Pr3dator DK's blog
29-12-2006 - 19:42

Gears of War VS. Resistance


Jeg faldt over en ret fed video på Gametrailers.com. Den sætter de to spil op imod hinanden og viser hele vejen igennem kun ingame materiale. Jeg synes det er en vildt interessant video da disse begge spil er Sony kontra Microsofts svar på den ultimative shooter på sin respektive konsol.

henRIk lARsen eR En SKIDerik, HeNrik LarSEn eR eN skideRIK
Gears of War

Resistance: Fall of Man

Jeg synes også den er interessant da jeg længe har gået og skumlet over hvordan PS3'rn vil komme til at blive, og hvor god grafiken enlig blir. Det synes jeg også videon gir et ret godt prej om.

Til sidst har man mulighed at stemme om hvilket spil man synes er bedst, vurderet udifra forskellige kategorier så som, våben, AI, multiplayer med mere... Her synes jeg dog at kunne fornæmme at afstemningen ikke har kunnet gået helt retfærdigt til, da sikkert rigtigt mange kun har testet kun det ene af disse spil, og de fleste af dem har så nok kun prøvet GoW. Det baserer jeg på at GoW fører afstemningen ret voldsomt.

Men du vil vel nok kunne vurdere det bedst selv, så se filmen her: TRYK MIG!

Forøvrigt så har vores redaktør Morten Skou spillet Resistance, og desuden skrevet om det i sin Blog.

28-12-2006 - 15:29

Xbox 360 NextGen Konge?


Jeg fik en idé til hvordan Xbox blir vinderen af konsol-krigen der raser i øjeblikket! Og jo mere jeg tænker over det jo bedre synes jeg idéen er, og fatter ikke at det ikke er sket i nu...

Det vil seføli koste ret meget i udvikklingspenge... men hvad gør man ikke for at blive den ledende konsol?

Her er fidusen:

Køb en licens af Unreal-motoren. Lav en shooter basered på enginen. Lav 3 forskellige skins, et andet verdenskrigs-skin, et nutids-krigs-skin, eventuelt et "future-skin". Byg en masse huse, biler, træer, tønder, kasser, gadelamper - alt det man bruger når man laver en bane.

Lav derefter en map-builder hvor brugerne selv kan lave sine egne baner, vælge om de ska være single-player eller multi-player, hvis det er multi-player så ska man kunne lave alle mulige forskellige game-types, capture the flag, desarm the bomb, free the hostages og alt det der. Det ska naturligtvis være muligt at oploade banen når den er færdig bygget.

Når alt det er lavet, så inviter nogle mennesker til at lave alle de fede baner gennem tiderne feks. Counter-Strikes uddødelige Italy, Dust 1 og 2, Rainbow Six' Butcher House, Ghost Recons Embassy og alle de baner folk blir ved med at tale om.


Hvis der bare er alle tænklige våben inkluderet, og mulighed for brugeren at selv vælge udseende på bots, fjender og AI's, massere af forskellige textures, en nogelunde velfungerende 3D polygon-editor, så vil mulighederne være uendlige!

Som sagt så ville det ikke være helt gratis at udvikkle, og den største udfordring ville klart ligge i at læve selve 3D-editorn... Men forestil jer vilket hit det ville blive!!!

I ville ihverfald se mig render rundt på Dust mere en en gang!

28-12-2006 - 12:54

The gamer formerly known as TN PR3DATOR


Da jeg gik live med min gamle Xbox, for hvad som føles som maaaange år siden, så havde jeg så vildt travlt at jeg bare skrev "et eller andet". Pr3dator har jeg altid heddet, med eller uden 3-talet. Men jeg har også gennem tiden været nød til at være mere og mere snu for at komme til at hedde det i de forskellige spil jeg har spillet online, det har vist sig at der ikke kun var mig der ville hedde predator.

Kompromiet blev TN PR3DATOR, mine initialer plus mit gamenavn... Og det var jo sådan set fint nok... indtil jeg fandt ud af at jeg ikke havde behøvet at skrive navnet med store bokstaver. Jo mere jeg tænkte over det jo mere gik det mig på. Og værre blev det da jeg fandt ud af at der var en god idé i at have et DK med i sit navn.

Nå men uanset hvad, efter at ha levet med TN PR3DATOR i mange år så har jeg nu taget mig et nyt navn!

Pr3dator DK

22-12-2006 - 00:06

En hyldest til franske film!


Jeg er meget interessered i film. Det jeg elsker mest er effekt-stærke film. Men har også en anden type af film som jeg meget gerne ser - og det er franske film, især de franske film som bruger mange effekter, faktiskt har franskmændene været ret langt fremme med CGI i længere tid end hvad man umiddelbart tror.

Typiskt for de franske film som jeg gerne ser er at de har enten en stærk eller fængende historie, og ofte er de ikke særligt hollywood'ske, vilket jo er naturligt da det nu er franskmænd som laver dem - franskmænd er jo ikke helt som os andre som de fleste nok ved.

Jeg har skrevet en omtalelse af 5 af de franske film som jeg er mest vild med: Delicatessen, City of Lost Children, Amélie, De Blodrøde floder og Irreversible. Hvis nogen får lyst at finde ud af hvad jeg taler om, og ser disse film og bagefter har lyst til mere så kan jeg hurtigt nævne nogle film som, måske ikke er ligeså fede, men helt klart er værd at se:

Hadet (La Haine), er blevet vist på dansk fjernsyn et par gange. En socialrealistisk film som viser 3 anden-generations indvandreres hverdag i gettot. Deres bedste ven ligger for døden, skudt af en politimand i forbindelse med optøjer aften før. Filmen som er helt i sort-hvid er enormt fængende, og selv om den er mere end 10 år så er den ufattelig aktuell i øjeblikket.

En lang forlovelse, kan fås billigt i Fona. Man kan ikke lade vær med at elske Audrey Tatous dejlige ansigt og Jean-Pierre Jeunet's film, så derfor er den her film også et must selv om den klart er den svageste af de film jeg nævner af ham.

Pagten, en lidt langt ude film som udspilles i 1700-tallets Frankrig, den skal være basered på en fransk myte om en pagt der prøvede at svække det franske kongehus. Man møder de sygeste zigøjnere, en indianer der kan moves der nærmest minder om kung-fu, virkeligt seje slåskampe og en efterhånden ret dårlig CGI (som heldigvis ikke vises mere end et par gange). Men det er en film med fantastiskt fed stemning.



 

Franskmænd (og én italiener) som man ska holde øje med (især også i amerikanske film)

Jean-Pierre Jeunet. Manden bag Delicatessen, City of Lost Children, Amélie, En lang forlovesle og Alien4. At han har lavet Alien4 er klart det som taler mest imod ham, men jeg vil vende det om og sige at alt der er fedt ved 4'rn, fordi den er trods alt ikke SÅ håbløs, er hans fortjeneste. Hvis Storm P var franskmand så ville man sige om hans film at "Storm P ikke har levet forgæves", for det er et af hans varemærker, at der er en eller flere lidt specielle typer der kan finde på at bygge de sjoveste maskiner.

 

Vincent Cassel. En skuespiller med en voldsom lang afstand imellem sine øjne. En suveræn fransk skuespillere. Jeg prøver altid at få set de film han er med i, og nogle af de bedste eller mest kendte er: Hadet, De Blodrøde floder, Irreversible, Oceans 12, Dobermann og Pagten.



