Morten Skou's blog
31-07-2007 - 21:00

Halo 3 event

Som jeg tidligere har skrevet i min blog, så er jeg netop nu i Amsterdam for at se halo 3.

Jeg kan bekræfte at halo 3 ser flot ud og at der er mulighed for co-op 4 personer over xbox live... blogger mere senere..
28-07-2007 - 17:05

Master Chief kalder!

Tirsdag i næste uge tager undertegnede et smut til Amsterdam, for at kigge lidt nærmere på hvad jeg godt tør at kalde det mest ventede spil i år. Det er naturligvis Halo 3 jeg snakker om, og eventet som Microsoft har inviteret til, lyder denne gang en del mere actionspækket end tidligere events. Alle deltagerer er eksempelvis blevet bedt om, at udfylde en seddel hvor vi skriver under på at Microsoft ikke kan drages til ansvar hvis vi skulle komme til skade. Derudover opfordrer de til, at man tager kondisko, regntøj og solcreme med - hvis man vel at mærke ønsker at deltage i "denne del af eventet" - spøjst, men det bliver spændende at se hvad der sker.

Halo Warthog
Man kan jo altid håbe at det er en tur i en Warthog der bydes på...

Ifølge diverse udmeldinger, så vil der være rig mulighed for både at prøve singleplayer og multiplayer i Amsterdam. Desværre må der ikke filmes gameplay videoer, men det er tilladt at filme selve eventet.

Jeg laver naturligvis en masse dækning, og håber på at kunne få spillet Halo 3 nok til at jeg kan give jer et lækkert preview - af både singleplayer og multiplaye. Vi er forøvrigt kun 2 danskere der skal afsted til dette event.

26-07-2007 - 13:42

Trækker Microsoft snuden til sig?

Det sidste stykke tid virker det på mig som om at Microsoft er begyndt at nedskalere deres opmærsomhed på Xbox 360 konsollen. Har de indset at konkurrencen fra Sony og Nintendo ikke er i deres favør, og er de derfor på vej ud af konsolmarkedet?

Både op til og efter udgivelsen af Xbox 360 konsollen gav Microsoft den naturligvis hele armen med reklamer alle de steder de kunne komme til. De formåede også at tage E3 og andre messer med storm – både med store eksklusive annonceringer og altid med et syn på fremtiden. Til dette års E3, viste de af en eller anden grund kun titler som udkommer til Xbox 360 i år. Der er ingen tvivl, om at efterårets spiludgivelser er de bedste nogensinde til Xbox 360 konsollen, men hvorfor viste de ikke rigtigt nogle spil der kom i 2008?

Netop fremtiden inden for Xbox platformen, plejer at blive fremvist på Microsofts egen konference som går under navnet X0. Jeg har selv deltaget til henholdsvis X05 og X06, hvilket har givet mig mulighed for at se spil der udkom et godt stykke ind i fremtiden. I år har Microsoft annonceret at de har droppet årets X0 konference – hvorfor mon det netop sker i år? Netop 2007 er jo året hvor konkurrencen imellem de tre store konsolfirmaer gik i gang. Jeg ville da mene, at det netop er nu Microsoft burde give den hele armen og sørge for at få kørt konkurrenterne bagud.

Peter Moore

Et andet underligt signal der er blevet sendt fra Microsoft for kort tid siden, er at frontmanden for Xbox 360, Peter Moore, har valgt at aftræde sin stilling hos Microsoft, for i stedet at komme over som chef hos EA Sports. Det er ganske vist normalt at skifte job engang i mellem, men Peter Moore har altså kun været relativt kort tid hos Microsoft og var trods alt deres frontfigur på Xbox 360.

Som du sikkert allerede ved, så har Microsoft indrømmet at der mere eller mindre er fejl på samtlige Xbox 360 konsoller. De har sågar sat et temligt stort milliardbeløb af i deres regnskab, til at få udbedret disse problemer med Xbox 360’ere der ofte går i stykker for et godt ord.

Microsoft har jo naturligvis et ansvar over for deres aktionærer, og præcis på samme måde som alle andre firmaer, så har Microsoft et ansvar for at de produkter som de producerer giver et overskud, som igen kan give afkast til aktionærerne. Ingen siger at det handler om at tjene penge fra dag et, og rygterne vil vide at Microsoft har en 3-trin plan med Xbox platformen – hvor vi lige nu er på trin 2. Men med de netop annoncerede fejl i Xbox 360, og den store reservering af et milliardbeløb i regnskabet – er Microsoft så ved at indse, at de har lavet en fejl, som gør at det ikke kan betale sig for dem at fortsætte deres konsol-eventyr?

