Når tissemanden indgår i lynlåsen

Vinterkulden indebærer, for mit vedkommende, altid lange underbukser. Eller ski-underbukser, som nogle også ynder at kalde dem. Det er den absolut vigtigste vinterpåklædning, og den eneste jeg endnu har erhvervet mig - handsker, halstørklæde og vinterjakke må vente, og det kan det også fint, når nu jeg har de lange.
Konflikten i dagens indlæg kommer så, da jeg skulle op for at hæve penge. Jeg vågnede brat og kunne se, at jeg skulle skynde mig afsted for at kunne nå bussen. Jeg går i bad, tager tøj på. I dag har jeg dog valgt ikke at tage de lange underdrenge på, da de var til vask.
Da jeg skal til ud af døren, kan jeg mærke at vandet trækker sig på, og jeg skynder mig derfor ud for at pippi langstrømpe. Jeg lader vandet og lyner op..........................................


ARRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRW!

Bette Thomas' rullekrave var kommet i klemme.. så at sige. Med en rystende hånd og tårer i øjnene, lynede jeg ned og inspicerede. Han var heldigvis okay. Men for satan, hvor gjorde det nas..

Udlæg til historie

The Dead Man

Grundlæggende idé:

Detektiven Crawen vågner under mystiske omstændigheder op et halvt år ude i fremtiden. Ifølge medierne er han blevet myrdet, og folk tror skam også at han er død. Crawen sætter sig for at opklare mordsagen, en sag som optager offentligheden meget (Jeg forestiller mig at Crawen har været en stor kanon). Mordet er som sagt omsløret af stor mystik.

Crawen er midt i 40’erne, måske lidt yngre eller lidt ældre. Han er erfaren og kløgtig, og kan løse selv de sværeste mysterier.  Dog er han også skruppelløs, og gør tingene på sin måde. Han tager aldrig side og arbejder (næsten) altid alene. Han har kun to ”allierede”; John, en gammel kaptajn inden for politikorpset. John og Crawen startede er gamle partnere fra dengang de startede i korpset. Crawen forlod det dog hurtigt, da han opdagede korruption blandt korpsets øverst befalende. Dette troede John dog ikke på, så han blev i korpset og der var en kold periode mellem de to. John ender med at blive kaptajn og er rangmæssigt kun under Overkaptajn Magnusson og en bestyrelse, hvilke Crawen ikke stoler på.  Dette ender da også med at John bliver gjort opmærksom på korruptionen i korpset, og han forlader det omgående og opsøger sin gamle partner.

Den anden ”allierede” er den smukke unge kvinde Grace, som arbejder som barpige. Grace ser Crawen som en slags faderfigur. Dette har oprindelse i en tidligere hændelse eller et tidligere forløb. Grace har kontakter inden for politikredsen, hvilket Crawen gør brug af.

Begge af baggrundshistorierne skal der arbejdes lidt med.

Jeg forestiller mig at historien er nogenlunde tidløs, men samtidig er inspireret af tredivernes noir-setting. Dvs. ”Trench-coats”, hatte osv. Tænk ”Sin City” blandet med ”The Black Dahlia”

ENKELTE TÆNKER SCENER:

En scene kort tid efter at Crawen vågner op. Scenen foregår på den bar Grace arbejder. Hun tror stadig at Crawen er død. Det har været svært for hende at acceptere.

Crawen kommer ind af døren iført trenchcoat og hat. Frakken er trukket helt op omkring halsen og ansigtet, og han kigger lidt ned mod jorden, så ansigtet er i skygge. Man kan ikke umiddelbart kende ham. De andre i baren vender sig rundt og ser på ham. De kigger med undrende, de er ikke sikre: ”Er det mon ham eller ikke?”. I baren står Grace med ryggen til. Hun står og fifler med et eller andet. Det f.eks. være at hun tørrer glas eller lign. Crawen sætter sig på en tom barstol. De øvrige bargæster har givet op og kigger ikke længere så undrende.

”One brew please..”

Grace genkender ikke stemmen

”Just one moment sir”.

Grace bukker sig ned efter en øl, stadig uden at have set, hvem der sidder i baren. Hun fisker en øl op. Da hun får øje på hvem gæsten er, bliver hun forskrækket. Det er muligt at hun taber flasken.

