Call of Duty: Black Ops 3 launchparty - en katastrofal beretning

I dag er det sådan cirka første fredag i November, hvilket naturligvis er international Call of Duty-dag. Monster-energidrik, 11-årige drenge der har kneppet din mor over Xbox Live og ubalanceret skydespil er sådan cirka obligatorisk, og mange af jer har sikkert taget en sygedag fra arbejdet.

Jeg har i stedet været inde til et launchparty for dette års Call of Duty - som meget overraskende var Black Ops 3. Var det ikke sidste år? Jeg troede at i år var Advanced Warfare 2 eller sådan noget. Altså, det er det jo så også, for dette års Call of Duty er faktisk Advanced Warfare 2: Black Ops 3: Titanfall Reloaded Extended Edition Directors Cut, men det er så en anden sag - som Activision afholdte i CinemaxX i København. Årets største spiludgivelse, blandt andet kendt for sin slappe lydside, live i en biografsal? Det kan kun være en ting - katastrofalt. Her er mine noter:

Jeg ankommer til CinemaxX cirka 17.40 og mødes med min kammerat Michael, som har billetter. Jeg har ikke billetter, men til gengæld har jeg et håb om, at det her bliver en virkelig dum aften - for det gør det ofte - og at vi kan snakke om alt muligt lort mens vi spiller lidt Call of Duty. Vi kommer faktisk ind til arrangementet og jeg spotter straks, at der er alkohol - so far so good. Michael og jeg får et par genstande indenbords, mens vi ser nogen spille Call of Duty. Der er rigtig, rigtig meget dialog og fjollede cutscenes - blandt andet bliver en fyr dræbt med en saks under bondagesex (dette viser sig senere at være introduktionen til dette års Zombie Mode, hvilket ikke gør det nemmere at forstå), en eller anden form for hjælpemekanik der laver alle omgivelserne grønne, og alle fjenderne røde (og spillet virkelig grimt at se på), bliver fremvist, og vi ser en fyr med sit headset på knæet blive dræbt fem gange af samme 3 fjender, på trods af, at der er pile der peger på dem og en helvedes masse aim assist.

Efter at have ventet til klokken 19 - med forventet start klokken 18 - rykker vi ind i biografsalen hvor arrangementet egentlig skal foregå. 

Det er Call of Duty, for fanden! En eller anden stand-upper eller komiker præsenterer det hele. Vi aner ikke, hvem det er, men han laver en usjov joke, så vi gætter på, at han er stand-upper. Vi får at vide, at det vil være forkert, at sige, at Call of Duty er tilbage, da det nok er jordens største entertainment-franchise. En sætning senere fortæller fyren os, at Call of Duty er tilbage med Treyarch ved roret. Sådan.
Præsentationen er faktisk bare et PR-dokument som manden læser op ad, og simultanoversætter til engelsk, hvilket resulterer i kiks som prizes der bliver til priser, og maps der bliver til kort. Vi drikker hver gang han siger noget fjollet, hvilket hurtigt viser sig at være en meget fjollet ting at gøre. Det drikker vi også på.

De næste tredive minutter går med forbindelsesproblemer og et hold af Sony-teknikker, Activision-folk og en masse andre mennesker, som ikke kan få 13 PlayStations til at snakke sammen. Vi nyder en 1-mod-1, hvor "psdk23" spiller mod "psdk25". Michael sætter sine penge på psdk25. Psdk23 vinder.
Menumusikken i spillet er god, når vi frem til. Jeg går på toilettet, og finder ud af, at der er åbnet en buffet. Vi ender med buffet, vodkadrinks og god menumusik.
Mand råber ad spillerne "Nu tager VI controllerne og logger dem ind én efter én. Nej, vent lige med at røre noget, Frederik!". Han virker lidt gal. Han virker også som en amatør, så jeg kan egentlig godt forstå det.

Noget begynder at virke! Vi henter mere buffet og vodkadrinks. Ting starter, men virker ikke, som de skal.

Nogen sætter sig på et headset, hvilket man kan høre ud af biografhøjtalerne. Det var ret vildt! I kampen med psdk23 mod psdk25 skød en af dem med en bazooka, og selvom lyden i spillet er dårlig - og at ingen kunne finde ud af at indstille noget som helst ordentligt til en biografsal - så var der så meget diskant, at det var en helt surrealistisk oplevelse. Det vil jeg gerne prøve igen.