Mathieu Kassovitz. Både skuespiller, filmforfattere og instruktør. Han har instrueret film som De Blodrøde Floder, Hadet, Gothica (film med Halle Berry i hovedrollen. Den fik ikke så gode anmeldelser, men tro mig - den er FED). Han har haft en lille hovedrolle i Amélie, og haft små roller i Munich, Fifth Element og i sin egen "Hadet".

 

Audrey Tautou. Smukkere væsen end Audrey Tautou i Amélie må man lede efter. Jeg tror ikke at der er nogen fyr der efter at ha set den film er parat på at gøre hvad som helt for at få hende som kæreste. Udover Amélie har hun også været med i En lang forlovelse og i Da Vinci Code (hvad i alverden hun laver i en sådan film aner jeg ikke).

 

Monica Bellucci. Første gang jeg såg hende i en film troede jeg ikke mine øjne, så smuk en kvinde kan bare ikke eksistere... Italiensk skuespillerinde der har været med i et hav af film, bare for at nævne nogle: Matrix 2 og 3, Passion of the Christ, Tears of the Sun, Irreversible, The Brothers Grimm, Dracula.

21-12-2006 - 22:36

De Blodrøde floder

 

Noget så sjældent som en fransk thriller! Det er ikke noget man ser hver dag. Filmen er basered på en bog af Jean-Christophe Grangé som hurtigt blev et hit i Frankrige. Selv læste jeg først bogen efter at ha set filmen, og må erkænde at jeg synes filmen gør det bedre end bogen, jeg er dog ret sikker på at dem der har læst bogen først nok er uenig.

Bogen er filmatisered af Matthieu Kassovitz, ham der spiller den mandlige hovedrolle i Amélie, og er også ham som har instrueret Hadet. I hovedrollerne spiller Jean Reno den gamle garvede politimand som blir sendt op i en afsides liggende bjergby for at undersøge et bestialskt mord begået med tydlige symbolske metoder. Den myrdede er blevet fundet dybt inde i en glatziersplalte, og øjne på offeret er blevet fjernet ligesom resten af kroppen også er blevet skændet. Betjenten finder ud af offeret er en lærere fra byens universitet, som viser sig være et meget stræbende sted hvor man har som mål at skabe en elite, noget som efter nærmere undersøgelse kan sammenlignes med Nazisternes forsøg under anden verdenskrig på at skabe et rent arisk overmenneske.

Det ene leder til det andet og pludselig står han mit i en sag som viser sig at være meget kompleks, og kort tid efter finder man yderligere et lig.

Samtidigt er den vilde og provokerende betjent, som er blevet fjernet fra tjeneste i en af Frankrigs større byer på grund af ulydighed, ved at undersøge et gravskænderi i en anden by tæt på. Den unge betjent spillet af Vincent Cassel opdager at der er mere i sagen end bare unges fjolleri som de først mistænker det at være. Hans efterforskning for ham til at krydse den ældre betjents spor, og de finder ud at at de to sager har noget med hinanden at gøre.

I en sag med gustne mord, og en by hvor indbyggernes børn pludselig uden grund fødes med sygdomme der tyder på indavel så tvinges to meget forskellige betjente, der helst arbjejder alene, at samarbejde i jagten på en mordere der nøje vælger sine offre for at pege dem hen i en bestemt retning.

Selvom jeg kender plottet i denne film så ser jeg den gerne om og om igen. Den er simpelthen så fed. Suveræn stemning og en musiken er virkelig god. Det er sjældent synes jeg, at man ser film som griber en i den grad som denne film gjorde ved mig første gang jeg så den.


21-12-2006 - 22:35

Delicatessen


Velkommen til en fantastisk fantasi-verden siger jeg bare! Denne pærle af en lille fransk humoristisk film må ingen gå glip af! I et post-storkrigs agtigt univers, som kan minde om Frankrige i midt 50'erne, er der er mangel på de mest basale varer. Beboerne i et lille lejligheds kompleks tager de mærkligste metoder i brug for at få fyldt sine behov.

Det hele starter da en arbejdsløs klovn flytter ind i opgangen. Hans karriære stoppede åbenbart da hans abe døde. Han får job som vicevært og lærer snart beboerne i ejendommen at kende. Den ene er mere apart end den anden.

Feks er der den evigt deprimerede frue som bliver ved med at prøve på at tage livet af sig selv da hun ikke kan holde de "stemmer" ud som bliver ved med at genere hende, men en bizar skæbne gør at hun bliver ved med at overleve selv de bedst planlagde selvmord. Der er den mærklige gamle mand nede i den vandfyldte kældere der lever af de snegle der kravler rundt der nede, og som har en forkærlighed til de flere 1000 frøer som også lever der. Der er den meget forførende og storbarmede kvinde som gerne dyrker en masse sex på trods at hendes fjedre i sengen larmer så højt så at alle i opgangen hører det. Og så er der Slagteren, suverænt spillet af Jean-Claude Dreyfus, det ska hurtigt vise sig at ham her er en mand ska holde sig langt væk fra.

Men det blir ikke nemt når klovnen der spilles af Dominique Pinon (som er med i stort set alle Jeunet film, selv Alien4), blir forelsked i Slagterens nærmest blinde datter. Og han ender med at snart kæmpe for sit liv.

Det ska nævnes filmens detajle rigedom er helt suveræn. Hvis jeg brugte fra nu af og de næste fem år, så ville jeg ikke være i nærheden af at komme på så mange små sjove detaljer at putte ind i en film.

Filmen har også et sjovt gulligt/grønligt skær, som er gået hen og blevet Jeunets varemærke. Årsagen til at dette er i sig selv ret morsom. I processen for at lave film så skal råmaterialet åbenbart igennem nogle forskellige steps. I den sidste og afgørende process er det åbenbart vigtigt at vide vilken type af film man har brugt, og da filmen skulle gennemses første gang så var dette gået galt - men man blev i løbet af filmen forelsked i denne sjove misfarvning så man valgte at bevidst lave samme fejl da de endelige filmruller blev fremstillet. En anden sjov ting er så at når amerikanerne fik råmaterialet over så lavede de naturligtvis ikke denne "fejl" og derfor har de amerikanere som har set filmen i biografen ikke fået den fulde oplevelse.

Skynd jer ned og køb denne film som kan fås billigt - det er en fantastiskt film!


21-12-2006 - 22:34

City of Lost Children

 

I et ligeså syrret univers (faktiskt lidt værre) end Delicatessen, er her endnu en fantastisk film af Jean-Pierre Jeunet. I en by hvor børn er forsvinder på mystiskt vis, bliver den lidt dumme men meget loyale muskelmand, spillet af Ron Perlman, ven med en lille forældreløs pige. Pigen er på trods af sit meget yndige udseende en hård negl der under mere eller mindre tvang arbejder som tyv i en bande af unger styret af de to gamle og onde siamesiske tvillingsøstre.

 

 

 

 

 

 

 

De to får selskab af en lille dreng på omkring 3 år der slet ikke forstår vilken farlig verden han lever i, det eneste han tænker på er at spise. Handlingen tager fart da denne lille dreng, kun kaldet "lillebror" bliver kidnappet af en frygtet bande af "frivilligt" blinde, kaldet Cykloperne. Cykloperne ser med hjælp af et avanceret radar-agtigt øje koblet til deres hjerne. Cykloperne sælger børn i bytte mod det udstyr som de er så afhængige af.