”Crawen?! But you were killed?! You are supposed to be dead!”

”So I’ve been told and I’m going to find out who did it. Got any leads?”

“No. No one knows anything, they just found you floating in the East River. Crawen… I…. I thought you were dead.”

“Don’t believe everything you read in the newspapers”

“But it’s been six months. I hadn’t heard from you. How should I know?”

Crawen tager en stor slurk af sin øl. Han ved godt at han er en ”død” mand.

”Know where I can find John?”

“No. I haven’t seen him for some time. He disappeared shortly after you died.”

“Hmm. Doesn’t sound like him. I better go ask around. Good to see you Grace, you look nice, as always.”

“I don’t know what to say Crawen”.

“Don’t say anything, in fact, keep your mouth shut, I would like to stay dead, just a little while longer”.

Medicinsk husarrest

De sidste tre dage har været en form for vendepunkt i mit liv. Ikke den slags man hører om fra folk, der endelg har fundet Jesus. For det er jo noget vrøvl. De har jo aldrig ledt efter ham, og de skal ikke komme og sige at de altid har haft brug for ham, bare fordi de tilfældigvis støder ind i ham ved Købmanden(og dem der for alvor leder efter ham har for længst fundet ham, og belemrer ikke os andre med det). Nej, det var et langt mindre betydeligt vendepunkt, men ikke desto mindre et vendepunkt.
Det hele startede(som det meste jo gør) i klokkeværket. Kært barn har mange navne som man siger, og klokkeværket er et særdeles godt et af slagsen.
Men som jeg sagde, det hele startede i klokkeværket. Jeg havde ondt i stenene. Ikke sådan ekstremt ondt, og i grunden ikke en bestemt nævneværdig smerte, men den var der, og det var jo kilde til en vis ubehag. Det føltes som om jeg var blevet losset - med en ikke ubetydelig styrke - lige i dinglebærrene et par timer siden. Eller måske havde fået et par lige lovligt stramme underdrenge på. Ihvertfald var det en klemmende ubehag, som betød et lægebesøg mandag. Man ved jo aldrig hvad de skiderikker finder på og tanken om at blive steril sådan lige pludselig, er ikke noget der står højt på min foreløbige "To do" liste.
Mandag mødte jeg op til en gammel kvindelig læge, der nævnte noget med fåresyge, vacciner og ondt i halsen, men jeg hørte ikke meget, da jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid inden lægen sagde "Læg dig op på briksen, og knap bukserne op" og så var det sket, de små fyre skulle klemmes på af en lægelig hånd iført gummihansker, og der ville brede sig en pinlig stemning, hvor ethvert forsøg på en morsomhed ville ende ud i psykisk tortur.
Efter nogle lange sekunder med omhyggelig finger-gefühl, kunne der konstateres at der intet usædvanlig var, og så kom bomben ellers.

Mononukleose. Føj for den.

Muligvis mononukleose.

Med et ord havde den fingernemme læge placeret mig i en tredages husarrest. Afskåret fra resten af verden.

Jeg blev venlig bedt om ikke at komme i skole, da Kontoret nødig ville have at jeg fik smittet en hel skole med denne helvedesvirus.
Jeg skulle ikke komme på arbejde.
Jeg skulle blive indendøre... og det blev jeg.

Og det er her vendepunktet kommer ind i billedet.
Først at det vigtigt at I forstår hvor meget jeg har kedet mig. Jeg har kedet mig på samme måde som Jesus kedede sig når han så de andre kammerater lege i vandet, og han vidste at ethvert forsøg på leg i vandet ville resultere i hjernerystelse, brækkede lemmer og tolv stangstive apostle der fontæne brækkede sig af alt for meget vin. Den slags kedsomhed, hvor man føler sig deprimeret, sørgelig og nyttesløs.
Det var et vendepunkt. Idag klokken lidt over middag besluttede jeg mig for noget.
Det er ikke noget vanvittig spændende, heltemodigt eller på andenvis fascinerende. Jeg har ikke bestemt mig for at rejse Jorden rundt på stylter, bestige et bjerg eller rejse ud i skoven, til en hytte uden vand og el, og leve resten af mit liv fri for alt det materielle.
Jeg bestemte mig for ikke at kede mig. Det lykkedes ikke sådan som jeg gerne ville, men alene tanken om ikke at ville kede sig har en virkning, og det når man lægger en mental plan om ikke at kede sig, keder man sig jo i princippet heller ikke, og det er jo meget godt.