Spillet starter, og vi ser to hold spille Call of Duty.
"Ham der er en robot, og han har en bar, der virkelig lader ham gøre ting!
"Ja, hoppebaren?
"Ja, hoppebaren!"
Jeg håber virkelig at den der bar på skærmen rent faktisk hedder hoppebaren.

GameReactor mod Monster. Ingen må røre ved noget! GameReactor har en 11-årig dreng på holdet. Michael og jeg overvejer at melde os som homoseksuelt par med adoptivsøn og være sure. Holdet foran os siger "Har de en fyr på 11 på holdet?"
"Jaja, se ham der den rødhårede. Og han har HELT sikker kneppet din mor".

I stedet for at se en PlayStation der CodCaster spillet vises GameReactors stream af eventet nu på skærmen.
Vi ser det nu... Gennem GameReactors stream. Vi sidder i en biografsal, og ser noget, som sker i biografsalen, på et stream i 240p, som er 30 sekunder forsinket. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige længere, men vi har sushi og vodka.
"Det er som at være der selv!", siger Michael.




Vi ser Jøden og team Pixel.tv. Vi spørger Jøden om vi må være på hold med ham. Eller tænker det i hvert fald.
Han er på Pixel.tv-teamet, åbenbart.

Vi får fat i hjertesalat og et par Tempt SixtyNiners. Det smager af jordbær. Det gør en 69 normalt ikke. Vi er overraskede og ser en 240p-trailer på en biografskærm. Næste runde begynder. Det er som at se et PowerPoint-slideshow i dårlig opløsning.


Vi ser et interview. Oliver Bjerrehus virker fuld - og sjov. En dårlig svensker er ked af at have tabt.

Vi tænker, at vi er nødt til at spille, så vi kan blive interviewet. Jøden laver et godt svenskerdis og jeg har brug for en genstand til.

Næste runde starter. Det ligner et turbaseret PlayStation2-spil. Michael henter mad og drinks.

Fyr bliver interviewet om den nye Zombie-mode.
"Well, compared to the older games, it's very different... Øhh. It is very good."
"If you put on your review glasses, how would you rate it?"
"Øhh, compared to the older or newer? Øhh... A seven out of ten? Maybe eight?"
Hvad.



Jeg går på toilettet og opdager på vejen at CinemaxX er en sexistisk lortebiograf. Jeg pisser på et af toiletterne og spilder næsten min drinks, så jeg kommer til at pisse på gulvet. Så må man lade være med at lave lortereklamer. Henter chips. Michael spørger hvad de smager af. Remoulade, svarer jeg, og jeg har lige overpisset et toilet. Michael siger at hans toilet var overskidt men han forsøgte at tørre det op. Han gav op. Han er enig i at de smager af remoulade.


Nogen fortæller at spillet er godt. Det er anderledes end de gamle Call of Duty, for det ligner mere Battlefield, siger han. Jeg skal have mere at drikke.

Jøden rør ved sin controller. Det hele går galt. Jeg bunder og henter remouladechips og nye drinks.

Jøden råber "Der kommer den der granat fra oven der hedder Hellstorm!". Vi bliver enige om, at remouladechipsne er gode. De kaldes måske paprika? Vi ved det ikke helt. Vi må spørge.
 
 
Team Pixel.tv taber og Jøden og Bjerrehus bliver interviewet on stream.
De forklarer, at de ikke havde så godt teamwork.
Bjerrehus: "I think you just have a closer bond when you have had sexual intercourse with your team, just saying"
Jøden: "I had sex this morning. I was wearing a mask with his face on it. She said it was the best sex she ever had!"
Bjerrehus - eller en eller anden random: "yesterday I had sex with a 19-year old prostitute and she..."
Interviewer: "yeah and back to the game, PLEASE!"

Team PlayStation råber:
"Op? Op! Ooooooop!"
"Er jeg død? JEG ER DØD!"
"Stærkt! Iieii"
Jeg tror kun, at de har drukket Monsters og forstår intet.