I bestræbelserne på at finde og befrie lillebror er Muskelmanden, som kalder sig selv One, nød til at hjælpe børnebanden på en række finurlige røverier for at til sidst ende på en gammel olieplatform i havet udenfor byen, skjult i et minefelt. Olieplatformen er beboet af en mærkelig familie bestående af en ekstremt lille kvinde, 4 kloner der skændes om at være "originalen" og lider alle af sovesyge. Og så er der hjernen Irvin der lever i et akvarie og har en evig migræne. De styres af den ubehagelige og gale forskere Krank som har den lidelse at han ikke kan drømme og derfor ældes hurtig. Han er parat på at gøre hvad som helst for at kunne drømme. Og det inkluderer at stjæle børns drømme.

Filmen er ligesom Delicatessen en vild tur igennem et hav af sjove og finurlige detaljer. Man møder feks en lejemorder der bruger lopper udstyret med giftampuller.

Et andet eksempel er da børnebanden ska lave et indbrud i et hus. De prikker nøglen, der sidder i nøglehullet på indersiden af dørren, ud så at den falder ned på gulvet, for at få fat i nøglen så har de en lille mus med en magnet bundet til sin hale, musen blir lokket ind under døren med hjælp af revet tør ost som de puster ind under dørsprækken. Når musen er kravlet ind for at spise af osten og nøglen har sat sig fast til magneten så lader børne en kat hoppe ind af et lille vindue som står åbent. Katten jagter hurtigt musen ud under dørsprækken hvor børne kan fange den og snuppe nøglen.


Hele filmen er meget smuk på sin helt egen måde, og er spænnende fordi plottet er så mærkligt. Specielt karaktererne er de mest usandsynlige man kan forestille sig - det gør filmen til noget helt særligt.


21-12-2006 - 22:34

Amélie

 

Dette er så den tredie film af Jeunet som jeg vælger at anmelde. Amélie er nok den mest kendte af hans film, ihvertfald i Danmark. Og det kan man nemt forstå da dette er den film som appelerer til det bredeste publikum - men dette skal ikke misforstås med at det er en helt almindelig film, for det er det bestemt ikke.

Temaet er, ligesom de andre af Jeunets film, kærlighed. Men hvor man i Delicatessen og City of Lost Children ikke nødvændigtvis lige opdager at historien faktiskt handler om kærlighed på grund af syrede og sjove scener, så er hele omdrejningspunktet i Amélie, en piges søgen efter den kærlighed hun aldrig har fået.

Hun mister ved tidlig alder sin mor - og hendes far, der ellers er en flink og rar person formår slet ikke at give hende den kærlighed som alle børn har brug for i sin opvækst. Dette gør at hun lever i sin egen fantasi verden. En verden hun ikke helt er ude af som voksen.

Efter at ha indset at hun aldrig vil møde kærligheden så prøver den unge Amélie (spillet af Audrey Tautou) at sprede glæde i sin omgivelse. Med hjælp af finurligheder og de bedste intentioner så hjælper hun ensomme og sørglige mennesker til lykke, og på en drilsk måde straffer hun dem som er onde eller bare ikke tør leve livet. Dette leder til mange fantastiskt sjove scener.

Dette bliver hun ved med indtil hun en dag finder hun en højst besynderlig slags photoalbum. Hun kan forstå at ham der har lavet bogen er mindst ligeså mærkelig som hun selv er. Og det fanger hendes interesse.

Ham den unge mand (spillet af Mathieu Kassovitz) der ejer bogen er lidt af en éner, og forsøger desperat at finde sin bog igen, efter han har fundet ud af at den er væk. Amélie prøver på samme gang at finde ham, da hun er sikker på at han må være manden hun elsker.

Dette lyder måske meget som en eller anden kærlighedsfilm, og jeg kan jo ikke benægte at det ikke handler om kærlighed. Men tro mig, jeg gider normalt ikke se kærlighedsfilm, men den her film er noget for sig selv og indeholder desuden så meget andet fedt. Om ikke andet så er det en hit at se den med en pige, om man altså kan finde en der ikke allerede har set den.


21-12-2006 - 03:54

Irreversible

 

 

En efter hånden gammel film som kan fås næsten gratis i Fona! Jeg fik lige lyst at skrive om og anbefale den til alle jer der læser dette.

Jeg tror det er meget svært at ikke skrive om denne film og samtidigt ikke afsløre noget som nogen sikkert vil mene er essentielt for filmen. Så dem der er sikker på at ska se filmen ska måske ikke læse videre, jeg vil prøve at kun inspirere til lysten at se filmen uden at ødelægge det for nogen.

Lad det siges med det samme, det er en uffatteligt barsk historie, som nok mest er kendt for sin meget lange voldtægts scene. Og selv om den ikke er helt ligeså klam som voldtægts scenen i Udflugt med døden (Deliverance), så er det vildt ulækkert. Nu ska det ikke forstås som film med voldtægter er noget som jeg går op i men de scener fylder utroligt meget i begge disse film.

En anden årsag til hvorfor denne film også er svær at skrive om er at den i bund og grund er meget simpel. Men som navnet også hentyder til så kører det hele baglænges. Det virker på samme måde som den anden også fremragende film Memento. Det vil sige at man ser filmens sidste scene først og derefter den næstsidste scene, og så videre.


Filmen starter meget voldsomt og hektiskt. Håndholdt kamera som kører frem og tilbage. Man følger to mænd som stormer ned på en bøssenatklub, mændene løber igennem de forskellige barer og små rum og afbryder forskellige uhumskheder i jagten på en bestemt mand. Der er meget mørkt og skummelt, det hele er kun svagt oplyst af rødt lys. Mændene finder ham de søger og en voldsom slåskamp starter!

Man forstår ret hurtigt at den mand som de to søger er den voldsmand som har overfaldet kæresten til en af de to mænd. Hun ligger for døden på et hospital men mere får man enlig ikke at vide for som sagt så kører filmen baglænges. Og det billede man får af to vilde mænd, især kæresten til pigen som er blevet mishandlet, er langt fra særligt godt og man aner ikke hvem man ska ha sympati for.

Her efter følger man så scene for scene, sefølgelig baglænges den dag der ender i et voldsomt slagsmål på en klam bøssebar. Og når man er helt tilbage til morgenen og filmens sidste scene så har filmens karaktær ændret sig fuldstændigt. Kameraføringen er meget mere rolig, lyset og farverne er mere rolige og dejlige, et par er dybt forelskede i hinanden og en bizar og gribende film stopper enlig med at være meget positiv på sin egen mærlige måde.

Filmen som er fransk, har to af mine favoritskuespillere i hovedrollen: Vincent Cassel og den evigt smukke Monica Bellucci. Jeg håber der er andre der får øjne op for denne film. Og jeg glæder mig til at høre hvad dem af jer der har set den synes.


Længe leve franske film. Se også Delicatessen, City of lost Children, Amelie, De blodrøde floder, Hadet med mange flere...


21-12-2006 - 00:53

Arbejd, arbejd... Del 3.

 

Godt eller skidt?
Ok, det var så idag jeg havde det der møde som jeg frygtet/glædet mig til i nogen tid. For nogle dage siden så syntes jeg det føltes som jeg havde alle kort på hånden, og det jeg ønskede mest var at komme ud af mødet og havde fortalt at jeg ville stoppe for at kunne starte min egen freelance-tilværelse - og hvor min nuværende arbejdsgivere ville være min første store kunde, da vores opgaver er så specilaiserede at der ikke er mange der kan udføre dem.

