Tilbage på xbox

Hey folks,

Så fik jeg føjet en xbox One til min PS4, og er således tilbage i Microsofts folder. Jeg ved ikke, om der stadigvæk er nogle tilbage, som jeg spillede xbox 360 med (jeg kan huske, at vi bl.a. spillede Halo-spillene, Need for Speed: Hot Pursuit og Guardians of Middleearth), men det kunne da være hyggeligt at spille med andre danskere. Jeg har indtil videre købt Halo: MCC, Forza 2 Horizon og Sunset Overdrive er på vej med posten.

Skriv gerne, hvis I har andre forslag til spil, eller bare gerne vil spille sammen!

Glemmer du tit dine nøgler?

Hvis du gør, så har vi ihvertfald noget tilfældes. Seneste episode, hvor jeg lavede en bommert, involverede en tur i et fitness-center, hvor jeg endte med at have låst alle mine ting ind i et skab, og kun stod med håndklæde og sæbe. Den fulde historie ryger nok op som blog på et tidspunkt.

I øjeblikket kværner jeg næste semesters pensum i kognitionspsykologi, som kort samfattet handler om måden hvorpå vi perciperer verdenen omkring os, og hvordan vi husker og lagrer ting i vores hukommelse (området er traditionelt set lidt svært at indskrænke, da det til dels overlapper tidligere tiders behaviorisme, og bl.a. også inkluderer nyere tiders neuropsykologi og lingvistik).

I den forbindelse læste jeg for nyligt om nogle af de omstændigheder, man indtil videre mener er koblet til de situationer, hvor man glemmer noget (hvor man har parkeret bilen, hvor nøgler ligger ect ect.). Her kom en af mine bøger med en forklaring, som af hensyn til bloggens underholdningsværdi her bliver kortsammenfattet:

Nar man f.eks. skal til en social sammenkomst, tager bilen derhen og parkerer den, er der stor chance for at man glemmer  hvor man har parkeret den. Dette skyldes i de fleste tilfældes, at man, når man låser bilen, allerede har tankerne et andet sted, som f.eks. på dagens begivenheder, og hvad der skal ske senere. Her er aflåsningen af bilen styret af det man kalder konceptuelt styrede processer, hvilket er de processer der hjælper os til at gøre ting, vi ved fra tidligere erfaringer. Når vi låser bilen, hvilket vi sikkert har gjort mange gange før, er denne proces med tiden bliver automatiseret, således at vi ikke bruger noget mental "energi" på processen, og den derfor ikke bliver specielt markeret. Den ryger, så en anden formuleret måde, i glemmebogen (tænk på din tur fra punkt a (dit hjem) til punkt b (din ven). Hvor mange af de "normale" ting på vejen derhen husker du egentlig?).

Hvad kan man så gøre for at modvirke dette? Man kan, som mange mennesker faktisk per automatik gør, indprinte sig noget specielt når man låser bilen. Mange mennesker markerer et pejlemærke i form af en ting i nærheden, der viser hvor bilen står (et højt træ, et skilt osv), og så evt indprinte sig en (åndsvag) sætning der har noget med lokationen af gøre (jeg er fatsvag, min bil står ved et træ). Dette vil næsten med garanti sikrer, at man husker stedet, da der nu er koblet noget "unormalt" til processen, der ellers er normal. Hele fidusen er selvfølgelig at huske at gøre det (!).

Tricket burde kunne generaliseres til andre ting, som f.eks. nøgler. Jeg er begyndt på det, og selv og jeg stadigvæk kan dumme mig, har jeg fundet ud af, at jeg nu husker hvor jeg har lagt nøgler mere ofte, end før.


Hvis ikke I allerede har glemt hvad bloggen handler om, så kunne det være interessant at høre: 

Virker det på jer ?

Matt Beilis

Hey gamerdudes.

Jeg ved at der er mange der har noget imod folk der cover andre kunstneres numre, og selv har jeg da også et ambivalent forhold til det: På den ene side kan jeg ikke lade være med at synes at folk "stjæler" andres lyrik og tekster, men på den anden side synes jeg også at det kan gøre med respekt, og at det især er fedt hvis folk kan sætte deres eget præg på sangene.

Jeg faldt for et par måneder over en upcoming kunstner fra New York ved navn Matt Beilis. Matt har (vidst nok) altid spillet musik. Efter at have læst på universitetet og fået en uddannelse der, gik det op for ham, at han aldrig rigtig havde gjort hvad han virkelig ville: At spille musik. Han droppet sin business karriere og satsede på musikken ved at starte med at spille i forskellige metroer rundt omkring. Han opdagede dog, at selvom folk var flinke til at kommentere og rose ham, kom han ingen vegne. Han satsede derfor på at skyde nogle videoer af cover-numre og smide dem på youtube, og vupti, pludselig begyndte folk at genkende ham.