Ovenstående er naturligvis kun mine egne spekulationer, og jeg vil da håbe at jeg tager gevaldigt fejl – for trodsalt er Xbox 360 en lækker konsol, som vi er mange der nyder at bruge vores tid på.
24-07-2007 - 19:59

Aj, nu må det sgu stoppe!

Jeg har efterhånden haft blogget et par gange omkring hvor uheldig jeg har været med diverse ting - herunder dårlig service hos Honda og sidst hos Fona i Roskilde. Nu er jeg begyndt at tro at jeg er forfulgt - ikke kun af dårligt uheld, men også af dårlig service.

Dagens "dårlige service" pris går til MM-Vision.dk. Til trods for at jeg tidligere har svoret at jeg aldrig ville sætte mine ben i den forretning igen, så var jeg i dag mere eller mindre tvunget til det, da jeg skulle bruge en Quad Core 2 CPU. Jeg gik ind på deres website, hvor varen stod som værende på lager - jeg bestiller den herefter og markerer at jeg vil afhente den. Kort tid efter modtager jeg en ordrebekræftelse fra dem.

Da jeg arbejder i København og MM-vision ligger i Roskilde, så blev jeg nød til at tage lidt tidligere fri for at kunne være sikker på at være i butikken inden de lukkede - det nåede vi heldigvis også. Da jeg, efter at have stået 10 minutter i kø, kommer frem til kassen så finder jeg ud af at de netop har taget den sidste Quad Core 2 CPU og installeret i en maskine - til trods for at jeg jo rent faktisk har fået lagt den til side da jeg bestilte. Nedtur - der var intet at gøre, så de måtte anullere ordren. Det er sgu lidt ringe, når nu man har bestilt den imens den var på lager - men så kan jeg jo gentage: Jeg handler aldrig i den butik igen.

Istedet suser jeg ud til Dataworld.dk, som ligeledes ligger i Roskilde. Her havde de CPU'en på lager, men det var ikke gået op for dem at den netop var faldet i pris. Prisen var derfor 3199 kroner, men jeg kunne få den til 2800 da jeg oplyser dem om at den er faldet i pris. Set i forhold til at MM-vision solgte den til 1999 kroner, så synes jeg stadigvæk at det var i overkanten og takkede pænt nej. Hvis de ikke sænker prisen på et tidspunkt, så brænder de sikkert inde med dem, men dem om det.

På dette tidspunkt er jeg godt sur, så jeg beslutter mig for at snolde lidt i den lokale kameraforetning BINGO FOTO. Til at starte med venter jeg i små 10-15 minutter, til trods for at der er 2 ekspedienter og kun 1 anden kunde i butikken - det er dog det hele værd. Bingo virker som om at de altid er klar til at levere en god service, og da det endelig var min tur, så gav sælgeren sig også rigtig god tid til at forklare om kameraet osv. Jeg endte ud med at købe et Panasonic Lumix FX50 kamera, som i forhåbentlig kan se resultatet af her på siden inden for kort tid. Jeg er dog ikke helt tilfreds med de 16:9 billeder som det tager, men det er muligvis en indstilling.

Panaconic Lumix FX50

Og så videre til Post Danmark...
En anden uheldig/dårlig service oplevelse havde jeg i går. Jeg havde som tidligere nævnt bestilt en ny computer fra SHG. For at undgå at skulle på posthuset havde jeg bestilt tingene ind til mit arbejde.

I går kigger jeg på Post Danmarks online-tracking, og kan se at pakken åbenbart er strandet på det centrale postkontor i København. Jeg ringer derfor til deres support telefon og spørger hvornår jeg kan forvente at få pakken. Svaret er at den kommer i dag tirsdag. Fair nok - lige bortset fra at jeg 2 timer senere kan se at pakken er forsøgt leveret, en ting der er umulig da vi sidder 8 personer på kontoret, postmanden kan umuligt have været der.

Jeg ringer til hotlinen igen, og får fat i en ny supporter som er godt sur fra starten. Hun siger at pakken er forsøgt leveret, og at jeg nu skal på posthuset for at hente den. Jeg siger at vi ikke engang har fået sådan en pakke-seddel som postbudet normalvis afleverer når han har forsøgt at levere. Hun siger at det kan hun ikke gøre noget ved. Det næste jeg siger er, at jeg synes det er noget "svineri" at man bestiller en pakke, og den så ikke bliver bragt ud - og så går hun HELT AMOK. Det skal lige siges, at jeg snakker stille og roligt og egentlig ikke er ude på at provokere hende eller piske en stemning op.