....

Det er fredag aften, og jeg burde være ude og nyde ungdommen og ungkarlelivet, ved at fulde mig og mæske mig i kvinder. Være ude og male byen rød - eller rettere en skarp pink, som kun er set på de svedigste clubs i Malibu og de mest luxuriøse casinoer i Las Vegas. Men det er jeg ikke.
Istedet sidder jeg her. I min seng. Stirrende ind i en omtrent ni tommer stor bærbarskærm. Ved siden af mig ligger der et eksternt dvd-drev der summer på l
ivet løs, og jeg kan mærke den smertelige varme det udsender. Mine øjne er firkantede, og mit blodsukker efterhånden så lavt, at Døden venter spændt på sit næste bytte.

Det hele startede i går. For omtrent 24 timer siden. Det hele startede med en lav forventning og en smule skuffelse. Men disse følelser skulle vise sig at være forkerte.

Jeg så. Jeg så dét, der skulle gøre mig komplet. Jeg så et mord. Jeg så en koldblodig morder. Jeg så et hjælpeløst offer.

Jeg så..... Dexter.

Jeg så dét, jeg nu har siddet og set i godt og vel 7 timer i streg. Et mesterværk af kvalitet.

Jeg mangler 2 afsnit. Så er jeg færdig med sæson ét. Men hvad så? Jeg har ikke sæson to. Eller sæson 3. Det er også ligegyldigt. Det har ingen relevans for dette blogindlæg, og ingen relevans for denne nat. For i nat sker det igen. Han slår ihjel igen. Og der er intet jeg kan gøre ved det. Jeg er forsvarsløs. Jeg er en slave for hans vilje....
...
...
...
...
...

Og jeg elsker det....

Fortsættelse følger(og mangler)

  

Et glæde ved at spille computerspil, se film, læser bøger eller andet i den boldgade, er at få en god historie fortalt, så man kan sidde med en rar fornemmelse i mavsen og føle hele verden bare fungerer som den skal. En ting der så virkelig ødelægger denne glæde er teksten: ”To be continued”, lige meget om den så rent faktisk er der eller ej.

Åbne slutninger  er noget af det værste der findes, da de løse ender skal rettes op på i en nødvendig fortsættelse. Men inden vi går alt for meget videre, må jeg nok hellere lige forklare mig.

Der er forskel på åbne slutninger og åbne slutninger(ja, det skal stå to gange)!
Den ene er, hvor man efter bogen, spillet, filmen , eller hvad det nu måtte være, kan ”digte” videre og skal bruge sin fantasi på at få det hele med -  dog har man fået plottet serveret. Et godt eksempel ; The Prestige(mulige spoilers!).  The Prestige er en af mine absolut yndlings film, netop på grund af den geniale slutning.  Hvordan virkede den maskine? Kunne den virkelig lave kloner? Var det hele bare et tryllenummer?

Den trælse slutning er den skide fortsættelse følger. Et glimrende eksempel på denne er Half-Life 2 og dens skide ”Episode” spil.  Nu har jeg så gennemført Episode Two. Og det var da sådan set udmærket, selvom at Half-Life serien snart mangler lidt frisk vind for ikke at være alt for ensformig, men når jeg efter fucking  4 timer(!!!!) får en skide ”fortsættelse følger” slutning og skal vente 16 år på at Episode Three kommer, så er hele oplevelsen ødelagt.  Jeg  forstår ikke hvorfor Valve valgte at udgive alle episoderne som et spil, og tog lidt mere for et. På den måde var vi alle glade, og jeg ville synes at jeg sad med et ordentligt spil.