Igår ændrede det hele sig så da vi fik at vide at vi i det næste halve år ikke vil have så mange opgaver. Og det vil så fjerne hele grundlaget for mig som freelancer. Den information ændrede så det vi sku tale om til min Medarbejder Udvikkling Samtale. Jeg lagde strategien om, og det var ikke så svært da jeg jo i bund og grund er glad for mit job. Det jeg nu ville gå efter ville være kompencation i form af bonus eller højere løn, vel vidende at firmaet er i krise rent økonomiskt. Måske lidt egoistiskt tankegang, men jeg har mine argumenter i orden, og de er bland andet at jeg ligger 100.000 kr under gennemsnittet i årsløn for firmaet, jeg ved nogelunde godt hvem der tjener mere end mig, og i mine øjne laver de ikke dagens gerning, plus at jeg arbejder mere end de fleste andre i firmaet.

Jeg har en idé om min chefs psyke, og et af mine kritikpunkter har også været hans tilstedeværelse, eller rettere sagt mangel af samme. Jeg har haft en mistanke om at han selv, ligesom mange af os andre har været under kraftig pres her på det sidste, og har i nogle situationer handlet på en ikke konstruktiv måde, vilket ellers ikke er typiskt ham. Jeg vidste inden mødet at jeg var nød til at finde den "mensklige" side af min chef frem, hvis dette møde ikke sku ende på samme måde som sidst, vilket jo ikke var en rar oplevelse. Derfor startede jeg ud med at give ham en masse kredits for at være vildt fed på det afdelingsmøde vi havde igår, og fortalte at jeg havde savnet den side af ham, vilket ikke var en løgn.

Efter han var blevet blødgjort spurgte jeg så til ham og hvordan den seneste tid havde gået for ham i firmaet. Og han fortalte derefter nogle ting som forklarede hans problemstillinger og om hvordan han selv havde tvivlet på sin egen indsats. Jeg vidste godt at hvis jeg skulle komme til at respektere ham og hans svar på mine krav så ville det kræve at jeg følte at han var ærlig, og da han sidder og fortæller mig at han selv tvivler på at han gør sit job godt nok, og fortæller at han selv har været under vild pres så ved jeg da i det mindste at han er ærlig.

Derefter spurgte jeg så til hvor tydeligt han huskede vores forrige møde. Han huskede det ret godt, og jeg tillod mig at være lidt provokerende da jeg fortalte at jeg syntes at han var gået over stregen og behandlet mig dybt unfair, jeg fortalte ham også om min mistanke om at jeg skulle væk af økonomiske årsager og blev valgt da jeg var den der havde brokket mig mest. Han svarede ret godt at han på det tidspunkt havde fornemmelsen af at det ville være bedst for mig at "komme videre" og at det ikke er holbart for et firma at ha en frustrered medarbejdere. Men fortsatte også med at fortælle at den drejning som jeg tog derfra (altså efter vores forrige samtale), var meget imponerende, at jeg lagde det hele bag mig og kæmpede videre.

Derefter fortalte jeg ham om det ansvar jeg har lyftet det seneste stykke tid, hvor mange proffesioner jeg har været nød til at påtage mig for at kunne løse mine opgaver, hvordan jeg har offret privatliv og nærmest også helbred for at kunne nå mine deadlines. Ud af det kom der så en diskussion om min position i firmaet, og om jeg skulle bestride en højere stilling - han spurgte om jeg var klar til det, og jeg mente at jeg allerede udførte et job svarende til den titel som han henviste til. Det var da så lidt uenighed i men, jeg tror vi endte med at være enige. Og hvis det hele ender som jeg tror så vil mit job fremover kunne gå hen og blive ret meget mere interessant. Han spurgte også om jeg var interessered i at tage ansvar for firmaets "knowhow" om fremtidige medier, det er noget der i forvejen interesserer mig - og må jo betegnes som en tilidserklæring fra hans side.

Herefter fulgte en udspørgelse til den fremgangsmåde jeg havde brugt det seneste halve år, for på trods af vild stress og massere af overarbejde så betragtes min/vores indsats for at være en succes. Han noterede sig massere af de ting jeg fortalte, og han virkede meget interessered og sagde flere gange at dette her burde implementeres i de andre grupper i firmaet.

Til sidst kom hele diskussionen om løn. Jeg fortalte at jeg ikke syntes at de havde levet op til deres del af det som står i min kontrakt angående bonus ved overarbejde. Jeg pegede på kompensation i form af bonus eller højere løn. Og som jeg vidste så var dette en umulighed. Han spurgte så om det var muligt at give mig kompensation i form af ledighed. Det takkede jeg nej til da jeg i forvejen har 6 ugers ferie, og sagde istedet for at dette skulle blive husket til bedre tider. Det så jeg at han skrev ned. Og det håber jeg så også at han husker.

Nu må jeg så bare se hvad der sker - bliver mit job mere interessant (jeg synes at det er spænnende nok i forvejen), og vil der komme en kompensation? Og ikke mindst vil der blive mere ro på fremover så man ikke arbejder sig halvt ihjæl? Det må tiden vise... jeg må lige give det hele lidt mere tid.

19-12-2006 - 18:51

Arbejd, arbejd... Del 2.

 

Dagen før...
Ok nu er det dagen før mit store møde med min chef. Dem som læste min forrige artikel kan nok huske at jeg havde arbejdet som en vanvittig under absurde forhold. Jeg endte faktiskt med at arbejde yderligere en aften mere, hvor den først blev 02 før jeg tog hjem. Om fredagen missede jeg de første mange timer af vores årlige julefrokost, og for det ikke ska være løgn, så var jeg også inde og arbejde i weekenden - med de vildeste tømmermænd og en galoperende influenza.

Jeg havde i den tid frem til idag, gået og blevet mere og mere sikker på at jeg ville sige op, og tilbyde min arbejdsplads muligheden at bruge mig som freelance, en tanke som jeg en gang imellem leger med. Men denne gang var det alvor!

Men så idag, havde vi "Gruppe møde" på arbejdet, og hele vores afdeling var taget afsted for at tale om målsættninger og meget mere. Jeg var ret sikker på at jeg bare ville opleve flere ting som gjorde mig sikker i min beslutning. Men til min store forbløffelse gik det helt anderledes.

For det første så kom min chef med nogle anderkendelser angående vores arbejdsinsats - det vil sige at han ikke havde været blind for hvor meget vi arbejdede. For det andet så fortalte han at vi i det næste halve år ikke vil ha særligt meget at lave, på grund af nogle ændringer i arbejdsgangen med vores kunde - og det betyder helt vildt meget for mig, da jeg regnede med at vi ville blive ved med at ha travlt, og at det derfor ville være nemt for mig at få freelance jobs fra dem. Og til sidst fordi vi snakkede nogle ting igennem, og aftalte nogle processer som vi fremefter vil bruge for at sørge for at der er tid til opgaverne, vilket jo har været et af de store issues for mig!

Taget disse nye informationer i betragtning så er min situaion ændret sig ret meget. Og jeg hælder nu nok alligevel mest til at få mere i løn. Men hvis det sker så vil jeg dog stadigvæk satse på at få lavet et firma, og måske tage imod diverse opgaver så at jeg kan være parat til at smutte hvis jeg ender med at stadigvæk være utilfreds.

Det blir spænnende imorgen, og jeg lover at skrive hvordan det er gået så hurtigt jeg kan!

14-12-2006 - 02:28

Arbejd, arbejd... Del 1.

 

For anden aften i træk arbejder jeg til kl 01...

Sidste uge havde jeg også massere af arbejde. Der fik jeg at vide at hvis vi ikke nåede deadline så ville vi miste kunden, som er vores største!