Hun konstaterer, at hvis jeg ikke "snakker ordentligt" til hende, så vil hun ikke snakke med mig. Jeg spørger om det var ordet "svineri" der i hendes ører lyder forkert, og IGEN går hun helt amok. Jeg siger så "nå, så det ER åbenbart ordet svineri der får dig op af stolen, er det virkelig så slemt?" og så flipper hun HELT ud. Jeg forklarer hende, at jeg egentlig bare forsøger at få hende til at sige HVOR jeg kan hente min pakke, men det vil hun ikke før jeg "snakker pænt". Jeg siger at det da ikke kan være rigtigt, hvortil hun svarer "sådan er det når man ringer til en OFFENTLIG VIRKSOMHED".

Oh well, jeg fik ikke så meget ud af samtalen og måtte istedet slæbe den 20kg tunge pakke hjem fra posthuset. På posthuset siger ekspedienten forøvrigt, at de har store problemer med at deres postbude ikke gider at bringe de store pakker ud - no shit.

Jeg er nu i en situation, hvor jeg dårligt tør at købe noget mere - jeg ved at det ender galt på den ene eller anden måde.


21-07-2007 - 15:09

Jamen, forbrugerrådet siger jo så meget..

Jeg ved ikke helt hvad det er med mig, men det virker som om at alle de sælgere der har "Dårlig service" stemplet i panden spæner hen til mig lige så snart jeg træder ind i deres butik.

I dag gik jeg ned til Fona i Roskilde (Skomagergade), for at få byttet min TomTom 910 som jeg købte hos dem for cirka 10 måneder siden. Grunden til at jeg ville have den byttet var, at den har været til reperation 2 gange inden for meget kort tid - den sidste gang var for kun 14 dage siden.

Ifølge Forbrugerrådets "Klagekort", så står der : "Sælgeren må normalt højest reparere eller bytte 1-2 gange. Derefter kan du få pengene retur". Så jeg var ved godt mod da jeg gik ned til Fona, specielt fordi at jeg de andre gange hvor min TomTom har været til reperation, har fået super god service af en af sælgerne dernede (den samme hver gang, han hedder Morten).

Sådan skulle det desværre ikke gå i dag, for Morten var der ikke, og istedet var det den midlertige bestyrer Ole der mødte mig ved kassen. Jeg forklarer ham hurtigt sagen, og siger at min tålmodighed nu er løbet op, og at jeg gerne vil have mine penge retur. Han siger at det kan han ikke gøre lige nu, men at han vil ringe til deres support linie og høre hvad han så skal gøre med den.

Jeg nævner at Forbrugerrådet siger at det max. er 1-2 gange han har mulighed for at reparere den, hvorefter jeg kan kræve mine penge retur. Til det svarer han koldt: "Jamen, forbrugerrådet siger jo så meget...". Resultatet var, at han ville ringe til mig mandag, og jeg måtte tage min TomTom og forlade butikken igen.

Jeg tvivler ret meget på, at hvis han kontakter TomTom, at de så skulle sige "bare krediter den" - det er da helt klart at de gerne vil have den til reperation. Dette kan muligvis også skyldes at den nu koster 3500 kroner, og at jeg sidste år betalte 5300 for den.

Lige meget hvad udfaldet bliver på mandag, så er jeg helt sikkert færdig med at handle i Fona i Roskilde - magen til ignorant bestyrer skal man da lede længe efter.

Det værste var næsten hans holdning til Forbrugerrådet, og hans tidligere nævnte kommentar. Jeg er da gevaldigt glad for, at jeg ikke har købt mit fjernsyn deroppe, men "kun" en ting til 5000 kroner.

Hvorfor sker sådan noget altid for mig :-(
19-07-2007 - 20:24

Ny Computer... igen

Til trods for at det ikke er mere end ca. 6 måneder siden at jeg sidst købte en helt ny computer, så er det åbenbart allerede på tide at opgradere igen. Hvor er det egentlig uhyggeligt hvor hurtigt tingene går inden for PC-området.