4 timer er aaalt for lidt for et spil, som tvinger en til at købe en fortsættelse. Jeg har stadig ikke helt forstået plottet der menes at være i Ep. 1 og Ep. 2. Der var lige ved at komme lidt guf på, men så slutter spillet. Og den spænding der næsten var, skal de nok få ødelagt i Ep. 3. Især efter jeg læste dette: ” We don't know entirely what's happening (with the story) in the next episode, but we're gonna figure it out!”(redigeret og taget ud af kontekst)  Hvad fanden?! Har de ikke skrevet Ep. 3 endnu? Er det ikke en ganske naturlig ting at man har en drejebog? Her er hvad i skal Valve:

1: Nye idéer. Spillene er ved at gentage sig selv en smule, jeg kunne f.eks. ikke altid huske om det var i Ep. 1 eller 2 at jeg havde været igennem dit eller dat, fordi er ens!2. Lav spillet længere, så jeg ikke kan nå at gennemføre det mens jeg sidder på lokum.
3: Lav en AWESOME historie og slutning, så jeg ikke føler mig snydt.
4: Giv nu forhelvede Gordon en stemme. Det der ”Oh, you are the silent type” begynder at være trættende. Et par cutscenes ville også være fedt.
5: Mindre loadtider.

Lige en sidste note: The Dark Knight bliver AWESOME!

Gammel skolestil

Jeg fandt lige en gammel skolestil, som jeg lige synes jeg ville dele med jer, I der ikke læser min blog. Det skulle være en novelle og den skulle indeholde flashbacks.
Here you go;

Dukken var ny. Hun havde fået den af sin far den forrige uge. Hun havde ønsket sig den i fødselsdagsgave, men fik den ikke. Hun kunne tydeligt huske at hun flåede alle gaverne op. ”I dag er det Idas fødselsdag! Hurra! Hurra! Hurra!” Hun havde bestilt rutebilslagkage. Der var masser af det. Moderen havde lavet fem styk til ti mennesker. Det var alt for meget, de spiste knap to!  Hver gæst havde haft to gaver med. Ida vidste godt at de ikke var særlig store. Dukken var ikke deriblandt. Mor og far havde købt nogle større gaver. En af dem var helt sikkert en dukke!

Gaverne var det allersidste. De skulle først lege skattejagt, spise slik og lege med Idas legesager. Ida var ivrig. Den første gave blev flået op, den var fra Rikke, en af gæsterne. Det var blyanter, viskelæder og lineal, alle i lyserøde farver. ”TAK! Sådan noget har jeg lige brug for!” Det var en åbenlys løgn. Havde det ikke været fordi hendes forældre insisterede, havde hun ikke holdt denne møg  fødselsdag! Så havde hun også sluppet for alle disse møg gaver. Den anden gave blev åbnet. Den tredje. Den fjerde. Alle af gæsternes gaver var ubrugelige. Nu kom forældrenes gaver. Hun flåede dem om muligt hurtigere op end gæsternes end gæsternes! Den første gave var ikke en dukke. Den anden gave var ikke en dukke. Den tredje gave var ikke en dukke. Der var en gave tilbage. ”Det må være en dukke.” Hun åbnede den langsomt for at forstærke spændingen. Det var ikke en dukke. Skuffelsen satte sig som en klump i halsen. Ida blev kridhvid i ansigtet. Hun var lige ved at tude, men greb sig selv i det. Hun ville vente til gæsterne var taget hjem.

Da gæsterne var gået satte forældrene sig ind i sofaen og tændte fjernsynet – et øjebliks hvil før oprydningen. Ida stillede sig foran fjernsynet. Forældrene kiggede bare op på hende med et fjoget udtryk. ”Som om I ikke ved hvad der er galt! Hvor er min dukke?!” spurgte Ida, fornærmet, nærmest skrigende. ”Din hvad?”                                                                                                                                                                                   ”MIN DUKKE! Hvor er min dukke?!” Forældrene forklarede og forklarede. De kom med dårlige undskyldninger. Som om de ikke havde penge til den.

Men nu havde Ida fået dukken. Hun havde leget med den hele ugen. Faren havde købt vogn og seng med. Derudover hørte der en lille sutteflaske og en cd med vuggeviser med. Når man spillede vuggeviserne for dukken lavede den nogle snorkelyde. Man kunne komme til at vække den med en for høj lyd, så begyndte den at græde. Den var fantastisk, syntes Ida.