Publikum vinder 8-1 over team playstation i Call of Duty-versionen af Halo's Grifball. Scorene skiftes pludselig i en bug, så PlayStation vinder 8-1. Alle er forvirrede. Vi griner og drikker noget mere.

På vejen ud tager vi lige en sidste, mens jeg faktisk får prøvet spillet. Jeg spiller mod bots, men camper stadigvæk i et vindue. Jeg vinder. Jeg laver en Class, og spiller nu med et fedt gevær. Jeg vinder en free-for-all mod bots, hvor jeg går 30-1 og får brugt syge killstreaks og sådan noget. Jeg får en lille robot helikopter-ven, men de skyder den. Jeg fortæller AIen at jeg har kneppet deres mor, og at de er svenskere hele bundtet. Jeg ved ikke, om de forstår det. Jeg tror kun, at Call of Duty fungerer, når man spiller et hjemme i sofaen med et headset, hvor der faktisk er en mikrofon.

 

Embargoer & presseeksemplarer - bag scenen med mærkværdige måleenheder.

Vi er ved at bevæge os ind i videospillenes svar på en jagtsæson - september og året ud. Jeg har allerede erhvervet mig årets første spilskade for et par dage siden. Så ved man, at vi er godt på vej.
Det står på 3 måneder med 80% af alle de store spil, som udkommer i løbet af året.  Nyt Mountain Dew på Call of Duty-motoren. Nyt plaster til Destiny. Nye plastikinstrumenter, så vi endelig kan smide de gamle væk. Nye sportsspil, når nu vejret ikke er til det længere. Endnu et forsøg på at genoplive Assassin's Creed-serien, som vidst efterhånden har fået førstehjælp længe nok. Nyt Need for Speed, som, ligesom mange af de andre, bare hedder Need for Speed. Og meget, meget mere.

Vi starter i dag, d. 1. september, med to spil: Metal Gear Solid V: The Phantom Pain og Mad Max.  Førstnævnte er afslutningen på en legendarisk stealth-saga, sidstnævnte er et Avalanche-udviklet semi-tie-in til succesfilmen med samme navn.

Det er sjovt at se på embargoer og uddeling af presseeksemplarer - tingene der sker omkring anmeldelser, bag scenen, som de fleste aldrig ser - men som betyder utroligt meget for presseomtalen af spil, og kan bruges på mange måder. Her får I et hurtigt kig på to forskellige eksempler:

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain
Presseeksemplarer udsendt lang tid før spillets udgivelse, til langt de fleste store medier - IGN, GameSpot og lignende.
Urestriktiv embargo - anmeldelser måtte udgives en uge før spillet udkom, mens at previews/let's plays måtte starte 2 uger før udgivelsen. Det er overraskende lang tid. En normal anmeldelse af en stor titel må oftest udgives dagen før eller på selve dagen, men Konami gav en del mere tid til anmeldelserne af Metal Gear Solid V.

Hvad var resultatet? Fantastisk - Konami viser stor tiltro til deres produkt, når de lader anmelderne sidde med det lang tid før udgivelsen, samtidig med at de lod frådende, ventende gamere se med to uger før udgivelsen, mens andre spillede. Det er hype-opbyggende, og et modigt træk af Konami - hvis det viser sig, at spillet er halvdårligt og fejlfyldt, så vil folk afbestille det. Hvis det til gengæld ser fantastisk ud og er sjovt at spille, så vil flere mennesker forudbestille det. Anmeldelserne vi har set indtil videre har ligeledes været utroligt positive, og særdeles velskrevne. Der har tydeligvis været massere af tid til at gennemgå spillet, og få skrevet en glimrende anmeldelse. 
Men; Det er selvfølgelig ikke et sats, det som Konami laver. De ved godt, at spillet bliver et hit. Ellers sender man ikke presseeksemplarer ud tidligt til de mest indflydelsesrige medier, man lader ikke folk streame det så lang tid før, og man lader bestemt ikke anmeldelserne udkomme så tidligt. 
Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er et fantastisk eksempel på, hvordan man behandler spilpressen, hvis man har et fantastisk produkt, man skal skabe hype omkring.

