeblikkelig stress over, hvad det er man skal vælge. Misforstå mig ikke, mange muligheder er som regel en positiv ting, men alligevel. Det ville svare til at man går på restaurant og beder om kokkens anbefaling, hvorefter han remser hele menukortet op. Og til trods for at man har stoppet multiplayerdelen til med spilmuligheder som shotty sniper, pinball osv. har man stadigvæk ikke tilføjet den allervigtigste gamemode af dem alle, nemlig ”i’m a bloody idiot” moden, hvor alle tumperne kan mødes og svine hinanden til herfra og til dommedag. 

For sikke da en gang nonsens og ligegyldig pladder der bliver fyret af online – og jo, Halo er sgu bare værre end mange andre spil! Da jeg i sin tid købte min xbox havde jeg da en idé om, at man nok kunne lære noget om den store verden, ved at snakke med andre over live, men jeg havde dælme ikke troet at jeg efter 2 dage online på halo kun har lært at sige ”skrid din pisnoob” på 30 sprog. Jeg havde endda en idé om, at vi danskere alle er rolige mennesker, også når vi spiller online, men efter at have fået serveret ”fuck af spasser” et utal af gange, har jeg måtte konkludere, at vi heller ikke er for fine i kanten i lille Danmark. Så kære forældre, hvis i synes jeres lille øjesten er ved at være lidt for meget sømand når han åbner munden, så gør jer selv den tjeneste at brænde hans eksemplar af Halo, og så vil jeg skide på at sønnike efterhånden er 40 år gammel - brænd den!! Men nørj hvor må alle shadowrunners, COD spillere m.fl. da nyde online verdenen for tiden, for alle fjolserne sidder tilsyneladende i Halo og prøver at få gjort lidt op for deres flossede selvværd, som efterhånden har fået så mange tæsk, at det at uddele svinere til mennesker på den anden side af jorden tilsyneladende er det eneste der kan få dem til bare at føle sig en lille smule ovenpå. Ja man får vel nærmest ondt af dem. 

Multiplayerdelen er i og for sig ganske udmærket, men så heller ikke bedre. Mange vil garanteret nyde, at der altid er mange andre online, der er klar på en slåskamp – men det er der sådan set også hvis man banker på døren ved de små snuskede værtshuse rundt om i landet, men der vælger jeg så, ikke at gå hen. Faktum er, at Halo 3 minder så meget om Halo 2, og der sidder mennesker derude, som ikke har lavet andet de sidste mange år, end at spille Halo 2, så os der nyder et godt online spil i ny og næ, og også gerne vil smage sejrens sødme en gang imellem, kan lige så godt droppe det – vi er dømt til at tabe. Og så nytter det altså ikke at Bungie har inkluderet muligheden for at gense kampene efterfølgende, for hvad nytter det? Det er slemt nok at blive tæsket gul og blå i et online spil, men at skulle se på skidtet bagefter – det er da lige groft nok. Lidt ligesom når ens tandlæge åbner muligheden for at man kan følge med i et spejl! ”Ja hr. pessimist, om få sekunder vil jeg skambore dine kindtænder og efterfølgende flå et par stykker ud i et virvar af tandstumper, blod, sved og en del tårer, men hør – var det ikke noget at følge med via spejlet” – ja tak, hvad tror du selv!? 

Konklusion
 

Så skal vi til det, og der skal uddeles karakterer. Jeg er villig til at give Halo 4/10 da der trods alt er flere gode momenter i spillet. Man kan ikke komme udenom, at Halo 3 er det mest spillede onlinespil på en konsol nogensinde og det giver 1 point, til trods for at det vel egentligt bare er det endegyldige bevis på, at der sidder en del med for meget tid og for mange penge.  

1 Point gives for at MS via sublim markedsføring efter sigende har fået folk til at købe en såkaldt ”legendary edition” for rundt regnet 1.000 kr., hvor man får en Master Chief hjelm med?!? Det kan sgu godt være det virker meget sejt lige i det øjeblik hvor man virkeligt tror man er Master Chief og kører med klatten. Men i døgnets resterende 23 timer og 57 minutter ville jeg virkeligt føle mig røvrendt, og når børnebørnene engang spørger hvad det er for en hjelm, og efterfølgende griner sin røv i laser over, at bedstefar er blevet taget grundigt ved næsen, vil jeg nok overveje om man bare skal kaste sig ud foran toget eller flytte til Uganda. 

Det 3. point gives for, at jeg ikke længere behøver at besøge min lokale hashpusher hvis jeg får lyst til at se underlige ting og masser af farver. Man tænder bare for Halo 3, og vupti er dit fjernsyn forvandlet fra et stuemøbel til en forunderlig verden, med alle regnbuens farver. Måske Bungie bare er jaloux over at det ikke var dem der fandt på Viva Pinata. 

Det 4. og sidste point gives for at Halo har formået at tryllebinde så mange folk i så mange år, det må vel være historiens største fupnummer i stil med Enronn, Italiensk fodbold og Michael Jackson. En ganske almindelig FPS’er der via et markedsføringsstunt i stil med præsidenters valgkampagner har overbevist flere millioner om, at et farvestrålende, middelmodigt computerspil faktisk er værd at spilde flere måneder af dit ellers kostbare liv på. 

At så mange anmeldere verden over har givet Halo 3 tårnhøje karakterer kan kun forklares med 1 ting: Frygt for en ny ”Muhammed-krise”. Man kan velsagtens forestille sig dramatiske reaktioner fra den enorme Halo fanbase såfremt deres yndlingsspil ikke er oppe og slikke toppen på karakterskalaen. Jeg forestiller mig nedbrændte spilsite-redaktioner i hele den vestlige verden og tusindvis af demonstrationer. Ja, vel det nærmeste man kommer WWIII – undertegnede går nok også under jorden i et stykke tid efter denne anmeldelse, i frygt for at fanfraktioner vil opsøge mig på den private adresse. 

Svende, kan i ha’ det godt – og god weekend. 

Pessimisten 

Til jer der læser med første gang skal det lige siges, at ovennævnte afspejler Pessimistens holdning, og ikke personen bag pessimisten og at der i øvrigt er tale om en humoristisk tilgangsvinkel til spilanmeldelser. Tak fordi i læste med.
Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.