Familien var ude i deres sommerhus ved Vesterhavet. Sommerhuset var rimelig nyt og bygget af træ. Det var blåt og lugtede af den olie, huset var behandlet med. De havde købt det forrige år, gennem faderens arbejde. De fik det til en rekordlav pris. Det lagde tæt på stranden, omkring 100 meter. Ida kunne selv gå ned til vandet hvis hun ville, hun skulle bare tage Buller – deres hund – med. Det var en sikkerhedsforanstaltning. Buller var tidligere redningshund, så den kunne trække hende op af vandet, hvis det nu gik galt. Buller var en god hund. Den var lydig og kunne en masse tricks. Det var en schæfer-collie, som de havde fået af morens veninde, som ikke kunne passe ham mere. Det var en god og stærk vagthund. Der var engang en tyv der kom ind i deres hus, hjemme i byen. Buller begyndte og gø og bed tyven i hånden. Tyven endte med at måtte flygte, dels fordi han var bange for Buller, dels fordi Buller vækkede faderen.

Forældrene elskede det hus. Ida hadede det selvfølgelig.

Efter frokost var Ida løbet ned på stranden. Hun havde taget dukken med. Dukken lagde hun på en sten, med et håndklæde under.  Ida og Buller legede ”Fang Stenen”. Ida kastede en sten ud i vandet og så skulle Buller nå at fange den. Det gjorde han aldrig. Ida måtte egentlig ikke lege ”Fang Stenen” med Buller. Engang da de legede det, flækkede Buller en tand. Så måtte han til dyrlægen. Det blev dyrt. Det kostede over tusinde kroner sagde Idas forældre. Så bestemte de, at hun ikke måtte lege det mere, men hun gør det alligevel, for Buller kan godt lide at lege det.

Ida skulle bade.  Vandet var varmt i dag, omkring 22 grader. Hun badede i omkring en halv time. Så var hun fuldstændigt blå og måtte nærmest trækkes tilbage af Buller.

 

Ida og forældrene spiste aftensmad. De  fik lasagne. Ida hadede lasagne, så hun fik is. Det var sådan noget hjemmelavet noget, som man fik ovre i ParadIS, i byen tæt på sommerhuset. Det var alle mulige underlige slags; man kunne få is med koldskålssmag, chokoladesmag, After-Eight smag, pistacie, alle mulige forskellige slags. Man kunne endda få med chilismag. I dag fik Ida med vanilje og chokolade.

Pludselige frøs Ida fuldstændigt! Dukken! Hun havde glemt dukken nede på stranden! Ida gik i panik! ”Mor! Far! Jeg har glemt min dukke!” skreg hun panisk, så hun skræmte forældrene fra vid og sans! Hun skyndte sig at tage sit tøj på og løb alt hvad hun kunne ned mod stranden. Da hun endelig kom derned, skyndte hun sig over til den sten, hvor hun havde lagt dukken. Den var der ikke! Ida var lige ved at græde. Hun løb op og ned ad stranden efter dukken, men den var ikke til at finde nogen steder. Ida løb op til nabohuset. Hun bankede på samtidig med at hun let trippede. Døren åbnede. ”Har I set min dukke?!” Det havde de ikke. Ida løb ned på stranden igen. Hun vendte hver en sten. Den var ingen steder. Til sidste var der kun et muligt sted – vandet. Ida hoppede i. Vandet var koldt. Hun ledte i vandkanten.

 Vandet havde været ret stille i forhold til hvad det plejede. Nogle gange var der bølger så høje som Ida. Ida kunne huske engang hvor selv ikke hendes far turde hoppe i. De havde spist frokost, og bestemt sig for at de ville ud at bade.  Det blæste lidt, men ikke noget helt vildt. Luften var varm, så det var heller ikke koldt. Vandet var egentlig også rimeligt varmt. Solen skinnede. Bølgerne var høje. Rigtig høje, ingen kunne forklare hvorfor de var så høje. Det var livsfarligt at være ude i vandet. Så de gik tilbage i huset. Senere på aftenen kunne de se i de regionale nyheder, at en jolle var blevet smadret under bølgerne. Ham der sejlede jollen var også kommet til skade, men var uden for livsfare. ”Hold da kæft” havde faderen sagt. De sagde i Nyhederne at det var de højeste bølger der havde været i 20 år! Næste dag var havet helt normalt igen og vandet var varmt, så det var en rigtig god badedag.

 

Dukken var ikke  i vandkanten. Det var begyndt at blive koldt nede på stranden, med Ida var ligeglad. Hun VILLE finde sin dukke. Koste hvad det vil. Hun gik lidt længere ud, men ikke længere end til navlen.