Det er ikke min skyld at vi er bagud, jeg sagde for 2 måneder siden at jeg havde brug for 3 uger for at nå denne opgave - jeg fik 2!

Idag nåede at jeg lave 1 forside, inden fredag ved 14-tiden ska jeg ha lavet 5 mere, men imorgen så ska jeg gå kl. 15 fordi det er torsdag, den faste ugedag hvor jeg ser min søn. Det vil sige idag brugte jeg 15 timer på at lave en forside intil på fredag skal jeg lave 5 forsider på 11 timer!

For et par måneder siden hvor jeg havde arbejdet over til omkring midnat hver dag i en uge, og i sidste døgn før præsentation arbejdede jeg igennem hele natten og gik først hjem ved 14 tiden, dagen efter. Da havde jeg brugt min højre hånd (musehånden og "Wacom pen"-hånden) så meget at min lille finger låste sig i den stilling som den er i når jeg bruger musen, eller pennen (nogelunde samme stilling) - jeg var nød til at rette den ud når jeg vågnede om morgenen. Det har taget ca de 8 uger før den igen virker som den ska. I forbindelse med det fik jeg en mindre nedtur efter mange ugers hård stress.

Relativt kort tid før dette havde jeg brokket mig MEGET højlydt, sørgede for at alle fik at vide min holdning om planlæggning og ledelse. Jeg blev kaldet til samtale. Hvor det blev sagt på en "pæn" måde at jeg måske skulle overveje at søge et andet sted hen. Chefen havde glemt at han tidligere havde sagt at vi i vores afdeling var en mand for meget. Så nogen fik den geniale idé at prøve at undersøge om de ikke ku slippe for ham der render rundt og fortæller alle at ledelsen ikke gør sit arbejde godt nok. Vi blev enige om at mødes igen til en ny samtale et par uger senere, hvor jeg så skulle gøre op med mig selv hvad jeg ville - sagt mellem linierne, gerne aflevere min opsigelse. Ugen efter stoppede en i vores gruppe, og vi ville så stå at mangle en mand hvis jeg så også sagde op. Pludselig var jeg totalt inde i varmen igen, og der blev hilset pænt, og spurgt til hvordan det gik. Og den der nye samtale var vidst helt glemt væk...

Efter at vi i september fandt ud af at vores overskud var krympet pænt meget, fik vi at vide at vi nu skulle arbejde mere effektiv og hurtigt da markedet ikke var parat til vores priser, men opnå bedre resultater så at vi ku holde på kunden. Det vil sige højere kvalitet på kortere tid. Siden da har vi fået mindre tid til opgaverne, der er ingen der har fortalt hvordan vi ska opnå bedre resultater, og ikke heller hvordan vi ska gøre det hurtigere...

Sidste år var vi 5 mand om at varetage dette job (2 af dem arbejde dog ikke fuldtid på kunden) - i år er vi 2 mand om samme mængde arbede (men på kortere tid)...

Den samtale nr. 2 som jeg skulle ha i sommer, som aldrig blev til noget fordi ham den anden stoppede ska jeg ha i næste uge, efter jeg har bedt om at få den!

Hvad ska jeg sige til den samtale? Be om sindsygt meget mere i løn? Eller bare aflyse mødet, og stoppe ligeså snart jeg har fundet ud af hvad jeg hellere vil lave?

Indtil da: Arbejd arbejd, arbejd arbejd...

11-12-2006 - 01:04

Den nærmeste fremtid for Xbox 360


Hvilke glæder vil vores Xbox 360 give os den nærmeste fremtid? Vi har lige været igennem en skøn tid med bemærkelseværdigt mange gode titler, GOW, COD3 og R6V bare for at nævne nogle. Men vil MS og alle deres leverandører af spil være i stand til at holde dette høje tryk oppe?

Der er inget tvivl om at det er de næste måneder Xbox 360 ska vise om den kan stå op imod den hårde konkurrance som Wii og PS3 vil give.


Jeg vil ikke gøre mig klog på alt hvad der ligger og lurer lige rundt hjørnet, men kan nævne de spil og det hardware jeg har hørt er på vej. Og det ville være fedt hvis i andre vil kommentere de ting jeg har glemt.

Det første og største jeg lige kommer at tænke på er sefølgelig Halo3. Alle tiders elskede titler til den gamle Xbox - Halo 1 og 2. Uanset hvad så er jeg sikker på at Bungie gir os endnu et hit! Det kan næsten ikke gå galt!

 

Det andet spil som jeg glæder mig utroligt meget til er Xboxens tro følgesvend og evigt høje kvalitetsleverandør Ubisoft og deres: Assassins Creed. Det man indtil videre har set ser jo fantastiskt ud. Og samtidigt så får vi så også endelig lidt innovation - nu kan det være at vi kommer op på NextGen niveau på andet end kun grafiken.

Ved at søge lidt rundt i forumet på dette site så kan man ret nemt at finde ud af HD-DVD drevet er meget ønsket. Jeg har selv bestilt det fra Amazon.de, men modtager det nok først i Juleferien. Det vil jo ikke give Xbox gaming et boost, men alle os der har gået hele vejen og skabt et lille HD-heaven omkring vores Xbox 360, kan nu glæde os over at også se film i HD.

 

På RPG fronten som ikke selv er blandt min favorit genre kommer der dog nogle spil som jeg helt sikkert vil komme til at købe. Mass Effect kan jo ikke fejle - og jeg er næsten sikker på at her har vi endnu en stooor titel, måske på størrelse med GOW. Fable 2 er også annonceret, som sagt er jeg ikke den store RPG fan, men et Fable 2 hvor udviklerne har lyttet til sit pubklikum kan måske skabe et hit. Udover Mass Effect ser jeg også frem til endnu et spil i Chronicles of Riddick franchisen - Buthcer's Bay til gamle Xbox var et super spil, og hvis 2'rn har samme høje standard så kan det ikke undgå at blive et super spil. Spillet er endnu ikke annonceret men Vin Diesel kom til at afsløre at spillet er på vej i et interview.

Guitar Heaven er også på vej til Xbox 360, det kan måske være et, omendt lille, svar på det som Wii tilbyder med sin "aktive" styring af spillene, da nu ikke Vision Cam'en tilbyder andet end fotochat. Men måske er det lige til den lille krabat den næste store overraskelse ligger, kan ikke forestille mig at MS laver et kamera uden at de har tænkt sig at bruge det til andet end chat.

Og for at lige nævne nogle flere spil som er på vej, og som har potentiale til at blive fede så er her en lille liste med spil som man ska holde øje med: (links til videos)

10-12-2006 - 17:24

Min Top 10 over Shooter-spil


Her er min top 10 over de bedste Shooter spil. Det skal siges at den kun tager udgangspunkt i de spil som jeg har fået øjne op for. Der har helt sikkert været mange andre spil som ku måle sig med disse eller har været endnu bedre, men det har jeg ikke taget højde for. Jeg startede også ud med at kalde denne artikel for FPS Top 10, men blev mindet om at mange af spillene slet ikke er deciderede FPS spil.

Disse spil er alle nogle som har betydet noget særligt for mig, og er også dem som direkte er poppet op i min bevidshed uden at jeg skulle tænke mig om.

Det er også værdt at bemærke at af disse 10 spil er fordelt på kun 4 udviklere (hvis man regner Red Storm og Ubisoft som ét).

Der er også et 11'e spil med. Dette ville ha været Max Payne, hvis det ikke var fordi jeg så ikke ville ha nævnt et eneste spil som er udgivet til PS1 eller PS2. Så lige det spil er lidt specielt.