Mad Max
Når nu Metal Gear Solid V er et pragteksempel, hvad er Mad Max så? Ja, lad os tage et kig:
Presseeksemplarer udsendt under en uge før spillets udgivelse, og kun i begrænset omfang. Flere prominente anmelder har på Twitter rapporteret, at de ikke kan få et presseeksemplar.
Restriktiv embargo - absolut ingen anmeldelser eller previews/let's plays før eftermiddag på spillets udgivelsesdato - altså efter spillets egentlige udgivelse.

Men hvad betyder det så? Nu kan vi naturligvis ikke kigge på anmeldelserne af Mad Max endnu - WB Games vil nemlig ikke have,at vi læser nogle anmeldelser før her til eftermiddag. Faktisk virker det mest af alt som om, at WB Games ikke vil have, at vi har læst nogen anmeldelser af spillet, før vi selv sidder med det i hånden.
Jeg er fan af Mad Max-serien, og jeg synes, at Avalanche laver nogle fantastiske spil - men jeg ville aldrig kunne finde på at forudbestille Mad Max. Når WB Games reagerer sådan her omkring presseeksemplarer og datoer for anmeldelser, så er det næsten givent, at spillet ikke høster 10-taller som Metal Gear Solid V. Tror I, at det ender på en solid 8'er? Skal vi ned omkring 6 i gennemsnitskarakter til Mad Max? Er det en fejlfyldt 4'er? Det er svært at sige, men det er spændende at se anmeldelserne, som forhåbentlig rammer senere i dag (d. 1. september). Bid også mærke i, at Mad Max er blevet omtalt som et utroligt langt spil. At skulle gennemføre et spil og skrive en udførlig anmeldelse tager tid - hvis man kun har fem dage til at gennemføre Mad Max og skrive en god anmeldelse, så skal man altså udføre et arbejde, som matcher en person med to fuldtidsjobs. Det er ikke ligefrem muligt, modsat Metal Gear Solid V, hvor anmelderne har haft mulighed for at boltre sig med alle spillets funktioner og sagtens har kunnet nå hele vejen gennem historien.

Afrunding
Hvordan man behandler pressen siger faktisk utroligt meget om en udgivelse. Som forbruger er jeg skeptisk overfor Mad Max, en titel jeg ellers burde glæde mig til - og jeg var tæt på at forudbestille Metal Gear Solid V, lige så snart jeg hørte, at presseeksemplarerne var gået absurd tidligt ud, og at embargoen var så mild, som den er (og jeg havde gjort det, hvis jeg ikke unlod at forudbestille spil af rent princip). Det er bestemt ikke en fejlfri måleenhed, men husk at holde øje med faktorer som disse, når I for alvor skal købe spil her til efteråret. Alle vil have jeres penge med smarte betaer til folk der har forudbestilt, eksklusivt ekstraindhold hvis du tropper op i GameStop samme dag som spillet udkommer og hvad-ved-jeg. Generelt set vil spiludviklerne have dig i butikken med det samme - så vær på vagt, og hold øje med dem, der opfører sig unormalt, både på positive og negative måder - nogle spil kan sagtens vente, til de er på januar-udsalg.

Metal Gear Solid V: Ground Zeroes er stærkt undervurderet

Metal Gear Solid V: Ground Zeroes er stærkt undervurderet og jeg ved godt hvorfor.

De fleste bemærkede nok, at der tidligere på året udkom et nyt Metal Gear Solid-spil - en prolog til The Phantom Pain, som udkommer næste år. Spillet fik til dels gode anmeldelser, men mange nyhedssider, for eksempel Kotaku, fremhævede et af spillets store problemer: Du kan gennemføre det på under 5 minutter (hvis du altså er en del af verdenseliten når det kommer til speedruns).

Jeg ser det ikke som så stort et problem. Det er faktisk lidt morsomt. Flere af de store rollespil, såsom Fallout 3 (23 minutter),  Elder Scrolls V: Oblivion (3 minutter) og lignende kan klares utroligt hurtigt. Her er der naturligvis udnyttet nogle kloge tricks i spillet, men selv uden dem skal der ikke meget mere end en time til, hvis man skynder sig alt hvad man kan.
Skulle man tro min Xbox One, så har jeg spillet Metal Gear Solid V: Ground Zeroes i omtrent 28 timer. Der er nok en smule inflation der, men vi er i hvert fald over de tyve - hvilket jeg egentlig ikke synes er helt værst. 