Forældrene havde været meget grundige med at lære hende, at man ikke måtte gå længere ud end til navlen. Lige da de var flyttet op i sommerhuset, havde de haft en ”svømmekursus” med Ida. Her lærte hun at svømme og dykke, og alle reglerne når man svømmede. Det var ret sjovt. Efter en uge kunne Ida det hele. Så var det også færdige med at flytte i sommerhuset, så det passede fint sammen.

Ida ledte og ledte. Hun begyndte at dykke efter dukken. Hun tænkte at den nok ikke var kommet så langt ud, men den var ingen steder. Ida gik længere ud. Hun var begyndte at blive ret kold og blå. Hendes muskler var begyndt at blive lamme. Kulden stak hende i huden. Efter to minutter blev det hele sort!

  

Intensivafdelingen på Ringkøbing Hospital lå stille hen. Der skete ikke meget herude på vestkysten. På en uge havde der kun været to virkeligt akutte tilfælde.

Klokken var 20:30 da de sendte en ambulance ud.  Pigen var meget nedkølet, med dog i live. Hun havde en puls, men også kun næsten. Hun var helt blå. Pigen havde tilsyneladende været i vandet for lang tid.

Problemerne startede for alvor, da pigens hjerte stoppede med at slå. Man kunne ikke genoplive hende med en defilibrator, fordi hun var for kold, så man var nødsaget til den gamle metode. Efter en time og femogfyrre minutter gav man op. Ida Lomborg blev erklæret død klokken 21:48.

   

På en sten sad en lille dukke. Dens vanligt smilende ansigt, så yderst trist ud. Den var blevet forladt til sig selv.  Dukken rejste sig op og gik alene hjem…..

Plot udlæg; Eventyr til Børnehaven - De fantastiske eventyr om helten Henning

Nu fik jeg skrevet, det vi i faget kalder et plot outline.(Nu er vi så kun mig i faget, så det er jo igrunden ligegyldigt).
Idéen er til et eventyr, og den kom sådan helt spontant, eller hvad man nu kan sige, mens jeg sad og hørte Billie Jean med Hr. Pædofil - Michael Jackson. Selve eventyret er egentlig et rip-off, af et eller andet eventyr, jeg ikke kan huske hvad er for et.
Idéen lyder således:

En smede-lærling støder en dag på en gammel kælling. Kællingen lover ham berømmelse og evig lykke, hvis han kan bestå en prøve. Prøven betstår i at han skal klare sig igennem tre slotte, der ændrer sig efter det man frygter mest. I hvert slot er der en "boss"! "Bossen" er indbegrebet af den frygt som slottet "består" af. F.eks. er det araknofobi, så er "bossen" en edderkop, og slottet vil bestå af edderkoppereder osv. Frygter man Al-Qaeda er "bossen" Osama Bin-Laden, frygter man skattelettelser er "bossen" en velklædt Bendt Bendtsen.


Så er mit spørgsmål;
Hvilket eventyr er det et rip-off af?

Tastatur-håndspasmer

Forestil dig dette; Du sidder ved din pc. Du sidder skriver et eller andet, men taster hele tiden forkert. Du trykker selvfølgelig backspace, og begynder at skrive forfra igen. Endnu engang taster du forkert, og du bliver nu en smule arrig. Du hamrer backspace knappen i bund, og skriver igen forkert, så nu bliver hamrende arrig og smadrer backspace i bund og gennemtæsker alle andre knapper, men du skriver stadig forkert. Og det er netop her, at en forunderlig refleks sker; man simulerer en hvis krampe og laver en spasme med hånden, således at man trykker på masser af vilkårlige taster. Det sker dagligt. Der ser typisk sådan ud;

Han gik en tru
[Backspace]
Han guijk ne urt
[BACKSPACE]
Hna guiok enm tue
[BACKSPACE!!]
Nah giukj ne tyur
[EVIG ARRIGSKAB]
KJS FKhkjfhksgduoortp0+fa4t8boylgna8o9

Den sidste linje bliver skrevet i en sådan spasme. Dette er højst besynderligt, navnligt fordi det er meget påtaget. Det er jo i grunden ikke en refleks, det er en slags straf til tastaturet. "Så kan det satme lære det!".


Weird.
Og med det vil jeg gå i seng..