Matt Beillis har udgivet sin egen CD ved navn "Can't help but wonder", som ikke har fået den store opmærksomhed (jeg har dog købt den, og synes den er god). Det er derimod hans cover numre der har stjølet rampelyset, og det er også dem jeg faldt over først.

Det fede ved Matt Beillis er, at han (efter min mening) formår at sætte sit eget præg på sangene. Han spille for det meste pop-numre, men hans solo-piano og sprøde stemmer gør numre, der ellers ikke er specielt ophidsende, ret fedt.

Kings of Leon: Use Somebody



Bruno Mars: Grenade




Train: Hey Soul Sister


Britney Spear (!): Hold it againts me


Til sidst et at hans egne numre:

Matt Beilis: Been way too long

En dreng ved navn Frederik

Sebastian er en lille lyshåret, glad og aktiv dreng på fire år. Lige som sine jævnaldrende bruger han det meste af sin tid på at lege dagen lang, at opdage nye spændende ting, og modtage en masse kærlighed af sine forældre. Han er kort sagt som mange andre børn.

Og så alligevel ikke. Sebastian er nemlig ramt af en massiv spektrumforstyrrelse, er hyper aktiv og er stærkt retarderet.

På trods af at han er fire år, kan Sebastian endnu ikke sige andet end noget der minder om hej. Han bliver tit hysterisk, og kan finde på at løbe rundt i lejligheden og råbe, og oftest ender det med at han kommer  til at smadre noget. Han skal minimum haver seks timers træning om dagen, før at der kan håbe på nogen form for udvikling, der i meget lille grad minder om et "normalt" barns.

Første (og nok også eneste gang) jeg mødte Sebastian var til en jobsamtale som hjælpetræner for hans forældre. Min møde med Kirstine og Peter var præget af en række blandede følelser: På den ene side var her chancen for at få det perfekte studiejob, hvor der kunne høstes masser af erfaring, hvilket gjorde det sindsygt spændende. På den anden side var her mit første møde med en person, der så at sige var psykisk ustabil, hvilket ærlig talt skræmte livet af mig: Hvordan skulle jeg nogensinde klare det? Der var dog kun en måde at finde ud af det, og det var at prøve.

Jobsamtalen startede med at jeg kom til at gå ind i den forkerte lejlighed, hvor Jesper stod og var ved at flytte. Han troede at jeg var en af hans venners venner der skulle hjælpe til, og der gik faktisk lige et par minutter inden vi begge fandt ud af at den var gal. Great start!

En etage højere oppe ventede Kirstine og Peter på mig. Begge var ret energiske, og mit umiddelbare indtryk var, at de var gode mennesker. Jeg fik at vide at Sebastian sov, hvilket faktisk var ret sjældent at det skete kl 20.00 om aftenen.

Vi fik sat os om deres spisebord og begyndte samtale. Vi udvekslede korte introduktioner med hinanden, og de forhørte sig om en række praktiske ting (havde jeg arbejdet med børn før, hvordan havde jeg det med pressede situationer ect). Under samtalen kom Sebastian kort ind og kiggede nysgerrigt på mig, men stak hurtigt af da jeg sagde hej.

Nu sidder du måske og tænker at bloggen er en anelse kedelig, og hvorfor jeg ialverden skriver den.

Jeg skriver den fordi jeg fik revet gulvtæppet fuldstændig væk under mig, da jeg hørte forældrenes historie. Deres daglige kamp med at holde styr på deres dreng og at få tilskud af kommunen. Deres hurtige blik på hinanden, da de fortalte at de var ved at blive skilt, eller hvordan Kirstine kun kunne arbejde 15 timer om ugen, og Peter 20. Deres iver efter at fortælle om behandlingsmetoden, og om hvor meget de kæmpede for at få den yderligere udbredt i Danmark eller Peter, da han slet skjult træthed fortalte om hans halvårlige alene-dag.

Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at de for et par år siden havde være to unge, veludannede og forelskede mennesker, der glædede sig til at få børn, og så modsætningen i dag, hvor deres liv handlede om deres lille dreng. Ikke at jeg var i tvivl om, at de aldrig ville foruden ham, deres kærlighed lyste ud af dem. 

To dage efter blev jeg ringet op, og fik fortalt at valget havde stået mellem mig og en pige, og at jobbet, pga. af hendes tidligere erfaring, var gået til hende. På trods af at jeg var ærgelig over ikke at få chancen, var jeg ikke bitter: Det er kun fair, at den mest kvalificerede fik jobbet.

Jeg tror aldrig at jeg kommer til at glemme de indtryk, jeg fik ved denne her jobsamtale, og hvordan de endnu en gang bekræftede mig i mit valg af studie: Det er det her jeg vil!

*Navnene på personerne er ikke de rigtige. Det er mit eget valg, og ja, jeg ved godt at I ikke kommer til at finde ud af hvem de er, selv om jeg gav de rigtige navne, men det er nu engang det jeg har det bedst med :)