Og til sidst så er rækkefølgen bestemt af hvornår jeg spillede spillet, og ikke vilket jeg synes er bedst eller hvornår de er udkommet.

 

Marathon (Bungie, 1994)

Dette spil spillede jeg på Mac, og er det første spil hvor jeg rigtigt har følt at der er noget specielt over computerspil, og at dette medie måske en dag vil komme til at kunne konkurrere med film. Det er også det eneste spil på listen som ikke er 3D. Efter at ha spillet dette så var jeg forelsked i Bungie og har været det lige siden.

 

Unreal (Epic, 1998)

Unreal spillede jeg også på mac, det betød så bare at jeg først ku spille det ca et år efter udgivelsen til PC. Ligesom Marathon så fik jeg også her nogle vildt fede oplevelser. De største opture var over grafiken men også over den totalt fængende musik og helt vildt fede våben.

Når jeg ser screenshots fra dette spil idag så kan jeg ikke lade hver med at grine, især fordi jeg den gang syntes at det var så utroligt flot, og ku ikke rigtigt forestille mig det blive vildt meget bedre...

 

Rainbow Six: Rogue Spear (Red Storm, 1999)

Hvorfor dette spil har sådan en stor betydelse for mig er fordi at her fandt jeg en genre som passede mig langt bedre end alt andet. Jeg tændte virkelig på den realistiske indgangsvinkel.

At jeg faldt over dette spil tror jeg mest var en ren tilfældighed, jeg havde lige købt en ny pc og skulle ud og ha et spil, jeg tror at den første jeg spurgte om hvilket spil jeg sku købe svarede "Rogue Spear", og sådan blev det.

Lige bort set fra Ghost Recon så er dette spil det jeg har brugt mest tid på. Jeg har gennemspillet det på alle tænklige måder. Jeg synes stadigvæk idag at gameplay'et er langt bedre end sine efterfølgere: Rainbow Six 3 og Vegas.

 

Ghost Recon (Red Storm, 2001)

Hvis jeg ska sætte en finger på noget ved Rogue Spear så er det at Politi aktionerne ikke tiltalte mig så meget - hvor de militære missioner var så meget federe. Så da jeg først hørte om Ghost Recon så jublede jeg og stormede ned og købte nyt grafikkort til min PC'er.

Spillet levede op til alle mine forventninger. Jeg elsker dette spil. Det meget strategiske element fra Rouge Spear var blevet taget med over, men var blevet lavet om til at istedet for at planlægge mission inden du startede så gjorde du det på stedet. Det at styre sine AI's via waypoints på et kort synes jeg stadigvæk er for sejt, og det lægger op til vildt fedt gameplay hvor man på en gang kan styre op til 3 gruppers angrep på en fjende samtidigt som du selv deltager.

Og ikke mindst så var din fjende langt mere fed end hvad den er i nutidens Ghost Recon. Hvor fedt er det enlig at være en toptrænet soldat når det eneste du slås imod er sølle terrorister. Nej - det er langt federe at slås imod Spetsnaz og hele Warszawa pagten.

 

Splinter Cell (Ubisoft, 2002)

Shooter eller ikke shooter, så ska Splinter Cell være med på denne liste. Hvis man som mig elsker Undercover Operations og Special Forces så var Splinter Cell et must da det udkom.

Jeg havde prøvet det på en demo på min PC'er og glædede mig til at det kom. Jeg vidste dog at jeg var nød til at købe en ny PC for at kunne trække det. Det var jeg ikke så glad for, men så skete det at Xbox fik en eksklusiv aftale med Ubisoft om at det skulle komme til Xbox før alle de andre platforme. Jeg var jo oprindelig Mac og PS mand, så jeg havde de vildeste betænkligheder - MS var jo fjenden over alle.

Det som afgjorde det hele var da jeg fik influenza henover julen 2001. I det nye år så var jeg ikke blevet af med det og låg syg i 5 uger. Hen mod slutningen af min sygdom så gad jeg ikke ligge og glo mere så jeg smuttede ned i Fona på Amagerbrogade og købte konsolen plus Splinter Cell. Igen oplevede jeg at det grafiske havde rykket sig vildt meget, og med spillets geniale gameplay så var jeg forelsked. Splinter Cell til den gamle Xbox er stadigvæk idag flottere end flere udgivelser til Xbox360.

 

Halo: Combat Evolved (Bungie, 2001)

Jeg ku jo ikke fatte at Bungie lod sig købes af Microsoft. Det var den største fornærmelse mod gamere i nyere tid - syntes jeg før jeg købte min Xbox. Som lige nævnt så købte jeg Xboxen på grund af Spinter Cell. Men Halo var også et af de spil jeg havde hørt så meget om, og som det var naturligt at købe efter Splinter Cell.

Den første halve time skulle jeg kæmpe mig igennem da jeg ikke var så vild med grafiken, men der var jo også meget at leve op til fordi Splinter Cell jo var så vildt flot. Men det tog ikke lang tid før jeg havde indset det geniale i Halo. Jeg tror folk hurtigt glemmer hvor stort fremskridt Bungie med Halo gjorde i spilindustrien da det udkom. Det at man i FPS kunne hoppe ind i alle mulige vehicles var knapt nok set før, ihvertfald ikke så gennemført. Der var rigtigt mange fede elementer som man oplevede for første gang i Halo. For at ikke tale om historien, jeg har aldrig spillet et spil hvor det så godt er lykkets mig at føle mig som en levende legende. Det er små ting der gør det, men det eksikveres så smukt, feks når du lige er kommet ombord på fjendens kæmpe intergalaxiske rumskib og fjenden får øje på dig for første gang, så hører man hvordan det viskes: "Oh no, it's him!" eller i en kampsituation hvor du gennemtæsker fjenden hører man en skrækslagen alien råbe: "He's everywhere!!!".

Dine AI's var også gode for et par grin, feks da jeg kom og blandede mig i en skududveksling, og nakkede en Spartan, en af marinesoldaterne råbte vredt "Hey, you stole my kill!". Eller en anden situation hvor en marine kaster en granat som rammer et eller andet på vejen og dræber flere af sine egne. En anden marine siger: "Hey, watch out!", en tredie skriger noget i retning af: "That wasn't too clever!" hvor efter den skyldige kun svarer "Damn!".

Halo er legendariskt, og du er en legende når du spiller det!

 

Call of Duty 2 (Infinity Ward, 2005)

Jeg spillede aldrig Call of Duty 1 da jeg på det tidspunkt var dødtræt af Medal of Honour og det at man blev ved med at køre rundt i WW2-temaet. COD2 blev dog hurigt et must da spillene til Xbox360'rns launch var så svage.

Men jeg var svær at overtales. Jeg læste alt jeg kunne om dette spil, så alle ingame-trailere, men var stadigvæk ret sikker på dette var et lortespil. Men til sidst i desparation over at ikke kunne bruge sin Xbox 360'r til andet en Madden 06 og gamle Xbox spil, gik jeg ned og købte COD2, og var ret sikker på at dette var det største waste af 550 kr jeg nogensinde havde gjort.

