En dreng ved navn Frederik

Sebastian er en lille lyshåret, glad og aktiv dreng på fire år. Lige som sine jævnaldrende bruger han det meste af sin tid på at lege dagen lang, at opdage nye spændende ting, og modtage en masse kærlighed af sine forældre. Han er kort sagt som mange andre børn.

Og så alligevel ikke. Sebastian er nemlig ramt af en massiv spektrumforstyrrelse, er hyper aktiv og er stærkt retarderet.

På trods af at han er fire år, kan Sebastian endnu ikke sige andet end noget der minder om hej. Han bliver tit hysterisk, og kan finde på at løbe rundt i lejligheden og råbe, og oftest ender det med at han kommer  til at smadre noget. Han skal minimum haver seks timers træning om dagen, før at der kan håbe på nogen form for udvikling, der i meget lille grad minder om et "normalt" barns.

Første (og nok også eneste gang) jeg mødte Sebastian var til en jobsamtale som hjælpetræner for hans forældre. Min møde med Kirstine og Peter var præget af en række blandede følelser: På den ene side var her chancen for at få det perfekte studiejob, hvor der kunne høstes masser af erfaring, hvilket gjorde det sindsygt spændende. På den anden side var her mit første møde med en person, der så at sige var psykisk ustabil, hvilket ærlig talt skræmte livet af mig: Hvordan skulle jeg nogensinde klare det? Der var dog kun en måde at finde ud af det, og det var at prøve.

Jobsamtalen startede med at jeg kom til at gå ind i den forkerte lejlighed, hvor Jesper stod og var ved at flytte. Han troede at jeg var en af hans venners venner der skulle hjælpe til, og der gik faktisk lige et par minutter inden vi begge fandt ud af at den var gal. Great start!

En etage højere oppe ventede Kirstine og Peter på mig. Begge var ret energiske, og mit umiddelbare indtryk var, at de var gode mennesker. Jeg fik at vide at Sebastian sov, hvilket faktisk var ret sjældent at det skete kl 20.00 om aftenen.

Vi fik sat os om deres spisebord og begyndte samtale. Vi udvekslede korte introduktioner med hinanden, og de forhørte sig om en række praktiske ting (havde jeg arbejdet med børn før, hvordan havde jeg det med pressede situationer ect). Under samtalen kom Sebastian kort ind og kiggede nysgerrigt på mig, men stak hurtigt af da jeg sagde hej.

Nu sidder du måske og tænker at bloggen er en anelse kedelig, og hvorfor jeg ialverden skriver den.

Jeg skriver den fordi jeg fik revet gulvtæppet fuldstændig væk under mig, da jeg hørte forældrenes historie. Deres daglige kamp med at holde styr på deres dreng og at få tilskud af kommunen. Deres hurtige blik på hinanden, da de fortalte at de var ved at blive skilt, eller hvordan Kirstine kun kunne arbejde 15 timer om ugen, og Peter 20. Deres iver efter at fortælle om behandlingsmetoden, og om hvor meget de kæmpede for at få den yderligere udbredt i Danmark eller Peter, da han slet skjult træthed fortalte om hans halvårlige alene-dag.

Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at de for et par år siden havde være to unge, veludannede og forelskede mennesker, der glædede sig til at få børn, og så modsætningen i dag, hvor deres liv handlede om deres lille dreng. Ikke at jeg var i tvivl om, at de aldrig ville foruden ham, deres kærlighed lyste ud af dem. 

To dage efter blev jeg ringet op, og fik fortalt at valget havde stået mellem mig og en pige, og at jobbet, pga. af hendes tidligere erfaring, var gået til hende. På trods af at jeg var ærgelig over ikke at få chancen, var jeg ikke bitter: Det er kun fair, at den mest kvalificerede fik jobbet.

Jeg tror aldrig at jeg kommer til at glemme de indtryk, jeg fik ved denne her jobsamtale, og hvordan de endnu en gang bekræftede mig i mit valg af studie: Det er det her jeg vil!

*Navnene på personerne er ikke de rigtige. Det er mit eget valg, og ja, jeg ved godt at I ikke kommer til at finde ud af hvem de er, selv om jeg gav de rigtige navne, men det er nu engang det jeg har det bedst med :)