P3 Guld og den danske musikscene anno 2009

Den Danske Musikscene Anno 2009

Her i det mørke, mørke Nordjylland er de sidste toner fra årets store musikalske prisuddeling, P3 Guld, netop ebbet ud af stuens højttalere og jeg indser med ét at jeg er ældet utallige år i løbet af de sidste 100 minutter.

P3 Guld er udsendelsen der burde præsentere cremen af den danske musikscene og det kommende års ørehængere. For niende år i træk træder P3 i karakter og slynger fremtidens toner ud blandt den intetanende pøbel.

Nu lyder jeg sikkert som en sur gammel gubbe der er faldet i hak med mine forældres anseelse af musikken fra min ungdom, men jeg er nødt til at ytre følgende: Hvad fanden var det???

Aftenen lagde godt ud med Tim Christensen der spillede op med Dizzy-klassikeren Waterline, men derfra gik aftenen over i en sand elektronisk plørepøl, der blot havde til formål at bevise at dansk musik har bevæget sig tilbage i tiden til dengang hvor synthesizeren var guds gave til de tonedøve og klassisk musik var betegnelsen for alt hvad der ikke krævede computerkraft at frembringe.

Vinderen af årets største ære, P3 Prisen, gik til ingen ringere end manifestationen af Thomas Blachmann's vådeste drømme om elektroniske får på jødeharpe, akkompagneret af fiolspillende gøglere med klaphat, Peter Sommer. En mand der har ligeså meget musikalsk talent som Basim på Blå Mandag, der med munden fuld af vodka forsøger at gurgle sig igennem Smoke on the Water.

Med få undtagelser var samtlige "live"-optrædener et kuriøst sammensurium af 90'ernes ScreamTracker-scene og lydklip samplet fra The Best of Nintendo 8-bit. Overraskelsen var stor da der under en enkelt performance rent faktisk dukkede et instrument op på scenen. Men lykken varede kort og laptoppen fik igen overtaget til de umiskendelige toner af slagtehal 8 hos De Danske Væselplukkefabrikker.

Er begrebet "dansk musik" virkelig blevet degraderet til en andenrangskopi af de elektroniske toner vi drak os standervisne til i starten af 90'erne eller er P3's musikchef Lars Trillingsgård blot et misfoster af en hed lørdag aften i et tornekrat bag Skansen? Er jeg virkeligt, ubemærket, morphet til en carbon-kopi af min far der mente at musikken peakede med Roger Whittaker?

For den danske ungdoms skyld: I seriously hope not!