Morten Skou's blog
10-06-2012 - 19:06

Endelig hjemme igen - bedste E3 spil?

Efter lidt over 20 timers rejsen, kom jeg hjem igen i går morges. Jeg var så uheldig, at jeg til at starte med, var blevet booket til at sidde i midten af en række på et af flyene hele vejen hjem, og det er der ingen der synes er sjovt. Jeg fik dog mulighed for at opgradere til en højere klasse, og selv om jeg stadigvæk skulle sidde i midten der, så var der helt sindsygt meget plads at slappe af på.

Med E3 veloverstået, har jeg stadigvæk noget arbejde foran mig, med at skrive om alle de forskellige indtryk af de spil som jeg så derovre. Som jeg tidligere har skrevet, så var det desværre lidt presset mht. tiden derovre - hvilket er ret klassisk for sådanne events. Jeg er dog allerede godt igang med at skrive, og I burde kunne se frem til mine indtryk af Call of Duty: Black Ops 2, Need for Speed: Most Wanted og Forza Horizon allerede i morgen.

Selve turen til E3, har været en rigtig lækker oplevelse. Jeg fik selvfølgelig mulighed for at kigge nærmere på en masse af de kommende spil, og jeg synes faktisk at de titler der udkommer både i slutningen af 2012 og i starten af 2013 ser ret lovende ud, så selv om Xbox 360-konsollen nok lever på sit sidste år, så kan vi stadigvæk få action for alle pengene i spil der ser bedre ud end de nogensinde har gjort.

Officielt var der godt nok ikke annonceringer af nye konsoller, men jeg fik faktisk alligevel taget et billede af hvad jeg kun kan gå ud fra er den nye PlayStation 4 konsol fra Sony. 

PlayStation 4

Som I måske har set på forsiden af Xboxlife.dk, så har vores hårdtarbejdende redaktion, valgt deres favoritspil under E3. I skal selvfølgelig heller ikke blive snydt for at høre min mening om hvilke spil jeg synes gjorde sig bedst under årets E3.

Bedste bilspil - Need for Speed: Most Wanted
Criterion er tilbage, i stor stil. Indtil at jeg fik muligheden for at se og prøve Need for Speed: Most Wanted, så var jeg overbevist om at, Forza Horizon ville være E3s bedste bilspil, men Criterion formår tilsydenladende at samle alle de bedste elementer fra Burnout Paradise og Need for Speed-serien i dette hæsblæsende bilspil. Jeg fik mulighed for at spille Need for Speed: Most Wanted multiplayer i omkring 15-20 minutter og det var ret god underholdning. 

Runner up: Forza Horizon

Bedste FPS - Call of Duty: Black Ops 2
En af mine første bookings under E3, var med Activision for at se det kommende Black Ops 2. Selv om der har været meget snak om, at Treyarch har taget tingene et skridt for langt ud i fremtiden, og at der nu nærmest er lagt op til Star Wars-agtige kampe, så synes jeg at det ser rigtig lovende ud. Selvfølgelig er jeg i forvejen glad for Call of Duty-spillene, men jeg var faktisk også selv ret skeptisk overfor fremtids-eventyret. 

Runner up: Halo 4

Bedste fortsættelse: Assassins Creed 3
Hos Ubisoft fik jeg mulighed for at se et par baner fra deres kommende Assassins Creed 3, og hold da helt fest hvor har spillet haft godt af at blive flyttet over i nye omgivelser i under den amerikanske borgerkrig. Jeg var en af dem, der var løbet lidt træt i Assassins Creed-serien, nok mest fordi jeg synes at det var meget af det samme om og om igen, men med den helt nye historie så tror jeg at spillet for et tiltrængt nyt pust. 

Runner up: Tomb Raider

Bedste Fik-mig-til-at-skide-i-bukserne-spil: Resident Evil 6
Måske en lidt alternativ kategori, men ikke destomindre næsten sandt. Jeg fik mulighed for at spille Resident Evil 6-historiedelen, i omkring en halv time, og på et tidspunkt fik jeg så stort et chok i spillet, at jeg næsten røg ned af stolen og HELT sikkert har sagt som en lille pige. 

Bedste pressekonference: Electronic Arts
De havde i år valgt at fokusere på det som vi gamere gerne vil se under E3, nemlig spil. Ikke så meget andet pis. Det eneste jeg kan være lidt ked af, er at de havde bøffet UFC-licensen fra THQ, da jeg synes at THQ's UFC spil har været bedre end EA's MMA som jo nok bare skifter navn til UFC 2012 nu.

Der var selvfølgelig mange andre spil som jeg fik oplevet under E3, og det har faktisk været lidt svært at vælge de bedste, men jeg vil skrive om mine oplevelser med de forskellige spil her i løbet af de næste par dage. Til sidst vil jeg dog lige nævne et PC-spil, som jeg fik mulighed for at kigge lidt nærmere på, nemlig Sim City. 

Jeg er som bekendt skiftet over til at bruge Mac, både som bærbar og stationær, men jeg må erkende at jeg nok ender med at få brug for en PC igen når Sim City udkommer. Specielt multiplayer-delen synes jeg lyder helt fantastisk, og jeg kan dårligt vente med at prøve spillet. Håber sgu at EA på et tidspunkt kører en BETA, selv om jeg tvivler på det bliver tilfældet. 

Vi har selvfølgelig også stadigvæk flere boothbabes, samt et par udestående konkurrencer, dem vil jeg selvfølgelig også sørge for bliver afholdt over de næste par dage, så I kan få fingrene i et af de sidste TurtleBeach headsets, Microsoft Points og spil.

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her