Det startede egentlig med at Rasmus (Gamemakerman) pev over hvor lang tid det ville tage at redigere film på min nuværende 3Ghz Pentium D med 3GB ram. Det kan vi naturligvis ikke have, så jeg har netop bestilt følgende :

Kabinet: Chieftech - Mesh CH-01B-B-SL-400, Miditower
Diskettedrev: Alps 1.33 Floppy drive
RAM: 2 GB Kingston RAM
Motherboard: Asus P5B-PLUS/VISTA
Harddiske 2x400GB WD (til Raid)
Grafikkort: Radeon EAX1650 SILENT/HTD/512MB

Derudover smider jeg en Intel Core 2 Duo Quad-core CPU i maskinen. Desværre havde SHG udsolgt af denne type, så jeg skal på jagt i København i morgen.

Jeg håber at computeren bliver dejligt lydløs, og endnu vigtigere at den kan konvertere film hurtigere end min nuværende.

Til sidst så et stort tak til Søren Klintrup for at gide at finde og samle det hele for mig.
18-07-2007 - 12:54

Trailer fra Rambo 4

Bare lige en hurtig YouTube video, som super fed! Ok det er måske ikke helt den rigtige trailer fra Rambo 4, men der er ACTION!



Fik den tilsendt af SiGNOUT.
15-07-2007 - 21:39

Ugen der gik!

Man må sige at det har været en uge spækket med massere af action, specielt når det kommer til spilbranchen. E3 er som bekendt overstået, og vores redaktion gjorde et rigtigt flot stykke arbejde med at holde os alle opdaterede med de seneste nyheder fra Santa Monica, Los Angeles. Til trods for nogle lidt kedelige pressekonferencer, hvor Sony i mine øjne var den bedste, så er der jo altid noget interessant ved E3.

En anden stor begivenhed i denne uge var naturligvis vores stort annoncerede Forza Motorsports 2 turnering. Der har kørt reklame for turneringen i et godt stykke tid på forsiden af Xbox.com og i denne uge også på selve dashboardet. Microsoft dummede sig desværre, og fik os ikke med i deres nyhedsbrev - hvor der istedet kom en Forza 2 banner til en side hvor man kan deltage i en lodtrækning - FLOT!.

Og lige imens jeg sidder og skriver denne blog, så tikker det ind på storskærmen, at ikke alle indsendte biler til Xboxlife konkurrencen er blevet lagt op på siden - hvad nu? Ah ok, det var såmend bare tumpede Outlook, et stykke software til en halv milliard kroner, der ikke fatter at mails med 4 vedhæftede filer ikke nødvendigvis er spam - FLOT!.

Som alle dem af jer der mødte op ved, så var der desværre rigtigt mange deltagere som blev væk fra vores Forza 2 turnering. De tørre tal siger, at der var godt og vel 123 tilmeldte (et par af dem dog kun til design-delen), i løbet af denne uge kom der så en masse afbud, så vi endte ud med 88 egentlige kørere (+ dem der kun laver design). Da vi startede op i går, var der kun 53 kørere. Hvis vi trækker de få fra, som kun ønskede at lave designe, og er flinke, så er det måske 20-25 personer som har tilmeldt sig men som bare blev væk.

Det er ganske enkelt noget svineri, at man tilmelder sig, for derefter at blive væk. Vi planlægger jo netop turneringerne ud fra hvor mange der tilmelder sig. Derudover, så giver vi jo løbende vores sponsorer tal for hvor mange personer der er tilmeldt - disse tal er grunden til at vi kan få lov til at holde disse turneringer.

Med det sagt, så betyder det naturligvis, ifølge vores regler - at de personer der udeblev ikke vil kunne deltage i turneringer og konkurrencer igen på Xboxlife.dk. Listen vil blive annonceret i løbet af denne uge.

Så for fremtiden, TÆNK JER OM FØR I TILMELDER JER.

Som det sidste, så skete der desværre det, at min kærestes far kom til at bumpe ind i vores bil. Dette resulterede i en fin bule bag på bilen, det er sgu ærgeligt men hændeligt uheld - og det er da trodsalt bedre at det er ham, end at det er en der bare løb væk :-)

Bule i Peugeot 206

Det bliver spændende at se hvad det koster at få lavet sådan en fætter. Der er også et par ridser i kofangeren - som dermed skal omlakeres. Og som det fremgår af billedet herover, så er selve bagklappen decideret revnet tæt på lygten - som forøvrigt også er gået i istykker.

Jeg har altid undret mig over hvordan folk kunne få buler så højt oppe, uden at der er specielt meget galt med kofangeren. Svaret er ganske enkelt at det bare kræver at den bil der rammer den anden, bare skal være kæmpe stor (som i det her tilfælde). Stakkels lille Peugeot.