Men hvad er Metal Ger Solid V: Ground Zeroes egentlig?
Jo, det er:
1) En direkte fortsættelse til Peace Walker og en fantastisk prolog til The Phantom Pain.
Har du spillet Peace Walker? Det burde du - et fremragende spil, og Xbox 360-udgaven i HD er ofte på udsalg for ikke særligt mange monetter. Ground Zeroes er en god fortsættelse af historien derfra, og historien lægger fundamentet for The Phantom Pain, som udkommer i 2015 og højst sandsynligvis bliver et af årets bedste spil. En god prolog, til et spil man bør spille - det kan man da kun holde af. Historien i spillet er mægtig fin - Snake skal bryde ind i Omega Base (inspireret af intet mindre end Guantanamo), for at redde et par gamle bekendte fra Peace Walker. I bedste Kojima-stil er der nogle fantastisk flotte cutscenes, og det føles som en dejlig afslutning på det ene spil, og en dejlig start på det andet. Det er meget mere end en 'glorificeret demo', som nogen har valgt at kalde det.

2) En fantastisk gameplay-mæssig oplevelse
Ground Zeroes er lige det rette mix af action og stealth til at det ikke bliver for sjappet. Hovedmissionen lægger bestemt op til, at man sniger sig rundt på basen og finder de to fanger, man skal befrie, men der er intet i vejen med at skyde et par soldater. Den måde våbnene fungerer i spillet på er dejlige, og Metal Gear Solid-serien har ikke fungeret så godt, som den gør her. Sidemissionerne byder på både stealth og action, og selvom de ikke alle sammen er lige gode, så er de bestemt alle sammen værd at spille.

3) Et spil med en stor mængde replay-ability
At gennemføre Ground Zeroes hovedmission tager ikke 5 minutter første gang, bare rolig - lad være med at kigge på guides ellers lignende. Man kan sagtens få et par timer til at gå med første gennemspilning. Når den så er klaret, så er der selvfølgelig muligheden for at skubbe sværhedsgraden en tak op, samt muligheden for at gennemføre missionen igen, med en højere rang, og åbne op for flere våben. Der er en god portion udfordringer i missionen, som kan gennemføres, såsom at skyde samtlige fjender på banen. Jeg har personligt spillet missionen på den anden side af 20 gange, og jeg er ikke træt af den endnu. Det er en dejlig struktur, og en rigtig veludviklet mission.
Der er selvfølgelig også 6 sidemissioner, man kan kaste sig i gang med, som alle har forskellige kvaliteter. Disse missioner foregår ligeledes på Omega Base, men der er andre mål og små ændringer (såsom tidspunktet på dagen og fjendernes adfærd). Disse missioner går for eksempel ud på at skyde et par snig-skytter, og så slippe væk fra basen, at springe specifikke ting i luften, at hente et bånd, uden at blive set, og slippe ud igen, eller som Raiden (kendt fra Revengeance), at skyde nogle såkaldte Bodysnatchers, som stjæler soldaternes kroppe. Alle disse missioner lægger op til at man spiller dem igen og igen, og det er svært at lade være, i jagten på en S-rang.

Metal Gear Solid V: Ground Zeroes ser fantastisk ud (tag bare et kig på nogle screenshots - det ser endnu bedre ud in-action), har en god historie, fantastisk gameplay og det er bestemt muligt at bruge mange timer på det, hvis man er typen som kan spille gennem de samme missioner flere gange, i et forsøg på at åbne op for flere ting og ramme en højere score.

Hvis du har adgang til den amerikanske Xbox Games Store, så koster spillet 6,60 dollars (omkring 40kr). På den danske koster spillet 51,50kr, men der er ingen tvivl om, at det er alle pengene værd - en varm anbefaling herfra. Jeg tror lige, at jeg tager en tur til igennem Omega Base.

2012 - hvad skal jeg med et diskdrev?

Kan du, uden at snyde, huske hvilket spil, som lige nu sidder i din Xbox - og før det? Og før det endnu engang!?

