Update på livet

Det sidste år ca, har ikke været det aller letteste for mig. Jeg kom på efterskole, men måtte droppe ud. Det var bare slet ikke mig, med alle de mennesker overalt hele tiden. Nå, men jeg kom tilbage til min gamle skole, i den samme klasse. Det var egentlig fint nok da jeg jo kendte alle i forvejen. Men herfra gik det ned af bakke. Jeg blev i dårligere humør, holdte mig for mig selv, stoppede til de aktiviteter jeg før gik op i, og var i det hele taget et andet menneske- et nederen menneske. Jeg havde mange kampe med min mor om morgenen, da jeg simpelthen ikke ville i skole. Det endte mange gange med at jeg gik rundt omkring i formiddagstimerne, for derefter at komme hjem, til endnu et skænderi. Det tog hårdt på mig. Men også min mor. Det kunne jeg tydeligt mærke. Jeg havde det dårligt med det, men følte ikke jeg kunne gøre noget.
Min mor prøvede at snakke med en masse folk, og finde en løsning på disse problemer, men det var jo umuligt.. Da jeg ikke selv kunne sige hvad problemet egentligt var. Vi prøvede "Børn og unge psyk i Silkeborg. Dette var underligt. En masse spørgsmål blev stillet, og først mange uger, og 5 gange senere, havde de et svar. Allerede på det tidspunkt tog jeg dagligt piller mod depression, som de så fint hedder.
Nå, men jeg fik så småt startet på skolen igen (9.klasse) og jeg var selvfølgelig bagud efter nogle måneder uden. Jeg fik eneundervisning sammen med en lærer jeg virkelig stolede på, og havde det godt med. Det var en start tænkte jeg. Jeg havde 2 timer om dagen, og efter disse timer var jeg enormt træt. Det var hårdt, men godt at komme i gang igen. Mit mål var at gennemføre skoleåret, fuck hvordan det gik. Jeg begyndte såsmåt i klassen, og fik lidt flere timer tilføjet til mit skema. Jeg overholdte skemaet, og var der hver dag. Bare det, var en dejlig fornemmelse. Jeg følte jeg var på vej et skridt i den rigtige retning.
I Silkeborg mente de at jeg havde en depression, og havde svært ved at overskue visse ting. Okay.. Men hvad skal jeg gøre for at få det bedre, var min tanke. Jeg fik en større dosis medicin og følte ikke det virkede. Og dog. Jeg var blevet lidt mere glad og "til stede". Jeg forsatte i skolen, og gjorde hvad jeg kunne. Eksamerne nærmede sig, og jeg var faktisk optimistisk, men vidste også godt at det ville blive svært, med den manglede til stedeværelse i løbet af året. De skriftlige prøver blev gennemført, og jeg var stolt og glad. Alle andre ser bare på eksamen som noget som bare skal gøres, og sådan er det. Det gjorde jeg også, jeg vidste bare det ville blive svært, og jeg skulle kæmpe. Jeg klarede dem. Alle eksamerne. Jeg var lettet, og kom ud med et, for mig, acceptabelt resultat. Det gav en masse selvtidlid og jeg følte at jeg havde fået overskuddet tilbage. Hvad der var skyld i dette er svært at sige, men jeg er ihvertfald glad for den støtte jeg har fået. Uden den, ville jeg nok sidde uden en 9.klasses eksamen og uden planer for fremtiden.
Pt ser det meget positivt ud, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er startet på fodbolden igen, sidder ikke bare for mig selv i fritiden, og føler mig glad og tilpas. Det er bare super! Til august starter jeg så i 10. klasse, hvilket jeg glæder mig det. Jeg håber og tror på at mit skoleår, næste år bliver super godt! Og at jeg selv har det godt. Fordi det at være det nederen, har jeg prøvet, og det skal ikke komme allerede næste år igen!
Det var alt herfra.
Ha det godt, og nyd sommeren!