Det er forøvrigt nok 14 gang den skal på værksted så - resten var pga. medfødte fejl og mangler - FLOT!.


13-07-2007 - 14:37

MotoGP 07 #1

MotoGP 07

Jeg har nu fået spillet lidt - stadigvæk ikke helt nok til at kunne give et godt indtryk af spillet, men jeg tror at det er første gang jeg nogensinde har prøvet et MotoGP spil, hvor jeg er kommet på en 2. plads i første løb. Jeg plejer altid at slutte som sidste mand eller noget i den stil.

Styringen virker også enormt fed, men den vil jeg fortælle mere om senere når jeg har fået spillet noget mere. Indtil da er her et par screenshots der viser de forskellige kameravinkler - det skal lige siges at omgivelserne vidst ikke er helt færdige i denne udgave, og at der jo er tale om en tidlig udgave af spillet - cyklen og kørerne ser dog super godt ud - vurder selv.

MotoGP 07

MotoGP 07

MotoGP 07

MotoGP 07

MotoGP 07

MotoGP 07

MotoGP 07


Jeg opdaterer bloggen igen indenfor et par timer, med nye indtryk fra det kommende MotoGP 07 spil fra THQ.
13-07-2007 - 12:10

Ugens 'Hot Blog': MotoGP 2007

MotoGP 2007

I denne weekend står den som bekendt allerede på enormt meget ræs i forbindelse med vores Forza Motorsports 2 turnering. Men nu bliver der endnu mere ræs på Xboxlife.dk - vi kører nemlig hotblog på den kommende THQ titel MotoGP 2007.

Som altid vil vi i vores 'Hot Blog' lave en dækning af spillet, vise dig eksklusive screenshots og eventuelt optage små film.

MotoGP 06 var på mange måder et flot spil, men havde desværre nogle problemer med slowdowns - dem håber jeg at de har fået rodet bod på med MotoGP 07.

Jeg smider skiven i debuggen, og så ser vi hvad det har at byde på. Jeg venter forøvrigt lige på en bekræftelse på, at vi rent faktisk må tage screenshots fra spillet selv.

12-07-2007 - 15:02

E3: Min mening om de 3 store konferencer

I går blev E3 startet ud med de at de "3 store" afholdt deres konferencer. Med de 3 store, forstås naturligvis Microsoft, Nintendo og Sony.

Microsoft
De sidste par år, har Microsoft i mine øjne været de store "vindere" af E3 boksekampen. De har altid været gode til at lave fremvisninger, der ikke blot bestod af film, men rent faktisk in-game footage. Og så er der naturligvis overraskelserne, de ting som vi sidder og venter på hele året, bomberne som bør falde under en pressekonference til E3.

I år, havde Microsoft naturligvis også en masse kommende spil at vise frem. De var dog mere eller mindre alle sammen annonceret i forvejen, og dermed var den største overraskelse ved Microsofts briefing deres nye Buzz-spinoff controller med tilhørende spil kaldet Scene it.

Efter briefingen sad jeg personligt lidt skuffet tilbage i stolen. Godt nok har Xbox 360 hvad jeg vil kalde for et monster lineup til resten af året, med titler som Halo 3, Too Human, Rock Band, Project Gothan Racing 4, Call of Duty 4 og Mass Effect. Men til trods for de lyse spiludsigter, så formåede Microsoft bare ikke at imponere mig med deres præsentation i år.

Nintendo
Nintendo var nummer to firma som skulle afholde deres briefing. De talte ligesom Microsoft om at de ejede hele verden, og at kvinder nu også var begyndt at spille Nintendo - hurra.

I modsætning til Microsofts konference, så var der dog nogle overraskelser til Nintendo's konference. Blandt andet en slags badevægt/aerobics stepper med tilhørende spil. Den kunne analysere din balance, BMI, huske vægttab og lignende. Og som gamer, var det så her jeg sad og tænkte "hvad fanden skete der lige der". Nintendo har tidligere sagt at de var "All about gaming". Men hvad fanden har en badevægt at gøre med gaming?

Sidse år, kunne Nintendo præsentere den meget alternative Wii remote. Og i år ville de åbenbart også have en alternativ controller. Allerede nu kan jeg løfte sløret for den nye "controller" som Nintendo fremviser ved E3 2008: En controller udformet som et WC. Man laver så "sine ting", og bagefter analyserer Nintendo Wii'en det og ligger det ud på leaderboards på Internettet. Wohoo.