Jeg blev nødt til at tjekke, for at se, hvornår jeg sidst havde haft åbnet mit diskdrev. Jeg kunne ikke umiddelbart huske, at det sidste retailspil i min Xbox har været Midway Arcade Origins d. 2. december. Før det røg Of Orcs and Men i maskinen d. 2. november, og før det var det XCOM Arcade Origins, som jeg sidst spillede d. 12. oktober - og der havde det vel siddet i drevet i et godt stykke tid.

Det er skam ikke fordi, at jeg spiller mindre Xbox end jeg tidligere har gjort, at mit diskdrev kun er blevet åbnet 3 gange på 2½ måned - det er heller ikke direkte fordi, at der er sket et kvalitetsfald i retailtitler, men snarere fordi at Xbox Live Arcade-titler er blevet seriøse Game of the Year-kandidater.

Da vi hørte om den nye Xbox i starten af året/slutningen af sidste år, alt efter hvor man har sine rygter fra, var et af rygterne, at der slet ikke vil være et diskdrev med til den nye Xbox (nyeste rygte siger dog blu-ray drev). Jeg tænkte, at det ikke kunne fungere. Det ville blive en Netflix-maskine, ikke en seriøs spillekonsol der kunne stå på egne ben mod Playstation 4. Men så skete hele 2012.

Jeg kan nævne dem i en lang køre, og vi kan lige så godt starte med et af de bedste: The Walking Dead. Rock Band Blitz. Mark of the Ninja. Guardians of Middle-earth. Magic 2013. Dust: An Elysian Tail. Spelunky. Minecraft. Virtua Fighter 5: Final Showdown. Fez. The Splatters. Trials Evolution. Sine Mora. Alan Wake's American Nightmare.

Fællesnævnerne med de her titler er, at de alle sammen er gode spil, som er udkommet i år - og så er de alle sammen udgivet digitalt på Xbox Live Arcade. De er grundene til, at jeg har retail-spil, som jeg endnu ikke er begyndt på, og endnu flere, som jeg ikke er blevet færdig med. De er grunden til, at jeg lige pludselig ikke er bange for en konsol uden disk-drev.

I genkender sikkert mange af titlerne. The Walking Dead har allerede taget Game of the Year-kegler. Rock Band Blitz er et alternativt Rock Band spil, som total fan-service, og så er prisen så åndssvag lav, at det er lige til at grine af. Guardians of Middle-earth er et utroligt vellykket forsøg på at bringe en konsol-fjendtlig genre, nemlig Multiplayer Online Battle Arena, til konsollerne. Magic 2013 er det spil, som jeg har spillet allermest i år, nemlig over 150 timer - og så har det kostet lige så meget, som et spil i GameStop's bargain bin! Fez er endnu en af årets stærkeste single-player-oplevelser, og det koster kun det samme som et par store flasker cola.

Hvis I ikke har spillet titlerne på listen ovenstående, så er I gået glip af nogle af de bedste spil i år - skjulte juveler, om man vil. For der er sket en revolution, et komplet spring i kvalitetsniveau. Mens at endnu flere end før klager over et nyt Call of Duty, så er det sådan nogle her juveler, som folk går glip af.

2013 bliver et spøjst år, når man tænker over, hvilke titler der er udsyn til. Ja, der både nyt Dead Space, Bioshock, Tomb Raider og Gears of War - men der er også sæson 2 af The Walking Dead, der er Magic 2014 og endnu flere gratis opdateringer til Minecraft, og endnu mere support til Rock Band Blitz og Guardians of Middle-earth - og så er der sikkert lige så mange overraskelser fra sidelinjen, i samme stil som Fez, Dust: An Elysian Tail og Sine Mora.

2012 har væet en øjenåbner for mange af jer, håber jeg. Det har været året, hvor Xbox Live Arcade for alvor har været helt gennemsyret af ekstremt gode titler, hvor originale IP'er har brudt frem til topkarakterer på utallige online-magasiner. Der findes både vanvittige nyskabninger og gode gensyn med gamle genrer - til en brøkdel af prisen på et retail-spil.

Mit diskdrev kan rende og hoppe - vi ses i 2013, og jeg glæder mig allerede.