Morten Skou's blog
30-09-2007 - 13:49

Sandheden om Halo 3

Som bekendt udkom Halo 3 i onsdags. Mange forretninger holdte natteåbent for at kunne tilfredsstille de hungernde gamere der bare må og skal have fingrene i Halo 3. Jeg har i flere omgange haft muligheden for at få fingrene i spillet, sidste gang i London hvor en af de andre deltagere, Rob, var flink nok til at slæbe hans Xbox med på hotellet så jeg kunne forsøge mig med singleplayerdelen.

Jeg må erkende, at jeg muligvis er den eneste anmelder på denne planet, som ikke kan se hvordan Halo 3 kan få så høje karakterer som det er tilfældet. I mine øjne, så ligner Halo 3 alt for meget Halo 2 og byder ikke rigtigt på nogen form for nyt indhold i selve spilledelen. Dermed også sagt, at jeg synes at multiplayer i Halo 3, lige så godt kunne være udgivet som en pakke man kunne hente til Halo 2 på markedspladsen til en pris på 400 Microsoft Points.

Grafikken i Halo 3 synes jeg ikke er specielt flot. Det nærmer sig ikke Gears of War som efterhånden er ved at være rimeligt gammelt, og det kommer da så absolut ikke engang i nærheden af Call of Duty 4 – som vel må anses som en af de helt store konkurrenter til online multiplayerdelen. Jeg har oplevet en del fejl, eksempelvis at ens egne mænd i semi-cutscenes står og svæver ud i luften, ok det er måske flueknepperi – men der har naturligvis været så store forventninger til spillet, som jeg slet ikke mener at det kan leve op til.

AI’en er på mange områder rigtig god - desværre gælder det åbenbart kun modstanderne. Jeg formåede at skubbe en af mine egne mænd ud over en kant, hvorefter han bare bliver stående dernede og snakker videre. Jeg har også oplevet at en semi-cut-scene begyndte at snakke om en ting som var i et andet rum end jeg befandt mig i. Men der er jo naturligvis fejl i alle spil, desværre. Andre ting jeg har oplevet, som beviser hvor ringe AI’en er, har været når man har ladet AI’en styre bilen og man selv står bagpå og skyder. Ofte forsøger tumpen at køre op af et bjerg, eller hvorfor ikke skyde genvej som betyder at man lige tager den 500m lodret ned af en skråning - med døden til følge, naturligvis.

Nuvel, det som mange af os trodsalt har gået og ventet på i 3 år, er vel egentlig ikke next-gen grafik, super lyd, eller vand der er så flot som i Bioshock – det er vel i virkeligheden det smarte trick som de lavede i Halo 2, med ikke at få afsluttet historien ordentligt, der gør at man ganske enkelt bliver nød til at smide Halo 3 i maskinen for at få slutningen. Spørgsmålet er om den virkelig er så fantastisk episk som man går og håber på – jeg ved det ikke selv endnu, da jeg kun har set dele af den, men forventer at jeg i næste uge lige løber igennem det på legendary med et par venner. Om ikke andet, så er der da nogle achievements der skal hentes.

Der er rigtigt mange der har spurt mig, hvad jeg egentlig ville have givet Halo 3 af karakter, hvis det var mig der havde anmeldt det. Her er det naturligvis vigtigt at forstå at anmeldere med rette kan have forskelligt syn på spil, alt andet ville være mærkeligt.

Jeg kommer ikke helt i nærheden af Pessimisten’s karakter, men var nok havnet på et fint 7 tal. Jeg forstår ikke hvordan spilanmeldere kan give Halo 3 10-taller, når man kigger på hvor mange fejl der er i spillet. De samme anmeldere får et problem, når de skal anmelde Mass Effect, som ser ud til at blive bedre på alle områder. (Jeg så det i London i sidste uge).

Jeg kan for øvrigt tilføje, at jeg ikke har haft spillet i maskinen i et godt stykke tid efterhånden – og efter at vi har gennemført det på legendary, så regner jeg heller ikke med at det kommer det igen lige med det samme.

Så i mine øjne er sandheden om Halo 3, at Microsofts super velsmurte marketingsmaskine har gjort et ufatteligt godt job, med at gøre dette spil til et af de mest overvurderede spil i spilhistorien. Bungie derimod, har kun kunne levere et skuffende resultat efter 3 års udvikling, på et spil der fra starten ville have slået rekorder, selv om gameplayet havde lignet Pacman.

Del denne artikel:
Kommentarer
Du skal være logget ind for at kunne læse og skrive kommentarer.
Xboxlife Blog
Profil Statistik
  • I dag: 0 besøgende
  • Denne måned: 0 besøgende
Arkiv Kategorier
Følg Xboxlife her