Sony
Den sidste konference af de tre store, var Sony's. De sidste par år, har Sony fået enormt meget kritik for kun at vise film istedet for reelt gameplay. Dette har Sony åbenbart taget til sig. De leverede en monster præsentation af deres kommende lineup.

Briefingen startede inde i PlayStation Home, som netop nu kører som public beta. Det virker i mine øje lidt pjattet, at implementere noget der minder om Second Life i en gaming konsol. Hallo? Jeg vil game, ikke sidde og småchatte med alle de andre gamere fra hele verden.

Cirka midt inde i "showet", begyndte jeg at tænke, at nu måtte det snart være slut - de kunne vel næppe blive ved med at hive kaniner op af hatten? Men jo, det fortsatte i et godt stykke tid og blev fornemt afsluttet med en præsentation af Killzone 2.

Til min (og sikkert mange andres) store overraskelse, benyttede Sony ikke deres briefing til at præsentere deres kommende controller med rumble. Der går stærke rygter om at den er på vej. Men jeg antager at de allerede mente at de havde smidt bomber nok, og der er jo ingen grund til at sparke til Microsoft og Nintendo som allerede lå ned :-)

.. og vinderen er
Microsoft : 5/10
Nintendo : 4/10
Sony : 9/10

Hvis Sony fortsætter den stil som de viste under E3, så skal Microsoft til at oppe sig. Det nytter ikke noget at folk falder i søvn, når man holder en konference vel?

Hvis i er nysgerrige omkring de forskellige PlayStation 3 og Nintendo ting, så kan i med fordel kigge på vores søsterside.
07-07-2007 - 16:11

Forza 2 Turnering

Reglerne til vores Forza 2 turnering er nu klar. De vil blive annonceret senere i aften på forsiden af Xboxlife.dk.

I regelsættet har vi taget udgangspunkt i følgende tre ideologier:
- Der skal være mulighed for at alle kan deltage
- Det skal være sjovt
- Vi skal have fundet den bedste Forza 2-kører i Danmark.

Ud fra ovenstående, så starter vi blødt ud. Dette betyder at der i starten blandt andet vil være collisions off og at andre hjælpemidler er tilladt. Dermed er der mulighed for at alle kan få en sjov lørdag - uanset hvor god man er til Forza 2. 

Efter de indledende runder, så vil vi fra semi-finalen slå collisions til og fjerne muligheden for at bruge et par af de andre hjælpemidler. Grunden til at vi har valgt at slå collisions TIL i semi-finalerne, er fordi vi mener at folk der når så langt, også er iblandt de bedste - derfor skal sværhedsgraden naturligvis være mere realistisk.

Det vil være frivilligt om man vil køre med automatisk eller manuelle gear.

På grund af en fejl i spillet, er der en enkelt bil som det ikke vil være tilladt at køre i. Ellers så er der frit valg i biler, så længe at de er indenfor den krævede bil-klasse. Tuning og modding af bilerne er naturligvis tilladt, da vi mener at det er i "god ånd" med spillet.

En anden reminder er, at hvis du alligevel ikke kan deltage - så er det vigtigt at du melder afbud. Dette gøres ved at sende en e-mail til info @ xboxlife.dk. Husk at inkludere dit gamertag. Vi bruger meget tid på planlægningen, og det er ikke fedt hvis der er folk der ikke dukker op uden at have meldt afbud.


Har du endnu ikke tilmeldt dig, så kan du gøre det her.

Jeg vil opdatere dette blogindlæg når de officielle regler er blevet annonceret.

Fortsat god lørdag.
05-07-2007 - 15:48

Rock Band Footage

Bare lige en hurtig footage fra spillet Rock Band.

01-07-2007 - 17:20

The Darkness #7

I dag fik jeg endelig gennemført The Darkness. Det er længe siden, at jeg har været så fænget af et spil, som det var tilfældet her. Desværre kørte jeg igennem spillet på easy, hvilket betød at jeg ikke fik den sidste achievement (kræver mindst at man gennemfører på "normal").

Jeg vil tro, at spillet kan køres igennem på små 8-10 timer, alt efter hvor lang tid man gider at bruge på at lede efter alle de små dimser. Selv om historien til tider virker lidt triviel og forudsiglig, så er The Darkness uden tvivl et spil der er alle pengene værd.

Nu skal jeg lige spille lidt multiplayer, og så kan i forvente en anmeldelse i aften.
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her