Medicinsk husarrest

De sidste tre dage har været en form for vendepunkt i mit liv. Ikke den slags man hører om fra folk, der endelg har fundet Jesus. For det er jo noget vrøvl. De har jo aldrig ledt efter ham, og de skal ikke komme og sige at de altid har haft brug for ham, bare fordi de tilfældigvis støder ind i ham ved Købmanden(og dem der for alvor leder efter ham har for længst fundet ham, og belemrer ikke os andre med det). Nej, det var et langt mindre betydeligt vendepunkt, men ikke desto mindre et vendepunkt.
Det hele startede(som det meste jo gør) i klokkeværket. Kært barn har mange navne som man siger, og klokkeværket er et særdeles godt et af slagsen.
Men som jeg sagde, det hele startede i klokkeværket. Jeg havde ondt i stenene. Ikke sådan ekstremt ondt, og i grunden ikke en bestemt nævneværdig smerte, men den var der, og det var jo kilde til en vis ubehag. Det føltes som om jeg var blevet losset - med en ikke ubetydelig styrke - lige i dinglebærrene et par timer siden. Eller måske havde fået et par lige lovligt stramme underdrenge på. Ihvertfald var det en klemmende ubehag, som betød et lægebesøg mandag. Man ved jo aldrig hvad de skiderikker finder på og tanken om at blive steril sådan lige pludselig, er ikke noget der står højt på min foreløbige "To do" liste.
Mandag mødte jeg op til en gammel kvindelig læge, der nævnte noget med fåresyge, vacciner og ondt i halsen, men jeg hørte ikke meget, da jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid inden lægen sagde "Læg dig op på briksen, og knap bukserne op" og så var det sket, de små fyre skulle klemmes på af en lægelig hånd iført gummihansker, og der ville brede sig en pinlig stemning, hvor ethvert forsøg på en morsomhed ville ende ud i psykisk tortur.
Efter nogle lange sekunder med omhyggelig finger-gefühl, kunne der konstateres at der intet usædvanlig var, og så kom bomben ellers.

Mononukleose. Føj for den.

Muligvis mononukleose.

Med et ord havde den fingernemme læge placeret mig i en tredages husarrest. Afskåret fra resten af verden.

Jeg blev venlig bedt om ikke at komme i skole, da Kontoret nødig ville have at jeg fik smittet en hel skole med denne helvedesvirus.
Jeg skulle ikke komme på arbejde.
Jeg skulle blive indendøre... og det blev jeg.

Og det er her vendepunktet kommer ind i billedet.
Først at det vigtigt at I forstår hvor meget jeg har kedet mig. Jeg har kedet mig på samme måde som Jesus kedede sig når han så de andre kammerater lege i vandet, og han vidste at ethvert forsøg på leg i vandet ville resultere i hjernerystelse, brækkede lemmer og tolv stangstive apostle der fontæne brækkede sig af alt for meget vin. Den slags kedsomhed, hvor man føler sig deprimeret, sørgelig og nyttesløs.
Det var et vendepunkt. Idag klokken lidt over middag besluttede jeg mig for noget.
Det er ikke noget vanvittig spændende, heltemodigt eller på andenvis fascinerende. Jeg har ikke bestemt mig for at rejse Jorden rundt på stylter, bestige et bjerg eller rejse ud i skoven, til en hytte uden vand og el, og leve resten af mit liv fri for alt det materielle.
Jeg bestemte mig for ikke at kede mig. Det lykkedes ikke sådan som jeg gerne ville, men alene tanken om ikke at ville kede sig har en virkning, og det når man lægger en mental plan om ikke at kede sig, keder man sig jo i princippet heller ikke, og det er jo meget godt.