TerrificFalcon's blog
01-09-2015 - 00:47

Embargoer & presseeksemplarer - bag scenen med mærkværdige måleenheder.

Vi er ved at bevæge os ind i videospillenes svar på en jagtsæson - september og året ud. Jeg har allerede erhvervet mig årets første spilskade for et par dage siden. Så ved man, at vi er godt på vej.
Det står på 3 måneder med 80% af alle de store spil, som udkommer i løbet af året.  Nyt Mountain Dew på Call of Duty-motoren. Nyt plaster til Destiny. Nye plastikinstrumenter, så vi endelig kan smide de gamle væk. Nye sportsspil, når nu vejret ikke er til det længere. Endnu et forsøg på at genoplive Assassin's Creed-serien, som vidst efterhånden har fået førstehjælp længe nok. Nyt Need for Speed, som, ligesom mange af de andre, bare hedder Need for Speed. Og meget, meget mere.

Vi starter i dag, d. 1. september, med to spil: Metal Gear Solid V: The Phantom Pain og Mad Max.  Førstnævnte er afslutningen på en legendarisk stealth-saga, sidstnævnte er et Avalanche-udviklet semi-tie-in til succesfilmen med samme navn.

Det er sjovt at se på embargoer og uddeling af presseeksemplarer - tingene der sker omkring anmeldelser, bag scenen, som de fleste aldrig ser - men som betyder utroligt meget for presseomtalen af spil, og kan bruges på mange måder. Her får I et hurtigt kig på to forskellige eksempler:

Metal Gear Solid V: The Phantom Pain
Presseeksemplarer udsendt lang tid før spillets udgivelse, til langt de fleste store medier - IGN, GameSpot og lignende.
Urestriktiv embargo - anmeldelser måtte udgives en uge før spillet udkom, mens at previews/let's plays måtte starte 2 uger før udgivelsen. Det er overraskende lang tid. En normal anmeldelse af en stor titel må oftest udgives dagen før eller på selve dagen, men Konami gav en del mere tid til anmeldelserne af Metal Gear Solid V.

Hvad var resultatet? Fantastisk - Konami viser stor tiltro til deres produkt, når de lader anmelderne sidde med det lang tid før udgivelsen, samtidig med at de lod frådende, ventende gamere se med to uger før udgivelsen, mens andre spillede. Det er hype-opbyggende, og et modigt træk af Konami - hvis det viser sig, at spillet er halvdårligt og fejlfyldt, så vil folk afbestille det. Hvis det til gengæld ser fantastisk ud og er sjovt at spille, så vil flere mennesker forudbestille det. Anmeldelserne vi har set indtil videre har ligeledes været utroligt positive, og særdeles velskrevne. Der har tydeligvis været massere af tid til at gennemgå spillet, og få skrevet en glimrende anmeldelse. 
Men; Det er selvfølgelig ikke et sats, det som Konami laver. De ved godt, at spillet bliver et hit. Ellers sender man ikke presseeksemplarer ud tidligt til de mest indflydelsesrige medier, man lader ikke folk streame det så lang tid før, og man lader bestemt ikke anmeldelserne udkomme så tidligt. 
Metal Gear Solid V: The Phantom Pain er et fantastisk eksempel på, hvordan man behandler spilpressen, hvis man har et fantastisk produkt, man skal skabe hype omkring.

Mad Max
Når nu Metal Gear Solid V er et pragteksempel, hvad er Mad Max så? Ja, lad os tage et kig:
Presseeksemplarer udsendt under en uge før spillets udgivelse, og kun i begrænset omfang. Flere prominente anmelder har på Twitter rapporteret, at de ikke kan få et presseeksemplar.
Restriktiv embargo - absolut ingen anmeldelser eller previews/let's plays før eftermiddag på spillets udgivelsesdato - altså efter spillets egentlige udgivelse.

Men hvad betyder det så? Nu kan vi naturligvis ikke kigge på anmeldelserne af Mad Max endnu - WB Games vil nemlig ikke have,at vi læser nogle anmeldelser før her til eftermiddag. Faktisk virker det mest af alt som om, at WB Games ikke vil have, at vi har læst nogen anmeldelser af spillet, før vi selv sidder med det i hånden.
Jeg er fan af Mad Max-serien, og jeg synes, at Avalanche laver nogle fantastiske spil - men jeg ville aldrig kunne finde på at forudbestille Mad Max. Når WB Games reagerer sådan her omkring presseeksemplarer og datoer for anmeldelser, så er det næsten givent, at spillet ikke høster 10-taller som Metal Gear Solid V. Tror I, at det ender på en solid 8'er? Skal vi ned omkring 6 i gennemsnitskarakter til Mad Max? Er det en fejlfyldt 4'er? Det er svært at sige, men det er spændende at se anmeldelserne, som forhåbentlig rammer senere i dag (d. 1. september). Bid også mærke i, at Mad Max er blevet omtalt som et utroligt langt spil. At skulle gennemføre et spil og skrive en udførlig anmeldelse tager tid - hvis man kun har fem dage til at gennemføre Mad Max og skrive en god anmeldelse, så skal man altså udføre et arbejde, som matcher en person med to fuldtidsjobs. Det er ikke ligefrem muligt, modsat Metal Gear Solid V, hvor anmelderne har haft mulighed for at boltre sig med alle spillets funktioner og sagtens har kunnet nå hele vejen gennem historien.

Afrunding
Hvordan man behandler pressen siger faktisk utroligt meget om en udgivelse. Som forbruger er jeg skeptisk overfor Mad Max, en titel jeg ellers burde glæde mig til - og jeg var tæt på at forudbestille Metal Gear Solid V, lige så snart jeg hørte, at presseeksemplarerne var gået absurd tidligt ud, og at embargoen var så mild, som den er (og jeg havde gjort det, hvis jeg ikke unlod at forudbestille spil af rent princip). Det er bestemt ikke en fejlfri måleenhed, men husk at holde øje med faktorer som disse, når I for alvor skal købe spil her til efteråret. Alle vil have jeres penge med smarte betaer til folk der har forudbestilt, eksklusivt ekstraindhold hvis du tropper op i GameStop samme dag som spillet udkommer og hvad-ved-jeg. Generelt set vil spiludviklerne have dig i butikken med det samme - så vær på vagt, og hold øje med dem, der opfører sig unormalt, både på positive og negative måder - nogle spil kan sagtens vente, til de er på januar-udsalg.
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her