Thomas---89's blog
31-10-2011 - 16:42

Verden væreste besked, part 5

Hej, jeg er Thomas’ lillebror, og han har bedt mig om at skrive dette blogindlæg for ham, da han selv er rigtig afkræftet og ikke mener at han selv kan overskue at skrive det lige pt. Jeg var slet ikke klar over, at han havde skrevet en blog omkring hans sygdomsforløb og det rør mig dybt at læse dem og alle Jeres søde beskeder – TAK.


Min bror ligger lige nu i isolation på en speciel gang på sygehuset. På hans værelse ligger han i sin seng med forskellige slanger sat på ham, samtidig ligger han gemt bage noget gennemsigtig plastik, da han i øjeblikket er meget modtagelig overfor forskellige bakterier.


Jeg er egentlig ikke rigtig klar over hvad hans behandling går ud på, men det ser voldsomt ud som han ligger i sin seng. Jeg har heller ikke rigtig snakket med ham omkring hans behandling da han hellere vil snakke med mig omkring andre ting så som fodbold, min skole og hvordan jeg har det. Det virker som om, at han ikke vil have mig til at bekymre mig mere end jeg allerede gør for ham. Selvfølgelig snakker vi også omkring hvordan det går med ham, men ikke så meget omkring behandlingen.  


Ud over, at han er meget afkræftet pga. behandlingen så går det ifølge lægerne fremad. De har lavet nogen test på ham på det seneste og de er alle sammen med det samme resultat nemlig positive hvilket han og ikke mindst resten af familien er rigtig glad for.
Vi håber virkelig at dette kan være med til at vende hele forløbet for ham som jo desværre ikke har været et specielt rart forløb for os da der har været flest nedturer, men det er lige meget med de nedture – hvis bare opturen fortsætter for ham.


Hvis det bliver ved med at gå så godt som det gør nu, så kan vi se frem til, at han kommer hjem til os igen om 1 – 1½ måned og altså kan fejre jul sammen med familien. Det er heller ikke det samme uden ham hos os, det er som om der mangler noget så jeg glæder mig forfærdeligt meget til at han kommer hjem forhåbentligt snart.


Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive mere, jeg skriver ikke blog normalt og da det er min brors blog ved jeg ikke hvad jeg mere skal skrive lige nu. Min bror håber at han snart bliver frisk nok til at han selv kan opdatere Jer omkring forløbet. 

Det var et meget kort blogindlæg, men min bror mente det var lang tid siden han sidst havde skrevet, og han ville bare lige have mig til, at skrive her inde at det går langsomt fremad, men trodsalt fremad :-) 

07-10-2011 - 12:46

Verden væreste besked, part 4

Hej, tak for alle de dejlige og opmuntrende hilsner, det varmer utroligt meget i sådan en hård situation.


Mange skriver, at jeg er god til at holde modet oppe, men det er meget lettere at være ’cool’ på et blogindlæg på internettet end det er i virkeligheden. I den ’virkelige verden’ har jeg ikke været lige så ’cool’ omkring det hele som det måske virker i min blog. Jeg har grædt sammen med familie og venner, ikke følt at det er fair at jeg er blevet ramt at den her sygdom, at det hele er noget l*rt og jeg ikke gider mere. Men jeg kommer alligevel altid frem til det samme hver gang jeg er nede i en bølgedal, netop at jeg ikke kan være det bekendt overfor dem der elsker mig, og det er i sandhed dem der holder modet højt og bliver ved at tro på at det hele nok skal gå der virkelig varmer, og gør at jeg kan finde nogen ekstra kræfter. Hvis dem der er tættest på mig ikke troede på det, ville jeg heller ikke!


Jeg har netop læst de forrige blog indlæg igennem igen, og jeg kan se at det er begrænsede informationer jeg i virkeligheden er kommet med. Der er så meget man kan skrive omkring den her sygdom, og hvordan den har ramt mig, men I har fået en meget forenklet udgave af det hele. I mine blogindlæg kan det virke som om, at jeg har boet hjemme og så bare er taget ud på sygehuset for at få kemoterapi en gang imellem, dette er naturligvis ikke tilfældet, jeg har i længere tid haft sygehuset som fast bopæl, og har nogen gange kun været hjemme i ganske få timer, men igen så er det desværre ikke alt man kan få med i en blog.


Dog rammer det mig når jeg sidder at læser den og samtidig tænker tilbage, at det i starten ikke så godt ud, men jeg havde trods alt en chance. Fra jeg i januar får konstateret kræft når jeg at opleve flere op og nedture, hvor lægerne mente at mine chancer var blevet forbedret og så til at det hele bliver smadret igen i slutningen af august hvor jeg fik at vide, at kræften havde spredt sig til leveren. Efter den har spredt sig er det utroligt hvor hurtigt det er gået ned af bakke siden, på under en måned er alt min livsenergi næsten blevet hevet ud af mig pga. den hårde behandling jeg modtager.



Efter den mislykkede operation, og flere undersøgelser senere snakkede jeg med lægen, som desværre ikke havde gode nyheder. Der var nemlig kun én sidste mulig behandling de kunne tilbyde mig. Det eneste de kan gøre for mig, var at tilbyde mig at deltage i et testforsøg, hvor der af gode grunde ikke kunne stilles nogen garantier eller andet, så om det vil virke ved de ikke? Dog sagde de, at det skulle minde om noget de har testede i Tyskland i længere tid, og som har haft positiv effekt på mange af personerne der nede. Dette betyder at jeg skal indlægges i ca. 2-4 måneder alt afhængig af hvordan det hele kommer til at forløbe, det vil blive noget at det hårdest indtil nu i mit sygdomsforløb, så hvor meget jeg kommer til at opdatere det næste stykke tid ved jeg ikke, men går der lidt længere tid imellem dem er det ikke ens betydning med, at jeg er død. Så i stedet for bare at ligge mig til at dø, sagde jeg med det samme ja til dette, og håber nu at det vil give noget positivt effekt da det ifølge lægerne var det sidste de kunne gøre for mig. 


At få at vide, at dette er den sidste mulighed jeg har tilbage, har gjort mig utrolig bange for at dø. Det er ikke så meget at jeg tror det vil gøre ondt på mig, men det er mere dem jeg elsker, og som elsker mig jeg er bange for. Jeg er oprigtig bange for at min mor ikke vil kunne klare det, selvom jeg måske endda kan sige farvel eller på gensyn til hende. Eller hvad med min ene lillebror? For et par år siden døde hans daværende bedsteven i en ulykke og det berørte ham dybt, hvad vil der så ske hvis jeg pludselig ikke er her mere en dag? Så, jeg er ikke bange for at dø, jeg er bange for at forlade dem jeg elsker og holder af.


Afslutningsvis skal det nævnes, at jeg er gået i gang med behandlingen som et led i testforsøget, og har netop fået et POSITIVT svar fra lægen om, at de første resultater der er kommet på det ser positive ud. Så det er virkelig dejligt at få en besked der er bedre end mange af de andre jeg har fået på det sidste. Så nu håber jeg bare, at det bliver ved med at gå frem ad, så jeg snart kan blive rask.

Følg Xboxlife her