Men gud hvor tog jeg fejl! Spillet var ligeså liniært som jeg havde mistænkt, men her så tog også all min frygt slut. Fordi dette spil havde så meget andet at byde på. Og den intensitet som jeg oplevede i kampene var så realistiske og superfede at COD2 helt klart hører til i toppen over de bedste FPS. Som et ekspempel, lige inden en kamp starter så kastes der fortvivlet 10-15 granater frem og tilbage mellem hinanden, oftest er det på kun få meters afstand, måske en mur der skiller dig fra fjenden. Der blir råbt ordre fra begge sider og da den sidste granat er eksploderet så blir luften flået i stykker af en tysk maskinegevær som uudtrætteligt pumper bly rundtomkring ørene på dig og dine soldatervenner. Soldater dør til højre og venstre, og først når nogen kaster en røggranat falder det hele til ro, tror du, i næste sekund kommer der ud af tågen en tysker stomende og slår dig i ansigtet med sin geværskolbe...

 

Ghost Recon: Advanced Warfighter (Ubisoft, 2006)

Enlig var der aldrig nogen tvivl hvorvidt jeg skulle ha en Xbox360, spørgsmålet var bare om jeg skulle vente med at købe den indtil GRAW udkom. Dette er det første spil som blev udråbt til at være det første ægte NextGen spil. Om det er helt sandt ved jeg ikke. Men GRAW var ihvertfald noget helt særligt for mig. Mest fordi at selv om de Ghost Recon til den gamle Xbox havde været underholdende så kom de ikke rigtigt i nærheden af det originale Ghost Recon til PC. Med GRAW så var nogle af de fede features vendt tilbage, dog langt fra de fedeste, men tilgengæld så var der kommet så meget nyt sejt så at jeg igen kunne nyde og elske at spille Ghost Recon.

 

Gears of War (Epic, 2006)

Hypen har været enorm til dette spil. Vil GOW, til Xbox360, blive hvad Halo var for Xboxen? Hvis du spørger mig så svarer jeg Nej. Det blir den aldrig, men tilgengæld så vil GOW sætte den grafiske standard for denne generations spil. Og da jeg går så meget op i grafiken så kan jeg jo ikke gøre andet end at elske dette spil.

Men det skal også nævnes at spillet har så meget andet end flot grafik. Suveræn banedesign, god gameplay og fed stemning gennem hele spillet er også meget vigtige elementer. Men igen, grafiken... jamen altså... hold da helt kæft hvor er det flot! Ikke kun på den måde at himmelen er realiskisk at se på, at vandet ser ud som vand, røg er ikke kun hvid eller grå eller sort men kan være alle nuancer - en helt anden ting er at arkitekturen igennem spillet er så overlegen og flot at selv arkitekstuderende må måbe når de ser dette spil.

I et sygt univers hvor nazisterne har sejret, så ville det måske lykkes Albert Speirs at bygge et Berlin der så ud som de første baner i GOW. Heldigvis vandt nazisterne ikke, men vi har dog muligheden for at spille i et univers som kan minde om en facistisk overstats gamle bydele - læg dertil en hinde af 14 års krig, så kan man måske forestille sig hvordan det ser ud.

 

Rainbow Six: Vegas (Ubisoft, 2006)

Først spillede jeg Call of Duty 3, bagefter spillede jeg Gears of War, og så fik jeg endelig Rainbow Six: Vegas - alt dette på under en måned! Fantastiskt! Men kan dette spil leve op til disse to andre mastodonter? Helt klart, for det første så var COD3 ikke på nogen måde et super top spil, det er flot og sjovt (især i MP), men da gameplayet i COD2 er ret meget bedre så kan COD3 altså ikke konkurere med de andre spil i denne liste.

Det kan tilgengæld R6:Vegas. Grafiken er ikke så god som den er i GOW, tilgengæld er styringen meget bedre synes jeg. Gameplayet er også sjovere. Rainbow Six serien har altid udmærket sig for at ha god lyd og lækker gengivning af våbene, og på dette område skuffer R6V ikke på nogle måder. Men der hvor jeg virkelig føler glædje over dette spil er i det strategiske. Det kommer stadigvæk ikke i nærheden af de oprindlige spil til PC'n, men det begynder igen at ligne noget. Jeg vil helt klart kunne ønske mere af dette, men det lille vi får er så fedt at spillet helt klart hører hjemme i min top 10.

_______________________________________________________________________________

En lille trøstpræmie går til PS platformen... Syphon Filter (1999)

...ellers ville Sonys konsoler slet ikke blive nævnt, og det er måske ikke helt seriøst, vil nogen mene. Men uanset hvad så har jeg presset en 11 plads ind!

Men jeg skulle tænke mig om før jeg kom i tanke om dette spil. Der har sefølgelig været andre og Metal Gear Solid står mere frem i hukommelsen hos mig end hvad Syphon Filter gør, men der er så meget i den franchise som jeg ikke bryder mig om.

Killzone og andre spil kan også nævnes, men jeg synes ærligt talt ikke at de er fede. Syphon Filter til gengæld synes jeg rykkede - fedt og varierende gameplay. Næsten ikke nogle kedelige tidspunkter. Og rent grafiskt så var dette spil da ok flot.

10-12-2006 - 02:35

Arguing on the Internet is like running in the Special Olympics...

 

 

Min første reele artikel her har jeg tænkt at ska handle om at det at diskutere! Især det at diskutere her internettet kan være ret relevant for mig da jeg ofte og gerne kaster mig ud i Konsol-sammenlignings diskussioner.

Jeg er ret sikker på at der er flere der foragter mine indlæg, og synes at jeg er den vildeste xbox fanboy. Hehe og der er måske noget om det. Men jeg har altid gjort det, altså diskuteret. Jeg er typen der diskuterer religion med taxa chaufføren. Jeg er ham som kan blande mig i en diskussion mellem en kunde og en butiksassistent hvis jeg synes at kunden ikke får de rigtige ting at vide. Jeg kan finde på at påtage mig en anden holdning end min egen hvis den jeg diskuterer med er for indsnævret. Jeg har sågar prøvet at næsten blive fyrret da ledelsen på min arbejdsplads ikke ku lige at jeg højlydt lod alle høre min utilfredshed.

Min diskussions-iver har haft et dyk i det at jeg er udlandsdansker, og aldrig har gået i skole i Danmark. Dermed er mine skrivefærdigheder på dansk selvlærde, og den dag jeg flyttede tilbage til Danmark så var mit dansk smurt ind i det det svenske som jeg havde talt i mange år. Det fik mig i mange år til at ikke ha lyst at stå frem og sige for meget da jeg var bange for at blive opfattet som sinke, da jeg brugte de mærkligeste måder at udtale en sættning på. Men jeg synes selv at jeg er kommet ret godt efter det.

Jeg har altid elsket en god diskussion. Der er mange diskussioner som ikke er gode, og dem har jeg så altid hadet. Det ska lige siges at min verden er delt ind i sort og hvidt, det vil sige at hade og elske. Det er nok også det som gør at jeg kan blive pænt provokerende. Men de dårlige diskussioner hvad er det så? Det er nok ikke dem som man er nød til at tage i et forum, men kan være skænderier med kæresten, eller et skænderi med en overordnet på sin arbejdsplads.

Vi havde i mange år, på det reklamebureau jeg arbejder, haft en produktionsmand (og delejere) som elskede at diskutere og manipulere. Alle de diskussioner man havde med ham var dårlige. De gik altid ud på at han skulle narre en til at arbejde over, eller påstå at man havde holdt en uges ferie mere end hvad der var sandt. Men ofte også om hvor lang tid ting bør tage at producere. Med ham fik man aldrig et ben til jorden. Men jeg fandt efter et stykke tid ud af en sættning som altid kunne få ham at ihvertfald at give lidt efter, og det var: "Det kan godt være at du får ret i denne diskussion, men det kommer det kommer bare til at gå ud over dig selv, da vi begge to ved at jeg har ret!".

Men er det så godt at diskutere, og hvad er godt at diskutere? Jeg synes det siger sig selv... hvis man ikke diskuterer så vælger man at affinde sig i at verden omkring en forandrer sig uden at man har nogen indflydelse. Det kan godt være at mange ting man vælger at diskutere ikke har den store betydning, men det synes jeg den har set i et større perspektiv. På denne måde er vi trænede at hele tiden sige vores mening, eller i hvertfald lære hvad det har af konsekvenser når man siger det man mener. 

 

Det kan være dødsens vigtigt at en dag kunne argumentere for det man tror på. Derfor synes jeg at man ska kaste sig ud i alle diskussioner, om de så handler om nazisme, religion, raschisme og alt muligt andet. Det vil også lære dig at se tingene på den anden side af dine holdninger. Og det kan da godt være at det ikke sker hver gang, men de gange at det sker at man lykkes at finde hinanden på hver sin side af en debat, så er begge to blevet så meget mere kloge!

 

Og for at lige runde det at diskutere på nettet! Man kan jo ikke have en sådan overskrift uden at også lige komme med nogle kommentarer omkring det. Der er så mange gange hvor jeg har haft lyst at poste dette billede i en tråd (billedet for oven med ham den lille løbere), men har ikke kunne finde det i rigtigt lang tid. Nu har jeg endelig fundet det igen, og jeg lover at jeg vil poste det massere af gange :D Her på nettet kommer fanboy kulturen til sin ret. Disse små nedrige kryb som lusker sig ind i dække af sin anonymitet og tør gå i mod strømmen med sine latterlige og ligegyldige, men dog så provokerende udtalelser. Hvad fanden ska vi med dem til, og hvorfor i alverden banner man dem ikke bare? Det ved jeg ikke, og jeg skal være den første til at inddrømme at det ville være den største fejl at gøre! Fordi de kan da om nogen sætte gang i et forum.

Forums handler jo i høj grad, som i alle andre dele af samfundet, om at socialisere - og så er der jo ikke noget bedre end at kunne stå sammen og ha en fælles og ond fjende som man i fællesskab kan hade! Nu er mine ord om dem jo totalt overdrevne, og jeg har faktiskt den aller største respekt for dem. De tør at stå ved sine holdninger selv om alt omkring dem siger de tager fejl. Og uanset du vil det eller ej så tvinger de dig at sætte dig ind i tingene... og hvis man ska være ærlig over for sig selv så ender man jo med at indse at tingene ikke er så sort og hvide som man gerne vil ha dem til. De tvinger dig også til at ha en holdning til tingene, hvilket jeg mener er sundt! Så jeg siger: Længe leve fanboys! Uden jer ville det her være et røvsygt sted!

Jeg tillader mig forøvrigt at citere Kiwi's defination af en Fanboy - den er helt suveræn:

  • Du skal have begrænset viden om emnet der diskuteres.
  • Dine argumenter finder du på diverse sentations sider på nettet. De behøver ikke være sande, og du behøver ikke kunne forstå dem.
  • Hvis du ikke kan komme med et modargument (hvilket sikkert hurtigt vil ske, når man tager punkt 1 & 2 i betragtning), ignorerer du din diskussions partner og / eller begynder at sige din mening om hans seksuelle orientering, intelligens niveau eller familie medlemmer.
  • Sidste og vigtigste punkt: Hvis du nogensinde skulle få på fornemmelsen at du tager fejl, må du ALDRIG indrømme det. Det vil tværtimod være langt bedre at sætte ekstra fokus på punkt 3 i den situation.
  • Lige til sidst vil jeg fortælle at jeg den anden dag fik at vide at min 4 årige søn gør det samme over i børnehaven. Han er en af de børn der har næsten mere kontakt med voksne end med børn, på grund af at han bor med kun den ene forælder og ikke har nogle syskende. Det har haft den effekt at han mest taler og leger med voksne vilket har givet ham et sprog der er højere end gennemsnittet for hans alder.

    Jeg siger det ikke for at prale af at ha en søn der verbalt er godt med, for jeg ved at der er en bagside af medaljen, at der er andre områder hvor han halter efter. Men jeg er sikker på at hvis der er noget han blir, så er det en heftig debatør. Fordi han lader til at ha arvet min udholdenhed i diskussionerne, men endnu være for hans mod-debatører, så har han arvet sin mors dødligt precise timing og sindsygt gode hukommelse i diskussioner. Så vær glad alle PS fanboys at det er mig i diskuterer med og ikke min søn om 15 år ;)

     

    PS. Jeg poster dette efter kun en hurtig gennemlæsning. Ikke før den her sidste sættning er væk er jeg tilfreds med indholdet som det er!

    10-12-2006 - 01:21

    Hvem er jeg og hvorfor blogge her?

     

    Så ska jeg også være med på vognen. Havde enlig tænkt at gøre det på min egen hjemmeside, men må nok indse at jeg nok ikke får taget mig sammen til det, plus at jeg jo her har et publikum ;)

    Jeg må nok gå for at være en af de gamle rotter her på forumet, ikke at jeg har været her i forumet i lang tid, men har været gamere i mange år. Måske ikke den classiske type af gamere, men netop derfor måske en gamere med et andet syn på tingene.

    Jeg har enlig ikke tænkt mig at kun skrive om spiloplevelser, men også andre ting der sker rundt omkring mig. Men er det så interessant? Tjah, det finder vi så ud af!

    Men for at i ska ha en idé om ham som forhåbningsvis sidder og skriver alle mulige interessante ting så kommer her en kort resume af mit liv:

    Jeg blev født i Roskilde af mine forældre der begge er fra Amager. Kort tid efter min fødsel flyttede de til Sverige, og tog mig med. Jeg voksede op bland svenskere og alt hvad der hører til, men havde jo en stærk indflydelse af det danske da vi bevarede kontakten til Danmark, og jeg har således aldrig følt mig som andet end 100% Danskere. Efter gymnasiet kom jeg i lære på et reklamebureau. Jobbet i reklamebranchen fik mig så via omveje til at flytte tilbage til Danmark og bosætte mig i København (der var vidst også noget med en pige indover...). Her bor jeg så igen, nærmere bestemt på Amager, hvor det hele et eller andet sted startede.

    Gamere har jeg altid været, synes jeg selv ihvertfald. Min far købte en gang, da jeg var omkring 6 år, et tv som var helt vildt high-tech fordi det havde to controllere som man kunne spille helt vildt fede spil på, så som Ping Pong, men det havde også noget andet... Vi havde nemlig en pistol som man ku putte den ene controller op i, og ku på den måde skyde til måls efter en stor grøn firkant der bevægede sig rundt på skærmen. Måske er det herfra jeg har fået min kærlighed til shooters genren?! Siden da har jeg spillet alt muligt fra Commodore til Megadrive, Playstation, PC og sefølgelig Xbox 1 og 2.

    Idag er mit liv præget af den søn som jeg fik sammen med en eks-kæreste, mit job som tager utroligt meget af min tid, de piger jeg ser og mine venner, men sidst og bestemt ikke mindst af de spil jeg spiller på min Xbox 360'er.

    Håber der vil være nogle fede artikler at finde i min blog, og vær velkommen til at spørge, kritisere eller rose mig!

     

     

     

     

     

     

     

    Det sjette, og hemlige,

    medlem af The Rat Pack!

    Xboxlife Blog
    Følg Xboxlife her